Anmeldt af stud. litt. Dennis Brink.

I Danmark er Umberto Eco ganske vist først og fremmest kendt som romanforfatter, men i virkeligheden udgør de skønlitterære værker kun en meget lille del af det samlede forfatterskab vi har fra denne italienske filosof, æstetikteoretiker, semiotiker, kulturjournalist, essayist og meget mere. Og faktisk kommer Eco oprindeligt fra filosofien. Således afsluttede han i 1954 sine filosofistudier ved universitetet i Bologna med en tesi di laurea om det æstetiske problem hos Thomas Aquinas - og det er mere end 25 år før han debuterer som romanforfatter! Derfor kan man næppe sige om Eco, at han er en forfatter, der pludselig skulle lege filosof, men nok at han er en filosof, der pludselig blev forfatter. Og har man ikke kendt til filosoffen Eco hidtil, så har man rig mulighed for at rette op på denne mangel nu, hvor vi - næsten samtidig - har fået både en præsentation af hans hidtige teoretiske forfatterskab (i Finn Frandsens Umberto Eco og semiotikken), og en oversættelse af hans seneste filosofiske værk (Kant og næbdyret, som anmeldes snarest).

Finn Frandsens udemærkede præsentation af Ecos filosofiske værker er absolut værd at læse. Ambitionen med denne lille bog er, at omfatte og overskue hele Ecos filosofiske forfatterskab fra den æstetikteoretiske bog om Det åbne Kunstværk (1962) til den semiotiske afhandling om Kant og næbdyret (1997). Derfor har den også snarere karakter af en kritisk introduktion end af en egentlig problematisering eller diskussion. Værkerne gennemgås kronologisk og der gøres på oplysende vis rede for indflydelser, modstandere, kritik og selvkritik - alt sammen ud fra en optik, der, med stor pædagogisk effekt, anskuer forfatterskabet som én lang undersøgelse af fortolkningens muligheder og grænser. Dette operative greb har den fordel, at det samtidig angiver en central udviklingslinje i Ecos forfatterskab; hvor den unge Eco i 60'erne og 70'erne således betoner de etablerede og traderede fortolkningers grundlæggende instabilitet og deres deraf følgende foranderlighed (pga. verdens og teksternes iboende åbenhed overfor divergerende fortolkninger), da modificerer den ældre Eco sig selv og taler nu primært om fortolkningens begrænsninger, og om at ikke alle fortolkninger er mulige eller i hvert fald ikke legitime.

Det første større værk, Det åbne kunstværk, er således motiveret af de fortolkningsvanskeligheder de avantgardistiske strategier i værker af f.eks. Joyce eller Stockhausen byder på. Men denne kunstspecifikke åbenhed overfor fortolkningsmuligheder træder hurtigt i baggrunden til fordel for undersøgelsen af en almen semiotisk åbenhed, som er en åbenhed, der vedrører tegnets inderste beskaffenhed, og som derfor kendetegner en hvilken som helst tekst. I moderne lingvistik er det blevet tradition at opfatte tegnet som en dobbelthed af noget betegnende og noget betegnet, af et udtryk og et indhold, og når tegnet så - ifølge Eco - er åbent, er det fordi relationen mellem tegnets to sider (udtryk og indhold) ikke kan opfattes som stabil. Den er ikke givet af tingene selv, men derimod arbitrær og underkastet historisk variabilitet. Inspireret af vores egen Hjelmslev taler Eco derfor hellere om tegnfunktioner. Og tegnfunktionerne opfattes i denne sammenhæng som et foreløbigt resultat af konventionelle og kulturelle 'koder', der fastsætter midlertidige korrelationer mellem udtryk og indhold.

Denne markante konventionalisme og antireferentialisme skal ses i lyset af, hvad Ecos kritik på lidt længere sigt retter sig imod. I overensstemmelse med den generelle tendens i store dele af den franske filosofi siden tredserne, udarbejder Eco således i Den fraværende struktur (1968) en kritik af den "ontologiske fristelse", som han mener løber gennem Lévi-Strauss' strukturalistiske filosofi. Kort fortalt går striden på, om de strukturer vi finder frem til er noget, der er 'givet' i objektet, eller om der er tale om noget der 'sættes' og anvendes (af det erkendende subjekt) for at gøre objektet forståeligt eller funktionelt. Altså, om strukturen er en ontologisk størrelse eller en epistemologisk størrelse. For Eco er den en epistemologisk størrelse; noget der udelukkende har en operativ funktion, nemlig at gøre det muligt at tale om forskellige fænomener på en ensartet måde. Denne operativistiske position udskiftes imidlertid med en substantivistisk position hos Lévi-Strauss, der fristes til at udråbe de modeller, der kan udarbejdes som universelle, og som kan fungere universelt, til at afspejlinge en universel substans. Heroverfor betoner Eco, at den kendsgerning, at et eller andet tillader en bestemt model at fungere, ikke udelukker at det samme et eller andet også tillader andre modeller. Og i så fald kan modellen ikke gøre krav på at have ontologisk status. Den afspejler ikke Væren (men højst et aspekt af væren). Og derfor bør semiotikken ifølge Eco heller ikke forsøge på at identificere Strukturen eller Urkoden, men derimod koncentrere sig om socialt og historisk determinerede koder.

