Center for Filosofi

Filosofisk Institut

Syddansk Universitet, Odense Universitet

Det Moralske Problem

- en analyse og kritik af

Michael Smiths "The Moral Problem"

Michael Skaanning-Hansen

Filosofi, 3. år på BA-udd.

Vejleder: Lars Binderup

Afleveret 7/6 2000

Indholdsfortegnelse

Indledning

1. Det Moralske Problem ......................................................................... s. 1

2. Teserne genovervejet: forsvar og præcisering................................. s. 8

3. Motivation og normativitet: to slags grunde ................................... s. 10

4. Analysen af normative grunde ............................................................ s. 11

5. Løsningen af Det Moralske Problem ................................................ s. 18

6. Diskussion .............................................................................................. s. 20

6.1 Internalisme og praktikalitetstesen ...................................................... s. 21

7. Konklusion s. 30

Litteraturfortegnelse

Indledning.

Ifølge John Mackie, bør vi afskrive tanken om eksistensen af moralske fakta. Ideen om sådanne fakta mangler ganske enkelt, af gode grunde, et virkelighedskorrelat. For i denne ide forudsætter vi egenskaber, der gør moralske fakta til mystiske størrelser (queer entities), som vi ude af stand til at placere i såvel ontologisk som erkendelsesteoretisk henseende. Vi anser moralske fakta som værende objektive sandheder, der gælder for os alle, og samtidig som havende iboende motivationskraft. Men vi ved fra psykologien, at intet kan have begge disse egenskaber. Eller udtrykt med fokus på den erkendelsesmæssige side: intet kan være en overbevisning om fakta og samtidigt i sig selv være motiverende. Der eksisterer derfor ikke moralske fakta. Da vi i vores moralske domme faktisk forudsætter eksistensen af sådanne fakta, tager vi derfor fejl, hver eneste gang vi fælder en moralsk dom.[1]

Problemet, Mackie rejser, er et problem, alle metaetiske teorier på en eller anden måde må forholde sig til. Dette kan gøres på forskellige måder; man kan give Mackie ret i, at der ikke findes moralske fakta i den oven for anførte forstand, og hævde, at moralske "domme" i virkeligheden blot er udtryk for vore personlige følelser eller præferencer (non-kognitivisme), eller man kan mene, at moralske fakta slet ikke har selvstændig motivationskraft (eksternalisme). En tredje mulighed er at hævde, at den psykologiske model for motivation ("Humes model" eller "standardmodellen for motivation"), ifølge hvilken intet på én gang kan være en overbevisning om et sagforhold og samtidigt være selvstændigt motiverende, er fejlagtig ("anti-humeanisme").

Ifølge Michael Smith, er problemet om at forene vor førfilosofiske underforståelse af moralens objektivitet og praktikalitet, samt standardmodellen for motivation, metaetikkens mest centrale problem, hvorfor han benævner det "Det Moralske Problem". At en betydelig del af den nutidige og historiske metaetik udgøres af teorier, som hævder, at vores dagligdags eller førfilosofiske opfattelse af moral er fejlagtig på ét eller flere punkter, er ifølge Smith netop et udtryk for Det Moralske Problems centrale position og sværhedsgrad.

Smiths interessante, og meget diskuterede, bog The Moral Problem[2] er et forsøg på at vise, at der på trods heraf, er et alternativ til Mackies fejlteori, som modsat de tre ovennævnte positioner, er i stand til at retfærdiggøre både vores ide om moralske fakta og den humeanske model for motivation. Han præsenterer i bogen en teori, som, hvis den er korrekt, indebærer, at vores ide om moralske fakta ikke er en inkonsistent ide, dvs. at moralens objektivitet, dens praktikalitet, samt standardmodellen faktisk kan forenes uden modsigelser. Teorien vil derfor være i stand til at sikre de antagelser om moralen, der forekommer os at være "intuitivt rigtige", og som vores diskurs og tænkemåde er præget af. Kort beskrevet kan Smiths teori siges at være rationalistisk, at bygge på en non-reduktiv analyse af vore moralske begreber, og dog være af naturalistisk karakter[3].[4]

I det følgende, vil den overordnede teori blive belyst mhp. en kritisk vurdering af Smiths løsning af Det Moralske Problem. Nærværende opgaves formål kan således udtrykkes i følgende punkter: a) at give en redegørelse for, hvorfor vore antagelser om hhv. moralens objektivitet, dens praktikalitet samt standardmodellen for motivation udgør et problem, dvs. at formulere Det Moralske Problem; b) at give en fremstilling af Smiths løsning af Det Moralske Problem; c) at foretage en vurdering af, hvorvidt, og hvordan, Smith har formået at løse Det Moralske Problem.

1. Det Moralske Problem.

Det Moralske Problem er som sagt problemet om, hvordan vi forener moralens objektivitet med dens praktikalitet. Det opstår, fordi man ved nærmere granskning af, hvad vi forstår ved disse to karakteristika, synes at komme til den konklusion, at de, givet den alment accepterede model for motivation, er uforenelige - samtidig med, at vi i vores praksis konstant forudsætter begges realitet. Stillet over for indbyrdes uforenelige antagelser er vi tvunget til at forkaste mindst én dem, men i tilfælde som dette, hvor den tilsyneladende inkonsistens består mellem teori og praksis/de antagelser praksis implicerer, kan dette være særlig vanskeligt. Det er et faktum, at problemer, hvis løsning synes at kræve, at vi opgiver en eller flere af de antagelser, der er impliceret af vores praksis, og som vi i det daglige finder uproblematiske, som regel fremstår som ekstra problematiske. De fleste af os vil ikke uden videre opgive vores "intuitive" overbevisninger, men i stedet forsøge at udvikle nye argumenter, som viser at det alligevel ikke er nødvendigt at forkaste disse. Kun hvis dette viser sig helt umuligt, vil vi konkludere, at de er fejlagtige. Dette psykologiske faktum forklarer to forhold vedrørende Det Moralske Problem. For det første forklarer det, hvorfor problemet, som Smith argumenterer for, til stadighed er så centralt i metaetikken; to ud af tre løsningstyper er baseret på en forkastelse af én af vore commonsense-antagelser[5]. Så længe vore almindelige antagelser og vor praksis implicerer såvel moralens objektivitet som dens praktikalitet, er det usandsynligt, at disse løsninger vil kunne fremstå som uangribelige sandheder. For det andet kan man, som allerede antydet, tage det forhold, at mange filosoffer faktisk mener, at vi må forkaste enten ideen om moralens objektivitet eller dens praktikalitet som en indikation af problemets sværhedsgrad; at så mange er villige til at medgive, at vores almindelige praksis beror på fejlagtige antagelser om moralens væsen må, givet omtalte psykologiske forhold, betyde, at det er meget vanskeligt at argumentere for det modsatte; altså, at Det Moralske Problem er uløseligt og kun kan opløses ved at forkaste én eller flere af vores commonsense-antagelser.

Lad mig efter disse korte bemærkninger om Det Moralske Problems karakter gå over til en redegørelse for, hvad de tre teser nærmere dækker over, og hvorfor konjunktionen af dem udgør et problem.[6]

Moralsk overvejelse og diskurs synes at være kendetegnet ved, at vi søger at afdække en sandhed om, hvad der er det rigtige. Vi overvejer, hvad der taler for og imod et givet svar, og betjener os i det hele taget af rationel argumentation. Og vi forventer, at vi selv og vores diskussionspartnere er påvirkelige af denne argumentation. En del af forudsætningen herfor er, at vi antager, at det er situationens omstændigheder og ikke, hvem der står i situationen, der er afgørende for, hvordan man bør handle; hvis A og B står i to fuldstændig identiske situationer, er der ikke ét svar på, hvad A bør gøre, og et andet på, hvad B bør gøre. Der er derimod ét svar, som gælder for alle, der måtte befinde sig i denne situation. Moralsk diskurs ligner således al anden "faktuel" diskurs. Hvis A og B havde diskuteret, hvor langt der bør være mellem bropillerne på Øresundsbroen for at opnå den mest stabile konstruktion, ville de utvivlsomt havde forudsat, at der findes en sandhed om dette, samt at denne er uafhængig af, om det er A eller B, der skal bygge broen. På samme måde med moralsk diskurs. Sidstnævnte synes altså i lighed med brodiskurs at underforstå, at der findes objektive fakta, som, i det mindste i princippet, er tilgængelige for erkendelse. Disse forhold er, hvad Smith betegner moralens objektivitet (the objectivity of moral judgement)[7].

For at undgå misforståelser skal det pointeres, at denne karakteristik ikke i sig selv implicerer, at der findes moralske fakta, men blot, at diskursen fungerer som om der gør det.

