Sandhedsbegrebet
anvendt på teorier for sandhed
Af
Søren Bredmose Simonsen
Sandhedsbegrebet anvendt på teorier for
sandhed er et BA-projekt
ved:
Center
for Filosofi
Filosofisk
institut
Odense
Universitet, Syddansk Universitet
Af Søren Bredmose Simonsen
Vejleder:
Cynthia Grund
Forsidebillede:
Sand og Refleksion tegnet af Jesper
Johansen
Afleveret
d. 10/1 2000
Indhold: side:
1 Forord 1
2 Det overordnede spørgsmål og de mulige
svar 1
3 Sandhedsbærere og teorier som sandhedsbærere 4
4 Tre projekter 5
5 Korrespondensteorien for sandhed som
generel sand teori 7
6 Kohærensteorien for sandhed som generel
sand teori 11
7 Den pragmatiske sandhedsteori som generel
sand teori 15
8 Sandhedsteorier i et sproghierarki 20
9 Sandhed knyttet til et bestemt emneområde 27
10 Om sandhedsteorier er sandhedsbærere 31
11 Afsluttende bemærkninger 39
Litteraturliste 41
Sandhedsbegrebet anvendt på teorier for
sandhed
1 Forord
I dette projekt vil jeg
undersøge, om og under hvilke betingelser sandhedsteorier kan være sande.
Sandhedsteorierne angiver selv, hvad sandhed er. Af den grund handler meget af
opgaven om de refleksive forhold, en sandhedsteori ofte eller måske altid vil
være involveret i. Jeg vil vise, at hvis man erklærer en sandhedsteori for
sand, så vil denne altid være involveret i en form for refleksivitet. Jeg vil
dog også vise, at denne refleksivitet ikke altid er fatal for sandhedsteorien
men endda kan være en nødvendighed. Projektet vil munde ud i en afsluttende
diskussion om, hvorvidt sandhedsteorier kan betragtes som sande/falske eller
ej.
Der findes mange sandhedsteorier. Pga. opgavens
begrænsede længe vil jeg nøjes med at se på korrespondensteorien, kohærensteorien og den pragmatiske teori for
sandhed. Det kunne i sammenhæng med dette projekt være interessant med en
behandling af Tarskis semantiske sandhedsteori og af Donald Davidsons teori for
mening, men af pladsmangel er dette ikke muligt.
2 Det overordnede spørgsmål og de mulige svar
Når vi evaluerer en teori,
så formulerer vi argumenter for og imod den. Vi argumenterer for at finde frem
til den sande teori. Vi undersøger teorier med hensyn til mange ting: Konsistens
og evidens. Er teorien en ad hoc-løsning? Kan teorien falsificeres? Gør teorien
sig immun over for kritik? Osv. Målet for disse undersøgelser er dog altid det
samme: Vi ønsker at fastslå, om teorien er sand eller falsk. Man kan sige, at
konsistens, evidens osv. er redskaber til at fastslå teoriens sandhedsværdi.
Spørgsmålet er nu, om vi også evaluerer en teori for sandhed med henblik på at
fastslå, om den er sand. Når vi fremsætter argumenter for en bestemt
sandhedsteori, understøtter disse argumenter så, at sandhedsteorien er sand?
Kan en sandhedsteori siges at være sand? Sidste spørgsmål er det
overordnede spørgsmål, jeg prøver at
besvare i dette projekt. Der gives tre mulige svar på dette spørgsmål:
Svarmulighed nr. 1:
Sandhedsteorien kan generelt
siges at være sand. Hvis teorien er generelt sand, så må den inddrage sig selv
i sit emneområde. Det kriterium for sandhed, som teorien opstiller, må angå
teorien selv. En sådan teori siges at være refleksiv:
En
teori, der selv falder ind under det omraade, den er teori for, kan kaldes en
refleksiv teori.
(Grue-Sørensen p. 21)
Man må gøre sig klart, hvad denne refleksivitet
betyder for en generel sand sandhedsteori. Dette undersøger jeg i
afsnittene 5, 6 og 7.
Nogle refleksive
teorier er i den særdeles uheldige situation, at de gennem deres refleksivitet
gendriver sig selv. Grue-Sørensen forklarer:
Der
tænkes paa det ejendommelige forhold, at en tanke (paastand, anskuelse) kan
være af den beskaffenhed, at den selv afgiver grundlag for tvivl om dens
rigtighed, anderledes udtrykt: at en dybere gennemtænkning af en bestemt tankes
konsekvenser viser sig allerfarligst for denne tanke selv.
(Grue-Sørensen
p. 7 – 8)
Han giver selv den
materialistiske historieopfattelse som eksempel:
Naar
den materialistiske historieopfattelse udsiger, at alle ideologiske foreteelser
i et samfund, de moralske, politiske, filosofiske og videnskabelige doktriner,
er bestemt ved de materielle samfundsforhold eller den økonomiske struktur, og
at de derfor ikke kan have tidløs gyldighed, men at de ligesom
samfundsforholdene kun gælder deres tid for saa at afløses af andre, saa maa
man jo følgerigtigt mene at ogsaa denne historieopfattelse selv, da den hører
til de ideologiske foreteelser i et bestemt samfund, maa være af en lignende
forbigaaende gyldighed under hensyn til tidsbegrænsning af de samfundsforhold,
der hersker ved dens fremkomst, og som saaledes har betinget den. Den maa efter
sin egen opfattelse, selv være ”ein Reflex der ökonomischen Verhältvisse”.
(Grue-Sørensen
p. 11)
En teori, som
hævder, at alle teorier er relative til samfundsforhold, kan ikke selv være
absolut gyldig, men implicerer stiltiende selv at være relativ. Hvilke
elementer er med til at give dette uheldige udslag for teorien? Grue-Sørensen
svarer:
Og
her falder det snart i øjnene, at det i hvert fald tildels beror paa, at
teorien selv falder ind under det omraade, den som teori angaar.
(Grue-Sørensen
p. 21)
En af grundene
er altså refleksiviteten. Det er dog næppe refleksiviteten alene, som bærer ansvaret
for det uheldige forhold.
En generel sand
sandhedsteori falder som sagt ind under sit eget emneområde. For at afgøre om
svarmulighed nr. 1 er et plausibelt svar, vil jeg undersøge, om generelle sande
sandhedsteorier gendriver sig selv.
Svarmulighed nr. 2:
Sandhedsteorien kan siges at
være sand for et bestemt emneområde. Den behøver dermed ikke at inddrage sig
selv i det emneområde, den angår. Hvis vi dog mener, at teorien er sand, så må
dette indebære, at vi vurderer teoriens sandhedsværdi ud fra en anden
sandhedsteori. Men med hvilken teori skal vi så evaluere denne anden teori? Af
en tredje, og den af en fjerde? Det lader til, at vi her havner i en form for
uendelig regres, med mindre en af teorierne i kæden bliver evalueret af en af
de allerede evaluerede teorier, hvormed cirklen endnu engang er dannet.
