Christian Benne: ”Text und Methode: Nietzsche und die Philologie”, disputats, Odense 2003, 313 sider.

anmeldt af dr.theol. h.c. Helge Haystrup

---

Allerede dette at en ung, nogle ville måske endda sige "blutjung" lektor i germanistik ved Syddansk Universitet har indgivet en disputats til instituttet for litteraturvidenskab ved det "Frie Universitet i Berlin" bør vække opmærksomhed, – og da ikke mindst når emnet for det fyldige arbejde er en så kontroversiel person som Friedrich Nietzsche, der uden tvivl var det 19. århundredes mest kontroversielle filosof.

Nietzsche var imidlertid af interesse og uddannelse i første række klassisk filolog, og det er alene mod en sådan horisont, hans talrige og altid kritisk‑polemiske skrifter kan forstås. Udfra klarhed derover må et emne som "Nietzsche und die Philologie" siges at være i høj grad relevant også for filosoffer. Dette styrkes også af den omstændighed, at Benne har været den første herhjemme, der fuldt har udnyttet af efterladte papirer m.v., der er samlet i Nietzschearkivet i Weimar, og desuden er dybt fortrolig med den forskning, der er udgået derfra.

For at sige det klart fra begyndelsen. Benne har med sit store arbejde bragt også vor hjemlige Nietzscheforskning et langt skridt fremad. Værkets tre dele skildrer først Nietzsches filologiske forudsætninger og udvikling, dernæst hans filologiske praksis og metode gennem det kulturhistoriske og filosofisk‑agitatoriske forfatterskab, mens den tredie konfronterer os med en grundig gennemgang af tysk videnskabshistorie i 2. halvdel af det 19. årh., spec.om historieforskningen og naturvidenskabernes mere og mere dominerende stilling samt med en spændende skildring af den opslidende kamp mellem den klassiske filologis to førende retninger, et værdifuldt stykke lærdomshistorie afsluttende med den filologiske kritiks barske nedtur til dens i vor tid så oversete stilling. Hertil er så føjet et afsluttende afsnit, der søger at lade Nietzsche være udgangspunkt for en fremtidig opblomstring af filologien, der forener filologiens akribi med en værdifilosofi, skærper vore sanser overfor udlægningers dobbelttydighed såvel som overfor ords polysemi (:allegoriske betydning) og fastholder os på den intellektuelle "redelighed", der for Nietzsche som for vor egen, noget tidligere Søren Kierkegaard var et grundord[1]. Nietzsche anerkendes nemlig i dag ikke blot som en gedigen filolog, Benne, s.277, men også som en "Zukunftsphilologe", en af dem, der påny kan lære os at læse og forstå, Benne, s. 277 og 284f.

Den overordentlige stofrigdom, spec. af faglitterær art, der her er inddraget, har øjensynligt gjort det svært for Benne at disponere stoffet, og vi støder da også nu og da på gentagelser og for emnet knap så relevante redegerelser. De tjener dog tillige som hvilepunkter ligesom de talrige recenserede bøger giver værdifulde indblik i samtidens og eftertidens syn på Nietzsche.

Med sin fremhævelse af, hvordan Nietzsche i mere end halvdelen af sit bevidste liv beskæftigede sig intenst med klassisk filologis tekster og metode, har Benne straks sat fokus på noget centralt og ofte overset af en forskning, der væsentlig beskæftigede sig med Nietzsche som den vel enøjede, men samtidig betagende kritiker af sin samtid og dens mere eller mindre kristelige rødder samt som den lidenskabelige filosof, der ikke vil nøjes, med at rive ned til grunden, men også profetisk ønsker at pege på nye muligheder for en menneskehed, der efter at have erkendt sin fysiologisk betingede natur har chancen for at opbygge og ødelægge nye verdener med en dannelse på stadig højere planer[2].

Fra teologi til filosofi og filologi

Nietzsches ”Bildungsgang” indledtes med hans ophold på den berømte Schul‑Pforta (Sachsen‑Anhalt), der var kendt for den vægt, man der – ligesom på vort hjemlige Sorø Akademi inden ødelæggelsen i 1970‑erne – lagde på klassisk filologi og dannelse. Her grundlagdes det syn på filologien og de gamle tekster, der forblev hans livet igennem, og det uanset, at han nok undertiden desillusioneret kunne give udtryk for, at han var skabt til langt mere end blot filologisk forskning og undervisning.

Efter at have dvælet ved genopdagelsen fra 1890‑erne af Nietzsche som en tidstypisk filolog præciserer Benne som sin hensigt med en sådan ”Verkleinerung Nietzsches” at bringe en omfangsrig og grundig korrektur, der har betydning udover en specifik Nietzscheforskning ved at pege på en række kultur- og litteraturhistoriske sammenhænge samt at understrege Nietzsches betydning for en ønsket renæssance for filologien og dermed også for den klassiske, europæiske dannelse.