Nu sker der imidlertid det, at efterhånden som der løsnes op for fortolkningsfriheden i det akademiske miljø, så løber den også løbsk. Den franske dekonstruktions amerikanske arvtagere - særligt Rorty - går således ifølge Eco længere i sine læsninger end rimeligt er. Og som reaktion herpå vender Eco sit kritiske skyts mod nye mål. Hvor det før drejede sig om at sprænge de traderede fortolkningsrammer for at åbne op for nye fortolkningsmuligheder, koncentreres opmærksomheden op gennem 90'erne stadig mere på fortolkningens begrænsede muligheder. Og det gør den snarere pga. mistro overfor tiltroen til fortolkningsfriheden end af konservative årsager - i hvert fald hvis man skal tro Frandsens udlægning. Kort fortalt fremhæver Eco nu, at selvom der er mange forskellige netværk vi kan kaste ned over det, der ligger udenfor systemet, så kan systemerne (eller modellerne) ikke bare varieres frit. Der er dog - uanset Frandsens eufemismer - i høj grad også tale om et selvopgør, for også hos Eco har arbitraritets- og konventionstesen tidligere været allieret med en noget overanstrengt kulturrelativisme, der ikke kan sige sig helt fri for at stå I forbindelse med 68'er-erfaringen af, at konventioner er noget der kan laves om.

Ecos mere ædruelige selvmodifikationer tager først og fremmest form i Interpretationens grænser (1990) og i Kant og næbdyret (1997). I sidstnævnte gives fortolkningens grænser ligefrem en ontologisk fundering! Dog er der ikke tale om en ontologi, der i positiv forstand mener at kunne udsige Værens Mening eller Værens Struktur, men nærmere om en slags negativ ontologi, hvor væren udelukkende angiver grænsen for fortolkningsmulighederne. Som Ecos italienske kollega Gianni Vattimo skriver i Jeg tror at jeg tror, så opfatter Eco virkeligheden som en "mur", vi støder på. Væren er i den forstand det Noget, der sætter grænser for vor talefrihed. Med andre ord er det hos den sene Eco altså pga. væren - og ikke (udelukkende) pga. kulturen, konventionerne eller 'koderne' - at fortolkningerne ikke kan varieres frit. Denne revurdering af den tidligere konventionalisme kalder Eco kontraktuel realisme. Og det er ikke en realisme, der forsøger at udelukke fortolkning som sådan; den påpeger blot, at når fortolkning overhovedet er aktuel, er det fordi fortolkningerne har en afgrænset basis, hvorudfra der kan forhandles. At væren sætter grænser for fortolkningen "udgør således ikke en negation af den hermeneutiske aktivitet, men snarere dens betingelse."

- Om Frandsens bog i sin helhed må det siges at være en af dens fordele, at den gør forholdsvis meget ud af Ecos diskussioner med såvel den franske strukturalisme som med den amerikanske dekonstruktion. Selvom fremstillingen af debatten med dekonstruktivisterne er temmelig vag (man mærker at Frandsen mangler både interesse og viden i denne sag), er kontekstualiseringen generelt rimelig god. Bedre fungerer dog den generelle indfaldsvinkel, at se hele Ecos forfatterskab som en undersøgelse af fortolkningens muligheder og grænser. Men alligevel er et alt for stort antal af bogens sider irriterende læsning. Frandsen har det nemlig med at ophobe filologisk information i en grad, der er fuldstændig overdrevet for en introduktion. Ganske vist sørger intentionen om akademiske redelighed - som den megen information om udgaver, oversættelser og udgivelsesår må formodes at være udsprunget af - for, at bogen er fritaget for friskfyragtige overfortolkninger og anden amatøragtig selvpromovering, men den overdrevne hyperkorrekthed som Frandsen forsøger at demonstrere med denne overdimensionerede filologiske dydighed, slår ganske enkelt om i en ubehjælpsom klodsethed. Jeg skal ikke bestride filologiske informationers almene relevans, men jeg vil gerne fritages for at skulle slæbes igennem adskillige sider af den slags i en godt 100 sider lang præsentation af et forfatterskab.

Publiceret 100401