Anmeldt af dr.theol.h.c. Helge Haystrup.
Min lærde og ubegribeligt flittige og alsidige ven, sognepræst i Svenska Kyrkan og docent i idéhistorie ved Åbo Akademi, teol. dr. Christian Braw er en mangefarvet skribent.
Alt efter personlig smag kan hans talrige bøger fænge de forskelligste mennesker. Mange af os, der fik vort åndelige grundpræg under 2. Verdenskrig og besættelsen bl.a. gennem bevægelsen "Dansk Samling" og det inciterende tidsskrift "Det tredje Standpunkt", vil fremhæve Braws mesterlige romantrilogi om "Marienhof" som det af hans værker, der gjorde det dybeste indtryk.
Andre, der brænder af en nyvakt iver for nordisk litteratur og forholdet til vore naboer i øst, har kunnet opbygge sig ved Braws "Baltiske Sånger" fra 1992 og fryde sig over hans mange essays om den hos os næsten ukendte baltiske, spec. estiske tænkning og kultur.
Braw introducerer og kommenterer. Jævnsides med eget engagement i svensk kirke og folks problemer møder vi i hans essaysamlinger (den gedigne indførelse i Augustins liv og værk, "Åter till Gud", 1994, ikke at forglemme) et europæisk udsyn, der nok kan forbløffe en gammel dansk landsbypræst.
Listen over hans værker er lang. Braw er salmedigter og videnskabsmand, cf. den store disputats "Bücher im Staube", Leiden 1986. Nostalgisk mindes jeg selv ham bedst som den inspirerende leder af de desværre kun kortlivede åbne sammenkomster på Hjelmserydstiftelsen midt i Smålands skønne skov- og sølandskab.
Anledningen til dette lille tilbageblik er imidlertid ikke at skrive en mindeartikel. Christian Braw er stadig i fuld vigør. Derimod skal her gøres opmærksom på det festskrift, som en bred kreds af venner fik samlet i anledning af hans nylige 50-års dag.
"Längs vägen" indeholder et bredt udsnit af hans arbejder fra de sidste år. Emnerne spænder fra klassisk inkarnationsteologi og Augustins historiesyn til modernistisk digtning og kulturkritik (G.H. von Wright og Kaj Hedman). Og indimellem får vi så lange indfølte artikler om den kendte svenske højkirkepræst Fader Gunnar Rosendal og vor hjemlige Henry Ussing, i hvilke man skimter væsentlige influenser for Braws eget kristendomssyn.
Én meget lang afhandling hæver sig imidlertid op over de andre, såvel ved sin grundighed som ved sin kirkelige aktualitet som indlæg i kampen om den rette Lutherforståelse og dermed om et kærnepunkt i ægte evangelisk teologi. Det er afsnittet "In i det heliga – om mystiken hos Johann Gerhard", s.131-74, som skal omtales lidt mere udførligt.
Johann Gerhard (1582-1637), teologiprofessor i Jena, er som bekendt en af den lutherske ortodoksis lærdeste og frommeste mænd, - måske i dette den eneste af vor kirkes mænd, der kan tåle sammenligning med Romerkirkens Thomas Aquino. Gerhards værker læstes også for en del i gode oversættelser i Norden, hvor bl.a. den lærde Holger Rosenkrantz søgte at få ham som professor i theologi ved det nye Sorø Akademi.
Braws afhandling koncentrerer sig dog ikke om Gerhards store værker, men om hans lille "Meditationes sacræ" fra 1606, et i datiden udbredt og yndet opbyggelsesskrift, der forbavser ved sin koncentration om, hvad der for vore lutherske fædre var en selvfølgelighed, men som nu må siges at være "en glemt dimension" indenfor en historieløs kirke, nemlig sammenhængen med Oldkirkens teologiske traditioner, spec. naturligvis med Augustins trinitariske gudsbillede, antropologi, soteriologi og ekklesiologi.
Karakteristisk for mennesket er således dets naturlige stræben opad mod Gud. Ja, Gerhard kan bestemme hele tilværelsen som "ett utflöde och ett återvändende till Gud", s.137. Vi møder også her den kendte augustinske modstilling af "uti" og "frui", at vi nok må bruge af verdens goder, men alene for at få del i det sande gode, Gud selv. Der kundgør sig i dette et augustinsk værenshierarki, - dog med det nye, at Djævelen og det onde har "fått en personlighed och konkretion, som man sällan möter hos Augustinus och de medeltida mystikerna", s.138.
Noget tilsvarende gælder Gerhards betragtninger over Kristi frelsergerning som læreren og forbilledet, men dog først og fremmest som "lægen", hvis blod er lægemidlet, og hvis ydmyge lidelse er vor forsoning, det meritum, der er Guds forbarmelse over os. Rækken af augustinske formuleringer og motiver er lang, selvom hovedsagen for Gerhard på god evangelisk vis er at fremholde Reformationens centrale budskab om nådens primat. Dette gælder også Gerhards lære om kirken som Kristi legeme og brud, - og med Gudsmoderen, jomfru Maria som dens forbillede. I pagt med den gamle kirke er også betoningen af nadverens forvandlende kraft.
Vi møder her vore lutherske fædres kærlighed til og indlevelse i Oldkirken, hvad der understreges ved disse fromme betragtningers 44 augustincitater mod kun 8 af Luther. Igen og igen slår Augustins forkyndelse igennem. Den store Afrikaner var jo "Reformationens och ortodoxiens främsta teologiska auktoritet", s.152, hvad der kan være nok så opmuntrende for en gammel augustiner. Mere væsentligt er dog dette, at Braws dybtgående analyse er med til at godtgøre, hvor lidt hold der er i det populære dogme, "att den städigste lutherska renlärighet skulle stå i konflikt med medeltidens arv av fornkyrklig, augustinsk och passionspräglad fromhet", s.161.
Luther og hans venner ville ikke nogen overfor god gammel tradition ligegyldig kirke, - underlagt staten eller et bekendelsesindifferent "demokrati". Vejen frem må samtidig være vejen tilbage!
Publiceret 150200