Kirsten Hyldgaard. Det utidige subjekt. Lacan, Freud, Heidegger, Sartre, Badiou, Zizek m.fl., Roskilde Universitetsforlag 183 sider - 199 kr.
anmeldt af Karsten Holt
Den generation der, som undertegnede, voksede op i 80’erne synes i dag at udvise en vis antipati mod psykoanalysen og dens grundlægger Sigmund Freud. I min skoletid blev ethvert digt, ja en hvilken som helst litterær tekst, billede eller kunstværk, analyseret med henblik på at gennemskue forfatterens psykologiske profil. En sådan profil var resultatet af en analyse, som baserede sig på redskaber som kaldtes ’de tre faser (anal, ødipal, oral)’, ’fortrængning’ og en søgen efter ’symboler’ (disse var oftes af fallisk karakter, det være sig som skorsten, cigar, stige el.lign.). Ud fra disse forholdsvis få redskaber var det muligt at analysere en tekst, og et medmenneske, stille en diagnose, dvs. påpege visse ubevidste tendenser som vedkommende hurtigst muligt skulle skille sig af med. En herlig lille leg som dengang syntes videnskabelig ’for det virker jo’, hvilket casestudies kunne verificere, men som sidenhen virkede frygtelig omklamrende med sin ’diagnose’ til en hver tænkelig tilstand og handling; ’det er fordi han ikke måtte lege med sit lort da han var i den anale fase…’.
Giver det derfor mening at interessere sig for en teori som virker arkaisk, eller virker teorien arkaisk fordi mine folke- og gymnasielærere ikke havde forstand som de troede, når talen faldt på den psykoanalytiske teori? Overraskende nok viser Kirsten Hyldgaard i sin nye bog Det utidige subjekt at psykoanalysen ikke er et glemt og overstået kapitel i psykologiens historie. Specielt i Frankrig har Freuds indflydelse været stor og specielt hos Jaques Lacan (1901-81) viser det sig at psykoanalysen er alt andet end død og at den vulgære psykoanalyse, som undertegnede blev introduceret for i sin ungdom, ikke rammer den egentlige psykoanalyses forudsætninger eller mål.
Lacan er det centrum, hvorom bogen drejer sig. Bogen er ikke en egentlig introduktion til Lacan, men består af en række artikler som K. Hyldgaard gennem en elleveårs periode, har publiceret i en række forskellige tidsskrifter, antologier og et enkelt forord til en oversættelse af filosoffen Slavoj Zizik.
Lacan udemærker sig ved ikke dogmatisk at befinde sig i en og kun en, af de i Frankrig to konkurrerende filosofiske traditioner, strukturalismen og fænomenologien. Lacan søger at overkomme denne franske dikotomis problemer ved at henvise til psykoanalysen og den irreducibilitet som den antager. Det ses bl.a. ved den psykoanalytiske differens mellem ’subjekt’ og ’jeg’. ’Jeget’ er den forestilling om at have et selv og en identitet som vi har af os selv, som mand eller kvinde, gammel eller ung, seksuel orientering etc. Dette er historisk variable størrelser, mener Lacan, som skyldes et kompromis mellem drifterne og overjegets krav. Dette kompromis er nødvendigt, fordi konflikt er en nødvendig forudsætning, ja subjektet er selve denne konflikt. ’Det utidige subjekt’, som også er bogens titel, er dermed en formal bestemmelse, men en bestemmelse som er af enorm betydning for enhver bestemmelse af sig selv som ’jeget’ har. Jeget søger konsekvent en identitet og en sådan identifikation er eksklusiv, dvs. som følge af selve identifikationen udelukkes andre muligheder. Jeget er derfor ’tendentielt chauvinistisk’ ifølge Hyldgaard, idet den Anden bestemmes i kraft af et tilhørsforhold eller mangel på samme. I en sådan evig tilstand af konflikt er ideen om harmoni, politisk, socialt eller personligt, en utopi som de fleste benægter, eller med et psykoanalytisk begreb, fortrænger. Subjektet er med andre ord ikke en statisk størrelse, en substans som siden Descartes’ reduktion og objektivering ved hans cogito ergo sum-dogme, har været betragtet som det konstituerende subjekt. Dette opgør med det konstituerende subjekt, et opgør som kaldes antihumanisme, har Lacan til fælles med Heidegger, hvilket er temaet i det første kapitel med titlen Antihumanismen hos Heidegger og Lacan. Subjektet er derimod decentreret, hvilket hos Lacan netop henviser til den irreducible rest som mennesket også er, det ubevidste.
I kapitlet Sandhederne, filosofien og sofismen fortsættes denne vej, idet den franske filosof Alain Badious forsøg på at legitimere filosofien sker ved en henvisning til den forskel der ifølge Heidegger er på filosofi og tænkning. Filosofi har siden Platon bestået af det ’rum’ der opstår mellem de 4 betingelser som udgør spillerummet for filosofien, mathemet, digtet, politikken og kærlighed. Forfalder filosofien til at betragte sin essens som bestående af én af de ovenstående betingelser udarter den, hvilket bevirker at filosofiens rum reduceres til f.eks. positivisme eller at betragte filosofien som en litterær genre blandt andre, som f.eks. dekonstruktionen i visse amerikanske udgaver er forfalden til.
