Filosofisk Institut
Odense Universitet
Sproganalyse som metafysikkritik
Rudolf
Carnaps antimetafysiske projekt
Michael Skaanning-Hansen
Cpr. 310571-1645
Filosofi grundfag
Moderne filosofi 1a + 1b
Afleveret
5/1 1999
Indhold
1. Indledning
................................................................................ s.
1
2. Carnaps metafysikkritiske filosofi
..................................... s. 3
2.1. Metafysikkens væsen
.............................................. s. 3
2.2. Filosofi som logisk analyse
..................................... s. 4
2.3.Verificerbarhedskriteriet
.......................................... s. 7
-
Analyticitet ....................................................... s.
8
-
Direkte og indirekte verificerbarhed ................ s. 11
2.4 Det formaliserede sprog
........................................... s.
13
3. Diskussion
............................................................................... s. 16
Litteratur
1. Indledning
Før man stiller spørgsmålet
"Hvordan kritiseres metafysikken?", bør man måske stille spørgsmålet
"Hvorfor kritiseres metafysikken?". En umiddelbar indvending herimod
kunne være, at svaret på det sidste spørgsmål er givet med (eller ér) svaret på
det første; Igennem kritikken vises metafysikkens meningsløshed, derfor bør den
elimineres. Denne indvending ville imidlertid negligere et vigtigt aspekt ved
vort århundredes metafysikkritik; Metafysikkens elendighed er ikke blot et
resultat af forskellige filosofiske analyser, men i høj grad udgangspunktet for disse analyser. Det
er næppe for meget sagt, at store dele af den analytiske filosofi er designet
netop mhp. at vise metafysikkens meningsløshed (dermed ikke sagt at der ikke
også var andre formål). Man forsøger at etablere en teori som kan understøtte
en i forvejen givet konklusion. Denne pointe skal ikke fremdrages i et forsøg
på at sætte bestemte teorier i et suspekt lys (det kan vel diskuteres, hvorvidt
dette forhold adskiller den metafysikkritiske filosofi fra det meste af den
øvrige filosofi), men derimod for at pege på at der tilsyneladende er en række
ydre faktorer som har været medvirkende til den radikale udformning,
metafysikkritikken har fået i vort århundrede.
Blandt de væsentligste af disse faktorer var
utvivlsomt den lange række af pseudovidenskabelige teorier som blev udformet i
begyndelsen af 1900-tallet. I en tid med en aldrig tidligere set stor tiltro
til videnskaben som garant for menneskehedens fremskridt, kunne alt
tilsyneladende kvalificere som ny forståelse, hvis blot indpakningen var den
rette, dvs. videnskabelig. Ikke mindst i filosofiens, psykologiens og
antropologiens navne udspyedes en række, set med vore dages øjne, vanvittige
teorier, kulminerende med Hitlers Mein
Kampf. (Andre eksempler er Oswald Spenglers Der Untergang des Abendlandes og Otto Weiningers Geschlecht und Charakter.). Denne
pseudovidenskabs ofte race- og kulturchauvinistiske "konklusioner",
samt dens underminering af den rigtige videnskab var en væsentlig grund for
bl.a. de logiske positivister til kravet om den rent empiriske videnskab.
Men man skal næppe heller undervurdere betydningen af
den "rigtige" videnskabs store fremskridt i perioden, som utvivlsomt
har været stærkt befordrende for tanken om, at erkendelse er lig videnskabelig
erkendelse. Ligeledes var også den drejning megen filosofi havde taget i løbet
af det 19. århundrede i retning af "romanfilosofi" eller
"livsanskuelsesfilosofi" medvirkende til den modreaktion, som bl.a.
de logiske positivister repræsenterede.
Ordet metafysik kan være
svært at definere, men kan vel siges at være karakteriseret ved at have det
oversanselige eller transcendente som emneområde. I denne forstand bliver
metafysik modstillet begrebet empiri.
En eliminering af metafysikken (i bred forstand) vil derfor betyde, at kun det
empirisk givne er tilbage. Den første gennemførte beskrivelse af den
menneskelige erkendelse som udelukkende beroende på det empirisk givne findes i
David Humes filosofi. Her fra formedes den empiristiske grundtese, om at al
gyldig erkendelse i sidste ende må kunne føres tilbage til erfaringen.
Udfra den hypotese at netop den empiristiske
grundtese er kronargumentet i langt størstedelen af al metafysikkritik, skal
jeg i denne opgave ikke forsøge at gennemgå en længere række filosoffers
indvendinger mod metafysikken. Det er min overbevisning, at såfremt den logiske
analyse af sproget formår at etablere en metafysikkritik, er det i højere grad
et resultat af en bagvedliggende empiristisk erkendelsesteori end af den
logiske analyse i sig selv. Dermed ikke være sagt at der bag enhver
sproganalytisk filosofi ligger en sådan erkendelsesteori, blot at hvis ikke,
vil det være svært at opretholde kritikken af metafysikken (hvilket jo heller ikke
nødvendigvis er målet). Jeg skal
derfor i det følgende blot skitsere ét eksempel på, hvordan metafysikken kan
vises at være meningsløs fra et empiristisk udgangspunkt; Rudolf Carnap og hans
filosofi i årene omkring Logische Syntax
der Sprache, herunder nogle af de synspunkter som første gang præsenteredes
i Der Logische Aufbau der Welt. Andre
filosoffer vil dog blive inddraget mhp. at uddybe og problematisere Carnaps
synspunkter.
Slutteligt skal det siges, at nærværende opgave på
ingen måde prætenderer at være en analyse af Carnaps filosofi, end ikke i en
bestemt periode, men blot en fremstilling af nogle af de områder som har
relevans for metafysikkritikken.
2. Carnaps metafysikkritiske
filosofi
Selvom navnet “logisk
positivisme” må betragtes som en samlebetegnelse, der ikke dækker over et
velafgrænset sæt af synspunkter, kan man med rimelighed betragte Rudolf Carnap
(1891-1970) som en af retningens hovedfigurer. Carnap tilhørte kernen af den
såkaldte Wienerkreds (dannet omkring
1923), en gruppe af naturvidenskabeligt orienterede filosoffer, hvorfra den
logiske positivisme primært udsprang. I 1929 publicerede Carnap sammen med Otto
Neurath (1882-1945) Wissenschaftliche
Weltauffassung: Der Wiener Kreis, hvori gruppens filosofisk-videnskabelige
“partiprogram” proklameredes. Selvom Carnap angiveligt var den ideologiske
hjerne bag dette skrift, tog han i sine senere værker gradvist mere og mere
afstand fra det, om end han fastholdt grundtanken om logikken som sprogets, og
dermed videnskabens archimediske punkt.
Carnaps filosofiske grundideer kan groft opdeles
således; 1) Ideen om en ren sanse-data teori, den såkaldte metodiske solipsisme (Der
Logische Aufbau der Welt, 1928). 2)
Formalsprog og ideen om, at slutningers gyldighed udelukkende afhænger af
formelle egenskaber ved et sprog (Logische
Syntax der Sprache, 1934). 3) Formalsprogene suppleres med semantisk teori
(bl.a. Meaning and Necessity, 1947) I
denne opgave vil der primært blive taget udgangspunkt i de ideer som udtrykkes
i Logische Syntax, samt i artiklen The Rejection of Metaphysics fra 1935.
Synspunkter fra før og efter disse skrifter vil derfor kun blive berørt i det
omfang de er omfattet af Carnaps gennemgående ideer (f.eks.
verifikationskriteriet) eller er oplysende for hans tanker i de to nævnte
skrifter.
I den følgende redegørelse for/diskussion af Carnaps
kritik af den traditionelle metafysiske filosofi kan han dog i en række
henseender betragtes som eksponent for den generelle logisk-positivistiske
holdning. Visse argumenter er mere specifikt knyttet til hans teori om
sprogrammer (linguistic frameworks). Dette vil fremgå af
omtalen.
