Formålet med mit speciale er at argumentere mod den traditionelle angelsaksiske opfattelse af viden, ifølge hvilken viden består af velbegrundet, sand tro. Som alternativ vil jeg fremsætte det synspunkt, at den viden, vi besidder i praksis, er en integreret enhed af sproglig viden, praktisk kunnen og personlige, ikke-sproglige erfaringer – en enhed, jeg vil kalde 'viden i praksis'. Argumentationen herfor forløber i det væsentlige som en vekselvirkning mellem logiske overvejelser og analyser af konkrete situationer, som vi dagligsprogsmæssigt vil mene indebærer viden. Strukturelt set er specialet en bevægelse fra viden som velbegrundet, sand tro hen imod viden som viden i praksis. Således giver jeg i Kapitel 1 en overordnet introduktion til førstnævnte opfattelse, i hvilken jeg ikke beskæftiger mig med enkeltfilosoffers positioner, men søger at fremdrage nogle generelle tendenser. Den interne kritik, jeg i den forbindelse retter mod disse, leder mig derefter videre til Kapitel 2, hvori jeg ser på Wittgensteins syn på forholdet mellem sprog og praksis og på den betydning, dette syn har for den traditionelle fremstilling af viden. Diskussionen af dette spørgsmål fører til en første begrundelse for, at vores sprogligt formulerede viden er radikalt afhængig af en tavs forståelse, der udspringer af og har sin grund i vores praktiske omgang med verden. Det fokus, der hermed sættes på praksis, får mig til i Kapitel 3 at undersøge Ryles distinktion mellem 'knowing how' og 'knowing that' og i den erfaring, vi via vores handlen i konkrete situationer erhverver os på det givne vidensfelt. Et vigtigt spørgsmål bliver med dette den nærmere bestemmelse af de personlige erfaringer, vi gør os i sådanne situationer, hvilket emne jeg tager op i Kapitel 4. Jeg søger her via nogle eksempler at påvise disse erfaringers principielle usproglighed og kontekstbundethed og taler i forlængelse heraf for, at mange af vore ord får et tavst, semantisk indhold fra personlige erfaringer. Den præcise rolle, disse spiller i forbindelse med viden i praksis, er et af hovedtemaerne for Kapitel 5. Heri samler jeg trådene og ser på, hvilke aspekter dette fænomen nærmere bestemt består af, og hvilken relation det har til sandhed, for slutteligt at diskutere de konsekvenser, min opfattelse har for den traditionelle udlægning af viden som velbegrundet, sand tro. Konklusionen bliver i den sammenhæng, at bibeholdelsen af denne udlægning er problematisk og under alle omstændigheder fordrer endda meget dybtgående ændringer af den.
Specialet er mit kandidatspeciale, indleveret november 1997 ved Filosofisk Institut, Aarhus Universitet.
Nina Bonderup Dohn, cand.mag. i filosofi og fysik Ph.d.-stipendiat ved Videncenter for Læreprocesser Aalborg Universitet