Den antinomiske struktur i Kants lære om de kosmologiske idéer

Ifølge Kant bygger al erkendelse på empirisk anskuelse:

“Alle unsere Erkenntnis hebt von den Sinnen an, geht von da zum Verstande und endigt bei der Vernunft, über welche nichts Höheres in uns angetroffen wird, den Stoff der Anschauung zu bearbeiten und unter die höchste Einheit des Denkens zu bringen.” (KdrV, B355).

Samtidig mente han, a priori og restløst at kunne reducere den menneskelige tænkning til 12 kategorier, der i grupper på tre falder under følgende 4 hovedkategorier: ‘Kvantitet’, ‘kvalitet’, ‘relation’ og ’modalitet’ (KdrV, B106). Da logiske slutninger er eksempler på noget relationelt, kan der ifølge Kant dermed igen også kun tænkes tre former for logiske slutninger, nemlig den kategoriske, den hypotetiske og den disjunktive syllogisme (KdrV, B379). Også de såkaldte ‘transcendentale idéer’ der repræsenterer et forsøg på at drage logiske slutninger vedrørende en ubetinget totalitet, falder derfor i tre grupper, hvilket giver anledning til en tredeling af den transcendentale dialektik i henholdsvis paralogismerne (den Paralogismen der reinen Vernunft), den rene fornufts antinomi (Die Antinomie der reinen Vernunft) og den rene fornufts ideal (Das Ideal der reinen Vernunft). Antinomierne bygger på den hypotetiske slutningsform, der applikeret på forstandens fire hovedkategorier ses at generere følgende fire såkaldte ‘kosmologiske idéer’:

“1. Die absolute Vollständigkeit der Zusammensetzung des gegebenen Ganzen aller Erscheinungen. 2. Die absolute Vollständigkeit der Theilung eines gegebenen Ganzen in der Erscheinung. 3. Die absolute Vollständigkeit der Entstehung einer Erscheinung überhaupt. 4. Die absolute Vollständigkeit der Abhängigkeit des Daseins des Veränderlichen in der Erscheinung.” (KdrV, B443, original fremhævning).

Med udgangspunkt i en minimalbestemmelse af et fænomen (einer Erscheinung) som et i tid, rum, og kausal henseende begrænset værende (Jvf. eksempelvis KdrV, B69), mener Kant at kunne undersøge disse fire kosmologiske idéer ved at forsøge at svare på følgende spørgsmål: (1) Hvis en sammensætning af fænomener fuldbyrdes, vil dette så resultere i en endelig eller en uendelig verden? (2) Hvis en deling af et fænomen fuldbyrdes, vil man da nå til noget simpelt eller til noget sammensat (og kan der overhovedet eksistere neget simpelt)? (3) Må et fænomens kausale oprindelse altid være naturlig, eller kan den bero på frihed? (4) Har det totale værendes foranderlighed et nødvendigt eksisterende grundlag eller ej?

I alle 4 tilfælde kalder Kant den ene mulighed for tesen og den anden for antitesen. mulighederne undersøges hver for sig, og intentionen er at vise, at fornuften kan bringes til at pege både på tesen og antitesen og derfor ender i modstrid – i antinomier:

To af Kants antinomier

1. antinomi: Matematisk konstituering af altet

Hvis verden betragtes som konstitutum og de empirisk givne fænomener som konstituenter, kan denne verden ifølge Kant enten tænkes at være endelig som fænomenet eller uendelig i modsætning til fænomenet. I besvarelsen af spørgsmålet om resultatet af den fuldstændige sammensætning af fænomener, undersøger Kant derfor følgende tese og antitese:

Tese 1: "Die Welt hat einen Anfang in der Zeit und ist dem Raum nach auch in Grenzen eingeschlossen." (KdrV, B454).

Antitese 1: "Die Welt hat keinen Anfang und keine Grenzen im Raume, sondern ist sowohl in Ansehung der Zeit als des Raums unendlich." (KdrV, B455).

Både tese og antitese forsøges eftervist ved et indirekte bevis. En argumentationsform hvis 'opfindelse' ofte tilskrives Zenon fra Elea.

I argumentationen for tesen om verdens rumlige og tidslige endelighed indleder Kant således med at hævde, at modsætningen – nemlig antagelsen af at verden altid har eksisteret – indebærer, at der forud for ethvert givet 'nu' altid må være gået en uendelig række af tidsrum. Da uendelighed i dette tilfælde opfattes som utællelighed (KdrV, B454), mener Kant deraf at kunne slutte, at fornuften peger på, at verden ikke kan have eksisteret altid, da dette ville forudsætte det utælleliges talthed. Verden må derfor være tidsligt endelig; thi tertium non datur.

Vedrørende den rumlige uendelighed indleder Kant med at hævde, at den ikke kan konciperes som andet end summen af sine dele. Med henvisning til argumentationen vedrørende den tidslige uendelighed slutter han da, at heller ikke den uendelige rumlige udstrækning kan konciperes. (KdrV, B454 og B456). Når Kant begrunder tesen om umuligheden af rumlig uendelighed på baggrund af analysen af den tidslige uendelighed, kan dette enten forstås som en slutning funderet i (1) en rent isomorfisk lighed de to situationer imellem eller i (2), at en syntetiserings-akt af rumdele vil tage uendelig lang tid. Hvordan man end tolker Kants argumentation, hviler den på samme forudsætning som den indirekte argumentation for tidens endelighed, nemlig at det uendelige dels er utælleligt, men at dets eksistens samtidig forudsætter dets talthed. Fornuften kan således også bringes til at pege på, at verden er endelig i rumlig henseende; thi tertium non datur.

Også i argumentationen for antitesen om rummets og tidens uendelighed, tager Kant udgangspunkt i modsætningen, der i dette tilfælde består i, at verden både skulle være rumligt endelig og tidsligt endelig, d.v.s. ‘skabt’. Om skabelsen hævder han, at den må forstås som hændelse, og at hændelser igen må forstås som tidsligt udstrakte processer. Dette betyder igen, at det øjeblik under forløbet af skabelseshændelsen, hvor – så at sige – verden skulle være kommet til verden, må komme efter et tidspunkt i skabelseshændelsen, hvor verden endnu ikke var til. Dette ville iføle Kant betyde, at tiden ville have eksisteret før skabelsen af verden. At der altså ville have eksisteret en tom tid – "eine leere Zeit" (KdrV, B455). I en sådan tom tid er der ingen forskel på tidspunkter, og intet kan derfor have betinget, at verden skulle komme til verden på dette eller hint tidspunkt. Da Kant således tilsyneladende tilslutter sig en art “den tilstrækkelige grund princip”^[4], kan han derfor hævde, at fornuften kan bringes til at pege på, at verden som helhed ikke kan være opstået i en tom tid, da tidspunkter i en sådan tidsform pr. definition er indbyrdes forskelsløse. Fornuften fortæller os således, at verden må have eksisteret altid; thi tertium non datur.

I argumentationen for den rumlige udstræknings uendelighed beskæftiger Kant sig i udgangspunktet ikke med rumlighed som sådan, men i stedet med en 'i' rummet sig befindende verden. En sådan verden kan ifølge Kant ikke tænkes at være begrænset, for denne begrænsning ville forudsætte, at verden stod i relation til et ubegrænset og tomt rum (“einem leeren Raum, der nicht begrenzt ist“ (KdrV, B455)), – og da der ikke kan bestå nogen relation fra verden til et rent tomt rum, da der ikke er noget ‘i’ det tomme rum, som verden ville kunne stå i relation til, kan en sådan begrænsning derfor ikke tænkes. (KdrV, B455 og B457). Fornuften kan dermed bringes til at pege på, at også rummet må være uden grænse; thi tertium non datur.