Efter nogle års teologisk studium afgjorde Nietzsche sig for besværet ved som filolog at hellige sig den omhyggelige tekstkritiske læsning, men tillige for den kritik af det overleverede, han fandt hos sin yndlingslærer Fr. Ritschl og blev bekræftet i ved studiet af nykantianeren F.A. Langes stadig i min egen ungdom meget læste ”Geschichte des Materialismus” fra 1865. Nietzsche er herved på én gang blevet den energiske og vejledende filolog og den, der mere og mere så et kald i at formulere en vidtgående videnskabs‑, samfunds- og kristendomskritik som "Sceptiker über unsere ganze Cultur", Benne, s.17, hvortil netop filologien var en særdeles værdifuld forudsætning.

Den redelighed, Nietzsche havde gjort sig til talsmand for, var altså ikke mindst den filologiske redelighed, som de lærde i Hellenismens Aleksandria havde praktiseret ved deres grundlæggelse af den tekstkritiske emendation af de overleverede antikke forfattere. Men lovprisningen af dem gav ham samtidig lejlighed til velrettede spark til kristendommen og spec. til den lærde biskop af Hippo Augustin, der dog for sin samtid såvel som for en beundrende eftertid står som højdepunktet af senantikkens åndsliv også hvad angår læsningen og forståelsen af Den hellige Skrift, men her afvises som blot en bedrager og kristelig agitator, Benne, s.22.

Vi har her et udmærket eksempel på, hvor ringe det stod til med Nietzsches kendskab til kirkefædrene, men desuden et eksempel på hans fra en tidlig ungdom flammende had til kristendommen. Filologien stod netop for ham som "der Gegenentwurf zur christlich‑klerikalen Weltanschauung".

Som bekendt havde Augustin skrevet den første bibelske hermeneutik, de fire bøger "De doctrina christiana", hvis første tre bøger fra 397 indeholdt en kraftig opfordring til studium af Skriften på grundsprogene græsk og hebraisk samt betoning af den bogstavelige fortolknings prioritet med skyldigt hensyn til den bibelske forfatters intentioner, det evt. dunkle skriftords plads i sammenhængen og mulige tolkning udfra samme skrifts klare, umisforståelige skriftord. Augustin lægger stadig bibeltolkeren på sinde, at ord og sætninger ofte kunne forstås på flere måder, samt at talrige udsagn og begivenheder i G.T. udover den bogstavelige også har en henvisende, billedlig typologisk betydning. I denne forbindelse møder vi – til Nietzsches store fortrydelse – Augustin som den uanfægtede overtager af såvel den lærde donatisk Tychonius' "Regulæ" som af de aleksandrinske fortolkningsprincipper, der altså har hørt med til det "ægyptiske guld", han udfra 2. Mosebogs beretning anbefaler sine kristne at tilegne sig, cf. De doctr. Chr.'s 2. bog, kap. 40, 60f.

Når man desuden sammenholder dette med den behandling, der bliver det 3. årh.'s eneste lærde tekstkritiker, den for sin Hexapla, d.v.s. seksfoldige bibeltekst så beundrede aleksandriner Origenes til del hos Nietzsche, bliver dennes antikristelige fanatisme så evident, og Nietzsches forudindtagethed mod Kirke og kristendom så klar, hvorved hans polemik mod kristendommen mister en væsentlig del af sin overbevisende kraft.

Desuden lod den tyske filologi sig kun med modifikationer forstå som den postulerede "Gegenentwurf zur christlich‑klerikalen Weltanschauung", Benne, s.22 og 29f. ang. den i praksis ikke nær så adskilte, resp. permanent trefoldige udlægning af ethvert bibelord.

I denne forbindelse er det efter mit skøn rimeligt kort at opholde sig ved Augustins afbalancerede syn på og Nietzsches af skarpe antiteser bestemte opfattelse af forholdet mellem tro og viden, res. videnskab, hvor Nietzsche ganske opgiver sin filologiske skepsis og blindt overtager en darwinistisk positivismes tillid til, at der virkelig gives en sikker og urokkelig viden udenom at skulle tro på eller skænke tillid til noget, hvorimod kirkefaderen mere afvejende betonede såvel troen som den videnskabelige erkendelses nødvendighed, cf. Benne, s. 24 og Augustins Sermo 43.

At Nietzsche så i perioder havde et helt modsat syn den videnskabelige sandheds troværdighed, skal dog også nævnes.

Et kærnepunkt for de gamle "Aleksandrinere" havde været deres afvisning af allegoresen, der i den foreliggende tekst alene bekymrede sig for at finde billeder af en oftest højere betydning. Den form for filologisk falskmønteri gøres af Nietzsche – også her med urette – til ''Synonym der christlichen Weltanschauung", Benne, s.28. Den opmærksomme læser af Augustins "De doctrina christiana" (eller af Luther) vil snart se, hvor tåbelig en sådan anklage er, så meget mere som Nietzsche søger at bevise den udfra Paulusbrevenes typologier og udelukkende ser den nævnte Origenes (3. årh.) som leverandøren af et system for allegorisk bibeltolkning, som alle senere kristne generationer viljesløst skal have fulgt. Man tager sig til hovedet ved ikke blot et sådant ukendskab, men tillige et sådant misbrug af historien i hadets tjeneste, cf. Benne, s.30ff.

