Forord

Dette er en bog om mennesket. Helt præcist er det en præsentation af nogle tanker, som jeg har gjort mig om mennesket. Da disse tanker har et alment sigte, og fremstår som et samlet hele, vil jeg under et benævne det for en teori – en teori om mennesket.

Først lidt om forhistorien. For snart mange år siden begyndte jeg at interessere mig for, hvad mennesket i grunden var for en størrelse. Det var dog ikke noget, jeg læste så meget om. Snarere var det noget, jeg selv gik og funderede over. En aften, efter en lang dag på universitetet, fik jeg en ide. Efterhånden som jeg arbejdede videre med denne ide, blev jeg mere og mere overbevist om, at det faktisk var en god ide, jeg der havde fået. Til sidst besluttede jeg, at det skulle der gøres noget ved, så jeg begyndte at læse et for mig hidtil ukendt fag, nemlig filosofi, og dette gav mig lyst til at arbejde videre med min ide. Her mange år senere er det så endelig lykkedes mig at få skrevet en sammenhængende bog, der fremstiller alt dette.

Det er vigtig at gøre sig denne forhistorie klar, inden man begynder på bogen. Den er nemlig i store træk en korrekt gengivelse af de overvejelser, som jeg gjorde mig inden og imens jeg skrev. Først og fremmest har jeg benyttet denne fremgangsmåde, fordi den falder mig mest naturlig. Desuden mener jeg, at det giver en mere autentisk fremstilling. Eksempelvis inddrager jeg ofte situationer, som jeg selv har konstrueret eller selv har oplevet. På nogle læsere vil en sådan fremstilling måske virke lidt speciel. Der er dog også en anden grund til, at jeg har fastholdt denne. De tanker, som jeg her vil præsentere, adskiller sig fra, hvad jeg ellers har læst af filosofi. Dette særpræg tror jeg bedst fastholdes ved fortsat at præsentere disse tanker, som jeg selv tænkte dem.

Der er også et andet forhold, jeg vil gøre opmærksom på. Igennem bogen indfører jeg en række begreber. Man skal dog ikke forvente, at jeg argumenterer for indførelsen af netop disse begreber. Faktisk er min argumentation på dette punkt noget tynd eller ligefrem mangelfuld, da jeg mener, at sådanne argumenter er mindre interessante. Jeg er simpelthen mere interesseret i at “komme igennem” og få skabt et godt og konsistent begrebssystem.

Hvad er så et godt begrebssystem? Her i denne bog vil jeg tilstræbe et system, der gør det muligt at beskrive menneskelige fænomener. Jeg vil kort og godt beskrive. Det er det faktiske liv, som det reelt leves, jeg først og fremmest vil beskæftige mig med. Men dermed siger jeg også indirekte, at jeg ikke i første omgang vil beskæftige mig med, hvorledes mennesket ellers kunne leve, hvordan det burde leve, hvori det gode liv består etc. Ikke fordi jeg ikke finder disse spørgsmål interessante, men som nævnt tager jeg blot ikke udgangspunkt i disse spørgsmål. Dette udelukker selvfølgelig ikke, at sådanne spørgsmål senere kan tages op, men så bliver det på baggrund af det begrebssystem, som jeg her opstiller, og det må blive i en anden bog.

Jeg er godt klar over, at der er mange mulige beskrivelser. Jeg forestiller mig da heller ikke, at den beskrivelse, som jeg her vil fremlægge, er den bedst mulige. Spørgsmålet er, om der i det hele taget findes en sådan. Dette mener jeg dog ikke skal afholde mig eller andre fra at forsøge at lave sådanne beskrivelser. På den anden side mener jeg nemlig heller ikke, at alle beskrivelser er lige gode. Jeg er eksempelvis ikke tilfreds med en beskrivelse, der blot remser op. Det skal være en mere teoretisk beskrivelse, hvor man indordner i så få og så simple begreber som muligt. Et andet kriterium, som jeg her i denne bog lægger vægt på, er, at der ikke afgrænses for meget. Jeg vil med andre ord tilstræbe, at de benyttede begreber er af almen karakter.

Det skal dog pointeres, at det ikke var bevæggrunde som ovenstående, der fik mig i gang med dette projekt. Det var nogle helt andre problemstillinger, som jeg vil omtale på de følgende sider. Mit ønske om at beskrive har mere fungeret som en slags ledetråd i de overvejelser og dispositioner, som jeg undervejs har gjort mig.

Afslutningsvis har jeg et lille efterskrift, hvor jeg forsøger at inddrage anden filosofi, dog på et meget overordnet plan. Har man ikke beskæftiget sig med moderne filosofi før, kan efterskriftet på nogle punkter derfor godt virke lidt indforstået. Til gengæld er der en mere grundig behandling af den teori, man benytter til at beskrive atomare fænomener med inden for fysikken, nemlig kvantemekanikken, simpelthen fordi jeg har fundet flere lighedstræk mellem kvantemekanikken og den her fremstillede teori. Disse fællestræk er selvfølgelig mere af strukturel end af indholdsmæssig karakter, men alligevel interessante.

Med disse ord håber jeg, at alle er velforberedte på, hvad der venter dem. Under alle omstændigheder vil jeg ønske Dem en god læselyst, og jeg håber, at De vil få mange gode og interessante oplevelser undervejs. Det havde jeg i hvert fald selv, da jeg skrev bogen.

Til sidst vil jeg takke de, der undervejs har bidraget til dette projekt. En speciel tak til Anders Meinert, Jan Petersen, Steen Brock, Niels Halborg og Jytte Halborg for de mange såvel konstruktive som kritiske kommentarer.

Indholdsfortegnelse

Forord 1

1. Indledning 4

2. Om mennesket 6

Handlingsbilleder 6

En teori om mennesket 10

Om at beskrive 16

Indvendinger 18

3. Sammensætning af handlingsbilleder 20

Handlingstræ 21

Handlingspyramiden 24

Sammensætning med forbindelser 26

4. Handlingsbehov

Konkrete og grundlæggende handlingsbehov

5. Om hukommelse 29

6. Om at tænke 35

7. Mennesket som en helhed 41

8. Om at sanse

9. Afsluttende betragtninger om handlingsbilleder

Litteraturhenvisninger

Liste over benyttede vendinger og begreber

Efterskrift 48 Litteraturhenvisninger til efterskriftet

I uddraget er udeladt kapitel 8, 9 og kapitel 3 er forkortet. Desuden har jeg udeladt litteraturhenvisninger og listen over benyttede vendinger og begreber.

De viste sidetal henviser til sideinddelingen i dette uddrag.

1. Indledning

Politik har jeg aldrig været direkte involveret i bortset fra diverse diskussioner med venner og bekendte. Da jeg kommer fra landet, var en af de første ideologier, jeg mødte, liberalismen. En nutidig liberalist, Brixtofte udtrykker det grundlæggende i liberalismen på følgende måde:

Den liberale grundholdning bygger på erkendelsen af, at mennesket er egoistisk. Mennesket er interesseret i at få mest muligt ud af livet. Mennesket vil virkeliggøre sig selv, sine ønsker og behov, og er det egentligt ikke meget naturligt?

Brixtofte går altså ud fra, at alle mennesker i bund og grund er egoistiske. Han siger derfor noget alment om mennesket.

I mine unge år var jeg dog ude for en oplevelse, der stiller spørgsmålstegn ved et sådant menneskesyn. Jeg har vel været omkring fjorten år. Som så mange andre i den alder startede jeg altid dagen med en portion corn flakes med sukker. På det tidspunkt var jeg også begyndt at interessere mig for miljø, sund levevis og den slags. Bl.a. læste jeg, at det ikke var særligt sundt med al det sukker, som vi fik gennem forskellige fødevarer. Jeg indså da også ret hurtigt, at det måske heller ikke var så sundt med ekstra sukker på mine corn flakes. Som konsekvens heraf besluttede jeg en dag at undlade sukkeret. Godt smagte det ikke, men jeg blev alligevel ved. På tredje eller fjerde dagen prøvede jeg igen med lidt sukker. Sjovt nok smagte det ikke som før, og efter en uge kunne jeg faktisk bedre lide corn flakes uden sukker end med sukker.

Denne episode gjorde et voldsomt indtryk på mig. Smag havde jeg altid betragtet som en uforanderlig størrelse, og her ændrede min smag sig, endda i løbet af meget kort tid. Hvis smag på den måde kan ændres, kan andre størrelser i princippet også ændre sig, som f.eks egoisme. Men hvis dette er en foranderlig størrelse, vil et samfundssyn som det liberalistiske bryde fuldstændigt sammen. Man kan simpelthen ikke lægge en foranderlig størrelse til grund for indretningen af et samfund.

Men hvorfor denne foranderlighed? Hvorfor er mennesket i stand til at ændre sig på denne måde? Et muligt svar kunne være, at mennesket er karakteristisk ved, at det har bevidshed. Men netop i kraft af denne bevidsthed, kan det også have bevidshed om sig selv og egne handlinger. Denne bevidshed indbefatter også, at man har mulighed for at ændre disse handlinger. Får man eksempelvis at vide, at man altid handler egoistisk, har man mulighed for at ændre på dette. Lidt det samme så vi i eksemplet med disse corn flakes.

Jeg var dog ikke helt tilfreds med denne forklaring. Godt nok besluttede jeg, at undlade sukkeret på mine corn flakes, men at det resulterede i, at jeg bagefter bedre kunne lide corn flakes uden sukker, kom som en stor overraskelse for mig. Dette kunne tyde på, at man ikke havde helt den kontrol over handlinger og ændringer, som ovenstående forklaring antyder.

