Kim Gørtz: "Tankens åbenhed. - om centrale temaer i Martin Heideggers sene værk", Samfundslitteratur, 235 sider, 228 kr.
anmeldt af Karsten Holt
At Martin Heidegger er andet og mere end forfatteren til hovedværket Sein und Zeit fra 1927 er en opfattelse som efterhånden er ved at bundfælde sig, også i det danske filosofiske miljø. Heideggers filosofi efter den såkaldte Kehre, udvises stadig større interesse og selvom Sein und Zeit stadig ikke findes i en dansk oversættelse er vi i stedet blevet begavet med danske oversættelser af senværket. I 2000 kom Sproget og ordet med udvalgte tekststykker fra Heideggers sene hovedværk Unterwegs zur Sprache (anmeldt her på siden) og for nylig udkom Til sagen for Tænkningen (ligeledes anmeldt her på siden), som indeholder tekster fra 60’erne.
Nu kommer der fra lektor på handelshøjskolen Kim Gørtz’ hånd, en gennemgang af visse centrale temaer i Heideggers sene filosofi, en filosofi som ikke vil kaldes filosofi og som derfor er svær at karakterisere. Heidegger har aldrig været let at læse og senværket er om noget endnu sværere at få hold på, at begribe, idet den netop er et forsøg på at undvige den fastholdelse som filosofien, og videnskaben, har som sit varemærke og kalder be-grebet. Groft sagt forsøger Heidegger at tænke uden om de traditionelle filosofiske begreber, men hvordan og med hvilke termer skal og kan man da tænke? Netop afvisningen af det traditionelle filosofiske vokabular og i stedet anvendelsen af en mængde neologismer, som Heidegger tillægger betydning pga. en etymologisk forbindelse til fortiden, er grunden til at Heidegger gerne anklages for at være ’mystisk’, ’esoterisk’ eller ’hermetisk lukket om sig selv’. En sådan anklage er naturligvis belejlig for visse læsere og kritikere, idet man kan afvise hans filosofi som ’vrøvl’ og dermed ikke skænke det den anstrengelse som det muligvis fortjener.
Hele Heideggers filosofi drejer sig om en akse, som allerede udpåpeges i Sein und Zeit, nemlig den såkaldte ontologiske differens. Siden Platon og Aristoteles har filosofien været præget af en grundlæggende metafysik, som ikke har været betvivlet, nemlig at filosofien var en lære om det værendes væren. Dette værende har gennem tiden haft forskelligt indhold som Platons ’den gode ide’, ’Gud’ for teologerne eller ’res cogitans’ for Descartes, men fælles for dem alle har været en grundlæggende form: det værende er en substans, dvs. en ting som er uforanderlig gennem tid og rum. Heideggers spørgsmål lyder dernæst: hvad med væren, dvs. hvorfor spørger metafysikken ikke til at der er noget, fremfor hvad noget er, dvs. til værens mening og ikke det værendes mening?
Heideggers filosofi udfolder sig som en diskussion af hvorfor væren viser sig, hvorfor væren viser sig på den måde det har gjort gennem historien, altså som værende.
I kraft af at Heidegger mener hele filosofien, før ham skal siges, har fokuseret ensidigt på det værende og dermed bedrevet metafysik, som Aristoteles definerede det, er hans filosofi et forsøg på at bevæge sig hinsides filosofi og metafysik, en bevægelse som fører til at Heidegger i sit sene værk afviser at kalde det han bedriver for filosofi, men i stedet benævner det ’tænkning’. Det er forsøget på at indkredse dette begreb om ’tænkning’ som Heidegger udfolder i hans sene værk, der er omdrejningspunktet for Kim Gørtz i denne bog. ”Heidegger bestræber sig således på at tænke værens fravær nærmere, men ikke gennem en diskursiv aktivitet, ikke ved en tankens eller begrebets anstrengelse. For det handler ikke om at begribe ’væren’, men om at erfare værens sandhed, og samtidig indse den åbning der indvarsler, at mennesket opholder sig i værens bolig, sproget”(71).
Bogen består af 4 hovedafsnit, eller ’egne’ som Gørtz kalder dem, som hver især nærmer sig ’tænkning’ og dermed forsøger at afdække Heideggers senværk, men med forskelligt perspektiv. Første ’egn’ kaldes ’De filosofiske egne’ og er en gennemgang af Heideggers filosofiske arv, dvs. en traditionel filosofisk læsning af Heidegger, som på grund af dens lange historiske linjer virker som en udmærket introduktion til Heideggers filosofi, både i kronologisk og tematisk henseende. De centrale temaer her er metafysikkens fuldendelse eller overvindelse, hvilket resulterer i en grundløs tænkning som forsøger at tænke uden den måske mest centrale filosofiske forudsætning, grund; intet er, som Leibniz sagde, uden grund.
