anmeldt af Karsten Holt
Charles Taylor er ikke et navn der vækker samme genklang som andre nulevende internationale filosoffer som Habermas, Derrida eller Nagel. Det kan denne bog fra Århus-forlaget Philosophia forhåbentlig ændre, for Taylor er absolut værd at stifte bekendtskab med.
Taylor er født i den Canadiske fransktalende provins Quebec i 1931, men er selv engelsksproget. Han er uddannet historiker i Canada, men har senere erhvervet sig både Master- og D.Phil.- grad i filosofi fra Oxford. Vi har at gøre med en mand som ikke lader sig indskrænke af traditionelle grænser, men afsøger og overskrider dem. Og dette viser sig i en filosofi, som ikke kan beskrives med den vanlige terminologi og dens forskel mellem angelsaksisk- og kontinental-filosofiske traditioner. Som uddannet i Oxford er der en sprogfilosofisk interesse med reference til Wittgenstein, mens der på den anden side er en historisk indflydelse, der viser sig med referencer til Hegel og Humboldt.
Og netop Hegel er den mest indflydelsesrige tænker på Charles Taylors værk. To værker om Hegel er det blevet til, monografien Hegel og senere den mere tilgængelige Hegel and Modern Society, bøger som en passant, begge har medvirket til den Hegel-revival som de engelsksprogede lande har oplevet de seneste 20 år.
Men Hegels indflydelse viser sig mere direkte i Taylors værk end blot som en historisk interesse, idet Taylors fokus har været begrebet ’modernitet’ og individets placering i det moderne samfund. Hegels opfattelse af virkeligheden som historisk formidlet, de forskellige historiske epokers udvikling og opbrud, og endelig den moderne tid som subjektivitetens virkeliggørelse er forudsætninger som Taylor er enig i og i kraft af hvilke han udvikler sit ’program’ om modernitetens ubehag; ”Dette er så de tre kilder til ubehag, jeg vil forholde mig til i denne bog. Den første angår det, vi kan kalde meningstab i og med de moralske horisonters opløsning. Den anden vedrører endemålenes forsvinden bag en grasserende instrumentel fornuft. Og den tredje handler om et tab af frihed”(p. 68). Vi har hermed nævnt den akse som Taylors filosofi drejer sig om i herværende bog og tillige i hans hovedværk Sources of the Self, nemlig relationen mellem modernitet, mening og moral.
Individualismen betragtes gerne som en af modernismens ypperste resultater. Det moderne menneske er et menneske, som ved egen fornuftig vilje kan tilslutte eller afvise idealer. Oplysningens ideal om at gøre sig fri af fordomme og overtro består den dag i dag som et politisk og retsligt ideal; vi er frie fornuftige mennesker som er ansvarlige for vor egne handlinger. Men denne frigørelse har også en negativ effekt, idet mennesket i sin absolutte frihed ikke er placeret i en entydig orden. Svundne tiders sociale orden, f.eks. en feudal samfundsstruktur eller blot familiemønstre som kernefamilien, har ikke nogen absolut værdi og kan derfor brydes med den altoverskyggende individuelle frihed. Men selv om de givne ordner ikke kan tillægges den absolutte værdi som de havde i en fjern fortid, havde de dengang en anden betydning, nemlig som en fast meningshorisont der kunne give det enkelte individ mening og den affortryllelse af verden som moderniteten bevirker, medfører en rodløshed for det enkelte individ. Det bliver dermed op til det enkelte individ at skabe et meningsfuldt liv og konsekvensen af dette bliver et indskrænket perspektiv, hvilket specielt ungdommen har fået at vide utallige gange indenfor de sidste 20 år, med etiketter som ’jeg-generationen’, ’narcissisme’ eller blot ’egocentreret’ påklistret, alle karakteristikker vis konsekvens er en omsiggribende relativisme og meningstab.
Løsningsforslagene til denne moderne syge har gerne været ukritisk ’lovsang’ eller bombastisk ’dommedagsprofeti’. Og som den gode hegelianer Taylor er, nægter han naturligvis at bekende sig til den ene eller anden af de to yderpunkter, for i stedet at forsøge en dialektisk ophævelse af de to. En ophævelse som består i en revurdering af subjektets rolle som Taylor kalder autenticitetens etik.
