Dette er en præsentation af en hic-et-nunc anti-realisme. Min argumentation baseres på overvejelser over, hvad vi kan nøjes med at antage. Vi kan konsistent hævde, at det eneste, der eksisterer, er vor uddybende situation og dens indhold. Med udgangspunkt heri kan vi strukturere og forklare verden. Jeg eksemplificerer dette blandt andet med en redegørelse for, hvad vi højst kan lægge i begrebet krop. Desuden ser jeg på etiske modargumenter mod min hic-et-nunc filosofi samt på dens konsekvenser for en anti-realistisk opfattelse af realiteten af andre menneskers bevidsthed.
Afhandlingen starter med en bred oversigt over mine ideer, inden min egentlige redegørelse for vor erkendelsesmæssige situation begynder.
Mit hovedsigte med denne afhandling er at undersøge, hvad det vil sige, at vi eksisterer i verden som tænkende og sansende væsener. En sådan undersøgelse indebærer en afklaring af, hvordan vi eksisterer i verden. Det er et emne, der ikke kan behandles uafhængigt af en undersøgelse af, hvad verden er, altså blandt andet af, hvad det vil sige, at der eksisterer genstande i verden, hvad genstande er, og hvad den materielle verden er.
Det viser sig, at disse spørgsmål ikke kan besvares uden at afklare, hvad tid er. Desuden fremgår det, at svaret på, hvad fortid er, har træk til fælles med svaret på spørgsmålet om, hvad genstande er. Jeg når frem til, at vi som det mest grundlæggende træk ved vor eksistens kan nøjes med at antage, at vi befinder os i en uddybende situation, at vor eksistens er uddybende, og at den endog er selve denne uddybende situation.
Et fælles karakteristika ved vor opfattelse af fortid, fremtid og den materielle verden er, at vi har nogle sporadiske erfaringer, der indgår i en større forklaringsmæssig struktur, hvoraf størsteparten udgøres af fiktioner. Dele af den består af vore aktivt udarbejdede videnskabelige konstruktioner, hvorimod andre dele er resultatet af nedbrydninger af vore iagttagelser i bestanddele.
Vor eksistens er uddybende i den forstand, at hver enkelt menneskes eksistens udgøres af hendes eller hans uddybende situation. Selv om denne påstand ikke er solipsistisk, kan det måske indvendes, at tankegangen kan føre til solipsisme, men det kan afvises, blandt andet fordi vi kan kommunikere sammen om vore erfaringer Dette emne kræver dog en særskilt behandling.
Det kan også indvendes, at påstanden er udtryk for realisme med hensyn til andre bevidstheders indhold. Thi det, at vi overhovedet kan kommunikere, kan ifølge en realistisk tankegang skyldes, at vore erfaringer ligner hinanden tilstrækkelig meget. Jeg vil dog udlægge forholdet anderledes:
Der ligger ikke mere i det, at vore erfaringer ligner hinanden, end at vi kan kommunikere om dem; at vi kan kommunikere betyder blot, at vi har erindringer om vore egne verificeringer af andres udsagn og om andres rimeligt adækvate reaktioner på vore udsagn. At vore erfaringer ligner hinanden, og at vi kan udveksle informationer om dem, er to sider af samme sag; vi taler således om at "udveksle erfaringer".
Vi konfronteres med en regelmæssighed af en vis grad, i og med at vi befinder os i et uddybende forhold til vore sansninger. Dette gælder naturligvis, selv om vi antager, at det har mening at tale om mindre forskelligheder mellem forskellige individers sansninger, specielt uanset om vi har såkaldte defekte sanseevner eller ikke. Under alle omstændigheder kan vi kommunikere om vore sansninger i et eller andet omfang. Forskellen mellem os er kun et spørgsmål om grad af lighed. Også dette emne kræver en særskilt behandling.
Der kan rejses to slags indvendinger mod min filosof: 1) at den er kontraintuitiv, og 2) at den har handlingsfilosofiske og etiske forklaringsproblemer. Jeg vil imidlertid hævde, at det forholder sig omvendt; thi som noget sekundært har min udredning umiddelbare konsekvenser for praktisk filosofi: Med hensyn til punkt 1, så er det at en afdækning af vor kognitive situation fører til kontraintuitive resultater ikke en svaghed. Tværtimod skal vi kun være glade for en sådan afdækning, da den afslører indgroede fejltagelser. Hvad angår punkt 2, forklaringsproblemerne, så vedrører disse kun selve handlingsfilosofien og etikken. Det, der herved er sket, er at vi har afdækket nogle problemer for disse filosofiske områder. Det viser sig i øvrigt, at realisme og common sense har problemer, som ligner disse.
Det er mit princip kun at antage, hvad der er nødvendigt, og dermed også at se bort fra unødvendige common sense antagelser. Hermed bliver det også mit sigte at finde ud af, hvad vi kan nøjes med at antage, og hvad der kun er overflødige antagelser. Det er altså min opgave at udarbejde en metafysik, som ikke antager andet, end hvad der er nødvendigt. Det er således ikke nødvendigt at antage, at der overhovedet eksisterer noget, der er mere, end hvad der ligger i betingelserne for at fremsætte udsagn om dets eksistens og om dets egenskaber, dvs. dets hævdelsesbetingelser. Det, der eksisterer, kender vi hævdelsesbetingelserne for, da dets eksistens består deri samt i de konsekvenser, som vi kan relatere til disse betingelser. Vi kan altså ikke lægge mere i et udsagn om en genstands eksistens, end hvad der ligger i hævdelsesbetingelserne for udsagnet om dets eksistens. Det tilsvarende gælder for udsagn om dets egenskaber.
