anmeldt af dr. theol. h.c. Helge Haystrup
Rudolf Bultmann, - den kristne Kirkes beskedne, men hårdnakket mod den enkelte sigtende forsvarer.
Lad det være sagt uden forbehold: Det er en spændende, ja fremragende bog, Knud Rendtorff her har begået. Det er simpelthen bogen på dansk om den berømte Marburgerprofessor i Ny Testamente Rudolf Bultmann, hans liv og hans teologi, hvormed han på afgørende vis prægede bl.a. Martin Heideggers eksistensanalyser og Hans-Georg Gadamers filosofiske hermeneutik, hvorved Bultmann blev et moderne eksempel på teologiens eksemplariske betydning.Rendtorffs bog ville nok af samme grund have irriteret filosofiens ukronede konge, den lille, men så store Königsberger Immanuel Kant, der som bekendt fra sin pietistiske opdragelse havde megen mistillid til teologiens videnskabelige karakter, resp. kristentroens rationalitet. Den skulle være en sag for hjertet og dermed beskedent holde sig indenfor følelseslivets og de ubeviselige postulaters gebet, hvad der gav vor selvbevidste filosof mulighed for i sit skrift fra 1798 om "Der Streit der Fakultäten" uden skrupler at lade filosofien indtage teologiens gamle hævdvundne plads som det fornemste fakultet. Menneskets gudsforhold, dets forhold til Guds åbenbaring i Kristus og i Den hellige Skrift degraderedes derved til udelukkende at være et spørgsmål om from granskning og modtagelse uden at være ledsaget af omhyggelig videnskabelig udforskning.
At en rodløs ateisme greb dette synspunkt med iver, er forståeligt, og i løbet af det følgende århundrede oplevede man da også, hvordan teologien som samlende, overordnet videnskab forsvandt fra de nye universiteter, der villigt prisgav deres "universitas" til fordel for en række selvstændige "fagskoler".
Denne udvikling er så meget mere sørgelig, som teologiens historie også efter vor store, lille tænker har været særdeles glorværdig, - også som inspiration for megen anden forskning! Det er således en kendt sag, at Bibelens enestående stilling som den kristne Kirkes Helligskrift gav stødet til indgående undersøgelser af Skriftens historiske ufejlbarhed, og empirisk granskning af dens historiske kontekst, hvad der gav stødet til den moderne kritiske historieforskning. På lignende vis forholder det sig med udviklingen af den filosofiske hermeneutik. Igen må vi tilbage til teologernes syn på Den hellige Skrift som det enestående vidnesbyrd om troen, hvorved den rette forståelse af Bibelen blev af afgørende betydning for menneskets frelse, hvad der kastede teologerne ud i overvejelser over, hvordan vi bedst forstår og videregiver dens budskab og beretninger. Moderne hermenutik fra Dilthey til Gadamer vedkender sig da også beredvilligt inspirationen fra kirkefaderen Augustins "De doctrina christiana" og den preussiske præst og professor Fr. Schleiermachers skrifter.
Som bekendt vrimlede det i det 19. årh.'s første halvdel med mere eller mindre embryonale udkast til en udviklingslære og det indenfor de forskelligste gebeter lige fra astronomi, geologi, biologi og filosofi til litteraturvidenskab og historie. Den første, der udfra en række forud fastlagte principper påviste en empirisk konstaterbar åndelig udvikling, var imidlertid den geniale teolog, senere kardinal J.H. Newman, hvis "Essay on the Development of Christian Doctrine" udkom 1845 og vakte en så enorm opsigt i samtiden, at det næppe kan være forkert at formode, at den tidligere teologistuderende Charles Darwin har kendt det og ladet sig inspirere deraf til - som en art modtræk (?) - at fremlægge sine palæzoologiske iagttagelser i "Arternes Oprindelse" fra 1859. Man bør vel i samme sammenhæng nævne, hvordan den europæiske eksistensfilosofi er utænkelig uden vor Søren Kierkegaards værker. Og studiet af Kierkegaard satte sig da også spor i Bultmanns eksegese, bl.a. som en klarhed over umuligheden af at tale om Gud i vort af modsætningen mellem subjekt og objekt prægede dagligsprog, men dog allermest i fastholdelsen af det kristne budskab som den eksistentielle afsløring af vor angst og fortvivlelse, - og dermed som vor eneste mulighed for en autentisk selvforståelse. Også bag Bultmanns bedst kendte og ejendommeligt nok mest kontroversielle projekt: fordringen fra 1943 om en "Afmytologisering af det kristne budskab" ligger der i øvrigt inspirationer fra dansk teologi.