3. antinomi: Fænomenets forandringers kausale konstitution

I relation til spørgsmålet om den kausale konstituering af fænomenernes forandringer undersøger Kant følgende tese og antitese:

Tese 3: "Die Causalität nach Gesetzen der Natur ist nicht die einzige, aus welcher die Erscheinungen der Welt insgesammt abgeleitet werden können. Es ist noch eine Causalität durch Freiheit zu Erklärung derselben anzunehmen notwendig." (KdrV, B472).

Antitese 3: "Es ist keine Freiheit, sondern alles in der Welt geschieht lediglich nach Gesetzen der Natur." (KdrV, B473).

Indirekte argumentation for tesen: Hvis alle forandringer har en fysisk, ydre og tilstrækkelig årsag, hvilket er hvad Kant mener med, at alt sker udelukkende "nach Gesetzen der Natur", da må også denne årsag – hævder han – have en tilstrækkelig og ydre årsag og således ad infinitum. En sådan kvalitativt uendelig serie af forudgående årsager kan ikke siges at være komplet. Da begrebet om en naturlig årsag ifølge Kant ikke desto mindre implicerer, at denne årsag må være tilstrækkelig, og da denne tilstrækkelighed ikke kan hvile på en ufærdig årsagskæde, kan fornuften derfor ikke koncipere en metafysik ifølge hvilken, alt i universet sker "nach Gesetzen der Natur". Altså må noget ske på baggrund af andet end naturkausalitet. Dette kan ifølge Kant kun (n.b.!) være en “Causalität durch Freiheit”: Tertium non datur. (KdrV, B472 & 474).

Indirekte argumentation for antitesen: Frihed må ifølge Kant stå i modsætning til naturkausalitet (KdrV, B473); for ellers var den selv natur (KdrV, B475). Frihed må derfor forstås på en måde “so daß nichts vorhergeht, wodurch diese geschehende handlung nach beständigen Gesetzen bestimmt sei.” (KdrV, B473). Det af friheden betingede må dog samtidig forstås som hændelse og den frihedsbetingede konstituering derfor også selv som hændelse. Da frihedsbetinget konstituering – i kraft af at være en hændelse – må forstås som tidsligt fænomen – og dermed som delvist betinget, viser det sig ifølge Kant derfor at stå i modsætning til definitionen af frihed som noget, hvor nichts vorhergeht, Idéen om frihed er derfor ifølge Kant kontradiktorisk. Desuden er friheden i sin egenskab af begyndelse (lokal begyndelse eller universel begyndelse) så radikalt anderledes, end det den tænkes at være begyndelsen på, nemlig en kausal orden, så eksistensen af frihed ifølge Kant gør det umuligt at opretholde en tanke om enhed (Einheit) i erfaringsfeltet. (KdrV, B473 og 475). I "Anmerkung zur dritten Antinomie" argumenterer han for, at den yderste konsekvens heraf ville være, at naturlovene ikke ville kunne beskrives – ja sandsynligvis ikke engang eksistere. (KdrV, B477 og 479).

Antinomiernes fælles grundlag og belæring ifølge Kant

Selv om den kosmologiske spørgen er fornuftens og således udtryk for det højeste i mennesket (KdrV, B355), konkluderer Kant ikke desto mindre, at den aldrig kan finde svar: For idet fornuften peger på modstridende svar, og modstrid er i strid med selvsamme fornuft, ville forsøget på at finde disse svar bringe den i “Widerstreit mit sich selbst” (KdrV, B525, min understregning) og derfor være et eksempel på en illegitimt ukritisk brug af fornuften. Da fornuften selv kan pege på denne fare for modstrid, d.v.s. kritisere sig selv (titlen på KdrV kan da også både forstås som at fornuften kritiseres og som at fornuften kritiserer), kan man dog undgå modstriden: Det forudsætter blot, at man indser, at fornuften har en grænse. En grænse der bl.a. markeres af antinomierne, der dermed kan ses som et vigtigt led i Kants demarkationsprojekt.

Den naturlige tilbøjelighed mennesket har til at tro, at det kan finde svar på de kosmologiske spørgsmål, beror ifølge Kant på en forveksling af (kosmologiske eller andre) fornuftsidéer med forstandsbegreber, d.v.s. med begreber om det fænomenale – det genstandslige. Mens forstandsbegreberne er konstitutive i erkendemæssig sammenhæng, kan de kosmologiske (fornufts-)idéer derfor højst ses som regulative (se bl.a. KdrV, B670): Da al erkendelse ifølge Kant må være empirisk funderet, og da det empirisk givne altid er begrænset, kan man med andre ord nok stræbe efter, men aldrig opnå, erkendelse af det absolutte. Ifølge Kant må de kosmologiske spørgsmål, der er spørgsmål om forholdet mellem fænomenet og det absolutte, således også med nødvendighed, d.v.s. for altid forblive ubesvarede. Da det absolutte kan forstås som fænomenernes ultimative grundlag og dermed som deres inderste væsen, vil dette ‘inderste’ således også for altid forblive ukendt. Med andre ord: Das Ding an sich kan ikke erkendes. Da Kant på grundlag af analyser i den transcendentale æstetik (primært KdrV, B37-B73) ikke desto mindre mener at have vist, at vi kan have viden om det empirisk givnes givetheds-modi, d.v.s. de transcendentale betingelser for enhver erfaring og således om das Ding für uns, kan man derfor også sige, at Kants løsningsforslag består i adskillelse, nemlig af på den ene side det givne (phainoumenon), der kan erkendes og på den anden side das Ding an sich (noumenon), der er principielt uerkendbart for det transcendentale subjekt. (KdrV, B518-B525). En sådan position kalder Kant ‘transcendental idealisme’ (transcendentaler idealism (KdrV, B520))^[5]. I relation til Hegels kritik af Kants antinomier er det vigtigt at understrege, at grænsen mellem det erkendbare og det uerkendbare ifølge Kant dels er transcendental – og således altid vil forblive den samme – og dels er skarp, d.v.s., at der er noget hvorom vi ved (med sikkerhed) og noget hvorom vi (intet) ved^[6].

Hegels dialektiske analyse af Kants antinomier

Hegels syn på den kritiske filosofi

Hegel kan ikke acceptere en erkendelsesteori som Kants, der fortæller os, at vi ikke har viden om das Ding an sich: For ifølge Hegel er det et faktum, at vi har viden om alle mulige (i princippet alle^[7]) genstandsområder, og da det metafysiske modstykke til viden må være en overensstemmelse mellem tanke og væren, er denne viden altså en viden om verden – vel at mærke bl.a. også verden an sich^[8]. Den faktiske udfoldelse af det filosofiske system (die Wissenschaft) er derfor i sig selv et tilstrækkeligt argument for at afvise Kants såkaldte transcendentale idealisme og andre ‘kritiske’ filosofier:

“Inzwischen wenn die Besorgnis, in Irrtum zu geraten, ein Mißtrauen in die Wissenschaft setzt, welche ohne dergleichen Bedenklichkeiten ans Werk selbst geht und wirklich erkennt, so ist nicht abzusehen, warum nicht umgekehrt ein Mißtrauen in dies Mißtrauen gesetzt und besorgt werden soll, daß diese Furcht zu irren schon der Irrtum selbst ist.” (Ph.G., s. 66, min understregning).

Enhver mistænkeliggørelse af erkendelsen i retning af at den ikke er erkendelse^[9] af verden, må altså ifølge Hegel afvises. Dette ikke at forstå sådan at Hegel vil afvise, at vi kan fejle og faktisk fejler. Men selv om erkendelsen ikke er perfekt, kan den dog stadig kaldes erkendelse, – selv om man nu skulle have ‘tabt kagen på gulvet’, behøver man ikke ‘trampe på den’. En kantsk frygt for at fejle kan derfor (alt for) let få en til at undlade at bemærke, at der midt i al den betingede (begrænsede) erkendelse ikke desto mindre samtidig altid er – i det mindste – nogen grad af sandhed (og ofte endda en høj grad af sandhed)^[10]. Hegel kan derfor lidt polemisk skrive, at: “.... das, was sich Furcht vor dem Irrtume nennt, [gibt] sich eher als Furcht vor der Wahrheit zu erkennen.” (Ph.G., s. 67).

