anmeldt af Torben Damsholt
Hele seriens fælles navn er for så vidt fuldt rækkende som det drejer sig om større og mindre enkeltstudier i hele Augustins forfatterskab eller med relevans for det. Haystrup har da også i sit 12. Bind optaget et par artikler om værker der ikke er skrevet af den nordafrikanske teolog, men som sætter hans positioner ind i et større perspektiv. Det drejer sig dels om hans yngre samtidige biskop Cyril af Alexandrias Romerbrevskommentar hvori spørgsmålet om arvesynd og prædestination behandles, dels med de meditationer fra hømiddelalderens om en tid gik under Augustins navn, og som er centrale for hans virkningshistorie i vesteuropæisk, klosterligt fromhedsliv. Cyrils kommentar til Paulus´ brev til romerne er kun bevaret i fragmenter, men de viser ham som en teolog hvis arbejde er parallelt med Augustins. Der var kontakt mellem de to under den strid Augustin førte mod Pelagius og hans tilhængere om Guds nåde, viljens frihed og, efterhånden især, om menneskers forudbestemmelse til frelse eller fortabelse. I det 5. århundrede begyndte den østlige og vestlige kristenhed imidlertid at gå hver sin vej. Grækerne læste normalt ikke latinske forfattere, og Augustins fortrolighed med de græske indskrænkede sig til hvad han kendte i oversættelse. Så meget desto større rolle spillede de tos fælles udgangspunkt i forståelsen af Paulus. Om de pseudo-augustinske Meditationer gælder det, at de især vidner om inspiration fra kirkefaderens Bekendelser, både med hensyn til selvcentreringen og stilen hvor de mange bibelcitater og -reminiscenser sætter deres præg. Disse to bidrag er efter min mening de mest værdifulde i de seneste bind.
Resten af 12. bind optages af tre kortere artikler hvori Haystrup kommer ind på nogle etiske emner. Det drejer sig om Augustins syn på venskab, slaveri og dødsstraf. Intet af disse emner er, som forfatteren straks indrømmer i sit forord, undersøgt til bunds. Metoden har bestået i spredt læsning, især Augustins breve of prædikener, suppleret med spredt kritik af navngivne moderne forskere, eller blot af offentlighedens formodede vrangforestillinger i almindelighed. Et dyberegående studium ville kræve andre forudsætninger inden for senantikkens socialhistorie og retshistorie end Haystrup besidder. Formentlig ville et sådant studium dog kun bekræfte det helhedsindtryk de tre artikler efterlader, nemlig at intet af disse emner indtog en central plads i Augustins tænkning. Hans holdninger o syn på venskab, slaveri og dødsstraf ligger ikke helt i den stoisk farvede tradition, og derved adskiller han sig ikke fra tidens kristne teologer som helhed. Indførelsen af kristendommen som statsreligion i Romerriget første da heller ikke til humane reformer i større målestok.
I 12. binds forord meddeler Helge Haystrup at han nu har afsluttet sit arbejde med Augustins hermeneutik. Ikke desto mindre tager han det op igen i 13. bind, hvis første af de to nogenlunde lige lange kapitler består af kritisk referat af nogle moderne værker om Augustins De doctrina christiana (kristen lærdom eller uddannelse). Haystrups kritik kan virke noget springende. Den er ganske åbenlyst betinget af hans større eller mindre sympati for de forfattere han læser, denne afhænger igen af deres større eller mindre overensstemmelse med hans egne, i forvejen grundfæstede anskuelser. En kort ekskurs til kapitlet hvori Haystrup beskæftiger sig med Augustins syn på askese som en nødvendig forudsætning for bibelforståelse har samme karakter. Resten af 13. bind gengiver en forelæsningsrække Haystrup har holdt på Filosofi i Odense (Syddansk Universitet) i forårssemesteret 2000 om Hannah Arendt (1906-75) og hendes disputats fra 1929, der handlede om kærlighedsbegrebet hos Augustin. Af denne bliver der givet en grundig gennemgang. Hvad der derpå følger om Augustins indflydelse på Hannah Arendts senere hovedvirke som politisk filosof under eksilet i USA, indskrænker sig derimod i hovedsagen til selve arbejdet med genudgivelse af disputatsen samt nogle citater fra andres skrifter om hende. Haystrup udtrykker sit håb om at have kastet nyt lys over forfatterskabet, men går ikke dybere ind i emnet. Han kender sine grænser, han er ikke dilettant.
Helge Haystrups fornemste egenskab som skribent er den medrivende begejstring hvormed han igen og igen kaster sig over sin yndlingsforfatter for at fremdrage nye sider af de mange værker. Hans fortrolighed med dem er stor, og han forudsætter noget tilsvarende hos sine læsere. Selv et skrift der af ham selv betegnes som fremmedartet og svært tilgængeligt og derfor ofte overset, som De mendacio (løgnen), kaldes i denne sætning "den bekendte traktat" (bind 13, s. 13). Også læsernes sprogkundskaber har han stor tiltro til. Hvis man ikke har nogenlunde gode forkundskaber i både engelsk, tysk, fransk, italiensk og latin, får man næppe meget ud af at læse Haystrup; for citater fra disse sprog oversættes som regel ikke, og hvis han tilfældigvis har en fransk bog i italiensk oversættelse, så citerer han fra den. Til gengæld for indsatsen får læsere af de mange bind Augustin-Studier en løbende orientering om den nyeste faglitteratur. Derfor lønner det sig at arbejde sig igennem også disse to seneste bind, selv om de måske ikke i alle henseender hører til seriens mest interessante.
Publiceret 060202