anmeldt af Thomas Telving, studerende i filosofi og statskundskab ved KU

David Favrholdt har valgt titlen Filosofisk Codex til sin nye bog om erkendelsesteori. "Codex" er oprindeligt et juridisk begreb. Hvis en række principper og regler for retspleje er kodificerede betyder det, at de er nedskrevet i systematisk orden. Når Favrholdt kalder sin bog Filosofisk Codex, skyldes det, at han ønsker at nedskrive og systematisere ("kodificere") en række principper eller regler man nødvendigvis må overholde for at udtrykke sig/tænke entydigt, og følgelig også i enhver filosofisk virksomhed. Ved hjælp af disse principper, hvis nødvendighed bl.a. anskueliggøres vha. nyintroducerede såkaldte "fallacies", ønsker Favrholdt at tilbagevise alle former for relativisme og skepticisme.

Ærindet er i første omgang at vise, at størstedelen af den erkendelsesteori der er lavet efter Descartes, er i modstrid med visse af disse principper, hvilket bl.a. medfører, at den konsekvent gennemtænkt havner i solipsisme. Favrholdt omtaler den fejl som mange erkendelsesteoretikere tidligt i deres argumentation implicit eller eksplicit begår, og som kommer til at påvirke resten af deres ræsonnementer, som The cartesian trap. Den er i bogen formuleret som følger:

"Eftersom alt, hvad jeg erkender, kun kan blive til erkendelse ved at blive oplevet af mig, d.v.s. ved at "komme ind i bevidstheden", kan jeg faktisk aldrig vide, om der eksisterer noget "uden for" bevidstheden".

Det er en fælde fordi man, hvis man først har accepteret ræsonnementet, udelukker enhver anden sikker erkendelse end ens egne oplevelser. Havnet i fælden er, udover Descartes selv, alle repræsentanter for fænomenalismen. Af de i Filosofisk Codex omtalte kan bl.a. nævnes Locke, Berkeley, Hume, Kant, Mill og Mach. Også Husserl omtales fyldigt. Før de pågældende filosoffer gendrives, opridses de, for Favrholdts ærinde, vigtigste dele af deres erkendelsesteori i punktform, og giver på den måde Favrholdt mulighed for på pædagogisk vis at pege på de enkelte fejl i deres ræsonnementer. Fremgangsmåden er som sagt pædagogisk, og også argumentatorisk effektiv, men efterlader af og til læseren med indtryk af, at de pågældende teorier er noget stiliseret fremstillet, på en måde så de, så at sige, passer ind i Favrholdts kram. Favrholdts eget svar til dette er, at det angående f.eks. Husserl er nødvendigt at låse ham fast på nogle ytringer for at kunne indgå en kritisk dialog med ham, da han gennem tiden hyppigt har modificeret sine synspunkter. Til trods for mulige uenigheder vedrørende gengivelsen af tænkerne, som vel altid kan stå til diskussion, finder undertegnede størstedelen af argumentationen mod de nævnte tænkere plausibel, for ikke at sige tvingende.

Hvor argumentationen i første del af bogen, der som antydet i høj grad er filosofihistorisk orienteret, primært er negativ, dvs. den forsøger at gendrive de behandlede synspunkter, er der i anden del tale om en positiv argumentation, som søger at løse begrundelsesproblemet, omverdensproblemet og perceptionsproblemet. De indledningsvis omtalte principper for filosofisk virksomhed er principper for entydig sprogbrug, som bl.a. skal overholdes fordi mange begreber er interdependente, dvs. gensidigt afhængige. Overser man denne interdependens risikerer man at afskære sig fra entydig tale. Det er ifølge Favrholdt hvad der sker for Hume, når han benægter eksistensen af en bevidsthedsuafhængig omverden og samtidig bramfrit anvender begreber som f.eks. ting og tid. At Humes tale ikke er entydig er ikke umiddelbart indlysende, men det viser sig hvis man tænker hans ræsonnementer til ende. Så vil man nemlig se, mener Favrholdt, at hans teori ikke kan forstås uden anvendendelsen af nogle af de begreber han, så at sige, afliver med sin argumentation. Eller med andre ord: De begreber Hume ikke mener har nogen mening, må nødvendigvis have mening, hvis Humes teori skal have mening. Groft sagt kan man, ifølge Filosofisk Codex sige, at bl.a. sætningen "alt er oplevelser" ikke er meningsfuld, da begrebet "oplevelse" ikke giver mening uden at stå i forhold til noget som ikke er oplevelser.

Interdependensen mellem visse begreber, som er nødvendig for entydig kommunikation, medfører også, at den divalente logiks principper, som de fleste kan blive enige om gyldigheden af, ikke kan formuleres uden brug af visse ontologisk forpligtende begreber. Nogle af de begreber som nødvendigvis hænger sammen er 'primitiv ting', 'tid', 'oplevelse', 'krop' og 'sansning'. Disse, og flere andre, opregner Favrholdt i hvad han kalder "kernen", som repræsenterer en række af de vigtigste grundbegreber, vi må anvende for at kunne tænke og tale entydigt. Disse omtales også som fundamentalsproget.

Efter gennem en længere argumentation at have fastslået ovenstående fremgår det også at ens krop ikke blot kan være et kompleks af oplevelser. Dette giver mulighed for at "komme ud" i omverdenen via "handlingsbaseret erkendelse", og det er denne erkendelse der gør at vi kan karakterisere fysiske ting uafhængigt af vore oplevelser, og videre etablere eksakt videnskab. Den handlingsmæssige tilgang til omverdenen giver også mulighed for en klarere forståelse af distinktionen mellem primære og sekundære kvaliteter. Det kan måske lyde en smule prætentiøst sådan at afvise en lang række af de største filosoffers tanker og resultater og i næsten samme åndedrag løse de største problemer indenfor erkendelsesteorien. Favrholdt er imidlertid ikke den første danske filosof som arbejder med den ovenfor kort skitserede filosofiske argumentationsform. Peter Zinkernagel, som Favrholdt også krediterer i Filosofisk Codex, mener at have gjort næsten overensstemmende opdagelser, med de samme, vel nærmest katastrofale, konsekvenser for filosofihistorien. Favrholdt og Zinkernagel repræsenterer den retning som af nogle er blevet omtalt som dansk transcendentalfilosofi, men eftersom begge når frem til sprogregler af særlig fundamental karakter er Torben Munksgaards begreb om en fundamentalfilosofi for mig at se mere velvalgt (se evt. artiklen Transcendentalfilosofi eller fundamentalfilosofi?).

Disse, ved første øjekast måske vidtløftige konklusioner, er imidlertid af en art som gør det vanskeligt at modsige dem uden at modsige sig selv, eller om ikke andet, at havne i en absurd situation. Benægter man det kommunikationens faktum, som kan siges at være en af grunderkendelserne i Favrholdts filosofi, er det vanskeligt at udøve nogen filosofisk virksomhed overhovedet.

Det er mit håb, at Favrholdts filosofi ikke i samme grad som det må siges at være tilfældet for Zinkernagels, vil blive ignoreret af den omfangsrige gruppe af filosoffer med hang til en form for dogmatisk skepticisme. Den fortjener i hvert tilfælde i første omgang at få sin del af opmærksomheden på den filosofiske arena.

Publiceret d.18/12-1999