Jeg
vil i afsnit 9 se på, om der overhovedet er nogen rimlighed i at tale om sande
sandhedsteorier, som ikke er generelle. Kan regressen stoppes og i så fald
hvordan?
Svarmulighed nr. 3:
Man kan ikke sige om en
sandhedsteori, at den er sand. Spørgsmålet bliver så, hvad man kan sige om den
sandhedsteori, man foretrækker. Måske skal man anvende andre termer, såsom den
korrekte, den bedste, den mest almindelige osv.
Jeg
vil undersøge de tre mulige svar i afsnittene 5 – 10. Inden da vil det være
nyttigt, at behandle nogle mere generelle træk vedrørende sandhedsbegrebet.
Afsnittene 3 og 4 danner dermed en basis for den egentlige undersøgelse.
3 Sandhedsbærere og teorier som sandhedsbærere
Det, som kan være sandt
eller falskt, kaldes en sandhedsbærer.
Sandhed er en egenskab, som
sandhedsbæreren enten har eller ikke har. ”Sandhedsbærer” er betegnelsen for de
ting, der så at sige er i stand til at være ”bærer” af egenskaben sandhed. Men
hvilke ting er i stand til det? Er det huse, bøger og mennesker? Nej, det, vi
normalt siger, er sandt eller falskt er påstande, sætninger, domme, udsagn osv.
om f.eks. huse, bøger og mennesker. Det er altså sætninger (eller påstande eller domme m.m.), som er sandhedsbærere.
(Nøjagtigt hvad
det er, som kan være sandt eller falskt, er der stadig uenighed om. De mest
kendte forslag, til hvad der kan være sandhedsbærere, er: 1
sætningsmanifestationen (forstået som det materielle ved sætningen f.eks.
kridtet på tavlen, lydbølgerne, de mentale akter osv.) eller 2 propositionen
(sætningens mening/tanken med sætningen). Ikke alle, men kun beskrivende
sætninger, kan være sandhedsbærere på den ene eller den anden måde (1 eller 2).)
I afsnit 2
behandlede jeg teorier som
sandhedsbærere, for så at spørge om en sandhedsteori også kan være
sandhedsbærer. Inden dette spørgsmål stilles, er det værd at overveje, om det
overhovedet er rigtigt, at en teori kan være sandhedsbærer.
For at klargøre at teorier er sandhedsbærere, må
man vise, hvordan en teori kan reduceres til beskrivende sætninger, og det er
heldigvis let. Man kan blot opfatte den som en konjunktion af alle beskrivende
sætninger i teorien. Man kan symbolisere dette således:
{p1 · p2 · p3 · …. · pn}
Hvor p står for påstand,
hvor tallet til højre for p angiver påstandens nummer, og hvor n angiver
antallet af påstande i teorien.
Teorien kan
hermed opfattes som én kompleks sætning, som er sand, hvis alle sætninger, den
er sammensat af, er sande. Når teorier så simpelt kan reduceres til beskrivende
sætninger, skyldes det, at teorier ikke består af andre typer sætninger end
påstande. De består f.eks. ikke af spørgsmål eller følelsesudbrud.
En teori, om hvordan universet udvikler sig, rummer måske en beskrivelse af
nogle bestemte stjerners hastighed, den rummer måske en beskrivelse af nogle
kemiske forhold, måske rummer den nogle meget spekulative elementer, men alle
disse er påstande (begrundede eller ubegrundede). Der er altså ikke
sædvanligvis noget problem i at tilskrive teorier sandhedsværdi. Dog vil jeg
endnu ikke udelukke, at en sandhedsteori ikke kan være sandhedsbærer. Det kan
være, at der gælder noget specielt for denne. Vi kan nu blot sige, at det ikke
er qua teori, at den ikke kan være sandhedsbærer.
4 Tre projekter
Diskussion af sandhedsbegrebet bliver ofte
kompliceret mere end nødvendigt, fordi ikke alle gør sig klart, nøjagtigt hvad
man ønsker af en sandhedsteori. Det er derfor en god hjælp fra starten at
skelne mellem de forskellige typer af teorier, som filosoffer har opstillet
vedrørende sandhedsbegrebet. Man kan inddele de mange forskellige
sandhedsteorier i tre hovedgrupper. Således inddeler Richard L. Kirkham disse:
I. The metaphysical project. This project
attempts to identify what truth consists in, what it is for a statement (or
belief or proposition, etc.) to be true. (…)
II. The justification project. This project attempts
to identify some characteristic, possessed by most true statements and not
possessed by most false statements, by reference to which the probable truth or
falsity of the statement can be judged. (…).
III. The speech-act project. This project attempts to
describe the locutionary or illocutionary purpose served by utterances that by
their surface grammar appear to ascribe the property of truth to some statement
(or belief, etc.), for example, utterances like ‘Statement s is true’.
(Kirkham p. 20)
Det metafysiske
projekt er nærmere bestemt en søgen efter de tilstrækkelige og de nødvendige
betingelser for, at noget er sandt. Det metafysiske projekt kan dermed siges at
være jagten på den rigtige definition af sandhed. Eksempler på teorier inden
for dette projekt er korrespondensteorien, kohærensteorien, den pragmatiske
teori, den instrumentalistiske teori, den semantiske teori og den
minimalistiske teori.
Retfærdiggørelsesprojektet
kan ikke siges at arbejde hen mod en definition af sandhed, da dets mål ikke er
at redegøre for de tilstrækkelige og nødvendige betingelser for, at noget er
sandt. Retfærdiggørelsesprojektet søger at vise, hvornår vi som erkendende
væsner er berettiget til om en bestemt sandhedsbærer at sige, at denne er sand
eller falsk. Teorier inden for retfærdiggørelsesprojektet er derfor egentlig
ikke teorier for sandhed, men teorier for retfærdiggørelse af udsagn. Kirkham
viser et eksempel på en teori inden for retfærdiggørelsesprojektet:
For example, a very simple version of a
foundationalist theory of justification might look like this:
Truth correlates positively with being
self-evident or being deduced from self-evident premises, and it is relatively
easy to determine when a proposition (sentence, or belief, etc.) has either of
these characteristics.
(Kirkham p. 44)
Det gælder for
nogle teorier, at samme teori både kan foreslås som løsning på det metafyske
projekt og på refærdiggørelsesprojektet. Kohærensteorien kan f.eks. enten være en teori for, hvad
sandhed består i, eller en teori for hvordan vi afgør sandhedsværdien af en
given sandhedsbærer, eller den kan være begge dele. En tilhænger af
kohærensteorien som definition af sandhed vil typisk mene, at den er begge
dele.
