anmeldt af dr. theol. h.c. Helge Haystrup
- nyt Odense-projekt om Brorsons salmer.
Som bekendt har filosofien siden Platon og Augustin i høj grad beskæftiget sig med vor oplevelse af det skønne. Ganske svarende til den klassiske definition af filosofi så man skønheden i sin fylde koncentreret i den højeste, transcendente visdom, Gud.Længslen mod det skønne, der samtidig var det gode og det sandt værende, blev derved til en længsel efter en forening med Gud, som man først erkendte var umulig for det grove flertal af menneskene, og senere forstod var en vej, der p.g.a. arvesynden var spærret for os alle, hvorfor man med iver og glæde tog imod, - ikke alle mulige former for frelse eller helligskrift, men det eksklusive budskab, der lød fra den kristne Kirke, og som var uopløseligt forbundet med Jesus Kristus og Den hellige Skrift, hvis centrum han var.
Derfor kredsede kunsten i Middelalderen fremfor alt omkring Bibelens beretninger og de vældige begivenheder, der mødte en i den kristne trosbekendelse. Samme syn møder os hos Reformationens fædre, fx. hos Martin Luther. Derfor forblev vore middelalderlige kalkmalerier nogenlunde uantastet, side om side med nye bibelske billeder (som i Bøstrup Kirke på Nordlangeland) og - svarende til adelens magt over sognekirkerne - nye, verdslige udsmykninger.
Oplevelsen af det sandt skønne, Gud, resp. den kristne gudstjeneste, var i høj grad medvirkende til de forskellige kunstgenrers udvikling. Det gælder ikke blot indenfor maleri, men også i musik, digtekunst og den retorik, der var et værdifuldt hjælpemiddel til at gøre den kristne prædiken til en pil, der ikke forfejlede sit mål, at føre menneskene til Gud.
Det er faktisk først med den religiøst og filosofisk så blufærdige Kants "Kritik der Urteilskraft" fra 1790, den filosofiske æstetik væsentlig finder det skønne i naturen for senere at fortætte sig i kunst og musik, resp. selve den psykologiske oplevelse af det skønne, således som man kan se det i D. Favrholdts "Æstetik og filosofi" fra 2000.
Hvor vor store digtekunstner, der som ingen i sin samtid forstod sprogets muligheder, Hans Adolph Brorson, 1694-1764, hører hjemme på denne filosofiske udviklingslinie, er evident. Det er sproget, der er hans redskab, og det benytter han så virtuost, at selv den store Paul Gerhardts tyske salmer fremtræder væsentligt forskønnede i Brorsons oversættelser til et dansk, der giver dem snart en særlig djærv, snart en mere folkelig eller hjertelig tone.
Det er netop Brorson som det sproglige udtryks mester, vi møder i Anne Marie Petersens smalle, men dog så fyldige og fine bog. Hendes ærinde er Brorsons egne, originale salmer, som de foreligger i "Nogle Jule-Psalmer" 1732, "Troens rare Klenodie" 1739 og den posthumt udgivne "Svane-Sang" 1765.
Det er en bog, der er skrevet udfra det engagement, som med Heidegger og Sartre på ny erkendes som nødvendigt i filosofien, og den er resultatet af en intens - man fristes til at sige Gadamer'sk - beskæftigelse med de enkelte salmers tekst, hvad der gør læsningen til en rig oplevelse, ikke mindst for mentalitetshistorikeren, der ønsker at erkende dansk kultur i dens bredde og uden at være hildet i den gymnasiale historieundervisnings hjertegribende ensidigheder.
Anne Marie Petersen lader os møde de så forskellige stilmønstre i Brorsons salmer, lige fra den klassiske kirkekoral til den dialogiske rokokoarie, som vi opdager egnede sig fortræffeligt til at skildre den enkelte kristensjæls gudsforhold. Ariens epokale individualisering er her dog ment mere som supplement, resp. variation, end som afløsning. De nævnte stilmønstre lever side om side hos den store digter og æstet.