Da jeg skylder nogle af mine formuleringer, i det mindste delvist, til min læsning af Dummett, er jeg nødsaget til at tydeliggøre hvordan:
Ifølge Dummett (Realism 1963) kan realismedebatten forstås som en diskussion om, hvorvidt navne på f.eks. materielle objekter har reference. Han mener imidlertid, at det samme ikke er tilfældet for fænomenalismen:
"Phenomenalism seems to be better
described as the view, that material objects are reducible to (constructions
out of) sense–data, than as the view, that there is no such things as objects
or that names of material objects does not really refer." ([Dummett
78], p. 146)
Som jeg senere vil forklare, så vil jeg på den ene side ikke gå ind for, at materielle objekter er konstruktioner i bogstavelig forstand, dvs. konstruerede, da denne opfattelse er for grov og forudsætter common sense opfattelsen af tid. På den anden side vil jeg ganske vist hævde, at navne på materielle objekter har reference, men jeg vil også diskutere, hvad de refererer til, og hvordan de refererer. Imidlertid synes nedenstående præcisering, som Dummett foreslår, at være nyttig:
"(...) I shall take as my preferred characterisation of a dispute between realists and anti–realists one which represents it as relating, not to a class of entities or a class of forms, but to a class of statements, which may be e.g. statements about the physical world, (...)" ([Dummett 78], p. 146, min understregning)
Anvendelsen af begrebet udsagn gør realismediskussion lettere. Vi kan nu diskutere, hvorvidt sætninger om materielle objekter kan reduceres til sætninger om sansedata.
I The Reality of the Past (1969) siger Dummett, at diskussionerne for og imod realisme bedst kan beskrives som diskussioner om udsagn af en bestemt generel type, og han fortsætter.
"According to [the anti–realist interpretation], the meanings of statements of the class in question are given to us, not in terms of the conditions under which these statement are true or false, conceived of as conditions which obtain or do not obtain independently of our knowledge or capacity for knowledge, but in terms of the conditions which we recognize as establishing the truth or falsity of statements of the class. ([Dummett 78], p. 358/9, min understregning)
Dette har en vis lighed med min påstand ovenover, om at vi ikke kan tildele mere til meningen af et udsagn om et objekt, end hvad der er indeholdt i betingelserne for at hævde det pågældende udsagn om dette objekt.
Vi opstiller ganske vist selv hævdelsesbetingelserne, men er dog ikke herre over, hvad vi sanser, så hævdelsesbetingelserne for sande udsagn er givet ved, hvad vi sanser. Videnskaben kan dog konstruere eller fastlægge hævdelsesbetingelser for eksistensen af bestemte, definerede entiteter, der må hævdes at eksistere, når hævdelsesbetingelserne er opfyldte. Hævdelsesbetingelser for eksistens af en genstand er rettelig hævdelsesbetingelser for udsagn om genstandens eksistens, dvs. for sådanne udsagns sandhed - thi vi hævder ikke genstande, men udsagn om genstande.
Som nævnt har vi ikke kontrol over vore indtryk, selv om vi kan være i stand til at gøre os vor egen opfattelse af vore indtryk: vi danner os ikke i bogstavelig forstand vor egen verden. Jeg er imidlertid nødt til at sige, at denne simple, men afklarende idé ikke er min opfindelse:
Ifølge Berkeley hidrører "the objects of human knowledge" ganske vist fra ideas af forskellig art, hvilket han specificerer således:
"And as several of these are observed to
accompany each other, they come to be marked by one name, and so to be reputed
as one thing." ([
-
men han hævder tydeligt:
"When in broad daylight I open my eyes, it
is not in my power to choose whether I shall see or not, or to determine
what particular objects shall present themselves to my view;" ([
Vi skaber altså ikke vor egen verden helt frit. (Sindssyge mennesker kan muligvis skabe deres egen verden, i en eller anden forstand, men de må kæmpe imod deres sansninger.)
Men som jeg agter at beskrive vor situationen, så lever vi en særlig forsand, midt i verden, idet hver af os modtager indtryk.
Efter bortkastelsen af overflødige antagelser om eksistens, er det spørgsmålet, hvordan det resterende verdensbillede hænger sammen, og om afklaringen heraf kan føre til ny erkendelse.
Eksempelvis gælder det for litterære fiktioner, at det gavner forståelsen af tekstens indhold eller budskab at forkaste antagelsen om, at romanpersoner i en eller anden grad har et liv og en personlighed. Ganske vist synes en læsning af teksten under denne antagelse fristende i al sin nemhed, især hvis teksten ligner en beskrivelse af vore egne erindringer og fiktioner, men den antagelse kan føre til misforståelser af teksten, idet udsagn om protagonistens fortid, som hverken er indeholdt i teksten eller kan udledes af den, ikke besidder mening. Derfor ændrer det teksten at tilføje sådanne udsagn, og dermed også dets budskab. Derimod fører det ikke at lægge mere ind i teksten, end hvad der er udtrykt, og hvad man logisk kan slutte sig til, direkte mod en forståelse af tekstens budskab.
Min forkastelse af overflødige antagelser implicerer, at de resterende antagelser får en anden mening i deres nye og udtyndede miljø. For eksempel får ordet "nu" en hel ny betydning ved en nytolkning af begreberne fortid og fremtid.
Realisten kan mene at være i besiddelse af et letfatteligt billede af en realistisk virkelighedsopfattelse, et billede som er mere omfattende end anti–realistens billede af virkeligheden. Men dette realistiske billede kan højst være et billede af den kendte verden, postuleret udstrakt til at være et billede af en ikke–erkendt udvidelse af den kendte verden i rum og tid (hvilket forudsættes at have mening). Herved dannes der altså ikke billeder af noget, som vi kan kalde et billede af hele verden i realistisk forstand, men kun billeder af noget kendt.
Jeg er interesseret i at nå frem til et metafysisk billede af virkeligheden, som er begrundet. Dette billede vil vise, hvordan vort verdensbillede vil se ud, hvis vi ikke hævder mere end, hvad vi behøver. Spørgsmålet er, om det overhovedet er muligt på en meningsfuld måde at hævde mere end det, man kan nøjes med at hævde om verden – især hvis man tilsigter at redegøre for, hvad vi erfarer om verden.
Vi behøver kun at antage, at hver enkelt væsen befinder sig i, hvad der løseligt kan beskrives som en her og "nu" situation – en situation, der indeholder hele vor virkelighed. Jeg har sat ordet "nu" i anførselstegn, fordi det refererede begreb om et nu ikke er et nu blandt fortidige og fremtidige nu'er, da vi ikke behøver at antage disses eksistens. Ifølge denne antagelse er det derfor egentligt misvisende at tale om et nu, da der ikke antages at eksistere et ikke–nu. Thi det, der ikke kan negeres, har det ikke mening at tale om, eller rettere: udsagn, der ikke kan negeres, er meningsløse eller tomme.