2.1. Metafysikkens væsen
Som omtalt er det åbenlyst,
at modviljen mod metafysik ikke blot
er et resultat af, at de(n) logisk-positivistiske sprogteori(er), men også en
væsentlig del af motivationen for udformningen af den (dem). Carnap har skrevet
meget direkte om metafysikkens væsen flere steder:
“Metaphysical statements are
neither true nor false, because they assert nothing, they contain neither
knowledge nor error, they lie completely outside the field of knowledge, of
theory, outside the discussion of truth or falsehood. But they are, like
laughing, lyrics, and music expressive. They express not so much temporary as
permanent emotional or volitional dispositions. Thus, for instance, a
metaphysical system of monism may be an expression of an even and harmonious
mode of life, a dualistic system may be an expression of the emotional state of
someone who takes life as an eternal struggle.”[1]
Denne opfattelse af filosofi
som udtryk for livsanskuelse (han går i RM
videre med at beskrive psykologiske profiler tilhørende erkendelsesteoretiske
og etiske synspunkter) har Carnap angiveligt fra den tyske filosof og
idehistoriker Wilhelm Dilthey (1833-1911) samt fra sin lærer Herman Nohl
(1879-1960). Ifølge disse er metafysik et forsøg på filosofisk
almengyldiggørelse af en livsanskuelse. Livsanskuelse udspringer af en persons gemyt og er følgeligt noget subjektivt.
Da en almengyldiggørelse af en subjektiv livsanskuelse er umulig, er det også
umuligt at finde frem til almene metafysiske sandheder. Dilthey var ganske
vidst ude i et helt andet ærinde end Carnap, men sidstnævnte tager analysen til
efterretning og konkluderer, at metafysikken qua denne natur aldrig kan
opfattes som videnskab[2].
Videnskab må bygge på fornuftsbaseret begrundelse, ikke på følelser eller
“intuition”.
Hvis metafysikken kan beskrives som ovenfor, er det på
forhånd givet, at diskussionerne er endeløse og derfor (i det mindste i videnskabelig
øjemed) formålsløse:
“...I was depressed by
disputations in which the opponents talked at cross purposes; there seemed
hardly any change of mutual understanding, let alone of agreement, because
there was not even a common criterion for deciding the controversy.”[3]
Carnap sammenligner
metafysik med musik og poesi, men der er dog én væsentlig forskel; Metafysikken
foregiver at udtrykke erkendelse. Grunden til at vi kan forledes til at tro, at
der er tale om erkendelse er, at metafysikeren anvender det almindelige
beskrivende sprog. Sætningen “Viljen er fri” har samme grammatiske form som
sætningen “Kuglepennen er gul”, begge er simple subjekt-prædikatudsagn[4].
Men denne lighed er kun tilsyneladende hævder Carnap; en logisk analyse af de
to sætninger vil vise, at den første, i modsætning til den sidste, ikke
udtrykker noget, den er meningsløs.
2.2. Filosofi som logisk analyse
Hvad Carnap fastslår er, at
det er sproget som er årsag til
metafysikkens mulighed, og altså dermed til sammenblandingen af meningsfulde og
meningsløse udsagn. Dermed tilslutter han sig den idealsprogsfilosofi som
hidtil havde været repræsenteret primært af Bertrand Russell og Ludwig
Wittgenstein. Karakteristisk for idealsprogsfilosofien er, at filosofien bliver
et demarkationsprojekt, hvis opgave er at trække grænsen mellem det som
meningsfuldt kan udtrykkes sprogligt, og det som ikke kan. Redskabet til denne
grænsedragning er den formelle logik. Hvis sætninger kan omformuleres, så den
grammatiske struktur bliver lig den logiske struktur, vil sproget ikke længere
kunne sløre meningsløse udsagn. At der i dagligsproget ikke altid er sammenfald mellem grammatisk og logisk form, havde
allerede F. Bacon, Descartes og Leibniz indset, men det var uden sammenligning
Russell og Whiteheads Principia
Mathematica som gav Carnap og andre troen på, at logikken kunne udgøre
midlet til kortlæggelsen af
dagligsproget (og ethvert kunstsprog). Russell og Whitehead havde i dette værk
tilsyneladende formået (tilnærmelsesvist[5])
at reducere matematikken til formel logik (og mængdelære) og herigennem givet
et konkret eksempel på videnskabelig afklaring gennem logisk analyse. Et andet
eksempel var Russells teori om sætninger indeholdende bestemte beskrivelser, som viste at disse er skjulte
eksistensudsagn, som enten er sande eller falske (modsat Frege som mente, at
sætninger indeholdende referenceløse subjektled er meningsløse). For Carnap
blev dette inspirationen til at forsøge at etablere forskellige kunst- eller formalsprog, i hvilke et udsagn
klart ville udtrykke sin mening og dermed umuliggøre meningsløse sætninger.
I The Rejection
of Metaphysics skelner Carnap mellem tre typer af problem-stillinger som
traditionelt har været filosofiens emneområder[6];
metafysik, psykologi og logik. I filosofiske teser er disse tre elementer ofte
stærkt sammenblandede, hvilket er en væsentlig grund til megen filosofis
uvidenskabelige karakter. Skal filosofien have nogen videnskabelig
berettigelse, må der derfor foretages en revurdering af dens emneområde; Mht.
metafysik er der jo netop ikke tale om filosofi men blot subjektivt betingede
følelser. Psykologien derimod er en respektabel videnskab, men til forskel fra
logikken er den en empirisk
videnskab, og har derfor intet med filosofi at gøre. (Carnap tilslutter sig altså
Frege, Russell og Wittgensteins ideal om at afpsykologisere filosofien.)
Filosofi synes følgeligt at kunne afgrænses til logik (RM s.207 + 216-219).
Filosofiens rolle bliver derfor ifølge Carnap at
forestå den logiske analyse, som ethvert udsagn der gør krav på at være
erkendelse må underkastes. Den logiske analyses opgave er:
“...to analyse all knowledge,
all assertions of science and of everyday life, in order to make clear the
sense of each such assertion and the connections between them. One of the
principal tasks of the logical analysis of a given statement is to find out the
method of verification for that statement. The question is: What reasons can
there be to assert the statement; or: How can we become certain as to its truth
or falsehood.”(RM s. 207)
Som det fremgår skal den
logiske analyse føre frem til en verifikationsmetode
for det pågældende udsagn. Verifikation, nærmere bestemt empirisk verifikation, er en af hjørnestenene i den logiske
positivisme. Jeg skal vende tilbage til dette emne senere.
Denne logiske analyse vil afsløre metafysiske udsagn
som meningsløse rækker af ord, dvs. som skinsætninger. Carnap skelner mellem to
typer af skinsætninger; a) Sætninger som indeholder ord, der ikke denoterer
noget erfarbart. b) Sætninger som ikke overholder et sprogs syntaktiske regler.
(MF s.42)
Idealsprogsfilosofien (og
anden sprogfilosofi) insisterer altså på at fastholde sproget som filosofiens
egentlige genstandsområde, fordi en logisk analyse af dette vil kunne skille
realitet fra skin. Meningsfuld sprogbrug er iflg. idealsprogsfilosofien
karakteriseret ved at afspejle virkeligheden, og demarkationen af meningsfulde
udsagn fra meningsløse er derfor lig med en demarkation af virkelighed fra
skinvirkelighed. Hvad man skal forstå ved ordet “virkelighed”, og dermed hvad
det ér meningsfulde sætninger beskriver, er der imidlertid ikke enighed om. For
den yngre, ekstremt realistiske Russell (The
Principles of Mathematics (1903) og The
Problems of Philosophy (1912)) synes udtrykket at referere til en ydre,
bevidsthedsuafhængig omverden. De såkaldte logically
proper names designerer eksisterende entiteter, og vi har derfor et vidst
kendskab til den faktiske verden (om end disse proper names ikke afslører noget om entiteternes relationer)[7].
Ifølge Wittgensteins Tractatus[8]
derimod, betyder dét, at et meningsfuldt udsagn afspejler (er et billede af)
virkeligheden ikke, at det beskriver
et forhold i den faktiske verden, men at det beskriver et muligt forhold, et såkaldt sagforhold. Ved “virkelighed” (Wirklichkeit) skal vi forstå summen af
mulige kendsgerninger, dvs. summen af sagforhold (TLP 2.06). At sproget er forbundet med virkeligheden vil altså
ifølge Wittgenstein sige, at det udtrykker logisk mulige træk ved verden (Welt), og således er underlagt samme
betingelser og grænser som verden. (“Die
Grenzen meiner Sprache bedeuten die Grenzen meiner Welt”, TLP 5.6).
