En
Undersøgelse af David Favrholdts ’Filosofisk Codex’. af
Jesper Burgdorff Johansen, Syddansk Universitet 10/1-2000
Indholdsfortegnelse:
Forord - 3
Indledning - 3
Historisk
redegørelse - 4
Locke, Berkeley,
Hume og Kant - 5
Fænomenalisme -
9
Skepticisme - 12
Sammenfatning og
bemærkninger - 14
Den positive
teori - 15
Opgør med
sproget som atomistisk - 16
Entydighed - 17
Kommunikationens
faktum - 17
Fundamentalsproget
- 19
Korrekt og
ukorrekt anvendelse af fundamentale begreber - 20
Kernen - 20
Fundamentalsproget,
afgrænsning og konventionalisme - 21
Sprog og
virkelighed - 22
Opsummering - 24
Er
Argumentationen transcendental? - 25
Hvad er et
transcendentalt argument? - 25
Benytter
Favrholdt en transcendental argumentation? - 27
Kan
argumentationen undersøges? - 30
Den nødvendige
forbindelse - 31
Den
problematiske præmis - 32
Kernebegreberne
- 34
Tanke og
Kommunikation - 35
Antirealisme -
38
Fundamentalsprog
som konsistenskrav - 40
Afsluttende
konklusion og bemærkninger – 42
Litteraturliste
- 43
Forord
Oprindeligt blev
hovedtankerne i Filosofisk Codex
præsenteret i David Favrholdts introduktionsbog ’Erkendelsesteori – Problemer
Argumenter Løsninger’. Denne introduktionsbog var min egen indgangsvinkel til
den filosofiske disciplin Erkendelsesteori. Allerede dengang vakte Favrholdts
synspunkter furore blandt de studerende, og jeg har siden haft et ønske om at
beskæftige mig mere indgående med de tanker, der dannede baggrund for min egen
’filosofiske barndom’. Derfor er det en kærkommen lejlighed for mig at
undersøge Favrholdts nyudgivelse og hovedværk mere indgående i dette
BA-projekt.
Indledning
Ved første
gennemlæsning af Filosofisk Codex
præsenteres man for et virvar af retorisk velkomponerede argumenter,
tilbagevisninger og indvendinger. Gang på gang foregriber Favrholdt sit eget
standpunkt og griber også ofte tilbage til forudgående argumenter. Ved
efterfølgende gennemlæsninger begynder der dog efterhånden at tegne sig en
grundramme, hvorpå hele værket hviler. Det er denne grundramme jeg vil beskæftige
mig med i nærværende projekt og jeg har derfor sorteret groft i de farverige
eksempler og argumenter, idet de alle kan ses på baggrund af den grundliggende
ramme. Især vil jeg fokusere på Favrholdts løsningsforslag til problemet om
erkendelsen af en bevidsthedsuafhængigt eksisterende omverden og den
argumentatoriske baggrund for løsningen. I forbindelse med dette har jeg valgt
betone de skepticistiske og fænomenalistiske opfattelser som en modstilling til
Favrholdts opfattelse. I undersøgelsen af argumentationen vil jeg komme ind på
ideen om ’Transcendentale Argumenter’, hvilket vil blive springbrættet til en
egentlig kritik af Favrholdts projekt.
Hovedelementet vil naturligvis i første omgang blive en præsentation af
Favrholdts egen opfattelse og dens implikationer for andre filosofiske
opfattelser.
Historisk
redegørelse
I det følgende
vil jeg prøve at give en sammenfattet redegørelse for Favrholdts karakteristik
af filosofihistorien fra Descartes og op til nu. Uden at gå dybere ind i de enkelte filosoffers tanker vil jeg
skitsere dét overordnede perspektiv, som Favrholdt præsenterer for os. Det er
mig derfor kun magtpåliggende at redegøre for den ’røde tråd’ der leder frem
til Favrholdts egen positive teori.
Favrholdts udgangspunkt finder vi hos Descartes, hvis tanker om den
metafysiske dualitet mellem res extensa og
res cogitans lægger grunden til en
uoverkommelig tvedeling af verden, hvor tvivlen
er den egentlig springende faktor. Det forholder sig netop sådan omkring
eksistensen af henholdsvis res
cogitans og res extensa at kun
eksistensen af res extensa lader sig
betvivle. I sit forsøg på at finde et sikkert grundlag for den menneskelige
erkendelse, opdager Descartes gennem sine meditationer, at dette kun lader sig
finde i hans egen bevidsthed. Descartes bruger nemlig tvivlen som redskab i
sine undersøgelser og opdager at alt i grunden lader sig betvivle, på nær det
forhold – at han selv tvivler. Dermed mener han at have fundet det absolutte
sikre grundlag for erkendelsen. Men selv om vi har umiddelbar sikker viden om
vor egen bevidstheds eksistens, kan vi ikke være sikre på at ideerne eller
oplevelserne, immanente i bevidstheden, svarer til noget i virkeligheden.
M.a.o. hvad med den udstrakte omverdenen (res extensa)? Dette løser Descartes
ved at antage eksistensen af en algod og almægtig Gud, der agerer som garant
for, at Descartes egne bevidsthedsimmanente oplevelser ’svarer til’ en
bevidsthedsuafhængig objektiv verden.[1]
For Favrholdt er postulatet om Gud uacceptabelt i filosofisk øjemed, men samtidig
ser han også at Descartes egentlige problem ligger i en dybere tvedeling, netop
mellem subjektets oplevelse og verden.
Fig.1: (Subjekt – Oplevelse) - Verden
Hvis jeg som erkendende subjekt kun har umiddelbar og ubetvivlelig
kendskab til mine bevidsthedsimmanente oplevelser (angivet i parentes på fig.1)
og aldrig til verden i sig selv, vil jeg aldrig kunne vide hvorvidt der rent faktisk findes
en omverden i bevidsthedsuafhængig forstand. Ved antagelsen af denne
grundlæggende tvedeling havner man i.flg. Favrholdt uvægerligt i en
erkendelsesteoretisk fælde, som han kalder:
”The cartesian trap: Eftersom
alt, hvad jeg erkender, kun kan blive til erkendelse ved at blive oplevet af
mig, d.v.s. ved at ”komme ind i bevidstheden”, kan jeg faktisk aldrig vide, om
der eksisterer noget ”uden for” bevidstheden.” (FC/bd.1/s.9)
Siden Descartes har filosoffer, med ønsket om en korrekt redegørelse
for vor erkendelse i.flg. Favrholdt ikke formået at slippe ud af denne fælde.
Basalt set fordi de har godtaget den Catesianske tvedeling enten implicit eller
eksplicit i deres filosofi. Grundproblemet er altså dét, vi i daglig filosofisk
tale kalder omverdensproblemet eller problemet om eksistensen af en
bevidshedsuafhængig omverden. I det følgende vil jeg fremdrage nogle få, af de
mange filosoffer som Favrholdt mener ender i denne ’fælde’. Blot skal vi
erindre at listen over prominente gæster, tilhørende denne kategori, I.flg.
