John Gray: Straw Dogs. Thoughts on Humans and Other Animals; Granta Books, London 2003. 246 sider, £8.99 (paperback-udgaven)
anmeldt af Poul Ferland 2004
Englænderen John Gray (født 1948) er filosof og professor i Europæisk tænkning ved London School of Economics, hvor, som måske bekendt, bl.a. Karl R. Popper også havde sin lærestol som professor.
Grays belæste, men i vanlig britisk ånd letlæste, og dertil fyndigt og klart formulerede, bog, Straw Dogs, vakte betydelig opsigt i brede kredse i Storbritannien, og altså ikke blot blandt fagfilosoffer og avisernes anmeldere, ved sin fremkomst i 2002, og den blev da også snart derefter trykt i en lidt forøget paperback-udgave, som udkom i fjor.
Bogen er noget så sjældent som en fagligt kvalificeret, bredt anlagt - men dog med særligt henblik på samfundstænkningen - filosofisk debatbog. Den gør op med så godt som alt tankegods, som i dag - om da ellers noget - kan hævdes at være sådan noget som fælles vestlige værdier, således: humanisme, fremskridt, arbejde, bevidsthed, frit valg samt ’mening med tilværelsen’. Ganske vist: Grays opgør med disse størrelser er ikke synderligt originalt - og slet ikke, når det europæiske kontinents tænkere regnes med -; men konsekvensen i Grays opgør og fyndigheden deri samt ikke mindst dets uforfærdethed gør det opsigtsvækkende.
Gray er således tydeligvis ganske illusionsløs: mennesket bestemmes som ’the human animal’, menneskedyret, i grunden og med eftertryk et dyr som alle andre dyr. Den opfattelse kalder Gray for sin ’naturalisme’. Og dyrene er at ligne ved ’straw dogs’, stråhunde, om hvilke allerede bogens motto, et citat af Lao Tse, melder: ”Himmel og jord er hensynsløse og behandler mangfoldigheden af skabninger som stråhunde”.
Vi dvæler lidt ved disse stråhunde, da de nu engang er så centrale i henseende til bogens hensigt. Det hedder altså videre om dem: ”I gamle kinesiske ritualer blev stråhunde brugt som offer til guderne. Under ritualet blev de behandlet med den yderste ærbødighed. Når det var ovre og de ikke længere behøvedes, blev de trampet på og smidt til side. (..) Hvis mennesker forstyrrer Jordens balance, vil de blive trampet på og smidt til side”. Grays påvirkning fra menneskeforagt og offermentalitet i ikke ubetydelige dele af asiatisk tænkning og religion lader sig tydeligt nok spore her.
Men det er altså mennesket som den store behersker, opgøret gælder hos Gray, og ikke mindst opgøret med mennesket som behersker af sin indre og den ydre natur. Mennesket som behersker er ifølge Gray én stor illusion: menneskedyret behersker absolut ingenting, hverken den ydre natur, sig selv eller samfundet. Dets centralplacering i universet stammer fra kristendommen som en af dennes store fejltagelser, der er blevet overtaget af nyere og nyeste tids humanisme. Og at menneskets bevidsthed og fri vilje skulle kunne styre noget som helst, er ligeledes en illusion; langt det meste af, hvad vi foretager os, er ubevidst og uvilkårligt, siger Gray. Fremskridtet er naturligvis også illusorisk, ifølge Gray: fremskridt betyder fremskridt i beherskelsen af naturen; men vi behersker slet ikke naturen, for som Gray selv siger: ”Hegel skriver nogle steder, at menneskeheden først vil blive tilfreds, når den bor i en verden, den selv har skabt. (.) Mennesker kan imidlertid ikke frelse verden, men det er ikke nogen grund til fortvivlelse. Den behøver ingen frelse. Lykkeligvis vil mennesker aldrig komme til at leve i en verden, de selv har skabt”.
Men tro nu ikke, at Gray er økologisk ’grøn’, det er han nemlig ikke. For ifølge Gray er økologismen blot endnu en variant af humanismen: den er til udelukkende for menneskets overlevelses skyld, idet den mener, mennesket har en fortrinsstilling i verden. Men det har mennesket altså ikke for Gray, mennesket er for ham ikke mere betydningsfuldt end noget (andet) dyr: ”For Gaia-teorien har menneskelivet ikke mere betydning end slimet skimmelsvamp”. Gray kan i øvrigt heller ikke kaldes teknologifjendsk, muligvis også til forskel fra en del økologisme.
Efter samme skabelon kritiseres postmodernismen: den søger at ophæve alle grænser for med desto større kraft i intentionen at lade mennesket være omnipotent.