Carnap synes umiddelbart at placere sig et sted imellem
disse to synspunkter. Ved begrebet “virkelighed” kan vi ikke, som (den yngre)
Russell, forstå en ydre, bevidstheds-uafhængig størrelse, men heller ikke blot,
som (den yngre) Wittgenstein, “det logiske rum”. Begrebet henviser derimod til
det i erfaringen givne, dvs. det empirisk givne. Vore sanser synes unægteligt
at fortælle os at der eksisterer en ydre, bevidsthedsuafhængig verden, men i
traditionel empiristisk ånd betoner Carnap, at vi ikke kan slutte herfra til, at en sådan rent faktisk eksisterer. De
“filosofiske” synspunkter som benævnes realisme og idealisme, er metafysiske synspunkter og derfor
meningsløse (RM s.219). Hvad vi er
konfronteret med er sanseindtryk (perceptions), og disse fortæller os
intet om “den ontologiske grund” af det de repræsenterer (herunder om de repræsenterer noget fra sig selv
forskelligt). Carnap pointerer derfor, at han ikke reducerer “tingene” til
sanse-data i ontologisk forstand, men kun beskriver vor erkendelsesmæssige
situation og forsøger hermed at distancere sit synspunkt fra tidligere
positivisters (bl.a. Ernst Mach)[9].
At en sætning er forbundet med virkeligheden, og dermed meningsfuld, betyder,
at de empiriske omstændigheder under hvilke dens sandhedsværdi kan bestemmes
kan fastlægges. Udfra denne meningsteori opstilles det såkaldte verificerbarhedskriterium (eller verifikationskriterium). Den logiske
analyses opgave i forbindelse hermed bliver som udtrykt i ovenstående citat fra
RM, at godtgøre hvordan et givent
udsagn kan verificeres.
2.3. Verificerbarhedskriteriet
Verificerbarhedskriteriet
for mening kan, lidt slogan-agtigt, udtrykkes således; "En sætnings mening er dens
verifikationsmetode", og kan forstås som den logisk-positivistiske
tolkning af Frege og Wittgensteins
meningskriterium "En sætnings mening
er dens sandhedsbetingelse", hos Wittgenstein udtrykt i billedteorien.
Tanken er som nævnt, at en sætning for at være meningsfuld (implicit) må
indeholde en beskrivelse af, hvordan dens sandhedsværdi kan afgøres udfra
erfaringen (direkte eller indirekte). F.eks. er sætningen "Der ligger en
kuglepen på bordet" meningsfuld i kraft af, at den kan omformuleres til
"hvis jeg ser på dét og dét bord på dét og dét tidspunkt, vil jeg se en
kuglepen" (hvilket bord og hvilket tidspunkt vil kunne præciseres
udfra sammenhængen. Sætningen har vel at mærke ikke sin mening i kraft af, at der ligger en kuglepen på bordet, men
i kraft af, at det empirisk kan afgøres,
om det er tilfældet. Verificerbarhedskriteriet kan derfor (undtaget den mest
primitive udgave) betragtes som et (empirisk) testbarhedskriterie[10].
En almindelig modificering af kriteriet er endvidere, at man kun kræver principiel testbarhed, dvs. at en
sætning er meningsfuld såfremt den angiver en empirisk verifikationsprocedure,
uagtet om den i praksis kan udføres.
(Således var sætningen "Der findes bjerge på månens bagside" også
meningsfuld i 30'erne, selvom man
hverken havde raketter eller satelitter.)
Det logisk-positivistiske meningskriterium hænger
således intimt sammen med det empiristiske grunddogme, om at al erkendelse må
kunne føres tilbage til erfaringen (i det mindste byggestenene for erkendelsen).
Sammenholder vi meningskriteriet med følgende synspunkter fra RM,
ses hvordan metafysik nærmest per definition bliver umulig:
"I will call metaphysical all those statements which claim to represent knowledge about something which is over or beyond all experience, e.g. about the real Essence of things, about Things in themselves, the Absolute, and such like." (RM s.209)
"Metaphysicians cannot avoid making their statements nonverifiable, because if they made them verifiable, the decision about the truth or falsehood of their doctrines would depend upon experience and therefore belong to the region of empirical science. This consequence they wish to avoid, because they pretend to teach knowledge which is of a higher level than that of empirical science. Thus they are compelled to cut all connection between their statements and experience; and precisely by this procedure they deprive them of any sense." (RM s.210)
Hvad Carnap siger er altså,
at et metafysisk udsagn er meningsløst, fordi det ikke kan testes empirisk, og
hvis det endelig skulle vise sig at være testbart, vil dette blot betyde, at
der slet ikke er tale om et metafysisk, men derimod om et empirisk udsagn. Det
skulle være klart, at når man definerer meningsfuldhed som det, der kan være genstand
for erfaringen (direkte eller indirekte), og metafysik som det, der ligger
udenfor erfaringen, så følger det, at metafysik er meningsløs. Carnap
pointerer, at eksistensspørgsmål vedrørende universalier, kvaliteter,
relationer, det fremmedpsykiske og lignende ligeledes er metafysiske og dermed
meningsløse ytringer (RM s.212). Man
kunne måske forledes til at tro, at eksistens-spørgsmål vedrørende
"konkrete" ting er meningsfulde, men det er de imidlertid ikke - i
det mindste kun i en bestemt forstand. Spørgsmålet "Eksisterer hammeren på
bordet?" er meningsfuldt, såfremt man med "eksistens" mener
"empirisk givet", men det der som oftest menes er "eksisterer
hammeren uden for min erfaring?". Et sådant spørgsmål kan hverken besvares
be- eller afkræftende, det er slet og ret meningsløst. Det er disse
ekstra-empiriske spørgsmål Carnap vil af med.
Før jeg går over til at se på, hvad man ifølge Carnap
nærmere skal forstå ved direkte og indirekte verifikation, er der imidlertid ét
spørgsmål som må besvares; Findes der sætninger, om hvilke man må medgive, at
de åbenlyst både er udtryk for
erkendelse og samtidig hævet over
ethvert behov for empirisk verifikation? Et bekræftende svar vil betyde, at
verificerbarhedsprincippet ikke kan udgøre et universelt kriterium for mening
og dermed gøre en nærmere undersøgelse ligegyldig, idet metafysikeren altid vil
kunne henvise til, at der findes gyldig erkendelse som ikke kræver empirisk
verifikation. De sætninger som umiddelbart kunne antages at udgøre et
bekræftende svar er de a prioriske,
som, i modsætning til de a posterioriske, karakteriseres ved at deres sandhedsværdi
kan afgøres uafhængigt af erfaringen. Imidlertid anerkender de logiske
positivister ikke hvad Kant kaldte syntetisk
a priori, og a priori-sætninger vil der altid være analytiske. Spørgsmålet bliver altså, hvilken erkendelsesmæssig
status disse analytiske sætninger har.
Analyticitet
Hvis de analytiske sætninger
udtrykker erkendelse om verden helt uafhængigt af empirisk verifikation, dvs.
de udtrykker et nødvendigt forhold ved den, kan princippet om verificerbarhed
altså ikke fungere som demarkation af mening/meningsløshed. Man er derfor
stillet overfor tre muligheder; 1) Verifikationskriteriet er forkert. 2) Der
findes strengt taget ikke analytiske (nødvendige) sandheder. 3) Analytiske
sætninger er ikke udtryk for erkendelse.
Det skulle være indlysende, at Carnap benægter mulighed
1. Mulighed 2 havde tidligere været forsvaret af John Stuart Mill; Der findes
ingen logiske eller matematiske nødvendigheder. Når vi er tilbøjelige til at
hævde, at udsagnet “7 + 5 = 12” nødvendigvist
er sandt, så er det fordi vi her generaliserer over et nærmest uendeligt antal
observationer. Men der er tale om en
empirisk generalisering, en induktiv og dermed principielt fallibel slutning.
