Umberto Eco: Middelalderens æstetik, oversat fra italiensk af Thomas Harder, Forum 2003, 253 sider, 279 kr.
anmeldt af Dennis Meyhoff Brink
At følge professor Eco gennem middelalderen er som at sidde på ryggen af en stor tiger: man mærker straks, at han behersker den skov af symboler, han færdes i. Hans essay om Middelalderens æstetik leverer et imponerende overblik over intet mindre end en 1000-årig periode! – en periode fyldt med visionære forestillinger og forunderlige sammenhænge, som vi, moderne mennesker, efterhånden er blevet fuldstændig fremmede overfor. Samtidig formidles den ofte meget tunge fagkundskab i et veloplagt og tilgængeligt sprog, som gør, at Middelalderens æstetik ikke blot er en usædvanlig velinformeret, men også en usædvanlig velskrevet bog.
En middelalder befriet for klichéer
Som titlen siger, er det den middelalderlige æstetik, der er bogens omdrejningspunkt. Men Eco indskrænker sig ikke til at behandle diskurserne om kunsten og det skønne i snæver forstand. Han læser dem derimod sammen med hele den kultur, de er udsprunget af. Derfor tegner bogen nærmere et billede af den middelalderlige kultur i sin fulde bredde, end af den middelalderlige æstetik i dens specifikke dybde. Undervejs sættes æstetikken eksempelvis i forbindelse med kosmologi, teologi, tegnteori, arkitektur, moral, mystik, samfundsopbygning osv. Det er som sagt en af den slags bøger, der vidner om overblik.
Heldigvis gør Eco undervejs jævnligt op med de indgroede klichéer om middelalderen som en begivenhedsløs, mørk og asketisk tidsalder. I stedet for at fremmane det traditionelle billede af middelalderen, hvor den reduceres til kristen dogmatik og skolastisk bornerthed, åbner Eco for en verden fuld af gådefulde sammenhænge og lærde diskussioner. Og det sker ikke sjældent via drilske bemærkninger om vores egen tid: ”Middelalderens kultur har sans for fornyelse, men den gør sig umage for at skjule den under en dragt af gentagelse (i modsætning til den moderne kultur, der lader, som om den fornyer, selv når den bare gentager gammelt stof).”
Proportionernes æstetik
Middelalderens æstetiske opfindelse par excellence var proportionsæstetikken. Umiddelbart udsprang denne æstetik af middelaldermenneskets iagttagelse af, at når han (for det var altid mænd) fandt noget smukt – det være sig en menneskekrop eller en gotisk katedral – så skyldtes det først og fremmest, at delene i dette hele var symmetrisk og harmonisk proportionerede, og ikke at de var smukke eller betagende hver for sig.
Som Eco viser, har denne æstetik imidlertid dybe rødder i den antikke kosmologi, der beskrev altet som et ordnet, afbalanceret og harmonisk hele. Middelaldermenneskets oplevelse af den velproportionerede genstand som smuk er altså, ifølge Eco, en slags refleks af den antikke kosmologi, som middelalderen forsøgte at fusionere med en kristen verdensanskuelse – et enormt fusionsprojekt, der bl.a. muliggjordes af, at også grækerne anså den kosmiske orden for at være et resultat af dets guddommelige ophav: netop fordi det var skabt af guderne, kunne kosmos ikke være andet end fuldkomment, ordnet og i ligevægt.
I en verden af symboler
Dette udmønter sig i en refleksion, der er karakteristisk for middelalderen: Når det kosmos, vi lever i, er et resultat af en guddommelig skaberkrafts udfoldelse, så må Gud i en vis forstand også være ”tilstede” i alle de skabte ting. Som følge af en sådan refleksion befinder middelaldermennesket sig i en verden befolket af betydninger, henvisninger og dybere meninger. Hvor Gud manifesterer sig i alle ting, taler naturen hele tiden til menneskene – men i et guddommeligt og gådefuldt symbolsprog. I denne verden af symboler (eller allegorier, middelalderen skelnede ikke) bliver naturen et slags alfabet, hvormed Skaberen taler til os om verdens orden; den bliver, med Hugo fra St. Victors ord, ”en bog skrevet af Guds finger”.