Set på denne baggrund er det ikke overraskende, at det ifølge Hegel også i forbindelse med de kosmologiske idéers genstandsområde (ifølge Hegel har de nemlig et genstandsområde) er muligt at opnå viden. Han ser derfor heller ikke antinomierne som en påvisning af en kantsk transcendental horisonts transcendentalitet, men tvært imod som en påvisning af at denne horisont må (og kan) overskrides.

En vigtig forudsætning for at Hegel mener at kunne løse antinomierne, er, at hans logik er relationel, og at hans metafysik – der kun i udgangspunktet adskiller sig fra hans logik – tilsvarende implicerer, at substantialitet er koeksistentielt funderet^[11]. En redegørelse for dette forudsætter en beskrivelse af og en forklaring på Hegels tre begreber om det logiske, – nemlig det abstrakte, det dialektiske og det spekulative – samt et par andre dertil knyttede begreber:

Det abstrakte, det dialektiske og det spekulative

I Enzyklopädie der Philosophischen Wissenschaften im Grundrisse, kan man læse, at det logiske ifølge Hegel har tre momenter eller ‘sider’ (Seiten), nemlig det abstrakte (die abstracte oder verständige), det dialektiske (die dialektische oder negativ-vernünftige) og det spekulative (die speculative oder positiv-vernünftige). (Jævnfør Enz, § 79, s. 118, l. 14-16). Det første af disse udfolder sig inden for rammerne af et klassisk logisk, d.v.s. a-relationelt begreb om identitet. For en abstrakt eller ‘forstandig’ betragtning kan en kategorisk, d.v.s. skarpt adskillende definition eller bestemmelse af noget derfor ses som udtømmende. Det definerede eller bestemtes grænser opfattes som absolutte, og det abstrakte kan således opfattes som, hvad man kunne kalde en ‘enten-eller-logik’. (Enz, § 80, s. 118, l. 25-27).

I umiddelbar modsætning hertil står det dialektiske eller negativt-fornuftige, der kunne kaldes en form for ‘både-og-logik’: Thi det dialektiske er simpelthen det, at enhver bestemthed indebærer sin modsætning, eller rettere , at den (også) er denne modsætning; for en definition er ganske vist en afgrænsning, men en afgrænsning må altid både være en afgrænsning fra og i noget. Dette ‘noget’ må dermed i nogen grad og i en vis henseende være noget andet – men samtidig også konstitutivt for – den oprindelige bestemthed. Det dialektiske er derfor modsætningernes enhed. (Enz, § 81, s. 119, l. 2-3). Når det dialektiske også kan kaldes det negativt-fornuftige (negativ-vernünftige), skyldes det, at det i ukvalificeret skikkelse er rent destruktivt i forhold til det abstrakte, – det står altså i modsætning til bestemmelsen og er derfor – isoleret set – d.v.s. som ren negering af (abstrakt) bestemmelse, stort set non-informativt: For hvor meget har man egentlig fået at vide, hvis der udelukkende er sagt ‘både og’, d.v.s. eksempelvis “dette er en gulerod, og det er ikke en gulerod” og “jeg er ikke-jeg” eller, generelt set, “P er ~P”? En sådan logik turde være nem at pege fingre af^[12]!

Selv om det rent negativt-fornuftige således – isoleret set – blot er en temmelig ‘nøgen’ både-og-logik, så er det dog ikke helt uden værdi: For det kan nemlig bringes til at vise ud over sin, isoleret set, abstrakte (!) form og derved blive mere end en ‘både-og-logik’: Det kan nemlig blive ikke blot en ‘mere-eller-mindre-logik’ – hvilket det på en måde allerede er – men endda også en ‘så-og-så-meget-logik’ samt en ‘i-den-og-den-henseende-logik’, d.v.s. en logik der for hvert delvist adskilte aspekt ved virkeligheden fastsætter nøjagtig hvor meget og i hvilken henseende dette kan betegnes sådan og sådan (eller rettere er sådan og sådan). En på denne vis kvalificeret mere-eller-mindre-logik kalder Hegel spekulativ eller positiv-fornuftig. Dette spekulative udgør fundamentet for Hegels løsning på antinomierne og beskrives som følger:

“g) Das Speculative oder Positiv-Vernünftige faßt die Einheit der Bestimmungen in ihrer Entgegensetzung auf, das Affirmative, das in ihrer Auflösung und ihrem Uebergehen enthalten ist.” (Enz, § 82, s. 120, l. 2-4).

I det spekulative er både bestemtheden i det abstrakte og erkendelsen af bestemthedens dialektiske selvophævelse bevaret, men samtidig benægtet i deres isolerede, d.v.s. ukvalificerede form. Med andre ord: Bestemthedens (det abstraktes) nødvendige selvophævelse og den ‘nøgne’ bestemmelsesophævelses (dialektikkens) nødvendige selvophævelse resulterer i noget (i en vis forstand) nyt og tredie. Man kan derfor i virkeligheden sige, at det spekulatives særegenhed er, at også modsætningen mellem det abstrakte og det dialektiske her ses som dialektisk. Også det dialektiske selv, set som rent negativt-fornuftigt, er altså blevet ‘udsat’ for sig selv. Der er med andre ord en form for metadialektik på spil. Da det spekulative ifølge Hegel udtrykker genstandens begreb i sin egenværen, kan man også sige at det spekulative er sandheden om det værende for så vidt det er værende, d.v.s. virkelighed – eller rettere –, at det værende simpelthen er en række dialektisk selvophævende bestemtheder. (Jvf. eksempelvis: Enz, § 84, s. 121, l. 4-6).

Inden selve fremstillingen og diskussionen af Hegels kritik af Kants lære om de kosmologiske idéer skal jeg kort redegøre for yderligere tre af Hegels grundbegreber, nemlig henholdsvis ‘ophævelse’ (Aufhebung), ‘moment’ (Moment) og ’begrebsudvikling’ (eller ‘begrebsgenese’/’begrebstilblivelse’ (Genesis des Begriffes)).

Ophævelse: En analyse som den der ligger til grund for det abstraktes og det dialektiskes overgang i det spekulative, er et eksempel på, hvad Hegel kalder en ophævelse. Begrebet om ophævelse sigter mod at betegne en dobbelthed i analysen: Dels et destruktivt aspekt, men også et positivt (bevarende) aspekt: For ganske vist er det ‘tidligere’ ikke godt nok, men det er samtidig ikke rent ud irrationelt. Da det altså således er rationelt – blot begrænset rationelt –, skal det derfor ikke kun ophæves i betydningen annihileres, men også “op-hæves” i betydningen hæves op på et højere niveau.

Moment: Det der ophæves, og altså således har sin begrænsede ret, men samtidig ikke er sandt i bredere forstand, kaldes et moment.

Begrebsudvikling: Enheden af annihilering og bevarelse er i sidste ende en bevægelse og altså en udvikling eller tilblivelse. Se eksempelvis L2, s. 11, l. 31-32: “die unmittelbare Genesis des Begriffes”. At begrebsudviklingen her betegnes som umiddelbar, er vigtigt at notere sig og kan forklares ved at sige, at begreberne ikke “udvikles” men snarere “udvikler sig”. Pointen fremhæves af Hegel ved enhver given lejlighed, således bl.a. også i fænomenologien i formuleringer som “das eigne Leben des Begriffs”. (Ph.G., s. 47, min understregning): Systematikken i begrebernes relationer er altså immanent i modsætning til at være noget, der ‘trækkes ned over hovedet’ på dem. I forbindelse med Hegels kritik af Kants antinomier er det i denne forbindelse vigtigt at understrege, at der for Hegel er fundamental forskel på at “give”, d.v.s. udvikle et begreb og så blot at “sætte” det, d.v.s. tro at man kender dets mening, før man har indset dets relation til relevante andre begreber. (Jvf. eksempelvis Ph.G., s. 67-68).