Der gik temmelig mange år inden jeg kom videre. Det var stadig de politiske diskusioner, der interesserede mig. Ikke fordi jeg deltog, men jeg lyttede. Efterhånden fandt jeg ud af, at disse diskusioner ikke ligefrem var præget af lytten til andres argumenter og eftertænksomhed. Snarere virkede det som om, at man havde nogle på forhånd givne holdninger, som så kom til udtryk i en evt. diskussion. Dog var der helt klart ikke tale om en bevidst strategi, men snarere noget ubevidst. Noget, der satte sig igennem, og på den måde var bestemmende for, hvad man mente og sagde.

Men derved er jeg i en eller anden forstand endt med at sige noget modstridende. Først stillede jeg mig nemlig tvivlende over for, om man i det hele taget kunne sige noget alment om mennesket og dernæst påstod jeg, at der er et eller andet der sætter sig igennem og er bestemmende for, hvad man siger og mener. Forsøger man nemlig at besvare det sidste, er det næsten uundgåeligt, at man dermed siger noget alment om mennesket. Eksempelvis ville det være oplagt, at dette et eller andet var ens sociale baggrund, såsom forældre, venner og bekendte. Men derved får man netop sagt noget alment om mennesket, nemlig at holdninger er bestemt af ens sociale baggrund.

2. Om mennesket

Handlingsbilleder

Det var igen en selvoplevet situation fra min studietid, der gav mig ideen til at komme videre: Jeg læste på det tidspunkt matematik og fysik på universitetet. Vi var fire personer i en læsegruppe, som læste til eksamen i matematik 1. Vi havde aftalt at se på et par opgaver hjemmefra. Specielt en af opgaverne havde jeg arbejdet meget med. Da vi mødtes, blev vi enige om at regne denne opgave sammen, og en af de andre blev valgt som kridtfører ved tavlen.

Da jeg nu kendte fremgangsmåden, ville jeg ikke give løsningen med det samme, men valgte i stedet at optræde som vejleder på kritiske steder. Jeg brugte vendinger som: “Nu har vi så .... ”, “Hvad skal vi så?”, lod dem prøve fremgangsmåder, som jeg på forhånd vidste ikke ville lykkes osv. Jeg havde jo været det hele igennem.

Bagefter kom vi til at diskutere dette optrin. De andre syntes ærligt talt, at det havde været lidt for meget, at jeg havde optrådt overlegent osv. På den anden side mente jeg, at de ikke ville få så meget ud af det, hvis jeg bare fortalte løsningen osv.

Denne reaktion var jeg meget overrasket over. Det var nemlig en helt anden reaktion, end jeg var vant til. Da jeg gik i gymnasiet, hjalp jeg mange, uden at det gav problemer af nogen art. Ja, man var nærmest taknemmelig for min hjælp. Og så pludselig dette. Hændelsen funderede jeg længe over og fandt efterhånden frem til følgende forklaring: Da jeg gik i gymnasiet, blev jeg regnet for at være meget dygtig til matematik og fysik. Jeg hjalp tit de andre. På universitetet gik det knap så let. Her havde jeg lige så svært ved det som så mange andre. Her skilte jeg mig altså ikke specielt ud. Derfor virkede det selvfølgelig lidt underligt, at jeg pludselig optrådte på denne måde.

Dette er en interessant forklaring, fordi konsekvensen er, at forskellige personer vil handle forskelligt i ellers ens situationer. Men hvad er så baggrunden for den enkeltes handlinger? Set i lyset af ovenstående forklaring var det oplagt at konkludere, at det er forhistorien, der er bestemmende for, hvorledes man handler. Noget sådant mener jeg dog ikke kan komme på tale, fordi man derved siger noget alment om mennesket, nemlig at mennesket altid handler på baggrund af forhistorien, og det er netop et sådant syn på mennesket, som jeg her forsøger at undgå.

En helt anden mulighed er, at man handler på baggrund af en ydre omstændighed og en indre omstændighed. Den ydre omstændighed i ovenstående eksempel er mig og min opførsel, og den indre omstændighed er de andres opfattelse af mig. Dette giver også en forklaring af eksemplet. De forskellige reaktioner skyldtes selvfølgelig, at i gymnasiet havde mine klassekammerater en anden opfattelse af mig, end mine medstuderende havde på universitet. Det er vigtigt at bemærke, at man ikke dermed siger, at det er forhistorien, der er bestemmende for, hvorledes man handler. Med den sidste formulering siger jeg nemlig intet om, hvor man har denne indre opfattelse fra. Jeg siger blot, at man har den. Siger jeg derimod, at det er forhistorien, der er bestemmende for, hvorledes man handler, får jeg dermed også sagt noget alment om mennesket.

Interessant nok ændrer denne indre omstændighed sig ikke fra situation til situation. Det er som om den fastholdes, hvilket jeg kan illustrere med et andet selvoplevet eksempel: En sommer, da jeg var nede i byen, var der optræk til ballade. To grupper med to-tre personer i hver skændtes indbyrdes. Den ene gruppe var dog ved at trække sig og begyndte så småt at forlade stedet. De andre blev tilbage, men begyndte at hidse hinanden mere og mere op. Pludselig råbte den ene: “De skal fandeme have nogle bank”, hvorefter to mand resolut smider skjorterne og løber efter den første gruppe. Ti minutter senere kommer de to helte haltende tilbage. De havde fået bank. Ret voldsomt. Noget med kraniebrud, trykkede ribben m.m. læste jeg i avisen næste dag. Imens de nu står og fortæller om deres dåd, kommer en fremmed forbi og klapper den ene på ryggen og siger: “Frisk fyr”, antageligt fordi han endnu står med bar overkrop. Nu skal man selvfølgelig ikke finde sig i hvad som helst, så den fremmede bliver omgående budt et par på frakken. Han slap dog med skrækken. Det der fascinerer mig ved dette eksempel, er de to helte. Tænk sig at lade sig provokere, selv om man lige har fået bank. Men jeg er overbevist om, at det ikke er et enkeltstående tilfælde. Sådan vil de altid handle.

I eksemplet fra før så vi det samme. Mine medstuderende på universitetet behandlede mig hele tiden på en bestemt måde. I deres øjne blev jeg ikke pludselig meget dygtig eller noget som helst andet. De havde en opfattelse af mig, og det var den, de hele tiden handlede ud fra. Det virkede som om, at de for deres indre havde et billede af mig, som de handlede ud fra. Et sådant indre billede vil jeg kalde for et handlingsbillede.

Et handlingsbillede kan dog kun være knyttet til nogle bestemte situationer. Det indre billede, de andre havde af mig, er kun tilknyttet mig. Det kan ikke også være tilknyttet andre. Ellers ville man handle ens over for alle, og det gør man ikke. Nærmest tværtimod. Den eneste måde at forklare dette på er, at man har et handlingsbillede til alle, man kender, i hvert fald til dem, man kender mere personligt.

At handlingsbilleder kun er knyttet til nogle bestemte situationer, illustreres også, endda på en forbavsende måde, af billedet i figur 1.

Fig.1 Billede med to motiver

Ved at se lidt nærmere på billedet, vil man opdage, at det indeholder to forskellige motiver. Det ene motiv er en ung velklædt kvinde med bortvendt ansigt, og det andet motiv er en gammel kvinde, hvor man ser øjne, næse og mund.

Et sådant billede virker paradoksalt, fordi man kan se to motiver i et billede. Dette vil jeg forklare ved, at man har et handlingsbillede til hvert motiv. Hvis man kigger lidt nærmere på billedet, vil man opdage, at man kun kan se det ene motiv af gangen. Det er faktisk svært at se dem begge samtidig. Det virker, som om de udelukker hinanden. De to handlingsbilleder optræder altså også kun i nogle bestemte situationer, men her er der blot tale om den samme situation. Alligevel er der kun et enkelt af gangen, der så at sige træder frem. Derfor vil jeg indføre den sprogbrug, at et handlingsbillede er aktivt, når det ligger bag personens handlinger. Ellers vil jeg sige, at det er passivt.

Det skal pointeres, at det absolut ikke er bevidst, at der skiftes handlingsbillede. Man kan godt skifte imellem de to motiver, men en bevidst proces er det i hvert fald ikke. Det har mere karakter af en tilfældighed. Med lidt øvelse kan man godt finde en teknik til at skifte motiv. Nogen mener, at man blot skal kigge der, hvor øjnene skal være på det motiv, som man ønsker at se. Man kan altså opnå en erfaring i, hvordan man skifter motiv.

Billedet illustrerer også meget godt, at disse handlingsbilleder ikke kun er bestemmende for, hvordan man handler. Faktisk er de også bestemmende for, hvad man sanser. Man ser nemlig kun et motiv af gangen. Er handlingsbilledet for den ældre kvinde aktivt, ser man kun den ældre kvinde og omvendt. Man kan altså ikke gå bag om disse motiver. Der er simpelthen ikke andre muligheder, end at se den ældre kvinde eller at se den unge kvinde.

Dermed illustrerer billedet også, hvad det egentlig vil sige at skifte handlingsbillede. Det er nærmest at betragte som to forskellige verdener. Bemærk f.eks., hvordan nogle kommentarer til det ene motiv virker helt anderledes, end hvis de var rettet til det andet motiv. Hvis man f.eks. siger: “Sikken dog en flot hat” til motivet med den unge kvinde, vil det for en, der kun ser den ældre kvinde, virke fuldstændigt forkert, nærmest over i det ironiske. I hvert fald indtil man har opdaget begge motiver. Handlingsbilleder er altså ikke blot nogle filtre, man har for sine øjne eller nogle bestemte handlemønstre, som man benytter sig af ved bestemte lejligheder. De skal mere betragtes som nogle rammer, som man sanser og handler på baggrund af.