Tale-handlingsprojektet
søger at beskrive, hvad det er, vi siger eller gør, når vi benytter ordet
”sandhed”. Nogle mener f.eks., at sandhed beskriver en egenskab ved sætninger
eller ved propositioner (altså ved sandhedsbæreren), og vi derfor med
sandhedsbegrebet udtrykker en egenskab ved denne sandhedsbærer. Andre mener, at
ordet ”sandhed” ikke beskriver noget. Heraf stammer f.eks. de forskellige
redundansteorier for sandhed.
Det metafysiske projekt kan siges at være en viderebygning på
tale-handlingsprojektet: Når man har afgjort, hvilken betydning ordet ”sandhed”
har og f.eks. nået frem til, at sandhed er en egenskab, så kan man gå i gang
med at definere, hvad det er for en egenskab.
Når jeg gør
noget ud af at skille de forskellige projekter fra hinanden, er det for i dette
projekt at undgå noget af den forvirring, der andre steder hærsker i
diskussionen omkring sandhed. De tre teorier, som jeg undersøger, er alle del
af det metafysiske projekt.
(Det metafysiske projekt er som sagt en
viderebygning på tale-handlingsprojektet. Da de teorier, jeg undersøger, er
teorier indenfor det metafysiske projekt, har jeg implicit i denne opgave taget
stilling til fundamentale spørgsmål i tale-handlingsprojektet. Det er derfor,
jeg i afsnit 3 uden videre omtaler sandhed som en egenskab.)
5 Korrespondensteorien for sandhed som generel sand teori
Korrespondensteorien
for sandhed hævder kort sagt, at sandhed er en egenskab, som sandhedsbæreren har, hvis denne er i
overensstemmelse med kendsgerningerne (se Sainsbury p. 112 –113, Edwards p. 223
– 229, Kirkham p. 119 - 140, Collin og Guldmann p. 122 – 130). Der er stadig
uenighed om, hvilken form for overensstemmelse der er tale om.
Hvis
korrespondensteorien generelt kan siges at være sand og dermed beskriver, hvad
sandhed er inden for alle
emneområder, så beskriver den også den form for sandhed, den selv tilskrives.
Ifølge en sådan teori er sandhed inden for alle emneområder det, at
sandhedsbæreren er i overensstemmelse med kendsgerningerne. Hvis en generel
korrespondensteori er sand, så må den selv være i overensstemmelse med
kendsgerningerne.
Et påtrængende
spørgsmål er naturligvis: Hvilke kendsgerninger er det, teorien skal være i
overensstemmelse med for at være sand? En sætning, som f.eks. ”Frank Zappa
havde overskæg”, er sand, hvis Frank Zappa faktisk havde overskæg. Dvs. at
sætningen selv beskriver, hvilken kendsgerning den skal være i overensstemmelse
med, for at den er sand. Tilsvarende må korrespondensteorien selv beskrive hvilken
kendsgerning, der skal være tilstede, for at korrespondensteorien er sand. Det,
der skal være tilfældet, for at teorien er sand, må altså være: at noget er
sandt, hvis dette stemmer overens med kendsgerningerne. Man kan med andre ord
sige, at teorien ifølge sig selv er sand, hvis det, teorien hævder, er en
kendsgerning.
Det er vitterlig
en kendsgerning, at vi gør brug af sandhedsbegrebet (Hertil tror jeg, at selv
alle filosoffer vil samtykke. Man er ikke uenige om, at vi benytter
sandhedsbegrebet. Man er kun uenige om, hvordan vi bedst beskriver det
sandhedsbegreb, som vi benytter). Ifølge en generel sand korrespondensteori
gælder det: At en generel korrespondensteori er sand, hvis den er i
overensstemmelse med det sandhedsbegreb (eller den brug af sandhedsbegrebet),
som rent faktisk foreligger som kendsgerning.
Det, vi her har
at gøre med, er egentlig blot det trivielle forhold, at en sand sandhedsteori
skal beskrive sandhedsbegrebet. Det er noget, som vi må kræve af enhver
sandhedsteori, at den skal gøre.
Man kunne måske
finde på at indvende, at en generel korrespondensteori forudsætter sig selv.
Argumentet kunne fremsættes som følger: Hvis korrespondensteorien er generelt
sand, så er alle sandhedsteorier, der strider mod den falske.
Den kan dermed ikke være sand på baggrund af noget andet sandhedsbegreb end sit
eget. En generel korrespondensteori forudsætter dermed sit eget sandhedsbegreb.
Dette argument
kunne suppleres med et argumentet for det tilsyneladende umulige i at
argumentere for en generel korrespondensteori: Argumenterne for en sådan teori
må have præmisser og konklusion. Hvis disse argumenter skal være holdbare, så
skal præmisserne være sande. Hvis præmisserne skal være sande, så må man
forudsætte korrespondensteoriens sandhedsbegreb. Da vi taler om en generel
teori, kan vi naturligvis ikke forudsætte andre sandhedsbegreber end
korrespondensteoriens. Deraf følger, at konklusionen forudsættes i præmisserne,
og argumentet er cirkulært. Det er mærkeligt at være tilhænger af en teori, hvorom
det gælder, at et hvert argument, der taler for den, er cirkulært.
Et svar til
dette er, at jeg i mit projekt har forudsat, at vi har begrebet sandhed, og at
vi meningsfuldt gør brug af det. Dette må forudsættes i et hvert argument. At
sandhedsbegrebet forudsættes i enhver debat leder tanken hen på, at det
muligvis er et så fundamentalt begreb, at vi næppe kan undersøge det, uden at
forudsætte det. En undersøgelse af sandhedsbegrebet vil i et vist omfang været præget af cirkularitet. Collin og
Guldmann skriver ligeledes:
De sammenhænge som sandhedsbegrebet karakteriseres i forhold til, kan
næppe selv specificeres udtømmende uden at sandhedsbegrebet inddrages.
Sandhedsbegrebet er så fundamentalt at man ikke kan trænge ned til et endnu
dybere begrebsniveau og finde andre, simplere og uafhængige begreber ved hvilke
sandhed kan defineres. Derfor kan man ikke insistere på det krav om
ikke-cirkularitet som man stiller til korrekte ordbogsdefinitioner.
(Collin og
Guldmann p. 120)
Dette cirkulære
forhold angår ikke kun en generel korrespondensteori for sandhed men enhver
beskæftigelse med det metafysiske projekt. Det gælder tilsyneladende for enhver
generel sandhedsteori, at for at tale for den, så må man i et eller andet
omfang forudsætte dens sandhedsbegreb. Anderledes udtrykt: Man kan kun tale for
teorien på intern basis. Man vil ikke eksternt kunne argumentere for teorien.
