anmeldt af Torben Munksgaard.

I november sidste år udsendte David Favrholdt sin æstetikfilosofi og reaktionerne fulgte straks. Hans kontroversielle holdning til distinktionen kunst / ikke-kunst resulterede i markante reaktioner fra forskellige kunstmiljøer og værket blev kaldt såvel reaktionært som snæversynet. Jeg kan i den forbindelse ikke lade være med at tænke på de reaktioner Favrholdts erkendelsesteori møder: Absolutisme i en udpræget relativistisk tidsalder modtages med samme forbehold, Favrholdts filosofi er intolerant, mener nogle, upåagtet at systemet ikke er i uoverensstemmelse med common sense og faktisk forsøger at forklare noget som vi fuldt ud accepterer og som vi på fundamentale områder ubevidst forudsætter. I sin æstetikfilosofi har Favrholdt et lignende sigte: Vi accepterer umiddelbart at et værk som Leonardos 'Mona Lisa', for nu at tage et værk som alle må formodes at kende, er bedre kunst end f.eks. et tørrestativ på et museum (det var hvad der mødte mig til en Documenta-udstillingen i Kassel for nogle år siden). Men hvis noget er bedre kunst end noget andet, må der være nogle faktorer som afgør denne graduation, og som samtidig sætter en bundgrænse for hvad der overhovedet kan betegnes som kunst. Hvis man nu er uenig i at det er muligt at skelne kvalitativt mellem de to ovennævnte eksempler - Mona Lisa og et tørrestativ -, er der ifølge Favrholdt kun tilbage konsekvent at spørge: Hvis en kunstner begår et bankrøveri er det så også kunst? Hvor går grænsen? Eller kan alting betegnes som kunst? Hvis man hælder til den sidste holdning får man et problem med at definere begrebet så det har et betydningsindhold overhovedet, og hvis man på den anden side indvilliger i at der er noget der ikke er kunst, må en definition eller et kriterium afkræves.

Et forsøg på en sådan afgrænsning af kunst er den såkaldte institutionsteori. Favrholdt bruger det andet store essay i bogen på at fremstille og diskutere dennne teori. Jeg synes dette er bogens bedste afsnit, da Favrholdt fremsætter nogle gode argumenter, fremfor som man så ofte oplever i diskussioner af æstetik, at man blot fremsætter forskellige individuelle meninger som kun understøttes af subjektive præferencer. Der er slet ingen tvivl om hvor Favrholdts personlige præferencer ligger, men han lader i sidste ende argumenterne få den afgørende rolle i forhold til konklusionen. Derfor må han også flere steder indrømme, at den praktiske realisering af vurderingen af kunst ofte betinges af så mange faktorer, at kriterierne på den ene side må kunne modificeres og revideres, mens det på den anden side må forudsættes at den eller dem som foretager vurderingerne besidder nogle egenskaber og kompetencer, som umiddelbart kan være svært at præcisere. Favrholdt gør et forsøg i bogens femte essay, men på trods af at der argumenteres for at nogle er mere kyndige ud i en kunstnerisk bedømmelse end andre, synes jeg ikke at det bliver klart hvorledes selektionen af bedømmere i praksis kan foretages. Favrholdt peger på skelneevne og høj indordning, dvs. en evne - som regel erfaringsbaseret - til at kunne skelne og identificere forskellige elementer indenfor et givet sanseområde. Men om det alene gør en god kunstkender, og om det overhovedet er muligt i praksis at udvælge kunstkendere ud fra sådanne og måske flere karakteristika er stadig et problem som bogen ikke løser, og som jeg ej heller tror en teoretisk redegørelse kan løse.

Derimod fremsættes en eksplicit metode til vurderingen af kunstværkerne, nemlig Favrholdts omdiskuterede parameterteori som introduceres i bogens tredje essay. Her angiver han forskellige parametre som spiller ind i vurderingen af et kunstværk, herunder teknik, personpræg og emotionel appel. Herved bliver det muligt at omsætte kunstnerisk kvalitet til kvantiteter der kan gøres til genstand for en sammenligning og afgøre spørgsmålet: Hvad er god kunst og hvad er dårlig kunst? Og definerer man en bundgrænse, kan man endvidere udtale sig om hvad der i hvert fald ikke er kunst. En af Favrholdts pointer er at provokation ikke er en parameter i vurderingen af kunst, og han afliver hermed flere kendte projekter som kunst, f.eks. Manzonis dåser med afføring fra 1961 og Lemmerz' døde svin i Esbjerg fra 1994. Favrholdt understreger at han går efter værkerne og ikke personerne, og henviser til andre af f.eks. Lemmerz' projekter som god kunst. Parameterteorien er dybest set en kombination af en definition baseret på konjunktion og en definition baseret på disjunktion; to definitionsforsøg som Favrholdt kritiserer i bogens andet essay. Men de problemer som definitionerne løb ind i hver for sig, kan løses ved en sammensmeltning. Parameterteorien kan under dette perspektiv eksempelvis anskues således i praksis: Teknik til værdi 3 og emotionel appel til værdi 3 og personpræg til værdi 3 og etc….. eller teknik til værdi 2 og emotionel til værdi 3 og personpræg til værdi 3 og etc….. eller etc. Disjunktionerne muliggør at de forskellige træk kan forekomme i forskellige styrkegrader, mens konjunktionerne muliggør en præcisering af det enkelte kunstværks karakteristika: Én disjunkt er udtryk for et givet kunstværks aspekter. Problemet er at foretage vurderingen korrekt, men dette ligger i forlængelse af min kritik ovenfor: Hvem besidder den fornødne kompetence, f.eks. skelneevnen, til at fortage bedømmelsen? Endvidere har parameterteorien et problem til fælles med en konjunktionsdefinition: Hvor mange træk bør man fokusere på, hvilke er væsentlige for bedømmelsen, og er nogle mere væsentlige end andre? Jeg synes dette afspejler, hvad min kritik af udvælgelsen af en bedømmer i praksis også gjorde, at teorien og argumenterne er holdbare og kritikken er berettiget, men løsningen, herunder parameterteorien, ligner en utopi i forhold til en faktisk realisering. Og det synes at være hensigten hos Favrholdt da han flere gange opfordrer statslige myndigheder til at anvende metoden i praksis. Så ud over at Favrholdt får argumenteret for at noget er kunst og noget andet ikke er kunst, er hans konklusion endvidere at dette tilmed er afgørbart i praksis - altså, parameterteorien dækker både over en definition og et kriterium. Og et stykke hen ad vejen kan jeg være enig i, at nogle faktorer muligvis kan fastlægges, men jeg finder det tvivlsomt om statslige myndigheder er i stand til at finde de rette bedømmere og opstille de rette parametre. Ej heller tror jeg at mange af de udøvende såkaldte kunstnere besidder de kompetencer som Favrholdt efterlyser.

Publiceret 150101