anmeldt af Torben Damsholt.

Kirkehistorikeren dr.teol. Helge Haystrups Augustin-Studier, hvis 11.-13. bind jeg tidligere har anmeldt i Filosofi.net, skrider stadig frem, og 14. bind er et af de vigtigste i hele serien. Dets indhold har ifølge forordet for en del sit udspring i konventsforedrag og universitetsforelæsninger, så læserne kan kun håbe at forfatteren også i fremtiden vil blive inviteret flittigt ud, selv om han beskedent bebuder at dette er det sidste "egentlige" før afslutningsbindet.

Af de fire afhandlinger som udgør 14. bind, har især de tre første interesse for opfattelsen og vurderingen af Augustin som filosof. Den første af dem, som optager halvdelen af bindets omfang, fremstiller Augustin som "den senantikke filosofis kritiker og fuldender". Sigtet er, som forfatteren selv indrømmer, prætentiøst. Ganske vist er ordet "fuldender" tvetydigt. Om Augustin kan siges at have afsluttet den senantikke, og dermed overhovedet den antikke, filosofi, er vel et spørgsmål om hvor man sætter grænsen mellem den og middelalderens; men meningen er også snarere at Augustin førte antikkens filosofiske tænkning frem til dens kulmination og konsekvens ved at forene den med den bibelsk-kristne teologi i en syntese som alle de ældre skoler siden Platon i virkeligheden havde stræbt frem imod. Det var, som Haystrup fremhæver, Augustins egen opfattelse af forholdet.

Afgørende var det at Augustin forstod ordet filosofi bogstaveligt som kærlighed til visdom, og at visdom for ham som for den oldkirkelige teologi overhovedet ikke kun var det højeste ideal for menneskelig stræben, men også et navn for den anden person i den kristne treenighed, faderen, sønnen og helligånden. At nå frem til sand visdom var derfor ensbetydende med at forenes med Gud og den højeste lykke nogen kan tænke sig. Dette er den centrale tanke i Augustins tidligste skrifter, de filosofiske dialoger, hvor han betegner sig selv som filosof, men ikke som vismand. I den første af dem Mod akademikerne gør han regnskabet op med den skeptiske periode i den platonske skoletradition som han selv netop havde brudt med under indtryk af mødet med Plotin og hele det nyplatonsk-kristne miljø i rigshovedstaden Milano. Augustin mener her at akademiet i virkeligheden, bagved den skeptiske facade der var vendt mod stoikerne, bevarede en hemmelig visdomstradition som siden kom til fuld udfoldelse i nyplatonismen, der på hans tid var den eneste tilbageværende skole. Pointen heri er at den antikke filosofis hovedstrøm på denne måde kan ses som en ubrudt tradition, der fuldendes i den syntese med teologien som er Augustins hovedanliggende.

Haystrup refererer de oversigter over filosofihistorien som indgår i flere af Augustins breve og værker, bl.a. i Gudsstatens 8. bog, hvor der føres et langt religionskritisk forsvar for monoteismen. Augustins viden om de ældre filosoffer var for det meste af håndbogsmæssig karakter, men han udnyttede den slagkraftigt i sin argumentation. I det følgende kapitel fremstiller Haystrup så hans erkendelsesfilosofisk originale syn på forholdet mellem tro og viden som en i alle forbindelser nødvendig vekselvirkning, hvilket fra en anden indfaldsvinkel begrunder "Kristustroen som sand filosofis grundvold". Også i denne sammenhæng er det væsentligt at Kristus for teologen Augustin på en gang er den højeste visdom og sandhed og selve skaberordet, og det menneske, Jesus fra Nazaret, i hvem alt dette inkarneredes som åbenbaring af Gud. Men han fører dobbeltheden tilbage til de tidligere gudsåbenbaringer i Det Gamle Testamente, især det sted hvor Jahve over for Moses gav sig selv to navne: "Jeg er den jeg er", og "Abrahams, Isaks og Jakobs Gud", hvilket for Augustin svarer til henholdsvis filosofiens, dvs. nyplatonikernes, begreb om den ene, transcendentale grundvold for al væren, og bibelteologiens autoritet.

I et tredje, konkluderende kapitel trækker Haystrup nogle hovedlinjer op og fremhæver bl.a. at Augustin i løbet af sit lange forfatterskab efterhånden tog afstand fra platonismen på en række punkter. Ikke desto mindre vedblev han med at opfatte den som en forberedelse til kristendommen, sådan som han selv havde erfaret i sin intellektuelle udviklingshistorie, den han aflagde regnskab for i sine Bekendelser.

