anmeldt af Helge Haystrup

Torben Damsholt, der forlængst med sin oversættelse af "Augustins Bekendelser" har markeret sig som en kyndig og fremragende oversætter og kommentator, befæster nu sit ry med den oversættelse af den unge Augustins syv filosofiske dialoger, hvis 1. bind er udkommet og til fulde indfrier vore forventninger.

Damsholts oversættelse udmærker sig ved et rigt ordforråd.  Snart møder vi dialogpartnerne i deres dagligsprog, nu og da ret ramsaltet, og snart lader han især Augustin selv udtrykke sig i et noget mere højtideligt, let altmodisk sprog.

 "Er du ude på skrammer?" lader Augustin en fikiv epikuræer råbe s. 78. Han lader den så receptive Cicero karakterisere sig selv som "en stor antager" s. 83. Man kalder sin filosofiske modstander en "bondeknold" s. 84. Den unge mand "ligger i med" en anden mands hustru s. 86, og den uopmærksomme elev kaldes til orden med et: "Det er dig, jeg taler til!" s. 161.

Men samtidig får vi med en klang af Oehlenschlægers "Guldhornene" at vide,  at det ene er de sjældne få, der kender sandheden s. 39 og 97. Vergil karakteriseres i sine "Bukolica" som værende "bondsk" s. 65, mens et rytmisk digt fremhæver sig ved sin "liflighed".

Fra retorikkens kothurner vender vi os mod dialogerne selv. De er nemlig langt mere end filosofiske opgør med det til en principiel skepticisme udartede platoniske Akademi, en fremhævelse af den højeste visdom - scil. Kristus, Guds Søn, cf. 1. kor. 1, 24! - som menneskelivets mål og hævdelsen af, hvordan selv det tilsyneladende tilfældige har sin plads indenfor Guds dynamiske verdensorden, der mindst af alt må forveksles med en blind nødvendighed.

Måske læses Augustins dialoger bedst som litteratur, resp. poesi. For i endnu højere grad end hos Platon og Cicero krydres fremstillingen af naturbeskrivelser og små hverdagsberetninger. Det er således de nedfaldne blades ophobning og udskylning i en vandledning, der forstyrrer Augustin og hans venner i deres nattesøvn og derved sætter hele diskussionen om Guds verdensorden igang s. 129. Denne drøftelse strækker sig som bekendt over flere dage og får bl.a. ny næring ved, at de hører den unge Licentius (lidt uærbødigt?) synge salmer, mens han sidder på lokum s. 138, og af synet af en voldsom hanekamp, der bliver som et billede på livet, hvor såvel sejr som nederlag, skønt og hæsligt har sin plads s. 140f.

Dialogerne er, som vi har set, fulde af liv og iagttagelser; men samtidig har de et stærkt didaktisk præg. "Verdensordnen"' 's 2. bog slutter således med en fyldig skitse for den videregående uddannelse o. år 390. Og både i "Mod akademikerne" 's 2. og 3. bog giver Augustin os filosofihistoriske oversigter, hhv. over tilblivelsen af den sene akademifilosofi som protest mod stoikerne s. 48f og over udviklingen fra Platon til det såkaldte "Tredie Akademi" s. 87ff.

Disse dialoger bringer os bidrag til forståelse af Augustins afsked med hans så ansete post som hofretor i Milano. Gentagne gange, scil. s. 21, 69, 100 g 127 møder vi således hentydninger til de "smerter i brystet", der i den grad fik hans helbred til at vakle, at han ikke længere kunne "udholde byrden af den levevej", der kunne have ført ham frem til den højeste verdslige lykke. Han følte sig nu tvunget til at opgive sin lærestol og i stedet "søge tilflugt i filosofiens favn", dvs. ved askese og studier stræbte mod den sande "filosofi", endnu forstået som en højere enhed af nyplatonisk filosofi og bibelsk kristendom.

Vi fornemmer disse brystsmerter som en psykosomatisk lidelse, idet han samtidig tilkendegiver, at det var ham en lettelse at "aflægge (sin hidtidige) oppustede beskæftigelse", som han andetsteds karakteriserer som en handel s. 84. Vist mestrede han retorik, litteratur og filosofi som få i hans samtid. Alligevel måtte han stadig tåle de snobbede Italieneres kritik af hans afrikanske dialekt, der fik ham til at udtale mange latinske ord forkert s. 180.

