anmeldt af Karsten Holt

Den filosofiske hermeneutiks hovedværk, Hans-Georg Gadamers Sandhed og metode, foreligger nu, endelig fristes man til at sige, i en dansk oversættelse. Der forløb 60 år før Gadamer i 1960 kunne udgive sin udgave af den filosofiske hermeneutik, der ifølge Jürgen Habermas er en ’urbanisering af den heideggerske provins’.

Gadamer tager tråden op fra Heideggers hovedværk Sein und Zeit, hvor menneskets situation beskrives vha. de såkaldte eksistentialer. Disse kan, lidt voldsomt, koges ned til den konklusion at mennesket er situeret i verden, og som sådan befinder mennesket sig grundlæggende fortolkende til verden og hinanden. Hvor det fortolkende aspekt for Heidegger forbindes med, og til en hvis del skyldes, eksistentialer som f.eks. angst og døden, består Gadamers ’urbanisering’ i at betone så kulturelle størrelser som tradition, historie og de ’skønne kunster’, dvs. humanvidenskaberne.

Hermeneutikken er som videnskab eller metodelære en gammel institution. Ikke mindst juraen og teologien har traditionelt beskæftiget sig med fortolkning af henholdsvis religiøse tekster og lovtekster, hvilket vi kan betragte i bibeleksegesen eller dommeren der tager højde for præcedens, men specielt fra Schleiermacher og Dilthey anvendes hermeneutikken som et redskabsfag til humanvidenskaberne. Gadamer distancerer sig, som Heidegger, fra den regionale opfattelse af hermeneutik som et redskab til at behandle et område af videnskabens domæne, og betragter i stedet hermeneutik som den ontologiske situation mennesket befinder sig i. Den filosofiske hermeneutik er således ikke blot en metode til at behandle tekster med, men en beskrivelse af hvad der sker når mennesket får en sandhedserfaring, en beskrivelse af hvad forståelse er. Der hvor hermeneutikken traditionelt fandt anvendelse, i humanvidenskaberne, var den netop anvendelig pga. humanvidenskabernes manglende sikkerhed, en mangel der således fordrede fortolkning pga. fraværet af sikkerhed. Den filosofiske hermeneutik er da en kritik af det videnskabelige ideal om sikker viden til fordel for en erfaring af, at sandhed også erfares uden for videnskabens sikre område: ”Formålet med disse undersøgelser er overalt at opsøge den sandhedserfaring, der overskrider den videnskabelige metodelæres kontrolområde, og at spørge til denne erfarings legitimitet. Således sættes åndsvidenskaberne i forbindelse med erfaringsformer, der ligger uden for videnskaben, nemlig erfaringen af filosofien, kunsten og historien. Alt dette er erfaringsformer, hvor der meddeles en sandhed, som ikke kan verificeres ved hjælp af videnskaben metodiske midler”. (p. 1)

Gadamer undersøger erfaringen indenfor tre områder: Kunsten, traditionen og sproget, en tredeling som følger bogens inddeling, hvor 1. del kaldes Frilæggelse af sandhedsspørgsmålet ved hjælp af kunsterfaringen. I denne beskriver Gadamer kunsten som eksempel på en sandhedserfaring. Gadamer gør dermed op med Kants klassificering af kunsten som en form, der kun giver subjektive oplevelser og dermed ingen erkendelse, blot en æstetisk oplevelse. Gadamers beskrivelse af kunstværket er imidlertid et opgør med kunstens autonomi. Kunstværket er ikke uafhængigt af historien og endnu mindre af beskueren. For Gadamer er det der sker i erfaringen af kunst sammenligneligt med spil. Det tyske begreb Spiel henviser, ud over leg, spil, sport, til kunsten, f.eks. skue-spil. Et spil fungerer kun som sådan, givet at de involverede spiller efter spillets regler, dvs. følger præmisser som de ikke selv udstikker, men som er givet ved helheden, dvs. både spillere og spillet i sig selv. Denne erfaring, som også Wittgenstein og Heidegger påpeger, afviser således kunstværkets autonomi, idet kunstværket først kan erfares som et sådant, når det er kunstværk for nogen (beskueren). Kunst er således kommunikation eller formidling. Ikke af nogen bestemt mening, men er der ikke mening er det ikke et kunstværk (for netop denne beskuer der ikke spiller spillet). Erfaringen af et kunstværk gør noget ved beskueren, det flytter vedkommende: ”Kunstværket rykker med ét slag den oplevende ud af hans livssammenhæng samtidig med, at den fører ham tilbage til hans tilværelse som helhed” (p. 71). Lignende forhold gælder for sandhedserfaringen.  