Det er netop dette træk ved handlingsbilleder, der gør, at man kan opleve disse meget voldsomme skift i handlemønstre hos mennesker. Sådanne situationer tror jeg alle har været ude for. Et eksempel er at stå og tale med en person. Pludselig siger man et eller andet, der har en voldsom virkning på den anden. Det kan f.eks. være, at vedkommende bliver sur eller vred. Ofte sker der herefter det, at situationen totalt ændrer karakter. Det, man herefter siger, bliver nu pludselig forstået på en helt anden måde. Er det eksempelvis midt om sommeren, og man spørger, om det ikke var noget med en is, sådan til at køle sig lidt ned med, vil det sikkert give vidt forskellige reaktioner. Er den anden nemlig i forvejen vred, tror jeg blot, at vedkommende vil blive endnu mere vred.

Man kunne også overveje, om alle kan se de samme to motiver på billedet fra figur 1. Det er klart, at personer med samme kulturelle baggrund som min også vil kunne se de to motiver. Viser man derimod billedet til en person, der har en helt anden kulturel baggrund, vil vedkommende sandsynligvis hverken kunne se den yngre eller den ældre kvinde. En stor del af de to motiver forestiller nemlig beklædningsgenstande, og det er ikke alle steder, kvinder går sådan klædt. Var det f.eks. en knægt fra det østlige Tyrkiet, ville han måske kun kunne se den ældre kvinde, fordi de kvinder, han kender, alle går sådan klædt.

Man ser altså disse motiver, fordi stregerne minder om beklædningsgenstande, som man kender fra sin egen hverdag. Dette har tegneren meget fikst udnyttet, så man i samme sæt streger kan se to motiver. Altså et eksempel på, hvordan man selv så at sige former, danner, fortolker det, man ser. I sig selv er billedet blot en samling streger.

Det, jeg er i gang med her, er at finde frem til det, man selv bidrager med. Bemærk måden. Det var ikke ved at tænke over det, jeg så, eller et lignende arbejde med min bevidsthed. Derimod havde jeg to tolkninger af det samme billede og ved at sammenholde med, hvad jeg forventer andre ville se, kunne jeg få en ide om, hvad jeg selv bidrager med. Det er altså mere et spørgsmål om erfaring, end det er et spørgsmål om en eller anden form for bevidsthed om indholdet i disse handlingsbilleder.

Det var noget lignende, vi så i eksemplet fra min studietid. Hvad der fik de andre til at handle, som de gjorde, fandt jeg også frem til ved at inddrage min erfaring fra andre lignende situationer. Det var ikke ved at spørge de andre. Selv gav de et ganske andet svar.

Indholdet i disse handlingsbilleder er med andre ord ukendt for en selv. Man kan godt finde frem til indholdet af disse billeder, men det er på baggrund af ens erfaring, f.eks. fra lignende situationer.

En teori om mennesket

I forlængelse af forrige afsnit kunne man stille følgende spørgsmål: Hvad med forstand og fornuft i forhold til disse handlingsbilleder? Er handlingsbilleder f.eks. noget, der af og til griber forstyrrende ind og ligesom overtager styringen for en tid, indtil man igen kommer til fornuft eller hvad?

En sådan opfattelse tror jeg er ret udbredt. Hvis man f.eks. bliver vred på en person og bagefter vil undskylde dette, siger man noget i retning af: “Det må du undskylde. Mit temperament løb vist af med mig”. Man har med andre ord en forestilling af, at man normalt handler på en ensartet måde f.eks. i kraft af sin fornuft. Men engang imellem er der nogle instanser i en, der pludselig overtager og sætter fornuften ud af kraft. I sådanne situationer handler man derfor på en helt anden måde end normalt. Eksempler på sådanne instanser er temperament, seksualdrift, sult og lignende.

Det er et sådant menneskesyn, jeg her vil afvise. Dette, mener jeg, er at tillægge fornuften en alt for central rolle. Så fornuftigt er mennesket slet ikke. Men hvad er da forholdet imellem disse handlingsbilleder og fornuft eller tænkning? Handlingsbilleder ligger til grund for sansning og handling. Faktisk er det som om, de også udstikker rammerne for, hvordan man tænker. Tænker man f.eks. på en bestemt person, foregår det inden for rammerne af det handlingsbillede, der hører til denne person. Det er i hvert fald svært at bryde disse rammer. Der er altså noget, der tyder på, at også tænkning er styret af disse handlingsbilleder. Så langt som at konkludere dette vil jeg dog ikke gå, men her kort skitsere et svar. Indtil videre har jeg kun beskæftiget mig med de bestående handlingsbilleder uden at komme ind på, hvorledes de dannes og ændres. For mig at se er et væsentligt træk ved tænkning, at det ofte virker påkrævet i situationer, hvor man på den ene eller den anden måde er stødt ind i problemer. I forhold til disse handlingsbilleder kunne man forestille sig, at det er en proces, der starter eller tager udgangspunkt i sådanne situationer. Når et handlingsbillede er aktivt, passer det aldrig nøjagtigt til den situation, man er i. Møder man eksempelvis på samme tidspunkt to bekendte fra hver sin sammenhæng, og som ikke kender hinanden, kan det nogle gange være svært at få en sådan situation til at hænge sammen. Dette bliver selvfølgelig mere udtalt, hvis der er stor forskel på de omgangsformer, som man har med disse to bekendte. Det er i en sådan situation, at jeg mener, man typisk tænker, måske for at tilpasse de bestående handlingsbilleder til denne nye situation.

Spørgsmålet om tænkning vil jeg derfor igen tage op senere. Min fremgangsmåde er først og fremmest at tage udgangspunkt i de bestående handlingsbilleder. Først derefter vil jeg tage problemet om ændringer op og dermed spørgsmålet om tænkning, da det har noget med ændringer af de bestående handlingsbilleder at gøre.

Fornuft og tænkning er altså ikke mere grundlæggende end disse handlingsbilleder, snarere tværtimod. Jeg vil ganske enkelt påstå, at det grundlæggende netop er disse handlingsbilleder. Det er disse, der ligger til grund for sansning og handling. Med handlinger mener jeg både diverse bevægelser af kroppen og tale. Men dermed er der heller ingen på forhånd given forbindelse imellem tale og diverse kropsbevægelser. Set i forhold til et bestemt handlingsbillede er der selvfølgelig en forbindelse, men den er givet af det konkrete handlingsbillede. Det er derfor, man kan komme ud for, at nogle mennesker siger et, men når det kommer til stykket, handler de helt anderledes. Baggrunden er, at der er et handlingsbillede, der er aktivt, når de taler om deres handlinger, og et andet, der er aktivt, når de står i den konkrete situation. I de fleste tilfælde er der dog en forbindelse mellem det, man gør og siger. Ellers havde kommunikation med andre ikke megen mening. Det er blot ikke en på forhånd given sammenhæng, men er udelukkende givet ved de bagvedliggende handlingsbilleder.

For mig at se er sprog altså ikke mere grundlæggende end andre former for fysisk aktivitet. Det kan måske undre, da tale faktisk fylder temmelig meget i vores hverdag. Der er ligefrem en filosofisk retning, der tager udgangspunkt i sproget. Jeg tænker her på sprogfilosofi. Selv om jeg finder sproget vigtigt, mener jeg dog ikke, at det er så grundlæggende, at det kan benyttes som udgangspunkt. For mig at se er sproget bestemt af disse handlingsbilleder på samme måde, som andre handlinger er det. Derfor kan sproget godt have en betydning, som andre handlinger ikke har. I mine øjne er dette dog ikke anderledes, end at forskellige ikke-sproglige handlinger selvfølgelig også kan have forskellig betydning.

Men hvor kommer de fra, disse handlingsbilleder? Selv om dette umiddelbart er et relevant spørgsmål, mener jeg dog ikke, at det kan besvares, fordi man i så fald siger noget alment om mennesket, nemlig hvorledes disse handlingsbilleder dannes. Dermed kan man heller intet generelt sige om, hvorledes disse handlingsbilleder ændrer sig. Jeg må derfor nøjes med blot at konstatere, at man har dem. Det er netop dette, der skal være udgangspunktet for den teori, som jeg her vil præsentere:

Det enkelte menneske har et antal handlingsbilleder. Det er disse, der ligger til grund for sansning og handling.

Da man intet generelt kan sige om, hvor man har disse handlingsbilleder fra, kan man heller ikke sige noget om en eventuel overensstemmelse mennesker imellem. Dermed er der heller ikke på forhånd noget fælles menneskeligt indbygget i denne teori - men jeg udelukker det heller ikke. I så fald skulle det være i form af medfødte handlingsbilleder, men faktisk er det teorien som sådan et uvedkommende spørgsmål, om der findes sådanne medfødte handlingsbilleder.