Denne udtynding af vore antagelser er mulig, idet vi kan nøjes med at antage, at vore erindringer kun er erindringsindtryk, og at vore konklusioner om fremtiden kun er fiktioner baserede på analogibetragtninger. Det er derfor mere præcist at hævde, at vi befinder os i en ren her–situation.
Vi kan nøjes med at antage, at fortiden er identisk med totaliteten vore af erindringer, nutidige spor (såkaldte vidnesbyrd om fortidige hændelser), en række fiktive karakteristik – og relationer mellem disse.
Tilsvarende kan vi nøjes med at antage, at fremtiden er en fiktion, der beskriver en anden her–situation, hvor nu'et forudsættes at kunne afløses af nye nu'er, på lignende måde som vi ordner fortiden. Sådanne fiktioner er dannet ud fra vor viden, vore erindringsindtryk og vor nutid, og ud fra indbyrdes relationer mellem elementer herfra.
Nu'et er altså ikke et øjeblik på en tidsakse, men er den situation, hvori vi befinder os. Dette er en situation, hvori vi kan handle – og der levnes faktisk plads til handlinger, da nu'et netop ikke er et punkt på en tidsakse, ikke som en tynd skive af et tov flettet af farvede tråde. Tidsaksen er blot én måde blandt andre måder at ordne vore erindringer og fiktioner på. Også dette rejser en række spørgsmål, som jeg vil se på senere.
Ifølge common sense er en genstand typisk noget, der eksisterer uafhængigt af en fortolkning, og som forårsager vore sanseindtryk. Dette fastholdes af common sense, selv om vi kun kender genstanden ved hjælp af vore sansninger. Denne opfattelse implicerer dermed forestillingen om, at der udover vore sansninger, som vi kender, eksisterer noget andet, som vi ikke kender, nemlig en genstand i og for sig. Denne metafysiske påstand kræver en begrundelse.
Ifølge fænomenalisten kan vi taler om en genstand, når vi modtager et sæt af sanseindtryk, som vi kan konstatere har en vis regelmæssig adfærd. Denne konstatering forudsætter imidlertid en proces, hvis indhold må være kendt og bevidst (i overensstemmelse med fænomenalismen), men jeg har aldrig erfaret dette indhold. og jeg tvivler på, at andre kender det. Skjulte processer synes ikke at være i fænomenalismens ånd.
Ifølge min opfattelse sanser vi simpelthen en genstand som en helhed, hvis egenskaber vi kan uddybe. Kun det faktisk uddybede eksisterer, og kun det, som vi ved, at vi er i stand til at uddybe, har det mening at tale om.
Dermed indgår der intet skjult i min verdensopfattelse og heller ingen unødvendige metafysiske eksistenspåstande.
Ud over at antage mindst muligt, er det et princip for mine ræsonnementer at gå til sagen selv og undgå indirekte ræsonnementer. Det betyder (i og med at disse principper er så grundlæggende, som de er), at resultater, som fører til problemer på et andet felt, men ikke til inkonsistenser med allerede opnåede resultater, er dette felts egne problemer. Disse problemer relaterer sig ganske vist til de mere fundamentale afklaringer og må naturligvis løses. Det kan måske diskuteres, hvordan man skal afgøre, hvad der er den mest fundamentale eller primære af to eller flere emner, men det må man se på i de enkelte tilfælde.
Det at arbejde med disse afledte problemer under fastholden af de mere grundlæggende synspunkter kan vise sig at være givtig for en forståelse af det sekundære felt.
Jeg vil i min fremlæggelse anvende det almindelige dagligsprog, selv om det er påvirket af en række implicitte forudsætninger, som ikke er i overensstemmelse med min filosofi, sådan som disse forudsætninger sædvanligvis opfattes. For eksempel kan anvendelsen af verbet "at afdække" synes at forudsætte realisme. Derfor vil nogle af mine formuleringer kunne fortolkes på en måde, som synes at stride mod tidligere fremførte påstande. Dette kan ganske vist undgås ved stadige gentagelser af tidligere præciseringer, men disse ville naturligvis gøre fremstillingen for omfangsrig og i øvrigt være et urimeligt krav.
Desuden kan vi ikke konstruere et helt andet sprog, da det ville afhænge af vort dagligsprog, idet det må beskrives ud fra dette. Under alle omstændigheder ville sådan et sprog have et begrænset sæt af udtryksmidler, i og med at disse måtte defineres, et efter et. Ganske vist er et helt andet sprog mulig, organisk udviklet ud fra et andet syn på verden, men da vi ikke er i besiddelse af et sådant sprog, så kan denne forestilling ikke være til nogen hjælp.
Grundlæggende befinder vi os som nævnt i en uddybende situation. Vi er således f.eks. i besiddelse af anvendelige begreber om genstande og farver og andre egenskaber, begreber, som vi mener at forstå, og som fungerer i en eller anden forstand - selv om vi langt fra forstår vor situation helt. At vi muligvis kan relatere disse begreber til erindringsindtryk og måske endog til erindringsindtryk om indlæringssituationer og til teorier, er i den forbindelse et sekundært faktum. Det er tilstrækkeligt at vore begreber er anvendelige og fungerer i vor her–situation, i det mindste i princippet, da vi naturligvis kan fejle. Desuden er det denne forståelsesramme, der er udgangspunkt for vor erkendelse: ud fra vor viden, herunder vore teorier og erfaringer, danner vi nye teorier og antagelser samt mindre ændringer af vor viden og erfaringer.
Hvad vil det sige, at der findes en ting et bestemt sted, f. eks. at der står en vase på bordet? Et udsagn derom kan begrundes ud fra en række opfyldte betingelser, udsagnets hævdelsesbetingelser. Disse er bestemte synsindtryk eller observationer, berøringsindtryk - subsidiært at nogen påstår at have anbragt eller set en vase på det sted.