Mill søger altså at løse problemet ved at hævde, at der ikke findes analytiske
sætninger som skulle kunne påberåbe sig en (kvalitativt) særlig epistemisk
status i forhold til de syntetiske. Denne hypotese forkastes imidlertid også af
Carnap. A.J. Ayer, som i lighed med Carnap argumenterer for løsning 3, skriver
i Language, Truth and Logic[11], at Kant var berettiget i at skelne
mellem analytiske og syntetiske sætninger, men at fejlen lå i, at han ikke
tilstrækkelig præcist formåede at definere analyticitet. Kant anvender (fra og
med Prolegomena) både en psykologisk
og en logisk definition af begrebet, hvilket dels er forvirrende og dels
forleder ham til at operere med en helt overflødig størrelse, nemlig syntetisk
a priori. Kant hævdede, at en analytisk sætning er karakteriseret ved at
“prædikatet er indeholdt i subjektet” (psykologisk) samt at “dens benægtelse
indebærer en selvmodsigelse” (logisk), men disse to bestemmelser vil ifølge
Ayer i en række situationer give forskellige svar på, om en sætning er
analytisk eller syntetisk. F.eks. mente Kant, at udsagnet “7 + 5 = 12” er et
syntetisk(-a priorisk) udsagn, fordi man godt kan tænke på resultatet af
additionen af 7 og 5 uden at tænke på 12 (man kan regne forkert). Hertil
indvender Ayer, at man derimod ikke kan benægte at 7 + 5 = 12 uden at involvere
sig i en selvmodsigelse. Det er derfor ingenlunde klart, hvad man skal forstå
ved analyticitet.
Ayer foreslår i stedet, at vi ved analyticitet skal
forstå, at et udsagns validitet kun afhænger af de indgående symbolers
definitioner (LTL s. 62). Om udsagnet
7 + 5 = 12 og a priori sandheder
generelt (dvs. analytiske sætninger iflg. Ayer og Carnap) hedder det:
“Vor viden om, at ingen iagttagelse nogensinde kan gendrive udsagnet “7 +5 = 12”, afhænger ganske enkelt af den kendsgerning, at det symbolske udtryk “7 + 5” er synonymt med “12”, præcis som vor viden om, at enhver okulist er øjenlæge, afhænger af, at symbolet “øjenlæge” er synonymt med “okulist”. Og samme forklaring gælder alle andre a priori sandheder.” (LTL s. 69)
Ayer, og Carnap, hævder
altså, at vi skal opretholde sondringen mellem analytiske og syntetiske
sætninger, og at demarkationslinien mellem dem må holdes skarp. Analytiske
sætningers nødvendige sandhed beror på definitioner og konventioner for
symbolers sammensætning, de er sande helt uafhængigt af, hvad der måtte være
tilfældet i verden, dvs. de er tautologier (kontradiktioner for nødvendigt
falske sætningers vedkommende). Syntetiske sætningers sandhedsværdi derimod,
kan udelukkende bestemmes ad empirisk vej. Men netop fordi de analytiske
sætninger er sande uanset, hvad der iøvrigt måtte gælde, er de også renset for
meningsindhold, de er trivielle og siger intet om den faktiske verden. De er
ikke meningsløse som metafysiske sætninger, men nærmest meningstomme. Af denne grund slutter Ayer og
Carnap, at de umuligt kan udtrykke erkendelse om verden. (Vi har selv defineret
de forhold de analytiske sætninger beskriver, og de kan derfor umuligt udsige
noget, vi ikke allerede vidste. Verificerbarhedskriteriet kan altså
opretholdes, fordi en sætning med meningsindhold altid er en empirisk sætning[12].
Skellet mellem analytiske og syntetiske sætninger er
senere blevet kritiseret skarpt af bl.a. W.V. Quine. I artiklen Two Dogmas of Empiricism[13]
fra 1951 argumenterer han for, at betydningen af begrebet analyticitet er så
dunkel, at vi bør opgive det. Quine diskuterer først, hvad vi kan forstå ved
begrebet anvendt i almindelighed og anfører, at synonymi tilsyneladende er et nøglebegreb i forståelsen af analyticitet.
Men hvis analyticitet skal forklares udfra synonymi (f.eks. at “ungkarl” er
synonymt med “ugift mand”), må vi kunne redegøre for, hvad dette begreb står for. Quine foreslår først, at man kunne antage,
at to begreber var synonyme via definition, men afviser hurtigt ideen. Herefter
foreslås “udskiftelighed” (interchangeability),
men hvis dette skal kunne forklare synonymi, må vi operere med begrebet
“nødvendighed” som ifølge Quine er mindst ligeså dunkelt, som det begreb det
skal forklare. Herefter overvejer han muligheden for anvendelse af
“analyticitet” i kunstsprog, først mht. rent ekstensionelle sprog, herefter
mht. definition ud fra semantiske regler. For førstnævntes vedkommende
konkluderes, at udskiftelighed her udelukkende beror på sammenfald i ekstension,
hvilket vil negligere det meningssammenfald,
som synonymi synes at involvere. Hovedindvendingen mod analyticitet ud fra
semantiske regler er, at “analytisk sandhed” her blot vil betyde “sand i kraft
af en semantisk regel”, hvor begrebet “semantisk regel” ikke er mindre dunkelt
end begrebet “analyticitet”. Quines argumenter mod muligheden for at definere
analyticitet tilstrækkeligt præcist kan vel opsummeres i følgende tre punkter;
Definitionen er enten 1) metaforisk eller 2) cirkulær eller 3) anvender
begreber som er ligeså uklare som “analyticitet”. Uden at gå dybere ind i en
diskussion heraf skal det bemærkes, at Quines argumentation synes at bygge på en yderst restriktiv ide
om, hvordan ord defineres, idet definiendum D0 tilsyneladende ikke må
indgå i definitionen af ord forekommende i definiens d0, dvs. han
fordrer en streng non-cirkularitet ved begrebsbestemmelse (hvis “synonymi”
indgår i definitionen af “analyticitet”, må “analyticitet” ikke indgå i
definitionen af “synonymi”)[14].
Men givet Carnap og Ayers synspunkt, hvilken rolle
spiller de (empirisk) meningstomme analytiske sætninger da i sproget? Ifølge
Carnap udgør de det regelsæt for symbolanvendelse og -omskrivning, som et sprog
fungerer efter. Det er netop disse regler eller formelle egenskaber, som er
filosofiens emneområde. Kun her findes nødvendighed, alle andre udsagn er
kontingente og dermed hjemmehørende i de empiriske videnskaber. Jeg skal vende
tilbage til disse forhold senere i afsnittet “Det formaliserede sprog”.
Verificerbarhedskriteriet kan således tilsyneladende
opretholdes, samtidigt med at analytiske sætninger accepteres.
Direkte og indirekte verifikation
I Logische Syntax søger Carnap, at distancere sig fra den
"metodiske solipsisme" som er udgangspunktet i Logische[r] Aufbau. Nogle af de forhold som adskiller LS fra LA har (muligvis) betydning for forståelsen af
verifikationsprincippet. Jeg skal i det følgende først skitsere princippet som
det er beskrevet i RM, hvor disse
forskelle ikke diskuteres og derefter kort omtale konsekvenserne af hhv. en LA- og en LS-tolkning.
Ethvert udsagn som gør krav på at være empirisk
meningsfuldt må som nævnt (principielt) kunne verificeres enten direkte eller
indirekte. Ved direkte verifikation forstås, at man nu og her har en bekræftende
oplevelse (perception). Udsagnet
"Jeg ser nu en rød cirkel på blå baggrund" bekræftes ved, at man rent
faktisk har denne oplevelse nu og her, og Carnap kalder sådanne direkte
verificerbare oplevelser elementaroplevelser.