På det personlige plan kan der derfor heller ikke være en given overensstemmelse imellem de enkelte handlingsbilleder. Dermed er der ikke nødvendigvis nogen sammenhæng imellem den enkeltes handlinger. Modsætningsvis kunne man opfatte mennesket som en helhed, dvs. opfatte den enkeltes handlinger som et sammenhængende hele. Den her præsenterede teori kan derfor ikke karakteriseres som en helhed. I sin yderste konsekvens er der derimod tale om en opsplitning i mindre enheder (handlingsbilleder) uden sammenhæng overhovedet. I princippet kunne disse enheder indeholde vidt forskellige handlemønstre. Sådan vil det selvfølgelig ikke være i praksis. Der er ofte træk, der går igen. Eksempelvis handler man ikke vidt forskelligt over for andre, heldigvis for det. Det kunne ellers blive en særdeles kaotisk forestilling. Hvordan disse ens handlemønstre opstår, vil jeg dog først se på lidt senere. Her er det blot væsentligt at slå fast, at det ikke er indbygget i ovenstående udgangspunkt.

Men lad os se på nogle mere konkrete eksempler til at belyse teorien. Det første har med sansning at gøre: Hvis disse handlingsbilleder ligger til grund for sansning, vil det sige, at man altid selv bidrager med et eller andet, når man f.eks. iagttager. Man kan med andre ord aldrig iagttage helt objektivt. Det betyder, at man fortolker de situationer, man er i, og den måde man fortolker på, er bestemt af disse handlingsbilleder.

Dette er relevant i mange situationer. Et eksempel er mennesker, der arbejder professionelt med andre mennesker som f.eks. læger, pædagoger m.fl. Inden for disse fag advarer man ofte mod at involvere sig i behandlingen af eksempelvis familiemedlemmer. Man er nemlig i forvejen så involveret i disse personer, at det let får indflydelse på ens faglige skøn. Eksempelvis kan en læge have svært ved at indse, at et familiemedlem lider af en alvorlig sygdom og efterfølgende ordinere en relevant behandling.

Et tilsvarende eksempel er mødet med fremmede kulturer og de nye indtryk, man derved får. Her må man være opmærksom på, at disse indtryk ikke udelukkende er et udtryk for den anden kultur. De er også udtryk for ens egen kulturelle baggrund. Man skal derfor være meget påpasselig, når man karakteriserer andre. Ellers bliver det mere et udtryk for ens egen baggrund, end det bliver et udtryk for det fremmede.

Situationer, som man ikke registrerer, finder jeg også interessante at inddrage. Eksempelvis overhører man ofte en humoristisk bemærkning, fordi man ikke registrerer bemærkningen som humoristisk. Dette kan skyldes to ting. Enten har man bare overhørt bemærkningen, eller også forstår man ganske enkelt ikke den form for humor. Sådanne situationer mener jeg let kan forklares på baggrund af disse handlingsbilleder. Første tilfælde kan forklares ved, at man har et handlingsbillede, der passer til den pågældende form for humor, men uden at det blev aktiveret. Her er en enkelt ekstra bemærkning ofte nok til, at man igen er med på situationen. Det andet tilfælde er lidt anderledes. Her har man ganske enkelt ingen handlingsbilleder til den form for humor. Man skal ligesom på forhånd have en forudsætning for at forstå humoren. Har man ikke denne forudsætning, registreres humoren heller ikke.

En helt tredje mulighed er, at man kommer i tvivl om, hvorvidt bemærkningen er humoristisk eller alvorlig ment. I modsætning til de to første tilfælde forestiller jeg mig, at en sådan situation kan forklares ved, at der er mere end et handlingsbillede, der aktiveres af den pågældende bemærkning. Det kan f.eks. være, at ordlyden virker humoristisk og ansigtsudtrykket udtrykker alvor, således man kommer i tvivl om, hvorledes man skal handle. I en sådan situation vil jeg sige, at der opstår et handlingsbehov.

Handlingsbehov kan opstå i mange situationer. Et eksempel er at pille en appelsin og blive irriteret over at få saften fra skallen på sine fingre. Derved står man også over for et handlingsbehov. På den ene side vil man godt spise denne appelsin, men på den anden side er det noget griseri at pille appelsinen. På et tidspunkt finder man sikkert ud af at bruge f.eks. en kniv, så man undgår at svine fingrene til. Der kan dog godt gå lang tid, inden man finder på noget sådant. Handlingsbehov løses altså ikke lige med det samme. Sagt med andre ord, så er ændringer af disse handlingsbilleder ikke noget, der bare sker, fordi der opstår problemer. Dette ses også af, at forskellige mennesker vil løse et sådant problem meget forskelligt. Nogle vasker hænder, andre benytter forskellige former for redskaber, og andre igen holder helt op med at spise appelsiner. Endelig er der dem, der ikke selv løser problemet, men lader sig inspirere af andre. Ser man f.eks. en anden pille en appelsin med en kniv, kan man lade sig inspirere af vedkommende. På den måde kan en løsning på et handlingsbehov brede sig til andre. Handlingsbehov kan dog være så svære at løse, at jeg mener, det er baggrunden for fænomener som kriser, depressioner og lignende. I disse tilfælde er det selvfølgelig handlingsbehov af en mere permanent karakter.

Når man er sammen med mennesker, man kender, opstår der dog sjældent de store problemer. Dette kunne tyde på, at der i sådanne situationer er en vis overensstemmelse imellem de enkelte personers handlingsbilleder. Men på den anden side er dette lidt underligt, for der er intet i mit udgangspunkt, der sikrer en sådan overensstemmelse. Alligevel mener jeg, at det er et vigtigt aspekt. Hvordan ellers forestille sig fælles sprog, kultur osv., hvis det ikke var på grund af nogle fælles handlingsbilleder? Uden dem ville al kommunikation og sameksistens være umulig. For mere præcist at kunne tale om sådanne kollektive fænomener vil jeg indføre begrebet gruppe:

En gruppe er to eller flere personer med et eller flere

handlingsbilleder tilfælles.

En gruppe kan altså have mange størrelser. Det kan f.eks. være to venner, som er så meget sammen, at de på nogle punkter har udviklet deres egne samværsformer. Store grupper kan være hele befolkninger. Som danskere har vi en masse fælles som f.eks. sprog, kultur m.m.

Jeg har altid syntes, at der var noget fascinerende over denne definition. På den ene side er den meget logisk og ligetil, men på den anden side virker den uhyggelig og faretruende. Disse fælles handlingsbilleder for en gruppe bevirker nemlig, at gruppens medlemmer i nogle bestemte situationer vil handle ens. Nærmest som en flok robotter. Man fornemmer, at ideen om mennesket som et selvstændigt tænkende individ smuldrer. Men det er i mine øjne noget sådant, der skal til, hvis man skal forklare fænomener som nazisme, racisme osv. Dette er selvfølgelig meget ekstreme situationer, men selv i et samfund som det danske kan det undre, hvorfor man møder så mange mennesker med ens holdning og levevis. Eksempler er der således nok af. Spørgsmålet er så blot, hvorledes disse fælles handlingsbilleder opstår.

Inden jeg besvarer dette spørgsmål, vil jeg først se lidt nærmere på, hvorledes en gruppe ændres. Det kan f.eks. ske ved, at en stor del af denne gruppe kommer ud for nogle ens situationer. Hvis disse situationer involverer de fælles handlingsbilleder, opstår der meget let et fælles handlingsbehov, og som vi har set, er handlingsbehov ikke altid lige lette at opfylde. Derved åbnes der op for, at helt nye handlingsbilleder kan udbredes. Alt dette illustrerer følgende eksempel meget godt. En nytårsaften var en flok mennesker på rundtur hos venner og bekendte. På et tidspunkt endte de et sted, hvor der ikke skete så meget. De ville videre, men situationen var ikke til at sige farvel. Der sad man så, indtil der pludselig var en, der nærmest sprang op og sagde, at nu skulle han altså videre. Dette resulterede i, at de andre på det nærmeste også sprang op for at komme med. Der opstod altså et fælles handlingsbehov, fordi ingen kunne komme af sted. Da så endelig en tog et initiativ, fulgte de andre hovedkulds efter. Alt i alt kom de af sted på en lidt klodset måde, syntes de selv bagefter.

Spørgsmålet er nu, hvorledes en gruppe opstår. Jeg ved dog ikke, hvor relevant dette spørgsmål er. Faktisk er alle på den ene eller på den anden måde med i en gruppe alene i kraft af fælles sprog og kultur. Et mere relevant spørgsmål er derfor, hvorledes der af en bestående gruppe kan opstå en helt ny gruppe. Det følger dog let af ovenstående forklaring: Hvis kun en del af gruppen kommer ud for disse ens situationer, vil der kun opstå et fælles handlingsbehov i denne del af gruppen. Det er så også kun denne del af gruppen, der bliver modtagelig for de nye ideer. Derved kan der af den oprindelige gruppe opstå en helt ny gruppe.

Lad mig illustrere en sådan dannelse af nye grupper med nogle eksempler. Det første handler om indsamlinger for at hjælpe nødlidende i andre lande. I den seneste tid er der blevet afsløret flere eksempler på, at denne nødhjælp ikke når frem til de egentligt lidende. Dette har bevirket, at mange bruger disse uheldige eksempler som en begrundelse for slet ikke at give. På mig virker det dog i de fleste tilfælde som en dårlig undskyldning. Jeg tror, det mere handler om, at denne forklaring løser det behov, der opstår imellem på den ene side den dårlige samvittighed over for dem, der lider, og så på den anden side, at man skal give penge fra sig. Derfor løser disse afsløringer et handlingsbehov, fordi man nu kan undlade at give uden at få dårlig samvittighed.

