Forfatterens kommentarer

Karsten Holt:
"Det monologiske sprog - den sene Heideggers sprogopfattelse"


Jeg har i det følgende sat mig for at undersøge den sene Heideggers forhold til sproget. Nu ønsker Heidegger imidlertid ikke at lave en specifik sprogfilosofi, som han heller ikke laver en æstetik eller en etik. Heidegger kalder et sådant forsøg en regional ontologi. For Heidegger drejer det sig om at tænke den ontologiske differens eller blot væren og dette viser sig bl.a. i sproget og derfor er det for Heidegger af interesse at betragte sproget, fordi sproget, som vi vil se, har betydning for væren og vores forhold til væren. Sproget er besværlig at nå ind i, da det både er centrum for vor forsøgsvise forståelse i denne afhandling og desuden er det medium i hvilken forståelsen og kritikken artikulerer sig. Dette forhold gør det ikke nemmere at forholde sig til emnet, hvilket i en vis forstand er Heideggers egentlige problem. Hvordan tale om et problem som man ikke har noget sprog til, da det eksisterende sprog er det man forsøger at undersøge i dybden? Det er det forhold, at det metafysiske sprog ikke kan bruges da det er hvad han ønsker at kritisere, der gør at Heidegger tvinges til at 'opfinde' sit eget vokabularium, hvilket medfører at han bliver 'mystisk' og esoterisk.