anmeldt af Michael Skaanning-Hansen.

Genudgivelse af næsten 35 år gammel sekundærlitteratur er ikke hverdagskost på de filosofiske forlag. Men dette er netop, hvad Cambridge University Press har begået med udgivelsen af R.J. Hollingdales Nietzsche - The Man and his Philosophy . Bogen blev oprindeligt udgivet i 1965 og foreligger nu i en ny, lettere opdateret udgave, inkluderende et postskrift om Nietzsche-forskningens udvikling i de mellemliggende år.

 Bl.a. fordi Nietzsche jo er en af de filosoffer, hvis tanker har vakt interesse langt ud over de fagfilosofiske kredse, findes der idag en ganske stor mængde litteratur om hans liv og filosofi - heraf en stor del af "introduktionstypen". Hollingdales bog er ligeledes tænkt som en introduktion, og man kan derfor, ikke mindst i lyset af de sidste årtiers Nietzsche-forskning, spørge, om der overhovedet er mening i en sådan genudgivelse. Efter undertegnedes mening er svaret ja; for bogen har tre forcer, som tilsammen får den til af fremstå med en troværdighed, der ligger klart over det gennemsnitlige. For det første har Hollingdale et aldeles indgående kendskab til Nietzsches forfatterskab, idet han har oversat ialt ni af Nietzsches værker til engelsk. Dette kommer bl.a. til udtryk gennem en bemærkelsesværdig skarpsindighed overfor tankemæssige udviklinger de enkelte værker imellem. For det andet er det tydeligt, at Hollingdale - helt bevidst - afholder sig fra at kaste sig ud i kontroversielle spekulationer og tolkninger. Netop dette vil måske få nogen til at betragte bogen som lidt tam og "personlighedsløs", men da der som nævnt er tale om et introducerende værk, bør det i stedet betragtes som en dyd; under læsningen har man i udtalt grad fornemmelsen af at blive delagtiggjort i, hvad man med sikkerhed kan sige om Nietzsches liv og filosofi frem for, hvad man måske kan sige. Det tredie punkt bogen udmærker sig på, er håndteringen af forholdet mellem Nietzsches liv og hans filosofi. I hvilken grad har Nietzsches liv, herunder hans bekendtskaber og hans sygdom, påvirket hans filosofi? Og i hvilken grad er det nødvendigt at være bekendt med de biografiske forhold, for at kunne forstå hans filosofi? Hollingdale formår her at skitsere en sammenhæng, som virker troværdig frem for søgt; han forsøger ikke at relatere hver en begivenhed i Nietzsches liv til bestemte synspunkter eller teser, men fokuserer i stedet på nogle få forhold - primært på udviklingen i Nietzsches forhold til Wagner og til Schopenhauers filosofi. 

Netop gennemgangen af dette emne hører til bogens mest interessante dele. Hollingdale argumenterer her for, at bruddet med såvel Wagner som med Schopenhauers filosofi var en nødvendighed for udfoldelsen af Nietzsches egen filosofi. Frem til dette brud i 1876 var Nietzsches filosofi, i en grad, der umuliggjorde enhver form for originalitet, præget af hans fascination af Wagner og Schopenhauer. I følge Hollingdale var denne fascination frem for alt rettet mod personerne, og mindre mod deres "filosofiske indsigter". I Schopenhauer så Nietzsche den miskendte, men geniale enspænderfilosof, som via sin umiddelbare tilgang til de filosofiske spørgsmål evnede at se tingene på en helt anderledes klar facon end de skolede og vanetænkende universitetsfilosoffer. Hertil kom Schopenhauers berømte "litterære" måde at udtrykke sig i skrift på, der utvivlsomt også bidrog til Nietzsches fascination. Wagner repræsenterede den livskraft, vilje og skaberevne, hvis generelle forfald i den tyske befolkning Nietzsche begræd så dybt. Schopenhauer og Wagner stod begge for det store i mennesket, det "antigermanske".

