anmeldt af Dennis Meyhoff Brink.

Den franske sociologiprofessor Pierre Bourdieu har igennem mange år forsket i hvorledes sociale forhold bestemmer vore smagspræferenser, afgør vore valg, og forudskikker hvilke mennesker vi møder. Han har i minutiøse undersøgelser forsøgt at påvise i hvor høj grad køn og social herkomst bestemmer om man er til Bach eller Aqua, kylling eller bøf, Holger eller Pia, intellektuelle eller håndværkere - ikke med henvisning til at det ene skulle være bedre, mere autentisk eller mere fornemt end det andet, men for at vise den samfundsmæssige træghed, som værdierne, normerne og de sociale grupperinger oppebærer. Alligevel har Bourdieu aldrig været determinist. Han har aldrig forsøgt at påvise, at man per definition ikke kan bryde ud af de rammer, man er født ind i. Og det er også i denne ånd - i frihedens ånd, om man vil - han i sin seneste bog Modild opfordrer til at bryde ud af de sædvanlige rammer og af den almindelige dovenhed og gøre aktiv modstand mod det, der i dag, måske mere end noget andet, tager sig ud som en jernhård lov, vi ikke kan stille noget op overfor; nemlig den globale økonomis dominans. Ifølge Bourdieu anses markedskræfterne i dag generelt for at være noget, vi nødvendigvis må indrette os efter - og ikke som noget vi kan indrette efter os. Af angst for globaliseringen, og som følge af en række forestillinger om de ”nødvendige følger” globaliseringen trækker efter sig, opgiver selv de socialdemokratiske regeringer, der reelt besidder størstedelen af magten i Europa i dag, at bruge deres politiske magt, hvorved de reelt - mere eller mindre betingelsesløst - underkaster sig blind herskende markedskræfter. Alt sammen i nødvendighedens navn; altså fordi man ikke tror på - eller fordi man ikke kan forestille sig - at det kunne være anderledes.

Dragen spyr modild

Modild er et højaktuelt politisk stridsskrift, der opfordrer forskere, intellektuelle og kunstnere til at tage kampen op imod denne tendens, fordi den fratager dem stadig mere magt. Det er en hårdtslående, veloplagt og skarpsindig bog, der drives frem af en sjælden polemisk patos og af et dybt rodfæstet socialt engagement. Den går lige i kødet på de intellektuelles ligegyldighed overfor politiske spørgsmål; på den nyliberalistiske tendens der ifølge Bourdieu præger hele det politiske felt; på forestillingen om at markedskræfterne er hævet over enhver politik; og på det allestedsnærværende magiske løsen ”globalisering”, der sådan som det fungerer nu ifølge Bourdieu reelt blot tjener som legitimering af den nyliberale politik. Den verdensberømte sociologiprofessor opfordrer her til intet mindre end at man, med udgangspunkt i de eksisterende fagbevægelser, danner en social bevægelse på europæisk plan! En slagkraftig bevægelse som skal inkludere forskere, intellektuelle, kunstnere og politiske aktivister, som sammen skal spy modild imod den politiske magt, de kapitalstærke nationer (først og fremmest USA), de multinationale selskaber, investeringsbankerne, forsikringsselskaberne og pensionsfondene tilraner sig i globaliseringens, nødvendighedens og sågar også i retfærdighedens navn. Sammen skal denne gruppe ifølge Bourdieus forslag udforme en konkret politisk modvægt til den forståelse af økonomi og globalisering, som nyliberalismen opererer med, og som gør, at vi i øjeblikket er i fuld gang med at gennemføre en historisk enestående svækkelse af staten, hvilket inkluderer en hidtil uset afgivelse af suverænitet til blinde økonomiske kræfter.

Den liberale logik

Den nyliberale politik - som ifølge Bourdieu er fremherskende også i Europas mange socialdemokratiske regeringer - bygger på en række postulater, der fremføres som ufravigelige teoretiske maksimer, der har vist deres gyldighed i praksis, men som i virkeligheden beror på en ganske bestemt politik og på ganske bestemte interesser. F.eks. fremføres det, at økonomien er et separat område, der styres af dets egne naturlige og universelle love, som socialstaten ikke skal opstille unaturlige ”hindringer” for i form af såkaldte ”konkurrenceforvridende foranstaltninger”. Det, som nyliberalismen derfor arbejder på er reelt en afpolitiseringsproces, hvilket er ganske paradoksalt, eftersom der er tale om en politik, som uden mindste blusel trækker på kernebegreber som (valg)frihed, liberalisme og liberalisering, og som samtidig åbenlyst trækker i retning af at underkaste befolkningerne økonomiske lovmæssigheder ved at ”frigøre” økonomien for enhver form for kontrol og derved opnå, at ”både regeringer og borgere på fatal vis holdes fast i et jerngreb af de økonomiske og sociale kræfter, der er blevet ”frisat”.” Den fremherskende nyliberalisme afgiver altså ifølge Bourdieu reelt den frihed, den stolt vifter vælgerne om næsen med, til de globale markedskræfter, som vi - i kraft af den liberale logik - gøres til slaver af, således at markedskræfterne ender med at styre os og ikke omvendt. Det har ifølge Bourdieu en lang række fatale konsekvenser, hvoraf mange kan aflæses på det amerikanske samfund, hvor statsapparatet er så svagt, og hvor den kapitalistiske ånd er så uforbeholden, at det under mottoer som fleksibilitet og omstillingsparathed bl.a. har ført til en institutionalisering af princippet om usikkerhed i ansættelsesforholdet. Det bunder i en kobling mellem effektivitet, produktivitet og fleksibilitet, og i en overbevisning om at jobmæssig og social usikkerhed er et godt princip for en organisering af arbejdsmarkedet, fordi det skaber mere effektive og produktive individer, end hvis de har mulighed for at falde tilbage på et socialt sikkerhedssystem. Men der er hverken en logisk eller en empirisk lovmæssig sammenhæng mellem princippet om usikkerhed i ansættelsesforholdet og høj produktivitet. Det er ganske enkelt en af den såkaldt ”sunde” fornufts kortslutninger, der i reglen bygger på en overfladisk videnskabelighed og på et nydarwinistisk livssyn, der fremhæver individualisme og selvhjulpenhed som idealer. Høj produktivitet og stor fleksibilitet kan påviseligt udemærket forenes med et finmasket socialt sikkerhedsnet. Det har bl.a. Danmark bevist, mener Bourdieu.

