anmeldt af Dennis Meyhoff Brink

Martin Heidegger må være mindst lige så berygtet for sin besynderlige dunkelhed, som han er berømt for sin suggestive gådefuldhed. For dette sublime tågehorn af en skovfilosof har vedholdende behandlet de mest abstrakte emner i et så bizart og excentrisk sprog, at det må have afskrækket mindst lige så mange læsere, som det har fascineret og tryllebundet. Til sagen for tænkningen – som er en oversættelse af et af Heideggers allerseneste værker – er ingen undtagelse. Den er præcis så mærkelig og abstrus, som enhver virkelig visionær filosofi nødvendigvis må være. Her syder og koger tænkningen, så sproget bobler af underlige, kringlede nydannelser. Og det, vel at mærke, på et abstraktionsniveau, der er højt nok til at få Michael Jordan til at tage sig ud som en pygmæ. 

Ikke desto mindre har Heideggers filosofi haft en revolutionerende effekt. Og det skyldes ikke mindst, at den forbryder sig så grundigt imod de etablerede sprog- og forståelsesformer. Dens virkningshistorie har uden tvivl været en af det tyvende århundredes mest vitale og betydningsfulde. Filosoffer som Sartre, Gadamer, Foucault, Derrida, Rorty, Vattimo og Sloterdijk (for bare at nævne nogle enkelte) står alle i bundløs gæld til Heidegger. I det hele taget har Heidegger-effekten været så massiv i det just forgangne århundrede, at man i dag må spørge sig selv, om filosofien overhovedet ville have set ud som den gør, hvis denne hyttemager fra Schwarzwald ikke havde truttet så gevaldigt i tågehornet.

Fra Sein und Zeit til „Zeit und Sein“
Udover en meget grundig indledning af Thomas Schwarz Wentzer indeholder Til sagen for tænkningen tre essays, der alle er skrevet i løbet af 1960’erne. Til det nok vigtigste essay (det der hedder ”Tid og væren”) er der desuden knyttet nogle uddybende kommentarer i form af et referat fra et seminar om denne tekst. Som titlen antyder, er ”Tid og væren” på én gang en fortsættelse og en omvending af den tidlige Heideggers hovedværk Sein und Zeit (Væren og tid). Sein und Zeit, der udkom i 1927 for at sætte skub i Heideggers akademiske karriere, blev som bekendt udgivet før den var skrevet færdigt. Og da Heideggers filosofi så tog en alvorlig drejning i årene umiddelbart efter udgivelsen (den berømte ”Kehre”), blev den oprindelige plan om at færdiggøre værket skrinlagt. Heidegger mente ikke at kunne fuldende sit projekt ud fra de præmisser og indenfor den terminologi, som han havde udviklet i den udgivne del af projektet.  

Med ”Tid og væren” fra 1962 giver den 35 år ældre Heidegger så endelig sit bud på, hvordan en fortsættelse af Sein und Zeit kunne se ud under de nye betingelser, som drejningen væk fra den subjektcentrerede filosofi i Sein und Zeit indebærer. Der er med andre ord tale om en genoptagelse af det gamle spørgsmål om tid og væren. Men denne gang stilles spørgsmålet indenfor den nye horisont og i det nye sprog, som Heidegger har udformet i de mellemliggende 35 år. Grundlæggende tænkes tid og væren ikke længere ud fra subjektet (eller ud fra ”Dasein” som det hedder på heideggersk). Det er nu snarere subjektet, der tænkes ud fra tid og væren. For mennesket anskues her ikke længere som det privilegerede sted, hvorudfra tid og væren må tænkes, men derimod som den blotte modtager af en tid og en væren, der har selvstændiggjort sig. Tid og væren er ikke menneskets fortjeneste men gives mennesket som en gave, som Heidegger skriver et sted.

Metafysikkritik
Med denne omvending som udgangspunkt begiver Heidegger sig ud i galopperende udlægning af, hvordan de abstrakte størrelser tid og væren så skal forstås. De traditionelle filosofiske udlægninger afvises vanemæssigt som metafysiske. For ifølge Heidegger har filosofien – lige fra Platons idéverden til Nietzsches vilje til magt – bestandigt forestillet sig væren som et slags grundprincip. Filosofferne har siden antikken tænkt og benævnt væren som det højeste eller dybeste princip, der gennemstrømmer og sammenholder alt værende. Og som sådan har de alle forestillet sig væren som noget nærværende, dvs. som noget vi kan forestille os, bestemme og sætte på begreb.

Imidlertid er en sådan begrundende, forestillende og bestemmende tænkning (nemlig metafysikkens) ikke i stand til at rumme det, der uundgåeligt unddrager sig såvel blikket som begrebet. Den kan ikke tænke det, der uafbrudt skjuler sig, selv i det mest åbenbare og nærværende. Når metafysikerne – og det vil ifølge Heidegger sige alle filosoffer frem til ham selv – igen og igen har forestillet sig et eller andet højeste eller dybeste princip for alt værende (det være sig idé, position, ånd, vilje etc.), så har de derved undladt at tage højde for, at der i enhver sådan forestilling altid er noget, der ikke viser sig. Når Heidegger følgelig kritiserer metafysikken for at tænke væren som nærvær, så er det fordi den derved netop ikke medtænker det, der altid – eller ”oprindeligt” som det hedder andetsteds – er fraværende i det nærværende.