Af bogens litterære analyser skal fremhæves gennemgangen af den meditative "Mit hjerte altid vanker", af adventsalmen "Fryd dig, du Kristi brud", som et vidnesbyrd om, at Reformationen - og i dens kølvand den pietistiske fromhed - ikke afskaffede værdifulde oldkristne og middelalderlige motiver, og endelig af titelsalmen "Her vil ties, her vil bies" som ex. på den gamle Brorsons dialog-arier.
Her er mystik og eskatologi, længsel efter forening med Gud, men også djærv og veloplagt omvendelsesforkyndelse, bl.a. i "Svanesangen"'s såkaldte Lissabonsalmer, der sammen med Brorsons lange digt "Af Lissabons ynkelige Undergang ved Jordskælv den 1. November 1755" godtgør vor gamle Ribebiskops internationale horisont.
Vi, der er så vante til at se det berømte jordskælv som den store cæsur i filosofihistorien mellem den Leibniz'ske theodicé for den kristne gudstro og Voltaires senere beske spot over Leibniz i "Candide", som om Lissabons ødelæggelse endelig åbnede folks øjne for, hvordan det virkelig står til; det er jo, hvad den ideologiske undervisning stadig forkynder for uvidende og åndeligt rodløse studerende ved vore universiteter. Brorsons digte viser imidlertid, hvordan Lissabon med samme ret kan forstås som et kald til alvorlig omvendelse fra religiøs ligegyldighed og ubekymret synd udfra tåbens tro på, at det går nok. I klarhed over, at der skal skarp lud til skurvede hoveder, optræder vor store digter med en barsk ligefremhed: Lissabon blev for ham som for mange i tiden netop det store motiv til omvendelse til inderlig Kristustro!
Hvad vi så smart kalder "Oplysningstiden", var knap så entydig, som den ofte bliver gjort til, - ligesom "oplysning", illuminatio, jo forudsætter, at der er en, der oplyser os, at den altså sker ovenfra!
Anne Marie Petersens bog sætter mange tanker i gang. Så kan man nok anke over historiske unøjagtigheder i perlens anløbne "indfatning". Det gælder fejlsynet på Reformationen som et fuldstændigt kirkebrud, desuden den alt for statiske opfattelse af den lutherske orthodoksis fromhed og affærdigelsen af vor lille, flittige kong Christian VI som pragtelskende, pietistisk og på afstand af sit folk. De talrige sociale tiltag under hans regering, skoler, konfirmation, fattigforsorg, hospitaler, børnehjem m.v. taler dog et ganske andet sprog, ligesom den lærde dr. Lars Henningsens beretning i "Grænseforeningens årbog 2000" om kongens stadige rejser rundt i sine riger. Her holdt han overalt "øjne og ører åbne for at øve ret, mønstre hær og fæstninger, men også hjælpe nødlidende." Den lille samvittighedsfulde monark fortjener et bedre eftermæle!
Men alt dette er kun udenværker. Anne Marie Petersen har med sine fornemme analyser af Brorsons originale salmer forstået at engagere sin læsers følelser og forstand og ugendriveligt påvist ikke blot skævheden i den traditionelle filosofihistories opfattelse af "Oplysningstiden", samt hvor nødvendigt studiet af Pietismen er for religionsfilosofiens forståelse af brud og sammenhæng i kristen fromhed.
Først og sidst vil fremtidig intet arbejde om dansk æstetik med rolig samvittighed kunne forbigå denne række af kyndige salmeanalyser og dermed vor store salmedigter som digtekunstens og det gennemtænkte sproglige udtryks uovertrufne, man fristes til at sige raffinerede mester.
Ikke mindst af denne grund skal Anne Marie Petersen have tak for sin lille perle af en bog. Det er en salmeanalytisk og æstetisk bedrift.
Publiceret 021001