Anmeldt af Karsten Holt
Epiktet blev født i midten af det første århundrede e.Kr. Allerede som barn blev han solgt som slave, og hvor paradoksalt det end kan lyde var det måske hans held, idet han hos sin herre blev uddannet hos den stoiske filosof Musonius Rufus. Med tiden bliver Epiktet frigivet og begynder selv at undervise i filosofi i Rom. Han bliver sammen med andre intellektuelle forvist fra Rom og slår sig i stedet ned i byen Nicopolis. Her lever Epiktet til sin død i ca. 130 e.Kr.
En af Epiktets elever fra Nicopolis, Arrian, havde litterære ambitioner og det er ham vi kan takke for bogen Epiktets håndbog. Han fremstillede Epiktets filosofi i værket Epiktets filosofiske samtaler og skrev som sagt tillige Epiktets håndbog som nærmest kan kaldes en "light"-udgave af Epiktets filosofi. Bogen består af 53 afsnit af varierende længde med moralfilosofisk indhold.
Det lykkelige liv er måske den ledetråd som har produceret mest filosofi i århundredernes løb. Og også på Epiktets tid, hvor stoikere - som Epiktet selv tilhørte -, epikuræere, kynikere og skeptikere alle forsøgte at nå til deres ide om det lykkelige liv, nemlig ataraxia; uforstyrrethed. Det gælder altså for stoikeren om at nå til en tilstand, hvor man ikke lader sin sjælefred forstyrre.
For stoikerne udgør verden et ordnet hele, kosmos. Komos er styret af logos, som ud over at være fornuft som også vi kender begrebet, ligeledes er en ontologiske størrelse. Det betyder at verden er fornuftigt indrettet, alt har sin bestemte plads, tillige død og ødelæggelse. Hvad mennesket derfor må lære er at indse det fornuftige i verden og lære at handle derefter. Når mennesket handler fornuftigt handler det i overensstemmelse med verden. Derfor er den vise lykkelig, da han handler i overensstemmelse med verdensordenen. Og det er det som Epiktet gang på gang viser i denne lille bog, at den fornuftige til trods for død og ødelæggelse alligevel er lykkelig. Og Epiktet er selv det lysende eksempel. En slave som tillige efter sigende var krøbling er naturligvis en historie som har noget næsten mytisk over sig. Og hvordan kan en mand med en historie som Epiktet næsten blive andet end en stoisk martyr?
Men bogen kan dog ikke siges at være andet end godnat læsning eller en meget kort introduktion til den stoiske filosofi. Ønsker man at arbejde mere seriøst med stoicismen må man ty til andre værker om emnet, da bogen ikke giver en systematisk gennemgang af filosofien, men blot eksempler til efterfølgelse for stoikeren. Jørgen Mejer giver læseren en litteraturliste som kan hjælpe den som ønsker et nærmere kendskab til emnet og en noteliste, som hjælper én undervejs i læsningen.
Her skal til sidst blot gives et eksempel på at 2000 år gammel visdom endnu ikke tilnærmelsesvis har bundfældet sig endnu: "Sig aldrig om dig selv at du er filosof, og udbred dig ikke for lægfolk om filosofiske læresætninger, men gør således som læresætningerne påbyder. Til eksempel når du er til gilde, så hold ikke foredrag om hvorledes man bør spise, men spis således som man bør." Epiktets håndbog XLVI
Publiceret 150101