Et andet forhold, som synes at karakterisere moralen, er forbindelsen mellem dom og motivation, der tilsyneladende er væsentlig "tættere" end på andre områder. Et par eksempler kan tydeliggøre dette; hvis A siger (dømmer) "Der sidder en måge på bøjen", kan vi ikke umiddelbart slutte noget om hendes motivation for bestemte handlinger herud fra. Der er tale om en konstatering, uden nogen form for normativt indhold. Anderledes forholder det sig med moralske domme; hvis B hævder, at man bør give et bidrag til dagens Røde Kors-indsamling, synes vi med rimelighed at kunne slutte, at hun er motiveret til at give et bidrag – såfremt hun er ærlig. Hvis hun afslår at give et bidrag, når indsamleren ringer på døren, vil vi undre os og tænke, at der er en mangel på sammenhæng mellem hendes moralske dom og hendes handling. Denne berettigede undren skal ifølge Smith forklares ud fra, hvad det vil sige at fælde en moralsk dom; at hævde, at man er forpligtet til (f.eks.) at bidrage til Røde Kors-indsamlingen, er det samme som at anerkende/hævde, at man har en grund til at gøre det. B hævder altså først, at hun (og alle andre) har en grund til at bidrage – hvorefter hun handler som om der ingen grund var til det[8]. Årsagen til, at vi undrer os over dette er, at grunde normalt netop er det, der motiverer os til bestemte handlinger, og at der derfor almindeligvis er en tæt forbindelse mellem begrundelse og motivation. Da dét at fælde en moralsk dom er det samme som at anerkende, at der er grunde til at handle på en bestemt måde, og da grunde samtidig er motiverende, kan man sige, at den moralske dom implicerer en korresponderende handlingsmotivation[9].

Tesen om, at der består en intern, nødvendig forbindelse mellem dom og motivation, kaldes motivationsmæssig internalisme[10]. Eksemplet synes at vise, at vi har en sådan internalistisk forståelse af forholdet mellem moralske domme og motivation. Mere præcist er det vores undren, der viser dette. Givet B’s dom forventer vi en bestemt handling og undres følgeligt, når den udebliver. Men eksemplet viser også noget andet, nemlig at det tilsyneladende kan lade sig gøre at dømme på én måde og handle på en anden – for det er jo netop hvad B gør. Da eksemplet på ingen måde forekommer urealistisk, kunne det se ud som om, at det, ud over at vise, at vi forventer en sammenhæng mellem dom og handlingsmotivation, samtidig viser, at vi ikke bør tage denne sammenhæng for givet. Hvis det er en realistisk mulighed, at en moralsk dom ikke afstedkommer nogen bestemt handlingsmotivation, kan vi selvfølgelig ikke uden videre gå ud fra, at den faktisk gør det. Men vi bør dog ikke forkaste ideen om en intern forbindelse mellem dom og handlingsmotivation på denne baggrund, for under visse omstændigheder synes det faktisk aldeles rimeligt at forvente en overensstemmelse. I stedet må det præciseres, hvornår dette er tilfældet. Her hævder Smith, at vi kan forvente, at den moralske dom implicerer motivation, såfremt personen, der fælder dommen ikke lider af viljesvaghed eller depression. Fælles for disse psykiske tilstande er netop, at personer der lider af dem, ikke er i stand til at handle i overensstemmelse med, hvad de selv dømmer formålstjenligt eller rigtigt. En person, som befinder sig i en dyb depression kan f.eks. være overbevist om, at han burde besøge sine venner, men samtidig være ude af stand til at forlade sit hjem. Men stillet over for eksempler, hvor der ikke er sådanne specielle forhold, der gør sig gældende, og hvor en person fælder en moralsk dom uden at have den tilhørende handlingsmotivation, synes vi tilbøjelige til at slutte, at personen slet ikke mener det hun siger. Vi mener mao., at givet fravær af de nævnte forhold, så består der en intern forbindelse mellem dom og motivation. Smith udtrykker dette ved at sige, at vi antager, at en moralsk dom alt andet lige implicerer en korresponderende handlingsmotivation. Denne antagelse er, hvad han kalder moralens praktikalitet (the practicality of moral judgement).[11]

Som under omtalen af moralens objektivitet skal det pointeres, at ovenstående ikke er et forsøg på at vise, hvad der faktisk eksisterer. Det er derimod en påvisning af, at vi antager, at der (under fravær af føromtalte forhold) findes en intern forbindelse mellem dom og motivation.

Ideerne om hhv. objektivitet og praktikalitet ser altså ud til at være essentielle i vores almindelige forståelse af moralen. Og netop af denne grund er det problematisk, at de i lyset af den psykologiske standardmodel for motivation, forekommer uforenelige. Betragtet ud fra denne model, synes de at have vidt forskellige, og modsatrettede implikationer. Ifølge standardmodellen ("Humes model"), findes der to grundlæggende, distinkte psykiske "tilstande", kaldet belief og desire[12]. Beliefs er overbevisninger om sagforhold i verden, altså om, hvordan verden faktisk er (alternativt var/vil være/ville have været) indrettet, mens desires er ønsker, forhåbninger, mål etc. vedrørende denne indretning. Beliefs og desires er fundamentalt forskellige i en væsentlig henseende; da beliefs udtrykker overbevisninger om verdens indretning, har de et beskrivende indhold, de sigter på "at passe med verden", hvorimod desires, der udtrykker ønsker, har et normativt indhold, dvs. de sigter på "at få verden til at passe" (med den aktuelle desire). Dette forhold udtrykkes ofte ved at sige, at beliefs og desires har modsatrettet direction of fit. Yderligere fremgår det, at beliefs er sandhedsegnede (der er knyttet sandhedsværdier til dem), hvilket desires ikke er. Endvidere gælder det ifølge standardmodellen, at der aldrig kan være en nødvendig forbindelse mellem en given belief og en bestemt desire eller omvendt; selvom visse beliefs almindeligvis afstedkommer bestemte desires, kan det altid lade sig gøre at forestille sig tilfælde, hvor de ikke gør det. F.eks. foranlediger overbevisningen (belief) "jeg kan forhindre en drukneulykke ved at kaste det redningsbælte, der hænger på væggen i vandet" næsten altid ønsket (desire) om at gøre det, men hvor ubehageligt det end er, så kan man faktisk godt forestille sig en person, som på trods af at have denne overbevisning, ikke ville have noget ønske om at kaste bæltet. Pointen er naturligvis, at der ikke er nogen begrebslig nødvendighed i, at bestemte desires følger bestemte beliefs, ikke hvorvidt der faktisk findes sådanne personer. (Hvilket Smith understreger ved at sige, at man altid kan adskille belief og desire, "i det mindste modalt"[13]).

Grunden til, at den forestillede person ikke kaster redningsbæltet er, at han ikke oplever nogen motivation. Han føler ikke noget pres mod handlingen. Den manglende motivation skyldes som indikeret ovenfor, at han ikke har nogen desire i retning af at kaste bæltet. Dette peger på en anden af standardmodellens antagelser; motivation forudsætter altid tilstedeværelsen af en relevant desire, beliefs alene er aldrig tilstrækkeligt. Hvis vi f.eks. vil forklare A’s udbrud "jeg går ud i køkkenet og henter kaffe" (og den derved udtrykte motivation), kan vi ikke nøjes med at henvise til, at A tror, der er kaffe i køkkenet - han kunne jo tro dette og samtidig være komplet ligeglad. Vi bliver nødsaget til at antage, at A har lyst til en kop kaffe eller, at han vil byde sine gæster en kop ("har lyst til at byde sine gæster en kop"). Vi henviser altså til en desire.

Endvidere antager humeanere ofte, at desires ikke kan udsættes for rationel kritik. De handler ikke om verdens indretning og kan følgeligt ikke være fejlagtige. Hvis jeg mener, at London er Frankrigs hovedstad, kan jeg kritiseres, simpelthen fordi det er forkert. Min overbevisning stemmer ikke overens med verden. Men min lyst til en kop kaffe er hverken rigtig eller forkert, den er blot foreliggende. Og den kan vel at mærke ikke ændres af varierende beliefs; om jeg tror, der er kaffe i køkkenet eller ej, ændrer ikke på det forhold, at jeg har lyst til en kop kaffe. Dog kan desires, som er baseret på falske mål-middel-overbevisninger kritiseres via en kritik af disse overbevisninger. Har jeg f.eks. en desire i retning af at undgå edderkopper, fordi jeg tror, at alle edderkopper udsender en frygtelig lugt, kan jeg kritiseres for at have denne desire via en kritik af min fejlagtige formodning[14]. Men ud over sådanne tilfælde kan desires ikke kritiseres rationelt. De kan højst siges at være "uheldige" eller "misbilligede".