Favrholdt, spænder over langt flere filosoffer end jeg vil komme ind på.[2]
Locke,
Berkeley, Hume og Kant
Locke forsøger
i.flg. Favrholdt, til forskel fra Descartes, en løsning der ikke implicerer en
almægtig og algod Gud. Tvedelingen mellem oplevelse
og verden bibeholdes, men garanten
for at disse to ’svarer til hinanden’ bliver et postulat om primære og sekundære kvaliteter, hvor de
primære kvaliteter i oplevelsen er
nøjagtige kopier af egenskaber ved substanser i den bevidsthedsuafhængige
omverden. De sekundære kvaliteter er
derimod et produkt af substansernes
egenskaber og vor stilling som erkendende subjekter. Tvedelingen flyttes
her blot videre, og problemet bliver, hvorledes man kan redegøre for, at de
oplevede primære kvaliteter ligner
egenskaber ved substanser i en bevidshedsuafhængig omverden.
I Lyset af Lockes teori ser George Berkeley muligheden for helt at
eliminere ideen om en bevidsthedsuafhængig omverden bestående af substanser.
Han argumenterer elegant for at indre sammenhænge mellem primære og sekundære
kvaliteter gør det tvivlsomt hvorvidt de primære kvaliteter overhovedet skulle svare til egenskaber ved
bevidsthedsuafhængige substanser. Ved eliminationen af bevidsthedsuafhængige
substanser opstår dog problemer med at redegøre for hvorledes den oplevede verden synes sammenhængende,
når de forskellige oplevelseskvaliteter ikke er knyttet til forskellige
bevidsthedsuafhængigt eksisterende substanser. Dette bringer Berkeley tilbage
til ideen om en algod og almægtig Gud, der nu korrelerer og indgiver os vore
oplevelser på en sammenhængende måde. Igen ender argumentationen i en hypotese
om Gud eksistens for at slippe ud af ’fælden’:
’I Berkeleys filosofi er hypotesen om Gud, som den, der indgiver os
ideer, et rent postulat.…Hvis man prøver at reformulere Berkeleys filosofi,
uden begrebet ’Gud’ indgår i den, får vi en rent solipsistisk opfattelse’
(FC/bd.1/s.22)
David Hume ser problemet hos Berkeley, og vælger at tage den fulde
konsekvens af tvedelingen mellem oplevelsen og verden. Ganske som Berkeley
eliminerede Lockes substanser som postulater, undlader Hume at støtte sig til
ideen om Gud. Da det eneste vi med sikkerhed kender til er oplevelserne, kan vi
ikke antage at der findes andet. Hume radikaliserer endog Descartes tvivl med
hensyn til subjektet og konkluderer at man ej heller kan antage eksistensen af
en særlig sjælesubstans, idet den eneste kendskab vi har til en sådan, netop er
gennem oplevelserne. Hvis den eneste erkendekilde er vore oplevelser og vi
aldrig kan vide hvorvidt disse oplevelser ’svarer til’ noget overhovedet, kan
vi netop ikke vide andet end at der
findes oplevelser.
’Hume måtte uundgåeligt ende i den rene skepticisme. Han indså, at han
ikke kunne komme ud ad af The Cartesian
Trap.’(FC/bd.1/s.27)
Ligesom Descartes, Locke og Berkeley forsøger Immanuel Kant at
overkomme denne grundlæggende tvedeling uden held. Kant ønsker ikke at
postulere, a la Locke, at der findes bevidsthedsuafhængige substanser. Derved
skal han forklare den tilsyneladende sammenhæng, der findes i vores
oplevelsesverden på anden vis, uden samtidig at postulere Guds eksistens
ligesom Berkeley. I stedet tager han udgangspunkt i subjektet, nærmere bestemt
de forudgående betingelser der må gøre sig gældende for at verdenen kan fremstå
som sammenhængende for et subjekt, - det
transcendentale subjekt. Dette subjekt er ikke det vi kender til i vore
oplevelser, men de forudgående betingelser eller den syntetiserende og
stukturerende kompetence, der går forud for at vi overhovedet kan opleve noget som noget[3]. Dette løser umiddelbart problemet om
en sammenhængende verden, men garanterer ikke at disse, omend strukturerede
oplevelser, ’svarer til noget’ i en bevidsthedsuafhængig omverden. Kilden til
erkendelse er stadig vore oplevelser, hvilket ikke implicerer erkendelse af den
faktiske omverden, hvilket gør det tvivlsomt om en sådan i det hele taget
findes.
’Hvad findes der så? Dinge an sich? Det vil mange kantianere
svare ja på. Men i så fald taler vi om ting, som ikke er materielle, ikke
findes i tid og rum, ikke har egenskaber, kort sagt om noget, som vi ikke kan
forstå, hvad skulle være.’(FC/bd.1/s.34)[4]
Favrholdt fortsætter denne historiske redegørelse over John Stuart
Mill, Ernst Mach m.fl., men det forgående bør være tilstrækkeligt til at
klarlægge det grundproblem der synes at findes i filosofien siden Descartes.
Lad os opsummere.
Antagelsen af en tvedeling mellem oplevelsen
og verden, og det at oplevelsen er vor eneste sikre kilde til
erkendelse, får en række utilsigtede konsekvenser. Vi kan vi under ingen
omstændigheder vide, at den viden, vi tror vi har om omverdenen faktisk er
korrekt, idet en sådan viden ville kræve kendskab til både vore oplevelser og
verden. Dette er umuligt, da vor kilde til denne viden kun er oplevelserne.
Dermed kan vi ikke vide hvorvidt der rent faktisk findes en omverden eller om der findes
andre subjekter. I den radikaliserede form hos Hume, kan vi endog ikke vide
hvorvidt vi eksisterer som subjekter i gængs forstand.
Indvævet i Favrholdts historiske gennemgang finder man flere argumenter
der dels skal tjene som diagnosticering af, hvorledes filosofferne har begået
deres fejltagelser, men som også giver en ledetråd til den løsning der
præsenteres senere i værket. Særligt bemærkelsesværdige er ’Pluralis-fejlen’ og
’Fallacy of speaking with two voices’, som senere vil hente deres egentlige
styrke i Favrholdts positive teori.
Pluralis-fejlen består i, ”..at man
fremsætter et synspunkt i pluralis, skønt det følger af selvsamme synspunkt, at
det altid må formuleres i 1.person ental.” (FC/bd.1/s.20).