Trods de mange geniale glimt i Nietzsches omgang med og forståelse af de gamle tekster, som Benne fremdrager med stor præcision, er glæden anderledes udelt ved læsningen af afsnittene om den om kilde og tekstkritik koncentrerede Bonnfilologi, repræsenteret ved Nietzsches forstående lærer, den lærde Fr. Ritschl. Allerede her antydes iøvrigt den så bitre krig mellem tyske filologer indbyrdes, der er glimrende skildret i Bennes store exkurs, s. 213ff. Benne betoner her Bonnerskolens særlige iver for at klargøre forholdet mellem tekstkritik og hermeneutik, sluttende med et spændende notat fra Nietzsches egen hånd, Benne, s.58. Hertil knyttes nogle uddybende præcisioner af den filologiske fagencyklopædi samt af den overudviklede kritiske sans, der uvægerligt fulgte med så intense sprogstudier, – også hos Nietzsche, der jo netop yndede at optræde som den store skeptiker og omstyrter af det bestående og kaldte sine skrifter for "eine Schule des Verdachts". Filologisk arbejder Nietzsche imidlertid især på retablering af de oprindelige, klassiske tekster og den dertil knyttede vurdering af tekstens, resp. dens forfatters oprindelige mening.

Nietzsche om tekstlæsning og metode

Ad disse lange og nok noget omstændelige veje er vi nået frem til, hvad der må siges at være disputatsens egentlige korpus, de store kapitler 3 og 4 om den klassiske filologis metode og Nietzsches overtagelse, promotion og indfølende kritik af den.

At den selvfølende Nietzsche lod sig fascinere af den af Ritschl udviklede metode med de antikke teksters stamtræer, med de forskellige familier grenende sig ud fra den fælles stamme, er forståeligt og forklarer hans indførelse af samme genealogiske tanke i filosofien, Benne, s.79.

I det hele taget ønsker Nietzsche at udbrede filologiens metode, – fremfor alt til teologernes arbejde med Bibelen, som han blot ser som en bog blandt mange. Samtidig denuncierer han dog –

atter her noget selvmodsigende – bibelkritikernes skriftudlægning som falskmønteri, ligesom han på god heraklitisk vis på en gang vil holde al fortolkning "flydende", men samtidig forbeholder sig selv retten til at afgøre, hvilken udlægning, resp. mønt, der er den rette, ligesom hans skrifter "strotzen vor einer medizinischen Metaphorik", Benne, s.83., og således lader den egl. så åndelige tekstkritik være en tjener for vore egentlige behov. Ja, i sine sene skrifter ser han sin virksomhed som lægen, der diagnosticerer og helbreder den moderne verdens kulturelle decadence ved at overmande den syge og dristigt føre kniven mod hans sygdom. Vi møder stadig Nietzsches skråsikkerhed m.h.t. selv at have ret, mens han uden skånsel påviser, hvordan man (:de andre) ikke kan have vished om noget, som helst, da alt er i bevægelse og der således f.x. ikke kan tales om nogen absolut historisk sandhed.

Til det filologiske håndværk (teckne) hører ikke kun at kunne vurdere og i givet fald operere, men også klarhed over ikke at have nogen for alle tider fastslået tekst, cf. Bibelens stilling i den lutherske Orthodoksi, der ikke tog hensyn til de for Nietzsche væsentlige "vier Domänen", hvad der fører ham ind i et opgør med de dengang så mondæne bibelforskere, mytologen David Strauss' Jesusbog og E. Renans "La vie de Jesus", overfor hvis påståede videnskabelighed Nietzsche nærede den dybeste foragt, Benne, s.92f.

I stedet for sandhed træder hos Nietzsche sammenligning, f.x. i form af sammenlignende kulturhistorie, et emne, han kastede sig over med en voldsom energi, der resulterede i den udæskende bog om "Genealogie der Moral" fra 1887, hvis tese er, at også den moralske "Thatsache ist der ewige Fluss", samt at al moral, filosofi, religion m.m. alene er udslag af udbredte legemlige defekter!

Netop derfor måtte kristendommen udryddes, hvad Nietzsche da også gjorde et nådeløst forsøg på med det skrift, der skulle være et sidste og afgørende ord i mellemværendet, hovedværket ”Antikrist” fra 1888. Vi må følgelig ikke overvurdere hans påståede "Thatsachen-Sinn". Den hindrede ham da heller ikke, så lidt som Augustin[3] i ved sin fremhævelse af det ubevidste at blive en forløber for Freud i løsningen af naturens hieroglyffer. Naturvidenskaben kan dog ikke give nogen verdensforklaring, Benne, s.101.

