anmeldt af Helge Haystrup

Professor ved Emory University, Pennsylvania, William Mallard, har skrevet en spændende, men også usædvanlig fræk og dristig bog. Mens lærde bøger næsten aksiomatisk skal være skrevet, så kun de indviede kan forstå dem, er Mallards bog desuden graverende letlæst. Højst fordægtigt.

Udover enkelte sideblik til senere udviklinger hos den geniale filosof og kirkefader og -ja, det er næsten det allerværste- uden at inddrage de sidste tungt fordøjelige, filosofiske bøger af Augustins berømte "Confessiones", Bekendelser, fra o.400 i sine undersøgelser lader Mallard Bekendelsernes ni første bøger, der mest er historisk beretning, omend stadig ledsaget af kommentarer, indeholde hele Augustins filosofi, hans sprogteori, hans syn på skabelsen og det onde, læren om synd og forløsning (den så betydningsfulde nådelære!) og endelig synet på samfund og historie, mundende ud i en lære om Den hellige Treenighed.

I min 35-årige tid som Augustinforsker må jeg indrømme, at jeg aldrig har været ude for en lignende dristighed. Man ryster på sit gamle hoved. Og selvom manden beskedent påstår her kun at fremlægge "one possible reading of the Confessions", mumler man: "Han må jo være gal" og er lige ved at lægge bogen hen.

Spørgsmålet er imidlertid, om ikke Mallard langt henad vejen dog har ret? Augustins så selvbiografiske "Confessiones" er mere end lovprisning af vor Gud og frelser eller samvittighedsransagelse; de er også et filosofisk og theologisk kompendium af rang.

Tag ikke fejl, prof. Mallard er en i vide kredse anerkendt Augustinekspert. Og hans bog vil ikke holde os for nar, selvom man kan undre sig over, at Mallard slet ikke opholder sig ved "det augustinske sprogspil" (Wittgenstein), men ensidigt kredser om, hvordan Augustins barndom og ungdom var præget af en dobbelt, indbyrdes modstridende diskurs. Hver af dem repræsenterer sin verden, den ene det hårde uddannelsesforløb som vejen til verdslig magt, rigdom og ry, mens den anden har sin udgang i det splittede hjem, der trods den fromme moders dominans er delt mellem verdslige håb, forventninger om omvendelse til kristendommen og en overladen drengen til sig selv, der i sin frihed erfarer den meningsløse lyst til synden (in casu plyndringen af naboens pæretræ), hvad der gav ham et voldsomt samvittighedsnag, men også vakte hans evne til rationel bedømmelse af egne handlinger, så han ikke længere blot fulgte de vante spor. Netop sådanne erfaringer af syndens dragende magt skal ifølge Mallard have vakt det selvstændige, rationelle jugement, der karakteriserer den modne Augustin, til live.

Og denne erfaring af vort "dobbelte sprog" eller for at sige det med Augustins ord vore "dobbelte hjerter" med dets to viljer og to former for kærlighed gør sig gældende i hele Augustins liv til ærgelse for mange universitetslærere, der gerne vil have Augustin til entydigt og unuanceret at mene sådan eller sådan.

Den store kirkefader modsætter sig imidlertid alle sådanne forsøg på at "skære ham ud i pap". Og denne hans sinds dobbelthed kommer netop klart til udtryk i hans omvendelses lange og snørklede vej. Beretningen herom er Mallards "scoop", mens han i sin bogs sidste afsnit i for høj grad rekapitulerer Peter Browns navnkundige Augustinbiografi "St. Augustine of Hippo" fra 1969.

Vi hører om, hvordan Augustin midt i et lystigt og ansvarsfrit studenterliv i Karthago som 19-årig rammes af Ciceros lille traktat "Hortensius" med postulatet om, at den lykke, alle mennesker søger ikke findes ude i verden, men alene i filosofien d.v.s. i kærligheden til den evige og uforanderlige visdom!

Det er udfra en sådan forståelse af ordet "Philosophia" den unge student drives til foreløbig ret ufrugtbare religiøse overvejelser og til at tilslutte sig den "økologiske", mondæne og kirkekritiske, men samtidig i sin essens så mytologiske Manikæisme.- en sidste udløber af antikkens voldsomme gnostiske strømning. Augustin er dog kun halvhjertet med. Hans andet jeg er engageret i social opstigning og livsudfoldelse.

Hans iver efter karriere driver ham til Rom og til Milano, hvor han som kejserlig propagandaminister er en kendt og agtet person.

Hans verdslige succes krydses imidlertid af en voldsom indre uro, der fra Manikæismen driver ham til Akademikernes "platoniske" skepsis og derfra til Milanos kristelige Nyplatonisme m. fordybelse i mesteren Plotins -og Porphyrius' (?)- skrifter. Det er herfra, Augustin henter sit optimistiske syn på viljens frihed trods hans berømte forudbestemmelseslære, desuden overbevisningen om, at vi trods syndefald og død har bevaret en primær lighed med Gud, og længslen efter gennem kontemplation ekstatisk at kunne hæve sig op til Gud. Som bekendt møder man hos Augustin ikke alene fremragende naturskildringer, men også dyb kærlighed til skabningens skønhed; kilden hertil er dog vist fremfor alt Gamle Testamente.

En af Mallards fortjenester er som antydet indførelsen i disse senantikke filosofier. Det er i sig selv en spændende læsning, men viser samtidig, hvordan også Nyplatonismen er med til at gøre Augustin til en levende kristen, -i brud med al verdslig ambition og rigdom. Fra sin omvendelse er Augustin en asketisk munk. Men det en munk, der stadig giver æstetikere, filosoffer, sproganalytikere, historikere, kulturkritikere og ikke mindst theologer nok at tage fat på. Mallards værk er ved påvisningen heraf en fantastisk bog om et fantastisk menneske!

Publiceret 190899