Ifølge Favrholdt må vi altså ikke formulere sætninger i et synspunkt
som f.eks. ’vi mener…’, ’som vi alle kan se…’ eller ’hvis vi påstår at…’, hvis synspunktet samtidigt i sin konsekvens
udelukker, at jeg, som erkendende subjekt, ikke kan vide hvorvidt der overhovedet findes andre mennesker eller
ej. Spørgsmålet melder sig straks, hvorvidt nogen filosof, ved fuldt mentalt
helbred, nogensinde har hævdet at andre mennesker ikke eksisterer. Men hvis de
hævder det modsatte, at de ’..da mener at mennesker rent faktisk eksisterer..’
i forbindelse med et synspunkt, der i sin konsekvens udelukker at man kan vide
det, gør de sig i.flg. Favrholdt skyldige i en anden fejltagelse:
The Fallacy of speaking with
two Voices
består i at man på én gang hævder at ens teori har visse konsekvenser som man
ikke kan accepterer, men alligevel opretholder selve teorien: ”F.eks.:
Filosoffen NN indser, at hans anskuelse medfører solipsisme, men erklærer så,
at han da sandelig ikke er solipsist…”(FC/bd.1/s.12)
Der er altså hos Favrholdt en stram forbindelse mellem hvad man hævder og hvad man kan hævde. Normalt betragter vi en
formuleret teori uafhængigt af det, som teorien handler om, dens emne, og vurderer derefter hvorvidt teorien og
dens emne stemmer overens. I så tilfælde betragter vi teorien som sand. Hvad Favrholdt lægger op til, når vi taler
erkendelsesteori, er at selve formuleringen af en teori ikke kan ses uafhængigt
af selve teoriens indhold. Man må m.a.o. ikke benytte ordet ’vi’ uafhængigt af
om teorien i sin konsekvens giver os mulighed for at vide hvad dette ’vi’
dækker over. Umiddelbart ligner de omtalte ’fejltagelser’ blot krav om at en
teori skal være konsistent og ikke modsige sig selv, - men som vi skal se
ligger der en del mere i det hos Favrholdt. I det henseende vil det være
fordelagtigt at tage et kig på, hvordan Favrholdt mener det forholder sig med
de filosofiske retninger: fænomenalisme og skepticisme.
Fænomenalisme
I sin
undersøgelse af Fænomenalismen benytter Favrholdt sig af et stort
eksempelmateriale og forsøger i alt fire formuleringer af fænomenalismen, der
skal dække størstedelen af teorier indenfor denne filosofiske ’retning’. Det er
ikke min hensigt at gengive hverken de eksempler eller de formuleringer som
Favrholdt fremlægger. I stedet vil jeg koncentrere mig om de fællestræk som
fænomenalisterne i.flg. Favrholdt har, og som er grundlaget for, at han
afsluttende afviser denne brede filosofiske opfattelse som selvgendrivende. I
argumentationen indrager Favrholdt prominente personer i nyere
filosofihistorie, som Carnap, Moore, Mach og Husserl. Hvorvidt Favrholdts
gengivelse af disses filosofi er korrekt, lader jeg ude af betragtning.
Det helt centrale bliver igen dét Favrholdt kalder ’The Cartesian Trap’
og er i dette henseende blot en gentagelse af hvad vi fik introduceret i den
historiske gennemgang. I sine fire punktmæssige formuleringer af fænomenalismen
går et enkelt punkt igen i tre af dem som lyder: ’1.Vi kan aldrig kende andet end oplevelser.’(FC/bd.1/s.44+47+84) og i
den fjerde formulering optræder et lignende punkt: ’1.Alt vort erkendemateriale er oplevelser’ (FC/bd.1/s.55) I
nærværende sammenhæng kan punktet i den fjerde formulering, betragtes som
synonym med de tre øvrige punkter. Hvad angår kilden til vor erkendelse er det
ikke essentielt for undersøgelsen, hvorvidt formuleringen er en positiv eller
negativ, - det vigtige er at der finder en afgrænsning sted. Det er netop denne
afgrænsning som Favrholdt griber fat i. Dette fællestræk ved de
fænomenalistiske opfattelser gør nemlig at de alle havner i den såkaldte
’Cartesian Trap’. I og med, at man begrænser sit erkendemateriale til
oplevelser kan man aldrig vide hvorvidt der findes andet end oplevelser. Nu forholder det sig imidlertid sådan at
fænomenalisterne generelt ikke benægter denne påstand, tværtimod tager de den
for givet, og mener at kunne give en mere sandfærdig begrundelse af vor
ekendelsessituation end de, der benægter den. Spørgsmålet er så, hvorvidt vi
gennem vores erkendelse mener at have viden om en verden omkring os. Hvorledes
kan vi komme til den overbevisning at vi har
kendskab til ting som stole, borde og deslige, hvis alt hvad vi kender
kun er oplevelser? Fænomenalisten vil i.flg. Favrholdt hævde at dét, at der i en vis forstand findes ting som borde
og stole, alene beror på vor erkendeevne og ikke på eksistensen af en bevidsthedsuafhængig omverden.
’De fleste fænomenalister giver følgende svar på disse eksempler: Alt
det, vi i dagligsproget kalder den fysiske, bevidsthedsuafhængige verden’ er en
stor teoretisk konstruktion på basis af sanseindtryk.’(FC/bd.1/s.50)
Vi skaber altså , i vores egenskab af erkendende subjekter
konstruktioner baseret alene på oplevelsesmæssige kvaliteter. Hvorvidt disse
oplevelseskonstruktioner overhovedet svarer til en bevidsthedsuafhængig
omverden er ganske irrelevant eller meningsløst, idet vi kun har tilgang til
oplevelserne. Udtrykket ’i en vis
forstand’ dækker blot over det faktum at alle vore oplevelser af
bevidsthedsuafhængige ting i sidste
instans kan reduceres til bevidsthedsafhængige
konstruktioner over kvaliteter ved oplevelser. Dermed er ’The Cartesian Trap’
slet ingen ’fælde’ – men grundlaget for al erkendelse. Her adskiller
argumentationen sig fra nogle af de tidligere nævnte filosoffers, såsom Locke
og Descartes, idet fænomenalisterne ikke hævder at der findes en
bevidsthedsuafhængig omverden. De har omvendt indset at en argumentation herfor
er umulig. Dog er den grundlæggende tvedeling mellem oplevelse og verden
grundlaget for at Favrholdt benævner dem alle som fænomenalistiske. (FC/bd.1./s94)
Hvis vi genkalder os de to fejltagelser ’Pluralis-fejlen’ og ’Fallacy of
speaking with Two Voices’, elaborerer Favrholdt nu sit eget synspunkt i henhold
til fænomenalismen og de fænomenalistiske opfattelser. Dette bliver grundlaget
for at påvise deres selvgendrivende natur. Sagen er den, at enhver fænomenalist
bliver nødt til at formulere sig i et sprog
og benytte sig af begreber for overhovedet at hævde sin teori. Helt
essentielt er selvfølgelig begrebet ’oplevelse’, som Favrholdt i nærværende
sammenhæng behandler synonymt med de af filosofferne anvendte begreber som ’Sanse-sata’, ’Empfindungen’,
’Erscheinungen’, ’Sensations’ o.s.v. [5]
Fænomenalisten bliver nødt til at benytte sig af begreber såsom
’oplevelse’,’ting’,’krop’ o.s.v. for at introducere sin teori. Idet han bruger
disse begreber, bruger han dem på en bestemt måde i overensstemmelse med den
måde, vi alle bruger dem på. Hvis ikke han gjorde det, ville vi jo i sagens
natur ikke forstå, hvad han mente med begreberne og vi ville automatisk afkræve
en forklaring vi forstod. I sidste instans ville han blive nødt til at anvende
begreberne som vi anvender dem, for at gøre sig forståelig. Nu forholder det
sig netop sådan at fænomenalisten
ønsker at redegøre for, at vi ikke kan vide, hvorvidt der findes ting i
bevidsthedsuafhængig forstand. Han vil derfor prøve at reducere det tingsbegreb
vi nu engang har, til noget, der ikke er bevidsthedsuafhængigt, - nemlig vore
oplevelser. Vi anvender jo trods alt begrebet ’ting’, men fænomenalisten pointe
er, at dette begreb ikke dækker over noget bevidsthedsuafhængigt.