Hegels syn på Kants matematiske antinomier

Jeg mener, at man kan finde en implicit femdelt skematik i Hegels kritik af Kants matematiske antinomier. Denne skematik skal jeg her fremhæve og siden – i håb om at øge troværdigheden af mit rekonstruktionsforsøg i næste punkt – forsøge at applikere på de dynamiske antinomier.

Punkt 1: Alle kategorier er “antinomiske”!

Som beskrevet mente Kant, at fornuften restløst kunne reduceres til fire hovedkategorier, og på den baggrund at der også kun kan opstilles 4 antinomier:

“Diese vernünftelnde Behauptungen sind so viel Versuche, vier natürliche und unvermeidliche Problemen der Vernunft aufzulösen, deren es also nur gerade so viel, nicht mehr, auch nicht weniger, geben kann, weil es nicht mehr Reihen synthetischer Voraussetzungen giebt, welche die empirische Synthesis a priori begrenzen.” (KdrV, B490). (Min understregning).

Ifølge Hegel gør Kant her et illegitimt fuldstændighedskrav: For da det er dobbeltrettetheden i en og den samme kategori ad gangen, Kant konstruerer sine antinomier på baggrund af, og da denne dobbelthed er tilstede i alle fornuftskategorier (d.v.s. mere eller mindre “abstrakte” bestemmelser) – ikke kun i Kants fire hovedkategorier –, ville der ifølge Hegel derimod kunne opstilles lige så mange antinomier, som der kan tænkes forstandskategorier. (Jvf. L1, s. 114, l. 18-25).

Selv hvis man medgiver Hegel hans opfattelse af kategoriernes dobbelrettethed, synes det måske ikke helt urimeligt at hævde, at spændingsforholdene i netop de fire kategorier der ligger til grund for Kants antinomier, er mere filosofisk interessante end så mange andre tænkelige internt modsætningsbærende kategoriers dobbeltrettethed. Bl.a. har der rent filosofihistorisk tilsyneladende været særligt stor interesse for, hvorledes netop disse konstitutionsforhold skulle forstås. På den anden side ville Hegel kunne hævde, at det væsentligste ved dem, nemlig selve antinomiciteten (der ophæves til dialektik), er at finde overalt, idet det værende simpelthen som værende er dialektisk.

Punkt 2: De matematiske antinomier vedrører dimensionalitet som sådan!

Det er ifølge Hegel for primitivt, og derfor en kilde til begrebsforvirring, at opfatte de matematiske antinomier som problemer vedrørende tid, rum, materie, verden o.s.v. (L1, s. 114, l. 26-33): For da der er en fælles årsag til, at der kan opstilles strukturelt set identiske antinomier for sådanne værensformer, er de matematiske antinomier i virkeligheden udtryk for en (momentmæssig) modstrid i en langt mere generel kategori, nemlig kategorien ‘ren kvantitet’. Problemet er altså et problem vedrørerne forholdet mellem del og helhed af noget rent kvantitativt som sådan, hvad enten dette rent kvantitative, hvilket man også kunne kalde ‘dimensionale’, så anskues rumligt, tidsligt, tingsligt eller på anden måde.

Jeg mener da også, at man let kan få det indtryk, at Kant tilsyneladende springer lidt ‘tilfældigt’ rundt mellem argumentationer vedrørende det tidslige og det rumlige (se eksempelvis KdrV, B456) samt mellem det rumlige og det tingslige (se eksempelvis KdrV, B455 og 457). Når Kant tilsyneladende ikke anså dette for et problem, formoder jeg, det skyldes, at også han i virkeligheden mere eller mindre implicit/eksplicit så argumentationerne vedrørende tid, rum og ting som analoge, d.v.s. som strukturelt identiske.

Punkt 3: Det dialektiske er ikke kun “subjektivt”!

Hvis der er forskel på fænomener, forstået som endelige udstraktheder på den ene side og fornuften, forstået som en søgen efter ultimative, d.v.s. restløse fuldstændige forklaringer på den anden side, – og hvis man tænker “abstrakt”, d.v.s. ‘enten-eller-agtigt’, da kan man ikke forene det fænomenale og fornuften, og man har derfor kun følgende tre muligheder: Enten må man (a) lade fornuften råde rent og på den baggrund konkludere, at fænomenet er uvirkelighed (reduktionistisk rationalisme), (b) lade fænomenet diktere fornuften (reduktionistisk empirisme) – eller endelig (c) holde det fænomenale og det noumenale adskilt, hvilket som beskrevet er grundlaget for Kants løsningsforsøg, d.v.s. for den transcendentale idealisme^[13].

Ifølge Kant, for hvem erkendelse altid er empirisk funderet, kan man ikke på baggrund af erfaringen af den (reale eller tilsyneladende) fænomen/fornufts-dikotomi anfægte sin fænomenforståelse; for det givnes givethedsmodi er transcendentale, for ikke at sige hellige. Den omtalte adskillelse må derfor bestå i at begrænse tiltroen til fornuften – dog uden dermed at afskaffe den. Hegel gør i følgende citat lidt grin med dette kantske empiristisk-verifikationistiske udgangspunkt:

“Die ganze Erfahrung unseres Sehens, Fühlens u.s.f. zeigt uns nur Zusammengesetztes; auch die besten Mikroscope und die feinsten Messer haben uns noch auf nichts einfaches stoßen lassen. Also soll auch die Vernunft nicht auf etwas einfaches stoßen wollen.” (L1, s. 119, l. 27-30). (Man må formode, at Hegel her primært henviser til Kants argumentation for anden del af antitesen i 2. antinomi; Kant argumenterer her nemlig for, at det metafysisk simples eksistens må afvises, da det aldrig kan være genstand for erfaring (KdrV, B463 & B465)).

Ifølge Hegel, for hvem totaliteten/Geist/det absolutte er det sande(ste)^[14], og for hvem det generelle, d.v.s. fornuftige er det virkelige^[15] (det konkrete spekulative) vil en umiddelbar fænomen/fornufts-dikotomi ikke betyde, at fornuften kan anfægtes. Hvis der var real uoverensstemmelse, ville det derfor være så meget desto værre for fænomenet – qua enkeltfænomen. Da der i realiteten er tale om en kun momentmæssig dikotomi, kan man i realiteten dog nøjes med at op-hæve sin fænomenforståelse: For fænomenet kan forstås på en mere raffineret måde end som en statisk kantsk/newtonsk udstrakthed, der kun indgår i eksterne relationer^[16]: Det kan nemlig forstås dialektisk, hvilket jeg vender tilbage til. Her skal det blot nævnes, idet det er baggrunden for, at Hegel mener, at dikotomien i lige så høj grad er “objektiv” som “subjektiv”. Bemærk i øvrigt hvorledes Hegels syn på den menneskelige erkendelse kommer til at hvile på præmisser, der er primært metafysiske i modsætning til erkendelsesteoretiske.

Punkt 4: Kant løser ikke antinomierne!

Hvis man, som Kant ønskede, degraderer fornuften til en logik for/om det tilsyneladende (en “Logik des Scheins” (KdrV, B86)^[17]) som beskrevet i kritikpunkt 3, ville dette afskære os fra at forene fænomen og fornuft. Da dette ellers var det, udfordringen gik ud på, kan Kants transcendentale idealisme ifølge Hegel ikke betegnes som en egentlig løsning, men i stedet blot som en påstand om, at problemet ikke kan løses:

“Ihre [antinomiernes, JB] wahrhafte Auflösung kann nur darin bestehen, daß zwey Bestimmungen, indem sie entgegengesetzt und demselben Begriffe nothwendig sind, nicht in ihrer Einseitigkeit, jede für sich, gelten können, sondern daß sie ihre Wahrheit nur in ihrem Aufgehobenseyn haben.” (L1, s. 115, l. 3-6).