I det hele taget ser jeg blot disse nødhjælpsindsamlinger som en mulighed for at købe sig aflad. På den ene side er man ikke meget for at forære penge væk, men på den anden side er der virkelig mennesker, der lider nød. Giver man nu en lille skilling, hjælper det lidt på samvittigheden, uden at det koster for meget. Faktisk tror jeg, de fleste er så gode til denne ædle kunst, at de bilder sig selv ind, at de nu har gjort, hvad der kan gøres. Så smager aftenkaffen også lidt bedre!

Det andet eksempel er af en helt anden karakter. For nogen tid siden sendte de i fjernsynet en serie om The Beatles. Her blev også omtalt hele det hysteri i form af skrigende kvinder osv., der var omkring dem. Til det siger en af gruppens medlemmer, at det var, som om The Beatles blot var en undskyldning for at publikum kunne opføre sig sådan. Selv gjorde de ikke andet end bare at være der. Dette tyder på, at The Beatles blot var den rette gruppe på det rette sted. Behovet for at opføre sig sådan var der sådan set i forvejen. De var så at sige den udløsende faktor.

Mit sidste eksempel er marxismen. Marx skrev om og fortolkede det kapitalistiske samfund og samfundsudvikling i det hele taget. Dette var en utrolig inspiration for mange, f.eks. dannede hans skrifter grundlag for dem, der gennemførte den russiske revolution i 1917. Helt op til vor tid har marxismen haft en stor indflydelse på vestens intellektuelle. Visse steder var indflydelsen så stor, at man ikke kunne bestå eksaminer og opgaver, med mindre de var lavet med en marxistisk tilgang. Marxismen havde med andre ord mere karakter af en religion end en egentlig teori, som man kunne forholde sig kritisk til. De, der var involverede i dette, var ikke mindre begavede, uligevægtige eller på anden måde unormale. Tværtimod var det både godt begavede og højt uddannede, som overtog denne udlægning fra Marx og nærmest fulgte den blindt.

En anden side af menneskelivet, som jeg finder relevant at inddrage, er barndom og opvækst. I mine øjne er det nemlig ret oplagt, at børn i en eller anden forstand overtager handlemønstre fra de voksne som f.eks. sprog, levevis, normer, værdier osv. Igen kan en forklaring på dette være, at det er svært selv at danne nye handlemønstre, som altså bevirker, at barnet i en eller anden forstand kopiere fra de voksne. I begyndelsen overtager barnet selvfølgelig kritikløst, men efterhånden som det selv får dannet flere og flere handlingsbilleder, får det også en større og større baggrund at handle ud fra. Det vil med andre ord sige, at barnet efterhånden kan handle mere og mere selvstændigt i forhold til andre. På den måde er der i denne forklaring af barndom og ungdom nærmest indbygget en større og større selvstændighed.

Ifølge denne forklaring skulle man altså få en vis kontinuitet fra generation til generation. Dette aspekt synes jeg er vigtigt at have med, fordi det netop er karakteristisk for historien, at der i lange perioder er en sådan kontinuitet. Men historien er også præget af bratte ændringer. Jeg tænker her f.eks. på revolutioner. Men noget sådant skulle det også være muligt at beskrive med disse handlingsbilleder. Den her opstillede teori udelukker altså hverken det ene eller det andet.

Om at beskrive

At beskrive mennesket indbefatter i princippet en redegørelse for alt menneskeligt, såsom sansning, følelser, tanker, handlinger m.m. Her er handlinger mest interessante, fordi det kun er handlinger, andre har direkte indsigt i. Da jeg har afvist at sige noget alment om mennesket, betyder det altså, at man intet generelt kan sige om menneskets handlinger. Heller ikke når det drejer sig om nogle konkrete personer. Den eneste mulighed er faktisk at skaffe sig viden om, hvordan disse personer plejer at handle, dvs. at få beskrevet deres handlinger. Derved kan man få en ide om, hvordan de måske vil handle fremover. Da jeg nu har indført disse handlingsbilleder, giver det også mere præcise rammer for, hvorledes man skal beskrive. Det må nemlig bestå i, at man tillægger de involverede personer nogle handlingsbilleder. Den eneste baggrund, man har for dette, er de handlinger, man har kendskab til.

At tillægge andre personer handlingsbilleder er dog lettere sagt end gjort. Et problem er, at man ikke iagttager uden forudsæt- ninger. Derved bliver det altid en fortolkning af, hvad der ligger bag andres handlinger. Et eksempel fra mine meget unge dage illustrerer dette. Jeg er fra landet, nærmere bestemt fra en gård, hvor vi dengang havde en karl. En af de første gange, jeg var til bal i det lokale forsamlingshus, mødte jeg denne karl og hans kæreste. Imens vi nu stod og snakkede, kom der flere af hans venner forbi og spurgte, om der var noget galt. De troede simpelthen, at vi stod og skændtes (f.eks. om kæresten) og skulle derfor lige høre, om der var noget, de kunne hjælpe med. En interessant fortolkning, som dog var temmelig misvisende.

For at undgå en sådan overfortolkning kunne man forsøge at beskrive de handlinger, man har kendskab til, så konkret som muligt. Han tog med højre hånd en genstand på bordet osv. En sådan beskrivelse er dog ikke så interessant, fordi den er for konkret. Den siger intet generelt om de involverede personer. Sagt mere præcist siger den intet om de bagvedliggende handlingsbilleder, og det er ifølge den her opstillede teori først og fremmest på baggrund af disse, at man kan sige noget om en persons handlinger i en anden situation. Problemet er blot, at der er ingen, der har direkte indsigt i disse handlingsbilleder. Det må altid bero på en fortolkning.

Som tidligere omtalt afhænger en sådan tolkning af egne handlingsbilleder. En mulighed var selvfølgelig at forsøge at bestemme egne handlingsbilleder. Som også omtalt tidligere, har man dog ikke selv direkte indsigt i disse. De kan kun iagttages indirekte, dvs. ved at iagttage, hvorledes man selv handler i forskellige situationer og på den baggrund forsøge at tillægge sig selv nogle handlingsbilleder. Dette er om muligt endnu mere krævende end hos andre, fordi man er mere involveret i sig selv end i andre. Spørgsmålet er også, om man i det hele taget selv kan iagttage, når man handler. Dette kræver nemlig, at der på samme tid er mindst to forskellige handlingsbilleder, der er aktive. En sådan mulighed har jeg som bekendt tidligere udelukket.

Der er også andre problemer ved at tillægge andre nogle handlingsbilleder. Ofte er man som beskriver i direkte kontakt med de mennesker, man ønsker at beskrive. Dermed er man selv involveret i diverse handlinger og derfor også med til at påvirke, hvorledes de andre handler. Netop på baggrund af handlingsbilleder kan en sådan indflydelse få stor betydning. Her må man tænke på, at baggrunden for handlinger er handlingsbilleder. Dermed kan selv en lille ændring af en iagttagers handlinger betyde, at der hos andre aktiveres helt andre handlingsbilleder. En iagttager kan med andre ord have en afgørende indflydelse på andres handlinger. Et eksempel er den opdagelsesrejsende, der besøger et fremmed folkeslag. For disse mennesker vil tilstedeværelsen af en sådan udefra kommende person være noget usædvanligt. Der er derfor en stor fare for, at den opdagelsesrejsende ved sin blotte tilstedeværelse får altafgørende indflydelse på disse menneskers handlinger. Eksempelvis undersøgte den amerikanske antropolog Margaret Mead på et tidspunkt visse fremmede stammers sexsualvaner bl.a. ved interviews. Denne undersøgelse har senere vist sig at være misvisende, simpelthen fordi disse mennesker kunne fornemme, hvad Mead ønskede at høre, og det sagde de så. Man er vel høflig!

Der er dog yderligere et par forhold, som man skal være opmærksom på. For det første er det en beskrivelse med begrænset gyldighed. Det skyldes, at man intet kan sige om, hvorledes disse handlingsbilleder ændrer sig, nye dannes og gamle forgår. Det betyder, at en beskrivelse med tiden kan forældes. For det andet er det vigtigt at være opmærksom på, at det er en beskrivelse, der er lavet på baggrund af en række konkrete situationer. Dette giver ikke alene en usikkerhed om indholdet af disse handlingsbilleder, men også en usikkerhed om, hvornår de er aktive, og hvornår de er passive. Desuden kan der eksistere handlingsbilleder, som man ikke er opmærksom på. Derved kan selv små ændringer af en situation give markant andre handlemønstre.

Trods alle disse vanskeligheder er det altså muligt at beskrive andre. Jeg antydede også, at det måske var muligt at beskrive sig selv. Jeg siger “måske”, fordi jeg på et tidspunkt argumenterede for, at man ikke kan iagttage sig selv, når man selv handler. Selv om man ikke kan dette, mener jeg dog, at det alligevel er muligt at beskrive sig selv. Det bliver selvfølgelig endnu mere besværligt, end hvis det er andre, fordi man ikke har denne mulighed for selviagttagelse i handlingsøjeblikket. Men så må man i højere grad benytte andre muligheder som f.eks. at inddrage andre i beskrivelsen af sig selv. Desuden har man også indsigt i, hvorledes man selv sanser, føler og tænker osv. Principielt er det altså muligt at beskrive sig selv, hvilket jeg finder temmelig interessant. Ifølge den her opstillede teori er mennesket opsplittet i mindre enheder (handlingsbilleder). Når man således forsøger at beskrive sig selv, er det en side, der forsøger at beskrive en anden side af en selv. Det er med andre ord nogle handlingsbilleder, der benyttes til at beskrive situationer, hvor andre handlingsbilleder var aktive. Et eksempel er et raserianfald. Bagefter er det muligt at finde frem til, hvorledes man selv handlede i den pågældende situation, f.eks. i form af beretninger fra andre. Det er altså to sider af en selv, der kommer til udtryk, nærmest som to personligheder. Sådan tror jeg også de fleste vil opleve det, f.eks. kan man godt bagefter være noget forundret over den måde, man selv handlede på.