I sit forsøg på at redegøre for begrebet ’ting’ vil fænomenalisten
uvægerligt benytte sig af andre begreber. Blandt disse begreber vil han blive
nødsaget til at bruge tidsangivelser og stedangivelser ved denne eller hin
ting. Dette er nødvendigt for ham, idet vi ellers ikke vil kunne forstå hvad
dette nye begreb ’ting’ dækker over. Men her glemmer han at han ej heller kan
benytte sig af begreber om ’tid’ og ’sted’ i bevidsthedsuafhængig forstand. Han
skal altså også forklare os, hvad disse nye begreber om ’tid’ og ’sted’ dækker
over. I sin forklaring af ’tid’ og ’sted’ vil han sandsynligvis anvende andre
begreber såsom ’bevægelse’ og ’handling’, men igen kan han ikke introducere
disse begreber uden at forklare hvad disse dækker over, hvis ikke det er i
bevidsthedsuafhængig forstand.
Pointen med alt dette er, at fænomenalisten ikke kan bruge begreberne
vilkårligt efter forgodtbefindende. Hvis vi skal forstå et begreb bliver vi
nødt til at anvende det på en bestemt måde i sammenhæng med andre begreber. Et
begreb som ’ting’ lader sig i.flg. Favrholdt ganske enkelt ikke forstå, hvis
ikke vi samtidig forstår det som noget der kan tilskrives tidsangivelse,
stedsangivelse eller bevægelsesangivelse i bevidsthedsuafhængig forstand.
Begreberne implicerer hinanden og kan ikke reduceres til alle at dække over
oplevelser. Selv begrebet ’oplevelse’ kan ikke forstås uden at henvise til
begreber om ’tid’, ’ting’ eller ’subjekt’. Hvis fænomenalisten ønsker at
opretholde sit synspunkt må vi derfor konkludere, at han anvender begreber som
vi ikke kan forstå og som det er tvivlsomt om han selv forstår. Dermed
gendriver fænomenalismen sig selv, idet opfattelsen ikke lader tænke eller
kommunikere entydigt:
’Når så mange filosoffer siden Descartes ikke har indset dette, er det
fordi de ikke har givet agt på betingelserne for formuleringen (og det vil så
også sige betingelserne for at kunne tænke) af deres fænomenalistiske
opfattelser. Ved formuleringen af deres synspunkter har de alle betjent sig af
det dagligsprog, som de i deres konklusioner fordømmer som ugyldigt eller
misvisende, vildledende, fejlagtigt. De har alle brugt begreber som ’ting’,
’rum’, ’tid’, ’person’, ’sanseorgan’, ’bevægelse’, ’handling’ og ’identitet’ i
en ikke-fænomenalistisk betydning (og det vil sige en realistisk betydning) for
derigennem at kunne definere begrebet ’oplevelse’. Derefter har de tilskrevet
de selvsamme begreber en fænomenalistisk betydning og hævdet, at de ikke kan
have andet end denne.’(FC/bd.1/s94)
Skepticisme
Ligeledes går
det med skepticismen. Når en skepticist
ønsker at redegøre for sin tvivl omkring eksistensen af en
bevidsthedsuafhængig omverden gør han det som regel i tankeeksperimenter eller
eksempler, hvor tvivlen omkring erkendelsen af et givent forhold, synes at få
betydning for hele den menneskelige erkendelse. Blandt disse berygtede
tankeksperimenter behandler Favrholdt eksempelvis ’Drømmeargumentet’ og
’Hjernen-i-karret-hypotesen’ m.fl. For nærværende fremstilling og undersøgelse
er det ikke nødvendigt at gennemgå disse tankeeksempler minutiøst. I stedet vil
jeg igen koncentrere mig om de generelle træk som, i.flg. Favrholdt,
kendetegner den skepticistiske opfattelse og den efterfølgende afvisning heraf.
I den sammenhæng foregriber jeg samtidig Favrholdts positive teori, idet
afvisningen i sidste instans hviler på denne.
Ganske ligesom fænomenalisten tager skepticisten, i.flg Favrholdt, også
udgangspunkt i den grundlæggende tvedeling mellem oplevelse og verden. Og
ligeledes behandler skepticisten også oplevelserne som vor eneste ubetvivlelige
kilde til erkendelse. Men alt dette gør han kun som springbræt, for at han kan
hævde en generel tvivl, idet han velvidende også havner lige lukt i ’The
Cartesian Trap’. Dette gør at han ej heller kan redegøre for erkendelsen af en
bevidsthedsuafhængig omverden. Men dette er i.flg. Favrholdt også hele
skepticistens projekt. Skepticisten ønsker at fortælle os, hvorfor vi under
ingen omstændigheder bør antage eksistensen af denne bevidsthedsuafhængige
omverden. Derfor formulerer han forskellige hypoteser, tankeeksperimenter
o.s.v. der kan anskueliggøre hans skeptiske holdning til erkendelsen. Men i
formuleringen af disse, overser han samme forhold som fænomenalisten overså: at
han må bruge begreber for at forklare sig. I første omgang kan man afvise,
i.flg. ’Pluralis-fejlen’ at skepticisten ikke kan anvende begrebet ’vi’ på
samme måde som os andre, idet han netop søger at påvise, at man ikke kan vide
hvorvidt andre mennesker rent faktisk eksisterer. Dernæst må han samtidig ikke
anvende andre begreber i sin formulering, der refererer til
bevidsthedsuafhængigt eksisterende ting eller begreber, der kun kan forstås i
forhold til bevidsthedsuafhængigt eksisterende ting. M.a.o. må han eksempelvis
ikke benytte begreber som ’bord’, ’stol’, ’vi’, ’person’ ,’ting’ o.s.v. Problemet
udvider sig derved, idet begreber som ’subjekt’, ’oplevelse’ kun lader sig forstå i sammenhæng med
begreber af førstnævnte slags. Skepticisten kan heller ikke anvende begreberne
på samme måde som os andre, hvis han vil undgå at begå endnu en fejltagelse –
’The Fallacy of speaking with two Voices’. Kort sagt kan skepticisten gå en af
to veje 1) opretholde sit synspunkt som meningsfuldt og derved anvende
begreber, der forudsætter at synspunktet samtidigt er fejlagtigt. Eller 2)
acceptere at synspunktet ikke er meningsfuldt. Derved mener Favrholdt at påvise
skepticismen som uholdbar og selvgendrivende.
Sammenfatning
og bemærkninger
Indtil videre
har jeg redegjort for Favrholdts indgangsvinkel til den erkendelsesteoretiske
problemstilling omkring eksistensen af en bevidsthedsuafhængigt eksisterende
omverden. Hovedmomenterne er ’The Cartesian Trap’ og en undersøgelse af
sproglig karakter, der afslører inkonsistenser i fænomenalismen, skeptiscismen
og i fremtrædende filosofihistoriske opfattelser. Når vi skal se den egentlig
positive del af Favrholdts teori og begiver os udi en undersøgelse af den,
mener jeg det kan være belysende at have i baghovedet, hvilke krav Favrholdt
selv stiller til formuleringen af en erkendelsesteoretisk opfattelse:
’1. Når man kommer ud for en
erkendelsesteoretisk opfattelse, må man undersøge, hvilke nødvendige
betingelser (i logisk argumentatorisk forstand) opfattelsen må forudsætte, for
at den lader sig formulere (det samme som: For at den lader sig tænke – eller
for at den er forståelig).