Kronen på hans kultur‑ og moralfilosofiske overvejelser foreligger som nævnt i den så polemiske "Genealogie der Moral", en historisk studie, hvori han bl.a. udfra sit nyvundne kendskab til positivisten Hyppolite Taine ser fortidens komplexitet, gør op med verdenslitteraturen og ser fortiden som et produkt af legemlige processer, spec. det svage og undertryktes reaktion og kamp for at hævde sig for endelig at sejre med kristendommen. Samtidig fastholdes, at der ikke gives nogen engang for alle fastlagt menneskenatur. Hvad tidligere filosoffer og historikere som de "kolde og kedsommelige frøer" de er, har overset, har den utrættelige "muldvarp" Nietzsche fundet ved sit undergrundsarbejde. Med sit skrift mente han altså at have undermineret den gængse, "kristelige" moral og sat den ind i et udviklingsforløb, hvor det var lykkedes "slavemoralen" at besejre en oprindeligere, aristokratisk livsholdning, hvad Benne som i mange andre tilfælde ikke blot belyser ved en værkgennemgang, men også ved at inddrage en overvældende mængde relevant litteratur, der snart gøres til genstand for kritik og afvisning, snart accepteres som værdifuld forståelseshjælp. I det aktuelle tilfælde drejer det sig især om vurderingen af den af Nietzsche i moralskriftet benyttede metode f.x. til afsløring af de lærdes fra de gamle filosoffer overtagne asketiske ideal som en nødvendig flugt fra ansvar og engagement. Og endnu værre bliver det, når Nietzsche retter sin optik mod en tilsyneladende ganske uforberedt kristendom.

Det filologiske arbejde bestod ikke blot i at kunne læse, men i at kunne læse rigtigt, d.v.s. langsomt, grundigt og med en vågen kritisk sans. Det gør det naturligt for Benne at hellige et af sine allermest fascinerende afsnit til dette emne, hvor han fremfor alt advarer mod for raske overgange fra læsning til fortolkning for så meget mere at henlede læserens opmærksomhed på forfatterens egne måder at udtrykke sig på, spillet mellem umisforståelig ligefremhed og den dobbeltbundethed, der ligger i ordenes polysemi og forfatterens evt. ironi.

Nietzsche er ganske klar over, at netop en sådan samlende virksomhed kan være en flugt, en angst for engagement, et skjul for svage ånder. Vist er filologen "der Lehrer des langsamen Lesens", Benne, s.120; men samtidig tilegner han sig et fremmed stof og er forsåvidt en soldat på plyndringstogt. Filologi er på ingen måde en blot passiv virksomhed, ikke præget af neutral ligegyldighed eller hensyn til praktisk nytte. Tværtimod er den frihed, og dens udøver er på én gang drøvtygger og erobrer.

Ikke mindst af samme grund er læsning en rejse, – ikke en masseturisme, snarere en vandring, hvorunder man med åbne sanser tilegner sig alt og lever sig selv ud til at blive, hvad man allerede er, som det hedder med et ord, der fra den hellige Augustins dage har væ­ret kendt i europæisk åndsliv[4].

På dette punkt af sin fremstilling tager Benne sig påny tid til et underfundigt historisk udsyn over forsknings‑ og dannelsesrejser og nævner bl.a. yndlingsforfatteren L. Sternes (:Yoricks) "Sentimental Journey" fra 1768. Vi bemærker iøvrigt også i denne forbindelse den kendte antinomi hos den heraklitiske Nietzsche, at alt vel flyder og er i stadig bevægelse; men samtidig møder vi hos ham, hvordan måder at rejse på ordnes i et hierarki, hvad der jo forudsætter en fast målestok til vurdering, Benne, s.1‑30. At her tillige nævnes flere rejsende "Nachfolger Nietzsches", skal blot nævnes som endnu et ex. på Bennes imponerende belæsthed.