Ligeledes kan en ekstern kritik næppe blive alvorlig for teorien. En sådan
kritik vil altid kunne blive fejet bort med henvisning til, at den tager et
forkert udgangspunkt.
Er dette
cirkulære forhold fatalt for korrespondensteorien? Grue-Sørensen skriver om
cirkulære eller refleksive forhold:
en refleksiv teori er ikke ugyldig i kraft af sin refleksivitet alene,
men man maa yderligere se paa, hvad den gaar ud paa, og om den i sit indhold
rummer en bestridelse af de – stiltiende eller udtrykte – forudsætninger, som
ligger bag dens hævdelse.
(Grue-Sørensen
p. 199)
Det lader ikke
til at være tilfældet, at en generel korrespondensteori implicit (og slet ikke
eksplicit) rummer en bestridelse af sine forudsætninger. Vi må her blot tage
det forbehold, at det netop er sit eget sandhedsbegreb, den forudsætter.
Hvis det gælder
for en sandhedsteori, at den forudsætter et sandhedsbegreb, og hvis teorien er
generelt sand, så må den ikke forudsætte et andet sandhedsbegreb end sit eget,
for netop ved at gøre dette ville den omtalte bestridelse opstå.
Intet tyder på,
at korrespondensteorien implicit eller eksplicit forudsætter andre
sandhedsbegreber. Dermed synes det muligt for en generel korrespondensteori at
være sand.
Jeg opsummerer:
Anvender vi
korrespondensteoriens sandhedsbegreb på teorien selv, opstår det trivielle
forhold, at teorien skal være i overensstemmelse med vores brug af
sandhedsbegrebet for at være sand. Man også sige, at en sand korrespondensteori
simpelthen skal beskrive vores sandhedsbegreb.
En generel
korrespondensteori er involveret i en form for refleksivitet. Dette forhold er
dog ikke fatalt for teorien, da den ikke forudsætter andre sandhedsbegreber end
sit eget. Det er muligt for korrespondensteorien generelt at være sand. Dog kun
hvis den forudsætter sit eget sandhedsbegreb.
Korrespondensteorien
gør sig i en vis forstand immun over for ekstern kritik. Samtidig implicerer
den tilsyneladende, at argumenter for den er cirkulære.
6 Kohærensteorien for sandhed som generel sand teori
Om kohærens skriver Kirkham:
The term ”coherence” as used by coherence
theories has never been very precisely defined. The most we can say by way of a
general definition is that a set of two or more beliefs
are said to cohere if and only if (1) each member of the set is consistent with
any subset of the others and (2) each is implied (inductively if not
deductively) by all of the others taken as premises or, according to some
coherence theories, each is implied by each
of the others individually.
(Kirkham p. 104,
min fodnote)
Kohærens angår
et system og består altså af to forskellige krav. Dels skal sætningerne i
systemet være konsistente, dvs. sætningerne må ikke stride mod hinanden. Dels
skal sætningerne implicere hinanden. Det første krav kan betegnes som negativt
(da konsistens er et krav om, at modstrid ikke
må være til stede). Det andet krav kan betegnes som positivt. Det negative krav
er lettest at opfylde, da det i forvejen er impliceret i det positive. Man
kunne derfor betegne kohærens udelukkende ved det positive krav. Kirkham er
inde på, at det positive krav kan deles i to. Her implicerer det ene ligeledes
det andet.
Jeg mener, at
kohærens indeholder alle disse krav, således at et system siges at være mere
eller mindre kohærent, alt efter hvilke af kravene, det opfylder. Endvidere kan
et system opfylde et af kravene mere eller mindre. Et system, hvor kun enkelte
sætninger er i strid med andre, kan i højere grad siges at være kohærent, end
et system hvor mange sætninger er i modstrid. Vi kan derfor sige, at kun det
system, hvor enhver sætning strider mod enhver anden, er inkohærent. Kun det
system, hvor enhver sætning følger af enhver anden sætning i systemet, er
fuldstændig kohærent. Alle andre systemer kan i højere eller lavere grad siges
at være kohærente.
Vi kan nu kort
formulere, hvad kohærensteorien for sandhed siger: En sandhedsbærer er sand i
samme grad, som det system, den er en del af, er kohærent. Man kan også sige,
at en sætning er sand, hvis den er del af et mere kohærent system, end det
system dens negation er en del af. Eller med politikkens filosofi leksikons
formulering:
if. hvilken et udsagn er sandt, hvis det på modsigelsesfri måde ”hænger
sammen med” og er foreneligt med det mest omfattende sætningssystem
(Lübcke p. 382)
Vi så ovenfor,
at et system kunne være mere eller mindre kohærent. Tilsvarende kan
sandhedsbæreren være mere eller mindre sand. Der opereres altså med grader af
sandhed. Sandhedsværdien af sandhedsbæreren er ikke kun knyttet til kohærensen
af systemet men også (som det ses i citatet) til størrelsen af systemet.
Jeg beskrev
ovenfor, at kun det system, hvor enhver sætning er i strid med enhver anden,
kan siges at være inkohærent. Samt at sandhedsbæreren er sand i samme grad, som
det system, den er en del af, er kohærent. Bliver der nu overhovedet plads til
falske sætninger andre steder end i et inkohærent system. Man kan svare, at en
sætning kun er absolut falsk, hvis den er en del af et inkohærent system.
Andre sætninger er ikke absolut falske men er falske i samme grad, som det
system, de er en del af, er inkohærent. Inde for samme system kan man sige, at
en sandhedsbærer er falsk, hvis negationen af sandhedsbæreren medfører større
kohærens i systemet end sandhedsbæreren selv.
Er
kohærensteorien for sandhed generelt sand? Hvis det er tilfældet, så må det
betyde, at den selv tilhører det største kohærente system af sætninger.
Vi må for at
afgøre ovenstående spørgsmål opfatte alle sætninger (eller propositioner),
teorier (der som sagt blot er konjunktioner af sætninger) og andre systemer som
et stort system (Ja, det er en ordentlig mundfuld). Jeg vil kalde dette store
system for ”det store system”. Vi må nu stille os spørgsmålet: Hvilket system
er mest kohærent: ”Det store system” + kohærensteorien eller ”det store system”
+ negationen af kohærensteorien?
Jeg vil i det følgende kalde den situation, hvor ”det store system” +
kohærensteorien er mere kohærent end ”det store system” + negationen af
kohærensteorien for A. Den omvendte situation vil jeg kalde B.
For at undersøge
om A eller B rent faktisk er tilfældet, må vi gennemgå de sædvanlige argumenter
for og imod kohærensteorien. Argumenterne for teorien søger jo at vise, i hvor
god overensstemmelse teorien er med vor dagligdags opfattelse af begrebet
sandhed og med erkendelsesteoretiske projekter samt at afvise problemer inden
for teorien. Disse argumenter støtter altså A. Argumenter mod teorien søger det
modsatte og støtter dermed B.