2.Man må derpå undersøge, om
opfattelsen i sit indhold eller i sine konsekvenser rummer teser eller
følgesætninger, som er i modstrid med disse betingelser.
3.Hvis dette er tilfældet,
må opfattelsen forkastes – helt eller delvist.’ (FC/bd.1./s.113)
Indeholdt i krav nr.1 giver Favrholdt os samtidig en beskrivelse af sit
videre projekt. Han ønsker m.a.o. at undersøge de nødvendige betingelser for at
formulere, forstå og i det hele taget at udtænke en erkendelsesteoretisk
opfattelse.
I sammenhæng med den historiske redegørelse og karakteristikken af
fænomenalisme og skeptiscisme bør der falde et par bemærkninger. Tolkningerne
af de filosofihistoriske opfattelser siden Descartes er vidt favnende og jeg
mener stadig det er et åbent spørgsmål, hvorvidt man bredt kan afvise disse
opfattelser som fejlagtige. Uden at redegøre for alternative tolkninger, end de
af Favrholdt fremlagte, bør man tage ham på ordet og kun betragte
fremstillingerne som eksempelmateriale:
’Mit formål med den quasi-historiske redegørelse…,har dels været at
vise, hvilke vanskeligheder de omtalte filosoffer viklede sig ind i ved at
følge den catesiske tradition, dels at fremlægge et eksempel-materiale, som jeg
vil gøre brug af, når jeg senere i denne afhandling vil vise, hvordan man kan
løse problemerne gennem nogle overvejelser, som alle filosoffer fra Descartes
og til og med Ayer, ja endda helt op til min egen generation, har overset.’
(FC/bd.1/s.42)
Specielt i sammenhæng med Skeptiscismen og Fænomenalismen bør man måske
have sine forbehold. Fænomenalisme er, som filosofisk retning, ret vagt
defineret og spænder over så mange opfattelser at det synes tvivlsomt, uden
nærmere undersøgelse, at de alle ville falde i den såkaldte ’Cartesian Trap’.
Med hensyn til skeptiscisme, skelner Favrholdt ganske vist mellem global og
regional skeptiscime og afviser skellet mellem metodologisk og ontologisk
skepticisme. Dog synes han at underforstå skepticismen som et positivt
synspunkt, som ønkser at hævde visse generelle træk ved vor erkendelse og omverdenen,
som f.eks. ’Omverden eksisterer ikke’ eller ’Verdenen blev skabt for 5 min.
siden’. Dette mener jeg i vid udstrækning ikke er tilfældet. Hvis skepticisten
hævder en generel tvivl til vor erkendelse, vægrer han sig som regel imod
enhver positiv anskuelse. Selvom skepticisten anvender begreber, mener jeg ikke
det tvinger ham til at godtage at disse dækker over noget bevidsthedsuafhængigt
eksisterende[6].
Den
positive teori
Som skitseret
ser problemet om omverdenens eksistens ikke ud til at lade sig løse, hvis man
bibeholder den grundliggende tese om en tvedeling mellem oplevelsen og verden,
for såvidt som man betragter oplevelsen som det eneste sikre og umiddelbare
grundlag for vor erkendelse. Vi synes at ende i solipsisme og vi modsiger os
selv i forsøget på at kommunikere denne konsekvens. Vor holdning bliver
grundliggende set selvgendrivende. Idet vi ønsker at bruge sproget meningsfuldt
og entydigt til at redegøre for vor position som henholdsvis klassisk
empiristisk, fænomenalistisk eller skepticistisk, afskærer vi os samtidigt fra
at opretholde synspunktet entydigt og kommunikérbart. Men hvad skal vi sætte i
stedet? Tanken om en bevidsthedsuafhængigt eksisterende omverden bestående af
ting og personer synes uden for rækkevidde.
Opgør
med sproget som atomistisk
En del af svaret
finder vi i sprogets karakter. Siden den tidlige Wittegenstein har man været
tilbøjelige til at betragte sproget atomistisk i semantisk henseende. Man har
troet at sætninger, tekster og deslige på sin vis har været komplekse sproglige
forhold sammensat af mindre meningsenheder, som blev bundet sammen af de
logiske principper. I teorien burde vi være i stand til at reducere disse
tekster til sætninger og sidste instans til en slags elementarsætninger, der
ville være den mindste meningsfulde enhed der kunne gives i sproget. Disse
elementarsætninger kunne så enten være sande eller falske, afhængigt af om de
svarede til et sagforhold i virkeligheden eller ej. Mere komplekse sætninger
kunne efterfølgende betragtes som logiske sandhedsfunktioner med
elementarsætningerne som variable. Ikke nok med at der herefter opstod store
problemer med at redegøre for denne mindste meningsfulde enhed,
elementarsætningen, men det blev også et problem at kunne verificere om denne
enhed svarede til noget i virkeligheden, altså om den var sand eller falsk.
Koblet sammen med en fænomenalistisk tanke om at vor eneste erkendemateriale er
oplevelsen, skabte det store problemer med at redegøre for kendskabet til en
bevidsthedsuafhængigt eksisterende omverden. Forsøget på at anskue sætninger
som sandhedsfunktioner, blev blandt andet gjort af visse af de logiske
empirister, der derved udelukkede sig fra at drage metafysiske konklusioner.
Hvad det i.flg Favrholdt gælder
om at forstå er, at sproget ikke kan betragtes atomistisk. Der findes ganske
enkelt ikke noget begreb, der kan forstås uafhængigt af andre begreber, - end ikke de logiske
principper kan forstås afhængigt af andre begreber. Favrholdt viser dette ved
netop at tage udgangspunkt i logikken. Når vi f.eks. i den klassiske logik
siger: ’ikke både A og ikke-A’ så underforstår vi faktisk: ’ikke både A og
ikke-A, på samme tidspunkt.’ Ellers ville sætningen: ’både A og ikke-A’
ikke være nogen kontradiktion. Vi forudsætter altså også et begreb om tid i
udsagnet: ’ikke- både A og ikke-A’. Men hvad mener vi med begrebet ’tid’? Tid
kan kun forstås i sammenhæng med noget der kan tage tid – eksempelvis en bevægelse. Og begrebet
’bevægelse’ kan i grunden kun forstås for så vidt som der overhovedet er noget
der bevæger sig – ting, kroppe o.s.v. Hvad vi opdager er, at for at forstå et
givent begreb forudsætter vi faktisk andre begrebers forståelighed. Vi kan
i.flg. Favrholdt ganske enkelt ikke redegøre for et begreb uden at anvende
andre begreber, hvis forståelighed vi dermed forudsætter. Disse begreber som vi
forudsætter forståelsen af, kan vi
kalde en sprogramme. Ved ’sprogramme’
skal i første omgang ikke forstås som noget bestemt afgrænset antal begreber
eller nødvendigvis nogle specifikke begreber.