Indvendinger

En indvending mod denne teori er, at der mangler noget. Hvad med sult, seksualitet og lignende. Er det ikke noget på forhånd givet og dermed i modstrid med udgangspunktet i dette menneskesyn? Her må man huske på, at mit udgangspunkt ikke udelukker noget sådant. Jeg udelukker blot, at noget en gang givet kan have betydning i alle menneskelivets forhold. Det må være begrænset til nogle bestemte situationer. Men dette synes jeg passer godt med et fænomen som seksualitet, fordi det netop kun kommer til udtryk i nogle bestemte situationer – som f.eks. også sult gør det. Den simpleste måde at realisere disse fænomen på, er derfor at indføre visse medfødte handlingsbilleder.

Dermed kan jeg også svare på andre lignende indvendinger. Jeg tænker f.eks. her på genetikken, som i disse år forsøger at påvise gener for både det ene og det andet. Eksempelvis har man forsøgt at påvise et såkaldt “bøssegen”. Jeg mener dog ikke, at et sådant resultat nødvendigvis er i modstrid med mit udgangspunkt. Viser det sig derfor, at der er en overvægt af mænd med et bestemt gen, der er bøsser, vil jeg pr. definition ikke kunne afvise et sådant resultat.

Der er dog også andre indvendinger imod dette menneskesyn. På et meget væsentligt punkt mener jeg, at det adskiller sig fra den hverdagsopfattelse af mennesket, som man almindeligvis møder. Der er nemlig på forhånd ingen given forbindelse imellem de enkelte handlingsbilleder. Dermed er der i princippet heller ingen sammenhæng imellem den enkeltes handlinger. Noget sådant møder man dog sjældent. Tværtimod undrer man sig, når man møder en person med en splittet personlighed. Alene det, at vi har et begreb om en personlighed, tyder på, at der er en vis helhed over den enkeltes handlinger. Spørgsmålet er, hvorledes jeg både kan fastholde mit udgangspunkt og samtidig tale om en personlighed. Mit forslag er, at handlingsbilleder kan sammensættes. Derved viser det sig, at nogle handlingsbilleder er mere grundlæggende end andre. Det er disse grundlæggende handlingsbilleder, der gør mig i stand til at tale om en personlighed, uden at jeg af den grund går på kompromis med mit udgangspunkt.

Det kan heller ikke passe, at de ændringer der trods alt indtræffer, er så tilfældige som her antydet. Var de nemlig det, ville det bevirke ændringer i forskellige retninger. Dermed ville den enkelte blive mere og mere splittet. En sådan udvikling ser man dog ikke, nærmest tværtimod.

3. Sammensætning af handlingsbilleder

I afslutningen af forrige kapitel nævnte jeg et par indvendinger mod denne teori. Her vil jeg nævne endnu en. Mit udgangspunkt er som bekendt, at den enkelte har et antal handlingsbilleder, som ligger til grund for sansning og handling. Men hvordan kan man egentlig reagere på alle de situationer, man kommer i, når disse handlingsbilleder i princippet er uafhængige af hinanden? Der er selvfølgelig mange situationer, der minder om hinanden, men der er også variationer. Mange af disse variationer er man faktisk også i stand til at reagere rimeligt hensigtsmæssigt på. Har man eksempelvis to bekendte, som man kender fra hver sin sammenhæng, kan man godt møde dem samtidig uden helt at blive handlingslammet. Lignende situationer løser man normalt også uden de store problemer. Man indretter sig efter situationen. Det virker blot lidt underligt, at man kan udvise en sådan fleksibilitet, når der kun er et begrænset antal handlingsbilleder til rådighed, og da de i princippet intet har til fælles.

Et oplagt svar kunne være, at der var et handlingsbillede til alle de situationer, man kommer i. Problemet er blot, hvor alle disse handlingsbilleder skulle komme fra. Måske dannes de lige i øjeblikket. Selv om dette er en mulighed, synes jeg ikke, den er tilfredsstillende. Primært fordi det ikke ville være i overensstemmelse med, at handlingsbilleder ofte afspejler handlemønstre, som gentages igen og igen. Hvis det var så let at danne nye handlingsbilleder, var der nemlig ingen grund til at gentage de samme handlemønstre igen og igen.

Selv om man vitterligt havde et handlingsbillede til enhver situation, mener jeg også, at det ville give problemer. For det første ville det kræve et utal af handlingsbilleder, fordi man kommer i så mange forskellige situationer. For det andet ville der blive problemer med at få fundet de rette handlingsbilleder frem, og det ville sandsynligvis tage forholdsvis lang tid. Langt mere effektivt ville det være, hvis der var noget, der kunne genbruges. Noget, der ligesom kunne være mere grundlæggende end andet. Alt andet ville være for ressourcekrævende og for ineffektivt.

Derfor tror jeg ikke svaret på ovenstående er så simpelt, som at man har et handlingsbillede til hver situation. Jeg må ganske enkelt give disse handlingsbilleder mere teoretisk indhold for at kunne svare på en indvending som ovenstående. Kort fortalt vil jeg fastholde mit udgangspunkt, men det skal blot modificeres lidt. At det så samtidig viser sig, at jeg derved kan forklare mange andre interessante fænomener, mener jeg også er et godt argument for at gå andre veje.

Handlingstræ

Jeg vil først se lidt nærmere på et konkret eksempel, nemlig en ung mand og hvorledes han handler, når han er sammen med hver enkelt af fem venner. Dette har jeg skitseret i figur 2. Der er dog nogle træk, der er fælles for de mandlige venner. Det samme er tilfældet for de kvindelige venner. Ydermere er der træk, som genfindes for både de mandlige og de kvindelige venner. Det skal pointeres, at det er helt individuelle træk. For en anden person med de samme fem venner kunne det principielt være helt andre træk.

Fig.2 Udsnit af et handlingstræ

Som illustreret i figur 2, er der altså træk, der går igen i en række forskellige situationer. Min påstand er nu, at noget lignende også genfindes i andre tilfælde. Hvis der opstår en ny situation, kan man på nogle punkter godt ændre handlemønstre, men det er sjældent, at man fuldstændigt ændrer handlemønster. Der vil som regel være noget, der går igen. Spørgsmålet er nu, hvorledes dette kan udmøntes rent teoretisk?

Min ide til at komme videre er at konstruere et såkaldt handlingstræ. Et handlingstræ er simpelthen opbygget som figur 2. Denne figur forestiller et handlingstræ eller rettere dele af et handlingstræ. I hver gren har jeg skrevet, hvad der er karakteristisk for den pågældende gren. I en bestemt situation, f.eks. når han er sammen med Anne, vil jeg sige, at der er flere handlingsbilleder aktive, nemlig det, der hører til Anne, det, der hører til de kvindelige venner og det, der hører til vennerne. På den måde er der ikke et men flere handlingsbilleder, der er aktive på en gang. Hver gren repræsenterer så at sige et handlingsbillede. Dermed er hver gren en yderligere præcisering af det totale handlingsbillede. Det skal dog pointeres, at denne sammensætning ikke er vilkårlig eller rettere ikke er fleksibel. Tværtimod er det sådan, at de samme sammensætninger forekommer igen og igen. Den unge mand fra figur 2 begynder f.eks. ikke pludselig at behandle sine kvindelige venner som sine mandlige venner.

Et sådant handlingstræ kan illustrere mange interessante fænomener. Først vil jeg dog introducere to nye begreber, nemlig konkrete og grundlæggende handlingsbilleder. Konkrete handlingsbilleder er de handlingsbilleder, der sidder i toppen af træet, dvs. blade og kviste. Dem er der mange af, og de er alle hæftet på andre handlingsbilleder. Grundlæggende handlingsbilleder er der færre af, og billedligt talt svarer disse grundlæggende handlingsbilleder til de bærende grene og stammen.

Set på baggrund af et handlingstræ er det således oplagt, hvorfor man ikke almindeligvis oplever de store ændringer i handlemønstre hos mennesker i deres dagligdag. Det skyldes ganske enkelt, at det stort set er de samme grundlæggende handlingsbilleder, som er aktive hele tiden. Derfor bliver det også oplagt, hvorfor man kan tale om en personlighed. Denne må nemlig være et udtryk for personens grundlæggende handlingsbilleder. Her er det vigtigt at bemærke sig, at dette svar også giver mulighed for afvigelser fra det dagligdags mønster. Det er ikke usædvanligt, at mennesker fuldstændigt ændrer handlemønster, hvis de opleves i andre situationer, end de vante. På Balkan kan man i disse år opleve, at nogle den ene dag kan være fredelige familiefædre og næste dag være involveret i etnisk udrensning af tidligere naboer. Der er selvfølgelig blot tale om to forskellige situationer, hvor der er forskellige grundlæggende handlingsbilleder, der er aktive. Dette giver sig så udslag i disse to meget forskellige handlemåder.