Med andre ord: Eksistens er eksistens i henhold til en verifikationsprocedure. Meningen af udsagnet "Entiteten E eksisterer" er bundet direkte til det, som vi vil anse for at være evidens for eksistensen af den entitet. Udsagnet er sandt, hvis vi kan opnå evidens for det ved hjælp af en verifikationsprocedure, idet der stilles bestemte krav til indtryk og resultater.
Beskrivelsen af en sådan verifikationsprocedure udtrykker således en opfattelse af, hvad det vil sige, at E eksisterer, dvs. en opfattelse af, hvad der skal være opfyldt, for at vi kan hævde, at E eksisterer. Min pointe er, at vi ikke behøver at lægge mere i sådanne eksistenspåstande end dette. At hævde eksistensen af E er at hævde, at E's eksistens kan verificeres, dvs. at vi er i stand til at foretages netop de iagttagelser og eventuelt beregninger med netop de bestemte resultater, som et positivt resultat af verifikationsproceduren forudsætter. Dette sæt af egenskaber (mulige iagttagelser og beregninger) kan hermed siges at konstituere den semantiske konstruktion af indholdet af vor tale om E.
Der er forskellige klasser af evidenser. Hævdelse af eksistens af elementarpartikler i atomfysikken har en anden slags evidens end eksistens af entiteter i den sanselige verden. Vi kan ikke blot måle en stens rumlige dimensioner, vi kan også se og føle dens omtrentlige rumlige dimensioner, etc. Derfor er en sten ikke blot en konstruktion ud fra målinger.
Vi kan ganske vist siges at stå over for en verden, som vi forholder sig til, men denne verden er selve det, at vi befinder os i en situation, hvor vi modtager indtryk af forskellig art. Verden er altså på en gang vore indtryk og vor forholden os til disse indtryk, blandt hvilke der specielt er vore sanseindtryk af det, som vi kalder den fysiske verdens genstande.
Vi kan forestille os et fabeldyr, ja endog modellere det i ler, men helt generelt er mange af vore forestillinger tomme. Det er et spørgsmål, om vi kan forestille os eksistensen af noget, som vi ikke kan forestille os. Men selv om det ikke er muligt at forestille os dette, så vil nogle mennesker simpelthen hævde, at det findes. Derfor er det så nemt at opretholde common sense. Meget af vort verdensbillede er baseret på den slags vedholdende tro.
Nogle mennesker vil også mene at kunne forestille sig, at der eksisterer genstande og foreligger bestemte forhold, uden at udsagn derom kan bekræftes, betyder ikke, at det har mening at hævde, at disse genstande eksisterer, eller at disse forhold eksisterer. Sådanne forestillinger kan derimod som forestillinger være til hjælp for os i visse situationer – især, hvis vi besinder os på, at de kun er forestillinger, thi ellers kan de være vildledende eller begrænsende for fantasien. Dette ville være tilfældet ved inddragelse af sådanne forestillinger som gyldige forestillinger i metafysik og filosofi i det hele taget.
Vi sanser både detaljer og helheder: toner såvel som melodier, farver såvel som genstande, osv. Er der i fysisk henseende mere i verden end vore sansninger?
Sansninger er den enkelte sansendes sansninger, hvilket er i overensstemmelse med, hvad der ligger i begrebet sansning. Hvert menneske er således i sin individuelt erkendende situation. A's sansninger kan have træk fælles med B's sansninger, eller snarere: A's beskrivelse af A's sansninger kan have træk fælles med B's beskrivelse af B's sansninger. Åbenbart kan personerne A og B kommunikere indbyrdes om noget, som vi kan kalde de samme oplevelser. I det mindste kan de tale sammen om næsten de samme oplevelser, i betydningen ensartede beskrivelse af oplevelser. Dette kan for A's vedkommende være A's oplevelser, og for B's vedkommende være B's mulige eller forventede oplevelser; eksempelvis kan A anbefale B at tage et bestemt sted hen (i forventningen om, at B vil forstå beskrivelsen af dette sted og opnå de samme sanseindtryk).
Som nævnt ovenover, er jeg ikke selv herre over det, som jeg ser i en given situation, og jeg formoder, at alle andre vil være underlagt stort set de samme sansninger i en lignende situation, eller i det mindste fremkomme med beskrivelser, der ligner hinanden og min beskrivelse af mine sansninger. I denne betydning kan vi hævde: det sete eksisterer for A og for B og for mig.
Det, som jeg opfatter som ting med de og de egenskaber, er ikke noget, som jeg konstruerer; tværtimod opfatter jeg dem som disse helheder ved min første eller umiddelbare opfattelse af disse ting: helheder med de og de egenskaber, i en eller anden forstand. Nogen kunne hævde, at et eller andet, som vi kalder "hjernen", gør et forarbejde for mig, ubevidst af mig. Men det ville være at foretage en unødvendig antagelse, der forudsætter en metafysik og en ontologi, som kræver en begrundelse.
De fysiske objekter, som jeg ser, eksisterer for mig i min her og nu situation, som helheder. Men jeg kan i min forståelse begrebsmæssigt nedbryde disse objekter i bestanddele, som jeg kan relatere til hinanden. Jeg har ligeledes erindringsindtryk om sansninger, og jeg kan danne mig fiktioner om at kunne have tilsvarende sanseindtryk.
Vi behøver ikke at hævde, at der findes fysiske genstande, eller at disse genstande har egenskaber, på en anden måde og i en anden henseende end beskrevet ovenfor. Det er heller ikke nødvendigt at antage, at der eksisterer genstande "i og for sig", dvs. uafhængigt af en fortolkning.
Vi kan iagttage genstande og egenskaber ved genstande samt konstellationer af genstande, og disse iagttagelser kan vi uddybe. Videnskaben kan ved anvendelse af teorier og eksperimenter finde regelmæssigheder i sine iagttagelser, og disse regelmæssigheder kan den søge at beskrive ved hjælp af formler og konstanter samt teoretiske konstruktioner og modeller. Derimod behøver vi ikke antage, at disse størrelser allerede findes på en eller anden måde og forårsager de konstaterede regelmæssigheder, genstandenes egenskaber og vore synsindtryk. Vi behøver kun at antage, at vi befinder os i en uddybende situation, hvor vi kan finde stadig flere regelmæssigheder og relationer i vore iagttagelser. Mit syn på tid gør det påkrævet at aflægge regnskab for begrebet "stadig flere": vi har erindringer om eller kendskab til uddybelser, og denne kan vi forøge i vor her–situation. Jeg vil eksemplificere dette i det følgende.