Entydighed
Hvis vi alle
bevæger os indenfor en sådan given sprogramme,
har dette stor betydning for, hvorvidt vi forstår hinanden når vi kommunikerer.
Hvis min egen sprogramme eksempelvis ikke delvist stemmer overens med min
modparts i en samtale kan samtalen ikke foregå entydigt, og jeg kan eventuelt
komme til den konklusion, at min samtalepartner er uforståelig. Eksempelvis
kunnen jeg ved begrebet ’ting’ forstå følgende: noget jeg kan tale med. Og min
samtalepartner kunne måske mere konventionelt forstå begrebet ’ting’ som: noget
der er udstrakt i rummet. Hvis min samtalepartner dernæst i en given samtale
fortalte mig, at han ’netop havde fået en ny mikrobølgeovn derhjemme’, og jeg
spurgte ham: ’hvad en mikrobølgeovn dog var?’ ville han måske svare:’det er
sådan en ting, der kan varme min mad.’ Ifølge eksemplet ville jeg sandsynligvis
antage at min samtalepartner havde fået sig en kæreste der varmede hans mad,
idet ’tingen’ jo var noget jeg kunne tale med. Vi ville i løbet af samtalen
måske opdage at kommunikationen ikke var forløbet entydig, hvis min
samtalepartner f.eks. insisterede på at jeg ’..skam godt måtte låne
mikrobølgeovnen’. Entydig kommunikation forudsætter altså en fælles sprogramme.
Men findes der en sådan sprogramme som vi alle har tilfælles? Favrholdt svarer
bekræftende.
Kommunikationens
faktum
Først må vi indse, at vi rent faktisk kan kommunikere entydigt med hinanden. Dette implicerer ikke dermed
at vi altid gør det. Som i eksemplet, nævnt i det ovenstående, har vi stadig
rig mulighed for at misforstå hinanden, når vi ikke anvender begreberne på
samme måde. Dette sker sandsynligvis dagligt, når vi kommunikerer med hinanden.
Heldigvis er det som oftest lige det modsatte. Vi anvender begreberne på samme
måde, og forstår nøjagtigt, hvad vi siger til hinanden. Ved sætningen: ’Der
ligger en bog på bordet’ forstår vi noget ganske bestemt, og selvom der er
mulighed for at misforstå den, gør vi det som oftest ikke. Hvis vi gør, har vi
dog mulighed for, ved at anvende andre begreber, at afsløre hvilke begreber vi anvender
forkert. Hvis jeg ved ’bord’ forstår: noget jeg kan tale med. Kan min
samtalepartner henlede min opmærksomhed på de borde jeg har stående i min stue
derhjemme og spørge, hvorvidt jeg kan tale med dem. Eller han kan henlede opmærksomheden på sig selv og spørge,
hvorvidt han også er et ’bord’. Gennem en sådan samtale vil det i realiteten
være muligt at afsløre at jeg brugte begrebet ’bord’ forkert.
Alt dette forudsætter dog, at jeg er i stand til at forstå nogle af de begreber som min
samtalepartner benytter. Men findes der ikke situationer, hvor jeg slet ikke
forstår nogle af de begreber min samtalepartner anvender: hvis jeg f.eks. møder
en person fra udlandet, hvis tungemål jeg overhovedet ikke forstår? (tungemål
er her ensbetydende med ’sprog’ i gængs forstand: engelsk, portugisisk, dansk
o.s.v.).
Dertil kan Favrholdt kun svare ja, - i en sådan situation, foreligger
muligheden for, at jeg ikke kan forstå et ord af, hvad denne person siger. Jeg
ved tilgengæld at det i princippet er muligt at lære sproget.
Ydermere kan de begreber, som denne person anvender, rent faktisk oversættes
til mit eget sprog. Men hvorledes kan jeg nu vide dette på forhånd? Det kan jeg
i og med, at hvis personen selv skal kunne forstå sit eget sprog, bliver
personen nødt til at anvende begreberne på en ikke-vilkårlig måde. Hvis
personen anvendte begreberne vilkårligt ville alt hvad personen sagde blive
uforståeligt – også for personen selv. Sætningen:’There is a book on the table’
lader sig f.eks. oversætte fordi begrebet ’book’ og ’table’ anvendes på en
bestemt måde, ganske ligesom jeg anvender begreberne ’bog’ og ’bord’ på mit
eget sprog. Hvis ikke dette var tilfældet ville begrebet ’book’ på engelsk ikke
være det samme som begrebet ’bog’ på dansk. Selvom der på visse tungemål findes
adskillige begreber, som ikke findes på mit eget tungemål, kan jeg være fuldt
forvisset om at disse begreber lader sig forstå, af den enkle grund, at de
anvendes på en bestemt måde. Under
givne omstændigheder er det muligt at undersøge hvorledes disse begreber
anvendes og dermed afdække hvad de betyder. Eller kortere sagt: Enhver
begrebsmæssig flertydighed, kan kun fastslås på baggrund af en grundlæggende
entydighed.
Fundamentalsproget
Når det
forholder sig sådan, at vi rent faktisk kan kommunikere entydigt med hinanden
betyder det, at vi har en sprogramme
tilfælles. Hvis ikke vi havde denne, ville vi ikke være istand til at forstå
hinanden overhovedet. Selvom vi kan misforstå hinanden er det kun på grund af
en fundamental sprogramme vi kan påvise misforståelserne. Denne fælles
sprogramme kalder Favrholdt for fundamentalsproget.
Det egentlig fundamentale ved
fundamentalsproget består deri, at det netop er forudsætningen for at forstå
eller kommunikere noget entydigt overhovedet. Jeg kan sågar ikke forstå mine
egne sætninger entydigt, hvis ikke fundamentalsproget var forudsat deri. Med
andre ord, er fundamentalsproget den fundamentale sprogramme, hvorfra enhver
entydig sætning henter sin entydighed og som vi alle har tilfælles. Som vi så i
redegørelsen for kommunikationens faktum
var det muligt at kommunikere på tværs af alverdens tungemål, i og med, at vi
anvender visse begreber på samme måde. Fundamentalsproget skal derved ikke
forstås som et egentligt sprog, et tungemål, men som den måde vi fundamentalt
anvender visse begreber på samme måde:
’Dette fundamentalsprog er universelt, fælles for alle tungemål. Det
udgør det grundlag, der er nødvendigt, for at vi kan fastslå, at der på en
række områder er inkongruens imellem forskellige tungemål’(FC/bd.2/s.146)
Som al sprog, består fundamentalsproget som sagt også af begreber. Og
som vi så i det foregående, gælder samme omstændigheder for fundamentalsproget
som for al anden sprogbrug, - nemlig at fundamentalsprogets begreber ikke kan
forstås uafhængigt af andre begreber. Man kan således ikke isolere et enkelt
fundamentalt begreb og redegøre for dette uden at gøre brug af andre. Da de
fundamentale begreber netop er fundamentale, grundliggende, kan afhængigheden
kun være til andre fundamentale begreber. M.a.o., må de fundamentale begreber
betegnes som interdependente[7].
Men hvilken betydning har så denne interdependens begreberne imellem?