I bindets anden afhandling beskæftiger Haystrup sig med "Augustin og tidens problem" og gør det fortrinsvis ved udførligt at referere fremstillingen i Bekendelsers 11. bog, hvor Augustin udrydder alle de misforståelser der skyldes at man forveksler tiden med de bevægelser den måles ved, for at konkludere at både målingen og tiden selv udelukkende findes i den menneskelige bevidsthed som en "udstrækning" eller splittelse, idet opmærksomheden på en gang rettes mod fortid, nutid og fremtid. Augustins analyse ligger meget tæt op ad Plotins. For begge er det afgørende at tiden forstås og vurderes i dens modsætning til evigheden med dens uforanderlighed og uforgængelighed. Nok er det for Augustin en væsentlig pointe at tiden er skabt sammen med verden, sådan at skabelsen altså ikke finder sted i tiden; men splittelsen i menneskets bevidsthed vidner om at det lever i en falden verden hvor frelsen består i at finde samling og form "i Kristus", altså i visdommen, sandheden og mellemmanden mellem Gud og skabning.

Det er kun Augustins diskussion af tiden i fysisk-erkendelsesmæssig forstand der optager Haystrup her, ikke tiden i historisk-religiøs sammenhæng. De dybtgående analyser i så henseende, især i Gudsstaten, viser at tiden for Augustin var "ambivalent" (det er den franske idehistoriker H.I. Marrous udtryk), idet den på én gang fører frem mod frelseshistoriens endemål i evighedens hvile og fører ud i meningsløshed og splittelse for den gudløse verden som ikke søger visdommen hvor den findes, nemlig i den sande, usynlige kirke, gudsstaten, der går gennem tiden og verden som en fremmed asylansøger.

Den tredje afhandling i det foreliggende bind hedder "På vej mod en rationel bibelsk lære om Guds retfærdighed", og det lyder nok meget teologisk. Den beskæftiger sig da også fortrinsvis med Augustins udlægning af Paulus' brev til romerne kapitel 7-9 og rummer en kritik af påstande i en tysk bog om emnet, K. Flasch: Logik des Schreckens (1995). Emnet er imidlertid spørgsmålet om menneskets frie vilje og ansvarlighed over for Guds nådige frelse og udvælgelse af nogle mennesker i det der kaldes prædestinationen, et begreb som Pelagius i Augustins samtid og mangfoldige filosoffer og teologer senere har taget afstand fra som "uretfærdigt", ligesom tanken om arvesynd skurrer i ørerne i vore menneskeretstider. Det er Haystrup magtpåliggende at fastholde Augustins standpunkt som dialektisk og spændingsfyldt over for deres bastante afvisning. Hans antropologiske pessimisme, som svarede til Paulus' - vi kan ikke noget af os selv - må stadig holdes sammen med hans kulturoptimisme - den antikke filosofi fører frem til og fuldendes i kristendommen. Efter Haystrups mening, og jeg mener han har ret, trumfede Augustin aldrig prædestinationslæren ensidigt igennem; men han endte som filosofisk teolog, ligesom sine forgængere, "i en uløst, og sikkert også uløselig antitese" (s. 202). I den forbindelse må det nok især fremhæves at Augustins modstandere har set, og ser, Guds forudbestemmelse og forudviden som noget der findes i tiden, mens Augustin prøvede at fastholde disse begreber som hjemmehørende i evigheden, hvor forud og nu og siden er det samme, og dermed som uransagelige.

Bindets fjerde og sidste afhandling beskæftiger sig med "Augustin som formidler af oldkirken til Martin Luther?" Inspirationen kommer fra den nyeste finske Lutherforskning, der har fremhævet reformatorens overensstemmelse med østkirkens teologi på det centrale punkt, at det er meningen med frelsesværket at mennesker skal guddommeliggøres i det der kaldes "theosis". Denne lære har rod i oldkirken, fx hos teologer som Irenæus og Athanasius; men Haystrup foreslår at den kan være formidlet til Luther af Augustin, hvem han på en lang række punkter støttede sig til. Emnet fortjener nok en videre undersøgelse.

Et sted i dette 14. bind omtaler Haystrup den franske Augustinforsker G. Madec og giver ham en smuk karakteristik, der nok indirekte kan vidne om hans egne intentioner. Han har, skriver Haystrup (s. 101) "næppe selv noget større ønske om at ville fremlægge nye, revolutionerende synspunkter. Den slags overlader han generøst til andre, måske mere fantasifulde sjæle. I stedet møder vi her en bred, men samtidig dybt indtrængende læsning af Augustin. Madecs fortjeneste er stadig at minde os om, hvor vigtigt arbejdet med selve teksterne er". Det samme kan siges om Haystrup, der især fremhæver til Madecs ros at han forstår "at Augustin aldrig ønskede at fremlægge, endsige nogensinde fremlagde et afsluttet filosofisk/teologisk system, en fasttømret lære... Augustin var ingen systematisk tænker" (s. 102). En sådan, efter min mening helt rigtig, forståelse, lægger heller ikke op til nogen monografi om Augustins filosofi/teologi, men til en stadig fortsat række af Augustin-Studier.

Publiceret 211002