Men hvor splittet en personlighed kan man egentlig have? Principielt er der intet, der hindrer, at et handlingstræ mere har karakter af en busk end et træ med en stamme. Spørgsmålet er, om det også i praksis er muligt med en så splittet personlighed. Først vil jeg dog slå fast, at det ikke er så let at afgøre, om en persons handlingstræ har en eller flere stammer. Dette sidste udelukker nemlig ikke, at disse har mange mere konkrete handlingsbilleder tilfælles. På baggrund af en overfladisk betragtning kan en sådan person derfor godt virke som en person med kun en personlighed. Det kan således være svært i et konkret tilfælde at afgøre, hvor splittet en person er.

Psykoanalysen leverer ellers en række fortræffelige eksempler på mennesker, der nærmest er splittet i to personligheder. Et eksempel er Anna O, som var en af Freuds tidlige patienter. Den normale Anna var en venlig pige, men i den anden tilstand var hun uregerlig og ondskabsfuld mod sine omgivelser, nærmest som en anden Doktor Jekyll og Mr. Hyde. Nøjagtigt som i romanen var det i tilfældet Anna O som om, det var to forskellige personer, f.eks. havde den normale Anna O intet kendskab til den anden Anna og omvendt. Desuden talte hun i den anden tilstand indtil flere sprog flydende, sprog, som hun ikke beherskede, når hun var den normale Anna. Alligevel ved jeg ikke, hvor godt et eksempel det er til at belyse ovenstående problematik. Eksemplet kunne selvfølgelig forklares ved, at der så at sige var to stammer i handlingstræet, men der er også andre mulige forklaringer. Det kunne f.eks. have noget at gøre med, hvordan de enkelte handlingsbilleder aktiveres. Dette kan handlingstræet dog ikke fortælle os så meget om. Det giver kun et billede af, hvilke handlingsbilleder der normalt sammensættes. Derfor mener jeg ikke eksemplet med Anna O nødvendigvis afklarer ovenstående spørgsmål. Det må altså stå som et åbent spørgsmål, om man har et enkelt grundlæggende handlingsbillede eller ej. Handlingstræet udelukker hverken det ene eller det andet.

Også andre fænomener kan illustreres med et sådant handlingstræ. De konkrete handlingsbilleder er der mange af. De skifter ofte imellem at være aktive og passive, der er mange, der minder om hinanden, og endelig har mange de samme grundlæggende handlingsbilleder. De er med andre ord meget fleksible. Helt anderledes er det med de grundlæggende handlingsbilleder. Dem er der langt færre af. De skifter ikke så ofte imellem at være aktive og passive, og de situationer, hvor de er aktive, er mere forskellige. Derfor kan man godt have en fornemmelse af at have mange muligheder og ingen begrænsninger i situationer, hvor der kræves ændringer blandt de konkrete handlingsbilleder. Dette mener jeg giver en forklaring på, hvorfor man er så god til at klare de små variationer, der forekommer i hverdagen, hvilket netop var mit mål, som omtalt i indledningen til dette kapitel.

Kræves der derimod ændringer blandt de grundlæggende handlingsbilleder, møder man helt andre grænser. Kuhn giver et udmærket eksempel på, hvor svært eller rettere sagt umuligt det kan være for forskere at skifte nogle grundlæggende forskningstraditioner ud med andre traditioner. Kuhns pointe er, at videnskabelig udvikling ikke er en langsom akkumulerende proces, men derimod en udvikling, der kommer i spring, nærmest som revolutioner. Det er dog ikke alle forskere, der er med i disse revolutioner. Ofte er det ganske unge forskere, der starter disse revolutioner, som så støttes af andre unge forskere. De gamle teorier uddør dog ikke sådan lige med et. Faktisk er det sådan, at de ældre teorier først uddør med de ældre forskere, der voksede op med disse teorier.

Noget lignende kender vi også fra hverdagen. Mennesker ændrer ikke personlighed fra dag til dag. Faktisk har mange den samme personlighed hele livet igennem.

At det er svært grundlæggende at ændre sig kan godt give nogle problemer. Dette ses f.eks. af vore dages arbejdsmarked. Her er nogle af tidens nøgleord omskiftelighed og fleksibilitet. Det er de måske blevet, fordi vi lever i et samfund, der er inde i en rivende udvikling. Derfor stilles der også store krav om at kunne omstille sig, hvilket åbenbart er lettere sagt end gjort.

Men i hvor høj grad er man egentligt i stand til at omstille sig? Eller for at spørge med lidt andre ord: Hvor frit er mennesket i grunden? Er menneskets handlinger determineret af egne handlingsbilleder eller hvad? Svaret må blive et både og. Er det handlemønstre, hvor der kun kræves ændringer blandt de konkrete handlingsbilleder, kan man altså godt have en oplevelse af mange muligheder og dermed en oplevelse af en stor grad af frihed. Er det derimod handlemønstre, hvor der kræves ændringer blandt de grundlæggende handlingsbilleder, bliver situationen en helt anden. Mulighederne er få, og som følge deraf vil disse få handlingsbilleder meget let komme til at virke begrænsende eller måske ligefrem styrende. I grelle tilfælde kan man ligefrem tale om determinisme forstået på den måde, at personens handlinger på forhånd er determineret af egne grundlæggende handlingsbilleder. Et eksempel kunne være afhængighed af alkohol eller af narkotiske stoffer. I sådanne tilfælde kan det være noget illusorisk at tale om frihed. En bedre betegnelse var måske sygdom, fordi det i de fleste tilfælde kræver professionel hjælp at komme ud af dette misbrug.

Handlingspyramiden

En anden måde at fremstille nogle af de samme fænomener på er med en handlingspyramide. Denne fremkommer ved, at man afbilder alle handlingsbillederne som en kasse. De konkrete handlingsbilleder placeres øverst, og de grundlæggende placeres nederst. I en given situation afbildes de handlingsbilleder, der er aktive, som en pyramide, hvor de konkrete handlingsbilleder afbildes øverst og de grundlæggende nederst. Det vil med andre ord sige, at bredden af pyramiden ved et givet handlingsbillede er et udtryk for, hvor grundlæggende det pågældende handlingsbillede er. I en anden situation er det måske andre handlingsbilleder, der er aktive. Dermed bliver indholdet i handlingspyramiden også et andet.

Fig.3 Handlingspyramide. Øverst er de konkrete handlingsbilleder, og nederst er de grundlæggende handlingsbilleder afbildet.

Umiddelbart minder dette meget om handlingstræet. Der er dog forskelle. Eksempelvis fremgår det af handlingstræet, hvorledes de enkelte handlingsbilleder sammensættes. For handlings- pyramiden forestiller jeg mig ikke, at der er sådanne på forhånd givne sammensætninger. Derimod tilpasser handlingspyramiden sig den konkrete situation, man er i, vha. de forhåndenværende “byggeklodser” i form af handlingsbilleder. På den måde bliver handlingspyramiden en mere fleksibel konstruktion end handlingstræet, fordi der ingen på forhånd givne sammensætninger er. Eksempelvis er et konkret handlingsbillede ikke fast tilknyttet et andet mere grundlæggende handlingsbillede, som det er tilfældet i handlingstræet. På dette punkt virker handlingstræet lidt underligt i og med, at mange af de konkrete handlingsbilleder er aktive i meget forskelligartede situationer. Eksempelvis anvender man de samme bevægelser, sproglige vendinger og udtryk i mange forskellige situationer. Skulle man beskrive dette med et handlingstræ, ville det kræve, at det handlingsbillede, der lå bag det pågældende handlemønster, stort set var repræsenteret på alle træets grene. Det virker i mine øjne lidt voldsomt. I handlingspyramiden forklares dette simpelthen ved, at det pågældende handlingsbillede bliver aktiveret i de pågældende situationer. Her er det altså det samme handlingsbillede, der aktiveres igen og igen. I handlingstræet derimod skulle der i princippet være et til hvert mere grundlæggende handlingsbillede. Da der i forvejen er temmelig mange konkrete handlingsbilleder, må det være en meget tæt krone på et sådant handlingstræ. Principielt skulle der heller ikke være noget i vejen for det. Eksempelvis kunne man forestille sig, at alle disse ens handlingsbilleder var dannet ved, at der et sted dannes et handlingsbillede, som så breder sig over hele træet. Alligevel virker det nu lidt overvældende med alle disse ens handlingsbilleder. Det er i hvert fald ikke særligt økonomisk. Desuden virker det lidt underligt, at de på længere sigt kan vedblive med at være ens. De er trods alt placeret forskellige steder under forskellige omstændigheder.

Til gengæld er der andre fænomener, der taler til fordel for handlingstræet. Faktisk er det ikke altid helt uproblematisk at benytte et givet handlemønster i en anden situation. Det er ligesom noget, man skal opdage, nærmest som en aha-oplevelse. En sådan aha-oplevelse bliver selvfølgelig mere udtalt jo mere grund- læggende, de involverede handlingsbilleder er. Det er dog svært at forklare en sådan aha-oplevelse med handlings- pyramiden. Ifølge den har man en given mængde handlingsbilleder, som tilpasser sig den konkrete situation. Altså er en bestemt sammensætning uafhængig af, om disse handlings- billeder før har været aktive sammen. Der er med andre ord ingen mekanisme, der så at sige husker de benyttede sammensætninger.

Sammensætning med forbindelser

En helt tredje mulighed er, at de enkelte handlingsbilleder har etableret en forbindelse til de andre handlingsbilleder, som de har været aktive sammen med. Selve etableringen af forbindelsen kan så forklare denne aha-oplevelse, og de allerede etablerede forbindelser kan forklare den uproblematiske sammensætning af handlingsbilleder, man ser i de fleste situationer. Derved kan man få relativt få handlingsbilleder kombineret på relativt mange måder. På den måde opnår man altså også handlingspyramidens fleksibilitet.