Ligesom i
forbindelse med korrespondensteorien er vi her involveret i refleksivitet. Her
består den ligeledes i, at vi måler kohærensteorien med kohærensteorien selv,
og dermed forudsætter vi kohærensteoriens sandhedsbegreb. Ligesom dette forhold
ikke var fatalt for korrespondens teorien, lader det ikke umiddelbart til at
være fatalt for kohærensteorien.
Vores
undersøgelse af kohærensteorien lægger op til at vise, hvordan en generel
kohærensteori kan evalueres med sig selv som målestok: Hvis B, så har vi på
baggrund af teorien selv vist, at denne er falsk. Læg mærke til at vi ikke kan
konkludere, at teorien kan evalueres, blot den er falsk. Hvis teorien er falsk,
så er sandhed netop ikke et spørgsmål om kohærens. Man kunne derfor i princippet
forestille sig A, samtidig med at kohærensteorien er falsk. Eller sagt på en
anden måde: Er A tilfældet, så kan kohærensteorien enten være sand eller falsk.
Er B derimod tilfældet, så er en generel kohærensteori falsk.
Fordi ”det store
system” er så stort og uoverskueligt, er det en temmelig stor mundfuld, at
skulle afgøre om A eller B er tilfældet. En sådan undersøgelse ville simpelthen
bestå i at afgøre, om de bedste argumenter taler for kohærensteorien eller for
negationen af denne. Det er ikke en del af dette projekt at evaluere de enkelte
teorier, men kun at undersøge hvilke principielle problemer der muligvis er til
hindring for en sådan proces mht. sandhed.
Under overfladen
viser sig imidlertid et problem. Kirkham skriver:
Suppose that the proposition p is true. Then
according to the coherence theory, it coheres with the most comprehensive
system of beliefs whose members imply each other. But what about this
proposition, the one that says that p coheres with the designated set? Its
truth, on a coherence theory, also consists in its coherence with the
designated set. Similarly, the truth of ”’P coheres with the designated set’
coheres with the designated set” consist in its coherence with the designated
set. But for any proposition p, there is a set of propositions on this pattern:
p
p coheres with the designated set
”p coheres with the designated set” coheres with the
designated set
etc.
(Kirkham p. 114
– 115)
Fordi teorien er
generel og dermed angiver rammerne for sandhedsbegrebet anvendt på teorien
selv, opstår denne regres. Det, som skulle stoppe regressen, var en forsikring
om, at det rent faktisk er tilfældet, at p er medlem af det mest kohærente
system. Men når en kohærensteoretiker forsikrer, at p sandelig er en del af det
mest kohærente system, så betyder det ikke, at det er en kendsgerning at, p er
en del af det mest kohærente system, men det betyder, at sætningen ”p er
sandelig en del af det mest kohærente system” er en del af det mest kohærente
system. Tilhængeren af en generel kohærensteori er fanget i en uendelig regres,
som han først kommer ud af ved at fastslå, at p faktisk er en del af det mest
kohærente system. Med Kirkhams ord:
The only escape for the coherence theorist is
to stop the regress by picking out some proposition in the chain and saying of
it, ”The truth of this proposition is
grounded in the mind-independent fact
that it coheres with the designated set.”
(Kirkham
p. 115)
Gør
kohærensteoretikeren dette, så er han ikke længere tilhænger af en generel
kohærensteori for sandhed. Han har nemlig i så fald ladet et andet
sandhedsbegreb stå som bærende fundament for kohærensteorien. En generel sand
kohærensteori for sandhed er altså en umulighed.
Jeg opsummerer:
Hvis en generel
kohærensteori er sand, så er den selv er en del af det største kohærente
system, dvs. ”det store system” + kohærensteorien er mere kohærent end ”det
store system” + negationen af kohærensteorien. Dette giver en metode til at
teste teorien. Denne metode kan fungere som intern kritik, hvis B er tilfældet.
Kohærensteorien er immun over for ekstern kritik i samme grad som
korrespondensteorien, men her ses det, at sandhedsteorier altså ikke er
fuldstændig immune over kritik. Intern kritik er mulig.
En generel
kohærensteori er ligesom en generel korrespondensteori involveret i
refleksivitet. Dette er fatalt for kohærensteorien, da den forudsætter et andet
sandhedsbegreb end sit eget.
7 Den pragmatiske sandhedsteori som generel sand teori
Om det, man kan kalde den
pragmatiske sandhedsteori, skriver Collin og Guldmann:
Det er lidt af en tilsnigelse at tale om den pragmatiske sandhedsteori,
for det er næppe muligt at finde en formulering som både Dewey, James og Peirce
ville kunne skrive under på. Desuden er de pragmatiske filosoffer ikke kendt
for deres begrebsmæssige præcision; der findes utallige ikke-ækvivalente
formuleringer hos hver af disse forfattere. Derfor er det der her skal omtales
som den pragmatiske sandhedsteori, et standardiseret standpunkt, ikke noget der
i fuldstændig samme form kan findes hos nogen af dem.
(Collin og
Guldmann p. 138)
Når
de fremtrædende tilhængere af pragmatismen ikke er enige, må vi af pladshensyn
ligesom Collin og Guldmann arbejde med en standardiseret udgave af den
pragmatiske sandhedsteori. Her fra politikkens filosofi leksikon:
pragmatismens sandhedsteori (af gr. pragma, virksomhed, gerning), dvs. den opfattelse, at noget er
sandt, hvis det er frugtbart eller nyttigt i praksis – enten set ud fra livets
eller ud fra videnskabernes synspunkt.
(Lübcke p. 382)
Ifølge den
pragmatiske sandhedsteori er en sandhedsbærer sand, hvis den i praksis er
nyttigt at tro på. Den skal vel at mærke være nyttig at tro på på lang sigt.
Opstiller jeg f.eks. den tese, at der aldrig er grund til at have paraply med,
når jeg går ud, så vil det muligvis være en nyttig tese på kort sigt. Nemlig
hvis det ikke regner, de første gange jeg efterprøver tesen. Men på lang sigt
vil jeg nok komme til at erfare, at min tese er temmelig upraktisk. Dermed kan
vi fastslå, at tesen er falsk.
Hvem skal sandhedsbæreren
være nyttig for, for at den er sand? William James svarer, at det, som er
nyttigt for mig, er sandt for mig, mens det, som er nyttig for dig, er sandt
for dig:
in any concrete account of what is denoted by
’truth’ in human life, the word can only be used relatively to some particular
trower. Thus, I may hold it true that Shakespeare wrote the plays that bear his
name, and may express my opinion to a critic. If the critic be both a
pragmatist and a baconian, he will in his capacity of pragmatist see plainly
that the workings of my opinion, I being what I am, make it perfectly true for
me, while in his capacity of baconian he still believes that Shakespeare never
wrote the plays in question.