Tankegangen bag dette citat indebærer en foregribelse af det femte og mest vægtige kritikpunkt; for dette munder netop ud i en argumentation for, at de respektive antinomiers teser og antiteser ikke kan undersøges i isolation:

Punkt 5: Kant beviser ikke antinomiciteten i de matematiske antinomier – han påstulerer den!

I forbindelse med sin argumentation for antinomiciteten i den kosmologiske, d.v.s. ultimative spørgen efter fænomenets matematisk konstitutionelle baggrund (2. antinomi), hævder Kant, at ‘rum-delenes’ kompositionalitet er en rent ekstern relation (“...eine zufällige Relation...” (KdrV, B462)). Et rum sammensat af rumdele går altså restløst op i sine dele. Dette mener jeg, er i direkte modstrid med følgende passage i den transcendentale æstetik:

“Diese Theile [af rummet] können auch nicht vor dem einigen allbefassenden Raume gleichsam als dessen Bestandtheile (daraus seine Zusammensetzung möglich sei) vorhergehen, sondern nur in ihm gedacht werden.” (KdrV, B39).

En sådan modstrid kunne let foranledige en mistænksom filosofisk stillingtagen^[18]. Om den anførte modstrid nu er bevæggrunden for Hegels kritik eller ej, så er det i hvert fald netop en art ‘mistænkning’, han lægger for dagen i sin analyse af Kants redegørelse for 2. antinomi: For selv om Kants påstand om at fornuften skulle anvise en antinomicitet, ganske rigtigt følger af den skematik, der lægges til grund for udredningen, så er selvsamme skematik ifølge Hegel ikke desto mindre arbitrær – i sidste ende faktisk forkert. Antinomiciteten er således ‘sat’ i stedet for ‘givet’. Man kunne derfor også fristes til at kalde Hegels kritik på dette punkt for en art ‘ideologikritik’.

Udgangspunktet for Hegels kritik er en analyse af tautologien som logisk form. I sin rene form kan tautologien skrives “P er P”. Forstået abstrakt ligger der i tautologien, set fra Hegels synspunkt, en forglemmelse af anderledesheden; for i stedet for at være “P punktum”, er P ifølge Hegel nærmere ikke-ikke-P, hvilket er noget ganske andet, idet denne bevægelse ud over sig selv og tilbage i sig selv – i modsætning til den rene identitet – kan give ’stof’ til P’s selvidentitet. (Væren er relationelt funderet). Sætningen “P er P” er derfor ifølge Hegel en forkrøblet subjekt-prædikatsætning, – og identitetsloven kan på den baggrund i virkeligheden ses som en kontradiktion (af det selvidentiskes dialektiske, d.v.s. reale og konstitutive forhold til dets andethed (jvf. bl.a.: L2, s. 71, l. 3-14). Filosofi, d.v.s. tænkning må derfor også - for at kunne gøre krav på at være forklarende og demonstrerende – bestå i begrebs-udvikling i modsætning til ‘ren’ (d.v.s. tautologisk) begrebsanalyse.

Når Kant i argumentationen for tesen i 2. antinomi gør sig den forudsætning, at kompositionalitet er en ekstern relation, kan han ifølge Hegel derfor heller ikke siges at have bevist, at det dimensionales substantielle grundlag må være det simple: For (1) det anses (af både Kant og Hegel) for et faktum, at det dimensionale fænomen eksisterer, (2) der er inden for Kants skematik kun to muligheder for, hvad det dimensionales substantialitet skulle kunne bestå i, nemlig enten det simple eller det sammensatte – og endelig, som det vigtigste, (3) forudsætningen er faktisk allerede en benægtelse af den alternative mulighed, nemlig at det sammensatte skulle være det substantielle grundlag; for dette ville netop skulle bestå i kompositionalitetens internalitet. Hegel udtrykker det bl.a. på følgende måde:

“Daß das Zusammengesetzte nicht an und für sich, sondern nur ein äusserlich Verknüpftes ist, und aus Anderem besteht, ist seine unmittelbare Bestimmung. – Das Andre aber des Zusammengesetzten ist das Einfache. Es ist daher ein tavtologischer Satz, daß das Zusammengesetzten auf Einfachem besteht.” (L1, s. 115, l. 28-32).

Hegel causerer i øvrigt over, at det der i virkeligheden er det springende punkt i Kants argumentation, kun er anført i en parentes:

“Derjenige Grund, welcher nebenher in eine Parenthese gelegt ist, ist in der That die Hauptsache, gegen welche alles bisherige völlig überflüssig ist.” (L1, side 117, l. 1-2). (Hegel henviser her til KdrV, B462 og 464).

Også forsøget på at bevise antitesen i 2. antinomi er ifølge Hegel tautologisk og derfor nøjagtig så bebrejdelsesværdigt (“eben so tadelhaft” (L1, s. 118, l. 12)) som beviset for tesen: For det der skulle bevises er, at det dimensionale må bestå af noget, der selv er dimensionalt, og dette er samtidig en direkte konsekvens af de forudsætninger Kant gør sig i forbindelse med bevisførelsen, nemlig (1) at rummet består af ‘små rum’ og (2), at sammensætning af substanser til noget rumligt selv må foregå i rummet (KdrV, B463): For dette betyder, at det antaget simple må udfylde sådanne ‘små rum’ for at kunne sammensættes, og at antagelsen af at det rumlige er dannet af det metafysisk simple derfor er kontradiktorisk^[19]. Hvis Kant ville give tanken om et simpelt grundlag for det dimensionale en reel chance, burde han derfor – for ikke på forhånd at udelukke et positivt resultat – holde tesen om det substantielles nødvendige rumlighed ude af bevisførelsen; for:

“.... die Annahme, daß alles substanzielle räumlich sey, der Raum aber nicht aus einfachen Theilen bestehe, ist eine directe Behauptung, die den unmittelbaren Grund des zu Beweisenden ausmacht und mit dem das ganze Beweisen fertig ist.” (L1, s. 118, l. 27-31. Se i øvrigt også s. 119, l. 17-19, hvor Hegel fremfører samme pointe).

Ifølge Hegel har Kant ganske vist som nævnt ret i sine udredninger på de præmisser, udredningerne nu foregår; thi tautologien er i en vis forstand gyldig, den er blot usand. (For sandhed er et relationelt fænomen og tautologien er a-relationel). Usandheden i Kants udredninger i 2. antinomi udspringer af måden, hvorpå det begreb, der er grundlaget for 2. antinomi, nemlig kvantitet (Quantität) behandles: Begrebet er ifølge Hegel primært en ophævelse af de to momenter kontinuitet (Continuität) og diskretion/begrænsning, (Discretion):

“.... die Einheit dieser Momente, der Continuität und Discretion kann Quantität genannt werden” (L1, s. 112, l. 4-5). (Min understregning).

Det der ifølge Hegel er Kants fejl, er derfor også, at disse to momenter behandles isoleret. Da kvantiteten netop består i enheden (jvf. ovenstående citat) af de to momentvise modsætninger ‘kontinuitet’ og ‘begrænsning’, kan dette ikke lade sig gøre: For hvad skulle begrænsningen være begrænsning af, hvis ikke af – eller rettere i – kontinuitet, og hvorledes skulle vi kunne forstå kontinuitet, hvis ikke som grænseoverskridelse? Med sit begreb om diskretionens og kontinuitetens interdependens kan man altså sige, at Hegel faktisk fremsætter en antitese til 2. antinomi som helhed. (jævnfør bl.a.: L1, s. 119, l. 31-37): For det han hævder, er i virkeligheden, at løsningen skal findes inden for den ‘tredie mulighed’, som Kant udelukker på forhånd. I forbindelse med behandlingen af antinomierne som overordnet, d.v.s. logisk problem skal jeg vende tilbage til denne problematik.