Kapitel 2 har titlen ’De mystiske egne’. Det referer for det første til den inspiration og læsning som Heidegger foretog af mystikere som Meister Eckehart af Hochheim og Angelius Silesius, men også fordi mystikeren med sin Gudserfaring udtrykker et forhold, som har lighedstræk med Heideggers forsøg på at karakterisere væren og fordi mystikeren kan tale om ’spring’, som også Kierkegaard gjorde, et spring som er uden kausalitet og derfor uden grund, en grundløs tænkning.
Det er ikke Kim Gørtz’ mening at reducere Heidegger til en mystiker, hvorefter vi kan afskrive eller tilbede ham. Det er derimod et forsøg på et finde alternative kilder til Heideggers tænkning, både hvad angår inspiration og eksplikation, et forsøg på at finde et andet vokabular som kan beskrive hvad Heidegger mener når han taler om ’tænkning’. At der er slægtskab mellem mystik og tænkning er tydeligt men som Gørtz påpeger behøver det ikke at medføre en reduktion af Heideggers sene tænkning til mystik.
At der ligeledes er slægtskab mellem ’denken’ og ’dichtung’ påpeges i 3. kapitel som kaldes ’De poetiske og guddommelige egne’. Heideggers mange læsninger af den tyske poet Hölderlin, som var studiekammerat med Hegel, har heller aldrig forsøgt andet end netop at påpege et slægtskab mellem en præmetafysisk tænkning og Hölderlins digtning. Hölderlins erfaring at et antikt ’rum’, som er konstitueret på en anden facon end det moderne rum/tidslige univers, med nærværende panteistiske og ikke transcendente guder, er i Heideggers øjne et tegn på at det er muligt i en moderne verden, at erfare en præmetafysisk værensudlægning og dermed konstituere et forsøg på at overkomme metafysikken. De digteriske sprog har en åbenhed, som også kendetegnede den præmetafysiske filosofi, der kan åbne den uendelige værens grund, en åbenhed der står i opposition til filosofiens fokusering på én og kun én grund. Digtningen og tænkningen var oprindeligt tæt beslægtede, men filosofien distancerede sig fra tænkningen. Hölderlin åbner op for en tilbagevenden.
4 og sidste kapitel kaldes ’Tænkningens egne: Tænkningens åbning af tilegnede mennesker’. Den egentlige tænkning er åben, til forskel fra den filosofiske eller metafysiske tænkning som lukker sig fordi den objektiverer, tingsliggør, substantilierer eller begrebsliggører alt til blot værende ting. En tænkning som åbner sig må tillige fralægge sig menneskets krav om kontrol og beherskelse som kommer til syne i teknikkens væsen. Men forsøget på at overkomme den metafysiske filosofi må også overkomme det subjekt som siden Descartes har været det fundament hvorpå filosofien har balanceret. Heideggers sene filosofi er dermed også en afvisning af den subjektorientering som filosofien har været præget af, for i stedet at anvise mennesket en mindre central placering, ikke som ophavsmand til sprog og væren, men som åben modtager af sprog og væren.
Denne antisubjektivistiske tendens eksemplificeres ved Zenbuddismen som Heidegger blev bekendt med og lod sig inspirere af.
Kim Gørtz har skrevet en fin bog om Heideggers sene filosofi, en bog som med en grundig læsning af mange Heidegger tekster, vil kunne anvendes af en bred skare med interesse for den sene Heidegger. Kim Gørtz har valgt at læse Heidegger gennem mystikken, Hölderlin og Zen-buddisme, en optik som ikke er nødvendig, men naturligvis kan anvendes. Og efter at have læst denne anmeldelse kunne en læser måske tro, at Heidegger kun beskæftigede sig med ovenstående emner, en påstand som langt fra er sand. Kim Gørtz har valgt dette perspektiv for at have en katalysator for Heideggers særegne univers, men et filosofisk perspektiv kunne med rette også være anvendt. Kim Gørtz er også godt klar over faren for at gøre Heidegger mere mystisk end han er og skriver; ”Men det ville dog forekomme misvisende at kalde Heideggers sene tænkning for en moderne form for mystik, da dette indikerer eksistensen af nogle elementer i Heideggers tænkning, som ikke er til stede i hans forfatterskab” (211).
Heidegger er en skeptisk filosof da han ikke accepterer totalløsninger af systematisk karakter. Dette besværliggør en formidling og en forståelse, men Kim Gørtz har lavet et redeligt forsøg som han tilmed er sluppet godt fra.
Publiceret 090803