Autenticitetens etik har sin rod hos Rousseau og Herder og er hvad vi i dag kan kalde selvrealisering, dvs. udforske og udforme vort selv på kritisk facon. En sådan selvrealisering kan udarte sig i dysfunktionelle retninger, enten i en social atomisme hvor det enkelte individ bliver endemålet og de mellemmenneskelige relationer instrumentaliseres, eller det kan resultere i en radikal antropocentrisme, hvor relationen til traditionen, historien, samfundet, naturen el.lign. afskæres og individets rodløshed accentueres. Det er hvad der forekommer i det moderne samfund, men Taylor finder at den virkelige autenticitetens etik må bygge på to ontologiske betingelser for selvet, nemlig dets grundlæggende dialogiske karakter som bevirker at mennesket ikke er monologisk, men tværtimod har de ’betydningsfulde andre’ – et begreb Taylor låner fra G.H. Mead – en konstitutionel betydning for selvet. Desuden er behovet for anerkendelse – som vi ved fra Hegel – af en sådan karakter at de mellemmenneskelige relationer ikke er vilkårlige, men tværtimod ligeledes konstituerende for det enkelte individ.
Det er vigtigt at påpege at Taylor ikke har én modgift til den moderne syge, men netop konstaterer at moderniteten er karakteriseret ved ’tabet af den store fortælling’, som det fra fransk side kaldes, eller et fragmenteret verdensbillede. Der kan derfor ikke gives ét entydigt svar som løsning, men tværtimod forudsættes en perspektivisme. Men hvad man kan sige er, at subjektet ikke besidder den konstitutionelle frihed som social konstruktivister og relativister påstår, men derimod altid er situeret i givne relationer. Dette kan kaldes, ’livsverden’, ’horisont’ el.lign., blot skal det pointeres at subjektet er situeret i en nødvendig relation til historien, andre subjekter etc. Dette fører til en kritik af den altomgribende ny-liberalisme som synes at være den eneste vinder af ’tabet af de store fortællinger’. Ny-liberalismens påberåbelse af det enkelte individs absolutte frihed kan Taylor indskrænke til kun at gælde for visse områder, og individets absolutte frihed betvivles og en revurdering af ny-liberalistiske fyord som solidaritet, fællesskab og anerkendelse kan igen gives en plads i en filosofi, som afviser et atomistisk menneskesyn.
På lignende måde er Taylor en kritisk part i diskussionen om kapitalismens endegyldige sejr i den ideologiske debat. Kapitalismen med dets uforbeholdne instrumentalistiske rationale, der viser sig i de evindelige cost-benefit beregninger, som selv krige bliver betragtet fra i dag. Den i skrivende stund igangværende 2. Irakkrig legitimeres i kraft af en minimalt tabstal – eller sådan lød tidlige argumenter, virkeligheden har sidenhen overtrumfet ideen om den ’retfærdige rene krig’.
Den instrumentelle fornuft viser også sit ansigt i den økonomiske sprogbrug med begreber som human resources eller etiske regnskaber, som viser den objektivering som det enkelte individ udsættes for.
Charles Taylor er uden tvivl en filosof som kan bidrage med mangt og meget i den danske debat. Der skal derfor lyde en tak til Philosophia og Peer F. Bundgaard for at komme med den første danske oversættelse og til Morten Raffnsøe-Møller for en god og grundig introduktion.
Med sit formidlende syn på verden og dens indbyggere kan Taylor forhåbentlig bidrage til at oplyse den til tider skingre danske debat: ”Men for virkelig at engagere sig i denne mangefacetterede debat er man nødt til at se, hvad der er storslået ved modernitetens kultur, lige såvel som hvad der er afstumpet eller farligt. I analogi med, hvad Pascal sagde om mennesket, kendetegnes moderniteten både ved sin grandeur og ved sin misére. Kun et synspunkt, som omfatter begge disse, kan give os den uforvrængede indsigt i vor epoke som vi behøver for at tage den største udfordring op” (p. 152).
Publiceret 090503