Korrekt
og ukorrekt anvendelse af fundamentale begreber
Da de
fundamentale begreber er afhængige af hinanden, bliver det selvsagt ikke
ligegyldigt hvorledes vi anvender dem. Hvis f.eks. begrebet ’Tid’ er afhængigt
af begrebet ’Handling’ således at ’Handling tager tid’ er det derfor ukorrekt
at anvende begreberne i modsætning til denne afhængighed. Hvis vi f.eks. siger
’Handling tager ikke tid.’, så kan vi ikke forstå entydigt hvad hverken
’Tid’ eller ’Handling’ betyder. Man kan altså anvende disse fundamentale
begreber korrekt eller ukorrekt, hvilket betinger om en given sætning bliver
forståelig eller uforståelig. En del af disse fundamentale begreber
sammenfatter Favrholdt i det, han kalder kernen.
Kernen
I
fundamentalsproget finder vi en række begreber som Favrholdt forstår som:
”…en række begreber, som spiller en fundamental rolle i vores
erkendelse, og som er centrale i den filosofiske debat om erkendelsens
gyldighed.” (FC/bd.1/s.187).
Disse udgør kernen og er det
egentlige grundlag for en sammenfattende kritik af de fænomenalistiske
opfattelser. Af rent didaktiske grunde præsenterer Favrholdt disse begreber i
en cirkel, der på én gang skal illustrere begreberne som en interdependente og
som en helhed:
Fig.2 tænkning logik
talord – antal
subjekt tid
oplevelse primitiv ting
erindring
sted
genkendelse adfærd
perception handling
sansning krop
sanseorgan liv
person
Igen skal bemærkes at kernen kun er en del af fundamentalsproget. Der
er altså ikke tale om en speciel del
af de fundamentale begreber hvorom noget specielt gælder. Kernen er kun en
metodisk afgrænsning, der har relevans i erkendelsesteoretisk henseende. Det
relevante for forståelsen af kernebegreberne er deres interdependens og deres
fundamentalitet i forhold til entydig kommunikation og tænkning.
Fundamentalsproget,
afgrænsning og konventionalisme
Afgrænsningen
mellem henholdsvis begreberne i fundamentalsproget og sprogets øvrige begreber
har Favrholdt ikke taget stilling til. Dette synes dog heller ikke relevant i
sammenhængen, da det vigtigste i.flg. Favrholdt er, at der må findes et sådant fundamentalsprog for at kunne kommunikere
entydigt.
Vigtigt er dog, hvorvidt vi skal betragte fundamentalsproget på
konventionalistisk vis. Selvom vi anskuer fundamentalsproget som en
forudsætning for entydig kommunikation og tænkning, er det ikke ensbetydende
med, at netop dét fundamentalsprog som Favrholdt ligger til grund, nødvendigvis
er det eneste fundamentalsprog som kan gives. Man kunne muligvis forstille sig
et radikalt forskelligt fundamentalsprog, der ligeledes betinger, hvorledes vi
kommunikerer og tænker entydigt. M.a.o. kunne man vel forestille sig, at
begrebernes gensidige afhængighedsforhold var et ganske andet, uden at vi
dermed ville give afkald på at kommunikere og tænke entydigt. Dette ville i
alvorlig grad bringe Favrholdts projekt i fare. Hvis det i princippet lod sig
gøre at beskrive omverdenen entydigt på radikal forskellig vis, end vi gør nu,
ville vi ikke være sikre på at netop denne beskrivelse, eksempelvis
indeholdende begreber som ’ting’ som
bevidsthedsuafhængigt eksisterende, i realiteten garanterede for, at det
forholdte sig sådan i virkeligheden. At vi i vores nuværende fundamentalsprog
ikke kan undvære et begreb om ’ting’ som bevidsthedsuafhængigt eksisterende er
dermed ikke ensbetydende med, at vi ikke kunne undvære det i et andet
fundamentalsprog. Overordnet set er det denne argumentation vi finder hos
socialkonstruktivister, sprogkonventionalister og mange andre, der lig
Favrholdt, mener at vort sprog har stor betydning for vor erkendelsessituation,
men ikke udelukker at dette sprog er det eneste der ville kunne gives.
Favrholdt afviser argumentationen for
at der skulle kunne gives radikalt forskellige sprog i fundamental forstand, på
baggrund af selve den betydning fundamentalsproget har for entydig
kommunikation og tanke. Idet fundamentalsproget virkelig er en betingelse for
entydighed lader det sig ikke tænke eller formulere entydig, hvorledes dette
alternative fundamentalsprog skulle se ud. Idet vi allerede har et fundamentalsprog, har vi ingen
mulighed for entydigt at tænke, at der skulle kunne gives et alternativt
fundamentalsprog. Fundamentalsproget skal anskues ’indefra’ i den forstand at
vi alle overholder det for at kommunikere og tænke entydigt. At sætte sig ’udenfor’
er en umulighed, idet vi dermed ikke ville vide, hvorledes vore begreber skal
forstås eller anvendes. Derved er det udelukket at vi kan tænke os, at der kan
gives et alternativt fundamentalsprog.
Stadig står spørgsmålet åbent om hvorvidt der rent faktisk, uanset om vi kunne tænke os det eller ej, ville kunne
gives et fundamentalsprog, der var radikalt forskelligt. Dette afviser
Favrholdt på baggrund af det forhold som sproget har til virkeligheden.
Sprog
og virkelighed
På den ene side
er fundamentalsproget betingende for, hvorledes vi kan beskrive den
bevidsthedsuafhængige virkelighed, men på den anden side har virkelighedens
beskaffenhed også betydning for den måde hvorpå den selv lader sig beskrive.
Der er altså en grund til hvorfor vi ikke kan anvende visse begreber uafhængigt
af hinanden, således:
”…at reglerne for anvendelsen af vore fundamentale begreber ikke er
vilkårlige, men er bestemt af virkelighedens beskaffenhed og vor
erkendesituation.” (FC/bd.2/s.146)
Den måde, som virkeligheden ’bestemmer’ hvorledes vi skal anvende vore
fundamentale begreber skal ikke forstås i direkte forstand. Modsat:
”…forholder det sig sådan, at såfremt vi ønsker at beskrive en
situation…må vi bruge ordene på en bestemt, d.v.s. ikke-vilkårlig måde i
forhold til hinanden. Gør vi det, beskriver vi virkelige forhold; gør vi ikke,
beskriver vi i værste fald ikke noget, og i bedste fald det givne underkastet
en særlig betragtning – som vi f.eks. gør, når vi laver rent fænomenologiske
beskrivelser af noget foreliggende.” ( FC/bd.2/s.50)
Med andre ord, kan man, hvis man anvender de fundamentale begreber
korrekt, være sikker på to ting: 1) At ens tanke og kommunikation er entydig og
2) At man beskriver virkelige forhold.
Hermed har Favrholdt også afvist indvendingen om, at der, uanset om vi
kan tænke os det eller ej, skulle kunne
gives et alternativt fundamentalsprog. Selvom virkeligheden ikke direkte
betinger, hvorledes vi skal anvende vore begreber, er det dog en betingelse, at
vi anvender dem korrekt, hvis vi vil beskrive denne virkelighed korrekt.
