anmeldt af Thomas Telving

De tre forfattere til Det retfærdige samfund er alle ansatte ved Københavns Universitets Institut for Filosofi, Pædagogik og Retorik. Til trods for at Pædagogik indgår i instituttets navn er det alligevel i nogen grad bemærkelsesværdigt at se en så letlæst og pædagogisk udformet bog fra det filosofiske akademiske miljøs hånd. Endvidere mener jeg også, at det er livsbekræftende for fagfilosofien, at den formår at producere så udadvendt litteratur, dvs. andet end f.eks. mere eller mindre esoteriske skrifter om erkendelsesteori.

Der er, som titlen antyder, tale om en bog om politisk filosofi. Diskussionen omhandler værdier og hvorledes disse bedst fordeles hvis et samfund skal kunne kalde sig retfærdigt. Forfatternes ærinde er primært et forsvar for egalitarismen, men de øvrige retfærdighedsteorier som bogen tager op (bl.a. utilitarisme, Rawls og Nozick) diskuteres også i deres indbyrdes forhold. Der anvendes bogen igennem søjlediagrammer til at illustrere forskellene på de forskellige positioners syn på fordelingsretfærdighed. Disse illustrationer fungerer glimrende og bidrager sammen med de temmelig systematiske teoriredegørelser positivt til bogens i forvejen meget pædagogiske tone. Hver gang en teori forklares eller modificeres afsluttes der med en helt klar og kortfattet definition af teorien.

Hver enkelt teori diskuteres indgående og der opstilles både indvendinger og svar på disse. Der er således tale om en række temmeligt upartiske diskussioner. Der efterlades dog sjældent tvivl om forfatternes eget politisk filosofiske ståsted. Men dette skal ikke nødvendigvis opfattes kritisk; det er rart med en bog som tør drage direkte politiske konsekvenser på baggrund af filosofiske ræsonnementer, og iøvrigt mener jeg i høj grad Det retfærdige samfund yder alle behandlede positioner retfærdighed. Dermed dog ikke sagt at jeg kan erklære mig enig i alle konklusioner. F.eks. hævdes det, at utilitarismen ikke tager behørigt hensyn til lighed (dette argument illustreres effektivt vha. de omtalte søjlediagrammer). Udfra den i bogen givne definition på utilitarisme virker ræsonnementet plausibelt, men spørgsmålet er om denne, iøvrigt klare og pædagogiske, definition trods alt præsenterer utilitarismen i dens stærkeste udformning. Det mener jeg ikke er tilfældet. Hovedsageligt fordi forfatterne efter min opfattelse ikke lægger tilstrækkelig vægt på det ofte fremførte krav fra utilitaristers side om i værdiforvaltning at prioritere minimering af ulykke højere end maksimering af lykke (eller i Det retfærdige samfund: Velfærd). Der gives udtryk for, at utilitarismen kommer til at synes uretfærdig hvis den ikke kombineres med et princip om lighed. I modsat fald vil man nemlig som utilitarist eksempelvis blive tvunget til at foretrække et samfund, hvor én gruppe er meget dårligt stillet og én gruppe meget godt stillet, hvis blot velfærden i det samlede billede tilfredsstiller det utilitaristiske princip. Alene det at utilitarismen i givet fald måtte give afkald på sin status som monistisk teori ville være en alvorlig indvending mod den. Ulykkeminimeringsdelen af utilitarisme kommer i Det retfærdige samfund kun implicit til udtryk bl.a. via princippet om faldende marginalnytte. Blev denne vigtige del mere eksplicit formuleret (som det bl.a. er tilfældet hos Erich Klawonn) mener jeg, at utilitarismen relativt uproblematisk kunne imødegå indvendingen om manglende lighed. I givet fald ville det nemlig være nærliggende at konkludere, at et samfund baseret på utilitarisme ikke alene altid vil indeholde den størst mulige mængde velfærd, men at også de dårligst stillede vil have det mindst lige så godt som den ligestillede borger i et samfund baseret på egalitarisme. Dette ræsonnement kunne f.eks. styrkes af argumenter om de motivationsmæssige begrænsninger et egalitaristisk baseret samfund antageligt måtte kæmpe med.

I det retfærdige samfund er det alternativ til bl.a. utilitarisme forfatterne synes at have størst sympati for (eller det som de finder mest velargumenteret), en sofistiskeret form for egalitarisme som benytter sig af prioritetsprincippet (man skal give prioritet til de dårligst stillede). Prioritetsprincippet indfanger for mig at se godt og vel de samme moralske intuitioner som en utilitarisme med hovedvægt på minimering af ulykke.

Uanset undertegnedes muligvis pedantiske indvendinger er Det retfærdige samfund en glimrende bog, og jeg mener som antydet at det er positivt at se at nogen tør lytte til deres filosofiske ræsonnementer og drage direkte politiske konklusioner deraf. Man bør f.eks. ifølge bogens forfattere foretage en langt mere omfattende omfordeling af goder på internationalt plan. Bravo! - Nu mangler vi blot at politiske beslutningstagere begynder at interessere sig for filosofi.

Publiceret 300999