af Karsten Holt
BA-projekt 1998
Odense Universitet
Indholdsfortegnelse.
1. Historiens Nytte
.................................................................................side
3
1.2.Historismen
......................................................................................side
4
1.3. Nietzsches syn på erkendelsen i Historiens nytte
.............................side 5
2. Begrebets
genealogi...........................................................................side
13
3. Transcendentale forudsætninger
.......................................................side 24
3.1. Viljen til Magt
................................................................................side
28
4. Efterskrift
..........................................................................................side
33
Litteraturliste
........................................................................................side
38
Indledning
Friedrich Nietzsche (1844-1900) er en filosof som har
kunnet bruges og misbruges af mange. Og misbrugt er han er høj grad blevet med
nazisternes brug af ham som deres "hof"-filosof.
Nietzschefortolkningen har heller ikke haft de bedste kår. Søsterens
forfalskninger af breve og efterladte skrifter, som netop var i nazisternes
"ånd" og Nietzsches liv, med det berømte sammenbrud i Turin og
omfavnelsen af en hest, har leveret stof til mange myter. Nietzsches psykiske
sammenbrud har foranlediget visse til at tolke hele hans forfatterskab som et
langt udtryk for en eskalerende sindsyge.
Den aforistiske stil som Nietzsche skrev en stor del af
sine værker i har bevirket at mange kun opfatter ham som forfatteren til
slagord som "Gud er død", "viljen til magt" etc. Kender man
kun en forfatter fra den mest snævre synsvinkel, som ovenstående sætninger er på
Nietzsches forfatterskab, må man nødvendigvis ikke blot misforstå ham, man vil
i så fald end ikke nærme sig hans grundliggende tanker. Det er måske årsagen
til at han af nogle blot, nedladende, kaldes en digterfilosof, hvad det begreb
så end dækker over.
At Nietzsche selv afskyede de store filosofiske
systemer, bevirkede at han aldrig selv fremførte nogen systematisk filosofi. At
han desuden, som nogle fortolkere mener, maskerede sine tanker så han til tider
opponerede mod sig selv, øger ikke gennemskueligheden. Men det er måske netop
af selvsamme grund at Nietzsche er så spændende en tænker.
Thomas Mann skriver om Nietzsche at
"seine Philosophie ist (...) entwickelt aus einem einzigen, alles
durchdringende Grundgedanken" (Nietzsches Philosophie p. 151). Det er tanken med min opgave at vise udviklingen i
Nietzsches erkendelsesteoretiske tanker, at vise at denne ene tanke er, at
erkendelsen er til for livet og derfor skal stå i livets tjeneste. Denne
livsbekræftende filosofi er til stede gennem hele forfatterskabet og ved at
nærlæse de erkendelsesteoretiske sider af Nietzsches forfatterskab, vil jeg
følge og vise tankens udvikling.
Min opgave er ikke stillet op i kronologisk orden, men
jeg har i stedet forsøgt at følge udviklingen i hans tankegang og følge hvordan
den griber om sig og bliver del af en samlet filosofi.
Mit kendskab til Nietzsche er naturligvis begrænset,
hans samlede værkers omfang taget i betragtning. Af samme grund er mange
aspekter af hans tankegang udeladt. Jeg har forsøgt at koncentrere mig om hans
erkendekritik og hans fornuftskritik, men hos Nietzsche er det svært at tage
sider af hans tænkning ud og behandle dem adskilt, uden at indrage det
resterende. Der er udgivet en tekstsamling kaldet "Erkenntnistheoretische
Schriften" med de tekster af Nietzsche som omhandler erkendelsen. Da denne
er mit udgangspunkt refererer jeg direkte til den og ikke til en samlet
udgivelse. Desuden har jeg for overblikkets skyld valgt at kursivere citater,
men da der ofte forekommer kursiveringer hos Nietzsche er disse i stedet ikke
kursiverede i det følgende.
"In irgendeinen abgelegenen Winkel des in zahllosen
Sonnesystemen flimmernd ausgegossenen Weltalls gab es einmal ein Gestirn, auf
dem Kluge Tiere das Erkennen erfanden. Es war die hochmütigste und verlogenste
Minute der "Weltgeschicte": aber nur eine Minute. Nach wenigen
Atemzügen der Natur erstarrte das Gestirn, und die klugen Tiere mußten
sterben." Friedrich Nietzsche
(Erkenntnistheoretische Schriften p. 97).
1. Historiens Nytte.
"Welche von beiden Gewalten ist die höhere und
entscheidende? Niemand wird zweifeln: das Leben ist die hörere, die herrschende
Gewalt, denn ein Erkennen, welches das Leben vernichtete, würde sich selbst mit
vernichtet haben".[1]
Vom Nutzen und
Nachteil der Historie für das Leben, der på dansk har fået den noget forkrøblede
titel Historiens Nytte, er en del af de fire Utidssvarende Betragtninger
som Nietzsche udgiver i 1870' erne. I 1872 havde Nietzsche udgivet Die
Geburt der Tragödie aus dem Geiste der Musik og dermed indledt hans
forfatterskab og samtidig den tidlige del af hans forfatterskab hvortil også
Historiens Nytte hører.
Som titlen antyder ønsker Nietzsche at vise fordele og
ulemper ved historien eller mere præcist, fordele og ulemper ved historien med
henblik på livet. Historien kan man forholde sig til og bruge på forskellig
vis, med eller uden henblik på livet. Nietzsche skriver mod en opponent i
skriftet som under et kaldes historismen. Deres uoverensstemmelser beskriver
Nietzsche på følgende måde; "Gewiß,
wir brauchen Historie, aber wir brauchen sie anders, als sie der verwöhnte
Mußiggänger im Garten des Wissens braucht, mag derselbe auch vornehm auf unsere
derben und anmutlosen Bedürfnisse und Nöte herabsehen" [2]
Inden vi ser på Nietzsche's syn på historien vil jeg
kaste et blik på den forkælede lediggænger, historismen.
1.2.
Historismen.
Historismen er en bred betegnelse for den udvikling fra
historiefilosofi til historievidenskab som fandt sted i det 19 århundrede.
Hegels indflydelse på betragtningen af historien havde været dominerende og
dermed læren om, at historiens gang er et fremskridt i frihedsbevidsthed.
Hegels fremskridtstese mente man at kunne erfare ved at sammenligne forskellige
perioder; f.eks. den orientalske verden hvor kun én var fri, tyrannen, med den
græske verden hvor alle borgere i Polis var frie, og endelig med den kristne
verden hvor alle (i det mindste i princippet) var frie. Denne nye historiske
skole (historismen) benægtede, at der skulle være en a priori struktur i
verden, hvorom alt drejede sig, men tog i stedet udgangspunkt i det a
posteroriske, det empirisk erfarede - dvs. i kildekritik, udgravninger etc.
- og mente ud fra disse erfaringer at
finde eller afdække den historiske struktur. Med andre ord kan man sige, at det
var historiens opgave at bygge sine teorier på kendsgerninger og ikke
spekulationer. Spekulationer kan jo være fantasifostre i modsætning til de
kendsgerninger som alle kan verificere, hvilket umiddelbart kan virke som et
sikkert grundlag, som ikke har alle de begrundelsesproblemer, filosofien
traditionelt har kæmpet med.