Anden del af Sandhed og metode kaldes Udvidelse af sandhedsspørgsmålet til forståelsen i åndsvidenskaberne. Hvor første del søger at vise kunsterfaringen som en sandhedserfaring, forsøger Gadamer i anden del at vise at den historiske bevidsthed har et sandhedsindhold. Historien, eller traditionen som Gadamer kalder det, er et grundvilkår for mennesket i den forstand at det er en betingelse for alle erfaringer at mennesket er historisk, dvs. endeligt. Dette viser sig ved Gadamers rehabilitering af fordommen. Fordom er for Gadamer et neutralt begreb der henviser til menneskets forståelsessituation der er den at fælde dom på forhånd, altid-allerede at være dømmende. Forforståelsen er altid involveret i dommen. Hvad enten denne drejer sig om sandt-falsk, smuk-grim etc., er mennesket altid i forvejen situeret i en forståelsesramme som er historisk baseret, en erfaringshorisont. Egentlig forståelse, som en sandhedshændelse, er en erfaring der udvider vor horisont og således gør os bevidst om vores fordomme og deres begrænsning. Forståelse er således altid at forstå noget andet.

Gadamer distancerer sig fra Heidegger ved at fokusere på nødvendigheden af en positiv anerkendelse af traditionens autoritet, hvor traditionen for Heidegger ikke udgør et gode, men er et udtryk for Seinsvergessenheit. Gadamer opprioriterer traditionens erfaringspotentiale til ikke blot at være det, hvorom man altid må forholde sig kritisk, men til at indeholde forudsætningen for forståelse. Dette har, fejlagtigt, ført til at karakterisere Gadamer som en reaktionær eller konservativ historisk tænker. Traditionen, eller historien, er udtryk for en endelighedserfaring, som Heideggers dødsanalyse er det, men netop endelighedserfaringens afvisning af absolutte værdier, distancerer Gadamer fra en statisk konservativ opfattelse af historien, som f.eks. visse politikere i dag henviser til 50’erne som det bedste, eller uskyldigste, årti.

3. del af Sandhed og metode kaldes Sproget som ledetråd for hermeneutikkens ontologiske vending, en vending som indikerer at Gadamer er en del af den såkaldte linguistic turn som filosofien foretog i det 20. årh. Al forståelse er sproglig og sproget er således ikke blot et instrument for bevidstheden, men er tværtimod det medie, hvori forståelse finder sted. Dette er baggrunden for den senere meget diskuterede sentens ”Væren, der kan forstås, er sprog” (p. 447). Og givet at sproget er et spil som kunstværket er et spil, dvs. et system som ikke er under det enkelte subjekts herredømme, er den filosofiske hermeneutik ligeledes et opgør med den subjektfilosofiske tradition, som siden Descartes har været den dominerende.

Gadamer betragtes til tider som en direkte elev af Heidegger, men Sandhed og metode viser på mange punkter distance til Heidegger. Den klassisk skolede Gadamer er urban og moderne og finder derfor ikke kun inspiration i Heideggers provins, men også i Hegel og Platons dialektik, som udspringer af erfaringen af polis. Gadamers hermeneutik indeholder, i forlængelse af Hegel, et normativt aspekt, som den klassiske juridiske hermeneutik, som man ikke genfinder hos Heidegger, samt en direkte kritik af Heideggers fundamentalontologi.

Sandhed og metode er i sandhed en monstrøs bog. Foruden det appendiks som Gadamer senere føjede til, har bogen et omfang på 460 sider. En sådan bog kræver en kraftanstrengelse af læseren, men det er en kraftanstrengelse som belønnes. Sandhed og metode er en bog med en horisont som viser ud over den danske provins, en horisont som strækker sig vidt. Arne Jørgensen, der tidligere har oversat Gadamers tekstsamling Teoriens lovprisning, viser fortsat sit gode arbejde som oversætter af Sandhed og metode og for den velskrevne indledning. Gadamer er ikke den mest letlæselige forfatter, men man belønnes som sagt, ved stædigt at tygge sig gennem værket.

Slutteligt skal der lyde en tak til forlaget for det efter danske forhold usædvanlige i både at have et emne- og personregister. I et værk med dimensioner som Sandhed og metode er registre anledning til, at vende tilbage til værket i andre sammenhænge.

Publiceret 070604