Filologisk studium er en rejse, men er samtidig forpligtet på en tolkning, hvor brugen af allegorese er bandlyst. Kristendommen stod jo netop afsløret som åndeligt falskmønteri på grund af sin brug af den, hvad Nietzsche påtaler: "Wie nur ein Holz, eine Ruthe, eine Leiter, ein Zweig, ein Baum, eine Weide, ein Stab genannt wird, da bedeute dieses eine Prophezeiung auf das Kreuzesholz", Benne, s.134, hvad der er et ganske ubevist postulat, om end det skal indrømmes, at en og anden kirkefader kan have slynget en sådan påstand ud. Allermest taber Nietzsches udtalelser dog i vægt ved iagttagelsen af, hvordan det i hans egne reflektioner over læsning og rejser vrimler med iøvrigt træffende allegoreser. Nietzsches store prærogativ fremfor de tørre, ældre filosoffer var jo netop hans "symbolische Ausdrücksweise." Han elsker metaforer af alle slags og bliver selv dermed som Bibelen et godt ex. på, hvordan "Sprache immer tropologisch ist und keine essentialistische Normalbedeutung kennt", som han selv siger, Benne, s.185ff. Sprog kender ikke til nogen uretorisk naturlighed og dette fører vor unge forsker ud i perspektiveringer af andre forskeres brug af, resp. syn på metaforer: Vist har klassisk retorik betydet noget for Nietzsche, der i hv.f. sine tidlige værker gør flittigt brug af metaforer, hvad Benne gør til genstand for grundige overvejelser over allegoresens forskellige former, mundende ud i en allegorese, der er gået over alle bredder og svulmet op til at blive en absolut autoritet for forståelse af det skrevne.

Senere fremtræder hos Nietzsche en betoning af tekstsammenhængen svarende til, hvad vi mødte hos Augustin, men som Nietzsche naturligvis har overtaget fra sin samtids filologer, spec. netop Ritschl-skolen.

Omend noget senere er Nietzsche ofte blevet sammmenlignet med vor hjemlige Søren Kierkegaard. Begge vil de åbne vore øjne til redeligt at se, hvor elendigt det står til, – allermest med kristendommen allerede fra dens første tider, men bestemt også i deres egen samtid, hvor parasitismen florerer også indenfor Kirken. Begge er de nyromantiske peripatetikere med udpræget sans for ikke blot tilværelsens, men også deres egen lyst til dobbelt bund. Begge elsker de derfor at udtrykke sig ironisk og at bære masker, resp. at give den som de ørkesløse, af alle misundte flanører, for hvilke livet er en uforpligtende leg. Nietzsche så netop sine skrifter som "eine Schule des Verdachts", der var utilgængelig for udenforstående, Benne, s.149. Begge ynder at føre deres publikum om ved næsen samtidig med, at de med barsk ironi omhyggeligt skjuler deres egentlige hensigter for deres læser. Der er dog her tale om andet og mere end blot selviscenesættelse. Nietzsches værk er imidlertid også en sådan narcissistisk selvpromotion, kulminerende i "Ecce homo" fra 1888 (dog først trykt i 1908). Alene derved blivet bogen ''ein Zentrales Werk in Nietzsches Oeuvre", Benne, s.155.

Mangelfuld filologisk oplæring giver menneskene til fals for en rodløshed, der gør dem til et let bytte for tidens tåbeligheder. For Bonnerskolens filologer er der som for Nietzsche et svælg mellem den asketisk‑kritiske læsning og den frimodige udlægning, resp. forkyndelse af tekstens indhold, et svælg, der efter hans mening er blevet ganske overset af teologerne. De holder sig ikke tilbage og afslører sig derved som charlataner eller – med Nietzsches yndlingsudtryk – falskmøntere, idet de efter hans mening overser hver udlægnings dobbelttydighed og karakter af "Flieskommentar" d.v.s. dens historiske betingethed, hvad der iøvrigt gør det svært at nå frem til en egentlig udlægningsteori hos Nietzsche. Atter her forekommer det mig, at vi står overfor en af Nietzsches aporier, resp. selvmodsigelser, idet hans hele kulturkritiske system ender som en usikker form for digtning, betagende på sin vis, tilsyneladende så helstøbt og dog ganske uvis. Er hans kulturkritik da kun en attitude, en eksplosion af personligt had, et resentiment, der søges sat ind i et historisk perspektiv? Det søger Benne at opklare for os i det følgende afsnit og påny med inddragelse af en righoldig litteratur om emnet, cf. Benne, s.168ff. Diskrepansen mellem skepticisme og dogmefasthed er imidlertid ikke til at overskue, hvorfor vi må slutte, at hans overbevisninger langtfra ene skyldes rationelle overvejelser, ja, disse er end ikke væsentlige, idet mennesket for ham styres af animalske drifter. Der gives altså ingen "vom "Sehen" unabhängiges "Wissen"". Grænsen mellem sandt og falsk retter sig efter, hvilket synspunkt man anlægger i den aktuelle situation, hvorved Nietzsche dog undslipper dogmatismens fængsel, omend ikke for den villkårlighed, der kendetegner også ethvert andet erobringstogt, Benne, s.171.

Samtidig advares vi dog kraftigt mod overdreven skepsis. En sådan lader os alene opfatte verden som "resultat einer Menge von Irrthümern und Phantasien", Benne, s.174, der først gennem Nietzsches redelighed erkendes og vurderes efter deres livsfremmende værdi.