Den anden del af argumentationen for antitesen går på, at der (uafhængigt af spørgsmålet om hvad der kan konstituere fænomenet) slet ikke kan eksistere noget metafysisk simpelt. Denne argumentation er rent verifikationistisk funderet, og Hegels argumentation imod den er behandlet én gang under kritikpunkt 3.

I forsøget på at bevise tesen i 1. antinomi, d.v.s. påstanden om verdens rumlige og tidslige endelighed, tager Kant bl.a. udgangspunkt i (1) nuets karakter af slutpunkt for den forløbne tid og (2) følgende definition af uendelighed:

“Nun besteht aber eben darin die Unendllichkeit einer Reihe, daß sie durch successive Synthesis niemals vollendet sein kann.” (KdrV, B454).

Da nuet forstået som slut-punkt, og derfor som kvalitativ grænse står i modsætning til uendelig tidslighed, der er en instantiering af den rene kvantitet, tages dermed udgangspunkt i to analytisk set gensidigt udelukkende definitioner. Nuets faktualitet ses med andre ord – på baggrund af definitionerne – at forudsætte en umulighed, nemlig det utælleliges talthed, hvorfor også tesen i 1. antinomi dermed er tautologisk indført i stedet for “givet”:

“Man sieht aber sogleich, daß es unnöthig war, .... einen Beweis zu führen, indem in ihm selbst unmittelbar die Behauptung dessen zu Grunde liegt, was bewiesen werden sollte.” (L1, s. 148, l. 8-10).

Den anden del af Kants argumentation for tesen, nemlig forsøget på at bevise verdens rumlige endelighed, bygger på den allerede etablerede konklusion om umuligheden af det utælleliges talthed. (Jvf. KdrV, B454 & 456 samt ovenstående fremstilling, s. 2-3).

Kants forsøg på at bevise antitesen tager udgangspunkt i (1) at skabelse må forstås som proces og således som noget, der forudsætter tid samt (2) at en rumlig begrænsning må være en begrænsning i forhold til noget ‘i’ rum eksisterende. Ved således at beskrive enhver grænse som betinget gøres den i følge Hegel i virkeligheden til en dialektisk grænse, d.v.s. en altid allerede overskredet grænse. Da grænsebetingning heller ikke for Kant blot forstås som en rent psykologisk subjektivt relevant determination men en real – d.v.s. verdenslig og relationelt internt funderet – konstituering, ‘eksistentialiseres’ dermed både ifølge Kant og Hegel den transcendente side af denne grænse (d.v.s. den ‘tomme tid’ og det ‘tomme rum’) (KdrV, B455 & 457). Om både den tidsrelaterede og – som i følgende citat – den rumrelaterede del af argumentationen skriver Hegel derfor, at også den er sat i stedet for givet:

“Es wird nemlich direct angenommen, daß die begrenzte räumliche Welt sich in einem leeren Raume befinden und ein Verhältniß zu ihm haben sollte” – og videre: “Was die Antithesis behauptet, die Unendlichkeit der Welt im Raume, ist nicht anderes, als einestheils der leere Raum, anderntheils das Verhältniß der Welt zu ihm, das heißt die Continuität derselben in ihm, oder die Erfüllung desselben”. (L1, s. 150, l. 2-10). (Min understregning).

Som det fremgår, benytter Kant i virkeligheden to forskellige definitioner af uendelighed i de respektive argumentationer i 1. antinomi, nemlig henholdsvis (1) som ‘det utællelige’ og (2) som ‘det ubegrænsede’:

(1) Hvis det defineres som det utællelige, kan man a priori udelukke, at det kan konstitueres af fænomenerne; thi en sådan konstitution ville være kvantitativ og således bestå i en form for talthed. Da altet ifølge Hegel netop må være alle fænomener, kan det derfor heller ikke være utælleligt uendeligt: Ved at definere uendelighed som det u-tællelige definerer Kant det i øvrigt faktisk ved tællelighed, d.v.s. ved noget kvantitativt, og da det kvantitative pr. definition er endeligt (enhver kvantitet er qua kvantitet en bestemt, d.v.s. begrænset kvantitet), vil dette ‘smitte af’ på den derved modstillede uendelighedskonception, der derved vil få en ende, og således faktisk ikke være ‘u-endelig’. Hegel kan på denne baggrund betegne denne uendelighedskonception som “die schlechte oder negative Unendlichkeit”. (Se eksempelvis: Enz, § 93-94, s. 130, l. 23 - s. 131, l. 5).

(2) Hvis det uendelige bestemmes som ‘det ubegrænsede’, åbner dette derimod mulighed for at se forholdet mellem det begrænsede og det uendelige som et ægte dialektisk forhold: For da noget dimensionalt begrænset altid må ses som en del af den totale dimension, det er begrænset i, forstås det altså på baggrund af ‘resten’ af denne dimension og er derfor i nogen grad og i en vis henseende allerede som denne dimension i dens helhed. Der er med andre ord enhed i modsætningen mellem det endelige og det uendelige:

“Es ist also überhaubt die Natur des Endlichen selbst, über sich hinauszugehen, die Negation zu negiren und unendlich zu werden” . (L1, s. 79, l. 2-4).

Uendelighed som totalitet, d.v.s. som ‘det ubegrænsede’ er ifølge Hegel “das Unendliche der Vernunft”, i modsætning til ‘uendelighed som utællelighed’, der er “dem Unendlichen des Verstandes” (L1, s. 78-85).

Selv om Kant sprogligt set – i en vis forstand – ville være enig i Hegels besvarelse af spørgsmålet om verdens grænse: “.... es ist eine Grenze, und es muß über die Grenze hinausgegangen werden.” (L1, s. 147, l. 23-24, min understregning), – ville han dog samtidig forstå ordet “und” på en ganske anden måde end Hegel: For mens det for Hegel henviser til en enhed af begrænsning og grænseoverskridelse, vil det for Kant henvise til et antinomisk modsætningsforhold – en kontradiktion; thi Kants “abstrakte” logik formår ikke at rumme en enhed af modsætninger som in casu begrænsning og grænseoverskridelse. Hegel karakteriserer derfor også Kants abstrakte forståelse af disse begreber som “Bilder der Vorstellung, die bey näherer Betrachtung sich als nichtiger Nebel und Schatten zeigen” (L1, s. 150, l. 30-31). Og sandheden om den uendelige progres er derfor “... daß Quantum und sein Jenseits gesetzt sind, aber daß sie gesetzt sind, als aufgehobene. Seine Wahrheit ist also ihre Einheit, worin sie sind, aber als Momente”. (L1, s. 151, l. 26-28).

Ved at betragte 1. og 2. antinomi som helhed kan kredsen derfor sluttes ved at se matematisk, d.v.s. dimensional konstitutionalitet som sådan som dialektisk fænomen: Når det dimensionalt uendelige – forstået som en dimension i sin totalitet – er konstitueret af og konstituerende for de dimensionalt begrænsede fænomener, der igen er konstituerede af og konstituerende for deres dele, er den totale dimension (om den så er rumlig, tidslig, tingslig eller andet) derfor i princippet som fænomenerne – den er blot større – og tilsvarende for fænomenernes dele – de er blot mindre. Både altet og fænomenernes dele er dermed, ganske som fænomenerne selv negationer af både den abstrakte kontinuitet og af den abstrakte diskretion, – de er enheden af begge. (L1, s. 112, l. 4-5).