(James
p. 147)
James´
pragmatisme fører altså til relativisme. Det samme forhold gør Collin og
Guldmann os opmærksom på:
den pragmatiske sandhedsteori leder til relativisme. Hvad der er
nyttigt for én person at tro, er ikke nødvendigvis nyttigt for andre. Denne
konsekvens accepterer James uden videre.
(Collin og
Guldmann p. 140)
Det er også værd
at bemærke, at den pragmatiske sandhedsteori ligesom kohærensteorien må operere
med grader af sandhed. Eftersom det kan være mere eller mindre nyttigt at tro
på et givet udsagn, må dette udsagn også være mere eller mindre sandt. Man må
hele tiden stræbe efter det mest nyttige, og dermed lade dette være sandhedens
højborg. Endvidere kan man forestille sig, at sandheden ændrer sig i tid. Det
kan være, at noget er fordelagtigt at tro til et tidspunkt, mens noget andet er
fordelagtigt at tro til et andet tidspunkt.
Lad os nu se på,
hvad der må gælde om en generel pragmatisk sandhedsteori, hvis den er sand. Vi
ved, at den må være sand med sig selv som målestok for, hvad sandhed er. Hvis
den pragmatiske sandhedsteori er sand, så må den være nyttig at tro på på lang
sigt. Man kunne forestille sig, at dette efterprøves empirisk. Hvis vi kan
finde et samfund eller en række enkelte personer, som tror på den pragmatiske
sandhedsteori, så kunne vi sammenligne dette samfund eller disse personer med
et andet samfund eller en anden gruppe af personer, som f.eks. har tradition
for at være tilhængere af korrespondensteorien for sandhed. Med den pragmatiske
sandhedsteori som grundlag, vil vi nu kunne konstatere, at det samfund eller de
personer, som har størst succes, er tilhængere af den rette sandhedsteori.
Der er et
bestemt antal sandhedsteorier i øjeblikket. Man kunne forestille sig, at man i
fremtiden ville finde på nye teorier. Man kunne tilmed forestille sig, at en af
disse nye teorier ville være mere nyttig at tro på, end nogen af de teorier der
findes nu. Men dette er ikke noget problem. Vi har allerede ovenfor
konstateret, at det, at sandheden kan skifte fra tid til tid, er en del af den
pragmatiske teori.
Lad os antage,
at det ved en sådan undersøgelse viste sig, at det er mest nyttigt at tro på
f.eks. korrespondensteorien. Så ville vi med den pragmatiske teori som grundlag
kunne konstatere, at korrespondensteorien er sand, og man har med den
pragmatiske sandhedsteori vist, at den pragmatiske sandhedsteori er falsk. Hvis
verden er sådan indrettet, at det er mest nyttigt at tro på f.eks.
korrespondensteorien for sandhed, så ville man som tilhænger af den pragmatiske
sandhedsteori blive nødsaget til at hævde, at den pragmatiske sandhedsteori
både er sand og falsk, og at korrespondensteorien for sandhed både er sand og
falsk – dette vel at mærke for samme person på samme tidspunkt. Man kunne
konsekvent holde fast ved, at sandhed består i at være nyttig at tro på og
derfor som tilhænger af den pragmatiske sandhedsteori acceptere, at den
pragmatiske sandhedsteori ikke selv er sand. Men så bliver det vanskeligt at
forstå, hvorfor man skulle være tilhænger af en sådan teori. Den er jo hverken
nyttig eller sand! Jeg mener, vi kan konkludere, at en generel sand pragmatisk
sandhedsteori kun er mulig, hvis den selv er den mest nyttige teori at være
tilhænger af. Dette minder om det, der gjaldt for kohærensteorien, som kun var
mulig, hvis A var tilfældet.
Jeg mener
imidlertid ikke, at det omtalte eksperiment er muligt. For at kunne gennemføre
eksperimentet, skal man nemlig kunne besvare følgende spørgsmål: Nyttigt med
hensyn til hvad? Det er nyttigt at vide, at kogeplader kan være varme, hvis man ikke ønsker at brænde fingrene.
Det er nyttigt at kende færdselsreglerne, hvis
man ikke vil køre galt. Men med hensyn til hvad er den pragmatiske
sandhedsteori nyttig? Hvad er det, vi skal teste disse samfund eller personer
for? Er det succes i livet? Det kan det næppe være. Jeg tror ikke, vi finder
nogen, som vil vove at påstå, at tilhængere af den pragmatiske sandhedsteori er
mere lykkelige end andre, hvis lykke overhovedet er den rette målestok for
succes. Hvis noget er nyttigt, så er det nyttigt til noget bestemt. Tale om
generel nytte, om nytte slet og ret, om nytte som ikke er nytte for noget
bestemt, er uforståelig tale.
Jeg mener, at
det, vi nu har set på, viser, at den praktiske nytte, som er grundlaget i
teorien, bliver uforståelig, hvis den anvendes på teorien selv. Vi har her en
teori, som har fatale konsekvenser for sig selv, hvis den opfattes generelt.
Derudover husker vi Kirkhams kritik af kohærensteorien. Denne kritik angår
ligeledes den pragmatiske sandhedsteori. Grue-Sørensen har fremsat den samme
indvending:
Imidlertid fremsættes instrumentalismen
selv som en sand lære, en sand sætning, og spørgsmålet bliver da – idet vi
anvender vor refleksive metode – om dens sandhed bestaar i, at den selv er
biologisk nyttig, eller om den ikke snarere er ment som en slags kontemplativ
erkendelse, der uden hensyn til nyttighed skal give et billede af
virkeligheden. Et forsøg paa at hævde, at pragmatismens eller
instrumentalismens sandhed bestod i dens praktiske eller instrumentale
nyttighed, vilde kræve en paavisning af denne nyttighed for vor handlen; men
denne paavisning vilde finde sted under anvendelse af et andet sandhedsbegreb.
(Grue-Sørensen
p. 183, min fodnote)
Grue-Sørensen
siger her, at den pragmatiske sandhedsteori er umulig som generel teori. Han
påpeger samme grund som Kirkham. Det at konstatere, at noget er nyttigt, kan
ikke gøres udelukkende med den pragmatiske teori som grundlag. Sætningen:
”Jorden er rund” er sand. En tilhænger af den pragmatiske sandhedsteori ville
sige, at dens sandhed består i, at den er nyttig at tro på. For at underbygge
sit synspunkt må denne pragmatiker vise, at det rent faktisk er nyttigt at tro
på sætningen. Han må vise, at det er sandt, at det er nyttigt. Men dette vil
ifølge teorien blot betyde, at det er nyttigt at tro, at det er nyttigt at tro,
at jorden er rund. For at underbygge sit synspunkt må pragmatikeren vise, at
dette rent faktisk er nyttigt. Han skal altså vise, at det er nyttigt at tro,
at det er nyttigt at tro, at det er nyttigt at tro, at jorden er rund. Han
havner i en uendelig regres. Regressen stopper først, hvis pragmatikeren mener,
at sætningen ”uden hensyn til nyttighed skal give et billede af virkeligheden”. Men i så fald løser
pragmatikeren problemet ved ”anvendelse af et andet sandhedsbegreb”.