Det var denne indstilling som hele naturvidenskaben
brugte og som bl.a. den franske filosof Auguste Comte argumenterede for under
navnet Positivisme. Comte opstillede en art udviklingsteori for videnskaben.
Den gennemløb 3 faser, en teologisk fase, en metafysisk fase og sidst en
positiv fase, hvor erfarede fænomener og relationer mellem fænomener blot
beskrives, hvor der ikke begrundes ud over fænomenerne selv.
For Nietzsches fag filologien, betød den ændrede
opfattelse af videnskabelighed en ændring af filologiens mål. Hvor det
tidligere var filologiens opgave at nærme sig den antikke verden og bruge den i
dannende øjemed, ved at søge en dialog mellem det antikke forbillede og
samtiden, ville den nye metode betragte antikken som en afsluttet fortid og kun
søge en historisk erkendelse. For Nietzsche bliver skellet mellem videnskab og
dannelse for bred; hvor de måske kunne komplementere hinanden øges afstanden i
stedet mellem dem. Derfor skriver han; " ..ich
Zögling älterer Zeiten, zumal der griechischen bin, über mich als ein Kind
dieser jetzigen Zeit zu so unzeitgemäßen Erfahrungen komme. So viel muß ich mir
aber selbst von Berufs wegen als klassischer Philologe zugestehen dürfen: denn
ich wüßte nicht, was die klassische philologie in unsere Zeit für einen Sinn
hätte, wenn nicht den, in ihr unzeitgemäß - das heißt gegen die Zeit und
dadurch auf die Zeit und hoffentlich zugunsten einer kommenden Zeit - zu wirken"[3]. At indvirke på den kommende tid betyder for Nietzsche, at ungdommen
skal dannes i forhold til fortiden. Filologien er i Nietzsches øjne en
opdragelsesinstitution. Det værdifulde fra fortiden skal så at sige bringes
frem i lyset for at kunne overgives til de kommende. Men den viden som filologien
på Nietzsches tid har at formidle er for Nietzsche ikke en dannende viden, men
derimod "Belehrung ohne
Belebung" [4]. Videnskaben og dens kolde erkendelse har holdt sit
indtog i filologien. I Historiens Nytte
søger Nietzsche, at vise hvordan og hvorfor den historiske erkendelse fører
til, at mennesker og deres kultur udarter. Desuden prøver han at finde en
medicin, som kan bruges i fremtidigt øjemed til at undgå, at kulturen udarter -
en medicin som vil få den sunde kultur til at vokse igen og nå et niveau som
mindst er på højde med det grækerne,- som filologen Nietzsche beundrede så
højt,- havde.
1.3.
Nietzsches syn på erkendelsen i Historiens
nytte.
Nietzsche lægger ud med en betragtning af dyret. Dyret
springer omkring, æder, sover, springer videre på en måde som man som menneske
ville kalde formålsløst. I går, i morgen eller for en uge siden er ligegyldigt
for dyret da det er bundet til "den
Pflock des Augenbliks, und deshalb weder schwermütig noch überdrüssig"
[5]. Mennesket er ikke som dyret kun i øjeblikket, det er
derimod tynget af fortiden, af dens evne til at huske og dermed kender
mennesket også til leden og tungsind. Men hvad der for Nietzsche er meget værre
end lede og tungsind er, at den øgede fortid forringer evnen til at handle.
Nietzsches argument er at ser man blot tilblivelse omkring sig, alt man oplever
er blot en konsekvens af noget fortidigt, da vil man med tiden miste troen på
sig selv, på sin egen eksistens. Eksisterer man, dvs. et jeg psykologisk set
ikke, kan man heller ikke handle, man vil gå til grunde. Nietzsche opstiller
dermed et modsætningsforhold. Det er muligt at leve uden erindring (dyret) men
det er umuligt at leve uden at kunne glemme (mennesket). Eller som Nietzsche ekspliciterer
det; "es gibt einen Grad [...] von
historischem Sinne, bei dem das Lebendige zu Schaden kommt und zuletzt zugrunde
geht, sei es nun ein Mensch oder ein Volk oder eine Kultur" [6].
For overblikkets skyld kan man skematisere det på
følgende måde:
Glemsel
(uhistorisk) ·
Hukommelse
Liv · Historisk sans (Erkendelse)
Nietzsches modsætningsforhold mellem glemsel og
hukommelse bliver tydeligere problematisk, hvis modsætningen liv og erkendelse
ses som en yderligere tilspidsning. I filosofisk erkendelsesteori søger man
traditionelt at undersøge den menneskelige erkendelse, dens betingelser, dens
muligheder, grænser og natur. Det klassiske eksempel er, den lige gren man har
i hånden får et knæk, når den holdes ned i vand. Også Descartes tvivlede på
sine erkendelser da han indså at hans sanser kunne tage fejl, f.eks. kunne han
på afstand ikke bedømme om et kirketårn var rundt eller sekskantet. Hvad skulle
han i så fald begrunde sin viden på, sikker viden måtte være mulig. Descartes
mener at kunne fastslå erkendelsens sikkerhed ved at den for ham står klar og
evident. Descartes kalder det en intuitiv evidens. Intuitiv er dog ikke at
forstå som en art sjette sans eller lignende, men som en begrebslig intuition,
en begrebslig evidens af erkendelsen. Erkendelsesteorien blev efter Descartes
prima filosofia, det fundament eller udgangspunkt som brugtes til at opretholde
de filosofiske systemer.
For Nietzsche er hele diskussionen om erkendelsens
gyldighed, betingelser, grænser etc. ikke det primære forhold som skal
afklares. For Nietzsche er det vigtige hvorvidt erkendelsen står i livets
tjeneste. I den
forstand bliver erkendelsen betragtet som en værdi blandt andre; det primære er hvorvidt denne værdi er
"sund" eller "usund" for livet: "..nicht wie wissensgierige, durch Wissen allein zu befriedigende
einzelne, denen Vermehrung der Erkenntnis das Ziel selbst ist, sondern immer
nur zum Zweck des Lebens und also auch der Herrschaft und obersten Führung
dieses Zweckes" [7]. For Nietzsche er forholdet mellem liv og historisk sans blevet
uligevægtigt, da den historiske sans er blevet påvirket af videnskaben. Mellem
liv og historie er kommet en ny faktor, som fordrejer forholdet mellem de to.
Videnskaben har holdt sit indtog i historien, dvs. det vi i dag ville kalde
historismen med dens krav om videnskabelighed og videnskabelig metode i faget
historie og ikke mindst i Nietzsches fag filologien. Nietzsche ser hos
videnskaben et problem i dens selvforståelse, som videnskaben ikke selv kan
eller vil anskue. Historismens aksiom er ved objektiv betragtning af de
empiriske fænomener, f.eks. historiske kilder, at kunne nå frem til erkendelse
af fænomenernes væsen. Nietzsche kritiserer denne hypotese på to afgørende
punkter. For det første er det en illusion at påberåbe sig den objektivitet, som
påstås at være til stede i betragtningen, og for det andet er det ikke muligt
at erkende tingenes væsen ved hjælp af den rationalitet, som må bruges i
processen.