Dette er alt sammen ganske udmærket, men bliver det ikke på bekostning af hastighed og præcision, f.eks. i forhold til handlingstræet? Det må alt andet lige være sådan, at flere kombinationsmuligheder også betyder, at det tager længere tid at finde frem til en konkret kombination. Fleksibiliteten kan på den måde hurtigt blive en ulempe, hvis det er på bekostning af den hastighed, hvormed man kan handle.

Der er dog også mekanismer, der modvirker dette. F.eks. er der en tendens til, at en forbindelse er lettere at aktivere, hvis den lige har været aktiv. Har man f.eks. lige været vred, sur eller lignende, bliver man det lettere igen end normalt. Men også i lidt større perspektiv ses noget lignende. Et eksempel er en dag at gøre noget, man normalt ikke gør, som f.eks. at stjæle noget mad i et supermarked, fordi man er i pengenød. Næste gang man kommer i pengenød, er det langt lettere igen at få denne ide. Benytter man sig af denne mulighed flere gange, bliver det nemmere og nemmere både at få ideen og at udføre den. Passer man ikke på, kan det let gå hen og blive en vane, dvs. noget man bare gør uden nærmere at tænke over det.

Et andet eksempel er at begynde at færdes i kredse med tendenser til småkriminalitet. Derved aktiverer man også en række forbindelser, som man normalt ikke benytter. På længere sigt betyder dette, at disse forbindelser lettere og lettere aktiveres, så man lidt efter lidt ændrer handlemønster. Man bliver med andre ord mere tilbøjelig til småkriminalitet. Der er dog også andre ting, der understøtter en sådan proces. Som vi senere skal se, danner man også mange nye handlingsbilleder, når man kommer i en række nye situationer. Dette vil selvfølgelig også understøtte en sådan forandringsproces.

Omvendt må det også være sådan, at en forbindelse har sværere ved at blive aktiveret, hvis den ikke aktiveres så tit. Holder man f.eks. op med at ryge, er det i starten voldsomt svært, fordi man hele tiden får lyst til at ryge. Hvis man dog konsekvent undlader at ryge, vil de handlingsbilleder, der tilsiger en at ryge, aktiveres mindre og mindre. Selv mærker man det ved, at trangen til at ryge bliver mindre og mindre. Noget tilsvarende må også gælde andre lignende tilbøjeligheder som f.eks. alkoholisme, narkomani, bide negle, være forelsket osv.

Begge dele giver tilsammen en selvforstærkende virkning på de forbindelser, der ofte benyttes. Dette har den fordel, at i hverdagssituationer bliver man relativ hurtig til at handle. Ulempen er dog, at man ikke handler så hurtigt i lidt mere specielle situationer, fordi disse situationer stiller krav om nogle forbindelser, som ikke aktiveres så tit.

Disse overvejelser fortæller noget om sammenhængen mellem handlingstræet og disse forbindelser. Handlingstræet må simpelthen være en tegning af de mest benyttede forbindelser. Men dermed melder næste spørgsmål sig: Hvorfor kan man netop tegne de mest benyttede forbindelser som et træ? Dette kræver en præcis definition af, hvad et handlingstræ egentligt er.

Først vil jeg pege på noget meget karakteristisk for et træ, nemlig at grene altid forgrener sig. Derimod samles flere grene aldrig i en gren. På samme måde vil jeg sige, at et handlingstræ er karakteristisk ved, at forbindelser altid forgrener sig. Forbindelser, som skitseret i figur 4, forekommer altså ikke i et handlingstræ. Det vil med andre ord sige, at et handlingsbillede kun kan aktiveres af et andet handlingsbillede.

Fig.4 Eksempel på forbindelser, der ikke findes i et handlingstræ.

Men tilbage til spørgsmålet om, hvorfor de mest benyttede forbindelser netop kan tegnes som et træ. Jeg mener, at det sandsynligvis har noget med effektivitet at gøre. Det er simpelthen for ineffektivt, hvis et handlingsbillede kan aktiveres af flere handlingsbilleder. Hvorfor det?

Fig.5a Handlingstræ

Hvis man som eksempel forestiller sig et handlingstræ som skitseret i figur 5a, ser vi, der i alt er femten måder at handle på. Laves der yderligere en forbindelse fra højre gren til venstre gren, ser vi der nu bliver yderligere ni måder at handle på, dvs. i alt fireogtyve måder og det blot pga. en enkelt forbindelse. Se figur 5b. Det er klart, at dette ikke virker fremmende for hastigheden og dermed for effektiviteten, men selvfølgelig får man en større grad af fleksibilitet.

Fig.5b Handlingstræ med yderligere en forbindelse.

Af eksemplet ser vi også en anden interessant ting. Hvis det er konkrete handlingsbilleder, der forbindes, giver det færre yderligere muligheder, end hvis grundlæggende handlingsbilleder forbindes. Det vil med andre ord sige, at ekstra forbindelser ikke er så “dyre” imellem konkrete handlingsbilleder, som imellem grundlæggende. Dette er heldigt nok, fordi det netop er blandt de konkrete handlingsbilleder, man har brug for stor fleksibilitet, fordi det er på det konkrete plan, der ofte forekommer variation.

Resten af kapitel 3 er ikke med i dette uddrag.

5. Om Hukommelse

De eksempler på ændringer, jeg hidtil har omtalt, har alle det til fælles, at ændringen sker i selve situationen. Sådan er det dog ikke altid. Ofte er det sådan, at man kommer i en situation, hvor der opstår et handlingsbehov, uden at det af den grund giver sig udslag i nogen umiddelbar forandring. Alligevel kan en sådan situation godt senere blive direkte anledning til ændringer.

I mine øjne er denne type ændringer meget vigtige, måske endda mere vigtige, end de ændringer, der sker i selve situationen. I de følgende to kapitler vil jeg derfor se lidt nærmere på disse tilfælde. Jeg mener, at et væsentligt element i en sådan senere ændring, er hukommelse. Derfor vil jeg her først forsøge at indkredse, hvad hukommelse i det hele taget er for noget.

Det første at bemærke sig om hukommelse er, at man ikke bare husker episoder fra sit liv, som var det en filmstrimmel. Det er f.eks. ikke sådan, at man lige kan genkalde sig sin cykeltur i går og alt, hvad der da skete. Ligeledes kan man heller ikke lige genkalde sig, hvad der skete sidste år i sommerferien. Man kan forsøge, men det kommer ligesom i klumper, som man så måske kan stykke sammen til en helhed. Det er altså mere brudstykker eller enkeltepisoder af et forløb, end selve forløbet, som man kan huske. Sådanne brudstykker vil jeg kalde for hukommelsesbilleder.

Dernæst et lille tilbageblik til eksemplerne fra forrige kapitel. Det er interessant at bemærke sig, at de alle er episoder, som de involverede personer sikkert vil kunne huske, også lang tid efter, de er hændt. Dette kunne tyde på, at handlingsbehov og hukommelse har et eller andet med hinanden at gøre. Det er der også andre eksempler, der tyder på. Har man f.eks. været ude for en voldsom oplevelse, kan minderne godt være værre end det, der rent faktisk skete. Lidt det samme er tilfældet i mere dagligdags situationer. Kommer man ud for et problem, er det faktisk ret sjældent, at man får det løst med det samme. Faktisk går man ofte og funderer over det et stykke tid, inden man evt. finder en løsning på problemet. Spørgsmålet er så blot, hvad handlingsbehov og hukommelse har med hinanden at gøre? Dette kan man selvfølgelig diskutere i lang tid. For mig at se virker det ret oplagt, at når der opstår et handlingsbehov, dannes der også et hukommelsesbillede.

Dermed bliver det i hvert fald nemt at forklare, at man ofte husker de situationer, hvor der opstod et handlingsbehov. Der er dog også andre fænomener, der underbygger en sådan sammenhæng. Eksempelvis er det altid lidt specielle situationer, man husker. Situationer, som man kender fra sin dagligdag, glemmer man hurtigt, eller de registreres ganske enkelt ikke. Er man f.eks. ude at rejse, er det altid i starten, man bedst registrerer det, der adskiller sig fra det kendte. Det samme er tilfældet, når man begynder på et nyt arbejde. Her er det altid den første periode, man husker bedst, eller den der gør størst indtryk. Forklaringen er måske, at det netop er i denne periode, man skal vænne sig til alt det nye. Men når man skal vænne sig til noget nyt, opstår der også en række handlingsbehov og derfor huskes denne periode bedre.

Men hvorfor gemme et hukommelsesbillede i situationer, hvor der opstår et handlingsbehov? Her må man tænke på, at der opstår et handlingsbehov, når der i nogle konkrete situationer opstår problemer for handlingsbillederne. For at undgå lignende situationer forsøger handlingsbillederne at ændre sig. Som jeg har omtalt flere gange, er ændringer ikke noget, der bare sker. Derfor kunne man godt forestille sig hukommelse som en slags mekanisme, der gemmer de situationer, hvor der har været problemer i form af hukommelsesbilleder. Senere kan disse hukommelsesbilleder måske indgå i evt. ændringer af handlingsbillederne.

Følgende er et ganske udmærket eksempel på, at der dannes hukommelsesbilleder i forbindelse med et handlingsbehov. En dag stod jeg ved en kopimaskine, som en reparatør var ved at reparere. Derfor tog han en række kopier for at se, hvorledes maskinen virkede. Da han havde set på disse papirer, smed han dem i papirkurven. Da jeg på det nærmeste er fanatisk pa