Trond Berg Eriksen: ”Tidens historie”. Tiderne Skifter 2004. 297 sider, kr. 228,00.
anmeldt af cand. mag. Ulrik Houlind Rasmussen 2005
Tidens tid
Fremtiden er ikke, hvad den har været. Trond Berg Eriksen, professor i idéhistorie ved universitetet i Oslo, har begået en indsigtsfuld og begavet bog om noget så uhåndterligt som tid. Med en ganske vist lidt pinagtig pædagogisk forudsigelighed gennemgår Eriksen i en tolvtimers kapitelinddeling en række centrale ”Stadier paa Tidens Vei”. Anslaget er systematisk, men grebet historisk, for så vidt det synes at være bogens hermeneutiske basisteorem, at disse dimensioner – det systematiske og det historiske – nok kan skelnes, men ikke adskilles. Hvad tid er, afhænger af den tid, hvori spørgsmålet stilles. Tid er ikke det samme til enhver tid. Enhver tid har sin tid. Bogen er skrevet i et befriende klart sprog, eksempelmættet og skyer ikke det store idéhistoriske udsyn. Eriksen navigerer således yndefuldt i tidsopfattelsens idéhistoriske ocean og bogen kan anbefales til enhver, som ønsker at blive lidt klogere på tidens uudgrundelige gådefuldhed.
Postmoderne tidserfaringer
Og for at starte bagfra i bogen, der kronologisk bevæger sig frem fra arkaisk tid til vor tid under overskriften ”de postmoderne tidserfaringer”, så er tid – under de angiveligt postmoderne vilkår – blevet en mangelvare. Og det kan undre for så vidt som vi historisk betragtet aldrig har haft så megen tid til vore rådighed, som vi har nu: ”Tiden bearbejdes i stadig højere grad gennem teknologier som fremskynder nødvendige processer. De nye muligheder sælges som tidsbesparende, men til sammen skaber de alligevel nye former for tidspres.” (274). Aldrig har vi haft så megen tid til at tænke på os selv, aldrig har vi beklaget os så meget over, hvor lidt tid der i grunden er. Et paradoks? Måske. Men Eriksens idéhistoriske udsyn maner til besindighed: ”Klagen over at alt nu skal ske i en fart er gammel” (274), og Eriksen peger på bl.a. på romantikken, hvor beklagelserne over tidsmanglen for alvor sætter sig igennem. Som centralforklaring på dette umiddelbare paradoks, at vi jo mere tid vi vinder gennem tidsbesparende teknikker, desto større opleves tidsknapheden, peger Eriksen på, at vor tids tekniske vidundere ikke blot skænker os mere tid, men også frisætter et arsenal af muligheder og forventninger, som ubønhørligt gnaver løs af vores livstid. Mulighedstilvæksten indenfor det moderne – ”so viele Möglichkeiten, so wenig Zeit” som det melankolsk udtrykkes hos den tyske idéhistoriker og filosof Hans Blumenberg (1920-1996) – indebærer en dramatisering og skærpelse af endelighedsbevidstheden. Den kulturelle frisættelse (”kulturelle Freisetzung”), som Thomas Ziehe bl.a. har påpeget tilstedeværelsen af indenfor moderniteten, indebærer et tab af traditionsformidlede ’forud’-fortolkninger, og giver på denne måde anledning til bevidstheden om, at mangt og meget kunne være anderledes. Denne øgede muligbevidsthed – fagfilosofferne kalder den slags kontingens – anstifter håb, krav og ønsker, der helt sprænger rammerne for, hvad der er muligt i et enkelt menneskeliv. Heraf affødes en tung temporal klaustrofobi – vor tids yndlingsdiagnose er som bekendt stress – man føler ikke, man når, hvad man skal fordi, man hele tiden skal nå noget nyt og andet.