Et dialektisk syn på Kants dynamiske antinomier

Punkt 1, 3 og 4

Både kritikpunkt 1, 3 og 4 er primært strukturelle pointer i betydningen at de ikke vedrører nogen af antinomierne specifikt frem for andre. I relation til punkt 4 er det dog måske værd at holde in mente, at en hegelsk løsning også i tilfældet kausalitet og det værendes oprindelse må bestå i en real forsoning af tanke og væren i modsætning til eksempelvis en transcendentalt idealistisk (eller ‘transcendentalt agnostisk’) position som Kants.

Punkt 2: Begrebsforvirring i de dynamiske antinomier

Kant beskæftiger sig i 3. antinomi dels med forholdet mellem naturkausalitet (“Causalität nach Gesetzen der Natur”) og frihedsbetinget, d.v.s. pligtbevidsthedsbetinget kausalitet (“Causalität durch Freiheit”), – altså ganske vist to forskellige kausalitetsformer, men dog i begge tilfælde kausalitet. Samtidig beskæftiger han sig også med forholdet mellem kausalitet og akausalitet i mere abstrakt forstand, d.v.s. uden hensyntagen til, om denne kausalitet tilhører naturens eller frihedens/moralens/bevidsthedens rige. Det er muligt, at det første spørgsmål har føltes psykologisk vigtigst for Kant (han var ikke begejstret for Hobbes’ og andres deterministiske materialisme). Ikke desto mindre ønsker jeg her at beskæftige mig med 3. antinomi som en fremstilling af en problematik vedrørende forholdet mellem kausalitet og akausalitet som sådan, d.v.s. uafhængigt af hvilken form for kausalitet, der er tale om. Dette skyldes (1), at det er i tråd med Hegels påstand om, at det er uhensigtsmæssigt at se fundamentet for 1. og 2. antinomi som et problem vedrørende tid og rum i stedet for vedrørende dimensionalitet som sådan og dels (2), at jeg mener, at Kants argumentation i 3. antinomi faktisk hverken vedrører eller kan vedrøre forholdet mellem naturkausalitet og bevidsthedskausalitet, men i virkeligheden kun det mere abstrakte kausalitets/akausalitets-forhold: I argumentationen for antitesen betragtes friheden således som spontanitet (Spontaneität) og beskrives som sådan, som noget der må være i strid med den tilstrækkelige grunds princip, d.v.s. som en hændelse, der indtræffer på baggrund af en manglende determinering (og ikke på bagrund af en anden form for determinering end den naturlige) - med andre ord akausalt (KdrV, B473). Dette er netop også en nødvendig forudætning for, at der er mening med snakken, når Kant forsøger at drive frihedsbegrebet ad absurdum ved at argumentere for, at det trods alt må være en hændelse, og som sådan betinget. Noget tilsvarende gør sig i øvrigt gældende vedrørende hans argumentation for tesen; for i forsøget på at drive den modsatte position – nemlig at alt sker “nach Gesetzen der Natur” – ad absurdum, beskæftiger han sig her med denne position som en determinisme i abstrakt forstand, d.v.s. uafhængigt af spørgsmålet om arten af (eventuel) kausalitet. Med andre ord: Uafhængigt af hvilken intention Kant havde med at fremføre 3. antinomi, vedrører argumentationen for henholdsvis tesen og antitesen udelukkende spørgsmålet om såkaldt streng determinisme vs. eksistensen af akausalitet^[20].

I tråd med Hegels 2. kritikpunkt af 1. og 2. antinomi kunne man i øvrigt bemærke, at Kant også i både 3. og 4. antinomi drager tiden ind i billedet på en uheldigt konkret måde: For når Kant karakteriserer kausal konstituering som hændelse og derfor som tidslig – og først derigennem som noget verdensligt – må dette for Hegel tage sig ud som en stor omgang unødvendige og alt for konkretiserende ‘mellemregninger’: For hvis noget er verdenskonstituerende, er dette allerede i sig selv en grund til at se det som verdensligt.

Punkt 5: Kant beviser ikke antinomiciteten i de dynamiske antinomier – han påstulerer den!

I forbindelse med Kants forsøg på at bevise tesen i 3. antinomi tager han, som jeg ser det, udgangspunkt i følgende præmisser: (1) Årsag og virkning er adskilte, (2) en årsag må selv – i nøjagtig lige så høj grad som den oprindelige virkning – have en årsag. Hvis det tilgrundliggende spørgsmål for 3. antinomi, som beskrevet, er spørgsmålet om fænomenets oprindelse eller opståen (“Entstehung”, KdrV, B443), d.v.s. dets kausale baggrund, er det derfor indlysende, at en sådan spørgen på baggrund af præmis 1 og 2 må lede til den af Kant pointerede uendelige regres: For det ligger i præmis 1, at den kausale baggrund for et fænomen ikke i nogen som helst grad kan findes i fænomenet selv, men samtidig i præmis 2, at man ved at henføre et isoleret fænomens oprindelse til en ligeså isoleret årsag ikke er nået længere i forklaringen af fænomenets oprindelse, og fornuftens ‘kosmologiske krav’, var ellers netop, at denne forklaring skulle findes – endda restløst.

Antitesen begrundes bl.a. på baggrund af (1) en antagelse af at en hændelse, selv hvis den er akausal, må foregå i tid og (2), at akausalitet, selv hvis denne akausalitet blot er aspektuel, d.v.s. ‘instantieret’ som element i en delvist betinget men ikke tilstrækkeligt betinget hændelse, kan spores til én enkelt isoleret og rent akausal delhændelse (KdrV, B473 & 475). I kraft af tanken om at det akausale aspekt kan isoleres – men samtidig må være en hændelse –, er Kants argumentation tydeligt analytisk og derfor tautologisk: For en hændelse er netop igen defineret som noget betinget.

Da jeg mener, at de dialektiske løsninger på 3. og 4. antinomi må være sammenfaldende, skal jeg vente med at diskutere disse til efter gennemgangen af 4. antinomi:

I forsøget på at bevise tesen i 4. antinomi, d.v.s. at der enten ‘i’ eller ‘udenfor’ verden eksisterer en ‘nødvendig betinger’ af verden som helhed, forudsætter Kant (1) forandringens faktualitet, (2) at forandring består i, at en tilstand efterfølger en anden med nødvendighed, (3) at en nødvendigt forløbende proces selv må være kausalt konstitueret med nødvendighed samt (4) at kausal konstituering er en tidslig og derfor verdenslig proces. Kants konklusion, der i øvrigt som den eneste ud af de 8 teser og antiteser ikke forsøges bevist indirekte, er da, at der må gives et ‘noget’, der (med nødvendighed) kan betinge denne nødvendighed (KdrV, B480), og at dette ‘noget’ i kraft af præmis 4 må være tidsligt og dermed verdensligt, om det så er “die ganze Weltreihe selbst, oder ein Theil derselben”. (KdrV, B482). Dette er da også allerede indeholdt i præmisserne (de består dels i en tydelig tre-leddet hypotetisk syllogisme og i en bekræftelse af den første antecedent), og beviset er dermed nøjagtig så tautologisk som de tidligere diskuterede.

I forsøget på at vise antitesen om at der hverken ‘i’ eller ‘udenfor’ verden kan eksistere noget, der med nødvendighed betinger verden, udgår Kant fra følgende præmisser: (1) en eventuel ‘verdensbetinger’ (hvorved jeg forstår et nødvendigt eksisterende grundlag for verden), må enten tilhøre verden eller ikke tilhøre verden, (2) hvis den tilhører verden, må den enten være en del af verden eller hele verden, (3) kausal konstituering må forstås som tidslig og derfor verdenslig proces, (4) en mængde som helhed kan ikke have en egenskab, som ikke indehaves af mindst en af delene. (KdrV, B481). Kant kan på baggrund af præmis 3, på samme måde som i beviset for tesen, både sige, at (a) en eventuel verdensbetinger qua betinger må være verdenslig, d.v.s. udelukke muligheden af en transcendent verdensbetinger og at (b) en del af verden ikke kan være nødvendig betinger, da dette forudsætter at den da selv skulle være ubetinget, hvilket netop også er udelukket i kraft af præmis 3. Kant kan nu på baggrund af (b) også udelukke den sidste mulighed, nemlig at ‘verdensbetingeren’ hverken skulle være uden for verden eller være en ægte delmængde af verden, men i stedet være en såkaldt uægte delmængde af verden, d.v.s. simpelthen være verden: For dette ville i kraft af præmis 4 implicere at også en isoleret del af verden, skulle have denne egenskab, hvilket varudelukket i kraft af præmis 3.