Kærlighedens umulighed kaldes 7. kapitel, hvori kærligheden kommer under psykoanalysens dissekerende skalpel. Kærlighed kan ikke reduceres til seksualdrift som kynikere ofte gør det, men omvendt kan kærligheden heller ikke reduceres til forelskelse som romantikeren gør. Kærlighed er et irreducibelt forhold til den Anden. Den Anden er ligeledes en irreducibel størrelse, der er interessent i denne sammenhæng, fordi det netop er noget som jeg ikke kan identificere mig med, det er en Anden. Denne radikale forskel mellem jeg og den Anden præsenterer dermed selve forskellen, gør forskellen nærværende. Dermed kan Lacan, på go fransk svulmende maner, påstå at ”der ikke findes noget seksuelt forhold” (p. 137). Et forhold er en mængdebetegnelse, men består af én enhed, én mængde. Forholdet til den Anden, hvis det skal være ægte - prostitution og voldtægt er eksempler på forhold hvor der ikke findes en Anden, kun et jeg der vil have afløb for sine drifter, hvilket gør at prostitution og voldtægt er en form for masturbation - er disjunktivt. Kærlighed er dermed ikke erfaringen af at blive forenet, at blive ét kød, som biblen siger. Kærligheden er ikke et forhold som jeget kan kontrollere, det er tværtimod en konflikt, et ulige forhold mellem to ulige størrelser.
Lacan, som døde i 1981, har i dag en meget aktiv arvtager, den også i Danmark kendte og oversatte slovenske filosof Slavoj Zizek. Kapitlerne 4 og 5 handler om Zizek. Zizek er en besynderlig størrelse idet han på den ene side betegner sig som marxist, en af det få som stadig (tør?) gør det, og på den anden side ofte anvender eksempler fra Hollywoods populærkultur. Eksemplet fungerer ikke kun som udvendig ornamentik til abstrakte generelle teorier, men er tværtimod eksemplificeringer af tænkningens strukturer. Hos Zizek er det psykoanalytiske vokabularium ikke et redskab til at diagnosticere patologiske tilstande med, som Freud oprindeligt anvendte dem, men anvendes derimod til at forklare mennesket placering og position i verden. Psykoanalysen er ikke et forsøg på at diagnosticere verden som syg, men at forklare menneskets tilværensmåde med et nyt og irreducibelt vokabularium.
Som nævnt i bogens titel er også Sartre, Aristoteles og naturligvis Freud repræsenterede. Sartres analyse af ’den Anden’ er af stor indflydelse på Lacans tænkning og undersøges i et kapitel. Aristoteles anvendes af Lacan på baggrund af hans analyser af kausalitet, nemlig hans begreber tyché og automaton, som er kausalitet der angår det kontingente, dvs. kausalitet som ikke finder sted med nødvendighed.
Endelig er Freud det, på nær Lacan, oftest nævnte navn. Psykoanalysens indflydelse på fransk filosofi og psykoanalysens filosofiske relevans påpeges i kapitel 2 som har titlen Den asociale drift og det sociale begær.
Lacan læses formentlig ikke af andre end en snæver kreds af psykoanalytikere og frankofile filosoffer i Danmark. Det skyldes uden tvivl mange faktorer, men Lacan udgav ikke selv meget, størstedelen af hans skrifter er offentliggjorte forelæsninger der er vidtfavnende i deres henvisninger, hvilket ikke letter læsningen for andre end fagmanden. At det filosofiske miljø i Danmark desuden synes at være præget af en vis anglofili øger naturligvis heller ikke formidlingen af tænkere som Lacan. Det er derfor positivt for det filosofiske miljø i Danmark at Kirsten Hyldgaard har kastet sig over Lacan. Hun formidler stoffet godt og har desuden tidligere udgivet endnu en bog om Lacan med titlen Fantasien til afmagten. Syv kapitler om Lacan og filosofien, til de læsere som ønsker mere.
Kirsten Hyldgaard kommer, som jeg har forsøgt at vise foroven, langt omkring i den række artikler hun har valgt at udgive. Men, og der skal lyde et men, så fremstår bogen fragmentarisk. Når man udgiver artikler fra en tiårs periode og forsøger at samle dem under én overskrift, så er det et svært forehavende. Lacan optræder ganske vist i alle artikler, men man kan ikke kalde bogen en decideret introduktion til Lacans tænkning, til det er den for fragmentarisk. Bogens artikler er oplysende og formidler deres stof godt, men bogen er en samling artikler med forskelligt fokus og ikke en bog om ’Det utidige subjekt’.
Publiceret 161103