Betragter man nu teserne om moralens objektivitet og praktikalitet i lyset af ovenstående, ser man, hvorfor de forekommer uforenelige. Ifølge førstnævnte udtrykker moralske domme overbevisninger om fakta. De søger at afdække en objektiv sandhed. Endvidere er vore diskussioner om, hvad der er rigtigt og forkert præget af rationel argumentation og kritik. Moralske domme har mao. præcis de egenskaber, som karakteriserer beliefs – og dermed også præcis de modsatte af, hvad der karakteriserer desires. Tesen om moralens objektivitet indebærer altså, at moralske domme er (udtryk for) beliefs, dvs. den byder en kognitivistisk forståelse af moralsk tænkning og diskurs. Da tesen endvidere beror på den antagelse, at der findes moralske fakta eller kendsgerninger, implicerer den ydermere moralsk realisme[15].

Tesen om moralens praktikalitet har imidlertid de stik modsatte implikationer. Påstanden er, at en moralsk dom alt andet lige implicerer en korresponderende handlingsmotivation, og fra den psykologiske standardmodel har vi, at motivation altid forudsætter tilstedeværelsen af en desire. Moralske domme er altså (når vi ser bort fra "alt andet lige-klausulen") med nødvendighed knyttet til desires. Men desires udtrykker ikke overbevisninger om fakta, de søger ikke at afdække nogen objektiv sandhed, og de kan ikke kritiseres rationelt. De er tværtimod subjektive ønsker, præferencer, attituder eller lignende. Praktikalitetstesen synes derfor, på baggrund af den psykologiske standardmodel, at afstedkomme en non-kognitivistisk, ekspressivistisk analyse af moralen. I ontologisk henseende er dette ensbetydende med antirealisme, da eksistensen af moralske fakta under denne analyse bliver et helt overflødigt postulat. Desires er uafhængige af beliefs om moralske fakta og er derfor ikke udtryk for reaktioner på sådanne[16].

Det Moralske Problem skulle nu være tydeligt; vores almindelige forståelse ("commonsense") af moralen indeholder simpelthen to aspekter, som har helt forskellige, og uforenelige, psykologiske og metafysiske implikationer. I hvert fald i lyset af den psykologiske standardmodel. Vi har dermed tre teser eller påstande, som hver for sig synes intuitivt rigtige, men som samtidig ikke konsistent kan forenes. Det Moralske Problem handler altså om at redegøre for følgende (som jeg af præcisionshensyn har valgt ikke at oversætte):

1) Moral judgements of the form "It is right that I f" express a subject’s beliefs about an objective matter of fact, a fact about what it is right for her to do.

2) If someone judges that it is right that she fs then, ceteris paribus, she is motivated to f.

3) An agent is motivated to act in a certain way just in case she has an appropriate desire and a means-end belief, where belief and desire are, in Hume’s terms, distinct existences.[17]

Det fremgår, at uanset hvilke to teser vi begynder med at anerkende sandheden af, så udelukkes den tredje. Allerede Hume bemærker, at de tre ideer er uforenelige. Han ser det dog ikke som et problem, men anfører at den uomgængelige sandhed af 2 og 3 viser, at 1 er fejlagtig[18]. Ifølge Smith har disse tre ideers tilsyneladende uforenelighed lige siden været metaetikkens primære omdrejningspunkt.

Hvis det er et faktum, at de ikke lader sig forene, så er vi stillet over for to muligheder; enten forkaster vi én (eller flere) af teserne, eller også slutter vi, at vores ide om hvad moral er, er fundamentalt inkohærent, dvs. vi bekender os, i lighed med Mackie, til en decideret skepticisme. Af disse to muligheder, har den første traditionelt haft klart den største tilslutning. Humeanske, eksternalistiske kognitivister har tilsluttet sig 1 + 3 og forkastet 2, non-kognitivister har tilsluttet sig 2 + 3 og forkastet 1, mens accepten af 1 og 2 og forkastelsen af 3 har været repræsenteret af forskellige rationalister.

Forkaster man én af teserne opløses Det Moralske Problem, men det sker imidlertid kun på baggrund af opgivelsen af en ide, som er dybt forankret i vores almindelige praksis, og som foreslog sig selv som noget nær dét, Smith kalder en platitude. Således har humeanske kognitivister svært ved at forklare, hvorfor der tilsyneladende er den intime sammenhæng mellem dom og motivation, non-kognitivister har problemer med at forklare den moralske diskurs og tænkemådes utvetydige kognitivistiske karakter, og rationalister har vanskeligheder med at redegøre for den basale psykologi.

Men som allerede nævnt mener Smith, at der er et alternativ. The Moral Problem er et forsøg på at vise, at de tre ideer faktisk kan forenes. Det centrale i argumentationen består i påstanden om, at moralske domme handler om fakta, forstået som sandheder baseret på grunde, som gælder for os alle. Endvidere er Smiths argumentation for, at desires kan kritiseres rationelt, væsentlig. Målet med den resterende del af bogen er, med David Copps ord, at præsentere en teori, som implicerer objektivitetstesen, forklarer praktikalitetstesen og er kompatibel med den psykologiske standardmodel[19]. Hvis dette lykkes har Smith vist "what moral facts would be like if there were any" (min fremhævning)[20]. Denne formulering er værd at lægge mærke til, da den understreger et forhold, som det er meget vigtigt at være opmærksom på for at forstå argumentationen i The Moral Problem; for Smith er spørgsmålet om, hvad vi forstår ved moralske fakta og spørgsmålet om, hvorvidt der eksisterer sådanne, to forskellige spørgsmål. Det første kan besvares uafhængigt af det sidste. The Moral Problem handler næsten udelukkende om det første, om end Smith diskuterer det sidste i bogens afsluttende kapitel.

2. Teserne genovervejet: forsvar og præcisering.

Selvom de tre teser forekommer at være centrale i vor forståelse af moralen, er der som nævnt ingen af dem, der står uanfægtet. Efter præsentationen af Det Moralske Problem går Smith derfor over til, én efter én, at forsvare hver af teserne mod hhv. non-kognitivister, eksternalister og anti-humeanere. Da denne opgaves primære fokus er løsningen af Det Moralske Problem, dvs. påvisningen af de tre tesers kompatibilitet, er der ikke mulighed for en nærmere gennemgang og diskussion af Smiths argumenter. Igennem sit forsvar for teserne får Smith dog samtidig præciseret, hvad de efter hans mening implicerer (og ikke implicerer), og da disse præciseringer er vigtige for løsningen af Det Moralske Problem, er det nødvendigt med en kort og summarisk skitsering af dem.

1. Objektivitetstesen:

Smiths forsvar for objektivitetstesen har form af en påvisning af, at kritikerne simpelthen har overset, at deskriptivisme ikke nødvendigvis er enten non-naturalisme eller reduktiv naturalisme. Han er enig i, at disse to teorityper ikke er i stand til at give en adækvat forklaring af moralens objektivitet, men uenig i den klassiske argumentation herfor (formuleret af A.J. Ayer i Language, Truth and Logic, kap. 6). Ifølge Smith er problemet med non-naturalismen, at den ikke kan redegøre for, hvorfor det er en a priori sandhed, at moralske forhold supervenerer på naturlige forhold[21]. At vi også må afvise reduktiv naturalisme skyldes, at "de to mest lovende varianter", definitorisk naturalisme baseret på netværksanalyse og metafysisk naturalisme, hhv. lider af et "permutationsproblem" og er ude af stand til af indfange alle platituder om moralen[22]. Men disse problemer bør ikke få os til at opgive deskriptivismen. Ifølge Smith er det muligt at opretholde ideen om moralske fakta, samt den naturalistiske påstand om, at disse må være fakta om naturlige forhold, men det fordrer en non-reduktiv analyse af moralske domme. Denne analyse er dog henlagt til The Moral Problem's kapitel 6 – og er emne for nærværende opgaves afsnit 5.

2. Praktikalitetstesen:

Ifølge Smith antager vi, at en person, som fælder en moralsk dom, har en korresponderende handlingsmotivation – men vel at mærke kun såfremt hun ikke lider af viljesvaghed, depression eller lignende. Kalder vi personer, som befinder sig i sådanne tilstande "praktisk irrationelle" (og de, som ikke gør det "praktisk rationelle"), vil Smith altså forsvare følgende påstand:

If an agent judges that it is right for her to f in circumstances C, then either she is motivated to f in C or she is practically irrationel.[23]

Denne påstand (praktikalitetstesen) kan ses som en mellemposition i forhold til to alternative opfattelser af forbindelsen mellem dom og motivation, nemlig eksternalisme og det Smith kalder "stærk internalisme". Ifølge de, som forfægter førstnævnte opfattelse, er det aldrig tilstrækkeligt at henvise til en persons overbevisning for at forklare motivation, ifølge sidstnævntes fortalere er det altid tilstrækkeligt, dvs. vi kan udelade klausulen om praktisk rationalitet.