Hvad der er mest opsigtsvækkende er, at Favrholdt samtidigt etablerer
et nødvendigt afhængighedsforhold mellem sproget og virkeligheden. Ikke nok med
at virkeligheden indirekte betinger hvorledes vi skal anvende vore begreber, -
det er samtidig en nødvendig betingelse, at vi kender til en
bevidsthedsuafhængige virkelighed, hvis vi skal kunne anvende begreberne
korrekt. Eller kortere sagt: Vi kan kun kommunikere entydigt med hinanden, hvis
vi kender til en bevidsthedsuafhængigt eksisterende omverden. Vi kan ganske
enkelt hverken tænke eller tale om at vore begreber ikke svarer til noget i en
bevidsthedsuafhængig virkelighed:
’Vi kan ikke beskrive virkeligheden uafhængigt af sproget eller
tænkningen og så bagefter sammenligne denne beskrivelse med den, vi allerede
har. Thi at hævde, at vi kan beskrive virkeligheden uafhængigt af sproget eller
tænkningen, er en selvmodsigelse.’(FC/bd.2/s.61)
’Den korrekte brug af begreberne angiver, hvordan emnerne forholder sig
ontologisk til hinanden, men vi kan ikke beskrive det ontologiske uafhængigt af
begreberne, og derfor heller ikke rejse spørgsmålet, om ”begreberne passer på
virkeligheden”,…’(FC/bd.2/s.60)
”Faktisk er den begrebsmæssige undersøgelse samtidig den ontologiske
udforskning.” (FC/bd.2/s.61)
Opsummering
Før vi giver os
i kast med en undersøgelse af argumentationsstrukturen, vil det være en fordel
at opsummere Favrholdts teori i store træk.
Første må vi indse, at vi rent faktisk kan kommunikere med hinanden,
hvis vi anvender visse fundamentale begreber korrekt. De fundamentale begreber
er gensidigt afhængige, interdependente, hvilket betyder, at vi ikke kan forstå
et enkelt af begreberne uden samtidig at forudsætte forståelsen af de andre
fundamentale begreber. Dette er årsagen til at Favrholdt kan afvise
skepticismen og fænomenalismen, idet disse synspunkter ikke lader sig formulere
uden at bryde afhængighedsforholdet begreberne imellem. De begreber, hvis
anvendelse vi alle har tilfælles, kalder vi for fundamentale , idet vi hverken
kan kommunikere eller tænke entydigt uden først at forudsætte den korrekte
forståelse af disse begreber. Der kan ikke tænkes et alternativt
fundamentalsprog, idet al entydig tænkning forudsætter det fundamentalsprog vi
allerede har. Der kan aldrig gives noget alternativt fundamentalsprog, da
fundamentalsproget er indirekte dikteret af virkelighedens beskaffenhed. Idet
vi er i stand til at kommunikere entydigt med hinanden, har vi samtidigt bevis
for vor kendskab til en bevidsthedsuafhængigt eksisterende omverden.
Er
argumentationen transcendental?
I det følgende
undlader jeg en historisk redegørelse for oprindelsen af tanken om en
transcendental argumentation. Med udtrykket ’transcendental argumentation’
tager jeg ikke stilling til, hvorvidt argumentationsformen i alle dens
udformninger er gyldig eller ugyldig. Hvad jeg forstår ved et ’transcendentalt
argument’ er en specifik argumentationsstrutur redegjort for af S. H. Klausen[8],
B. Stroud[9]
og R. Chisholm, der i store træk er baseret på en grundstruktur præsenteret af
Kant i Kritik der reinen Vernunft. Jeg
har taget udgangspunkt i redegørelsen af R.Chisholm[10],
der i store træk er overensstemmende med den af B.Stroud og S. H. Klausen.
Hvad
er et transcendentalt argument?
Egentlig burde
man i første omgang tale om en ’transcendental process’ idet fremgangsmåden
vedrørende et transcendentalt argument ikke er lig et almindeligt deduktivt
argument, hvor man udfra et givent antal sande præmisser udleder en sand
konklusion. ’Processen’ begynder omvendt ved at man mener at kende et
ubetvivleligt sandt faktum og ønsker at bestemme hvad der med nødvendighed må
være tilfældet for at dette faktum kan være sandt. Argumentationen kan
anskueliggøres som en Modus ponens:
(1)
A
(2)
A
É B
¾¾¾¾¾¾¾
(3) B
Umiddelbart ligner dette en gyldig deduktiv slutning, men vi skal være
opmærksomme på de specielle karakteristika, der gælder for at argumentationen
kan betragtes som transcendental. (1) repræsenterer det ubetvivlelige faktum,
hvor argumentationen tager sit udgangspunkt. Ad refleksionens vej mener man
efterfølgende at kunne angive hvilke nødvendige forhold, der må gøre sig
gældende for at dette faktum kan være sandt (2). Vi finder altså i (2) en
speciel implikation, hvor A kun kan være tilfældet for så vidt B er det. Denne implikationen udgør det egentlige
transcendentale element, som vi vil vende tilbage til om lidt. På baggrund af
(1) og (2) mener man efterfølgende at kunne drage en konklusion, der har
betydning for vor erkendelsessituation og verdenens beskaffenhed. Det er netop
fordi man ønsker at drage så vidtrækkende en konklusion, at implikationen (2)
får en helt speciel karakter. Hvis konklusionen (3) skal have så generel en
betydning for vor erkendelsessituation og verdenens beskaffenhed kommer
implikationen til at vedrøre sig selv.
M.a.o.: hvis (2) implicerer generelle forhold ved vor
erkendelsessituation og verdenens beskaffenhed, vedrører den selvsagt også sig
selv, da den ellers ikke ville implicere kendskabet til den selv og dermed ikke
ville være generel.. Da denne slags argumenter ofte tages i brug overfor
skepticistiske positioner er det netop på grund af implikationens helt
generelle karakter. Den menes herved at kunne bruges til at afværge den helt
generelle eller globale skepticisme, som så mange ønsker at undgå.
Da implikationen (2) skal have så generel karakter, får den egentlig
status af en transcendental implikation. Idet den implicerer helt generelle
træk ved vor erkendelsessituation og verdenens beskaffenhed og dermed sig selv,
må den anses som en art apriorisk erkendelse. Kendskabet til implikationen
selv, kan kun komme i stand, for så vidt implikationen allerede er forudsat.
Hvis dette ikke var tilfældet, vil man ikke kunne drage en konklusion, der
vedrører generelle træk ved vor erkendelsessituation og verdenens beskaffenhed,
- og eventuelt afvise generel/global skeptiscisme.
Efterfølgende kan argumentationen bruges på to måder. Enten som en
positiv argumentation for et bestemt forhold (3), eller som modtræk til
eventuelle tvivlere. Modtrækket består i, at hvis man benægter konklusionen
(3), så benægter man samtidig det ubetvivlelige faktum (1). Derved opnår man
som oftest at reducere modsynspunktet til en absurditet, idet det benægter helt
åbenlyse og ubetvivlelige forhold.
Som sidebemærkning skal nævnes at den ovenstående struktur sagtens kan
udvides med flere præmisser, eventuelt af formen ’pÉq’, såfremt sandheden af disse præmisser kan
påvises forud for argumentationen.
Benytter
Favrholdt en transcendental argumentation?
I lyset af den skitserede argumentationsstruktur i det ovenstående mener jeg at det er tilfældet man finder en