Vist er den tilsyneladende verden den eneste sande[5], ligesom der ikke findes nogen sandhed i sig selv, hvorfor kristendommens da også forvises til en forældet "Fiktionswelt". Men også her kommer Nietzsche til at slå sig selv på munden, idet han dog definerer det gode – på bibelsk vis, Mtt. 7,17 – som den godes værk,og selv de sandt søgende er netop karakteriseret ved troen på en anden og bedre verden bag den empirisk synlige. Vi er dog ikke, som Nietzsche ville det, helt frie ånder.

Hans kritisk‑asketiske udlægningsteori kender dog øjensynligt én sandhed. Den finder han i kunsten. Overfor den gør hans ætsende skepsis og erkendelsesteoretiske kritik holdt. Gennem den træder sandheden os imøde, selvom kunsten også som i "tilfældet Wagner" kunne blive misbrugt og degenerere. Kunsten kan såvel skabe som ødelægge, men må i begge tilfælde tjene livet, – ikke som en mæt hvile, således som det forholdt sig med kirkefaderen Augustin og hans samtids længsel, men som et vovestykke fremad mod nye, vældiger myter, der allerede kundgør deres komme. Udfra dette syn så Nietzsche sin egen nihilistiske kritik som noget positivt, der skulle rydde grunden for det nye.

Filologien i kamp og i krise

Hvad der følger i Bennes 5. kapitel er en vældig videnskabshistorisk ekskurs, der bl.a. vil vise, hvor vanskeligt Nietzsche lader sig tage til indtægt for en gadamersk hermeneutik, da der jo netop ikke ifg. Nietzsche gives nogen ”allein selig machende Interpretation”, som det hedder i det berømte af Benne flere gange citerede brev[6] til vennen Carl Fuchs, og endnu mindre for dekonstruktivismen, blandt hvis repræsentanter især Paul de Man gøres til genstand for en særlig indgående behandling. Spørgsmålene er her foruden det tvivlsomme postulat om at kunne forstå en forfatter bedre end han forstår sig selv, i hvor høj grad Nietzsches betoning af "Viljen til magt" virkelig beherskede hans tænkning. Her er man åben for "die Zentralität der Topik", samtidig med at Nietzsche gengives status som primært filolog, tekstlæser og ‑kritiker. Men i hvert fald det første kolligerer i høj grad med Nietzsches egne prætentioner. Den "vilje til magt", han forkynder, var som en blanding af åndsmenneskets superioritetsfølelse og forpligtethed til storsind mindst af alt parret med aktuelle politiske eller sociologiske ambitioner af Wilhelminisk eller samfundsomvæltende art. At dekonstruktivisterne alene kendte Nietzsches værk fra defekte udgaver gør deres konklusioner om hans syn på sprogets natur og verden som en tekst til en noget ironisk affære. Så meget mere som man på samme tid slet ikke ifg. Benne, s.200, skal have haft nogen historisk-kritisk filologi.

En sandhedstro tolkning af den virkelige Nietzsche fås alene gennem henvendelse til filologisk tænkning. Denne indtog i hans samtid en fremskudt plads indenfor videnskaberne i stedet for den skyggetilværelse, den klassiske filologi i dag må føre ved vore universiteter, hvor de eneste, der arbejder seriøst med manuskripter og tekstvarianter, ironisk nok er teologerne. Stadig spiller autorintentionen en stor rolle dér ligesom i filologiens grundlæggelsestid med Schlegel og Schleiermacher. Benne peger da også på en række paralleler mellem Schlegel og Nietzsche, ikke kun når det gælder grundig (drøvtyggende) kritisk læsning, men også på hermeneutikkens område, hvor den moderne hermeneutik påstås grundlagt af Schlegel, Benne, s.204, men lidt efter scil. s.210 æren synes at være tillagt Schleiermacher. Også hvor det gælder kritik af den allegorese, man anså for teologers proprium, stemmer Schlegel og Nietzsche overens. At vor erkendelse, som allerede Platon er inde på i dialogen "Theaitet", sker gennem en sansning, der tillige er tegn, var for tiden en selvfølge. Men tegnene kræver en udlægning, der må ske indenfor bestemte rammer uden at forbigå tekstens egen mening. Ingen kan derfor uanfægtet benytte sig af allegorese, omend vi stadig må tage hensyn til ords og sætningers polysemi. Hvor Nietzsche ifølge Bennes citat s. 209 alene ønskede så nøje som muligt at gengive den enkelte forfatters egen mening, hvad der i høj grad præger hans så personlige "Ecce Homo", har den nyere hermeneutik en anderledes høj prætention i retning af at forstå en forfatter bedre, end han forstår sig selv. Også hermeneutisk har Nietzsche holdt fast ved noget efter mit skøn væsentligt!