Der er som det fremgår af eksemplet ikke tale om en "psykologisk
atomisme", hvor man kan have oplevelsen "blå", oplevelsen
"cirkel" osv., men snarere om en slags "gestaltpsykologisk
kompleks" som ikke kan analyseres yderligere. Begreber, f.eks.
farveprædikatet "blå", fremkommer ved, hvad Carnap kalder
kvasi-analyse, en abstraktionsaktivitet, hvor elementaroplevelser sammenlignes
vha. erindringen. Hvad der fremkommer ved kvasi-analyse er i modsætning til
elementaroplevelser ikke direkte givet (MF
s.38-39). Sætningen "Jeg ser nu..." er en elementarsætning (el. basissætning),
idet den refererer direkte til en elementaroplevelse og er sand i kraft af
denne reference. Direkte verifikation er således beslægtet med Russells teori
om knowledge by acquaintance. Ved
indirekte verifikation forstår Carnap den måde, hvorpå man bekræfter et udsagn,
til hvilket der ikke direkte svarer en elementaroplevelse. Fra et sådant udsagn
og fra andre i forvejen bekræftede udsagn (herunder naturlove) må man udlede
(deducere) et eller flere nye udsagn, som kan verificeres direkte, dvs. at
de(t) udsiger et fremtidigt forhold som kan iagttages direkte. Carnap anvender
i RM eksemplet "Denne nøgle er
lavet af jern"; Ud fra denne sætning samt visse fysiske love og nogle sanseindtryk (perceptions) kan man (givet en bestemt forsøgsopstilling) deducere
udsagnet "Denne nøgle vil nu blive tiltrukket af stangen" (en magnet)[15].
Der er altså nu fremsat en forudsigelse af en bestemt hændelse som kan
verificeres/falsificeres direkte (RM
s.207-208). Hvis hændelsen ikke
indtræffer, er hypotesen falsificeret, dvs nøglen er ikke lavet af jern, hvis
den indtræffer, er nøglen muligvis
lavet af jern, og yderligere undersøgelser kan iværksættes mhp. at øge
sandsynligheden af hypotesens rigtighed. Grunden til, at man ikke endegyldigt
kan fastslå, at nøglen er lavet af jern er, at man kunne gentage dette eller
andre forsøg i det uendelige og derfor aldrig udelukke muligheden af en
falsificerende instans. Det er altså induktionsproblemet Carnap henviser til,
omend han fastslår, at man i alle praktiske
henseender sagtens kan slutte, at nøglen er lavet af jern efter et rimeligt
antal undersøgelser. For det specifikke eksempel gælder i øvrigt også, at selv
hvis man ser bort fra induktionsproblemet, så vil verifikationen af udsagnet
"Denne nøgle vil nu blive tiltrukket af stangen" på ingen måde kunne
godtgøre rigtigheden af udsagnet "Denne nøgle er lavet af jern", men
kun sandsynliggøre den. Præmis 2 (se note 15) er af typen "hvis p så
q", og en bekræftelse af det deducerede udsagn 5 vil være svare til
"q". At udsagnet "p" (at en jernting er placeret tæt på
magneten) ikke kan udledes af de to
præmisser skulle være åbenlyst. Hvis verifikationen af det udledte udsagn 5
skulle have været i stand til logisk at byde antagelsen af udsagn 1, ville en
yderligere præmis være nødvendig, nemlig "kun jern tiltrækkes af
magneter". Denne præmis er blot ikke mulig, idet den er falsk (også cobalt
og nikkel tiltrækkes af magneter). Så der er, som Carnap også foreslår, brug
for andre testmetoder.
Da al verifikation således forudsætter direkte
verifikation, som har sin epistemiske evidens i kraft af at bygge direkte på
elementaroplevelser, må disse elementaroplevelser siges at være et nøglebegreb
i verificerbarhedsprincippet. Da meningskriteriet lyder "En sætnings mening
er dens verifikationsmetode", har man altså igen følgende konklusion;
Enhver meningsfuld sætning må direkte eller indirekte kunne føres tilbage til
erfaringen, dvs. til sanseindtryk (elementaroplevelser). Eller udtrykt omvendt;
Enhver sætning som ikke direkte eller indirekte kan føres tilbage til
sanseindtryk er meningsløs. I realiteten er dette naturligvis ikke en følge
af meningskriteriet, men derimod
udgangspunktet for dets udformning.
Videnskabelig sprogbrug synes imidlertid ikke blot at
være karakteriseret ved meningsfulde sætninger, men også ved at tilstræbe sande sætninger. Fundamentet for
erkendelsens gyldighed må derfor
ekspliceres. Det svar som er antydet i det ovenstående, nemlig at
elementarsætningen har sin sandhed i kraft af at referere direkte til en
foreliggende elementaroplevelse (det at den er foreliggende, er dens verifikation), er det synspunkt
som gøres gældende i Logische[r] Aufbau.
Sætninger som ikke kan verificeres direkte har mening i kraft af at kunne
forbindes logisk med direkte verificerbare udsagn og sandhed (dvs. erkendes som sande) i kraft af at blive verificeret på denne måde. Da
direkte verifikation beror på elementaroplevelser, er både mening og sandhed
altså funderet heri. Det betyder at mening og sandhed, og dermed erkendelsen,
funderes i noget rent subjektivt. Dette forhold var fuldt bevidst fra Carnaps
side, idet han mente, at erkendelsen bedst lod sig "rekonstruere" med
subjektet som udgangspunkt (den såkaldt metodiske solipsisme) .
I Logische Syntax
forlader Carnap imidlertid denne tanke. Videnskaben skal ikke længere funderes
i sætninger, som refererer til det egenpsykiske men derimod i observationssætninger konstrueret ud fra
observationsprædikater og logiske
operatorer, hvis syntaktiske regler kan fastlægges konventionelt. Den tidligere
sætning "Jeg har nu en oplevelse af en blå bog på bordet" kommer nu
til at lyde "Der er en blå bog på bordet", det videnskabelige sprog
tager altså en fysikalistisk drejning. Den nye sætning er ikke sand i kraft af sin umiddelbare givethed, da den jo netop ikke
udsiger noget om en oplevelse (som er det eneste umiddelbart givne), men om et
eksisterende eller ikke-eksisterende ydre forhold. Carnap søger herigennem at
gøre videnskabens fundament objektivt, men samtidig forsvinder dets karakter af
umiddelbar sandhed også. I stedet må en observationssætnings sandhedsværdi
afgøres på baggrund af intersubjektiv kontrol. Sætningen "Der er en blå
bog på bordet" er således sand, hvis en given observationssituation vil/kan få en række personer til at
fremsætte selv samme sætning. LS's
observationssprog kan derfor også med en vis ret siges at være en drejning i
retning af en slags behaviourisme[16].
Carnap er naturligvis klar over, at dagligsproget ikke besidder den nødvendige
eksakthed mht. begrebers anvendelse, og den grundlæggende ide i LS er derfor, at videnskabelig
erkendelse må kunne udtrykkes i et (eller flere) formalsprog. Verificerbarhedskriteriet for mening bliver derfor i LS suppleret med (eller måske nærmere:
udtrykt ved) et krav om sætningers oversætbarhed til et sådant formalsprog.
Men under alle omstændigheder; Metafysiske udsagn synes
at kunne afvises som meningsløse, enten fordi de ikke kan verificeres direkte
og heller ikke er logisk forbundet med andre direkte verificerbare udsagn,
eller fordi de ikke kan oversættes til observationssætninger.
2.4. Det formaliserede sprog
Hovedideen i Logische Syntax er, at sprog kan
beskrives ud fra rent formelle egenskaber. Ved "formel" skal vi
ifølge Carnap forstå "uden hensyntagen til de indgående ords mening"[17].
Tanken er, at det er de logisk-syntaktiske regler for ords sammenstilling og
ombytning som afgør, hvilke slutninger der kan drages i et givet sprog.
Filosofi bliver derfor lig med logisk analyse af disse regler og de deraf
mulige sætningstyper. Denne analyse vil vise, hvilke sætninger der meningsfuldt
kan fremsættes i det betragtede sprog. Dette gælder ifølge Carnap i princippet
for ethvert sprog, men man må dog se i øjnene, at dagligsproget ikke har den
fornødne eksakthed mht. logik og syntaks, til at analysen praktisk kan
gennemføres herpå. Denne mangel på eksakthed er, som tidligere nævnt, grunden
til, at metafysiske og andre pseudovidenskabelige udsagn kan give indtryk af at
være meningsfulde. Carnaps ærinde er imidlertid ikke kun, at vise at
metafysikken er meningsløs, men også at etablere et fundament, ud fra hvilket
"den rigtige videnskab" kan bedømme egne hypoteser. I modsætning til
logikken og matematikken, som er
formaliserede videnskaber, har de empiriske videnskaber ikke et (eller
flere) "videnskabssprog" med en eksplicit formulering af reglerne for
symbolernes anvendelse men udtrykker sig langt hen ad vejen på dagligsprogets
præmisser. Derfor rummer LS også en
opfordring til videnskaberne om at formalisere de sprog, de anvender, så
risikoen for pseudovidenskabelige sætninger og hypoteser elimineres. Enhver
videnskab må altså fastsætte sin egen sprogramme.