Antagelsen om, at hvis ikke elementarpartiklerne var af en bestemt art og havde en bestemt masse, etc., så ville grundlaget for al biologisk eksistens forsvinde falde helt bort, er totalt forfejlet. Thi det er simpelthen et faktum, at vi eksisterer som sansende, erindrende og tænkende væsener. Det er os kommunikerende væsener, der først og fremmest eksisterer, mens alt andet er afledte antagelser og konstruktioner. Elektronen er således blot en nyttig antagelse eller simpelthen navnet på en bestemt måling, og dens masse er et begreb, som er tildelt en værdi, der hidrører fra forsøg, dvs. i nogle af vore sansninger. Dette stemmer sammen med, at vore forklaringer får et helt andet udgangspunkt som følge af min forkastelse af unødvendige antagelser.
Noget tilsvarende gælder for evolutionsteorier: At tale om "livet som et tilfælde" mister sin mening, idet vort liv er vort udgangspunkt i alle fysiske sammenhænge – jvf. mine bemærkninger vedrørende atomfysiske størrelser ovenfor. Vi kan forestille os, at vi følger de kronologiske baner i forklaringsstrukturen, dvs. de baner, som er i overensstemmelse med vor ordning af erindringer, teorier om forhistoriske vidnesbyrd, etc. I så fald støder vi naturligvis ikke på noget, der er inkonsistent med selve vor eksistens eller gør den til en tilfældighed. Det skyldes, at den er forudsat som vort udgangspunkt hele vejen ned.
Mine tanker har den samme konsekvens for tre forskellige områder, nemlig hvad angår 1) det, vi kalder stoffets struktur, og 2) det, vi kalder den historiske fortid, og 3) teorier om Big Bang. I alle disse henseender medfører mine forkastelser, at forklaringsstrukturen får et andet udgangspunkt end det, som den har ifølge realisme eller common sense. Disse forskellige retninger synes at opnå den sammen karakter i min filosofi, især når vi ser på detaljer dybere nede end det mikroskopiske niveau eller længere tilbage i tid end den geologiske fortid. I begge retninger finder vi kun konstruktioner, uddybelser af nu'et.
Det følger af redegørelsen ovenfor, at begrebet om vore sanseorganer blot er et sekundært og afledt begreb, thi vi kan nøjes med at antage, hvad vi må konstatere, nemlig at vi sanser. At vi hører "med ørerne" udtrykker blot det faktum, at hvis vi dækker over ørerne, så hører vi dårligere, eller hvis de synsindtryk, som vi kalder "ører", beskadiges, så hører vi dårligere end før. Og videre: At trommehinden har netop den funktion, som den har for hørelsen, betyder blot, at dens bevægelser kan relateres på en bestemt måde til målinger af luftens svingninger og de lyde, vi hører, og så fremdeles for ørets øvrige dele. Der gælder noget analogt for de andre organer; dem kan vi på lignende vis relatere til synsindtryk og andre sanseindtryk.
Når vi hævder, at vi hører ved hjælp af øret og de dertil knyttede organer, så behøver vi kun at forstå det således, at der mellem disse organer (forstået som beskrevet ovenfor) og vor evne til at høre er en række relationer af den netop skitserede art. Der er ikke tale om, at der ude i verden eller uden for øret er lyde, som vi hører, ej heller, at der er svingninger i luften, i og for sig. Vi behøver kun at hævde, at disse svingninger er noget, vi måler, og dermed er de i sidste ende noget, som vi sanser; og det kalder vi, at der er svingninger i luften (af en bestemt værdi). Disse målinger er vor verifikationsprocedure for "svingninger i luften".
Nogle fænomenalister vil måske sige, at det, at vi har en krop, konstitueres af bestemte sanseindtryk. Og hertil kunne tilføjes: samt af vore erindringer om den slags sanseindtryk og handlinger, der vedrører disse sanseindtryk, dvs. vort forhold til dem.
Jeg vil derimod beskrive det således, at vi i vor her–situation har en forstilling om en krop på følgende måde. Vi kan opfatte kroppen omtrent ligesom de fysiske genstande, nemlig som en helhed, som vi kan sanse, beskrive og uddybe, men med den forskel, at der gælder noget mere for kroppen. Thi på den ene side har denne helhed en række egenskaber, nemlig de sanseindtryk, der kan relateres til denne helhed, på den anden side står disse indtryk i relation til vore mulighed for overhovedet at have sanseindtryk. Jeg har eksemplificeret dette for øret og hørelsens vedkommende.
Ganske vist kan vi i vor her–situation ordne vore erindringer, kaldet "fortiden", nu'et, og vore forventninger, "fremtiden" i en ordning, kaldet "tidsmæssig", men da tiden blot er en måde at ordne vore erindringer på, bliver den til én ordning blandt flere.
Vi befinder os i en ren her–situation, hvor det, vi kalder fortid, er relateret til:
1) Vore erindringer.
2) Fiktioner om fortiden (fiktive karakteristika, som skal udfylde tomrum mellem vore erindringer).
3) Relationer mellem de enkelte elementer i
(1) vore erindringer og
(2) vore fiktionerne, samt
relationer mellem disse elementer og
nutidige spor (såkaldte vidnesbyrd om
fortidige
hændelser).
Vi kan tale om disse elementer og træk og drage slutninger om dem, som om de var nutidige, og vi kan måske endog se forskellige træk for vort indre blik. Konklusionerne om de fiktive træk kan vi drage ud fra såkaldte spor eller vidnesbyrd om det, som vi kalder fortiden. Derpå kan vi slutte den anden vej (mod nutiden) til eksistensen af endnu ikke fundne spor, slutninger, der kan verificeres senere.