I dette følte han sig ganske vist ude af takt med sin samtid. Han var "ein Unzeitgemässer", hvad der også lagde sig for dagen i den krig mellem tyske filologer, der rasede op gennem det meste af det 19. årh., og hvor min fjerne sønderjyske slægtning, den store oldtidshistoriker Theodor Mommsen, og hans svigersøn, den lysende filologiske stjerne von Wilamowitz‑Moellendorff var ledere af den mere historiserende fløj. På udmærket vis gør Benne i sin disputats rede også for Nietzsche og hans lærer Fr. Ritschls roller i striden, der endte med den endelige degradation af den klassiske filologi som førende dannelsesfag i gymnasier og på universiteter til fordel for historie, sociologi og naturvidenskaber. At politiske, ideologiske og personlige opgør også spillede en rolle, kan ikke undre en eftertid, der erindrer hvordan netop tysk videnskabs største navne blev brugt til at cementere f.x. det brutale overfald på det neutrale Belgien i sommeren og høsten 1914[7]. En katastrofal og tilsyneladende uafvendelig nedgang var begyndt! I denne strid ser vi iøvrigt Nietzsche argumentere historistisk, samtidig med, at han på "livets" side kæmper mod at gøre videnskabeligt arbejde til noget mekanisk, der er underlagt uvedkommende økonomiske interesser.

I denne sammenhæng med den rene filologis forvandling til kulturvidenskab må vi også se opgøret om, hvem Homer, den kanoniske forfatter af Illiaden og Odysseen, egentlig var, en enkeltperson eller et forfatterkollektiv med en evt. meget lang fortælletradition bag sig. Den klassiske kanon var jo i modsætning til den bibelske "åben" og tilhørsforholdet dertil alene bestemt ved det enkelte skrifts kvalitet, hvad Nietzsche så som et tegn på den klassiske litteraturs "fornemhed" fremfor den så jævne kristne Bibel. Da de vigtigste tekstudgaver efter hans skøn nu havde set dagens lys, anså han tiden for inde til at vove sig ud over fortsat tekstkritik og -analyse, – på trods af at man ved et sådant spring må opgive den så højt skattede akribi og minutiøse kritik, der prægede det umiddelbare arbejde med teksterne.

Mens Nietzsche i disse år oplever en stadig større dragning mod den historisk‑kritiske metode, er denne selv grebet af en skæbnesvanger tilbagegang både på grund af dens metodekult og ved den fremtrængende nyhumanisme. Også ang. dette skal jeg nøjes med at henvise til Benne (s.238‑49) og blot tilføje, at en lignende udvikling fandt sted hos os, måske endda fremmet af en tankeløs grundtvigiansk polemik mod "den sorte skole", der ganske glemte hvordan netop hele den fremragende første generation af grundtvigske præster havde "den sorte skole" som sin dannelsesbaggrund. I stedet trådte først betoningen af historien som vor læremester. Det var "åndens videnskab", det kom an på, mens filologien påny måtte nøjes med at have en tjenende funktion, være en hjælp på vejen mod at forstå den pågældende forfatter eller bevæggrundene bag et historisk forløb. I denne lange proces får Wilamowitz nu følge af Ritschlskolens førende lærde, Hermann Usener, for hvem det klassisk-filologiske arbejde, i højere grad forstået som grammatik end som kritik, nærmest var den uomgængelige "Kinderschule" inden man kastede sig over et af de nu så talrige humanistiske specialstudier.

Selv gik Nietzsche imidlertid stadig længere, hvad der endte med ganske uberettiget at gøre ham til en art "Unperson der klassischen Philologie", samtidig med at filologien lever en skyggetilværelse som "Altphilologie", Benne, s.243. Spørgsmålet er dog, om ikke netop Nietzsche fremfor de fleste i hans samtid profetisk kan vise frem mod en fornyelse af den prøvede, kritiske filologi.

Mulighederne for en "Zukunftsphilologie"

I det sidste kapitel af Bennes tilsyneladende uudtømmelige værk skitseres mulighederne for filologien i en moderne verden, hvor den solide, på filologisk kritik baserede almendannelse har måttet kapitulere for fagligheden i snævrere forstand.

Benne er ikke pessimist, men leder ufortrødent efter tegn på, at man tillægger intuitionen en stigende betydning, ligesom topos-forskningen gør sig stadig mere gældende, bl.a. ført frem af litteraturhistorikeren Ernst Curtius, men også af Aby Warburg og andre, hvis tanker om forskningens fornyelse bliver grundigt gennemgået af Benne, der ivrigt forsvarer tekstudlægningen imod den dominerende hermeneutik. Her peges især på, hvordan fem tendenser i tiden synes at bane vej for en "Wiedergewinnung der Kritik", Benne, s.257f. Og også andre viderskabers udviklingslinier føres af Benne frem mod lignende mønstre. For filologiens vedkommende nævnes den opblomstring af tekstudgaver og detailkommentarer. I dette ejer litteraturvidenskaben en arv, den skal værne om.