Carnap opdeler et sprogs sætninger i to grupper; Én
gruppe udgøres af de sætninger, der omhandler sprogets logiske og syntaktiske
regler, dvs. de sætninger som fastsætter sprogets ramme. Den anden gruppe
består af de sætninger, som kan dannes ud fra disse regler, de som så at sige
hører til inden for rammen. Førstnævnte gruppe er analytiske sætninger,
sidstnævnte syntetiske, dvs. empiriske. For de analytiske sætninger gælder, at
de beskriver dels sprogets formationsregler
(syntaktiske regler), dels dets transformations-regler
(logiske regler), men Carnap påpeger, at der ikke er nogen væsensforskel mellem
dem, da de begge kan bestemmes rent formelt[18].
VTF (s.149) angiver følgende som et
eksempel på en formationsregel(-sætning): "En rækkefølge af danske ord, hvor det første er et navneord, det
andet et udsagnsord, det tredie et tillægsord eller biord er en dansk sætning.
F.eks. "Danmark er fattigt"." Endvidere anføres det, at en regel for omskrivning
af en sætning fra aktiv til passiv form er et eksempel på en
transformationsregel.
Analysen af de logisk-syntaktiske regler anvendes både
ved undersøgelse af et eksisterende sprog og ved konstrueringen af et nyt. I
begge tilfælde skelnes der mellem metasprog,
det sprog hvori reglerne er udtrykt (udtrykkes) og objektsproget, det sprog hvis regelstruktur man undersøger
(konstruerer). I modsætning til Wittgenstein (i Tractatus) mener Carnap, at et sprog godt kan være metasprog for
sig selv (VTF s.149), et synspunkt
som i øvrigt også findes hos Ayer (LTL
s.54). En dansksproget bog om dansk grammatik kunne muligvis være et eksempel
på sammenfald mellem meta- og objektsprog, en engelsksproget håndbog i
SQL-programmering et eksempel på engelsk som metasprog for objektsproget Structured Query Language.
I afsnittet "Verificerbarhedskriteriet" blev
det omtalt, hvorfor Carnap mener, at den analytisk-syntetiske distinktion bør
opretholdes. Teorien om sprogrammer viser hvor skarp han mener sondringen bør
være, idet et sprogs formelle egenskaber (analytiske sætninger) er
væsensforskellige fra de sætninger som kan fremsættes inden for det (syntetiske
sætninger).
Hvor et sprogs mulige sætningstyper og slutningsregler er givet med
dets logisk-syntaktiske regler, er man derimod nærmest frit stillet ved
fastlæggelsen af disse regler. Der gives ifølge Carnap ingen regler for rigtige
og forkerte sprogrammer, dvs. der er ikke én bestemt logik som alle sprog nødvendigvis
må følge, det må blot angives, hvilke
regler der følges. Denne doktrin benævnes toleranceprincippet;
"In logic, there are no morals. Everyone is at liberty to build up his own logic...All that is required of him is that...he must state his methods clearly, and give syntactical rules instead of philosophical arguments."[19]
Carnap er altså ikke enig med Tractatus' lære om, at der gives én logik som al sproglig aktivitet
er underlagt. Én sprogramme er ikke mere rigtig end en anden, den eneste betydning
"rigtig" kan have i denne forbindelse er "anvendelig".
Til ethvert sprog hører et vokabular, og som tidligere nævnt foreslår
Carnap i LS et fysikalistisk
vokabular for videnskaben. Idealet er at bestemme alle begreber ud fra
observationer, altså som observationsprædikater. Et sådant sprog, bestående
udelukkende af logiske operatorer og observationsprædikater, opgav Carnap dog
hurtigt, om end han fastholdt grundideen blot med en løsere forbindelse mellem
begreber og observationer. Carnap betoner dog, at tingssproget blot er en måde
at tale om det i erfaringen givne på, der ligger intet ontologisk (metafysisk!)
i denne praksis. I princippet kunne man tale om de samme erfaringer i et
sanse-datasprog, hvilket han da også selv havde gjort i Logische[r] Aufbau. Denne pointe kommer tydeligt til udtryk i hans
skel mellem formel og materiel talemåde.
Teorien om sprogrammer og toleranceprincippet er for
Carnap et godt udgangspunkt for hans ønske en ontologisk neutral filosofi. Ved
at tydeliggøre det element af vilkårlighed, der ligger i vores valg af
sprogramme, understreger han derved samtidigt, at sproget slet ikke udsiger
noget om ontologien. Når vi fremsætter metafysiske eller erkendelsesteoretiske
ytringer, siger vi intet om verden, men viser blot hvilken sprogramme vi har
valgt og evt. tilråder andre at anvende. Materialisten og idealisten taler i
virkeligheden om det samme, nemlig om det i erfaringen givne, blot med
forskellige ord. Da der ikke findes et "rigtigt" sprog, er der heller
ingen der har "ret".
Carnap opdeler sætningerne inden for en sprogramme i to typer: De som fremsættes i materiel talemåde, og de som fremsættes i formel talemåde. Sætninger i materiel talemåde er kendetegnet ved at udtale sig om noget fra sproget forskelligt, f.eks. "Ephemera Danica er den største døgnflueart" eller "Shakespeare skrev King Lear". Sætninger i formel talemåde derimod, retter sig eksplicit mod sproget, f.eks. "Ordet "cykelstativ" har elleve bogstaver" eller "Ordet "ungkarl" betyder ugift mand". Det er nu Carnaps tese, at enhver meningsfuld sætning kan oversættes fra materiel til formel talemåde (PFL s.134). (Det må de kunne, da alle meningsfulde sætninger er givet med netop den sprogramme, som den formelle talemåde refererer til). Eksempelvis kan "Ephemera Danica er den største døgnflueart" oversættes til formel talemåde ved sætningen "Til begrebet om "Ephemera Danica" hører, at den er den største døgnflueart". En sætnings oversætbarhed fra materiel til formel talemåde viser, at den i virkeligheden er ontologisk neutral. Et metafysisk udsagn (som typisk vil stå i materiel talemåde) kan enten oversættes til formel talemåde, hvorved det afsløres, at den kun refererer til en sprogramme[20], eller den er uoversætbar, hvilket ifølge Carnap vil sige at den er meningsløs. Igen bliver spørgsmål om ontologi altså reduceret til spørgsmål om valg af sprogramme. At stille spørgsmålet "Do things (as opposed to sense-data) exist?" er ret beset blot at spørge "Are we interested in using a thing-language rather than a sense-datum language?"[21]
Carnap foretager ydeligere en distinktion: Skellet mellem indre og ydre spørgsmål, dvs. skellet mellem spørgsmål inden for hhv. uden
for en sprogramme. Hvad Carnap hermed mener kan belyses med eksemplet
"Eksisterer tal?": Opfatter vi det som et indre spørgsmål, kan det
omformuleres til "Omfatter vores sprogramme et begreb om tal?", og
svaret herpå er umiddelbart givet med den aktuelle sprogramme. Opfattet som et
ydre spørgsmål betyder det "Eksisterer tal udenfor sproget, dvs. som selvstændige
entiteter af en eller anden slags?". Et sådant spørgsmål er imidlertid
absurd ifølge Carnap. Ethvert meningsfuldt spørgsmål er netop givet med en
sprogramme og kan derfor kun besvares ud fra disse regler og definitioner, et
meningsfuldt spørgsmål har altid en relation
til en bestemt sprogramme. Skal et ydre spørgsmål derfor tages alvorligt, kan
det kun forstås som omhandlende, hvorvidt én sprogramme er mere eller mindre
bekvem end en anden. Antagelsen af en bestemt sprogramme beror blot på dens
anvendelighed og rummer således intet svar på, om noget "eksisterer i sig
selv". Da en sprogramme ikke kan være "sand" eller
"rigtig", er spørgsmålet om dens gyldighed derfor også uden kognitivt
indhold (MF s.60-62). Den opfattelse
der ligger til grund herfor, nemlig at enhver meningsfuld sætning er enten sand
eller falsk, og dermed at ethvert meningsfuldt spørgsmål principielt kan
besvares, deler Carnap i øvrigt med Frege og ( den tidlige) Wittgenstein.