Midt i dette opgør med ’den vestlige verdens værdigrundlag’ og med næsten hele den vestlige verdens filosofi er der dog to vestlige navne, der kan identificeres som en slags helte for Gray. Dels er der David Hume, hvis skeptiske indstilling i henseende til erkendelsens muligheder, og hvis fremhævelse af sansning på bekostning af tænkning, Gray tilslutter sig; således lyder bogens slutord: ”Kan vi ikke tænke os livets formål som simpelthen det at se?” Og dels er der James Lovelock og hans ovenfor nævnte Gaia-teori, bl.a. fremstillet i værker fra 70’erne og 80’erne. Med Grays formulering går denne ud på, ”at Jorden er et selvregulerende system, hvis adfærd på nogle måder ligner en organismes”.
Her må det bekendes, at jeg uvilkårligt, som var jeg en hund, rejser børster, når samfund, ja her ikke blot det: når hele jorden (hos Gray staves ’Jorden’ altså med stort for at betegne det for ham ophøjede, tilbedelsesværdige, ærefrygtindgydende ved den) kaldes for en ’organisme’. I en kollektiv ’organisme’ skal alt og alle først og fremmest fungere, alle skal være med, og ’hvis din højre hånd forarger dig, så hug den af’. Hvad så med døgenigtene, kunstnerne og andre oprørere, må man spørge? Jeg ville imidlertid her være parat til at afstå fra min forudindtagne opfattelse af organisme-tænkningen som højreradikal, dersom Gray blot fornuftigt ville have tydeliggjort, hvori ’Jordens balance’ nu består eller i fremtiden skal bestå? Og hvem der skal udlægge denne rette balance? Samt hvorfor balance i det hele taget er bedre end ubalance, symmetri bedre end asymmetri? Dette siger Gray imidlertid intet om, og man er derfor overladt til sine egne bange anelser desangående.
Denne indvending skal imidlertid ikke skjule, at Grays civilisations- og kulturkritik ingenlunde er malplaceret, om end altså heller ikke i substansen voldsomt original. Ej heller skal den skjule, at han får sagt mange gode ting, af hvilke nogle måske ligefrem kan få status af bevingede ord. Hvad med dette, f.eks.: ”Åndeligt liv er ikke en søgen efter mening, men en gøren sig løs fra den”, og måske dette: ”For de antikke var uendeligt arbejde slavens kendetegn. Sisyphos’ arbejde er en straf. I dag underkaster vi os et ikke mindre servilt slid i vort arbejde for fremskridtet”?
Gray er en slags konservativ, måske oven i købet af aristokratisk proveniens; hans opgør med protestantisk arbejdsmoral og hans forsvar for dovenskaben imod liberalismens, og for den sags skyld socialismens - herunder det engelske parti Labour, der, som man ved, betyder arbejde - og kommunismens, handlingsdyrkelse taler i hvert fald for en vis åndsaristokratisk holdning, som ikke udelt er at foragte. Konservativ er også hans fatalisme, hans skæbnetro, hans overbevisning om, at mennesker ikke kan stille noget op imod verden, at denne ikke for alvor kan gennemskues, ændres eller styres, bestemt af stærk nødvendighed, men også af betydelig, uforudsigelig tilfældighed som denne verden er for Gray. Imod det aktive, indbildt verdensforandrende liv sætter han derfor det kontemplative, ’filosofiske’ liv, som imidlertid hos ham reduceres til det tyndest mulige: ”Kontemplation er ikke mystikernes villede stilhed, men derimod en villig overgivelse til aldrig-tilbagevendende øjeblikke”.
Blot at være i nuet? Acceptere det, der nu engang faktisk er? Nej, det er ikke nok for en filosofisk eller bare almindeligt medmenneskelig bestræbelse, og slet ikke, så længe uretten stadig marcherer.
Og hvorfor skal vi i grunden blot være i nuet, overladt til ’grundløse facts’? Hvad er det i grunden, Gray ikke kan og vil styre? Er det menneskets dyriske natur, der således skal have frit spil, om end i organisk ordnede, sociale rammer?
Man finder ikke mig som medunderskriver af dét program. Selv om bevidstheden ikke kan gennemskue alt, så er den dog stadig uundværlig, når skæg skal skilles fra snot og ret fra uret. Desuden kan fremskridt være andet end bevidstløst, uendeligt og stadig mere, stadig intensiveret arbejde og stadig forøget forbrug.
Men bogen er trods disse alvorlige indvendinger værd at læse; den provokerer konstruktivt, den sætter tanker i gang. Den lufter ud, ærligt og langt mere modigt end den meste akademiske filosofi, i vanetænkningens mølædte garderobe. Reaktionær kan den måske kaldes; men selv det reaktionære er ikke vaccineret imod at sige noget, som kan gøres frugtbart, det gælder også denne bog.
Publiceret 070604