Smiths argument mod stærk internalisme er allerede nævnt; det vil være for stærk en påstand at hævde, at personer der lider af viljesvaghed, depression etc. ikke fælder ægte moralske domme. Deres tilstande er netop karakteriseret ved, at de på trods af udmærket at kunne se, hvad der er rigtigt (i såvel moralsk som i rationel henseende), alligevel ikke motiveres i overensstemmelse hermed. I sin afvisning af eksternalismen diskuterer Smith to argumenter fremsat af hhv. David Brink og Philippa Foot. Det centrale argument i forsvaret mod Brinks indvending – som man passende kan kalde "fetich-argumentet" – vil blive berørt i afsnit 6. Da Smith som nævnt mener, at det at fælde en moralsk dom er ækvivalent med at have en mening om, hvad der er grunde til, ønsker han ud over at forsvare praktikalitetstesen, som formuleret ovenfor, endvidere at forsvare en stærkere påstand (en mere specifik formulering), som han kalder "rationalisme":

If it is right for agents to f in circumstances C, then there is a reason for those agents to f in C.[24]

Bemærk, at denne påstand ikke nødvendigvis accepteres af alle, som accepterer praktikalitetstesen. Ekspressivister f.eks., tilslutter sig sidstnævnte, men afviser rationalisme-tesen; at dømme X rigtig er ikke det samme som at mene, at der er grunde til X, det er derimod blot et udtryk for en pro-attitude over for X. Foots indvending er rettet direkte mod rationalisme-tesen. Hun argumenterer for, at moralske fordringer må forstås som hypotetiske imperativer, der kun giver agenten en handlingsgrund, såfremt han accepterer/vil underlægge sig det gældende normsæt. Smiths argument herimod er, at enhver form for relativitet i forhold til agentens ønsker, er underminerende for moralens imperativitet. Hypotetisk imperativitet er slet ikke imperativitet, og vi oplever faktisk moralen som værende imperativ. Moralen er derfor ikke "et system af hypotetiske imperativer", og der er følgeligt heller ikke brug for at henvise til en "ekstern" accept for at forklare forbindelsen mellem dom og motivation.[25]

3. Standardmodellen:

Det helt centrale i Smiths forsvar for den psykologiske standardmodel er hans pointering af, at der er tale om en teori om motivation – ikke om retfærdiggørelse. Ved hjælp af denne sondring afviser Smith en række argumenter mod teorien, fremsat af bl.a. Thomas Nagel, John McDowell og Mark Platts. Jeg vil ikke komme nærmere ind på disse argumenter, men selve sondringen mellem motivation og retfærdiggørelse er derimod emnet for det følgende afsnit.

3. Motivation og normativitet: to slags grunde.

At gøre en handling forståelig, er ifølge Smith ensbetydende med at angive de grunde, agenten er stillet over for. Der synes imidlertid at være to forskellige måder, hvorpå noget med rimelighed kan siges at være en grund til en bestemt handling; nogle grunde forklarer en handling, andre retfærdiggør den. Betragt følgende eksempel: "Hun ønskede at blive rig, derfor røvede hun en bank". Indeholder udsagnet en begrundelse for agentens handling? I én henseende, ja; det forklarer jo hendes handling, ved at henvise til et mål hun har, et mål, som kan realiseres gennem handlingen. Men samtidig synes det også aldeles rimeligt at hævde, at ønsket om at blive rig, ikke er en grund til at røve en bank. Hvad vi mener med dette er naturligvis, at ønsket ikke retfærdiggør handlingen. Smith udtrykker dette ved at sige, at agenten havde en motivationsgrund men ikke en normativ grund (tværtimod havde hun en normativ grund til at afstå fra handlingen)[26]. Motivationsgrunde er kendetegnet ved essentielt at udgå fra træk ved agenten selv, nemlig hendes ønsker, præferencer etc. Forklaringskraften består i en henvisning til agentens ønske om at realisere sine mål, og motivationsgrunde kan således siges at være teleologiske. At motivationsgrunde udgår fra agentens ønsker betyder endvidere, at de kan ophøre med at være grunde i det øjeblik, agenten ændrer sine ønsker; B's grunde til at cykle hundrede kilometer om dagen kan meget vel bortfalde, den dag hun opgiver ønsket om at blive en dygtig cykelrytter. Normative grunde derimod, udgår ikke fra agentens ønsker, men fra krav eller forpligtelser genereret af et "normativt system". At B har en grund til at afstemme sine handlinger i forhold til deres konsekvenser for andre skyldes ikke, at hun har bestemte ønsker eller mål, men at et normativt system, nemlig moralen, kræver, at hun gør det[27]. Normative grundes status som grunde er derfor heller ikke betinget af noget ved agenten selv. B's eventuelle manglende vilje til at tage hensyn til andre end sig selv foranlediger os ikke til at sige, at der ikke er grund til, at hun gør det. I stedet vil vi sige, at hun negligerer en i allerhøjeste grad eksisterende grund. Ifølge Smith bør vi tænke på normative grunde som sandheder. For at foregribe afsnit 4: sandheder om, hvad det er ønskværdigt at gøre.

På baggrund af sondringen mellem motivationsgrunde og normative grunde tilbageviser Smith en række argumenter mod standardmodellen for motivation. Han konkluderer derfor, at vi bør acceptere Humes påstand om, at tilstedeværelsen af et ønske (desire) og en formodning om, hvordan dette realiseres (means-end belief), udgør de nødvendige og tilstrækkelige betingelser for motivation, samt at disse er distinkte eksistenser. Men vi må fastholde, at standardmodellen er en teori om motivation, ikke om normative grunde, og vi har derfor brug for en selvstændig analyse af, hvad det vil sige at have en normativ grund. Ved denne analyse er vi vel at mærke på ingen måde forpligtet til at acceptere flere humeanske præmisser, end det er strengt nødvendigt for at opretholde standardmodellen. Og som det vil fremgå i det følgende, er Smiths analyse af normative grunde i flere fundamentale henseender non-humeansk.

4. Analysen af normative grunde.

Vi opererer tilsyneladende med flere forskellige typer af normative grunde/normative systemer. Smith nævner moralske grunde, rationalitetsgrunde, og "klogskabsgrunde" (reasons of prudence), men udelukker ikke, at der findes flere. Disse forskellige typer skelnes alene fra hinanden på baggrund af deres indhold eller emne. Moralske grunde er f.eks. dem, der vedrører "respekt for andre som ligeværdige personer", "forbedring eller opretholdelse af menneskelig velfærd" osv. Fordi de forskellige typer kun adskiller sig ved deres indhold, er det ifølge Smith muligt at give én analyse af normative grunde, som er dækkende for dem alle. Endvidere hævder han, at moralske grunde kan reduceres til rationalitetsgrunde, idet førstnævntes emne er en undergruppe af sidstnævntes. Om end Smith ikke eksplicit anfører det selv, er der næppe tvivl om, at alle normative grunde, på baggrund af hans analyse, vil kunne reduceres til rationalitetsgrunde.

Som det fremgik af afsnit 2, har Smith endnu ikke givet nogen egentlig begrundelse for, hvorfor vi bør opretholde ideen om, at moralske domme er beliefs. Spørgsmålet er, om ækvivaleringen af det at fælde en moralsk dom med det at mene, at der er normative grunde til noget, taler for eller imod denne ide. For at nærme os svaret på dette spørgsmål, må vi se på, hvad vi som udgangspunkt kan forbinde begrebet om normative grunde med. Smiths forslag er, at normative grunde må være tæt forbundne med det at værdsætte (value); årsagen til, at vi har en normativ grund til noget bestemt er, at dette sikrer eller fremmer det vi værdsætter. Ovenstående spørgsmål bliver derfor sammenfaldende med spørgsmålet om, hvorvidt det at værdsætte bør beskrives som at have en overbevisning (believing) eller som at have et ønske/en præference (desiring). I besvarelsen af spørgsmålet er der to krav, der må tilgodeses; den må være kompatibel med såvel standardmodellen for motivation, som med følgende påstand:

C1 (constraint 1): If an agent accepts that she has a normative reason to f then she rationally should desire to f.[28]

Grunden til, at denne påstands sandhed må respekteres er, at den simpelthen er en anden måde at udtrykke praktikalitetstesen på. I forhold til den oprindelige formulering er "judges that it is right to f" substitueret med accepts that she has a normative reason to f" og motivated to f" er, pga. accepten af standardmodellen, substitueret med "desire to f". Klausulen om praktisk rationalitet er indeholdt i formuleringen "rationally should". En konsekvens af C1 er altså, at en person, som mener, at der er en normativ grund til X, dvs. dømmer X rigtig, og samtidigt har et ønske om ikke-X, rationelt set bør forsøge at skille sig af med sit ønske.