Jeg vil understrege, at det, at fortid blandt andet udgøres af erindringsindtryk, ikke betyder, at disse erindringer ikke kan fornemmes som oplevet tid. Denne intensitet er tværtimod blot en egenskab ved erindringsindtrykkene.
Herværende udredning rejser en række spørgsmål, bl.a. vedrørende dens etiske konsekvenser. Først kan vi se på en mere generel indvending: "Er vore erindringer ikke ligegyldige for vore handlinger, hvis de blot er erindringer?" Hvis jeg har erindringer (erindringsindtryk) af den handling at åbne for en vandhane over håndvasken i badeværelset, men ikke har erindringer om den handling at lukke for den, så vil jeg i min her–situation ud fra andre erindringer og en viden om visse regelmæssigheder ved en simpel slutning danne mig en fiktion om fremtiden, således som den kan se ud, hvis jeg ikke straks går ud i badeværelset og lukker for vandhanen. Derfor har erindringerne betydning for vore handlinger her og nu; så fortiden er ikke mindre vigtig ifølge mine ideer, end den er ifølge realistens ideer.
Dernæst, vedrørende spørgsmålet om der er etiske forpligtelser forbundet med vore erindringer? Her vil jeg kun se på et simpelt eksempel. Hvis jeg har erindringer om at have tabt nogle købmandsvarer i hallen i en boligblok, hvorfor så føle sig forpligtet til at fjerne dem og om nødvendigt at gøre rent efter mig?
Der er to linier, som vi nu kan bevæge os ud ad:
1) Jeg ved, at varerne ligger der, spredt ud over gulvet. (Ifølge mine fremtidsfiktioner vil jeg forvente at kunne finde dem igen.) Dette faktum er knyttet til min person. Og vi må fordele vore handlinger, så som oprydning af spildte varer, på en rimelig måde, og det ville føre til urimeligheder, hvis andre skulle rydde op for mig (i nuet): Jeg kan se forskellige uaccepterbare fiktioner for mig i den forbindelse.
2) Vi kan sige, at det at føle en forpligtelse af denne art simpelthen er en del af den verden, som vi lever i; den diskuterede følelse eller indstilling er blot et af mine indtryk, et faktum, som jeg må forsøge at uddybe ved at finde ud af, hvad det relaterer sig til, og ikke ved at finde en årsag til den i traditionel forstand.
Dette spørgsmål er imidlertid ikke specielt et etisk problem for min tidsfilosofi, men et problem, som den har medvirket til at afdække. Desuden, kender vi ikke holdningen, der udtrykkes ved udsagnet "Det er blot fortid, lad det ligge!"? Det udtrykkes endog af mennesker med en traditionel, realistisk eller common sense tidsopfattelse. Dette skal ikke forklejne det etiske problem, men blot vise, at problemet ikke er skabt af min filosofi, men er et generelt problem, idet det kan eksistere i næsten samme form for realisten.
Vi behøver ikke at antage, at der eksisterer fremtid, forstået og fortolket som en fortsættelse af vor almindeligste ordning af vore erindringer og vor her–situation. Det, som vi taler om, når vi taler om fremtiden i en common sense eller realistisk forstand, er forestillingen om eksistensen af ikke–erindrede, ikke–oplevede oplevelser. Med andre ord, fremtiden er forestillinger om oplevelser, som ligner vore erindringer og vor nutid og den måde, som vi strukturerer disse på. I det følgende vil jeg ved "fremtid" forstå det, som jeg har udtrykt med denne udlægning, en fiktion, simpelthen. Hermed vil jeg imidlertid ikke hævde, at det er denne rensede eller udtyndede opfattelse af fremtiden, der sædvanligvis udtrykkes af common sense, thi lige som denne forestiller sig, at nutid følger fortid, så forestiller den sig som regel også, at der følger en fremtid efter nutiden.
Lad os antage, at det var sandt, at fremtiden er noget, der kommer (og at det er meningsfuldt at tale om det), da ville vi ikke kunne være sikker på, at den faktisk vil fortsætte i morgen. For eksempel kan vi ikke slutte dertil ved induktion. Derfor ville det stadigvæk være vanskeligt at forklare, hvorfor vi handler, og hvorfor vi gør det helt uden at problematisere det. Vor situation er altså ikke forklaringsmæssigt afgørende anderledes, endsige lettere, ifølge denne realistiske antagelse, end den er ifølge min "minimalistiske" fortolkning.
Jeg vil svare på endnu et nærliggende spørgsmål: Hvis fremtiden ikke er noget, der kommer, hvorfor så handle? Blandt grundene til at handle er naturligvis, at handlingen har en værdi i her–situationen, f.eks. når en forfatter ønsker at skrive en artikel. Dette har i her–situationen en værdi eller et formål for forfatteren (beskæftigelsen kan virke afklarende for ham). Men hvorfor sende manuskriptet af sted, hvorfor overhovedet rejse sig fra stolen? Der synes at være et problem her – for når nu "fremtiden aldrig kommer, men kun er en fiktion", hvorfor så ikke blot læne sig tilbage?
Dette er imidlertid ikke et modargument, men et afdækket problem. Vi må se på det verdensbillede, som er resultatet af min minimalistiske tankegang, således som det er:
Jeg har argumenteret for, at vi ikke kan referere til nogen fremtid, kun til vore fremtidsfiktioner. Desuden har jeg begrundet, at selv hvis fremtidsbegrebet virkelig havde mening, så ville vi ikke kunne vide, at fremtiden kommer, så dette ville ikke ændre situationen. Af selve det, at vi handler, kan det nu ikke følge, at tiden må eksistere, heller ikke selv om dens ikke-eksistens kan synes paradoksal.
På tilsvarende vis betyder det, at vi lever og handler efter årsagssætningen heller ikke, at den er sand. At vi gør dette på trods af, at vi ikke kan begrunde den, er også blot et afdækket problem. (Jvf. [Hume 90], $35-36) At hævde, vi simpelthen handler ud fra vore fiktioner, fordi vi er således indrettede, eller fordi vi har den vane, er ikke en tilfredsstillende forklaring.