Og som teologien i det foregående årh. i høj grad har været igangsættende og inspirerende, hævder den stadig ikke mindst takket være Rudolf Bultmann ærefuldt sin naturlige plads blandt "Fakulteterne". Et af de bedste beviser derpå er netop hans eksegetiske og principielle teologiske gennemtænkninger. Vi møder her en levende og æggende teologi, og den gensidige påvirkning viste sig meget frugtbar, selvom Bultmann ikke var nogen kritikløs overtager endsige beundrer af Heidegger, hvis holdning til Nazisme, kristen etik og velanstændighed måtte støde den klassisk dannede præstesøn fra det nok noget altmodiske Oldenburg. For Heidegger var dannelse i denne hans selvpromoverende folkeligheds periode som bekendt noget ganske ligegyldigt i sammenligning med "Hitlers vidunderlige hænder", den nye handlingens tid, s.104, note 4.
Ved at lade så mange af sine kapitler tage afsæt i Verdenskrigens begejstrede nationalisme og efterfølgende depression, i 20-ernes sociale og politiske uro og i den frembrydende og sejrende nazismes forbrydelser mod Guds bud og menneskelig retsbevidsthed giver Rendtorff samtidig et fint, om end noget kalejdoskopisk billede af Bultmanns egen udvikling og teologiske arbejde, stadig udsat for mistænkeliggørelse og angiveri som uafhængig forsker og bekendende kristen. At nogle af hans betydeligste arbejder er blevet til under et sådant stadigt nervepres, er i sandhed imponerende.
I tilgift giver Rendtorff os i sit 7. kapitel et udmærket referat af Heideggers hovedværk fra 1927 "Sein und Zeit" med de epokegørende analyser af menneskets eksistens, som vor forfatter vist noget for beskedent lader Bultmann, om end ikke ukritisk, overtage som "det medium, der kunne formidle kristendommens budskab til det moderne menneske", s.88.
Netop dette var jo livet igennem en hovedsag for Bultmann, hvis "afmytologisering", som man kan se af hans prædikener, mindst af alt skulle være en teologisk specialitet til at slå gammeldags troende i hovedet med, men derimod som nødvendig til at åbne en moderne "videnskabelig" mentalitet for det egentlige i det kristne budskab.
Indtrykket, vi fik af Bultmann, da han for et halvt hundrede år siden forelæste i København, var netop af et menneske, der i nazismens onde år havde holdt en uheroisk lav profil og søgt upolitisk at gøre dagens arbejde, venligt, hjælpsomt overfor den enkelte, i dyb foragt for nazismens massehysteri og med hjertet vendt mod Kristi kors som vor eneste frelse og den absolutte sandhed, - om end med en vis distance til, hvad Rendtorff noget udifferentieret kalder Bekendelseskirkens "neo-ortodokse".
Det er måske denne lidt affejende overlegenhed overfor de gammelkirkeliges brogede skare, der s.123 lader Rendtorff "glemme" den evangeliske Kirkes af min sønderjyske landsmand Hans Asmussen fra Flensborg formulerede "Stuttgarter Schuldbekenntnis" fra oktober 1945?
Man ærgrer sig langs henad vejen over den samme snæverhed, der i kap.1 forbigår Bultmanns glæde over vor Henrik Scharlings jævne klassiker "Ved juletid i Nøddebo præstegård", ligesom Rendtorff ved end ikke at nævne gedigne forskere som Martin Dibelius giver os det forkerte indtryk, at der ikke var andre væsentlige bidrag til Ny Testamentes formhistorie end Bultmanns. Man ventede også i kap. 9 at finde Bultmanns ejendommelige (tidsbetingede?) værdsættelse af den gnostiske døbersekt Mandæismen som en fortsættelse af urkristendommen. Og vist betones i kap. 10 Bultmanns fordring om en afmytologisering som aktualiseret af Hitlers og Rosenbergs dæmoniske mytologier og motiveret ved ønsket om at tilpasse den kristne forkyndelse til "det moderne verdensbillede"; men herved overses, at det i vor tid vrimler med mere eller mindre videnskabeligt funderede, resp. postulerede verdensbilleder.
Disse indvendinger er dog kun småting i sammenligning med den forbilledlige klarhed, hvormed det lykkes for Rendtorff af fremlægge Bultmanns væsentlige intentioner. Og det er jo herudfra, den fortræffelige bog skal bedømmes, så vi får klarhed over Bultmanns overbevisning om, hvorledes en bestemt antropologisk forudforståelse er mulighedsbetingelsen også for, at det moderne menneske kan høre, resp. tilegne sig det kristne budskab. En fængslende variation af Ny Testamentes evige tema: Loven og Evangeliet! Derfor skal denne anmeldelse slutte med en tak for en bog, der bør finde plads på alle filosoffer og teologers bord!
Publiceret 021001