Hvis spørgsmålet om, hvorvidt normative grunde er at betragte som overbevisninger eller ønsker, skal besvares via overvejelser om, hvad det vil sige at værdsætte, må kravet om at overholde C1 også gælde eksplikationen af dette begreb; man må altså kunne forklare forbindelsen mellem det at værdsætte og det at ønske på en måde, som respekterer dette krav - og som endvidere er kompatibel med standardmodellen.

Spørgsmålet er altså, om det at værdsætte bør beskrives som en overbevisning eller et ønske/en præference. Hvis jeg f.eks. dømmer, at "det er værdifuldt, at vi behandler hinanden respektfuldt", udtrykker dette så min formodning om, hvordan noget faktisk forholder sig, eller udtrykker det mit ønske om, hvordan vi skal behandle hinanden? Mange mener, at det at værdsætte simpelthen er at have et ønske, eller alternativt at have et ønske om, hvilke ønsker man har. Det første synspunkt er blevet forfægtet af bl.a. Donald Davidson og David Gauthier. Dommen i eksemplet er på denne baggrund oversættelig til, "jeg/vi har et ønske om, at vi behandler hinanden respektfuldt"[29]. Det er under denne forståelse let at se, hvorfor værdsættelse (og dermed normative grunde) er motiverende; for ønsker er netop det, der konstituerer motivation. Men til gengæld bliver det, som Smith pointerer, umuligt at forstå, hvorfor det at værdsætte ikke altid er motiverende. Det synes ikke muligt at forklare, hvordan uoverensstemmelser mellem det man værdsætter og det, man ønsker kan optræde. Dette er uacceptabelt, da vi ved, at forskellige former for praktisk irrationalitet forekommer. Den dybt deprimerede kan, ifølge Smith, udmærket betragte det som værdifuldt at behandle andre respektfuldt og samtidig være uden motivation til at agere herefter. Vi må derfor afvise Davidsons og Gauthiers påstand om, at værdsættelse er at ønske. Det andet synspunkt, at det at værdsætte er at have et ønske om, hvilke ønsker man har, forsvares bl.a. af David Lewis. Tanken illustreres lettest ved et eksempel; B har lyst til at ryge. Hun har et ønske om en cigaret. Alt imens hun har dette ønske, tænker hun "bare jeg dog ikke havde denne lyst til at ryge". Hun har altså et ønske om ikke at have et ønske om at ryge (a desire not to desire smoking). Hvis B's faktiske ønske om at ryge betegnes "første-ordens-ønske" (first-order desire), og hendes ønske om ikke at ønske at ryge betegnes "anden-ordens-ønske" (second-order desire), er Lewis' påstand, at værdsættelse udtrykker anden-ordens-ønsker. Denne model undgår tydeligvis det problem, som udgjorde afvisningen af Davidsons og Gauthiers påstand; første- og anden-ordens-ønsker kan, som eksemplet viser, sagtens være i uoverensstemmelse, hvilket er ensbetydende med, at normative grunde, på trods af, at de accepteres af agenten som sådanne, kan være uden motivationskraft. Smith mener dog, at der er to grunde til alligevel at forkaste modellen. Ifølge C1 bør en agent rationelt set forsøge at skille sig af med sit ønske om X, såfremt hun mener, der er en normativ grund til ikke-X. Men hvilken grund har vi til at hævde, at det netop er vores første-ordens-ønske, og ikke vores anden-ordens-ønske, vi bør skille os af med i tilfælde af uoverensstemmelse? Hvad, hvis vores første-ordens-ønske er stærkere end vores anden-ordens-ønske – bør vi da ikke, rationelt set, skille os af med sidstnævnte, og derved negligere det, vi selv mener, der er normativ grund til? Vi kan ifølge Smith ikke blot tilføje, at vi altid bør skille os af med vores første-ordens-ønske i tilfælde af uoverensstemmelse, for den eneste grund vi har til at gøre dette er, at det vil redde påstanden om, at værdsættelse kan reduceres til ønsker om ønsker. Princippet om, at vi såfremt vi accepterer, at der er en normativ grund til X, rationelt set bør skille os af med et eventuelt ønske om ikke-X, skal ikke blot stipuleres, men derimod følge af analysen af normative grunde. Da Lewis' teori ikke implicerer dette princip, må vi derfor forkaste den. Som nævnt fremsætter Smith endnu et argument mod Lewis; hvis man vil forklare værdsættelse vha. et skel mellem forskellige niveauer eller ordner i vores ønsker, må man angive en begrundelse for, at værdsættelse skal identificeres med lige netop ét niveau frem for et andet; hvorfor er værdsættelse et udtryk for vores anden-ordens-ønsker og ikke vores tredje- eller fjerde-ordens-ønsker? Lewis kan ikke give en sådan grund og påstanden om, at det er anden-ordens-ønsker, der er relevante, er derfor helt arbitrær.[30]

Smith konkluderer, at det at værdsætte, og dermed det at have en normativ grund, ikke er at forstå som et ønske, hvilket naturligvis betyder, at der må være tale om en overbevisning. Men en overbevisning om hvad? Og hvordan kan en overbevisning i sig selv afstedkomme motivation?

Smiths forslag er, at det at dømme noget værdifuldt, eller at dømme, at man har en normativ grund, skal forstås som en overbevisning om, hvad det er ønskværdigt at gøre (what it is desirable to do). Men hvad skal vi nærmere forstå ved, at noget er "ønskværdigt" at gøre? Smith beder os om at overveje, hvad vi gør, hvis vi er i tvivl om, hvad det i en given sammenhæng er ønskværdigt at gøre. Svaret er, at vi spørger andre til råds, som er bedre situeret end os selv. At en person er "bedre situeret end os selv" betyder, at hun har viden, vi ikke selv har og/eller, at hun vil være i stand til at se tingene klarere end vi, f.eks. fordi hun ikke er en del af sammenhængen. Vi prøver mao. at afdække, hvad det er ønskværdigt at gøre, ved at tilegne os relevant viden og ved at minimere fejlagtige formodninger og andre forhold, som kan sløre vor erkendelse. Forestiller vi os nu en situation, hvor vi havde al relevant viden, ingen fejlagtige formodninger og ikke på nogen anden måde lå under for illusioner, ville vi vide, hvad det er ønskværdigt at gøre. Betegner vi personer i denne situation "fuldt rationelle"[31] kan vi sige følgende om ønskværdighed: at noget er ønskværdigt vil sige, at det er det vi ville ønske at gøre hvis vi var fuldt rationelle. Dette er, hævder Smith, ligefrem en platitude, dvs. noget vi alle kan blive enige om efter en smule omtanke[32]. Og denne platitude er faktisk, sammen med en enkelt præcisering, som jeg skal vende tilbage til i det nedenstående, (stadig ifølge Smith) tilstrækkelig til at etablere den endelige analyse af normative grunde; normative grunde er genereret af, hvad det er ønskværdigt at gøre, og vi har derfor følgende:

"To say that we have a normative reason to f in certain circumstances C is to say that we would want ourselves to f in C if we were fully rational."[33]

Omtalte præcisering udgøres af formuleringen "…want ourselves to f in C if we were fully rational". I situationen C er vi ikke fuldt rationelle, og ovenstående må altså ikke forveksles med formuleringen "…want ourselves to f if we were fully rational in C". At have en normativ grund vil sige, at vi fra en (hypotetisk) position, hvor vi er fuldt rationelle, ville ønske, at vi, i den faktiske situation C, hvor vi ikke er fuldt rationelle, handler på en bestemt måde. Vi kan som eksempel forestille os en situation, hvor en person, der lider af flyskræk ved, at hun kun kan nå et møde i London ved at tage et fly. Hvad har hun grund til at gøre? Ifølge Smiths analyse, har hun grund til at gøre det, som, givet hendes (irrationelle) flyskræk og alle andre forhold, der karakteriserer situationen, er ønskværdigt. Og hvad der er ønskværdigt, er sammenfaldende med dét hendes (hypotetiske) fuldt rationelle jeg - der qua fuldt rationel har kendskab til konsekvenserne af de alternative handlinger, f.eks. hendes reaktion på flyveturen, konsekvenserne af at udeblive fra mødet osv. - ville ønske, at hendes ikke fuldt rationelle jeg gør i den faktiske situation. Det er således vigtigt at se, at sagen ikke handler om, hvad vi ville ønske, hvis vi var fuldt rationelle i C. Bl.a. Christine Swanton og Ingmar Persson[34] har diskuteret, hvilken model Smith egentlig tilslutter sig, men han har adskillige steder pointeret, at det skal forstås som udlagt i det ovenstående[35].