Illusionen om tiden som illusion
Tilbage til bogens begyndelse, hvor Eriksen anstiller betragtninger over forholdet mellem naturvidenskabens rumliggjorte, dvs. kvantificerede tidsbegreb og en fænomenolgisk-kvalitativ tidsopfattelse. Her bemærkes det, at disse to perspektiver angår grundforskellige aspekter ved tiden, som ikke uden videre lader sig forene: ”På den ene side er den logisk og argumentativt gennemskuelige behandling af tiden i naturvidenskaberne psykologisk set uden mening. På den anden side tilkendes den psykologisk meningsfulde fremstilling af dagligdags tidserfaringer ingen naturvidenskabelig realitet.” (16) I takt med naturvidenskabernes stigende dominans på åndslivet er det sikkert ikke forunderligt, at den psykologiske, dvs. den symbolsk og eksistentielt betydningsfulde tid er blevet afvist som meningsløs. Eriksen vender sig imidlertid mod den logiske positivismes kompromisløse korstog mod alt det, som ikke kan henregnes under kvantificerbare kendsgerninger. Tiden er bare et ord, hævdes det, hvormed man synes at mene, at tiden er noget uvirkeligt, en tom metafysisk spekulation. Men tiden er, indvender Eriksen, en mere fundamental og betydelig form for virkelighed, end det sprogfilosofiske meningskriterium giver plads til. Eller med Eriksens egne ord: ”Det meste er bare ord – uden at det af den grund bliver mindre vigtigt eller væsentligt.”(24) Tiden er ikke en illusion blot fordi, sproget ikke kan udtale sig eksakt og entydig herom. Det besynderlige er – den tidlige Wittgenstein pointerede det markant i sit gådefulde værk Tractatus-Logico Philosophicus (1921) – at naturvidenskabernes tilsyneladende udtaler sig om en tid, der eksistentielt betragtet er uden betydning for vores liv. Videnskaben berører ikke livets problemer. Relativitetsteorien har således kun en ganske beskeden indflydelse på, hvad det vil sige at være menneske i verden. Den symbolsk og eksistentielt betydningsfulde tid – den tid, der gør en forskel – lader de ’eksakte’ naturvidenskaber ganske enkelt aldeles upåtalt. Afgørende er det imidlertid, annoncerer forfatteren, at fastholde ”tidens mange ansigter”, dvs. fastholde, at tid er et flertydigt og fortolkningsåbent fænomen, der ikke bør domesticeres af alt for selvsikre og totalitære kategoriseringer.
Livstid og verdenstid
I anknytning til Blumenbergs værk, Lebenszeit und Weltzeit (1986), indlader Eriksen sig på at diskutere, hvilke konsekvenser sammenstyrtningen af det endelige, ’lukkede’ kosmos har haft på det moderne menneskes tidsforståelse. Grundtanken hos Blumenberg er, at den efter-kopernikanske opsvulmning af verdensaltet har kastet et nådesløst lys over menneskets betydningsløshed. De moderne naturvidenskaber har demaskeret naturen som en hensynsløs ligegyldig virkelighed, der ikke bekymrer sig det mindste om menneskets ønsker, håb og forventninger. Ifølge Eriksen ophøjer Blumenberg imidlertid fejlagtigt den moderne naturvidenskabs konklusioner til en tidløs indsigt på baggrund af hvilken, menneskets religiøse, mytiske og videnskabelige betydningsproduktioner skal ses som af nogle nød fremtvungne overlevelsesstrategier. I sig selv er virkeligheden en meningsafvisende, stum realitet hvis temporale umådelighed gør menneskelivet til en tilfældig og betydningsløs tildragelse. Blumenberg mener ikke, hævder Eriksen, ”at livets tid og verdens tid kan leve side om side, men foretrækker at kalde det første en illusion og det andet en urokkelig virkelighed.” (149) Og det er ifølge Eriksen vilkårligt. Man kan diskutere rimeligheden af Eriksens indsigelser over for Blumenberg, men rigtigt er det, at det kan være vanskeligt at se, hvorfor den menneskelige endelighed ligefrem skulle forstærkes af indsigten i at verdenstiden er så umådelig, som de moderne naturvidenskaber har bragt for dagen. Skulle man da omvendt ikke kunne hævde, at menneskets livstid må vokse sig noget nær uendelig stor, hvis man betragter f.eks. en døgnflues levetid? Set på denne baggrund er menneskelivet jo helt ufatteligt langvarigt og righoldig på tid. Eriksen skriver: ”(…) der er intet der tilsiger at en lang tid skulle have ontologiske fortrinsret frem for en kort tid, eller at det skulle være uretsmæssigt af mennesket at betragte sig selv som centrum i sin verden.” (148) Heri kan Eriksen til dels have ret. Men han har uret, når han bastant og utålmodigt hævder, at Blumenberg end ikke gør sig anstrengelser for at forklare, hvorfra menneskets spørgsmål om overspændte meningskrav stammer. Blumenbergs hele forfatterskab er netop en højst tankevækkende undersøgelse af de forventninger og spørgsmåls idéhistoriske genese, som har præget – og endnu præger – den vestlige kulturhistorie.
Tidens historie er – bortset fra en sløset korrekturlæsning og en kommatering, der kunne være sat med håndgranater – meget anbefalelsesværdig for enhver, der interesserer sig for idéhistorie generelt og tid i særdeleshed. Tilbage er kun at sige: Læs den – mens tid endnu er!
Publiceret 161105