anmeldt af Helge Haystrup

Den lille gule bog, der i disse uger har prydet mit skrivebord, ligner til forveksling den for tidligt afdøde præst C.E. Rolts engelske oversættelse af de gamle skrifter fra 1920 (nyudg. af S.P.C.K., London i 1940 og 1979).

Man må imidlertid ikke lade sig narre. Det drejer sig om en fornem nyoversættelse på grundlag af nye og bedre udgaver af Pseudodionysios, der ikke blot giver indtryk af Klara Preben-Hansens møjsommelige kamp med en ikke altid lige klar græsk tekst, men også af den lærde dames anstrengelser for at formulere det dunkle på et enkelt, moderne dansk til glæde for såvel filosofi- som theologistuderende, der hermed har fået adgang til et betydningsfuldt, men ofte overset indslag i vor europæiske kulturtradition. Ikke mindst af denne grund hilser jeg den lille bog velkommen!

Forfatteren af de to så betydningsfulde småskrifters navn er ligesom navnene på hans korrespondenter bevidste pseudonymer, der i en mere bogstavelig eftertid udfra Ap.G.17,34 bidrog til at give forfatteren og dermed hans skrifter en næsten apostolisk autoritet for Middelalderens filosoffer, skolastikere og mystikere.

Indflydelse fra den moderate nyplatoniker Proklos o.451 og omtale hos den store theolog Severus, patriark af Antiokia 512-18, indicerer, at vore skrifter må være blevet til i slutningen af det 5.årh. og rimeligvis i Syrien. Deres ophavsmand var asket, mystiker og intellektuel; men om han har været præst, munk eller eneboer, er uvist.

Af det øjensynligt store forfatterskab er foruden det her foreliggende kun skrifterne om "Det himmelske hierarki" og om "Det kirkelige hierarki" samt nogle breve bevaret. Ubekymret om sin egen person er det forfatteren magtpåliggende at bringe et budskab mod alle dualistisk-sekteriske tendenser i samtiden. Her peges med al ønskelig klarhed på den kristne Kirkes tro som den eneste antagelige filosofi i dens forsvar for Guds enhed, hans vise verdensorden og kærlige forsynsstyrelse. Her bringes som hos den store Leibniz 1000 år senere det kristne svar på det ondes problem og samtidig en betoning af det enkelte menneskes frihed.

Ang. disse pseudodionysiske skrifters indhold henvises til Rolts sobre indledning og fremfor alt til Hugo Balls fascinerende afsnit om vor Areopagit i hans "Byzantinisches" Christentum" fra 1958. Her kun dette: I "Den mystiske teologi" prises den sande kristne erkendelse som en vej opad mod "den guddommelige tavsheds strålende mørke", der unddrager sig al erkendelse, men er vidunderligst af alt. Den er et Arkanum forbeholdt de få. I stadige paradokser hæves vi fra det lave mod det allerhøjseste og guddommeliggøres til delagtighed i den ophøjede frelser, vor Herres Jesu over alt, ja hinsides alt ophøjede natur.

Gudserkendelse er lovprisning og bøn. Gennem tillid til og lydighed mod gudsåbenbarelsen i Den hellige Skrift hæves vi opad mod de hellige lysvæld, der udgår fra disse hellige skrifter, så vi forstår deres tale om Gud i dens højere åndelige betydning, idet alt - omend i forskellige grader - emanerer fra ham. Dette gælder også vor forståelse af Skriftens mange betegnelser for Gud, således som vi ser det af "De guddommelige navne".

Her er mindst af alt tale om opremsning eller resumé, men om fromhedens ydmyge indsigt i det principielt uerkendelige, fordi - som en af Dionysios' store forgængere Augustin siger det - "vi er for langt nede og Gud for højt oppe", så at vi, når vi mener at have sagt noget entydigt positivt om Gud, dermed viser, at vi dog ikke forstod ham ret. Nogen bestemt metode til opnåelse af denne mystiske forening med det guddommelige udover bøn, askese og skriftstudium angives imidlertid ikke!

Alt dette fremgår på udmærket vis af Klara Preben-Hansens oversættelse. Når det er sagt, melder der sig dog nogle kritiske indvendinger. Til Rolts indledning først dette: At Dionysios' treenighedslære skulle være næsten identisk med Augustins, må dog vist siges at være en tilsnigelse, da vi hos vor anonyme ven hverken møder de for Augustin så vigtige analogier eller hans "nye" lære om åndens evige udgang fra Faderen og Sønnen (det famøse "filioque"). Desuden er Dionysios' opfattelse af synden, resp. det ondes betydning og af den menneskelige viljes frihed en helt anden, end hvad vi møder hos den modne Augustin, hvad Rolt da også selv er helt klar over.

Irriteret spørger man om, hvad vi skal med et så umoderne afsnit om "Dionysios og moderne filosofi", som vi møder det på s.39f.? I en vis erkendelse heraf har Klara Preben-Hansen da også skånsomt strøget Rolts afsnit om Bergson. Endelig er det et spørgsmål, om læren om "uvidenhedens tankemæssige holdning" ikke hos Dionysios er helt forskellig fra apostlen Paulus' ?

At der foreligger en oversættelse af blivende værdi, kan ingen bestride. Men man savner ikke mindst fra s. 76 henvisninger til de talrige af Dionysios anførte skriftsteder. Og det ville have pyntet med flere saglige noter ligesom i Rolts gamle udgave.

Jeg sidder også tilbage med nogen usikkerhed overfor oversættelsen f.x. af "De gudd. navne" IV,3 og 23 samt VII,2. Men det skal villigt indrømmes, at det kan skyldes tekstens usikkerhed og flertydighed.

At beskæftige sig med Dionysios Areopagiten er et hårdt arbejde, hvor vore tanker ofte må slå krøller på sig selv. Men for enhver, der virkelig vil fordybe sig i vor europæiske kulturtradition, ikke blot i "Middelalderåret 1999", men i hele dens bredde op til de pietistiske theologer og filosoffer af rang som Schopenhauer og Gabriel Marcel, er studiet af Pseudo-Dionysios en nødvendighed. Og til dette er Klara Preben-Hansens nyoversættelse en god gave! At det lille skrift så er tilegnet afdøde æresdoktor Jørgen E. Pedersen gør det kun mere værdifuldt for undertegnede.

Publiceret 220799