Poul Lübcke (red.): Fransk filosofi – Engagement og struktur - af Jacob Dahl Rendstorff, Sverre Raffnsøe og Adam Diderichsen. Politikens Forlag 2003, 399 sider, 329 kr.
anmeldt af Dennis Meyhoff Brink
Hvor længe har vi ikke savnet en ordentlig dåseåbner! Sådan en af den gode gammeldags slags, der kunne åbne selv de mest genstridige dåser, fordi den kunne betjenes vha. simpel håndkraft og ikke var afhængig af tandhjul og drejemekanik. En af dem, der ikke bestod af andet end et lille stykke veldrejet metal, og som ikke absolut skulle puste sig op til at ligne en tang med drejehjul. Ak, det var tider! De gamle dåseåbnere!
I dag er de ved at forsvinde, men – som med alle alvorlige tab – kompenseres der også for dette. Politikens nye bog om Fransk filosofi kan således læses som fortsættelsen af den gamle dåseåbner med nye midler. Dette værk er nemlig frem for alt et værktøj: et af den gode gammeldags slags, der kan give adgang til selv de mest hermetisk lukkede verdner, fordi det kan betjenes vha. almindelig tankekraft, og fordi det ikke forsøger at puste sig op til at være noget, det alligevel ikke er.
Fransk filosofi i kontekst
Skridt for skridt forklarer værket eksotisk klingende begreber som signifiantkæde, dissémination, deterritorialisering, dispositiv, habitus, trefoldig mimesis osv., osv. – begreber der længe har svirret i hovederne på adskillige halvstuderede røvere. Da begreberne her læses frem af den filosofiske kontekst, hvoraf de er udsprunget, undgår man imidlertid meget af den forvirring, disse begreber synes at have forårsaget.
En af bogens store forcer er, at den ikke forsøger at definere de enkelte begreber som isolerede entiteter, der forklarer sig selv. Tværtimod forklares de som dele af en større filosofisk konception (hos den enkelte filosof), og som dele af en større filosofisk tradition (nemlig den franske). De enkelte begreber forstås med andre ord som en slags knudepunkter i et netværk af begreber, som man ikke kan se bort fra, hvis man ønsker at forstå dem. Og det er netop i kraft af denne kontekstualiserende læsning, at værket formår at afklare mange af de sproglige nydannelser, der præger nyere fransk filosofi – og at frigøre dem fra nogle af de misfortolkninger, de receptionshistorisk har været udsat for.
Mere oversigtsværk end opslagsværk
Bogen er – i det mindste ifølge indledningen – egentlig tænkt som et ”opslagsværk”. I virkeligheden er den dog så sammenhængende og opbyggende, at den snarere udgør et oversigtsværk. Den genfortæller hele det 20. århundredes franske filosofi, begyndende med de livsfilosofiske og sociologiske ansatser, fortsættende med fænomenologien, eksistentialismen og hermeneutikken, og kulminerende i strukturalismen, poststrukturalismen og postmodernismen. I et mærkeligt påhægtet kapitel, behandles slutteligt den epistemologiske tradition (som i det hele taget behandles noget stedmoderligt).
Undervejs oplyses vi om forbilleder og fjendebilleder, venskaber og stridigheder, fortolkninger og misfortolkninger – alt sammen aspekter, man meget vel kunne have givet mere plads, da de ikke kun er med til at forøge læselysten men også forståelsen. Endelig strejfes diverse biografiske detaljer – og heldigvis uden, at det udarter til dyneløfteri. Tværtimod forlener det snarere de ofte personløst fremstillede filosofier med et mere reelt menneskeligt ansigt.
Et uundværligt værktøj
Som det oversigtværk for halvstuderede røvere, som bogen i virkeligheden er, er den fortræffelig skrevet: stoffet fremstilles ganske vist tørt, men til gengæld klart, og uden at skribenterne har alt for travlt med at profilere deres personlige læsninger (selvom man godt kan undre sig over at Bourdieu kategoriseres som wittgensteinianer). Frem for alt leverer bogen et overblik over fransk filosofi, som er enestående på det danske bogmarked. Som sådan er den et nærmest uundværligt værktøj: det er et født standardværk, som enhver filosofistuderende – og enhver anden som beskæftiger sig med filosofi – straks burde læse fra ende til anden.
Desværre er værket udpræget nationalstats- og nationalsprogsfikseret, hvilket godt kan undre i en tid præget af stadig mere fremskreden globalisering af såvel den økonomiske som den kulturelle kapital. Nationalfikseringen betyder ikke kun, at man reducerer omtalen af vigtige udenlandske indflydelser til et minimum, der ikke længere svarer til den reelle indflydelse, men også at eksempelvis italiensk filosofi (Croce, Eco, Vattimo, Agamben, Negri osv.) helt ekskluderes fra den serie om Vor tids filosofi, som Fransk filosofi indgår i.
Det er tænkerne fra de gode gamle nationalstater Tyskland, Frankrig og Storbritannien (samt deres amerikanske filial), det kommer an på i denne serie. Disse privilegeres frem for alle andre på ”god” gammeldags manér – eller rettere: på konservativ og etnocentrisk manér. Men når alt kommer til alt er det en konservatisme man kan leve med, når man tænker på, hvad man ellers får for pengene: nemlig en fremragende indføring i vor tids franske filosofi.
Publiceret 280804