anmeldt af dr.theol.h.c. Helge Haystrup

Filosofihistorikeren Otto Böhmer åbner os med sin nye bog en morsom og noget anderledes dør ind til ikke blot filosofihistorien, men også til en række af de filosofier, der på godt og ondt har sat et dybt præg på vort nuværende samfund og dets såkaldte åndsliv.

I og for sig er Böhmers udgangspunkt så ligetil, at man undrer sig over, at ingen tidligere har haft øje derfor. Vi ved jo fra æstetik og kunst, hvor stor en rolle inspirationen spiller, dette at man brat får klarhed over, hvorledes det eller det problem skal gribes an og løses. Eller dette, at man forundret ser tilbage på de vers eller de sider, man lige har skrevet; for har man virkelig selv formuleret sig således? Man var ligesom udenfor sit værk, skrev i en art poetisk ekstase, en tilstand, hvor man selv blot var modtageren og med apostlen Paulus forbløffet må udbryde: "Hvad har du, som du ikke har fået givet (1.Kor.4,7)?" og får understreget Davidssalmens formaning om ikke at bekymre sig og slide uafbrudt; for "alt vil Herren give sin ven i søvne!" (ps.127,2).

Det er mod sådanne skænkede stunder, man her får rettet sit blik. Ofte har det hos de store i åndens verden drejet sig om pludselige oplevelser, bratte "omvendelser" og "oplysninger" som for den store Augustin, om hvem den kyndige idéhistoriker fra Åbo, Christian Braw skriver, at "ingen har haft en så bred och varaktig verkan på Västerlandets kristna idéhistoria", "Längs vägen", s.95, for efterfølgeren Descartes, hvis 3 drømme i løbet af vinternatten 10.november 1619 gav det unge matematiske geni vished om "ohne Hilfe der Bücher" at kunne finde frem til sand erkendelse, og endelig for Nietzsche, for hvem vandringen i Sils-Maria 14.august 1881 blev det store gennembrud, en oplysning om "die alte, neue und furchtbare Wahrheit", som han siger det selv.

Til andre kom inspirationen på en mere møjsommelig maner eller under hyggeligere former som for vor altid pietistisk arbejdsomme Kant eller for den selvbevidste Fichte, der i 1793 oplever gennembruddet til sin bekendte "Wissenschaftslehre", "während er am warmen Winterofen stand", s.63.

Det er en bred vifte af store filosoffer, Böhmer her udfolder for os. Vor egen Søren Kierkegaard er naturligvis med i koret. Her skal jeg dog koncentrere mig om to rimeligt moderne – Karl Jaspers og Karl Popper – måske også fordi jeg til min forbløffelse konstaterede, at de hørte til dem, man rask gik hen over her i Odense [i pensum på filosofiuddannelsen, red.], og de har dog hver især fortjent en bedre skæbne end at blive helt glemt og forbigået.

De kom begge til filosofien ad omveje. Nordtyskeren, den lange svagelige Jaspers nævner ofte i sit forfatterskab det på en gang bestandige og dog stadig så omskiftelige og uudgrundelige hav, scil. vort hjemlige Vesterhav, som sin inspiration. Ja, han kan ligefrem slå fast, at "im Umgang mit dem Meer von vornherein die Stimmung des Philosophierens liegt", s.123.

Skønt egentlig jurist og mediciner (psykolog) førte hans barndoms oplevelse af havet og dermed hans tidligt vakte filosofiske sans ham til filosofien, der for ham ikke var indøvelse i en række fastlåste discipliner, men en stadig kamp for indsigt i menneskelivet og dets vilkår. Det ses af hans digre "Psychologie der Weltanschauungen" fra 1919, "die früheste Schrift der später so genannten modernen Existenzphilosophie", som koncentrerer sig om vore grænsesituationer og grunderfaringer og er båret af en levende bevidsthed om det transcendentales betydning og af klarhed over livets omskiftelighed. Det er denne, der tvinger selv den mest jordbundne til eftertanke og ud i den næsten drømmelignende tilstand, som ofte er mere frugtbar end selv den mest stringente forskning, idet som han selv formulerer det "leise, scheinbar zufällige Veranlassungen Einsichten brachten", s.128, samtidig med, at de tvang en til at tage stilling til aktuelle moralske og politiske problemer, således som det kom til orde i Jaspers' berømte bekendelse af den tyske kulturs skyld i Nazismens rædsler!

I al dette møder vi ham som en fortsætter af Søren Kierkegaard, altså som eksistensfilosof, hvad der dog burde garantere en fortsat beskæftigelse med Jaspers hos os, og Böhmer kan da også slutte sit afsnit om Jaspers med den optimistiske melding: "Heute gibt es Anzeichen dafür, dass man sich wieder mit Jaspers zu beschäftigen beginnt".

Den lille, mundrappe Popper, som jeg havde den glæde at opleve på de navnkundige "Europäische Hochschulwochen in Alpach", kom ad endnu mere slyngede veje til filosofien. Vor Wiener måtte først stå i snedkerlære – hos en for livet inspirerende og filosoferende mester – og blev senere skolelærer; men hvor finder man en snedkersvend, der igen og igen fordyber sig i Kants "Kritik der reinen Vernunft" eller en skolelærer, der kan sætte hele den lærde verden i bevægelse med en "Kritik der Forschung", således som Popper gjorde det i 1934?

Nu gik det rask fremad mod professorater, emigration og nyt professorat i England, hvor han endte med at blive adlet som "Sir Karl".

Böhmer giver en engageret skildring af, hvordan Popper viderefører Kants kritik med at fastslå, hvordan alle "unsere Theorien... nie mehr als kühne Vermutungen, Hypothesen sind", s.202. Vejen til fremskridt i erkendelse går derfor gennem "nedskydning" af selv vore yndlingshypoteser. Men Popper blev ikke stående ved en sådan "kritisk rationalisme". Han gik udover Kant med sin lære om "den 3.verden".

For vist har vore "teorier" (religiøse, moralske og æstetiske overbevisninger) kun karakter af hypoteser. Men midt i den stadige kamp for intellektuelle fremskridt var der dog dermed givet plads for "die ehrwürdige Welt unserer grossen und bleibenden Gedanken", – en påmindelse, der nok kunne være på sin plads i vor postmoderne, rodløse og "multikulturelle" verden, for hvilken penge og forbrugsgoder truer med helt at dominere den politiske dagsorden. Ikke mindst ved sin fremhævelse af dette må Böhmers lille bog om filosofferne og deres "Sternstunden" stærkt anbefales.

Publiceret 300999