Slavoj Zizek: Det skrøbelige absolutte - eller hvorfor den kristne arv er værd at kæmpe for, Oversat fra engelsk af Henrik Mossin, Gyldendal 2002, 271 sider, 295 kr.
anmeldt af Dennis Meyhoff Brink
At befinde sig i den slovenske filosof og psykoanalytiker Slavoj Zizeks tankeunivers, er som at befinde sig midt i en storm. Den ene tanke sender bestandigt den næste på farten, og inden man får set sig om, er man hvirvlet ind i en uhyre kalaidoskopisk brain-storm. Den eneste genkendelig fællesnævner på den hæsblæsende tur man sendes ud på, er den franske psykoanalytiker Jacques Lacan. Ham vendes der til gengæld også tilbage til i tide og i utide. Han er, fristes man til at sige, orkanens øje - i bogstavelig forstand: altså ikke som det centrum det hele drejer sig om, men netop som det øje orkanen Zizek ser med.
Monstrøs essayisme
Skulle man forsøge at karakterisere Zizeks hvirvlende stil koncist, kunne
man måske bedst kalde den for en monstrøs essayisme. Bogen er nemlig
ikke blot forladt for enhver gængs form for systematik. Den overgår også erklærede
essayister som f.eks. Adorno - særligt hvad angår dens mangel på et centrum.
Bogen er et 271 sider langt essay, hvor tanken bevæger sig frit fra balkanspørgsmålet
over globaliseringsproblematikken, Marx, reklamestrategier, moderne billedkunst,
Heidegger, Star wars, Paulus og meget meget mere, inden den til sidst lander
midt i en fængselsfilm. Alt sammen med regelmæssige ture omkring Lacans psykoanalytiske
begrebsapparat, og alt sammen uden at samle sig omkring ét problem eller
én sag.
Det princip, bogen skrider frem efter, er altså hverken et logisk sluttende eller et pædagogisk opbyggende princip. Det er nærmere en slags indfaldets princip: Det der lige melder sig for tanken tages op og behandles - på trods af at det kun er én blandt mange mulige fortsættelser af det foregående, og stort set aldrig den nærmest foreliggende. Dette særegne progressionsprincip giver Zizeks stil en vis - tilsigtet! - overrumplingseffekt. Når der uden videre trækkes forbindelser mellem den mest abstrakte psykoanalyse og USA's militære interventioner i mellemøsten, eller mellem det paulinske kærlighedsbegreb og de nyeste afsnit af Star Wars, så kan læseren nærmest ikke undgå at blive væltet bagover og føle sig udfordret af det dybt anti-konventionelle ved denne tænkemåde.
Sløset originalitet
Dog er en del af de sammenhænge Zizek postulerer en anelse overspændte.
Det er som om et påbud om for enhver pris at tænke imod strømmen får Zizek til
indimellem at postulere mere end bære kan. Men kan man tolerere en vis mængde
"svipsere", og læser man for inspirationens skyld, snarere end med
en forhåbning om at finde et fast sammenhængende system, så er Det skrøbelige
absolutte bestemt en læseværdig bog. Alene de mange "vilde" forsøg
gør den efter min mening til en interessant bog.
På den anden kommer man dog ikke udenom, at bogen generelt er temmelig sjusket sammensat. Indfaldets princip afstedkommer ikke en særlig overbevisende helhedskonstellation. Og selvom bogen måske nok er fuld af originale indsigter, så er dens sammensætning stadig præget af en tarvelig kladdeagtig sløsethed, som desværre får det hele til også i mere gængs forstand at ligne en brainstorm - altså om en ustruktureret samling idéer.
New Age-kosmologien
Det er således karakteristisk for bogen, at man skal mere end halvvejs gennem
den, før man støder på en behandling af det tema, som undertitlen kundgør: nemlig
hvorfor den kristne arv er værd at kæmpe for. Det er den ifølge Zizek pga. dens
subversive potentiale (igen en tolkning som insisterer på at gå imod strømmen),
som bryder med logikken i tidens New Age-opfattelser.
Zizek skelner i denne forbindelse mellem det globale og det universelle: På den ene side har vi da det hedenske kosmos, hvor den globale balance er det ultimative gode, og hvor hvert enkelt medlem har sin rette plads. Her er individdet "godt", når det handler i overensstemmelse med sin særlige plads i den sociale bygning, og det onde opstår når grupper eller enkeltpersoner ikke længere er tilfredse med deres respektive plads. En sådan kosmisk orden findes f.eks. i den hinduistiske kosmologi med dens kastesystem, og i vore dage bliver en sådan holdning "kunstigt genoplivet i mangfoldigheden af New Age-opfattelser af forholdet mellem natur og samfund." En sådan finder vi f.eks i det hedenske New Age-univers i Star wars, måske tydeligst i identifikationen af den unge Anakin som den der kan "genoprette Kraftens balance."
Kristendommen som udbryder-filosofi
På den anden side har vi imidlertid kristendommens princip om, at ethvert
individ - uanset køn, nationalitet etc. - har direkte adgang til det
universelle. Dette princip, som kristendommen har indført i den globale, velafbalancerede
kosmiske orden er ifølge Zizek fuldstændig fremmed for den hedenske visdom:
i stedet for "Øje for øje..." får vi nu: "Men slår nogen dig
på din højre kind, så vend den anden til!" Og som Zizek gør opmærksom på,
så ligger pointen her ikke i en stupid masochisme, eller i en ydmyg accept af
egen ydmygelse, men simpelthen i "at bryde den cirkulære logik, hvor
det gælder om at reetablere balancen."
Det er pga. dette anlæg for at bryde ud onde cirkler (øje for øje...), at den kristne arv er værd at kæmpe for. Det kristne kærlighedsbegreb agape står i denne forbindelse for en "frakobling", som muliggør en tænkning hinsides balance-logikkens struktur. Den kristne "frakobling" er således ikke en meditativ resignation, men tværtimod "den aktive kærligheds-gerning, som med nødvendighed fører til skabelsen af et alternativt samfund" - hvis man ellers placerer Marx på skuldrene af den korsfæstede.
Publiceret 211002