Livet i lysningen
En tænkning, der bestræber sig på at medtænke det fraværende i det nærværende, kan selvsagt ikke fastsætte et nyt grundprincip for alt værende. Dermed ville den jo blot føje sig selv til rækken af metafysiske filosofier. I stedet forsøger Heidegger derfor at beskrive den situation vi mennesker befinder os i, når vi erkender. Med den sædvanlige landlige metaforik beskriver Heidegger denne situation som det at befinde sig i en lysning inde i en skov. Lysningen (der også omtales som tids-rummet) er den åbning i skoven, der tillader lyset at trænge igennem og opfylde det. I denne forstand er lysningen forudsætningen for lyset, og ikke omvendt. Lysningen er det åbne, hvori tingene først træder frem for os. Men lysningen skjuler også. I lysningen spiller lys og skygge altid ind i hinanden. Den er derfor åbningen af såvel al nærværelse som for al fraværelse.

I essayet med den sigende titel ”Filosofiens Afslutning og Tænkningens Opgave” karakteriseres al hidtidig filosofi kort som metafysik – en metafysik, der i dag udmønter sig i en række tekniske videnskaber, der udelukkende har deres egen effektivitet som sandhedskriterium. ”Om lysningen”, skriver Heidegger ”ved filosofien imidlertid intet. Filosofien taler ganske vist om fornuftens lys, men agter ikke på værens lysning. Lumen naturale, fornuftens lys, oplyser blot det åbne.” Værens lysning, det åbne, går forud for enhver fornuft i den forstand, at det først er på baggrund af, at verden melder sig på en bestemt – historisk foranderlig – måde, at bestemte spørgsmål opstår og bestemte svar anerkendes. Således er enhver form for rationalitet sekundær i forhold til den på én gang af- og tilslørende lysning. 

Heidegger indstifter altså et forudgående, primært niveau, som fornuft, sprog, sandhed osv. er afhængig af. Og det muliggør en nådesløs fornufts- og civilisationskritik. For den teknisk-videnskabelige rationalisering, der ifølge Heidegger behersker vores tidsalder, ser ikke lysningen. Den teknisk-videnskabelige civilisation, som den vestlige verden har frembragt, retfærdiggør sig udelukkende gennem en effekt, der næppe kan overskues endnu. Effekten beviser dens rigtighed i en sådan grad at det, der hos den unge Heidegger hed ”værensglemsel”, hos den ældre er blevet til en glemsel af lysningen. Opgav vi imidlertid insisteringen på det teknisk-videnskabeligt beviselige, ville vi måske kunne åbne for en anden, mere mulighedsorienteret og mindre resultatorienteret form for tænkning – en tænkning for hvilken spørgsmålene om tid og væren og deres indbyrdes forhold ikke ville være fuldkommen fremmede.

Oversættelsen
Til sidst føler jeg mig nødsaget til at sige et par ord om oversættelsen. Generelt er den udmærket, om end der er en besynderlig inkonsistens i oversættelsen af visse faste Heidegger-udtryk. Eksempelvis oversættes ”Was-sein” med ”Hvad-er” på side 63, mens det – mere korrekt – bliver til ”Hvad-væren” på side 88. Noget tilsvarende gælder oversættelsen af ”anwest”. Men hvad der er langt værre er dog titlen. Den er ganske enkelt pinlig! Til sagen for tænkningen giver jo knap nok mening på dansk. Og hvis man endelig skulle forsøge at presse lidt mening ud af dette besynderlige udtryk, så risikerer man at få et højst fordrejet indtryk af, hvad det hele drejer sig om. For vi skal ikke op på barrikaderne for nogen som helst sag, sådan som den slagordsagtige danske oversættelse kunne antyde.

Bogens tyske titel er Zur Sache des Denkens og det burde vel hedde noget i retning af Om tænkningens sag eller måske blot Tænkningens sag på dansk. Præpositionen ”zu”, som er helt almindelig i tyske titler, betyder nemlig ikke bare ”til” i denne sammenhæng, men derimod ”bidrag til” eller ”angående”, hvilket snarere svarer til det, vi plejer at udtrykke med præpositionen ”om” i danske titler. Når ”Zur Sache” oversættes direkte med ”Til sagen” bliver det yderligere misvisende, fordi den danske sprogbrug – i modsætning til den tyske – indeholder et udtryk som ”at gå til sagen” i betydningen ”at gå i gang”. Desuden kan ”sagen for…” misforstås i retning af ”det er lige sagen for” denne eller hin, hvilket jo heller ikke er meningen. Det er rigtigt, at tyske genitiver ikke altid skal oversættes med dansk genitiv-s, men her mener jeg nu, at det er helt på sin plads. For sådan som den står, er den danske titel ganske enkelt en gebrækkelig omgang volapyk. 

Publiceret 090803