Slutteligt skal det bemærkes, at Carnap senere opgav
den rent formale betragtningsmåde til fordel for en videre inddragelse af
semantisk teori.
3. Diskussion
Formålet med Carnaps
metafysikkritiske projekt kan udtrykkes meget kort; At trække en klar linie
mellem meningsfulde videnskabelige sætninger og meningsløse metafysiske
sætninger. Succeskriteriet for denne del
af Carnaps filosofi bliver naturligvis derfor, hvorvidt han formår dette.
Jeg skal af pladsmæssige årsager i det følgende blot knytte nogle kommentarer
to af de forhold, som jeg betragter som
problematiske i Carnaps projekt:
1) Hvilke typer sætninger kan
meningskriteriet appliceres på?
2) Hvad er meningskriteriets
egen status? (Herunder dets forhold til Humes empirisme.)
Ad. 1
Af det logisk-positivistiske
meningskriterium (som i den almindelige formulering strengt taget fremstår som
en meningsdefinition) kan man udlede
to forhold; a) En meningsfuld sætning har
en verifikationsmetode. b) Denne verifikationsmetode er sætningens mening.
For en umiddelbar common-sense
betragtning synes a) og b) imidlertid ikke at være en adækvat beskrivelse af
vort almindelige sprog og spørgsmålet om, hvorvidt de er gældende for sætninger
i almindelighed, eller kun for en bestemt type rejser sig derfor. Mere
specifikt; Gælder a) og b) for samtlige sætninger som kan fremsættes i et sprog
eller kun for empirisk-videnskabelige sætninger?
Det første alternativ synes ikke at være en reel
mulighed. Der er en lang række sætninger i sproget som ikke kan verificeres, og
som vi alligevel ikke vil betvivle er meningsfulde, f.eks. sætninger om egen-psykiske
tilstande i datidsform, imperative sætninger og poetiske og/eller metaforiske
sætninger. Og hvad med de analytiske sætninger? Hvis meningskriteriet gør
gældende, at enhver meningsfuld
sætning (principielt) kan verificeres, så må konklusionen vel være, at enhver
sætning som ikke kan verificeres er
meningsløs. Hvis meningskriteriet opfattes som universelt gældende, så
forekommer det som en ad hoc-løsning
af værste karakter at hævde, at de analytiske sætninger ganske vidst ikke er
meningsbærende men heller ikke meningsløse, at de nærmest er meningstomme.
Eftersom det således må siges at være umuligt at hævde,
at meningskriteriet skulle gælde for sproget i sin helhed, må der være tale om
et kriterium kun gældende for empirisk-videnskabelig sprogbrug. Der er næppe
heller tvivl om, at Carnap og andre positivister ville have medgivet dette.
Problemet med denne "indrømmelse" er imidlertid, at den synes at
fjerne hele grundlaget for at kritisere metafysikken ud fra meningskriteriet.
"Meningsløshed" bliver under disse betingelser lig med "uden
empirisk-videnskabelig mening", men da metafysikken jo netop er
karakteriseret ved at beskæftige sig med det ikke-empiriske, kan det næppe
ryste metafysikeren at få at vide, at han ikke bedriver "empirisk
meningsfuld videnskab". Det er tydeligt, at Carnaps kritik beror på den
yderligere antagelse, at al videnskab er empirisk videnskab, og at metafysik
derfor ikke er videnskab. Denne antagelse kan imidlertid ikke godtgøres af det
logisk-positivistiske meningskriterium, hvis dette blot angiver, hvad der er empirisk meningsfuldt og hvad der ikke
er det. Problemet er altså, at hvis man medgiver at der findes meningsfulde sætninger, som ikke er empirisk
verificerbare, så har man brug for et nyt, ikke-empirisk kriterium for at adskille
meningsfulde ikke-verificerbare sætninger fra metafysiske (og andre
"uønskede" sætninger). Et sådant kriterium præsenteres vi ikke for,
og det er derfor min overbevisning, at Carnap og de øvrige logiske positivister
i bedste fald formår at etablere et kriterium, som kan anvendes ved opstilling
af videnskabelige hypoteser. Endvidere mener jeg ikke, at kravet om
oversætbarhed til et formalsprog repræsenterer noget fremskridt i denne sammenhæng, eftersom muligheden
af en sådan oversættelse i sidste ende netop beror på empirisk verificerbarhed
og derfor er forbundet med samme problemer som det "rene"
verificerbarhedskriterium.
Ovenstående kommentarer beskæftiger sig med spørgsmålet
om, hvorvidt verificerbarhedskriteriet formår at adskille meningsfulde fra
meningsløse sætninger. Man kan nu videre spørge; "Givet en empirisk
meningsfuld sætning, er dens mening da lig dens verifikationsmetode?" (jf.
b i det ovenstående). Dette forekommer også tvivlsomt. Hvis man antager, at det
at kende en sætnings mening er en forudsætning for at forstå den, så skulle
eksempelvis udsagnet "Denne nøgle er lavet er jern" da kun være
forståeligt for personer med kendskab
til fysik eller kemi. Dette må siges at være en yderst streng opfattelse af,
hvad det vil sige at forstå noget. Endvidere synes ovenstående udsagn i givet
fald at have adskillige meninger, eftersom det kunne verificeres på en række
forskellige måder. De fleste vil dog nok hævde, at det har én bestemt mening.
Der forekommer også at være et andet, næsten paradoksalt
forhold involveret i at hævde, at en sætnings mening er dens
verifikationsmetode; Hvordan overhovedet opstille en relevant
verifikationsprocedure, hvis man ikke på forhånd forstår sætningens mening? Og
hvis vi på forhånd kender meningen, hvorfor da opstille denne
verifikationsprocedure?[22]
(som naturligvis er interessant mht. sætningens sandhedsværdi, men dette er en anden sag.)
Det synes derfor både tvivlsomt, hvorvidt
verifikationskriteriet er i stand til at påvise metafysiske sætningers meningsløshed,
og hvorvidt en empirisk meningsfuld sætnings mening er dens
verifikationsmetode.
Ad. 2
Hvis en sætning må være
enten analytisk eller empirisk verificerbar for ikke at være meningsløs, til
hvilken gruppe hører det logisk-positivistiske meningskriterium da? Det
forekommer indlysende, at det ikke er empirisk verificerbart, og man skulle
derfor tro, at det må være et analytisk udsagn. Dette er imidlertid også
problematisk. Hvis man, som Carnap, ved "analytisk" forstår "pr.
konvention", så kan man ganske vidst godt hævde, at kriteriet er
analytisk, men kun for en eller flere bestemte sprogrammer og det kommer
dermed, givet tolerance-princippet, til at fremstå med et uønsket stærkt præg
af vilkårlighed. Da verificerbarhedskriteriet prætenderer at være et (empirisk)
universelt meningskriterium, kan vi derfor ikke betragte det som egentligt
analytisk. Ayer foreslår, at kriteriet skal forstås som en definition, men det
er vel tvivlsomt hvorvidt dette formår at fjerne det vilkårlige præg. I
artiklen The Empiricist Criterion of
Meaning (herefter ECM) anfører
Carl G. Hempel, at man ingenlunde kan opfatte meningskriteriet som vilkårligt,
men at det derimod har sin gyldighed i kraft af sin adækvathed (adequacy).
Kriteriet har sin frugtbarhed af to grunde; For det første, fordi det
repræsenterer en tolkning af "mening" (en eksplikation), som ligger
tæt på, hvad man almindeligvis forstår
ved begrebet (commonly accepted), og
for det andet, fordi videnskaben kan reformuleres konsistent og præcist ud fra
dette (s. 124)[23]. Hempels
emfase på begrebet "adækvathed" gør, at meningskriteriets begrundelse
i en vis forstand kommer til at minde om, hvad Carnap gør gældende for valg
af sprogrammer, men dog med den klare
forskel at der ved bestemmelsen af meningskriteriet ikke er noget
toleranceprincip; Det empiristiske meningskriterium (oversætbarhedskriteriet
ifølge Hempel) er det rigtige (= adækvate) meningskriterium i alle videnskabelige sammenhænge[24].
Jeg mener Hempel har ret i, at meningskriteriet kun kan
retfærdiggøres ud fra "adækvathed" eller "anvendelighed"
(uanset om man taler om et oversætbarheds- eller om et
verificerbarhedskriterium). Der ligger intet i selve begrebet om mening som
skulle byde den logisk-positivistiske tolkning, ej heller er der tale om en
empirisk konstatering. Spørgsmålet er imidlertid om, dette meningskriterium er adækvat. Jeg vil her blot henvise til
de i ad. 1 anførte kritikpunkter. Et andet forhold skal dog kommenteres; Hvad
retfærdiggør at meningskriteriet som den eneste
sætning, kan tilskrives videnskabelig signifikans uden at være
verificerbar/oversætbar? En begrundelse som beror på "adækvathed"
synes at åbne for et væld af andre ikke-verificerbare udsagn. F.eks. forekommer
ideen om menneskets fri vilje at være en yderst adækvat antagelse i forbindelse
med vores almindelige opfattelse af moral. Vi mangler tilsyneladende et
kriterium som kan kvalificere meningskriteriet i forhold til andre
"adækvate" antagelser - som kan redde det fra at være et rent metafysisk postulat.
Den virkelige grund til det logisk-positivistiske
meningskriteriums eksklusive status er for mig at se den radikalt empiristiske
erkendelsesteori. Denne erkendelsesteori er hele den logiske positivismes
udgangspunkt, og det er herfra, og ikke fra nogen logiske overvejelser, at meningskriteriet
udspringer. Netop fordi meningskriteriet er så fundamentalt, at det nærmest har
karakter af et aksiom, kan det ikke begrundes af den logiske positivisme selv.
Det logisk-positivistiske meningskriteriums problem er med andre ord empirismens
problem; Teorien anerkender ikke den form for erkendelse som er nødvendig for
at erkende teorien selv.
Skridtet fra a), at enhver
meningsfuld sætning må kunne føres tilbage til erfaringen, og til b), at enhver
meningsfuld sætning principielt kan testes, er uhyre kort, og jeg mener derfor,
at man med rimelighed kan spørge, hvorvidt det logisk-positivistiske
meningskriterium overhovedet repræsenterer nogen udvikling i forhold til Humes
empirisme, eller om det blot re-præsenterer den i videnskabelige klæder. Hermed
ikke være sagt, at Carnap eller de
andre logiske positivister ikke har bidraget med noget nyt til
videnskabsfilosofien. Dels fordi denne opgave kun har beskæftiget sig med et
bestemt stadie af Carnaps filosofi, dels fordi ideen om logisk transparente
(eller i det mindste "gennem-definerede") sprog vitterligt har haft
betydning. Min pointe er blot, at meningskriteriet ikke er en konsekvens af den logiske positivisme,
men derimod en videnskabelig omskrivning af den empiristiske grundtese og som
sådan udgangspunktet for den - og
endvidere at denne omskrivning ikke føjer noget nyt til empirismen i forbindelse med kritikken af metafysikken.
Eller med andre ord; Den logisk-positivistiske metafysikkritik er den empiristiske metafysikkritik.
Sammenhængen mellem Humes empirisme og oversætbarhedskriteriet er måske en
smule mindre tydelig end sammenhængen med verificerbarhedskriteriet, men som
tidligere nævnt mener jeg ikke, at der mht. metafysikkritikken er nogen
relevante forskelle; Oversættelse af metafysiske sætninger til videnskabelige
sprog er umulig, fordi disse sprog er bygget op på observationsprædikater, og det er således også her, den manglende
erfarbarhed der er afgørende for metafysikkens meningsløshed.
Selvom der er yderst
relevant, vil jeg ikke bevæge mig ind i en yderligere diskussion af empirismens
gyldighed eller mangel på samme, blot slutteligt henlede opmærksomheden på
nogle forhold som forekommer problematiske i forbindelse med den logiske
positivisme, og som jeg desværre ikke har haft plads til at behandle i denne
opgave;
- Er den logiske positivisme
selv metafysikfri? Carnap betoner den ontologiske neutralitet meget stærkt, men
spørgsmålet er, om denne insisteren på "at holde sig til det i erfaringen
givne" kan reddes fra at blive en form for fænomenalisme eller idealisme.
- Hvis en indirekte
verificerbar sætnings mening er dens verifikationsmetode, så synes denne mening
at være lig med et helt kompleks af andre sætninger, da der som oftest vil
indgå adskillige sætninger i en verifikationsprocedure. Samme sætning kunne
endvidere verificeres på flere forskellige måder. Dette synes at understøtte
Quine og Hempels tanke om, at kun direkte oversætbare/observerbare udsagn har
en distinkt mening, mens alle øvrige udsagn kun har mening i sammenhæng med med
hele teorier (eller sågar med en hel videnskab).
- Det logisk-positivistiske
meningskriterium synes at ekskludere en række naturvidenskabelige teorier om
ikke-erfarbare størrelser. Endvidere må enhver videnskab for overhovedet at
kunne formuleres anvende en mængde ikke-verificerbare sætninger.
- Problemet vedrørende
naturlove mere generelt. Hvordan udlede universelle
love fra partikulære observationer?
- At en sprogramme kan være
mere eller mindre "velegnet" eller "anvendelig" synes at
fordre, at den kan være dette i forhold
til noget. Men på det metasproglige plan, hvor der ikke gives noget sandt
eller falskt, hvad er det da, vi vurderer en sprogramme i forhold til?
Litteratur
Rudolf Carnap: The
Rejection of Metaphysics, del 1
af Philosophy and Logical Syntax.
Kegan Paul, Trench, Trubner & Co., 1935. Alle sidetalsangivelser henviser
til (ed.) Morris Weitz: Twentieth-Century
Philosophy: The Analytic Tradition. The Free Press, New York 1966. RM.
Ludwig Wittgenstein: Tractatus logico-philosophicus, 1921. Werkausgabe Band 1, Suhrkamp,
Frankfurt a.M. 1984. TLP..
A.J. Ayer: Sprog,
sandhed og logik. Det lille Forlag, Frederiksberg 1997. Dansk oversættelse
ved Karen Dinesen efter Language, Truth
and Logic, London 1936. LTL.
W.V. Quine: Two
Dogmas of Empiricism. Fra From a
Logical Point of View, Harvard University Press, Cambridge, Mass. 1953. TDE.
W.V. Quine: Epistemology
Naturalized. Fra Empirical Knowledge.
Readings in Contemporary Epistemology, (ed.) Paul K. Moser, Rowman &
Littlefield, Totawa, New York 1986.
Carl G. Hempel: The
Empiricist Criterion of Meaning. Fra Logical
Positivism, (ed.) A.J. Ayer, The Free Press, New York 1959. ECM.
Arne Næss: Moderne
filosoffer. Dansk oversættelse v. Ane Munk-Madsen, Vintens Forlag A/S,
København 1965. MF.
Poul Lübcke (red.): Vor tids filosofi: Videnskab og sprog. Politikens Forlag A/S,
København 1982. VTF.
Poul Lübcke (red.): Politikens filosofi leksikon. Politikens Forlag A/S, København
1983. PFL.
J. Kim/E. Sosa (ed.): A Companion to Metaphysics. Blackwell Publishers Ltd., Oxford 1995.
CM.
Tore Nordenstam: Empiricism
and the Analytic-Synthetic Distinction.
Universitets Forlaget, Oslo 1972.
Richard M. McDonough: The Argument of the "Tractatus". State University of New
York Press, Albany 1986.
Paul Gochet: Ascent
to Truth. Philosophia Verlag GmbH, München 1986.
Frederick Copleston: Contemporary Philosophy. 1956. Revised edition, Search Press,
London 1972.