I en tidsalder, hvor naturen opleves som én stor guddommelig tekst, som en enorm symbolsk fremstilling af det mystisk-overnaturlige, opfattes kunsten på samme måde. Den gotiske katedral fremstiller således – gennem portalernes statuer, vinduernes billeder og gesimsernes uhyrer – et regulært helhedssyn på mennesket, dets historie og dets forhold til alting. Den udgør en umådelig encyklopædi af sanselige billeder, af symboler hugget ud i sten, som middelalderens kirkegængere efter bedste evne omsatte i deres åndelige betydninger.
Fra symbolernes verden til formernes univers
I løbet af det 12. og 13. århundrede mister denne symbolske læsemåde imidlertid sin selvfølgelighed. Middelalderblikket synes på dette tidspunkt at omjusteres: det guddommelige skaberværk består således ikke længere blot af en mængde organiserede symboler, men først og fremmest af en række skabte former. Dét påvirker også den gotiske kunst. Efterhånden finder man fine små figurative værker, der røber en nøje iagttagelse af omgivelserne. ”Ingen havde nogen sinde før virkelig iagttaget en klase druer,” postulerer Eco, ”for klasen var først og fremmest sin mystiske betydning.” Men efter opdagelsen af skaberværket som et formernes univers springer vinranker, blade og blomster frem på kapitælerne, mens portalerne begynder at fremviser bøndernes og håndværkernes hverdagsarbejde, der er blottet for guddommelig symbolik.
Det er først og fremmest Thomas Aquinas, som Eco hænger dette skift i verdensbillede op på: ”Med den thomistiske diskussion har naturen mistet sine talende og surrelle egenskaber. Den er ikke længere en urskov af symboler, højmiddelalderens kosmos har veget pladsen for et naturligt univers.” Samtidig med denne verdsliggørelse af naturen, indfører Thomas Aquinas imidlertid også en slags ”verdsliggørelse” af kunsten. Kunsten kan således, ifølge Aquinas, ikke have betydninger, der rækker ud over kunstnerens intentioner, hvorfor den strengt taget heller ikke kan være symbolsk. Ligesom naturen er også kunsten først og fremmest det, den er, og ikke et symbol på en højere virkelighed – dét er kun Den hellige Skrift.
En dristig tese
En sådan affærdigelse af kunstens filosofiske værd faldt ikke i god jord hos datidens kunstnere, der netop i senmiddelalderen blev stadig mere selvbevidste. Særligt Dante – som Eco gør sig umage med at frigøre fra den tradition, der har opfattet ham som en tro fortolker af Thomas Aquinas’ lære – bringer en ny og mere ambitiøs opfattelse af digteren i spil. Dante tilkendte således digtekunsten en filosofisk værdi, som ifølge Eco ikke er forenelig med Thomas Aquinas’ opfattelse. Han præsenterer ganske vist sit hovedværk som en komedie, men betragter den som ”en god og gyldig fortsættelse af den guddommelige bog.”
Eco konkluderer derfor, at den symbolistiske læsning af naturen, der begyndte at gå i opløsning med Thomas Aquinas, erstattes af en symbolistisk læsning af kunsten, der således tildeles den funktion, som skolastikken havde frarøvet aflæsningen af verden. Det er en dristig tese, der således afrunder Ecos bog, men desværre er den ikke særlig velunderbygget, hvilket er påfaldende, da det er en afgørende pointe i en ellers særdeles velfunderet bog. Men som bekendt gør dristige teser sjældent bøger mindre interessante – tværtimod! Og efter endt læsning går op for én, hvilken forunderlig rejse, denne professorale tiger har taget én med på. Ecos bog tegner uden tvivl et af de mest interessante og veludførte portrætter af middelalderen, som er tilgængelige på dansk.
Publiceret 220204