Dette kan i hvert fald have bidraget til opgivelsen af en verdslig karriere til fordel for iver efter den sande visdom og derved have forberedt hans voldsomme omvendelse til kristendommen i høsten 386. Samtidig ser vi, hvordan de mange små indskudte handlingsforløb, der også oplivede Platons dialoger, men dér især kredsede om og belyste den beundrede lærer Sokrates' person, hos Augustin mest er af selvbiografisk karakter.Til dette er der egentlig kun én undtagelse og det er en kvinde, hans moder Monnica!

Derved bringer Augustin, således som Damsholts dialoger, klart dokumenterer det, noget afgørende nyt ind ikke blot i filosofien, men i verdenslitteraturen: Vi ser en kvinde, Monnica - især i "Et lykkeligt liv" - som en helt ligeberettiget diskussionspartner. Men desuden er hun den, vis kristne visdom alle må beundre. Augustin siger ligeud om sin begavede moder: "Jeg synes vældig godt om din filosofi" s. 146, cf. s. 104: "Vi glemte hendes køn og troede, at det var en stor mand, der sad i blandt os" og s. 116: "Hun havde netop sagt, hvad jeg havde forberedt mig på at fremføre som en stor pointe fra filosoffernes bøger". Og i slutningen af  "Et lykkeligt liv" sætter hun tingene på plads med en salmelinie, ligesom hun er den, på hvis fromme - og derfor virkningsfulde - bøn, Augustin (og vennerne) forlader sig i deres forståelse for, at deres egne filosofiske og etiske bestræbelser først kan nå sit mål, når Gud hører vor bøn og hjælper os til indsigt. Ja, Augustin kan ligefrem erklære, at som det er hendes fortjeneste, at de ønsker at få del i sandheden, således skal de også finde den "ved dine bønner" s. 186.

En kvindes centrale rolle i Augustins filosofi slår - sammenholdt med vor kirkefaders utvetydige ligestilling af mand og hustru i det kristne ægteskab, se mine "Augustin-Studier 10" - en pæl gennem al kvindedogmatiserende snak om kristendommens tilsidesættelse en kvinden. Også til at åbne vore øjne for det tjener Damsholts fornemme værk.

Megen egentlig teologi finder vi derimod ikke i disse ungdomsdialoger. Et enkelt sted understreges skellet mellem os mennesker og den Gud, vi derfor kun kan tale om i negationer, s. 179 og 181f. Og vist kan Augustin betone dette liv som underlagt "begærets herredømme" og "hæsligt larmende med sine laster" s. 184, sammenlignet med glæden hos Gud. Men samtidig opskræmmes man med ubearbejdede nyplatoniske reminiscenser som, at der er en fælles verdenssjæl, og at vore sjæle skulle være præeksistente s. 171.

Som man ser, lægger Damsholt med sine oversættelser et rigt, men samtidig noget kontroversielt stof frem for os. Jeg må desuden indrømme, at vi heller ikke altid er enige om oversættelsen, endsige om den rette sproglige formulering.

I "Et lykkeligt liv" 4,27 overser Damsholt øjensynligt forskellen på mangel og savn. Den, der savner, er klar over, at han mangler noget; men sådan forholdt det sig ikke med den rige Orata, og "egeo", resp. "egestas" bør derfor snarest oversættes ved "mangler" og "mangel". Ligeså burde "frugalitas" smstds. 31 oversættes ved "mådehold", evt. ligefrem "den rette midte", da der her hentydes til den definition af dyden, der går tilbage til Aristoteles og bestemmer dyden som den rette midte, i.h.c. mellem fylde og mangel.

Sprogligt forkommer det mig, at der s. 60 øverst er et "at" for meget. Desuden falder den 2. sætning i "Mod akademikerne" 's 3. bog 3,5 noget akavet. Og hvad med Licentius i "Verdensordnen" 's 1. bog 10,29? Her er næppe kun tale om et ungdommeligt "lune", men om en ondskabsfuldhed, da den får Augustin til at briste i gråd og overøse sine disciple med bebrejdelser. Men alt dette er jo kun småpillerier i en fortræffelig oversættelse, der også lader os skimte enkelte konturer af Augustins langt senere erkendte og udarbejdede nådelære. Torben Damsholt fortjener en stor tak for sin bedrift!  

Publiceret 300100