anmeldt af Karsten Holt.

Jaques Derridas notoriske foredrag La differance foreligger nu i en ny oversættelse. Foredraget, som er vidt kendt, citeret, tolket og misforstået, er årsagen til at man på universiteter i det ganske land kan overhøre obskure samtaler af mystisk og esoterisk karakter som; 'pointen med dekonstruktionen er at differencen - med a og ikke e - ...'

Derrida holdt foredraget tilbage i 1968 i Fransk filosofisk selskab, og allerede i 1976 udkom det på dansk i tekstsamlingen Sprog, materialitet, bevidsthed, hvori Differance findes under titlen Forskæl-udsættelse.

Søren Gosvig Olesen har nu oversat foredraget på ny og desuden bidraget med en fyldig indledning, der tillige er en indføring i de vigtigste pointer i Derridas filosofiske univers.

Hvordan er det muligt at holde et foredrag, at tale om et emne, om hvilket man ikke kan ytre sig, da omdrejningspunktet for foredraget er den uhørlige ombytning af 'e' med 'a' i ordet 'differe(a)nce'? Emnet for Derridas fordrag er med andre ord et bogstav, og idet forskellen ikke kan høres må Derrida i sit fordrag påpege, hvorvidt han bruger betydningen af ordet med 'e' eller med 'a'. Det er nødvendigt at artikulere en forskel, som ikke kan høres, men som er tydelig på skrift. Selv om tale og skrift forsøger at artikulere det samme, så er der forskel på hvordan og hvor effektivt det gøres.

Derrida henholder sig her til F. Saussures strukturelle lingvistik, som betragter sproget som et system af tegn, hvilket også gælder for de ikke-fonetiske tegn som f.eks. punktum, komma, mellemrum etc. Det enkelte tegn er dermed ikke noget i sig selv, men konstitueres derimod i kraft af forskellen til andre tegn. Sproget bestemmes dermed af forskel, men hvad er selve forskellen? Forskellen er ikke et noget, det er ikke en genstand eller rettere en substantiel bestemmelse. Et begreb der til tider tys til når det traditionelle filosofiske begrebsapparat ikke kan anvendes, er begrebet spil (jf. Wittgenstein, Gadamer) og sådan også hos Derrida; der er ikke tale om en bestemt forskel, som f.eks. Heideggers ontologiske differens, men derimod et tavst spil, dvs. forskellen driver sit spil, men selve differancen kan man ikke tale om, da "den har hverken eksistens eller essens. Den falder ikke ind under nogen af det værendes kategorier, det være sig nærværende eller fraværende"(s. 51).

Difference kan ikke objektiveres eller defineres og er derfor ikke af substantiel karakter. Det har derfor en vis affinitet med Heideggers føromtalte ontologiske differens. Heidegger forsøger også at påvise noget 'andet' end blot det værende, det som kaldes væren, en ubestemt størrelse. Derridas begreb om difference har som sagt en vis lighed med Heideggers forsøg på at tænke den ontologiske forskel, men Derrida mener dog at distancere sig fra Heidegger: "Det, som skrives difference, er altså bevægelsen af spil, som, gennem noget, der ikke kun er en aktivitet, 'producerer' disse forskelle, disse virkninger af forskelle. Det betyder ikke, at differancen, som producerer disse forskelle, kommer før dem, i en simpel og i sig selv umodificeret, indifferent præsens. Differancen er den ikke-fulde, ikke-simple, 'oprindelse', forskellenes differante og strukturerede oprindelse. Navnet 'oprindelse' passer derfor ikke mere til den"(60). Derrida mener med andre ord at adskille sig fra Heideggers såkaldte 'Ursprungs-filosofi', dvs. en slags tænkningens syndefalds historie. Hvorvidt dette er tilfældet eller ej skal ikke behandles her, men blot påpeges at S. G. Olesen i sin indledning også kort behandler dette emne.

Men hvorfor er det for Derrida så magtpåliggende at påpege forskellens betydning? Den filosofiske tradition siden Platon byder at filosoffen skal søge identitet, groft sagt forsøge at afgrænse ting fra hinanden, dvs. identificere ting som ting i sig selv. For Platon var de ideale størrelser og den ideale erkendelse defineret i kraft af enheder der forbliver identiske i tid. Og i samme tråd fortsatte filosofien med at søge identiteten.

Fra og med Derridas store forbilleder, Nietzsche og ikke mindst Heidegger, påbegyndes et opgør med metafysikken og den omtalte identitetstænkning, idet identitetstænkning betragtes som beherskelsestænkning. Det er dette opgør som Derrida fortsætter, ved i stedet for at fokusere på det identiske retter han sin opmærksomhed på forskellen, den direkte opposition til identitet. Men ikke blot for at være kontrær og derved undgå de beherskelsestendenser der findes i identitetstænkningen, men fordi Derrida mener at han ved forsøgsvis at karakterisere differance tillige karakteriserer en filosofisk epoke. En epoke som skal dekonstrueres, eller som mester Heidegger kalder det, destrueres, så vi står tilbage ved begyndelsen. Og ved begyndelsen står Heraklit, en navn som forbillederne Nietzsche og Heidegger falder tilbage til, og som Derrida, en passant, også henviser til i den efterfølgende diskussion.

Ud over selve foredraget og S. Gosvig Olesens indledning, indeholder bogen også den oprindelige diskussion som fandt sted umiddelbart efter foredraget. 7 personer tager ordet og måske var der ikke flere tilstede til dette, trods alt bemærkelsesværdige, foredrag. Og diskussionen er sine steder oplysende og underholdende, som når Lucian Goldmann kalder Derridas tænkning for marxistisk, en påstand Derrida ikke kan forlige sig med.

Desuden medfølger sidst i bogen foredragets manchet, dvs. det opslag, som oplyste om foredragets indhold. En ganske kort tekst, 2 sider, hvori Derrida forsøger at forklare sit emne.

Desuagtet de to korte teksters til tider underholdende karakter, virker de på denne læser som overflødige. De er formentlig, uden dog at kende publikationspolitikken på Det lille Forlag, medtaget i bogen for at give bogen flere sider og dermed at kunne hæve bogens pris. Foredraget har en længde på ca. 40 sider og det samme gør sig gældende for S. G. Olesens indledning. At tage 112 kr. for 80 sider har nok været uantageligt for forlaget, og man har derfor medtaget de to øvrige tekster. Man kunne i stedet have ønsket sig en anden, men desto mere informativ, tekst i bogen. Det er naturligvis svært at diskutere forlagenes udgivelsespolitik uden at kende dem, men til tider virker de ærligt talt ikke særlige fornuftige.

Som Heidegger forsøger Derrida at distancere sig fra metafysikken. Følgen af dette bliver at den traditionelle metafysiske terminologi ikke anvendes, men i stedet anvendes en terminologi som besværliggør læsningen. Dette kan virke afskrækkende på nye læsere, men man behøver ikke at lade sig afskrække, ligesom man ikke skal afvise hele bogens indhold som det rene sludder, bare fordi man ved første øjekast ikke synes at det hele fremstår klart og distinkt.

Til den tålmodige læser som ønsker at fordybe sig yderligere i Derridas filosofiske overvejelser, har S.G. Olesen været så venlig at lave en litteraturliste bagerst i bogen, som oplyser om tekster af og om Derrida på dansk.

Publiceret 211002