Smith har nu præsenteret en analyse, som indebærer, at det at hævde, at vi har en normativ grund til noget, udtrykker en overbevisning; en overbevisning om, hvad vi, hvis vi var fuldt rationelle, ville ønske, at vi gør i den faktiske situation, hvor vi ikke er fuldt rationelle. F.eks. udtrykker dommen "vi har en normativ grund til at behandle hinanden respektfuldt" overbevisningen "hvis vi var fuldt rationelle, ville vi ønske, at vi behandler hinanden respektfuldt" (stadig forstået som forklaret ovenfor). Men er Smiths analyse i stand til at tilfredsstille de krav, der på forhånd var opstillet til en sådan, dvs. kan den redegøre for C1 under samtidig hensyntagen til standardmodellen?

Ifølge C1 (som jo er en omskrivning af praktikalitetstesen mhp. at tydeliggøre, at en agent, som mener, at der er normativ grund til X, men samtidig har et ønske om ikke-X, rationelt set bør forsøge at skille sig af med dette ønske (se s. 12) er overbevisningen om, at der består en normativ grund til noget tilstrækkelig til at motivere agenten i retning af dette, såfremt hun er praktisk rationel. Endvidere gælder det, at en agent, der ikke er praktisk rationel, ikke nødvendigvis motiveres af sin overbevisning. Og det forekommer faktisk ganske plausibelt, at man kan redegøre herfor på baggrund af Smiths analyse; det synes jo meget rimeligt at antage, at såfremt en agent dømmer, at der er en grund til f.eks. at behandle andre respektfuldt, dvs. såfremt hun dømmer, at hun i den allermest gunstige situation ville have et ønske om, at hun behandler andre respektfuldt, så vil hun også have et ønske, og dermed en motivation, til faktisk at gøre det. Mere præcist kan man sige, at hvis man ikke motiveres af det, man fra den epistemisk optimale situation ville råde sig selv til, så kan man retteligt betegnes praktisk irrationel. Man negligerer jo det, der efter ens egen overbevisning er det mest ønskværdige. Et eksempel af ikke-moralsk karakter illustrerer måske forholdet bedst; jeg mener, af forskellige årsager, at jeg har en normativ grund til at skrive denne opgave, dvs. jeg er af den overbevisning, at det, i min faktiske situation, er ønskværdigt, at jeg skriver den. Hvis jeg, på trods af denne overbevisning, er komplet upåvirket og absolut uden motivation, så synes det aldeles rimeligt at betegne mig "(praktisk) irrationel"[36]. Vi har dermed også redegjort for, hvorfor en agent, som har et ønske om ikke-X, men mener, at der er normativ grund til X, bør skille sig af med sit ønske; for alene det at mene, at X er det ønskværdige, synes at afføde en motivation til at kvitte ønsket om ikke-X – for den praktisk rationelle person vel at mærke[37]. Bemærk at analysen af normative grunde ikke alene er kompatibel med C1, men tillige forklarer den. Vi ved nu, hvorfor rationalitet spiller den rolle for pratikalitet, som C1 (eller praktikalitetstesen som formuleret i afsnit 2) udtrykker: fordi normative grunde er et udtryk for det, vi ville ønske, hvis vi var fuldt rationelle.[38]

I det ovenstående er der redegjort for sammenhængen mellem motivation og det at mene, at der er en normativ grund til noget. Man kan nu spørge, om denne redegørelse er kompatibel med Humes model for motivation (standardmodellen), ifølge hvilken tilstedeværelsen af et ønske er en nødvendig betingelse for motivation, og ønsker og overbevisninger endvidere er "distinkte eksistenser". Og det er den faktisk. Overbevisningen om, at der er normativ grund til noget bestemt, forårsager (causes) et ønske, dvs. en motivation, i agenten – forudsat, at hun er praktisk rationel. Agentens rationalitet sikrer altså en kausal forbindelse mellem en given overbevisning og et bestemt ønske. Men er agenten derimod ikke praktisk rationel, vil denne forbindelse ikke være tilstede, og der er således ikke tale om en nødvendig forbindelse mellem overbevisning og ønske. Smith kan derfor, uden at anfægte sin analyse af normative grunde, give Hume ret i, at motivation forudsætter ønsker, samt at ønsker og overbevisninger er distinkte eksistenser.[39]

Ét spørgsmål, som Smith bruger en del sider på at diskutere, og som er af anseelig vigtighed for ham, er, hvorvidt normative grunde genererer kategoriske eller hypotetiske imperativer. Afhænger det vi har grund til at gøre på nogen måde af individuelle, kontingente ønsker? Ihukommende hans argumentation mod Foot (jf. afsnit 2), kan det ikke undre, at Smith benægter, at noget sådant skulle være tilfældet. Han argumenterer for dette ved at forsøge at vise, at det simpelthen er i uoverensstemmelse med vores ide om en normativ grund, at den skulle være relativ i forhold til den enkelte agent; vi mener, at det A har grund til at gøre i en given situation, det har B ligeledes grund til at gøre, hvis hun skulle stå i samme situation. Ifølge Smith gælder det derfor, at hvis der overhovedet eksisterer normative grunde, så er de grunde for os alle og ikke blot for nogle. At hævde, at der er normativ grund til noget, er at hævde, at vi ville ønske, at vi gjorde dette (i den faktiske situation), hvis vi var fuldt rationelle. At hævde, at det, der udgør en grund for A også udgør en grund for B og for C osv., er derfor at hævde, at vi alle ville have det samme ønske, hvis vi var fuldt rationelle. Intet mindre end absolut konvergens i vores ønsker kan derfor generere en normativ grund. Det er væsentligt at understrege, at Smith fortsat taler om, hvad vores begreb implicerer – han har ikke påstået, at vi faktisk vil kunne blive enige om noget som helst. Dette er et spørgsmål, som ikke kan afklares ved begrebsanalyse[40]. Smiths argumenter for normative grundes non-relativitet og konsekvenserne heraf er et af de aspekter af The Moral Problem, som er blevet anfægtet allermest. En lang række indvendinger[41] er blevet fremsat med interessante og vigtige diskussioner til følge, men af hensyn til opgavens fokus på løsningen af Det Moralske Problem samt dens omfang, er det desværre ikke muligt at komme nærmere ind på disse.

Som Smith selv gør det, kan man afslutte diskussionen om normative grunde med at påpege, at analysen i fire væsentlige henseender er anti-humeansk; for det første gør den udsagn om normative grunde til overbevisninger. For det andet indebærer den, at vore ønsker kan udsættes for rationel kritik, såfremt de er i uoverensstemmelse med vore overbevisninger om, hvad der er normativ grund til. For det tredje fremstiller den normative grunde som non-relative. Og endeligt, som punkt fire, gør den afdækkelsen af, hvad vi har normativ grund til at gøre til et socialt eller kollektivt anliggende. Jeg har ikke i det ovenstående været inde på dette, men tanken er, at da normative grunde gælder for os alle, og alle på lige vilkår kan reflektere over, hvad der er ønskværdigt, så er det fordelagtigt at diskutere og tage ved lære af hinanden.