Grue-Sørensen skriver herom:
I sin gendrivelse af Simmels pragmatisme bruger Leonard Nelson den
metode at vise, at anvendelsen af det pragmatiske sandhedsbegreb paa
pragmatismen fører ind i en uendelig regres. Hvis det nemlig hævdes, at det er
nyttigt at hævde, at sandhed bestaar i nytte, og denne nye paastand skal prøves
med hensyn til sin holdbarhed, saa vil man komme til, at det er nyttigt at
hævde at det er nyttigt at hævde, at sandhed bestaar i nytte, o.s.v. Nu er
imidlertid paavisningen af en uendelig regres ikke noget modbevis mod en
opfattelse, hvis man staar over for et ægte refleksivt fænomen. Fra pragmatisk
side kunde det siges, at nytten i det hele taget ikke kan paavises gennem nye,
provokerede paastande, men kun vise sig i praksis; og den alvorligste og
afgørende anke mod læren er at den strider mod de stiltiende forudsætninger,
som ligger bag dens hævdelse. I diskussionen og i pragmatisternes eget forsvar
for deres lære er der ikke tvivl om, at det fra begge sider er et
ikke-pragmastisk eller ikke-instrumentalistisk erkendelses- og sandhedsbegreb,
der ligger til grund.
(Grue-Sørensen
p. 183)
I denne
undersøgelse er det lige meget, om pragmatisterne stiltiende har et
ikke-pragmatisk sandhedsbegreb som grundlag for deres lære, da jeg ikke har til
hensigt at evaluere de forskellige teorier, som i dag foreligger, men i stedet
undersøger hvordan og om det overhovet er muligt at evaluere en generel
pragmatisk sandhedsteori med hensyn til sandhed. En pragmatisk teori, som
stiltiende forudsætter et andet sandhedsbegreb er ikke en generel sandhedsteori.
Vi må derfor se, om det er muligt at forestille sig en generel pragmatisk
teori, som ikke forudsætter et andet sandhedsbegreb. Som jeg allerede har været
inde på er dette ikke muligt. (I øvrigt er William James opmærksom på
problemet. Hans svar på kritikken er temmelig uklart. Jeg mener modsat
Grue-Sørensen, at James ikke henviser til et ikke-pragmatisk grundlag for den
pragmatiske sandhedsteori. Se evt. James p. 107 – 108)
Grue-Sørensen
foreslår pragmatikeren at sige, ”at nytten i det hele taget ikke kan paavises
gennem nye, provokerede paastande, men kun vise sig i praksis”. Jeg vil hertil
spørge, hvordan det skulle være muligt at fastslå en sådan nytte, der viser sig
i praksis. Vi kan konstatere, at dét eller dét er nyttigt, netop fordi denne
nytte viser sig for os i praksis. Men konstateringen er en påstand om, at noget
er tilfældet. Det er denne sandhedsbærer, som har en sandhedsværdi, og ifølge
teorien består dens sandhed i, at den er nyttig at tro på. Herfra kan vi
repetere regressen.
Taler vi om sandhed,
så taler vi også om domme, udsagn, propositioner osv. altså om sandhedsbærere.
En sandhedsteori, kan derfor ikke kun angå vor praksis, men må nødvendigvis
inddrage vore domme om praksis. Sproget er en del af vor praksis, og som sådan
udtaler vi os også om sproget. En generel sand sandhedsteori, er derfor en
refleksiv teori, og for den pragmatiske sandhedsteori har denne refleksivitet
vist sig at være fatal.
Vi kan i dette
afsnit konkludere, at en generel pragmatisk sandhedsteori er en umulighed. Dette
skyldes uoverkommelige problemer i forbindelse med refleksiviteten. Dels kan
intet være generelt nyttigt, og dels opstår samme regresproblem, som vi stødte
ind i ved behandlingen af en generel kohærensteori.
8 Sandhedsteorier i et sproghierarki
I forbindelse med
diskussionen af det såkaldte løgnerparadoks er det blevet foreslået af Alfred
Tarski, at sproget bedst opfattes som –
eller måske snarere er – et hierarki af sprog. Tarski introducerer et skel
mellem objektsprog og metasprog:
The first of these languages is the language
which is ’talked about’ and which is the subject-matter of the whole
discussion; the definition of truth which we are seeking applies to the
sentences of this language. The second is the language in which we ’talk about’
the first language, and in terms of which we wish, in particular, to construct
the definition of truth for the first language. We shall refer to the first
language as ’the object-language,’
and to the second as ’the meta-language.’
(Tarski p. 545)
Objektsproget
minder om metasproget men mangler semantiske termer som f.eks. begrebet
sandhed. Metasproget har til gengæld alle de begreber, som indgår i
objektsproget. Sætningen ”Katten ligger på måtten” tilhører objektsproget, mens
sætningen ”Det er sandt, at katten ligger på måtten” hører til i et metasprog.
Ønsker man at
udtale sig om objektsproget, så sker dette i metasproget. Men her stopper det
ikke:
How would one define truth for sentences of the
metalanguage, that is, how would one define ’true-in-the-metalanguage’? By
means of a meta-metalanguage.
(Kirkham p. 280)
Ønsker man at udtale sig om
metasproget, så vil dette ske i et meta-metasprog. Vil man udtale sig om
meta-metasproget, så vil dette ske i et meta-meta-metasprog. Sproget skal altså
opfattes som et i princippet uendeligt hierarki af sprog.
Et sprog kan
ikke referere til sig selv, men kun til et sprog af lavere orden.
Tarski postulates a hierarchy of languages,
none of which can talk about the semantic features of its own or a higher level
of language.
(Kirkham p. 280)
Jeg har hidtil
undersøgt nogle forskellige sandhedsteorier, mht. om disse generelt kan være
sande. Jeg har undersøgt, hvilken situation en teori er i, hvis dens
sandhedsbegreb bliver anvendt på teorien selv. Jeg har indtil nu uden videre
regnet med, at dette medfører en form for refleksivitet for teorien. Men hvis
sproget ikke kan være refleksivt, da det nemlig er et hierarki af sprog, som
kun kan tale om sproglige forhold på et lavere trin, så stilles vi i en ny
situation, i og med at den omtalte refleksivitet må forsvinde.
Lad os undersøge
om et sådant sprogligt hierarki virker plausibelt, for derefter at undersøge
hvordan generelle sandhedsteorier befinder sig i et sprogligt hierarki.
Hvad taler for
et sådant sproghierarki? Det gør ifølge Tarski den inkonsistens, der følger af
det modsatte standpunkt: Inkonsistensen i et såkaldt lukket sprog. Denne
inkonsistens kommer til syne i det, som kaldes løgnerparadokset. Tarski skriver:
If we now analyze the assumptions which lead to
the antinomy of the liar, we notice the following:
1.
We have implicitly assumed that the language in
which the antinomy is constructed contains, in addition to its expressions,
also the names of these expressions, as well as semantic terms such as the term
‘true’ referring to sentences of the
language; we have also assumed that all sentences which determine the adequate
usage of this term can be asserted in the language. A language with these
properties will be called ‘semantically
closed’
2.
We have assumed that in this language the
ordinary laws of logic hold.
3.
We have assumed that we can formulate and
assert in our language an empirical premise such as the statement (2) which has
occurred in our argument.
It turns out that the assumption (3) is not
essential, for it is possible to reconstruct the antinomy of the liar without
its help. But the assumptions (1) and (2) prove essential. Since every language
which satisfies both of these assumptions is inconsistent, we must reject at
least one of them.
(Tarski p. 543 –
544)
Da Tarski af gode grunde
ikke vil afvise punkt 2 bliver konklusionen:
We thus consider only the possibility of
rejecting the assumption (1). Accordingly, we decide not to use any language which is semantically closed in the sense
given.
(Tarski p. 544)
Tarski siger
altså: Løgnerparadokset er et symptom på inkonsistens i lukkede sprog. Vi må
derfor ikke benytte et sprog, hvor paradokset kan formuleres. Man kan hertil
sige, at hvis et af de alternative løsningsforslag til løgnerparadokset faktisk
løser paradokset, så er Tarskis begrundelse for at afvise lukkede sprog meget
tynd. Jeg skal af pladshensyn ikke her komme nærmere ind på alternative
løsningsforslag til paradokset.
Det omtalte
sprogheirarki er dog ikke helt problemfrit. Dette er Grue-Sørensen opmærksom
på:
I denne forbindelse rejser sig ogsaa det spørgsmaal, i hvilket sprog
hele teorien om det opadtil uafsluttede sproghierarki egentlig er fremført. Naar f.eks. Bertrand Russell
siger: ”The arguments for the necessity of a hierarchy of language are
overwhelming, and I shall henceforth assume their validity. The hierarchy must
extend upwards indefinitely, but not downwards, since if it did, language could
never get started. There must, therefore, be a language of lowest type. I shall
define one such language, not the only possible one. I shall call it sometimes
the object-language, sometimes the primary language. The languages which follow
I shall call secondary, tertiary, and so on; it is to be understood that each
language contains all its predecessors” – saa rejser sig unægtelig det
spørgsmål, i hvilket sprog denne udtalelse selv har sin plads.
(Grue-Sørensen
p. 114 - 115)
Så længe vi
taler om enkelte sætninger, synes det ikke at være problematisk med et
sproghierarki, men så snart vi taler om sproget som sådan (det vil sige hele
rækken af sprog startende fra objektsproget og opefter), så får teorien
problemer. Kan man postulere, at der eksisterer et sprog uden for hierarkiet af
sprog, der kan udtale sig om hierarkiet af sprog? Nej, for så har man udtalt
sig om dette sprog, og man er godt i gang med at skabe et nyt sproghierarki.
En langt mere
tilfredsstillende løsning er at samtykke med følgende af Grue-Sørensen:
Og fordi tanken går fra trin til trin, er det jo ikke derfor givet, at
vi skifter over til andre sprog. Og det vilde være langt mere naturligt og
overensstemmende med kendsgerningerne, om man sagde, at man kun har eet sprog,
det naturlige sprog, der saa til gengæld har den mærkelige egenskab at være
refleksivt, for saa vidt som man i det sprog kan udtale sig om alle forhold
vedrørende dette sprog selv.
(Grue-Sørensen
p. 115 – 116)
Det virker mere
plausibelt, at sproget er ét i stedet for flere. Det virker mere plausibelt, at
sproget kan referere til sig selv, end at vi skifter sprog, når vi udtaler os
om nogle bestemte ting (nemlig sproglige forhold).
Lad os nu trods
vor skepsis over for sproglige hierarkier prøve at se, hvordan generelle
sandhedsteorier må passes ind i et sådant hierarki. Om ikke andet så kunne det
tænkes, at en generel kohærensteori eller pragmatisk teori for sandhed befandt
sig bedre her, og at man som tilhænger af sådanne generelle teorier gjorde sig
klart, at man er nødsaget til at være tilhænger af sproghierarkiteorien. Lad os
derfor se på, hvordan generelle sandhedsteorier befinder sig i hierarkiet.
Det første, vi
kan sige om en generel sandhedsteori i et sprogligt hierarki, er, at teorien
ikke kan befinde sig hvor som helst. Der er et bestemt sprog, den ikke kan
udtrykkes i. Dette er det laveste sprog i hierarkiet: Det sprog som udelukkende
er objektsprog men ikke metasprog for et sprog af lavere orden. Teorien for
eller definitionen af sandhed kan kun udtrykkes i et metasprog. Med Tarskis
ord:
The definition itself and all the equivalences
implied by it are to be formulated in the meta-language.
(Tarski p. 545)
En sætning
f.eks. ”Jens sidder på stolen” kan siges i objektsproget. Vi kalder denne
sætning p. Sætningen ”p er sand” siges i et metasprog, samme metasprog som
sandhedsteorien fremlægges i. En redegørelse for, hvad sandhed består i, er en
redegørelse for, hvad sandhed består i for objektsproget. Egentlig burde jeg
skrive: ”p er sand-i-objektsproget”.
Når vi
nu spørger, om sandhedsteorien selv er sand, så må vi ikke glemme, at teorien
ikke kan udtale sig om sig selv. Den er en teori, som udtaler sig om
sandhed-i-objektsproget, og den kan ikke udtale sig om sandhed-i-metasproget.
Hvis den gjorde dette, så ville den referere til sig selv, og den måtte være
udtrykt i et lukket sprog af den type, som Tarski afviste.
Man
kan alligevel sige om en sandhedsteori, at den er sand, blot dette sker i et
andet sprog end i meta-sproget. Dette kan ske i et meta-metasprog.
Sandhedsteorien refererer aldrig til sig selv men til sandhedsteorien i et
sprog af lavere orden.
Vi så,
at refleksiviteten ikke var fatal for korrespondensteorien for sandhed. V
