Anmeldt af stud. fil. K. Holt.

Ernst Cassirer (1874-1945) hører ikke til den gruppe af filosoffer fra det 20. årh. som forefindes i pensum på de filosofiske institutter. Men ikke desto mindre kan der spores en fornyet interesse hvad angår Cassirer. Det her omtalte værk er således det 3. som udkommer i dansk oversættelse ( Om kulturvidenskabernes logik og De symbolske formers filosofi ) og tidsskrifterne Slagmark og Philosophia har i løbet af 90'erne udgivet temanumre med Cassirer.

Ernst Cassirer tilhørte den såkaldte neokantianske Marburgerskole og fik sin dissertation hos Cohen og Natorp. Det fællestræk som ligger til grund for betegnelsen neokantianisme er den kritiske filosofis erkendelseskritik. Neokantianerne stod i opposition til både hegelianere og positivister. Som modtræk til idealistisk metafysik og ukritisk empiri stod derfor at vende tilbage til den kantianske kritik. Men hvor størstedelen af neokantianerne i dag er glemte eller uinteressante har Cassirers filosofi været i stand til med mellemrum at gøre sig gældende. Og sådan forholder det sig også i dag. Cassirers områder var videnskabsteorien og kulturfilosofi. Kulturfilosofi er for Cassirer menneskelig virksomhed. Dvs. både naturvidenskab men også religion, sprog, kunst, historie etc. Det massive hovedværk Philosophie der symbolischen Formen (der er her ikke tale om samme værk som på dansk er udkommet under titlen De symbolske formers filosofi) udkommer i tre bind, hvis emner afspejler den menneskelige kultur; Die Sprache (1923), Das mytische Denken (1925) og Phänomenologie der Erkenntnis (1929). Det her foreliggende værk kan betragtes som en indføring i Cassirers hovedværk. Cassirer kalder den en forklaring og tydeliggørelse af hans teori, men ønsker man bevisførelse og mere dybdegående analyser må man gå til hovedværket.

Cassirers værk falder i to hovedafsnit som benævnes henholdsvis Hvad er mennesket? og Mennesket og kulturen. Vi har altså først en filosofisk antropologi, som vil væsensbestemme mennesket og dernæst en antropologisk filosofi, som vil betragte de af mennesket skabte strukturer. Hvad er mennesket, er et spørgsmål som er så gammelt som filosofien selv. Men har vi nået et endegyldigt svar på spørgsmålet? Cassirer følger den idehistoriske udvikling og finder at svaret betinges af hvad der leder tænkningen; metafysik (Platon, Stoicisme), teologi (Augustin), matematik (Descartes, Spinoza) eller biologi (Darwin, Freud). Perspektivernes antal forøges med videnskabernes forgrening og i den moderne verden forøges svarantallet ligeledes. Det specifikt menneskelige, den væsensbestemmende egenskab ved mennesket findes afgøres ikke ved empiri.

I sit svar tyer Cassirer til biologen Johannes von Uexkülls funktionscirkel. Alle organismer, siger Uexküll, er ikke blot tilpasset (angepasst) men derimod indpasset (eingepasst) i sit miljø. Desuden besidder alle organismer et modtage- og et udøvesystem til at modtage og reagere på stimuli. Disse udgør tilsammen organismens funktionscirkel og denne cirkel udgør organismens verden. Uexkülls tese er med andre ord en slags fænomenalisme. Cassirers påstand lyder derefter at mennesket adskiller sig fra andre dyr ved ikke blot kvantitativt at have en større funktionscirkel, men tilmed kvalitativt, da mennesket mellem modtagesystemet og udøvesystemet besidder et tredje system, som er særegent for mennesket, nemlig det symbolske system. Det betyder at menneskets verden indeholder en virkelighedsdimension, den symbolske, som ikke er til stede hos andre dyr. Mennesket reagerer ikke umiddelbart på ydre stimuli, men overvejer sin reaktion, forhaler sin reaktion. "Den fysiske verden synes at vige proportionalt med menneskets øgede symbolske virksomhed" (p. 42). Cassirer kan derfor definere mennesket som et animal symbolicum, et symbolsk eller symbolskabende dyr. Uden symboler, siger Cassirer, ville menneskets liv være som Platons berømte fanger i hulen. Lukket inde bag snævre grænser, som betinges af fysiologiske eller praktiske interesser. I stedet har mennesket fået tilgang til et nyt symbolsk univers, hvori det har fået adgang til religion, kunst, filosofi og videnskab.

Men definitionen af mennesket som et animal symbolicum er for Cassirer ikke en substantiel definition. Menneskets afgørende karaktertræk er ikke et metafysisk træk, men derimod dets arbejde, dets virksomhed. Menneskets kultur kommer i søgelyset. Sprog, myte, religion, kunst, historie og videnskab er strukturelle størrelser, som undersøges i bogens anden del. En veritabel tour de force gennemløbes og man fornemmer at de små 200 sider er et sammenkog af tre-bindsværket Philosophie der symbolischen Formen.

I menneskets kulturelle virksomhed finder Cassirer to grundtendenser, reproduktion og nyskabelse. Disse bestemmer visse former i den kulturelle virksomhed f.eks. hvorvidt kunsten skal være mimetisk (efterlignende) eller ekspressiv. I myten eller religionen er de konserverende kræfter stærke. I sproget er reproduktionen tillige meget vigtigt, da kommunikation må forudsætte en vis stabilitet og kontinuitet. Men sproget ændres dog fra generation til generation. En nyskabelse som er nødvendig for ungdommen for at kunne forstå sig selv. Sådan kan Cassirer i de forskellige kulturelle virksomheder finde de to kræfter side om side, i kamp med hinanden.

Menneskets kultur er ifølge Cassirer udtryk for en fremadskridende selvbefrielse. De forskellige former for kultur er alle udtryk for menneskets forsøg på at skabe en ideal verden. Men de forskellige former strider mod hinanden. Myten og videnskaben har svært ved at enes om ret meget. Men denne dissonans som de kulturelle forekomster fremviser, er under en anden synsvinkel dog i harmoni, da de viser nye sider af mennesket. Med et gammelt ord af Heraklit slutter Cassirer; "Mennesket forstår ikke, hvordan det der er i indre strid, kan stemme overens med sig selv - harmoni i det modsætningsfyldte, som buen og lyren".

Fra Viggo Brøndal, til Goethe og Helmholtz skifter vi let og elegant. En encyklopædisk viden som den der fremvises i dette værk skal tøjles for ikke at tage magten fra forfatteren. Cassirer klarer det, men som sagt er det formentlig et sammenkog af et større og mere detaljeret værk. Man kunne dog i den forbindelse ønske sig et register i bogen. Jeg kan klart anbefale bogen til den som interesserer sig for kulturfilosofi. Med sit meget vidende væsen og lettilgængelige stil er Cassirer et bekendtskab værdigt. Og i den forbindelse kunne man ønske sig mere oversat af Cassirer, specielt den anden side af hans forfatterskab, som ifølge den gamle professor J. Witt-Hansen er århundredets største bidrag til moderne videnskabteori.

Publiceret 100401