5. Løsningen af Det Moralske Problem.

Analysen i det ovenstående omhandler normative grunde generelt. For at præcisere den mhp. det moralske område, må den formuleres vha. begrebet om "moralsk rigtighed". Og dette er ganske ligetil, da moralske grunde blot er normative grunde, som handler om noget bestemt; at en handling er moralsk rigtig betyder, at der for denne handling foreligger en normativ grund, der omhandler noget, som er indeholdt i platituderne om moralens emne (se s. 11). Da normative grundes indhold er en funktion af (eller blot "sammenfaldende med") den type handling, de angår, har vi altså følgende:

f-ing in circumstances C is right if and only if we would desire that we f in C, if we were fully rational, where f-ing in C is an act of the appropriate substantive kind.[42]

Hvis det er sandt, at vi ville ønske at f'e i C, hvis vi var fuldt rationelle, så er vi forpligtede til faktisk at gøre det – og denne forpligtelse skal som nævnt forstås kategorisk og ikke hypotetisk. Ifølge Smith, er denne analyse af moralsk rigtighed non-reduktiv og "i overensstemmelse med en bredere naturalisme" ("it allows us to square morality with a broader naturalism"[43]). Non-reduktiv, fordi ideen om "fuld rationalitet" i sig selv involverer normative begreber, og i overensstemmelse med naturalisme, fordi den tillader os at identificere den centrale moralske egenskab "rigtig" med en naturlig egenskab, nemlig "at være det, vi ville ønske at gøre, hvis vi var fuldt rationelle". Analysen er ikke at betragte som en egentlig naturalistisk definition, men snarere som et forsøg på, på non-reduktiv, summarisk vis, at indfange, hvad vores begreber indirekte implicerer – eller i Smiths terminologi, at indfange platituderne om moralen.[44]

Det problem Smith i kap. 1, under betegnelsen Det Moralske Problem, satte sig for at løse, var problemet om, hvordan man konsistent kan mene, at følgende tre påstande alle er sande:

1) Moral judgements of the form "It is right that I f" express a subject’s beliefs about an objective matter of fact, a fact about what it is right for her to do.

2) If someone judges that it is right that she fs then, ceteris paribus, she is motivated to f.

3) An agent is motivated to act in a certain way just in case she has an appropriate desire and a means-end belief, where belief and desire are, in Hume’s terms, distinct existences.

Man kan nu se, at Smith faktisk har løst dette problem. Moralske domme er, som påstand 1 hævder, overbevisninger; overbevisninger om, hvad vi ville ønske, hvis vi var fuldt rationelle. Og disse overbevisninger er endvidere motiverende, på den måde, påstand 2 udtrykker det. En overbevisning om, at X er rigtig, forårsager nemlig altid et ønske og dermed en motivation i retning af X – hvis man er praktisk rationel (dvs. "ceteris paribus"). Dette er i fuld overensstemmelse med påstand 3, fordi der ifølge den korrekte forståelse af 1 og 2 altid vil være et ønske tilstede i forbindelse med moralsk motivation. Da der ikke består en nødvendig forbindelse mellem overbevisning og ønske (kun en "ceteris paribus-forbindelse"), kan man ligeledes medgive, at disse er distinkte eksistenser. Smith konkluderer derfor, at hans analyse af moralsk rigtighed faktisk implicerer objektivitetstesen, forklarer praktikalitetstesen og er kompatibel med standardmodellen for motivation. Vi kan derfor også konkludere følgende: vores ide om moralsk rigtighed, eller moralske fakta, er ikke en inkonsistent ide; for det er simpelthen ideen om, hvad vi ville ønske, hvis vi var fuldt rationelle.

At vores ide er konsistent, er imidlertid kun en nødvendig, ikke en tilstrækkelig betingelse for, at der i virkeligheden eksisterer noget, der svarer til den. Som det skulle stå klart, og som det er pointeret flere gange, har Smith hidtil kun beskæftiget sig med spørgsmålet om, hvad vi forstår ved moralsk rigtighed – ikke med, hvad der eksisterer i virkeligheden. Vores ide om en normativ grund, er ideen om en non-relativ grund, og vores ide om fuld rationalitet, kommer således til at implicere, at vi alle vil konvergere i vore ønsker. Moralsk sandhed eksisterer derfor kun såfremt, der faktisk findes non-relative grunde, og såfremt fuld rationalitet faktisk ville skabe enighed. Men som Smith adskillige gange i The Moral Problem gør opmærksom på: "Even if our concept of a normative reason is itself non-relative - even if our concept optimistically presupposes that we would all converge on the same desires under full rationality – the world might disappoint us"[45]. Man kan derfor spørge, om vi har nogen grund til at antage, at der faktisk findes moralske sandheder. Dette har vi, hævder Smith, ingen absolut garanti for, men vi bør notere os, at moralsk argumentation har en evne til at bringe os til større enighed; gode argumenter om moralske forhold påvirker os faktisk. Og den bedste forklaring på dette forhold er, at vi, hvis vi fik afdækket alle relevante sandheder og i øvrigt levede op til, hvad det indebærer at være fuldt rationel, ville nå til enighed. Men anfægtes denne forklarings plausibilitet ikke af den kendsgerning, at der jo faktisk hersker temmelig udbredt uenighed om mange moralske spørgsmål? Ikke ifølge Smith. For det første kan vi konstatere, at vi på trods af uenighederne, også er enige i rigtig mange henseender. For det andet er det et faktum, at der i mange anliggender (f.eks. slaveri og kvinders rettigheder), som tidligere var præget af stor uenighed, nu er udbredt konsensus. Endelig anfører Smith, at fundamentale moralske uenigheder ofte er religiøst betinget, og at det meget vel kan tænkes, at disse ville opløses, såfremt parterne i stedet for at danne deres moralske overbevisninger ud fra religiøse autoriteters dekreter, indgik i en selvstændig, rationel refleksions- og diskussionsproces. Han konkluderer derfor, at vi alt i alt har grund til at være optimistiske mht. spørgsmålet om, hvorvidt vore ønsker ville konvergere under fuld rationalitet – og dermed også mht. eksistensen af moralsk sandhed.

6. Diskussion.

Har Smith løst Det Moralske Problem? Om end der synes at være bred enighed om, at The Moral Problem udgør et velargumenteret og væsentligt bidrag til den metaetiske debat, er Smiths teori også blevet mødt med mange, og forskelligartede, indvendinger. Nogle af de mest omdiskuterede spørgsmål har været: Vil vores faktiske, kontingente ønsker ikke være afgørende for, hvilke ønsker vi vil have under fuld rationalitet, og dermed umuliggøre konvergens?[46]; Er det sandt, at vi har grund til at gøre det, vi ville ønske at gøre, hvis vi var fuldt rationelle?[47]; Er Smiths rationalitetsbegreb i overensstemmelse med vores almindelige forståelse af rationalitet?[48]; Er det sandt, at vores ide om en normativ grund implicerer kategoriske, og ikke hypotetiske imperativer?[49]; Har Smith ret, når han hævder, at kontingens er underminerende for imperativitet?[50]; Fører Smiths analyse af moralsk sandhed os ikke direkte ud i den skepticisme, han netop mente var uberettiget?[51] Disse spørgsmål er alle yderst interessante og relevante for vurderingen af, dels hvorvidt Smith har formået at vise, at vores ide om moralske fakta ikke er inkonsistent, og dels hvorvidt vi på baggrund af teorien kan tillade os at være optimistiske mht. til den faktiske eksistens af sådanne. Smith har responderet på disse og en række andre indvendinger og fastholdt, at vi både kan forstå moralske fordringer som kategoriske imperativer og samtidig holde skepticismen fra livet. Der er selvsagt ikke mulighed for at gå ind i dybere diskussioner af hverken indvendingerne eller af Smiths forsvar, og jeg skal derfor i det nedenstående nøjes med at fokusere på ét enkelt forhold. Jeg vil af denne grund i det følgende sætte parentes om de nævnte indvendinger og antage, at Smith faktisk er i stand til at imødegå dem på tilfredsstillende vis.

Det overordnede spørgsmål i denne opgave er, hvorvidt Smith formår at løse Det Moralske Problem. Efter min mening må man, for at afgøre dette, først stille et andet spørgsmål; hvad forstår vi helt præcist ved "Det Moralske Problem"? Forstår vi problemet om, hvordan der, i lyset af den bredt accepterede humeanske model for motivation, kan bestå en intern forbindelse mellem moralske domme, forstået som overbevisninger om fakta, og motivation? Altså det problem, som i sin ontologiske udgave (dvs. med fokus på moralske fakta frem for på overbevisninger om disse) fik Mackie og andre til at afvise eksistensen af moralsk sandhed. Eller forstår vi det problem, Smith i The Moral Problem's kapitel 1 formulerer ved at opstille de tre teser om hhv. moralens objektivitet, dens praktikalitet samt den humeanske model for motivation? Svaret på dette spørgsmål er efter min mening afgørende for, hvorvidt vi skal konkludere, at Smith har løst Det Moralske Problem eller ej.