Vi kan nøjes med at antage, at vi handler, fordi fiktionen har en værdi i sig selv, og at vor eksistens udgøres af nu'et med vore sansninger, tanker, erindringsindtryk og fiktioner. Handlingens udførelse er en nødvendig betingelse for fiktionen. Den indgår og spiller med i fiktionen. Fiktionen indeholder relationer mellem den virkelige handling og den forestillede konsekvens. Herunder relaterer vi vore handlinger til deres hensigt, idet formålet med vore handlinger ikke hører hjemme "i en anden nutid", men derimod er direkte knyttede til vor her–situation. Vore intentioner og vore fiktioner eksister nu, og vore fiktioner fortæller os noget om nu'et.
Men hvorfor handler vi ifølge realismen eller common sense? Vi handler antageligt, fordi vi gerne vil befinde os i en situation, som vi finder ønskværdig, når fremtiden uundgåeligt kommer. Hvis vi herved ønsker, at nu'et skal forsvinde, eller finder, at nu'et er værdiløst, så må dette gælde for alle nu'er, dvs. for al tid, hvilket ikke synes at være sandt. Men hvis ikke vi handler på denne måde, for at nu'et skal forsvinde, så handler vi for nu'ets skyld – omtrent som det er tilfældet ifølge min minimalistiske filosofi. Igen er vi præsenteret for en sammenligning af denne med common sense, der viser, at common sense ikke er så velfunderet, som den giver sig ud for.
For at rekapitulere: Vi kan konsistent hævde, at der findes kun her–situationen. Vi behøver ikke at antage, at det, vi kalder fortidige øjeblikke eller situationer, er forhenværende nutid, men blot at det disse fortidige situationer er erindrede situationer eller nyttige fiktioner. At situationerne er erindrede, betyder blot, at de er erindringsindtryk, som er en bestemt slags indtryk, der har fået denne misvisende benævnelse. At de er øjeblikke eller situationer, betyder blot, at de har samme struktur som her–situationen.
Der kan anføres følgende modargument: "Du kan gøre noget nu, i dette nu, som du indrømmer er virkeligt, f.eks. spidse din blyant, og om et øjeblik kan du så erindre, at du spidsede din blyant, ergo må din erindring referere til noget virkeligt." Men det kan gendrives: Vi kan ganske vist foretage nogle forskellige handlinger nu, f.eks. spidse en blyant, men af dette følger der ikke eksistens af en fremtidig erindring af spidsningen af blyanten nu. Thi en påstand herom ville være både en påstand om, at fremtiden eksisterer nu eller vil eksistere i fremtiden, og (dermed) en påstand om, at begrebet om fremtid er gyldigt. Dermed ville det forudsætte det, der skulle bevises, nemlig eksistensen og gyldigheden af fremtiden, idet det netop er det, jeg hævder, at vi ikke behøver at antage.
Et andet modargument er: "Du har lige fremført nogle af dine argumenter i den diskussion, som du fører med mig nu. Er denne fremførelse af argumenter kun erindringer (dine og mine)?" Men dette er kun et appellerende argument, hvortil jeg kun kan sige, at dette kan synes vanskeligt at forstå, men det tvinger os ikke til at hævde, at fortiden er afdød nutid, eller at der eksisterer mere end her–situationen med vore sansninger, erindringer og tanker.
Vi kan ikke bevise, at den erindrede fortid har været nutid, kun at vi har erindringsindtryk, af samme slags struktur som nutiden. Vi kan heller ikke fremføre som et modargument, at vi kan erindre en fortidig tid, som har været nutid, eller at vi kan erindre, at fortiden har været nutid, for selv om vor erindringsindtryk har en stærk karakter, så er det muligt at hævde konsistent, at de kun er dele af nuet. Men det er kun nutidsoplevelsen, der har fuldstændig nutidspræg, f.eks. karakter af at eksistere som farveoplevelse, hvorimod fortiden er erindringsindtryk, f.eks. farveerindringsindtryk.
Ifølge common sense og realister kan vi anse en proces som værende igangsat, 1) hvis vi 1) her og nu har erindringer eller andre evidenser om en igangsættelse, og 2) hvis vi ud fra erindringer om andre igangsættelser, erindringer om observationer, der følger efter disse, samt ud fra teorier derom er i stand til at danne fiktioner om faktiske hændelser (idet det ifølge common sense og realisterne har mening at tale om disse), selv om disse handlinger foregår i noget, vi kalder "fremtiden", eller på et ikke–observerbart sted.
Ifølge min filosofi kan vi kalde en proces igangsat,1) hvis vi i vor her situation har erindringer eller andre evidenser om en igangsættelse, og 2) hvis vi ud fra erindringer om andre igangsættelser, erindringer om observationer, der følger efter disse, samt 3) ud fra teorier derom er i stand til at danne fiktioner om observationer i noget, som vi kan kalde "fremtiden", og fiktioner om ikke–observerede hændelser her og nu. Disse fiktioner er rene fiktioner, som er relaterede til vor her–situation. Mere er er det ikke nødvendigt at indføre.
Det kan fremføres mod mine idéer, at tanken om, at igangsatte, men ikke–observerede processer ikke eksisterer på samme måde som det direkte iagttagelige, kan synes kontraintuitiv, og at dette gælder så meget desto mere, hvis der er involveret menneskers følelser eller lidelser i de ikke–observerbare processer. Der kan således indvendes mod min filosofi: "Hvordan forholder det sig med mennesker, der efter en ulykke ligger og er hjælpeløse, gemt i ruiner af væltede bygninger - har de det måske ikke på en bestemt måde? Lider de ikke rent faktisk her og nu?" Og der kan fremføres: "Det er selve disse konkrete mennesker i deres nuværende situation, som vi føler noget for, ikke vore forestillinger om disse mennesker i deres situation. Vi forudsætter, at vore forstillinger om virkeligheden er rigtige, at de svarer til virkeligheden, og det er selve denne virkelighed, som vi føler noget for."
For det første kan problemet simpelthen afvises: Jeg har hævdet noget, der konsistent kan antages; selve det alene, at det kan forekomme kontraintuitivt, gør det ikke inkonsistent.