Når der tales om objektivitet i videnskabelig sammenhæng
eller i erkendelsesteoretisk sammenhæng, mener man med objektivitet noget som
erkendes neutralt, som ikke er afhængigt af subjektet, som er upersonligt. Der
er med andre ord ingen personlige interesser involverede som kan
"farve" billedet. Betragtningen påstås at være interessefri. Nietzsche
indså dog at indstillingen om objektivitet i videnskaben var en illusion.
Videnskaben indser ikke at den netop motiveres af den værdi, som hedder
sandhed. Videnskaben søger sand viden, da sand viden identificeres med det
reelle, med det faktisk eksisterende. Videnskaben er med andre ord styret af en
ganske bestemt betragtningsmåde, et perspektiv, nemlig forsøget på at opnå sand
erkendelse. Ifølge Nietzsche; "ein
Aberglaube jedoch ist es, daß das Bild, welches die Dinge in einem solchermaßen
gestimmten Menschen zeigen, das empirische Wesen der Dinge wiedergebe"
[8]. Oplysningsfilosofferne var med deres fremskridtstro enige med
videnskaben. Viden kan fjerne illusioner, og dermed frigøre mennesket fra deres
overtro. Frigørelse fra illusioner øger menneskets frihed, mennesket frigøres
gennem en akkumulation af viden. For Nietzsche var denne teori endnu et skin.
Oplysningsfilosofferne påstår, at de erkender for erkendelsen selv, den er
målet. Havde de et andet mål for øje, f.eks. at forsvare Guds eksistens, ville man
anklage dem for manglende objektivitet. Men, siger Nietzsche, det er netop hvad
de har. Den opnåede erkendelse ændrer senere status til blot at være et middel
i forsøget på at frigøre menneskene. Her ser Nietzsche en selvmodsigelse hos
erkendelsesteorierne, en illusion som Nietzsche påpeger. Traditionelt taler man
om 2 forskellige erkendeidealer. Det emancipatoriske og den kontemplative. Det
emancipatoriske er det erkendeideal som oplysningstænkerne ville fremme.
Erkendelsen havde et mål, at frigøre mennesket fra dets overtro dvs. menneskets
tro på alt det som ikke var faktisk værende, alt det som ikke var
videnskabeligt. Det kontemplative erkendeideal påberåber sig derimod en
fuldkommen interessefrihed. De erkender for erkendelsens egen skyld, og mener sig
ikke styret i en retning af andre interesser end nysgerrighed og sandhedstrang.
Netop sandhedstrangen påviser Nietzsche at være et udtryk for andet en ren
kontemplation. Allerede Francis Bacon indledte med sin påstand om at erkendelse
og magt er synonymer [9] et andet
erkendeideal, et ideal om at beregne og forudsige for at kunne betvinge
naturen, til menneskets fordel. Dette erkendeideal kaldes af J. Hass det
pragmatiske erkendeideal [10] og er stadig det ideal videnskabsmænd henviser til,
hvis man spørger dem om begrundelsen for naturvidenskabeligt arbejde.
I "die Geburt
der Tragödie aus dem Geiste der Musik" redegør Nietzsche for de to kræfter Apollinsk og Dionysisk, som
optræder i det oldgræske drama, og forholdet mellem dem. Nietzsche anskuer dem
som to drifter eller kræfter, som gør sig gældende i den oldgræske verden. De
træder tydeligst frem i kunsten, hvor det apollinske er det formende, som kan
anskues i billedkunsten specielt i skulpturerne, mens det dionysiske på den
anden side er formløs; en kraft som
træder frem i musikken. Det apollinske former vore erkendelser, det er med
andre ord et individuationsprincip (et begreb Nietzsche låner fra hans store
inspirationskilde Schopenhauer) som "ordner" vore erkendelser til en
sum af enheder. På den anden side er den dionysiske kraft i stand til at
nedbryde dette individuationsprincip, hvorved en dybereliggende erkendelse kan
opnås; et blik ind i verdens kerne. Det er denne erkendelse, som ligger til
grund for Nietzsches berygtede erklæring om at: "kun som æstetisk fænomen er tilværelsen og verden evigt retfærdiggjort"
[11]. I den græske verden indtræder der dog en ny kraft som
nedbryder de gamle kræfter apollinsk og dionysisk, nemlig den sokratiske
rationalitet. Med sin trang til og tro på fornuftens evner startede Sokrates en
udvikling, der ifølge Nietzsche ødelagde den græske kultur, og som i stigende
grad hærger den europæiske; nemlig den illusion at vi ad fornuftens vej kan nå
til absolut erkendelse: "en
dybsindig indbildt forestilling, der første gang kom til verden i Sokrates'
person: hin urystelige tro på, at tænkningen ved hjælp af kausalitetens
ledetråd kan nå ind til det værendes dybeste afgrunde, og at tænkningen ikke
blot er i stand til at erkende, men ligefrem at korrigere det værende"
[12]. Den uafrystelige tro på at videnskaben kan nå til
absolut erkendelse af værens væren som videnskaben læner sig op ad er ifølge
Nietzsche endnu en illusion.
Videnskabens aksiom om objektiv erkendelse ved hjælp af
fornuften indeholder to illusioner ifølge Nietzsche. For det første er
påstanden om objektivitet ifølge Nietzsche umulig, da erkendelsen altid er
motiveret af andre størrelser, det være sig ønsket om menneskelig frigørelse
eller ønsket om magt over naturen. For det andet er tiltroen til fornuften som det
eneste og bedste erkendemiddel ligeledes en illusion. Ifølge Thomas Aquinas
gives der viden som kun kan erkendes ved en religiøs åbenbaring, ikke ved
fornuften. Ifølge Nietzsche erkendes verdensaltet ved gennem dionysisk rus at
nedbryde individuationsprincippet v.h.a. musik, altså en æstetisk erkendelse,
hvor kunsten betragtes som erkenderedskab. Hvorfor, spørger Nietzsche, har
fornuften pludselig fået monopol på den absolutte erkendelse, hvorfor er
fornuften det eneste erkenderedskab som tages i betragtning når der nu engang
også gives andre?
Som nævnt foroven ønsker Nietzsche at vise fordele og
ulemper ved historien og dermed også ved erkendelsen. Nietzsche ønsker
naturligvis ikke, at mennesket skal stoppe med at erkende, - hvilket unægteligt også ville blive noget
besværligt, -men derimod at erkendelsen bruges med henblik på og i livets
tjeneste.
Dyret, eller barnet som Nietzsche også bruger som
eksempel, bliver udtryk for det oprindelige. det prærationale. Det er endnu
ikke sygt, eller udartet som Nietzsche kalder det. Menneskets historiske sans
er det, som er udartet hos mennesket, og derfor det som skal behandles. Til det
formål mener Nietzsche, at der gives tre mere livsbekræftende måder at drive
historie på.
1) Monumentalistisk historieskrivning: den forgangne
storhed står som et imperativ for nutiden. Er historien gået i stå pga.
hæmmende traditioner må disse fjernes. Til det formål må der fremføres et
eksempel, der kan stå som forbillede.