6.1 Internalisme og praktikalitetstesen.

I det følgende vil jeg argumentere for, at det problem Smith (i bedste fald, jf. ovenstående) har løst, ikke er problemet om, hvordan vi i lyset af den humeanske forståelse af motivation kan forklare, at der skulle bestå en intern forbindelse mellem moralske domme, forstået som overbevisninger, og motivation. Min påstand vil være, at Smiths anden tese, praktikalitetstesen, ganske enkelt ikke udtrykker en intern forbindelse, men derimod en forbindelse, som retteligt bør betegnes eksternalistisk. Hvis dette er sandt, har Smith fra begyndelsen drejet det, han kalder Det Moralske Problem, væk fra spørgsmålet om, hvordan en overbevisning om fakta (givet den humeanske model) kan have selvstændig motivationskraft. Han har i selve formuleringen af problemet anlagt en eksternalistisk tolkning af vores ide om sammenhængen mellem moralske domme og motivation. Og det er præcis denne tolkning, der tillader ham at (op)løse problemet[52]. Argumentationen vil have form af en sammenligning af praktikalitetstesen og Smiths egen karakteristik af eksternalisme. På baggrund af denne sammenligning, vil jeg slutte, at der ikke er nogen principiel forskel mellem disse.

Ifølge Smith er praktikalitetstesen, som han, som anført, karakteriserer som "svag internalisme", en begrebslig sandhed[53]:

"If an agent judges that it is right for her to f in circumstances C, then either she is motivated to f in C or she is practically irrational".

Hvorvidt en påstand er en begrebslig sandhed, afhænger naturligvis af, hvad der ligger i de indgående begreber. Spørgsmålet er så, hvad det er ved praktikalitetstesens begreber, som får Smith til at hævde, at den udtrykker en begrebslig sandhed. Ifølge fortalere for stærk internalisme, indebærer selve dét at fælde en moralsk dom, at man er motiveret i overensstemmelse hermed, da tilstedeværelsen af passende motivation er en del af, hvad det vil sige at have en moralsk overbevisning. Man kan mao. slutte fra "manglende motivation" til "manglende moralsk overbevisning". Men dette benægtes af Smith; det kan lade sig gøre at have en (ægte) moralsk overbevisning og samtidig mangle den (normalt) korresponderende motivation, nemlig i tilfælde af praktisk irrationalitet. I Smiths forklaring af sammenhængen mellem dom og motivation er kvalifikationen "hvis praktisk rationel" derfor helt central. Kun, hvis kravet om praktisk rationalitet er indfriet, kan vi slutte fra overbevisning til motivation. At praktikalitetstesen udtrykker en begrebslig sandhed, og at vi derfor a priori kan sige, at en praktisk rationel person vil være motiveret i overensstemmelse med sin dom skyldes, at denne psykologiske "egenskab", at motivation følger dom, er konstituerende for praktisk rationalitet; det hører med til at være praktisk rationel, at man motiveres af sine moralske domme. Har man en moralsk overbevisning, men mangler den korresponderende motivation, er man ganske simpelt praktisk irrationel pr. definition – og henvisning til sådanne eksempler (eller andre empiriske forhold) kan derfor aldrig udgøre en falsificering af praktikalitetstesen.

Vi har altså følgende: praktikalitetstesen er, givet Smiths forståelse af, hvad praktisk rationalitet indebærer, begrebsligt sand, men modsat den stærke internalisme-tese udtrykker den ikke en nødvendig forbindelse mellem dom og motivation. Den udtrykker derimod en betinget forbindelse; givet praktisk rationalitet afstedkommer en moralsk overbevisning en korresponderende motivation. Bemærk at uenigheden mellem den stærke internalist og Smith er af begrebslig og ikke af empirisk karakter. Smiths klausul om praktisk rationalitet er ikke begrundet i en påstand om, at vi kan erfare, at motivation kun følger dom hos praktisk rationelle personer. Og den stærke internalists påstand er ikke blot, at der ikke eksisterer tilfælde af "dom uden motivation". Ifølge sidstnævnte kan vi end ikke forestille os en person, der har en moralsk overbevisning, men mangler den korresponderende motivation. At have denne motivation er jo en del af, hvad det vil sige at have en moralsk overbevisning. At tale om "moralsk overbevisning uden tilhørende motivation" er derfor som at tale om en "gift ungkarl"[54]. Ifølge Smith derimod, kan vi sagtens forestille os en sådan person. Det er altså muligt at bruge begrebet "moralsk overbevisning" uafhængigt af, om der foreligger en tilhørende motivation. "Motivation" kan derfor ikke være en del af dette begrebs mening eller på anden måde være konstituerende for det. Uenigheden mellem Smith og den stærke internalist er derfor en uenighed om selve begrebet om moralsk overbevisning.

Det er klart at en benægtelse af, at praktikalitetstesen udtrykker en begrebslig sandhed, må bero på en kritik af Smiths begrebsanalyse. Man må godtgøre, at vores begreb om praktisk rationalitet ikke indebærer, at motivation nødvendigvis følger moralsk dom. David Brink, som er fortaler for en eksternalistisk forklaring af forholdet mellem dom og motivation, har flere steder forsøgt at gøre dette[55]. Smith diskuterer, både i The Moral Problem og i flere artikler[56], Brinks argumenter, og konkluderer, at de er uholdbare. Det interessante ved denne diskussion (for det forhold jeg her forfølger) er ikke så meget, hvem der har ret, men i højere grad, at den kan kaste lys over eksternalismens, ifølge Smith utilfredsstillende, "struktur". Eksternalistens påstand er, at moralsk overbevisning ikke er en tilstrækkelig betingelse for at være motiveret. Man kan moa. ikke forklare tilstedeværelsen af motivation alene ud fra, at personen har en moralsk overbevisning. Det er nødvendigt at henvise til noget mere, til noget som er "eksternt" i forhold til den moralske overbevisning. Eksternalister er typisk både kognitivister og humeanere, dvs. de mener, at moralske domme er udtryk for overbevisninger og endvidere, at sådanne aldrig i sig selv kan være motiverende, og det eksterne forhold, de hævder er nødvendigt for at forklare motivation, må derfor være tilstedeværelsen af et ønske. Hvorvidt et sådant ønske er tilstedeværende er naturligvis et kontingent forhold[57]. Men hvad består dette eksterne ønske så nærmere i? Smith foreslår, på eksternalistens vegne, at der er tale om et "grundlæggende" (eller "uafledt") ønske om at gøre det moralsk rigtige – hvad dét så end måtte være[58]. Eksternalisten forklarer altså "moralsk motivation" på følgende måde: "En person er motiveret i retning af x, såfremt hun dømmer at x er rigtig, og hun har et "grundlæggende" ønske om at gøre det rigtige. Omvendt vil hun ikke motiveres af dommen, såfremt dette ønske er fraværende. Essensen af Smiths afvisning af denne forklaring er følgende[59]: eksternalisten er ude af stand til at give en acceptabel karakteristik af de personer, vi kalder "gode og viljestærke", dvs. personer i hvem der faktisk er en pålidelig forbindelse mellem overbevisning og motivation. Ifølge eksternalisten skal motivation forklares ud fra tilstedeværelsen af et "grundlæggende" ønske om at gøre det rigtige, et ønske som er uafhængigt af den moralske overbevisning. F.eks. må vi sige, at når den gode og viljestærke person dømmer, at det er rigtigt at give et bidrag til Røde Kors-indsamlingen, så skyldes hendes motivation til faktisk at bidrage, at hun har et "grundlæggende" ønske om at gøre det moralsk rigtige. Dvs. vi henviser til et træk ved personen, ikke til træk ved situationen (f.eks. at man ved at bidrage hjælper mennesker i nød). Men at hævde, at den gode og viljestærke persons motivation til (f.eks.) at hjælpe mennesker i nød, er begrundet i hendes ønske om at være en bestemt slags person, er i fundamental uoverensstemmelse med vores begreb om en sådan person; for vi forbinder netop "den gode og viljestærke person" med det at være motiveret alene på baggrund af, hvad hun dømmer rigtigt. En person med den psykologi eksternalisten beskriver, lever ifølge Smith på ingen måde op til, hvad vi forstår ved at være god og viljestærk, men bør retteligt betegnes som en moralsk fetichist.[60]

Efter nu at have præciseret både Smiths eget syn på forholdet mellem dom og motivation, udtrykt i praktikalitetstesen, og eksternalistens syn på samme, er det på sin plads at spørge, hvorved disse adskiller sig fra hinanden. Hvis praktikalitetstesen udtrykker en (svagt) internalistisk tanke, må den jo i mindst én henseende være principielt forskellig fra den eksternalistiske model. Men sagen er, at det er overordentlig vanskeligt at få øje på en sådan forskel. Både Smith og eksternalisten hævder, at vi inden for en bestemt gruppe (og kun inden for denne) kan være sikre på, at motivation følger moralsk dom. Ifølge Smith udgøres denne gruppe af klassen af praktisk rationelle personer, ifølge eksternalisten (med Smiths udtryk) af klassen af moralske fetichister, dvs. at de personer, som har et "grundlæggende" ønske om at gøre det moralsk rigtige. Vi har altså følgende to påstande: