anmeldt af Torben Damsholt

Med 15. bind har Helge Haystrup afsluttet den række af Augustin‑Studier som han har udsendt med mindst et bind om året siden 1989. Jeg har tidligere anmeldt bd. 11‑14 i Filosofi.net. I dette sidste binds forord meddeler forfatteren at han oprindelig kun havde tænkt sig 2‑3 bind; de første i serien er tilmed langt mindre omfangsrige end de senere. Men værket er i enhver henseende vokset under hænderne på ham, måske fordi der ikke var nogen forudlagt plan for det. Fællestitlen er fuldt dækkende. Augustin‑Studier har nærmest fået karakter af en årbog med varieret indhold inden for visse rammer, alt styret af interessen for Augustin, men med udsyn til patristikken (studiet af de kristne kirkefædre) i almindelighed ‑ og altså med en og samme forfatter til det hele.

15. bind indeholder to større afhandlinger samt indholdsfortegnelse og registre til hele serien. Et blik på indholdsfortegnelsen viser at selv om helheden er præget af mangfoldighed, så er enkelte bind dog samlet om visse hovedemner. Bd. 5‑7 rummer således en omfattende gennemgang af Treenigheden, et af Augustins hovedværker, bd. 9 beskæftiger sig med den pelagianske strid, bd. 11 og 13 med Augustins hermeneutik. I et af registrene findes henvisninger til hvor nogle filosofiske og teologiske hovedemner er gennemgået. Derudover er der en oversigt over 9 gennemgåede Augustin‑tekster samt person‑, sted‑ og sagregister,

Størstedelen af bindet (s. 11‑227) optages imidlertid af de to større afhandlinger. Den første om "Kirke og præsteembede hos Augustin" genoptager et emne som Haystrup har behandlet i sit første større arbejde om Augustin, bogen "Hellighed og autoritet i Oldkirken", som skaffede sin forfatter den teologiske licentiatgrad (svarer til PhD) i 1968. Mens dette tidlige arbejde koncentrerede sig om Augustins opgør mod donatismen, er perspektivet nu udvidet til menigheds‑ og embedssynet sådan som det især kommer frem i hans prædikener, der naturligt nok er fulde af bibelske billeder: Kirken er den fårehjord hvis gode hyrde er Kristus selv, den er Kristi legeme og han er dens hoved, kirken er brud og han er brudgom ‑ det sidste billede hentes fra den gammeltestamentlige Højsang med dens stærke erotiske sprog. Imidlertid ser Augustin snarere foreningen mellem de to "som en livslang, besværlig proces end som noget allerede fuldbyrdet" (s. 106), og dette svarer til den erfaring han gjorde i sin modne alder, at omvendelse til kristendom ikke er nogen engangs‑begivenhed, men et dagligt krav. Dette krav måtte efter hans mening især stilles til den lokale biskop der i en vis forstand var personligt ansvarlig for hele sin menigheds standpunkt. I sin egen embedsførelse var Augustin rigoristisk. De beklagelser over at folk ikke gik nok i kirke, som man også hører mange steder idag, møder os allerede hos ham og hans samtidige, fx hos stjerneprædikanten Johannes Chrysostomus i Konstantinopel. Der har næppe været nogen periode i kirkehistorien hvor man ikke som kirkegænger har skullet lytte til sådanne jeremiader. I det hele taget påtog Augustin sig som biskop stor myndighed over sine kirkefårs almindelige moralske vandel, og det har tilsyneladende udviklet visse autoritære tilbøjeligheder hos ham. En anden Augustin‑forsker har engang, ikke uvittigt, gjort opmærksom på at mens Augustin i sine yngre år, som det fremgår af den selvbiografiske skildring i de berømte Bekendelser, var stærkt påvirket af sin blide mor Monnica, så kom han senere som biskop til at minde mere om faren Patricius, der øjensynlig har været noget af en bøffel (Rebecca West).

Den anden store afhandling i dette bind har titlen "Senantik kirkelig brevkasse. En studie fortrinsvis i Augustins breve". Mange afhandlinger i Augustin‑Studier, også den førnævnte, har som forudsætning at hele Augustins teologi kan findes i hans prædikener, men denne sidste er skrevet ud fra det synspunkt at noget tilsvarende gælder om hans breve (s. 133). Fra nær og fjern henvendte man sig til Augustin for at få svar på vanskelige spørgsmål vedrørende kristendommen, og i mange tilfælde svarede han beredvilligt, udførligt og dybtgående i et privatbrev. Ved andre lejligheder blev til det et offentliggjort skrift med en titel som De diversis quaestionibus (om forskellige spørgsmål), en ikke ukendt genre i senantikkens litteratur, hvor grænsen mellem privat og offentligt for øvrigt var helt anderledes åben end i nyere tid, hvor først internettet har medført en ny udvikling.

Haystrup giver en række eksempler på Augustins "brevkassesvar", men samler sig tilsidst om et enkelt der handler om billeders skønhed. Det giver ham anledning til et udblik på andre steder hvor den store teolog har udtrykt sine begreber om det skønne, og det er nok dette kapitel i Augustin‑Studier XV der har størst relevans for filosofisk interesserede læsere. Ikke mindst i de tidlige filosofiske dialoger fremhæver Augustin naturens iboende skønhed som spor af Guds skaberværk og udtryk for den harmoniske verdensorden der vidner om visdom og enkle talforhold. Den menneskelige, kunstneriske skaben er afledt heraf, og hvis den udtøres med visdom, har også den del i den guddommelige. Dette er for så vidt et traditionelt syn; men Augustin lægger større vægt på det moralske spørgsmål, hvad kunstværker skal bruges til, om de drager menneskers tanker indad og opad mod Gud eller udad og nedad til den legemlige verden som man så nemt fortaber sig i. Den sande skønhed er den indre, åndelige, men både naturen, billeder og musik kan, rigtigt opfattet, være trin der fører frem til den. Dog er, iflg. Augustins senere, mere pessimistiske menneskesyn, en sådan rigtig opfattelse noget som kun Guds nåde kan give, formidlet af kirken.

Hele rækken af Augustin‑Studier er hermed afsluttet, og den har under ét karakter af en behandling af "diverse spørgsmål". Det må da siges at være overordentlig velvalgt at Helge Haystrup tager afsked med sine læsere med en omtale af netop denne del af Augustins store, i grunden uudtømmelige, forfatterskab.

Publiceret 090803