Umberto Eco: Kant og næbdyret, Forum, 505 sider, 348 kr.)
På dansk ved Thomas Harder.
anmeldt af Dennis Meyhoff Brink.
Tro ikke at perception er en afgjort sag! Umberto Eco, den kendte forfatter, der egentlig er filosof, har nemlig just skrevet en øjenåbnende
og særdeles idérig bog om dette emne. Men Kant og næbdyret, som den hedder, er mere end blot endnu en bog fra den produktive
Ecos side: Den er nemlig også en opfølger til - og en revision af! - Ecos hidtidige teoretiske hovedværk fra 1975 Trattato di semiotica
generale (A Theory of Semiotics). Ja, der er her faktisk tale om noget så sjældent i den filosofiske verden som en selvkritik! For Eco
var selv med til at udforme den anti-ikonisme og kulturrelativisme, der prægede hovedparten af den franske filosofi i 60'erne og 70'erne,
og det er lige netop dén, han nu reviderer ud fra et nærmere studium af perceptionens mysterium (for Eco i en historisk kontekst, se evt.
min andmeldelse af Finn Frandsen: Umberto Eco her på Filosofi.net).Der er ikke tale om nogen streng systematisk afhandling, men derimod om seks mindre afhandlinger eller filosofiske essays, som krydser og beriger hinanden, men som alligevel godt kan læses hver for sig. De svinger allesammen mellem benhårde fagfilosofiske passager på den ene side, og små fabulerende fortællinger - det være sig fiktive eller historiske - på den anden. Og det vidner om en af Ecos store forcer; han er sjældent kedelig at læse. For er han ikke lige filosofisk interessant, ja så er han i det mindste morsom - og vice versa. Og så giver han tilmed gavmildt ud af sin imponerende belæsthed, som går på tværs af de traditionelle grænser mellem kontinental og angelsaksisk filosofi.
Bogens første kapitel tager afsæt i den kontinentale tradition, særligt Heidegger. Den er et polemisk udkast til en ontologi, der postulerer, at der eksisterer en historisk og kulturelt uafhængig "hård kerne af væren", som sætter nogle uomgængelige grænser for vor fortolkningsfrihed. Vi kan altså ikke bare sige at "Anything goes", som den anarkistiske videnskabsteoretiker Feyerabend engang sagde. Ifølge Eco gives der nemlig visse "modstandslinjer" i væren, som gør det umuligt - eller i det mindste absurd - at fortolke en hund som et møbel, for eksempel. Væren forstås således som en begrænsning; som en slags mur, vi løber imod når vi driver fortolkningerne for vidt. Eller mere generelt (og mindre metaforisk): Væren er den universelle instans, der afviser falske fortolkninger. Ifølge den nye, reviderede Eco er det altså ikke bare kulturelle normer (eller 'koder', som det hed hos den tidlige Eco), der fastsætter fortolkningernes grænser. Nej, det "stikker langt dybere". Det er væren selv, der sætter disse grænser. Tilsvarende konstruerer sproget ifølge Eco ikke væren helt frit. Det udspørger derimod noget på forhånd givet, nemlig "modstandslinjerne."
Heldigvis udarbejder og konkretiserer Eco denne - endnu noget konturløse - teori om "modstandslinjer" og "fortolkningsgrænser" i de følgende kapitler. Det andet kapitel, der primært beskæftiger sig med Kant og Peirce, diskuterer sansedommen og skematismen i forbindelse med empiriske begreber (begreber som 'hund' eller 'næbdyr'). Pointen er, at når jeg perciperer en hund, så fælder jeg automatisk den sansedom, at det er en 'hund', jeg har foran mig, og vupti, så har jeg allerede et empirisk begreb. Det, der er sket, er, at det kantianske 'skema' er blevet aktiveret. Det, jeg sansede, blev indordnet under et forstandsbegreb. Og det har den konsekvens, at sansedommen altid allerede er gennemsyret af forstandsbegreber. Der er ikke noget at stille op: at genkende en hund som en hund er allerede en sansedom, og således et empirisk begreb, og derfor sprog. Men kræves der virkelig et begreb om hunden, for at genkende den som en hund!? Dét er Ecos helt centrale spørgsmål. Og det er netop den udbredte antagelse af en sådan (kantiansk) sammensmeltning af den individuelle perception og det almene sprog, som Eco sætter spørgsmålstegn ved.
Forfølgelsen af dette spørgsmål bringer os ind i det originale tredje kapitel, der er inspireret af den amerikanske kognitive semantik, og som er en forunderlig rejse ud i "det sumpede område, der ligger mellem det almene og det individuelle" (et ingenmandsland, som ifølge Eco "ikke kan eksistere" i Kants kritiske teori). Ecos overbevisende tese er her, at den individuelle perception (f.eks af en hund) ikke partout behøver at være gennemsyret af begreber, for at kunne indeholde noget alment. Det almene er ikke nødvendigvis sprogligt. Det kan også eksistere i form af før-sproglige perceptuelle generaliseringer ("kognitive typer"), som muliggør genkendelse og identifikation af individuelle fænomener (f.eks. en hund, en sten eller et menneske). Når jeg genkender en skikkelse i det fjerne som et menneske, er det ifølge Eco ikke fordi jeg forlener den med begrebet 'menneske', men fordi jeg råder over en generaliseret perceptiv model - en kognitiv type - som fortæller mig, at det, jeg ser, er en forekomst af typen menneske. Skal det anskueliggøres kan den kognitive type i dette tilfælde måske bedst sammenlignes med en tændstikmand: Ved at sammenligne den individuelle skikkelse, jeg ser, med tændstikmanden (den generelle kognitive type for menneske), kan jeg identificere skikkelsen som en forekomst af typen menneske. De ligner nemlig hinanden (uden derfor at være lig hinanden). Under alle omstændigheder er det det, vi gør hver andet øjeblik i vor daglige færden. Vi genkender og identificerer uden at orientere os efter empiriske begreber.
Det, vi har at gøre med her, er altså med andre ord en sansedom, der ikke har brug for begreber (!), for at kunne genkende og identificere, men blot for kognitive typer (tændstikmænd). Det er klart, at vi faktisk også har et begreb for mennesket, men når vi bruger det, opererer vi ikke længere blot med sansedomme (genkendelse og identifikation), men tillige med et "kerneindhold". Og hvis vi nu er biologer eller antropologer , og således har en mængde specialviden om mennesket, ja så har vi at gøre med et "molarindhold" for mennesket. Men alt dette bygger på den fælles kognitive type for mennesket.
Bogens fjerde kapitel fortæller "den sande historie om næbdyret". Det er et mærkeligt dyr, en slags krydsning mellem en fugl, en fisk og et firbenet pattedyr, og man havde derfor en masse vrøvl med at få det klassificeret. Faktisk forhandlede man i 80 år, men som Eco fremhæver havde disse forhandlinger et grundlag. Der var visse værensmæssige "modstandslinjer" der begrænsede fortolkningsmulighederne, hvilket fremgår af, at næbdyret for de involverede "lignede en bæver, en and og en muldvard, men ikke en kat, en elefant eller en struds… Enhver der så det, eller så en tegning af det, eller et udstoppet eksemplar eller et eksemplar i sprit, henholdt sig til en fælles kognitiv type." Den kognitive type er altså et ikonisk element i perceptionen, som - ofte uden, at vi mærker det - tvinger os til at holde vore fortolkninger i kort snor. Da den kognitive type nemlig er en perceptuel type, og således før-sproglig, er den også sikret imod den kulturrelativisme, jeg omtalte i begyndelsen, og som i 60'ernes og 70'ernes franske filosofi gik hånd i hånd med anti-ikonismen.
Femte og sjette kapitel er nærmest en slags ekskurser. Femte kapitel, der beskæftiger sig med sprogets reference, er en kritik af Kripkes kendte teori om egennavnene som rigide designatorer med ontologisk reference. Heroverfor stiller Eco en commonsense-agtig teori om referencen som talehandling. Ved hjælp af et eksempel fra det italienske revy-teater viser Eco, at reference ikke er noget sproget har, men noget vi gør med sprog. Jeg kan referere til en sakiapon - uanset om den eksisterer eller ej. Og vi kan også - igennem forhandling - blive enige om, hvad vi refererer til, når bare vi først bliver enige om, hvilken mulig verden vi taler om - om det er min fantasi, en roman, et revystykke eller hvad det end måtte være.
Sjette og sidste kapitel er ikke nogen afrunding eller opsamling. Desværre, for det kunne bestemt have gjort bogen langt mere interessant. Bogen ebber derimod langsom og halvtamt ud med en genoptagelse af den ikonicitetsdebat, der udspillede sig i 60'erne og 70'erne. Det er her Eco eksplicit reviderer sine tidligere standpunkter, og det er selvfølgelig værd at læse, men der tilføjes ikke meget til det allerede foreliggende.
Men alt i alt er det en særdeles øjenåbnende og interessant bog Eco har skrevet. Enhver der læser den, vil bagefter have fornemmelsen af at et mikrounivers har åbnet sig for een. Eco kiler sig ned i dét øjeblik, der ligger mellem at jeg ser, og at jeg siger, hvad jeg ser, og dette øjeblik foldes derefter på imponerende vis ud over 500 sider!
Selvfølgelig er der alligevel nogle probelmer, og det største er, såvidt jeg kan se, at den ikke redegør for, hvilken relevans den primære ikonicitet har på 'højere' niveauer, som f.eks. historieskrivning, antropologi, æstetik, litteraturvidenskab osv. Det er klart, at også disse videnskaber kun kan udfolde sig indenfor visse fortolkningsgrænser, men den perceptive andel heri er som regel meget lille. Ganske vist giver Eco et enkelt, og ganske fint lille eksempel: "En kamel er som en taxi". Selv denne sammenligning beror ifølge Eco på en perceptionslighed (selvom den naturligvis også beror på en kulturel viden om kamelens generelle funktion i ørkenen). Men det er der vel ikke mange der vil (eller gider) være uenige med Eco i. Og det afslører måske et mere grundlæggende problem; nemlig at de positioner Eco forsøger at mane i jorden med denne bog, idag enten er uden relevans uden for en meget snæver fagfilosofisk kreds, eller repræsenteres af ekstreme anarkistiske positioner såsom Derridas eller Rortys. Hvor vidtrækkende de konsekvenser perceptionens iboende ikonicitet har, forbliver således i høj grad ubesvaret - og derfor også åbne for videre granskning.
Publiceret 030701