2) Antikvarisk historieskrivning: Denne kommer til sin
ret når kontinuiteten i historien forsvinder, dvs. når traditionerne truer med
ikke at kunne videregive det meningsgivende moment de indeholder. I så tilfælde
må hukommelsen inddrages. Problemet er blot, at den kan føre andet med sig end
det tiltænkte.
3) Kritisk historieskrivning: Denne viser at enhver
tradition kan dømmes, dvs. ikke er belagt med et tabu. Har en tradition vist
sig at være hæmmende for livet, da kan den kritiske historieskrivning
intervenere og vha. refleksion ændre eller forkaste denne tradition.
Det vigtige for Nietzsche er at traditionen med dens
normative viden og effekt kan bibeholdes. Historien kan og bør være brugbar,
idet den fremstår som tradition, som normativ institution. Denne praktiske side
af historien står i livets tjeneste i modsætning til den kølige teori som
historievidenskaben frembringer. Den kan aldrig blive handlingsmotiverende.
Nietzsche kritiserer forholdet teori/praksis. Disse skal netop stå i et
positivt forhold til hinanden og ikke i et modsætningsforhold. Denne differentiering
er imidlertid allerede indtrådt, og det er denne, der har bevirket den
historiske syge.
Nietzsche taler i Historiens nytte om den skabende kraft
i mennesket, den plastiske kraft. Det er netop den kraft
som en kultur, et menneske har som kan forme det forhåndenværende materiale,
dvs. den historiske viden, til noget brugbart for netop denne kultur eller
dette menneske. Denne formning sker naturligvis i livets tjeneste. Men i kraft
af den forøgede mængde historisk viden "drukner" denne plastiske kraft,
og Nietzsches påpeger to giftstoffer som han kalder dem, som kan udradere
"sygdommen". Navnene på helbrederne af den historiske sans hedder det
uhistoriske og det overhistoriske. Det uhistoriske er en
kraft til at kunne glemme og lukke sig inde en horisont Med andre ord fjerner
denne evne en mængde viden. Det overhistoriske er en kraft som ændrer
synsvinklen fra det område, som er videnskabens, tilblivelsens område, til "dem, was dem Dasein den Charakter des Ewigen und
Gleichbedeutenden gibt, zu Kunst und Religion" [13]. Det er klart for
Nietzsche hvorfor netop disse to kræfter skal opponere mod videnskaben.
Glemslen står i modsætning til videnskaben. Videnskaben akkumulerer netop
viden. Den samler så at sige på erfaringer. Ligeledes betragter videnskaben den
kontingente verden, den verden som består af sagforhold som opstår og
forsvinder. Den evighed, man ifølge Nietzsche kan betragte vha. religion og
kunst, kender videnskaben overhovedet ikke, den eksisterer ikke for
videnskaben. Videnskaben kender kun tilblivelse og ikke væren.
I forbindelse med den uhistoriske kraft nævnte jeg, at
Nietzsche taler om en horisont. Nietzsche ekspliciterer ikke, hvordan den
opstår, men kun at den er nødvendig og at alle har den i større eller mindre
grad. Dens
vigtighed pointerer Nietzsche ved et fortidens orakelsvar: "nur als Baumeister der Zukunft, als Wissende der Gegenwart werdet
ihr ihn verstehn" [14]. Den horisont som man så at sige er kastet ind i (for at bruge en
terminologi som en senere Nietzsche inspireret tænker M. Heidegger bruger)
nutiden, må ikke benægtes eller negeres, men skal derimod bruges som det
udgangspunkt man har, før man handler ud, dvs. ind i en ny horisont, fremtiden,
som selv konstitueres ved den nye viden man opnår, og ved de handlinger man derfra
udøver som skabende. Denne skabende handling er den plastiske kraft som
omtaltes foroven.
2. Begrebets genealogi.
"Man darf hier den Menschen wohl bewundern als ein
gewaltiges Baugenie, dem auf beweglichen Fundamenten und gleichsam auf
fließendem Wasser das Auftürmen eines unendlich komplizierten Begriffsdomes
gelingt - freilich, um auf solchem Fundamenten Halt zu finden, muß es ein Bau
wie aus Spinnefäden sein, so zart, um von der Welle mit fortgetragen, so fest,
um nicht von jedem Winde ausseinandergeblasen zu werden"[15].
I skriftet Über Wahrheit und Lüge im außermoralischem Sinn som Nietzsche skrev i 1873 retter han sit
blik og sin harme mod intellektet/fornuften. Dennes hyppigste forekommende egenskab siger Nietzsche er dens evne til
at bedrage. Nietzsche opstiller en fysiologisk udviklingslære til at forklare
hvorfor mennesket overhovedet er udstyret med denne evne. Da mennesket ikke
besidder forsvarsevner som tyrens horn eller rovdyrets skarpe tænder udvikledes
der hos mennesket en anden evne; intellektet. Mennesket udviklede sig til en
illusionist for at kunne forsvare sig, mennesket blev en mester i at fordreje
og forvanske. Hvad der i så fald kan forekomme besynderligt er den egenskab hos
mennesket som driver det mod sandheden. Hvis fornuften så at sige blev dannet
til at forvanske tilværelsen da forekommer det tankevækkende at selv samme evne
trækker i den anden retning og søger sandheden. Fornuftens primære opgave var
forvanskningen, hvordan kan higen efter sandhed være foreneligt med selv samme
evne. Sandheden er jo det som til al tid er sand og som ikke er eller kan
korrumperes af nogen magtinstans. Men fornuftens oprindelige funktion var netop
at være magtredskab. Nietzsche fortsætter sin udviklingslære: Da menneskene
søger sammen i sociale grupper, både pga. nød og kedsommelighed, må mennesket
underskrive en samfundspagt som man finder den hos Thomas Hobbes. I disse de
første samfund opstår sproget som betegnelse for genstandene, som
kommunikationsmiddel. Men hermed opstår også de første definitioner af sandhed:
at bruge sproget korrekt dvs. at benævne de bestemte genstande med de bestemte
betegnelser. Men da mennesket grundlæggende er bestemt ved at det forvansker og
fordrejer tingene, er sproget da ikke blot et yderligere sofistikeret redskab
til netop denne forvanskning? Løgnen bliver da den sofistikerede forvanskning.
Men hvordan er det med sproget spørger Nietzsche? Er sproget blot konventionelt
bestemte lyde som betegner tilfældige genstande, eller er sproget det
"adækvate udtryk for genstandene"?
Nietzsche spørger til sproget, da begrebsparret
sandhed/løgn er en konsekvens af sproget. Han søger at redegøre for, hvad
sproget egentlig er, eller mere præcist om det er, hvad det foregiver at være,
nemlig en begrebslig afbildning af den sansbare verden. Hvad er et ord, spørger
Nietzsche og besvarer straks sit spørgsmål. Et ord er den lyd som udtrykkes ved
en nervepåvirkning. Nietzsche fortsætter altså den fysiologiske forklaring og
fremfører derefter en række argumenter imod den teori, som påstår at sproget er
det adækvate udtryk for genstandene: For det første tillægges genstandene køn.
På tysk er et træ maskulinum og en plante femininum. "Welche willkürlichen Übertragungen!"[16], som Nietzsche udtrykker det og referer implicit til projektioner som det
falliske og stærke træ i modsætning til den smukke og skrøbelige plante.
Nietzsches andet argument lyder: Det kan ikke være det adækvate udtryk for
genstandene, som udtrykkes i sproget, da der i så fald kun ville være ét sprog.
Hvis
"Baum" vitterligt var det adækvate udtryk for den genstand, som udgør
en vigtig bestanddel af en skov, ville tyskere og englændere være enige om det,
ergo ville de ikke bruge to forskellige ord om den samme genstand. Desuden
ville fejltagelser og løgn ikke eksistere, hvis man kun kunne udtrykke det
adækvate forhold. Fandtes der kun de adækvate ord ville der jo ikke eksistere
ord, som udtrykker noget ikke-adækvat, og på samme måde ville man ikke kunne
bruge ord forkert; fejltagelser ville ikke være mulige, da kun korrekt brug er
mulig af adækvate ord. Nietzsches tredje argument tager sit udgangspunkt i de
såkaldte chladniske klangfigurer. Det er et fysikforsøg. Man bestrør en tynd
metalplade med sand og stryger den derefter med en violinbue. Svingningerne fra
metalpladen påført af violinbuen aftegnes i sandet. Med andre ord visualiseres en tone. Hvis vi forestiller os
et døvt menneske som aldrig har hørt en tone, så vil vi da ikke påstå, at han
ved at se de chladniske klangfigurer har oplevet tonen, at han da forstår hvad hørende
mennesker mener, når de taler om toner. Men ligeledes gælder det for alle
mennesker, mener Nietzsche, da vore ord om genstandene ikke indfanger
genstandenes væsen mere adækvat, end de chladniske klangfigurer afspejler en
oplevelse af en tone. Ordene er blot metaforer. Metaforer opstår som billedlige
"overføringer" mellem forskellige sfærer som Nietzsche kalder det; "Ein Nervenreiz, zuerst übertragen in
ein Bild! Erste Metapher. Das Bild wird nachgeformt in einem Laut! Zweite
Metapher. Und jedesmal vollständiges Überspringen der Sphäre, mitten hinein in
eine ganz andre und neue" [17].
Sproget opstår som "overføringer" mellem forskellige processer i
mennesket som danner metaforer, f.eks. mellem nervepåvirkningen og lyden og
mellem lyden og begrebet. Genstanden an sich, eller dens væsen om man vil, er
mennesket ligeså fjernt fra, som de chladniske klangfigurer er toner. Nietzsche
fortsætter sin analyse ved at betragte begreberne, eller rettere de almene
begreber, da et ord netop bliver ophævet til et begreb i det øjeblik, hvor det
ikke kun skal være et udtryk for det Nietzsche kalder "uroplevelsen"
dvs. den oprindelige oplevelse, den som var
årsag til metaforens opståen.
Ordet skal dække over en vifte af mere eller mindre lignende oplevelser, og da
to oplevelser aldrig er ens vil det i bund og grund sige at ordet går fra at
være en metafor for en oplevelse til at være dækkende for en hel række
principielt forskellige oplevelser. En del af oplevelserne vil måske have visse
lighedspunkter, men grundliggende er ikke to oplevelser ens. Almene begreber
påstås ellers at dække over genstandenes fælles egenskaber, netop de genstande,
som har egenskaber tilfælles, er alle individuationer af det almene begreb som
dækker dem. Nietzsche vender denne tankegang på hovedet og påstår istedet; "Jeder Begriff entsteht durch
Gleichsetzen des Nichtgleichen. So gewiß nie ein Blatt einem anderen ganz
gleich ist, so gewiß ist der Begriff Blatt durch beliebiges Fallenlassen dieser
individuellen Verschiedenheiten, durch ein Vergessen des Unterscheidenden
gebildet und erweckt nun die Vorstellung, als ob es in der Natur außer den
Blättern etwas gäbe, das "Blatt" wäre, etwa eine Urform, nach der
alle Blätter gewebt (...) wären"[18].
Hvad Nietzsche opponerer imod i ovenstående citat er en teori som kaldes
korrespondensteorien; en teori som allerede Platon forsvarede. For Platon og de
idealistiske filosoffer er verden fornuftig og verden erkendes vha. fornuften.
For Platon var det virkeligt værende det evige og det uforanderlige, det som
fornuften kan erkende. Men som den sansbare verden forekommer for vi mennesker,
er den kendetegnet ved netop det, som ikke er uforanderligt, det kontingente.
Den sansbare verden kan med andre ord ikke være det virkeligt værende. Det
evige og uforanderlige er det, som ligger uden for tid og rum, modsat det
kontingente. Som værende uden for tid og rum kan det kun erkendes med
fornuften, som ikke er hæmmet af tid og rum, som sanserne er det. Derfor er
fornuften erkenderedskabet til det evige, og dermed er den fornuftsdyrkelse,
som har præget den vestlige verden lige siden, grundlagt (jvf. Nietzsches
kritik f.eks. note 12). Platon kalder
det evige og uforanderlige ideernes verden og de sansbare fænomener for
fænomenernes verden. Ideernes verden er fornuftens domæne og dermed også
sprogets, begrebernes oprindelsessted. Begreberne er det som sætter os i stand
til at sanse, da de udskiller vore forvirrede sansedata til enkelte genstande.
Men ideernes verden er mere end det for Platon. Fænomenerne er kun blege
afskygninger af det virkelige, fænomenerne participerer mere eller mindre i
ideernes verden, fænomenerne korresponderer blot med det virkeligt værende.
Ideen blad, eller begrebet blad er altså årsag til de individuelle kontingente
blades eksistens. Hos Platon gives der mere end "bladene" i verden,
der gives hvad Nietzsche kalder en bladenes "Urform", som alle blade
participerer i. Denne abstraktion, som Nietzsche mener, at Ideernes verden
eller alle almene begreber i det hele taget er, er dannet ved en
"ligestilling af det ikke identiske". Men problemet er, at menneskene
har glemt, at de almene begreber er abstraktioner, dannet ved ligestillingen af
det ikke-idenstiske og i stedet forfalden til den tro, at de er virkeligt
værende entiteter. Det virkelige, siger Nietzsche, er det individuelle, de
enkelte blade og ikke ideen blad eller begrebet blad.
Hvor Platon ønskede for
mennesket, at det med vold og magt skulle finde ud af hulen for at blive
oplyste af solen/det godes ide, vil
Nietzsche måske bemærke, at menneskene bliver blændede og ikke oplyste. Hvor
idealisten Platon mener, at fornuften afdækker illusioner for at nå frem til
det egentligt værende, vil Nietzsche påstå at fornuften ligger et illusionens
slør ned over verden, fornuften forvansker verden ved at hæve begreberne til
noget de ikke er, ved at idealisere begreberne. Almenbegreber er en
forvanskning af verden, det egentligt værende bliver negligeret til fordel for
illusioner.
Men hvad er sandhed da for
Nietzsche? "Ein bewegliches Heer von
Metaphern, Metonymien, Anthropomorphismen, kurz eine Summe von menschlichen
Relationen, die poetisch und retorisch gesteigert, übertragen geschmükt wurde
und die nach langem Gebrauch einem Volke fest, kanonisch und verbindlich
dünken: die Wahrheiten sind Illusionen, von denen man vergessen hat, daß sie
welche sind" [19].
Metaforer og metonymier, menneskelige relationer som kanoniseres, begreber som
idealiseres. Sandheden er de konventionelle regler man har lavet for sproget,
grammatiske regler som skal overholdes. "Ur-oplevelsen" af en metafor
kan i og for sig godt være en privat oplevelse, som ikke påberåber sig andet
krav på sandhed, end at den er oplevet. Den er ikke en abstraktion blot en
afbildning. "Die Illusion der
künstlerischen Übertragung eines Nervenreizes in Bilder, wenn nicht die Mutter,
so doch die Großmutter eines jeden Begriffs ist" [20].
Begreber dannes på baggrund af sansningens metaforer. Det er derfor først med
begreberne, dvs. med fornuftens abstraktioner, at sandheden kommer ind i
billedet. Begreberne eller abstraktionerne kræver intersubjektivitet, for at de
kan blive almene. Et alment begreb er et fælles begreb, både en
fællesbetegnelse og et begreb som bruges fælles, af flere personer, det kræver
altså intersubjektivitet, hvis det skal fungere som kommunikativt system.
Begreberne dannes ved konvention, ved at man har glemt, at metaforerne kun er
metaforer; de kanoniseres som Nietzsche påpeger. Fra blot at være et
intersubjektivt begrebsligt konstrukt kanoniseres dette apparat af begreber så
at sige endnu engang; "eine neue
Welt von Gesetzen, Privilegien, Unterordnungen, Grenzbestimmungen zu schaffen,
die nun der andern anschaulichen Welt der ersten Eindrücke gegenübertritt als
das Festere, Allgemeinere, Bekanntere, Menschlichere und daher als das
Regulierende und Imperativische" [21].
Denne menneskelige konstruktion, begrebsapparatet, bliver det regulerende,
imperative; det ophøjes til at have samme funktion som Kants kategorier. Alle
menneskelige erkendelser vil af samme årsag være begrænsede af dette apparat,
og ønsket om at opnå objektiv erkendelse er absurd, da al erkendelse er
subjektiv i dets væsen, da det er dannet på baggrund af konventioner, som
videre er dannet af metaforer, eller som Nietzsche ynder at kalde processen, så
er erkendelse af den empiriske verden med andre ord en antropomorfisering[22].
Erkendelsen sorteres i det erkendeapparat, vi som mennesker selv har skabt.
Betingelserne, for hvad der per definition kan være, er konventionelt bestemt
af mennesket, og en ambition om at kunne erkende noget "an sich" ud
over mennesket selv er eo ipso absurd. Nietzsche eksemplificerer dette ved at
henvise til naturvidenskaben og analysere hvad det egentlig er naturvidenskaben
undersøger; "was ist für uns
uberhaupt ein Naturgesetz? Es ist uns nicht an sich bekannt, sondern nur in
seinen Wirkungen (....) nur das, was wir hinzubringen, die Zeit, der Raum, also
Sukzessionsverhältnisse und Zahlen, sind uns wirklich daran bekannt" [23].
Det er ikke nogen overraskelse for Nietzsche at flere naturlove opdages, da
naturlove blot er en proces som kan lignes med projektion. Vi kaster så at sige
vore egne begreber ud over verden, hvorefter verden kun kan forstås, som bygget
op efter samme begreber, f.eks. tid, rum og tal. Vi kan så at sige kun genfinde
vore egne karakteristika i vore erkendelser, den verden vi erkender er et
spejlbillede af os selv og er ikke objektiv eller en "ding an sich".
Videnskaben hjælper med dens undersøgelser af naturen og dens søgen efter love
i naturen som "an sich" fænomen, blot til med at forøge det begrebslige
"spindelvævskatedral" eller som Nietzsche også kalder det et
"Kolumbarium" af begreber. Videnskaber afdækker ikke men gør blot
verden større i den forstand at begrebsapparatet (og dermed verden) øges.
Erkendelsen er altså grundlagt
ved konvention og er i og for sig en konvention. Men som vi så foroven er
begrebsparret sandhed/løgn ifølge Nietzsche en konsekvens af sproget.
Sandhed/løgn afhænger af hvordan man bruger sproget, om det bruges korrekt
eller ikke. "Wahrhaft zu sein,das
heißt die usuellen Metaphern zu brauchen, also moralisch ausgedrükt: von der
Verpflichtung, nach einer festen Konvention zu lügen, herdenweise in einem für
alle verbindlichen Stile zu lügen" [24].
Igen forstår Nietzsche at vise, hvordan de illusioner han afdækker har en rystende
effekt. Metaforer, viser Nietzsche, er det grundlag som begreber bygges på. På
grund af "oversættelses"-problemer og glemslen bliver begreber en
idealisering, ikke et adækvat udtryk. Men at handle moralsk rigtigt er at bruge
sproget (som er en konvention) korrekt, med andre ord ikke at lyve. Men hele
sproget er en stor løgn siger Nietzsche, det er ikke hvad det udgiver sig for
at være, det adækvate udtryk for genstandene. "Sandheden" vil derfor
reelt, altid være en løgn. Nietzsche kan altså med god ret vise, hvordan
moralen ikke kan påberåbe sig den særstilling moralister gerne ønsker at hæve
moralen til, men må i stedet indse at også moralen er konventionelt bestemt og
oven i købet bygger på en løgn. Men mennesket vil ikke indse at det bedrages.
Man må huske på, at fornuften arbejder med henblik på at sikre menneskets
eksistens. Derfor siger Nietzsche at mennesket ikke ønsker, at skællene skal
rives bort fra dets øjne. Mennesket ønsker ikke at afsløre illusionerne, da
illusionerne sikrer en rolig eksistens i eksistentiel forstand; "nur durch den unbesiegbaren Glauben, diese Sonne, dieses Fenster, dieser Tisch sei
eine Wahrheit an sich, kurz nur dadurch, daß der Mensch sich als Subjekt, und
zwar als künstlerisch schaffendes
Subjekt, vergißt, lebt er mit einiger Ruhe, Sicherheit und
Konsequenz" [25].
Mennesket vil ikke ud af illusionernes verden, da eksistentiel ro, som er det
mennesket ønsker, kun opnås gennem en illusion.
Nietzsches teori kan naturligvis
udsættes for kritik som filosofiske tekster bliver, dvs. med kritik af
argumenter osv. Om Nietzsche har prøvet at tage højde for den slags, og
hvorvidt han har interesseret sig for at lave en vandtæt teori, er en anden
sag. Selv om han måske ikke ville bryde sig om det, vil jeg dog lige henvise
til et par uoverensstemmelser, som jeg mener at kunne fastslå. Nietzsche påpegede problemet med
forbindelsen mellem de to sfærer, som han kalder det, med andre ord; hvordan er
der forbindelse mellem de to principielt forskellige sfærer, de
objektive/empiriske/sanselige forhold og den begrebslige formende entitet.
Dette er et problem som også R. Descartes havde. Descartes havde svært ved at
vise, hvordan sjælen og legemet kunne interagere. Descartes løste problemet ved
at hævde en vekselvirkning i koglekirtlen. Nietzsche løser problemet ved at
indsætte en tredje instans, en æstetisk skabende sfære. Denne har ikke noget
problem ved overføre et billede fra den ene entitet til den anden, da
intentionen om at vise et adækvat forhold er ophørt. I stedet er det netop en
æstetisk "oversættelse", som ikke gør noget krav på at være adækvat,
den kan uden problemer være inadækvat. Hvad Nietzsche ikke synes at være
opmærksom på (eller ikke at vise opmærksomhed) er at en tredje instans ikke
løser problemet. Den tredje sfære, den æstetiske, er lige så principiel
forskellig, som de to første sfærer var forskellige. De to første sfærer kunne
ikke udveksle informationer da de er for forskellige. Den tredje sfære kan i
sin egenskab af at være forskellig fra de to andre heller ikke udveksle nogen
form for information, ikke engang en som er inadækvat. De kan, simpelt udtrykt,
ikke kommunikere da der ikke er to sfærer som har to ens egenskaber. Med andre
ord ender Nietzsche i en uendelig regress som ikke løses ved at indsætte flere
sfærer, da de alle skal være forskellige fra hinanden og netop af den årsag
ikke kan kommunikere.
Den belgisk-amerikanske filosof
og litteraturkritiker Paul de Man oversætter fra Nietzsches sætning
"beliebiges Fallenlassen der individuellen Verschiedenheiten" ordet 'beliebiges'
med 'arbitrary'[26]. Det
skyldes nok primært at de Man som dekonstruktivist indgår i en tradition, der
henter sin terminologi fra den franske lingvist F. Saussure, som netop anvender
ordet 'arbitraire' om forbindelsen mellem det betegnende og det betegnede. Det
kan dog betvivles om Nietzsches 'Fallenlassen' er vilkårlig eller ej. Omvendt
kunne man måske udkaste den mindst ligeså plausible teori, at denne
'Fallenlassen' netop ikke er vilkårlig. At denne 'Fallenlassen' netop foregår efter forgodtbefindende,
da man må huske på at fornuften, som foranlediger denne 'Fallenlassen' søger at
varetage menneskets interesser. Hvis denne 'Fallenlassen' fandt sted
vilkårligt, ville der opstå et usikkerhedsmoment i beskyttelsen af mennesket
som ikke stemmer overens med fornuftens ambition om at sikre menneskets
eksistens på den optimale facon. 'Fallenlassen' sker med psykologisk
nødvendighed. Nietzsche synes at være
bevidst om denne moralske side af sagen, som allerede foregribes i tekstens
titel. - en nødvendighed som først kan erkendes i en retrospektiv optik.
I Nietzsches analyse af sproget
når han kort sagt frem til at et et-til-et-sprog (metafordannelsen)
konstituerer det egentlige kommunikative sprog, begrebssproget. Men ved at
betragte overgangen fra metaforsproget til begrebssproget ser Nietzsche at
visse regler gør sig gældende ved konstitueringen af begreberne. "..jene künstlerische Metaphernbildung,
mit der in uns jede Empfindung beginnt, bereits jene Formen voraussetzt, also
in ihnen vollzogen wird; nur aus dem festen Verharren dieser Urformen erklärt
sich die Möglichkeit, wie nachher wieder aus den Metaphern selbst ein Bau der
Begriffe konstituiert werden konnte. Dieser ist nähmlich eine Nachahmung der
Zeit-, Raum- und Zahlenverhältnisse auf dem Boden der Metaphern" [27].
Nietzsche påpeger altså at der gives visse
'Formen' som forudsættes i
dannelsen af metaforerne og som ligeledes viser sig i metaforerne. På en
lignende facon forholder det sig nemlig ved dannelsen af begreberne.
Begrebsdannelsen foregår ved en efterligning af den proces hvorefter
metaforerne dannes. De omtalte 'former' er a priori forhold som gør sig
gældende som det egentligt konstituerende forhold ved det menneskelige sprog.
Disse a priori forhold er Kants' anskuelsesformer, rum, tid og talforhold.
Nietzsche finder disse a priori forhold i omvendt rækkefølge. Han indser at
springet fra et et-til-et-sprog og videre til almene begreber efterligner de
formale strukturer som ligger i rum, tid og talforholdene. Springet fra individuelle,
subjektive størrelser over til almene begreber må ske vha. de a prioriske
former hvor f.eks. rum forholdet bryder det subjektive monadiske univers og kan
hjælpe til at bryde det monadiske univers og bryde ind i den intersubjektive
verden hvor det almene begreb dannes.
Hvis der for Nietzsche alligevel
gives 'former' som er a priori da kan begreberne ikke være dannet ved
konvention, de a prioriske former fastligger i så fald rammer for begrebernes
udeende, ikke en menneskelig konvention. Det kunne tyde på at Nietzsche prøver
at forene en konventionalisme med visse a priori-former. Men den konsekvente
argumentation Nietzsche fremfører for en konventionalisme tyder ikke på at han
indser hvor hæmmende de a priori-former bliver for hans teori. Hele hans 'genealogi'
falder med andre ord til jorden. Eller for at bruge Nietzsches eget billede;
spindelvævskatedralen flyder ikke på oprørt vand, men står tværtimod på et
solidt fundament.
3. Transcendentale betingelser.
Nietzsches teori indeholder med
andre ord transcendentale betingelser. Men er han i så fald blot nykantianer?
Nietzsche fandt frem til at det
begrebsbyggeri som han afdækkede (se forrige afsnit) er funderet i visse
'former'. Disse 'former', eller kategorier, søger han derefter at finde
funderet andetsteds; kategorierne har "unsre Sprache zum beständigen Anwalt. Die Sprache gehört ihrer Entstehung nach in
die Zeit der rudimentärsten Form von Psychologie: wir kommen in ein grobes
Fetischwesen hinein, wenn wir uns die Grundvoraussetzungen der Sprach-Metaphysik,
auf deutsch; der Vernunft, zum
Bewußtsein bringen" [28].
I Sproget vil Nietzsche afdække
fornuftens 'former', eller som han kalder dem; "Vernunft-Vorurteile"[29].
Han begynder sin sproganalyse med begrebet 'Ich': "..das glaubt ans
"Ich", ans Ich als Sein, ans Ich als Substanz und projiziert
den Glauben an die Ich-Substanz auf alle Dinge - es schaft erst damit den Begriff "Ding"
[30].
Det 'das' som Nietzsche omtaler er fornuften. Dens primære 'Vorurteil' er dens
tro på et værende jeg og den efterfølgende projektion at dette jeg, som én
identitet, ud på verden. Det medfører at verden forstås som bestående af ting,
substanser, som er identiske gennem tid. Nietzsche gør her op med en tanke som
har præget filosofien, Descartes' cogito. Hvor Descartes når frem til at det
nødvendigvis må være et jeg som har tankerne [31] afviser Nietzsche den påstand ved at
påstå, at der kun eksisterer tanker. Det er de selv samme tanker som ifølge
Nietzsche derefter selv, men fejlagtigt, proklamerer eksistensen af et jeg.
Nietzsche nægter med andre ord eksistensen af et subjekt som erkender, men
derimod er der en 'Vernunft-Vorurteil' som projicerer ideen om en jeg-substans
ud på verden, som dermed ligeledes forstås som værende fuld af individuelle
substanser. Dermed opstår subjekt-objekt forståelsen af verden, dvs. at alt
består af enheder som kan modstilles, som kan tillægges eller fratages
egenskaber. Med tanke på ideen om jeg'ets enhed og identitet siger Nietzsche:
"diesen Glauben soll man aus der Wissenschaft hinausschaffen!"
[32].
Men for Nietzsche stopper det
ikke med jeg'ets enhed og den dermed følgende substans tænkning.
Kausalitetsprincippet står ligeledes for skud: "Die "Regelmäßigkeit" der Aufeinanderfolge ist nur ein
bildlicher Ausdruck, wie als ob hier
eine Regel befolgt werde: kein Tatbestand. Ebenso "Gesetzmäßigkeit".
Wir finden eine Formel, um eine immer wiederkehrende Art der Folge
auszudrücken: damit haben wir kein
"Gesetz" entdekt, noch weniger
eine Kraft, welche die Ursache zur Wiederkehr von Folgen ist" [33].
Nietzsche påpeger at der ikke gives nogen grund til at antage at der findes en
kraft eller et princip, som forårsager gentagelser. Gentagelser sker, men ikke
på grund af visse 'metafysiske' bagvedliggende størrelser. Det er ikke
specielle kræfter som observeres ved gentagelser. Ud fra empiriske
observationer kan man ikke slutte sig til 'metafysiske' størrelser. Nietzsche
mener at en tankegang om regler og love opstår pga. "Hineindichtung eines Subjekts" [34].
Love og regler kan følges, men kan også brydes. Det mener vi mennesker at kunne
vha. vor påståede frie vilje. Men genstande har intet valg, ifølge Nietzsche.
De er hvad de umiddelbart fremstår som, intet mere - som f.eks. skygger af
metafysiske idealstørrelser - eller mindre. Af samme grund er det for Nietzsche absurd at de behandles som
subjekter, dvs. med "valgfrihed".
Ved hjælp af sproget har
mennesket 'opdigtet' sin egen verden og har placeret den ved siden af den
egentlige verden. Denne fiktive verden er bygget på illusioner som jeg'ets
eksistens og kausalitetsbegrebet. Ligeledes er logikken og dermed matematikken.
Også de er 'Vernunft-Vorurteile': "Auch
die Logik beruht auf Voraussetzungen,
denen nichts in der wirklichen Welt entspricht, zum Beispiel auf der
Voraussetzung der Gleichheit von Dingen, der Identität desselben Dings in
verschiedenen Punkten der Zeit [....] Ebenso steht es mit der Mathematik, welche gewiß nicht entstanden wäre, wenn
man von Anfang an gewußt hätte, daß es in der Natur keine exakt gerade Linie,
keinen wirklichen Kreis, kein absolutes Größenmaß gebe" [35].
Endnu engang påpeger Nietzsche at vor sproglige ideer om verdens beskaffenhed
ikke stemmer overens med vor empiriske og umiddelbare opfattelse af selvsamme.
Men de sproglige ideer, eller rettere 'Vernunft-Vorurteile' er lige så
afgørende for vores perception som forstands-kategorierne er det for Kant. De
er subjektive betingelser for vores perception, med andre ord de er
transcendentale. Så vidt er Nietzsche enig med Kant, men så hører enigheden
også op. For Kant var forstands-kategorierne transcendentale i den forstand at
de var nødvendige betingelser for erkendelsen, de var a priori, og
var så at sige hjemmehørende i det transcendentale ego. Men for Nietzsche er
begrebet ego, eller jeg, blot en sproglig konstruktion, en fiktion. Det kan med
andre ord ikke være en forstands-kategori i kantiansk forstand, dvs. a priori
og stadig være hjemstedet for kategorierne. Ligeledes forholder det sig med de
andre 'Vernunft-Voruerteile'. Også de er blotte fiktioner, og dermed ikke a
priori. Men er de stadig nødvendige? "..es
ist endlich an der Zeit, die Kantische Frage "wie sind synthetische
Urteile a priori möglich?" durch
eine andre Frage zu ersetzen "warum ist die Glaube an solche Urteile nötig?"
- nähmlich zu begreifen, daß zum Zweck der Erhaltung von Wesen unserer Art
solche Urteile als wahr geglaubt werden müssen" [36].
'Vernunft-Vorueteile' er også nødvendige for Nietzsche, men ikke som absolutte
sandheder, men derimod er det nødvendigt for 'opretholdelsen af væsener som af
vor art', at visse fordomme betragtes som værende sande. Sandhed er for
Nietzsche ligeledes blot en sproglig fiktion i den forstand, at absolut sandhed
ikke eksisterer som ontologisk størrelse, men begrebet, sandhed, kan bruges i
livets tjeneste, hvis man tror på det dets eksistens. Sandhed får sin værdi i
den sammenhæng hvori den gør nytte og ikke som andre filosoffer har ment, at
noget er værdifuldt fordi det er sandt.
Som jeg tidligere har nævnt er
det traditionelt erkendelsesteoriens opgave at undersøge den menneskelige
erkendelses betingelser, muligheder og grænser. Nietzsche opgiver det skema og
'instrumentaliserer' i stedet erkendelsen ved at påstå, at det som erkendes
afhænger af hvad der er nødvendigt at erkende, for at opretholde liv.
Erkendelsen betinges af visse behov; "In der Bildung der Vernunft, der Logik,
der Kategorien ist das Bedürfnis maßgebend gewesen: das Bedürfnis, nicht zu
"erkennen", sondern zu subsumieren, zu schematisieren, zum Zweck der
Verständigung, der Berechnung.......Hier hat nicht eine präexistente
"Idee" gearbeitet" [37].
Nietzsches teori viser sig at være meget pragmatisk (jvf. side 7 og note 10) i
den forstand, at det er betvingelsen af naturen, med henblik på opretholdelsen
af liv, der er afgørende for erkendelsen. Subsumering, skematisering, etc. er
målet for erkendelsen. "Der ganze Erkenntnis-Apparat ist ein Abstraktions-
und Simplifikations-Apparat - nicht auf Erkenntnis gerichtet, sondern auf Bemächtigung der Dinge" [38].
Nietzsche drejer hele
tankegangen væk fra hvordan erkendelsen opstår, og vigtigere, hvad det er som
erkendes. I stedet søger Nietzsche at vise hvorfor der erkendes, hvad målet er
med at erkende, årsagen til at vi erkender. Nietzsches konklusion bliver at der
erkendes for at naturen kan bemægtiges, for at naturen kan underligges
mennesket. Erkendelsen degraderes til blot at være et instrument. Men hvad
styrer instrumentet?
3.1 Viljen til magt.
Fornuften, og dermed erkendelsen, er for Nietzsche ikke en autonom størrelse. Den er blot et middel eller et instrument i en højere magts tjeneste. Den højere magt er 'Viljen til magt'; "Der Wille zur Macht interpretiert (...): er grenzt ab, bestimmt Grade, Machtverschiedenheiten. Bloße Machtverschiedenheiten könnten sich noch nicht als solche empfinden: es muß ein wachsenwollendes Etwas da sein, das jedes andre wachsen-wollendes Etwas auf seinen Wert hin interpretiert"