Opgaven forsøger at give en redegørelse for samt en komparativ diskussion af den henholdsvis fænomenologiske og hermeneutiske traditions bidrag til en aktuel kulturteori. Endvidere gives tre perspektiver for en konkret kulturanalyse i forhold til redegørelsen og diskussionen.
Med Kant og Hegel gives mulighedsbetingelserne for Husserls fænomenologi, som Heidegger udbygger i en fænomenologisk hermeneutik. Ved at holde Husserls subjekt som en "passiv identitetspol" overfor Heideggers "væren-i-verden" forsøger jeg at vise, hvordan Merleau-Pontys fænomenologi og Ricoeurs hermeneutik begge står i direkte gæld til både Husserl og Heidegger. Husserl/Heidegger-distinktionen overføres dernæst i en inddragelse af bl.a. receptionsteori i form af Iser og Eco, ligesom dette igen knytter an til Barthes, Foucault og Bourdieu , hvor Merleau-Pontys krop/tanke erfaring og Ricoeurs hermeneutiske bue og tilegnelse af teksten er blevet afløst af et fokus på forfatterens død, litterære institutionelle diskurser samt en stigende relationisme.