For det andet kan der fremføres følgende mod indvendingen: På den ene side er det problematisk, at det at tale om noget, der faktisk overgår disse mennesker, simpelthen ingen mening har, når vi ikke på nogen måde kan påpege noget, som vi kan benævne "det, der overgår disse mennesker". Det er simpelthen ikke en del af vor verden, ikke en del af vor uddybende her–situation. På den anden side er det et faktum, at vi føler noget: vi danner usikre fiktioner, og i relation til disse føler vi noget. Vore fiktioner er ikke fiktioner om noget, der eksisterer i en eller anden form; de er simpelthen blot fiktioner, med det særkende, at de relaterer sig til noget kendt, vor her–situation.
Vi kan sammenligne genstanden for vore følelser med det, der konstituerer vort forhold til fysiske genstande. Jeg har tidligere beskrevet, hvordan vort forhold til fysiske genstande fungerer, uden at antage realisme. Analogt hermed har vi et forhold til menneskelige hændelser, som fungerer. Vore fiktioner om hændelser bygger på, at vi har erindringsindtryk af hændelser af forskellig art selv, og at vi har hørt om andre hændelser (som vi forstår, fordi vi selv har erindringer om hændelser), og vi har fået vore formodninger bekræftede i en række tilfælde. Vi har erindringer om vore formodninger om andre mennesker, som vi føler noget for, og andre erindringer om lidt senere bekræftelser på vore formodninger derom. Denne struktur af erindring danner også baggrund for vore fiktioner.
Det, som vi interesserer os for og nærer følelser for i sådanne situationer, er simpelthen fiktioner, ikke litterære eller lignende, men fiktioner om mennesker, som vi har erindringer om eller andre forestillinger. Vi har simpelthen ikke noget andet objekt at nære følelser for i den forbindelse. Selv ud fra en realistisk opfattelse kan der ikke peges på et sådant objekt. Realisten kan hævde, at det er de virkelige mennesker, vi nærer følelser for. Men da vi ikke virkeligt ved, hvordan de har det, hvad er da grundlaget for vore følelser? Vi har brug for disse fiktioner: når vi ikke har et klart grundlag for selve vore fiktioner, så føler vi det dårligt på en mærkelig, usikker måde, da vi ikke ved, hvad vi skal føle for.
Disse overvejelser om andre bevidstheder drejer sig ikke om, hvorvidt min filosofi derom er korrekt, men om den egentligt og faktisk er kontraintuitiv. Vi kan forsøge os med en sammenligning med badeværelseseksemplet, idet vi forudsætter, at vi på en eller anden måde ved eller erfarer, at andre mennesker har bevidsthed, når vi står over for dem. Denne erfaring kan vi lade modsvare sansningen af en genstand. Vi ser, at der flyder vand udenfor døren til badeværelset. Da vi kender resultatet af åbne vandhaner, danner vi os forestillinger om vandhanen og vandet, nemlig en forestilling om at vandhanen er åben. Derpå danner vi os en fiktion om fremtiden med udgangspunkt heri, og foretager en beslutning i nu'et.
På helt samme måde kan vi 1) have iagttaget, at huse med mennesker i er styrtet sammen, og dannet os fiktioner om de pågældende mennesker og deres fysiske tilstand. Men desuden 2) har vi, fordi vi kender til mennesker og til relationen mellem bevidsthed og fysiske omstændigheder, dannet os fiktioner om deres lidelser. Dette punkt (2) er helt analogt med ovenstående vandhane–eksempel.
Jeg påtænker at belyse dette punkt om andre menneskers bevidsthed yderligere i Del II.
Det kan indvendes, at mine her fremsatte ideer synes at gøre det vanskeligt at forstå, hvad det er, vi faktisk oplever, når vi mener at opleve tidens gang.
Men dette forringer ikke værdien af at få afdækket en diskutabel antagelse om, hvad tid er, en antagelse, der har vist sig at have sine egne vanskeligheder. Jeg benægter endvidere ikke, at der ikke er plads til hændelser i vor her–situation, men hævder at strukturen af vore forklaringer er anderledes, end den er ifølge common sense. Således er nu'et ikke et punkt i en lineær struktur. Mit syn på tid er simpelthen en følge af min forkastelse af nogle overflødige antagelser.
At tale om en hændelses varighed har ingen mening uafhængigt af en fortolkning, men vi kan tale om dens indre relationelle struktur og de relationer, som den indgår i. Vi kan være i færd med noget i vor her–situation, og vi kan indgå i mangeartede relationer i her–situationen. For eksempel formulerer vi en tanke i den lineære struktur, som den skal udtrykkes i, selv om det, den beskriver - og dermed dens semantiske indhold - har en netværksstruktur.
Vore fiktioner om et videreført liv efter nu'et har en afgørende betydning for os. Det kan synes at være lettere at acceptere den antagelse, at den fremtid, vi er optaget af, er en virkelig fremtid eller en fremtid, der kommer, men denne realistiske opfattelse har jeg allerede problematiseret. Det er imidlertid et faktum, at vi under alle omstændigheder danner os fiktioner om et videreført liv ved at anvende de retningsliner, som jeg mener at have afdækket.
Dette kan måske forklare, hvorfor vi lader os medrive af litterære og filmiske fiktioner. Vore fiktioner om et fremtidigt liv spiller så stor en rolle for os, og de litterære og filmiske fiktioner ligner dem i så høj grad, at vi lader os påvirke af dem, som om de var lige så virkelige som vort liv. Vore livsfiktioner og de konkrete genstande og personer, der indgår i dem, er som sådanne relaterede til vor her–situation, idet disse fiktioner omhandler noget eksisterende, dvs. nu'et. Dette gælder ikke for andre slags fiktioner, f.eks. litterære fiktioner. Disse fiktionernes værdi består i den grad og den måde, hvorved de angår læseren i hans her–situation. Men selv når den ikke besidder en sådan relevans, kan det være vanskeligt at forholde sig nøgternt til teksten - og at forklare, hvorfor det er således. Disse bemærkninger er kun et forsøg herpå – og ikke et psykologisk og supplerende argument for min filosofi, men kun en bibemærkning.
[
Penguin Books (
[Dummett
78] Michael Dummett: Truth and
other Enigmas
Duckworth (
[Hume
90] David Hume: Enquiries
Clarendon Press (