Indholdsfortegnelse:

Indledning.............................................s. 2

Indledende bemærkninger vedrørende skepticisme.........s. 5

Sprog-virkeligheds problemet...........................s. 8

"The Cartesian Trap"...................................s. 15

Det forståelige og det uforståelige....................s. 19

Den handlingsmæssige tilgang til verden................s. 24

Kernen.................................................s. 28 Konklusion.............................................s. 32 Litteraturliste........................................s. 35

Indledning.

David Favrholdt skriver i sin grundbog om erkendelsesteori:

"Erkendelsesteori defineres traditionelt som læren om:

1) den menneskelige erkendelses gyldighed.

2) dens oprindelse.

3) dens grænser."[1]

Niels Ole Bernsen skriver i sin bog Viden. En afhandling om vor erkendelsessituation:

"Erkendelsesteoriens genstand er det korpus af synspunkter, teorier, antagelser, formodninger, påstande og modpåstande - kort: af erkendelsesprætentioner, der tilsammen med større eller mindre ret betegnes med udtrykket "den menneskelige erkendelse"."[2]

Det vil sige, at erkendelsesteorien er den disciplin i filosofien, der beskæftiger sig med, hvad erkendelse og viden er, hvad vi kan vide, samt en begrundelse for hvilken erkendelse, der er udtryk for viden.

Viden betegnes oftest som "sand, begrundet overbevisning"[3]. Erkendelsesteoriens opgave bliver derfor at sammenkæde disse områder, at begrunde hvilke erkendelsesprætentioner, der er udtryk for sikker erkendelse eller viden og hvilke, der ikke kan videre begrundes og derfor må regnes til troens genstandsområde.

Erkendelsesteori virker ofte unødvendig og måske ligefrem latterlig for almindelige mennesker, der ikke kender noget til filosofi, fordi de problemer, erkendelsesteoretikeren beskæftiger sig med, f.x. omverdensproblemet eller det fremmedpsykiskes problem, virker banale at løse. "Vi ved jo allesammen at omverdenen og andre mennesker eksisterer" vil mange sige. Ja, vi ved det måske... Men kan vi begrunde den viden? Problemet er, at vi mener at vide en hel masse ting, vi ikke umiddelbart kan begrunde, og derfor ville det være let at påstå, at alt, vi mener at vide, men ikke kan begrunde, også er et udtryk for viden i filosofisk forstand. Jeg vil vove at påstå, at jeg ved, at jeg sidder her ved computeren og skriver, at det er solskinsvejr udenfor, at jeg bor på en ø, i et land, på en klode i et solsystem, selv om jeg aldrig har gået hele vejen rundt om øen eller set kloden fra et rumskib. Alligevel vil kun få mennesker benægte, at jeg har den viden. Jeg mener, at denne "basic common sense", de banale ting vi ved eller mener at vide, er vigtig at have i baghovedet, når man bedriver erkendelsesteori. Det nytter ikke noget, hvis vores erkendelsesteori får nogle konsekvenser, der strider for meget imod basic common sense eller slet ikke er til at leve med. Men på den anden side, må man sige at det er ikke nok at gå ud fra, at basic common sense i sig selv er et udtryk for viden, som f.x. G. E. Moore gjorde, når han rakte sin hånd frem og sagde "jeg ved, at her er en hånd". Denne viden kunne han jo ikke begrunde yderligere og derfor kunne en hvilken som helst påstand være et udtryk for viden[4].

Som David Favrholdt skriver:

"Common-sense skal man bruge rent metodisk. Man skal hele tiden spørge sig selv, om det ene eller det andet filosofiske synspunkt strider imod common-sense. Således betragtet er common sense som en alarmklokke, der kimer sin advarsel ud. Men der kan være tale om falsk alarm."[5]

I denne fremstilling af et bud på en løsning af erkendelses-teoriens problemer, har jeg valgt at tage udgangspunkt i det såkaldte sprog-virkeligheds problem, da David Favrholdts teori set ud fra dette problem, svarer på mange andre erkendelsesteoretiske problemer. Erkendelsesteoriens problemer griber ind i hinanden i en sådan grad, at når man forsøger at svare på et erkendelsesteoretisk spørgsmål, har svaret indflydelse på næsten alle andre erkendelsesteoretiske problemer. David Favrholdts erkendelsesteori er specielt holistisk, fordi han leder efter grundlaget for erkendelsen, og dette grundlag vil nødvendigvis påvirke ethvert erkendelsesteoretisk spørgsmål og problem.

David Favrholdts teori har desuden den fordel, at den hele tiden har en god gang basic common sense med i bagagen, og denne kan med held bruges på sprog-virkeligheds problemet. Det helt unikke ved David Favrholdts erkendelsesteori i forhold til sprog-virkeligheds problemet, og dermed også de andre erkendelsesteoretiske problemer, er, at han har et helt nyt bud på, hvordan vi når "ud til virkeligheden", nemlig den handlingsmæssige tilgang til omverdenen, der er en form for erkendelsesprætention, der ikke før er beskrevet så indgående.

Indledende bemærkninger vedrørende skepticisme.

I erkendelsesteorien står nogle skepticistiske påstande og bemærkninger stadig så godt som ubesvarede. Før vi kan finde et givtigt svar på erkendelsesteoriens største problemer, er det nødvendigt at rydde disse skepticistiske holdninger af vejen.

De argumenter, skepticisterne kommer med, går oftest ud på følgende: Først påvises det, ved hjælp af tankeeksperimenter, at man ikke kan stole på erkendelsen indenfor et bestemt felt eller i en bestemt henseende, derefter generaliseres denne påstand til, at vi ikke kan stole på vor erkendelse overhovedet og dermed ikke vide noget som helst med sikkerhed. Eksempler på typiske skepticistiske argumenter er "Descartes dæmon", "Livet er en drøm"-hypotesen, "Hjerne i karret"-hypotesen og "Verden blev skabt for fem minuter siden"-hypotesen. Disse tankeeksperimenter går ud på, at eftersom vi ikke kan vide om vores oplevelser af verden svarer til noget virkeligt, kan vi ikke opnå sikker viden om noget som helst.

Det første man kan sige til dette er, at flere personer aldrig kan blive enige om disse påstande:

"Tankeeksperimenterne er således formuleret på fænomenalistisk basis, men i formuleringen indgår så godt som altid pluralis-fejlen. Skal de udformes på konsekvent og konsistent vis, må de nødvendigvis formuleres i 1. person ental og det vil sige i solipsistisk regi."[6]

Dette gælder dog ikke umiddelbart for "Verden blev skabt for fem minuter siden"-hypotesen, men her kan man tilføje, at man dog ingen tilstrækkelig grund har til, at det netop skulle være fem minuter siden, og ikke fem år eller fem nanosekunder. Eller det kunne være således, at en del af verden er skabt for fem minuter siden, f.eks. min bevidsthed og alle andre menneskers erindringer om min fortid, mens resten af verden, inklussive alle andre mennesker, har den historie, vi normalt regner med, den har. Desuden har denne hypotese den mærkværdige konsekvens, at nogle begivenheder, genstande og personer er mere virkelige end andre; f.eks. er personer født inden for de sidste fem minuter virkeligt født, hvor imod alle personer der er ældre end fem minuter er opstået ud af intet.

Det vil sige, at de fleste former for skepticisme ender i solipsisme, og at vi alene ud fra dette har grund nok til ikke at lytte til de skepticistiske argumenter.

Det næste man kan sige er, at man jo hverken kan argumentere for eller imod disse påstande, da man fra starten har ugyldiggjort al argumentation, ved at påstå, at vi alligevel ikke kan være sikre på noget som helst, ikke engang argumentationen for eller imod hypotesen. David Favrholdt skriver i forbindelse med "Hjerne i karret"-hypotesen:

"Og ligesom ved Drømmetesen kan jeg ved Hjerne i karret-tesen ikke vide, om de argumenter, som jeg synes taler for tesen, og de argumenter, som jeg synes taler imod tesen, er sande eller falske. De er jo ex hypothesi blot indgivet mig, og jeg har ingen mulighed for at afgøre, om de er ægte eller blot det rene snyd."[7]

Når man går med på disse tankeeksperimenter havner man i "det rene anarki"[8], hvor den ene påstand ikke er mere rigtig end den anden, og det derfor er lige gyldigt, hvad man påstår, da argumenternes holdbarhed alligevel ikke kan afprøves.

"Dette anarki viser mig - at Drømmetesen ikke hører til det, der kan siges, men hører til det uudsigelige."[9]

Dette gælder for alle de skepticistiske tankeeksperimenter. -De eliminerer al filosofi, de umuliggør al argumentation for og imod teorier, påstande og antagelser.

Desuden kan man sige om de skepticistiske argumenter, at hvis det virkelig er muligt at tvivle på alt, hvis vi virkelig ikke kan have sikker viden om noget som helst, er det vel også muligt at tvivle på om det er muligt at tvivle på alt. Vi kan i hvert fald ikke med sikkerhed VIDE, at vi ikke kan have sikker viden. Hvis en skepticistisk påstand skal være sand, er der én ting, man ikke kan tvivle på; én ting, vi har sikker viden om, nemlig sandheden af den skepticistiske påstand, og her har man allerede modsagt sig selv.

Disse argumenter mod skepticismen mener jeg er så slående, at vi fremover må se helt bort fra alle skepticistiske argumenter og betegne dem som uforståelige eller i hvert fald ukommunikerbare. Dette gælder for enhver erkendelsesteori, der inddrager skepticistiske argumenter, og er ikke et forsvar for nogen bestemt teori, men en påpegning af, at vi faktisk ikke behøver at tage hensyn til skepticismen i vores udformning af en erkendelsesteori.

Sprog-virkeligheds problemet.

Et centralt spørgsmål i erkendelsesteorien handler om sprogets forhold til virkeligheden. Dette problem kaldes sprog-virkeligheds problemet og jeg går ud fra Niels Ole Bernsens fremstilling af dette[10].

Problemet drejer sig i store træk om, hvorvidt det er virkelighedens beskaffenhed, der dikterer det sprog, vi bruger til at beskrive virkeligheden med, eller om det er vores sprog, der dikterer vores erkendelse af virkeligheden og dermed virkelighedens beskaffenhed for os. Det første synspunkt vil jeg betegne som realisme, det andet som sprog-idealisme[11].

Realisme i sprog-virkeligheds problematikken betegner det grundsynspunkt, at virkelighedens beskaffenhed erkendes i hvert fald tilnærmelsesvis som den er "i sig selv". Erkendelsen af virkeligheden, og dermed også vores beskrivelse af virkeligheden i sproget, er som de er, fordi virkeligheden er sådan beskaffen, at den ikke kan erkendes og beskrives meningsfuldt og konsistent uden, at det er en tilnærmelsesvis korrekt beskrivelse af virkeligheden. Dette skal ikke forstås således, at vi ikke kan tage fejl i vores beskrivelse, der er jo masser af "fejlbeskrivelser" f.eks. det aristotelisk-ptolemeiske verdensbillede, men virkeligheden dikterer mulighederne for beskrivelse. Vores begrebsapperat bestemmer, hvad der kan siges og forstås; der er nogle betingelser for beskrivelse i sproget, og disse viser, hvad der kan siges meningsfuldt om virkeligheden fordi de viser os hvilke sammenhænge i virkeligheden, der kan forstås.

Den sproglige idealisme i denne henseende kan karakteriseres som det synspunkt, at al erkendelse af og dermed beskrivelse af virkeligheden aldrig vil nå ud til virkeligheden, da vi "hænger fast i sproget". Det eneste vi beskriver i sproget er en form for sproglig virkelighed. Den virkelige virkelighed så at sige, kommer vi aldrig ud til, og spørgsmålet er om man overhovedet kan tale om, at den eksisterer. Som David Favrholdt skriver om Kants skel mellem Ding an Sich og Ding für Uns:

"Hvis vi forestiller os, at alle mennesker dør, og at der i hele universet ikke findes noget bevidst væsen og ej heller nogen gud, der oplever noget, hvad vil der da ifølge Kants filosofi være tilbage? [...] Hvad findes der så? Dinge an sich? Det vil mange kantianere svare ja på. Men i så fald taler vi om ting, som ikke er materielle, ikke findes i tid og rum, ikke har egenskaber, kort sagt om noget, som vi ikke kan forstå, hvad skulle være."[12]

Det vil sige, at den virkelighed, vi kan erkende er den eneste vi kan tale om, også selv om den altid allerede er sprogliggjort. Man eliminerer begrebet "virkelighed" til kun at eksistere i sproget, men ikke "i virkeligheden", uafhængigt af sproget. Allerede her synes noget galt med idalismen. Den er svær at beskrive uden at komme til at sige noget, der lyder selvmodsigende; f.eks. "Virkeligheden eksisterer ikke i virkeligheden". Dette vender jeg tilbage til senere.

Kants idealisme er nok den mest komplicerede, da han jo selv mener, at han er kommet ud over den rent sproglige virkelighed, ud til "tingene i sig selv", men jeg mener, ligesom David Favrholdt, at han aldrig når ud til virkeligheden i sig selv, fordi han netop har gjort den ubeskrivelig og uerkendbar, da al erkendelse vil være Ding für uns. Godt nok er det Ding an sich, der dikterer vores erkendelse af Ding für uns, men dette kommer til at stå som et rent postulat, da Ding an sich jo netop ikke kan erkendes eller beskrives og man derfor heller ikke kan argumentere for dens eksistens. Dette skal haves in mente, når vi taler om sprog-idealisme. Hvis man skal være konsekvent, kan man som idealist slet ikke tale om "virkeligheden i sig selv" og derfor heller ikke tale om, hvorvidt virkeligheden eksisterer uafhængigt af sproget eller ej.

De fleste filosoffer vil, ligesom Kant ville, gerne være realister. Den sproglige idealisme er ikke en særlig god position at havne i, både fordi den modsiger vores basic common sense, og fordi den reducerer vores vidensområde til at omhandle et begrænset altid nuværende oplevelsesfelt. Man kan sige, at vi starter i idealismen, i sproget, i subjektet og derudfra bevæger os udenfor sproget, subjektet, ud til virkeligheden. Erkendelsesteorien og metafysikken skal hægtes sammen, så vores erkendelse og viden kan nå ud til noget faktisk eksisterende. Hume var en meget dygtig og også konsekvent filosof, men på trods af, at hans filosofi som en konsekvens måtte benægte det materielles, subjektets og årsagslovenes eksistens, kunne Hume dog ikke få sig selv til at benægte, at han selv eksisterede, at han skrev bøger, at han spiste og drak, at han levede i en verden sammen med andre mennesker etc. Dette er sprog-virkeligheds problemets største paradox. Selv om vi gerne vil være realister, selv om vi er overbevist om, at det forholder sig sådan og sådan, selv hvis det er sandt, at det forholder sig sådan og sådan, mangler begrundelsen for overbevisningen stadig. Som menneske er det næsten umuligt at være konsekvent i denne henseende. Det er meget få, der virkelig kan leve som solipsister og benægte omverdenens eksistens og der er vist ingen, der kan finde på at benægte sin egen eksistens...

David Favrholdts syn på sprog-virkelighedsproblemet kommer meget godt til udtryk, når han beskriver den fejl, som idealisterne begår, når de vil formulere deres teorier og konsekvenserne af disse:

"Ved formuleringen af deres synspunkter har de alle betjent sig af det dagligsprog, som de i deres konklusioner fordømmer som ugyldigt eller misvisende, vildledende, fejlagtigt. De har alle brugt begreber som 'ting', 'rum', 'tid', 'person', 'sanseorgan', 'bevægelse', 'handling' og 'identitet' i en ikke-fænomenalistisk betydning (og det vil sige realistisk betydning) for derigennem at kunne definere begrebet 'oplevelse'."[13]

Så er vi igen tilbage til førnævnte problem med at formulere idealismen. David Favrholdt vil påpege, at idealisterne i deres forsøg på at modbevise eller eliminere virkelighedens eksistens bliver nødt til at bruge begrebet "virkelighed" som om virkeligheden eksisterer uafhængigt af sproget. Det vil sige, at enhver argumentation for fænomenalismen, og dette gælder for alle former for sprog-idealisme, så at sige relativerer eller gendriver sig selv. Med hensyn til sprog-idealisme i det hele taget, kan den egentlig ikke formuleres, da formuleringen i sig selv forudsætter noget ikke-sprogligt, nemlig en objektiv eksisterende virkelighed, at sætte sig i forhold til som teori. Sprog-idealismen og alle dens afskygninger, fænomenalisme, konventionalisme etc., vil enten være sand og umulig at argumentere for eller imod, eller den vil være selvmodsigende, inkonsistent og dermed forkert, da man nødvendigvis må tale om en eksisterende virkelighed uden for sproget, for at kunne formulere sin teori, der benægter denne virkeligheds eksistens. David Favrholdt mener, at sprog-virkeligheds problemet egentlig ikke er noget problem, det kan ikke formuleres som problem, uden at man på en eller anden måde ophæver problemet. Dette bunder i, at:

"Når vi taler om forholdet mellem sprog og virkelighed, er vi nødt til at gøre det ved hjælp af sproget."[14]

"Faktisk er den begrebsmæssige undersøgelse samtidig den ontologiske udforskning."[15]

Det vil sige, at man ikke kan tale om virkeligheden uden at dette allerede er en sprogliggjort virkelighed, og denne er et udtryk for, hvad virkeligheden rent faktisk er, da vi ikke kan tale om, at virkeligheden er noget andet, end det, der kan udtrykkes sprogligt. Derfor hænger vi faktisk på en måde fast i sproget, men dette er ikke noget problem, da det ikke kan være anderledes. Vi kan jo netop ikke sige noget om noget, uden at sige det.

Dette kan også udtrykkes således:

"Selv om vi nødvendigvis må hævde, at virkeligheden findes uafhængigt af sproget, så er 'virkelighed' et begreb i sproget, og alt, hvad vi siger om virkeligheden må begrebsmæssigt være repræsenteret i sproget."[16]

Det skal tilføjes, at for David Favrholdt er der ingen forskel på det tænkelige og det sigelige, så man kan ikke underminere hans teori, ved at påstå, at man godt kan tænke sig til, hvad virkeligheden er uden at sprogliggøre det. Alt, hvad der kan tænkes, kan også siges. Dette er, hvad David Favrholdt kalder kommunikationens faktum[17]. Sproget er kommunikerbart; et redskab til diskussion.

Grunden til, at sprog-virkeligheds problemet opstår er, at vi ofte tænker på sproget som et "billede af virkeligheden"[18], altså en korrespondensteori, der ikke nødvendigvis er forkert, men som fastholder os i problemet omkring sprogets forhold til virkeligheden. En sådan billedteori fastholder os i et skel mellem

"begreberne på den ene side og en ikke-begrebslig (ikke- konseptualiseret) virkelighed på den anden side."[19]

Dette skel medfører, at hvis vi skal erkende virkeligheden, skal vi først have en eller anden form for før-sproglig eller a-sproglig erkendelse, der efterhånden bliver sprogliggjort og dermed bliver et "billede" af virkeligheden og ikke et udtryk for, hvordan virkeligheden er i sig selv. Dette vil David Favrholdt sige er absurd. Eftersom vi ikke kan sige noget om, hvad den a-sproglige erkendelse af virkeligheden er for noget, fordi den da bliver sprogliggjort, giver det ingen mening at tale om den a-sproglige erkendelse og dermed giver det heller ingen mening at tale om virkeligheden uden at gøre den til genstand for sproget, altså "sprogliggøre" den.

Denne opfattelse af sprog-virkeligheds problemet minder en hel del om den sene Wittgensteins syn på filosofiske problemer som et symptom på den filosofiske syge, der kan kureres ved hjælp af en analyse af sproget og en korrigeren af vore begreber og sprogspil, så problemerne så at sige ophæver sig selv[20]. Forskellen på Ludwig Wittgensteins og David Favrholdts teorier er dog alligevel så stor, at sammenligningen skal tages med et gran salt. David Favrholdt er nemlig ikke enig i Wittgensteins sprogspilsteori, men mener tvært imod, at sproget er ét; der er kun ét fundamentalsprog, der kan bruges korrekt eller ukorrekt, nemlig det samme sprog som Wittgenstein bruger, når han fremlægger sprogspilsteorien, så man kan sige at hos David Favrholdt er kuren på den filosofiske syge simpelthen en korrekt sprogbrug i forhold til fundamentalsproget.

Flere steder kalder David Favrholdt sit syn på sprog-virkeligheds problemet for sprog-virkeligheds-argumentet[21]. Dette argument skal både vise de sproglige begrebers interdependens (Vi kan ikke tale om sprog uden at tale om virkelighed og omvendt) og det faktum, at vi ikke kan tale om virkeligheden uden at sprogliggøre den gør, at de samme regler, der gælder for begrebernes anvendelse rent sprogligt, også gælder for begrebernes anvendelse i redegørelsen af virkelige forhold.

"The Cartesian Trap".

Som vi så i forbindelse med sprog-virkeligheds problemet kan en opfattelse af sproget som et billede af virkeligheden skabe store problemer, da et ontologisk, fundamentalt skel mellem en sproglig og en a-sproglig virkelighed er uoverstigeligt. Et lignende problem kan opstå for de filosoffer, der sætter et skarpt ontologisk skel mellem subjekt og objekt; den "indre", subjektive verden, der består af tanker, ideer, oplevelser og den ydre, objektivt eksisterende omverden, der består af materielle genstande. Et skel mellem det subjektive og det objektive er der ikke som sådan noget i vejen med, men hvis man deler verden op i to ontologisk forskellige substanser kan disse ikke umiddelbart forenes.

Det ontologiske skel mellem subjekt og objekt har en lang filosofisk historie og kan, som David Favrholdt opfatter det, føres tilbage til Rene Descartes[22]. Hans skel mellem res cogitans og res extensa som to ontologisk forskellige substanser, en "sjælelig" og en "materiel", hvor ingen af dem kan reduceres til den anden, gjorde erkendelsesteorien til "første-filosofi", da vi bliver nødt til at overstige dette skel før vi kan komme videre med andre filosofiske spørgsmål. Problemet er bare, at når vi først har delt verden op i to uforenelige substanser og den ene er grundlag for menneskets erkendelse, den anden genstand for denne, kan man ikke nå fra den ene substans til den anden, hvis disse er defineret som uforenelige. Det er dette David Favrholdt kalder for the cartesian trap. Hvis man går med på Descartes grundlæggende distinktion mellem res cogitans og res extensa, når man aldrig fra det rent subjektive eller fænomenologiske ud til verden; man sidder i fælden.

Det første problem, der opstår i forbindelse med Descartes skel mellem det subjektive og det objektive er det samme som førnævnte problem Kant løb ind i, da han ikke kunne begrunde, at omverdenen eksisterer også selvom ingen erkender den, men måtte nøjes med at påstå dette. Hvis man går med på, at grundlaget for vor erkendelse er vore oplevelser eller subjektive tilstande, kan man ikke tale om andet end disse oplevelser eller subjektive tilstande. Man kan slet ikke tale om en objektivt eksisterende fysisk verden, for denne vil også altid bare være en oplevelse. Desuden havner man i solipsisme, da man heller ikke kan tale om andre mennesker som værende andet end oplevelseskomplekser. David Favrholdt skriver om umuligheden af at komme ud over den subjektive sfære:

"Vanskeligheden går igen hos Hume, som forskellige steder prøver at imødegå den ved at tale med to tunger og antage, at der er en omverden "bagom" de 'impressions', som ifølge ham udgør vort hele erkendelsesinhold; men denne antagelse er i Humes filosofi et blot og bart postulat - et 'trancendenspostulat' med samme status som Leibniz' postulat om eksistensen af en materiel verden og andre monader [...] og Malebranches og Berkeley postulat om en Gud, der indgiver os de relevante 'ideas' på de rigtige tidspunkter."[23]

Denne vanskelighed svarer til det David Favrholdt kalder "Det empiriske skråplan"[24]. Med dette menes, at hvis man først har godtaget, at alt vi kender er vores oplevelser, der er det samme som sansedata, når vi aldrig videre end dette. En rigtig empirist må jo hævde, at han kun kender disse sansedata, impressions, oplevelser, og havner derfor i en ond cirkel, hvor han aldrig vil have mulighed for at kende andet end sine oplevelser, og derfor aldrig vil kunne begrunde hverken omverdenens eller andre menneskers eksistens. Alligevel er empiristen, subjektivisten, fænomenalisten og fænomenologen nødt til at bruge nogle begreber, der ikke henviser til oplevelse. Det er almindeligt at disse filosoffer taler om at "åbne og lukke øjnene", at "betragte træer, dyr og andre mennesker". Det vil sige, at de bruger begrebet ting i den forstand som vi normalt opfatter det som bevidsthedsuafhængigt eksisterende genstande. De bruger også begrebet krop, som noget, der afgrænser deres egensfære og som også eksisterer bevidsthedsuafhængigt. Dette viser, at man ikke kan lave en analyse eller beskrivelse af vores erkendelse uden at betragte ting og kroppe som lige så eksisterende som oplevelser.

Noget andet, der er galt i Descartes filosofi, er, at han mener, vi ved hjælp af den metodiske tvivl kan nå frem til én sikker sandhed, cogito ergo sum, uden at vide noget som helst andet. Dette mener David Favrhold ikke kan lade sig gøre, fordi:

"Man skal kunne anvende de indgående ord, subsidiært begreber, på en korrekt måde, d.v.s. en ikke-vilkårlig måde. Man skal kunne forstå sætningen."[25]

Hermed menes, at man altid allerede i formuleringen af cogito-princippet har en forståelse af, hvordan begreberne skal anvendes korrekt. Som David Favrholdt forklarer[26], kan et barn, der ikke kender den korrekte anvendelse af begreberne og ikke ved, hvad disse begreber står for, d.v.s. ved, hvad det vil sige at tænke, være til, være en person etc., hverken formulere eller forstå dette princip, selvom Descartes jo påstår, at det er evident og selvindlysende.

Mange filosoffer går i the cartesian trap. I Filosofisk Codex laver David Favrholdt analyser af John Locke, Berkeley, David Hume, Kant, Ernst Mach, J.S. Mill og Husserl og påviser ved hjælp af over tyve forskellige argumenter, hvor af jeg har nævnt de mest slående, at de alle sidder fast i en filosofi, hvor de aldrig kan komme ud over deres egne indre tilstande eller oplevelser og derfor ikke kan argumentere for teorien, ja faktisk slet ikke kommunikere den forståeligt.

Konklusionen på denne undersøgelse af arven fra Descartes bliver, at mennesket både er bevidsthed og krop; det har en subjektiv og en objektiv del. Man kan ikke forklare, hvad der menes med det ene, uden at inddrage det andet. Dette er ikke kun en sproglig nødvendighed, for som jeg viste i forbindelse med sprog-virkeligheds problemet, transcenderer sproget sig selv, og de fundamentale begrebers interdependens er virkelige i det øjeblik, de er sproglige. Derfor vil ingen filosof kunne reducere vores erkendelse til kun at omfatte et aspekt af virkeligheden, uden at skulle definere dette aspekt ud fra andre aspekter, der derefter forsøges reduceret til uvirkelige eller uerkendbare, og dette kan ikke lade sig gøre, da man allerede har inddraget disse andre aspekter af virkeligheden i sin teori og derfor ikke kan skære dem væk.

Den subjektivistiske, fænomenalistiske og fænomenologiske filosofi bekræfter i sine præmisser en objektivt eksisterende omverden, ved at bruge begreberne som om den eksisterer, for derefter at benægte dens eksistens i konklusionen. Dét, at man bruger begreberne subjekt, objekt, oplevelse, ting, omverden o.s.v. som om, at de svarer til noget eksisterende gør, at man ikke i samme resonnement kan bruge begreberne, som om, de ikke svarer til noget eksisterende.

Med dette mener David Favrholdt at have vist, at hvis vi skal være konsekvente i vores begrebsanvendelse og dermed i vores beskrivelse af virkeligheden, må mennesket nødvendigvis både bestå af en bevidsthed og en krop, uden at han behøver at forklare den ontologiske sammenhæng mellem disse størrelser.

Det forståelige og det uforståelige.

De fleste filosoffer, der beskæftiger sig med sprog, forsøger at klarlægge, hvad sproglig mening er. David Favrholdt beskæftiger sig også med dette, dog på en lidt anden måde end den sædvanlige, da han i stedet for mening taler om det forståelige og det uforståelige. Dette kan illustreres ud fra følgende eksempel: Hvis man siger, at sætningen "Menneskets firkantede sind løber mere grønt end to plus tre" ikke har nogen mening, mener man jo, at sætningen ikke er til at forstå. Det er ikke et demarkationsprojekt han her er ude i, men en påpegning af, at forståelighed og uforståelighed er en fundamental distinktion, der ikke umiddelbart kan forklares, men som alligevel kan bruges helt korrekt i sproget. Man kan sammenligne dette med den sene Wittgensteins påpegning af, at vi ikke kan forklare forståelse som en indre tilstand eller akt, da vi så igen skulle kunne forklare forståelsen af dette o.s.v., men at vi i stedet skal forsøge at finde ud af hvordan begrebet forståelse rent faktisk bruges[27].

Selve begrebet "mening" kan ikke forklares eller defineres uden, at man gør brug af andre fundamentale begreber, men kan samtidig heller ikke reduceres til andre begreber, fordi mening selv er et fundamentalt begreb[28]. Hvis man i stedet for bruger begreberne "forståelighed" og "uforståelighed" som udtryk for en fundamental distinktion i den menneskelige erkendelse, kan vi se, hvorfor mening ikke kan defineres nærmere, da vi så skulle kunne forklare hvorfor det forståelige er meningsfuldt og det uforståelige ikke er meningsfuldt og distinktionen mellem det forståelige og det uforståelige ville ikke længere være fundamental, men udledt af distinktionen mellem det meningsfulde og det meningsløse, der igen skulle være forståelig eller uforståelig og derefter ikke ville kunne reduceres yderligere.[29]

I analogi med den tidlige Wittgensteins syn på logik[30], kan man sige at meningen "viser sig" i sproget, men ikke kan forklares og defineres nærmere. Når David Favrholdt kalder mening for et fundamentalt begreb menes der hermed, at begrebet ikke kan gøres forståeligt ved en reduktion, men at man forstår begrebet ved at opleve det i forskellige sammenhænge med andre fundamentale begreber. Begrebet mening kan forstås i det omfang, at det viser sig, men man kan så at sige ikke spørge om "mening"s mening.

Distinktionen mellem det forståelige og det uforståelige er for David Favrholdt den mest fundamentale distinktion i filosofien[31]. Forståelighed hænger uløseligt sammen med korrekt sprogbrug. Dog er den korrekte anvendelse af begreber ikke nok;

"Den korrekte anvendelse af begreber er en nødvendig betingelse for at noget er forståeligt, men selvfølgelig ikke en tilstrækkelig. Tvetydighed kan bero på mange ting, f.eks. grammatiske fejl [...], af syntaktisk uklarhed [...], af sammenblanding af prædikatskategorier [...]."[32]

Overordnet kan man sige, at forståelighed afhænger af korrekt, entydigt sprogbrug "i en given sammenhæng"[33] eller situation. For David Favrholdt er korrekt, entydigt sprogbrug lig med et sprog, der overholder både den divalente logik og er i overensstemmelse med interdependensen mellem begreberne i fundamentalsproget. Fundamentalsproget er ikke konstrueret eller vedtaget. Det er dét sprog, hvis regler alle såkaldte regionalsprog skal overholde. Fundamentalsproget kan også forstås som selve interd