Benne giver os nu et udblik over de filologiske videnskabers nyere historie i Tyskland og Frankrig. Han fremhæver, hvordan historisk-kritisk filologi har fornyet udgivernes arbejde, eksemplificeret på den imponerende indsats, der præger Weimar-udgivelserne af Nietzsches "Nachlass", som ikke mindst tager hensyn til det fællesskab med hans læsere, der satte frugt i utallige citater og "Anspielungen", og som desværre altfor let overses af vor generation, for hvilken den gamle dannelse er gået tabt.

I det hele taget skal der over den pågående Nietzscheforskning (også Bennes egen?) være noget forjættende, der angiver den retning, fremtidig filologisk forskning må gå. Er vi dermed på vej mod en "Philosophie der Philologie"? Benne nøjes her beskedent med at pege på Husserls Phänomenologi som en eventuel ”späte Metamorphose des philologischen Lesens”.

Væsentligt for Benne er problemet med en specifik filologisk erkendelse. Lad det være indrømmet, at Nietzsche peger i flere forskellige retninger. Han fordrer, at filologien står i "livets" tjeneste. Hvis ikke må den kønt holde sig til sin læst. Ligeså stiller Nietzsche høje krav til sin læser. Han må være en krydsning af ørn og slange, af vandrer og erobrer. I dette må der herske en vis affinitet mellem forfatteren og hans læser, som må være åben for påvirkning. Filosofferne har lært os, at man skal nærme sig Nietzsche ad filologiens vej, og at der derigennem er mulighed for en fornyelse af filologien som en virksomhed, spec. hvad angår dens mulighed for at nå frem til forfatterintentionen. Dette sidste er uomgængeligt og også af største betydning for at fastholde interessen for Nietzsches filosofi, således at koncentrationen om udgivelse hverken kølner filosofferne eller filologernes optagethed af emnet. Derfor er filologernes altfor store angst for ikke at gå til værks med en tilstrækkelig udviklet litteraturteori problematisk. En tekst er jo ikke noget færdigt produkt, og en ensidig betoning af et værks "ästetische Eigenständigkeit" er af samme grund forkert. Der fordres en balance mellem kritik og hermeneutik. Edition, nøje læsning og kendskab til konteksten lader sig ikke skille!

Uden at ville følge Benne ud i mere eller mindre af Adorno inspirerede krinkelkroge, skal betones, at den nye filologis sandhedskriterium beskedent bliver graden af sandsynlighed. Der må gives afkald på den stadig kun dilettantiske sammenlignende kulturvidenskab. Interdisciplinaritet beholder blot en underordnet betydning.

Udfra Nietzsche og hans ven E. Rohdes tanker om en fremtidig filologi fastslås, at filologien aldrig må give sig i nogen national eller politiske ideologis tjeneste. Alligevel må den ikke isolere sig men skal være så "åben" og filologen så alment dannet, at den med sin strenge metode kan føre udover sig selv, scil. til kulturvidenskaberne i en spænding mellem analyse og syntese. Netop i dette har Nietzsche vist vej ved at fremhæve filologien snarere end historie og filosofi som tilgang til kultur‑ og litteraturstudier.

Hvor iveren for (andres) redelighed afslører vor egen indstilling, truer den hårde, langsommelige filologiske arbejdsgang med at gøre dette studium så kedsommeligt, at de fleste "fravælger" det og end ikke ønsker nogen oplæring deri. Man kræver i dag hurtig tilegnelse og sikker viden snarere end blot stadig at være undervejs.

Men ved sin friere, fortællende fremstilling "zwischen Pilgerfahrt und Feldforschung", Benne, s.287, kan Nietzsche dog stadig tjene til forbillede, ligesom der gemmer sig sandhedsmomenter i karakteristikken af hans værk som en heraklitisk strømmende og stadig foranderlig flod, der først ved mødet med det fremmede erfarer sig selv. Det møde kommer i stand ved filologens gode og grundige læsning.

Symptomatisk kan Benne derfor slutte med et citat fra Byrons "Childe Harold" (Canto I, VI), hvor jeg selv måtte nøjes med Tennysons "Lady of Shalott"[8]. Måske en og anden har savnet nogle biografiske notitser i Bennes immense værk, der samtidig nok kan have noget vist flimrende ved sig. Dem henviser jeg til Jørgen Hass' brillante og langtfra i alle henseender forældede "Illusionens filosofi", Nyt Nordisk 2002(2)[9]. Andre har måske haft svært ved at finde nogen egentlig karakteristik af Nietzsche og hans værk. Alle vil dog være enige om, at Chr. Benne med "Nietzsche und die Philologie" har ydet et vægtigt bidrag af blivende værdi for den moderne Nietzscheforskning, der netop har indset, hvor uhåndgribelig den store filolog, hader og profet er. Vi vil af samme grund slutte med, hvad en af dem, der kendte ham bedst, vor allestedsnærværende veninde Lou Andreas‑Salomé, har sagt klart: Hans væsen var "Zweideutig". Det var meget andet ved ham også, og netop af samme grund efterlod han sig så rigeligt et materiale til nye fremskridt for forskningen!