Den dialektiske løsning på de dynamiske antinomier som helhed må findes indenfor rammerne af de muligheder, Kant på “abstrakt” vis udelukker på forhånd i 3. og 4. antinomi, nemlig henholdsvis (1) at en hændelse hverken kan reduceres restløst til sin årsag eller til sig selv og (2), at verden som helhed kan være sit eget nødvendige grundlag, selv om ingen enkeltfænomener isoleret set har denne egenskab (i fuld flor). Jeg mener, at disse to dialektiske og ‘tredie’ muligheder slutter en kreds i betydningen, at de viser sig at implicere hinanden, hvilket jeg her skal forsøge at vise:

Når Kant i 4. antinomi forudsætter, at en mængde ikke kan have egenskaber som ikke mindst et af elementerne har isoleret set, er han på linie med Leibniz, der i Monadologie, punkt 37 hævder, at fænomenerne er kontingente og totalitetens grundlag derfor må være transcendent:

“....comme tout ce DETAIL n’enveloppe que d’autres contingens anterieurs ou plus detaillés .... il faut que la raison suffisante ou dernière soit hors de la suite ou SERIES de ce detail des contingences, quelqu’infini qu’il pourroit être.” (Monadologie, paragraf 37, s. 92).

For en dialektisk betragtning kan et fænomens kontingens, d.v.s. dets kausalt konstitueringsmæssige endelighed kun forstås som moment og dermed i relation til noget, nemlig det det er kausalt begrænset af. Dette er naturligvis dets komplementarmængde i kausal henseende. Da forholdet er gensidigt, vil også denne komplementarmængde samt enhver delmængde af den derfor være mere eller mindre kausalt begrænset – nemlig af det oprindelige fænomen. Helheden af det momentmæssigt begrænsede er derimod, i kraft af at være netop helhed, ikke begrænset; for hvad skulle begrænse dén? Da helheden er delene (og delene helheden), betyder dette igen, at man for en dialektisk betragtning kunne sige, at delene ganske vist bærer på et moment af kontingens, men samtidig (og i virkeligheden derfor) et moment af nødvendighed. I sin ophævelse fra abstrakt bestemthed til dialektisk bestemthed er kontingensen derfor også nødvendighed. Dette betyder, at man som dialektiker kan slutte, at altets kausale grundlag ikke er "hors de la suite ou SERIES de .... detail des contingences", men i stedet for simpelthen er hele “la suite ou SERIES de .... detail des contingences", hvor contingences selvsagt forstås dialektisk, hvilket bl.a. vil sige, at fænomenerne kun forstås som temmelig kontingente. Hvis man forstår kausalitet som intern relationalitet – d.v.s. formning af relata –, kan man identificere det med (delvis eller total) skabelse – og derfor igen med substantialitet^[21]. Da Hegels ord “Accidensen” og “absolute Macht” i følgende citat hver for sig i principppet kan identificeres med Leibniz’ ord “contingences” og “raison suffisante ou dernière“, ses det derfor, hvordan den fremstillede tankegang om altets selvbetingethed i kraft ophævelsen af den momentmæssige kontingens til tilstrækkelighed (og muligvis nødvendighed^[22]) fremgår af følgende citat fra Encyklopædien:

“Die Substanz ist hiemit die Totalität der Accidenzen, in denen sie sich als deren absoluten Negativität, d. i. als absolute Macht und zugleich als den Reichtum alles Inhalts offenbart.” (Enz, §151, s. 170, l. 7-9).

Fra denne ophævelse af antinomiciteten i 4. antinomi mener jeg, at man nu kan slutte kredsen til en tilsvarende ophævelse af 3. antinomi: For hvis alle kausalt begrænsede bestemtheder (Accidenzen) i sig bærer kimen til dennne accidentalitets negativitet, d.v.s. tilstrækkelighed eller nødvendighed (absolute Macht), da kan man give Kant ret i, at et enkeltfænomens foranderligheds oprindelse (Entstehung) – hvilket var grundlaget for 3. antinomi – ganske vist skyldes noget andet end det selv, (hvilket han viser i argumentationen for antitesen) uden dermed at give ham ret i, at dette fører til uendelig regres, (hvilket han påstår i argumentationen for tesen): For når fænomenets oprindelse ganske vist ikke synes at være forklaret til bunds ved at henføre det til én enkelt og isoleret årsag, er dette ikke ensbetydende med, at man ikke har forklaret det et stykke af vejen: For den manglende grad af forklaring skyldes blot, at fænomenets sammenhæng med resten af dets – ligeledes forholdsvis begrænsede – ‘oprindelsessteder’ ikke er inddraget. Som ophævelse af årsag/virknings-forholdet står derfor en indsigt i, at enkeltfænomenet ganske vist (også) er betinget af andet end sig selv, men at verden som helhed er selvbetinget. Dette svarer netop til Hegels syn på (citat 1) enkeltfænomenernes forhold til hinanden og (citat 2) altets forhold til sig selv:

1) “... in der Wirkung zeigt sich die Ursache als das, was sie ist, die Wirkung ist identisch mit der Ursache, nicht ein anderes; die Ursache zeigt also im Wirken das Gesetztseyn als das, was sie wesentlich ist. – Nach beyden Seiten also, des identischen sowohl als des negativen Beziehens der andern auf sie, wird jede das Gegentheil ihrer selbst; diß Gegentheil aber wird jede, daß die andere, also auch jede, identisch mit sich selbst bleibt. – Aber beydes, das identische und das negative Beziehen, ist ein und dasselbe; die Substanz ist nur in ihrem Gegentheil identisch mit sich selbst, und diß macht die absolute Identität der als zwey gesetzten Substanzen aus. (L2, s. 13, l. 18-26). (Se i øvrigt også bl.a. Enz, § 153, s. 171, l. 5-7 samt L1, s. 406, l. 34-36).

2) “Das Absolute ... ist die Selbstbewegung.” (Ph.G., s. 24).

Denne beskrivelse af den kausale konstituering er dog i virkeligheden blot et eksempel på Hegels generelle, d.v.s. logiske karakteristik af det værende som dialektisk konstituering:

Antinomiernes generelle metafysiske belæring

Med fare for at blive anklaget for forsimpling, har jeg i skemaet på næste side forsøgt at formalisere det, jeg opfatter som de vigtigste forudsætninger for Kants argumentationer i antinomierne, nemlig hans syn på de pågældende konstituenters forhold til hinanden. Desuden har jeg anført det, der i hvert tilfælde kan forstås som konsekvensen af synet på konstituenternes indbyrdes relation, nemlig deres lighed med eller forskellighed fra konstitutum. Jeg skal understrege, at opdelingen i påstande om henholdsvis eksternalitet og internalitet ikke vedrører forholdet mellem konstitutum og konstituenter, men udelukkende det indbyrdes forhold mellem konstituenterne; karakteren af disse forhold følges nemlig ikke ad:

Konstitueringsgrundlaget

EKSTERNALITET

(Isolation og forskellighed)

INTERNALITET

(Enhed, sammenhæng og lighed)

Indledning

Baggrund

Målsætning og emneafgrænsning

Fremgangsmåde

Litteratur

Indholdsfortegnelse