Nietzsches forhold til hhv. Schopenhauer og Wagner var af væsensforskellig karakter. Nietzsche mødte aldrig Schopenhauer personligt, idet han kun var 16 år gammel da Schopenhauer døde. Angiveligt har Nietzsche først stiftet bekendtskab med Die Welt als Wille und Vorstellung i 1866, 6 år efter forfatterens død. Fascinationen af Schopenhauer var imidlertid en væsentlig ingrediens i Nietzsches forhold til Wagner, med hvem han i en årrække havde et nært, personligt venskab. Wagner var på det tidspunkt en af de fremmeste fortalere for Schopenhauers filosofi, og det var ikke mindst denne fælles lidenskab, der bandt ham og Nietzsche sammen. Nietzsche var dog ifølge Hollingdale en noget mere kritisk beundrer af Schopenhauer end Wagner. Hvor førstnævnte tog det, han havde brug for, var Wagner ganske enkelt ikke i besiddelse af det fornødne intellekt til at selektere i Schopenhauers inkonsistente lære. Men den kritiske sans som Nietzsche angiveligt havde over for Schopenhauer, manglede han til gengæld i forholdet til Wagner. Nietzsches fascination af den 31 år ældre Wagner, ofte blot kaldet Meister, var i en periode så udtalt, at han overvejede helt at indstille sin egen virksomhed som filosof for at hellige sig udbredelsen af Wagners ideer om "Fremtidens Kunstværk" (Das Gesamtkunstwerk, med de antikke tragedier som forbillede). I et brev til vennen Gersdorff skriver han i august 1869: "I have found a man who reveals to me as no other the image of what Schopenhauer calls "the genius" and who is quite possessed by that wonderfully intense philosophy [i.e. Schopenhauer's]. ....when I am near him I feel as if I am near the divine."

I årene herefter er alt, hvad Nietzsche skriver, ifølge Hollingdale, stærkt influeret af Wagner; selve formålet med Nietzsches virksomhed bliver at give filosofisk og filologisk rygdækning for Wagners ideer. Såvel Wagners som Schopenhauers tankeverdner er stærkt dualistiske. Hos Wagner udtrykkes det i diktonomierne natur/menneske og menneske/kunst, hos Schopenhauer i forholdet mellem viljen og fornuften. Det er i inspirationen af en sådan metafysisk dualisme, at Nietzsche skriver Die Geburth der Tragödie, oder Griechentum und Pessimismus (1872), hvor den dualistiske model udtrykkes i skildringen af Apollon og Dionysos. Bogen blev i øvrigt, med henvisning til dens eklatant uvidenskabelige karakter, kritiseret voldsomt efter dens udgivelse.

Hvor kraftig Wagners og Schopenhauers indflydelse var på Nietzsche i årene fra omkring 1869 til bruddet med førstnævnte i 1876 (og den heraf følgende frigørelse fra Schopenhauers filosofi), forståes bedst i lyset af Nietzsches senere filosofi. Den Nietzsche man møder her er, som det vil være læseren bekendt, en svoren tilhænger af en nærmest materialistisk monisme, hvor der kun er forargelse og hån tilovers for ideen om en "bagvedliggende" eller "dybere" virkelighed. Der er ingen plads til den romantiske ide om at skue "det metafysiske". I denne henseende foregreb Nietzsche det 20. århundredes tænkning, og et opgør med Wagner og Schopenhauer var derfor uundgåeligt.

Hollingdales Nietzsche - The Man and his Philosophy er en absolut læseværdig bog, som har sin styrke i sin afdæmpede saglighed og i sin fine balance mellem kritik og respekt. Her er ingen dynamit eller andre store armbevægelser, men derimod et oprigtigt forsøg på at forstå en filosof og et menneske, som i de seneste 100 år er blevet tillagt de mest forskelligartede og indbyrdes modsigende synspunkter. Prisen for Hollingdales stil er, at bogen i visse afsnit er temmelig tung; den bliver aldrig helt så fængslende som f.eks. Ray Monks Wittgenstein-biografi. Men bogen har som nævnt andre kvaliteter, der opvejer dette.

Slutteligt skal det bemærkes, at bogen blev skrevet inden fremkosten af den såkaldte Colli-Montinari-udgave af Nietzsches samlede værker, og Hollingdale har derfor ikke kunnet profitere af den systematisering, der her er foretaget af Nietzsches "Nachlass" og brevvekslinger.

Publiceret 010200