De intellektuelles rolle

Som sagt skal forskerne og de intellektuelle ifølge Bourdieu ud af elfenbenstårnet, hvis der skal ydes en virkningsfuld modstand imod den amerikanske model, der er såvel kapitalt som symbolsk dominerende, og som derfor i stigende grad implementeres i de europæiske systemer, og således inddirekte underkuer og opsluger den europæiske kultur, således som det er sket med Canada. Men de intellektuelle skal ikke blot levere færdigsyede 'ekspertudtalelser' sådan som det i dag jævnligt ses i nyhedsmedierne. De skal derimod etablere et kritisk netværk, et intellektuelt kollektiv, der selv definerer genstandsområderne og målsætningerne for sit arbejde, i modsætning til de politiske 'tænketanke', der består af såkaldte eksperter, der er udpeget af magthaverne. Det intellektuelle kollektiv Bourdieu forestiller sig skal samarbejde om: 1) at analysere den fremherskende politiske diskurs (f.eks. anvendelsen af begreber som ”frihed”, ”globalisering” og ”fleksibilitet”); 2) at afdække de magtmekanismer som lægger tryk på producenterne af den fremherskende diskurs (særligt journalisterne og de magtmekanismer de er underlagt); og endelig 3) at udøve kritik overfor den form for autoritet især økonomiske eksperter udstyrer sig med. Bourdieus idé om et intellektuelt kollektiv minder meget om det forskningsfællesskab der dannedes i Tyskland i begyndelsen af trediverne, nemlig det enestående Institut für Sozialforschung, der senere blev kendt under navnet ”Frankfurterskolen”. Og det er måske ikke helt tilfældigt, for mange af Bourdieus teser minder meget om de tanker især Horkheimer og Adorno gjorde sig om det moderne samfund. Hos Bourdieu genfinder man f.eks. store dele af den kritik Horkheimer og Adorno udsatte kulturindustrien for i ”Oplysningens dialektik”. Alligevel er der en væsentlig forskel, for Bourdieu er langt mere aktivistisk orienteret end Horkheimer og Adorno var, og det bringer ham måske i virkeligheden tættere på en anden frankfurter, nemlig Marcuse, studenteroprørets filosof. For ligesom Marcuse lider også Bourdieu af en komplet mangel på skepsis overfor de politiske aktivister. Han mener at forskerne og de intellektuelle bør lægge deres ”fordomme” bag sig og arbejde sammen med de politiske aktivister, for at skabe en slagkraftig modstand, og er således tilsyneladende fuldstændig blind overfor den absurde kortslutning mellem militantismebegær og naivitet, de politiske aktivister gang på gang demonstrerer.

To betænkelige tankegange

De to mest betænkeligt tankegange ved Bourdieus bog: For det første anses enhver form for afhændelse af statsmagt uden videre for at indlede et ultraliberalistisk samfund efter den mest rabiate amerikanske model. Der er noget paradoksalt over at en tænker, der opfordrer til refleksion og som derfor vil have de intellektuelle på banen, samtidig kan fremføre en så uhyre unuanceret og ideologisk tankegang, der tilsyneladende kun kan bevæge sig langs en simpel og fastgroet todimensional akse, hvor kommunisme og ultraliberalisme udgør hver sin ende. For det andet gennemstrømmes bogen af et utålmodigt begær efter handling - eller måske af en frygt for virkningsløshed? Såvidt jeg kan se er der ingen tvivl om, at den politiske diskurs, det journalistiske felt og den autoritet de økonomiske ”vismænd” smykker sig med trænger til en dybtgående analyse. Jeg finder det også tiltrængt at videnskabens landvindinger føres ind i den offentlige debat, for det demokrati den vestlige verden i dag er så stolt af, bliver såvidt jeg kan se dummere og dummere for hver dag der går. Men hvis niveauet for den offentlige debat skal højnes gennem forskernes deltagelse, og hvis demokratiet skal gøres mere refleksivt gennem et arbejde med de grundlæggende forståelsesformer, så vil det kun være til al mulig skade at tage dumhedens skråsikre fanebærere - nemlig de politiske aktivister - med ind på scenen. Den revolution Bourdieu drømmer om kan kun komme indefra, gennem blikket, sproget, forståelsen - den kan næppe påtvinges verden ovenfra.

Publiceret 060202