anmeldt af Dennis Meyhoff Brink.
Bogen lægger ellers rigtig godt ud med en historisk fremhævelse og gennemgang af fænomenet kedsomhed - en gennemgang, der viser, at kedsomheden primært må forstås som et moderne fænomen. Svendsens overbevisende tese er, at det er mindre end 250 år siden vi rigtig begyndte at kede os. Da Gud døde, begyndte vi at kede os. Og det gør vi stadigvæk. Ja, det har vi faktisk gjort siden romantikken, sådan cirka. Og det er derfor netop med udgangspunkt i den tidlige tyske romantik (den såkaldte Frühromantik), at vi føres gennem den moderne kulturhistorie for at opspore kedsomheden: Via Kierkegaards ironiske kedsomhed og Baudelaires og Schopenhauers livslede træder vi ind i det 20. århundrede, hvor kedsomheden kommer til udtryk i så forskellige medier som Heideggers stemnings-fænomenologi, Becketts dramaer, Warhols 'filosofi', Cronenbergs film Crash, Bret Easton Ellis' roman American Psycho, og mange andre steder.
Overordnet skelnes der mellem en "situativ" kedsomhed og en "eksistentiel" kedsomhed, hvor den første er bundet til en bestemt ting, hændelse eller situation som keder os, mens den sidste er når livet som sådan keder os - eller når "det kedende keder sig", som Svendsen siger med Heidegger. Den eksistentielle kedsomhed er forbundet med det meningstab, der fulgte i kølvandet på 'Guds død': Oplysningens og den tidlige romantiks myndiggørelse af subjektet - på bekostning af Gud - bliver nemlig hurtigt et uhåndtérligt problem. For dét at indstifte Mening på egen hånd, viser sig at være mindre ligetil, end det så ud i oplysningens forjættende skær. Og det gælder såvel for meningen med verden som for meningen med én selv. For hvor verden tømmes for mening, der tømmes vi også selv (Hegel). Vi mister vores integritet og vores identitet: "Den moderne frigørelsesproces ender med at udviske den selv samme identitet, som den skulle frigøre. Vi lever som fuldtidsturister." På grund af meningstabet og kedsomheden (som hos Svendsen ender med at blive ét og det samme) er vi ikke længere deltagende i livet som før. Efter Guds død bliver verden salig tom for andet end ting, som vi ikke kan engagere os i længere. Vi er blevet tilskuere til livet. Eller turister i livet, som Musil ville sige.
Så vidt så godt. Men tab forsøger man gerne at kompensere for, og derfor afstedkommer menings- og identitetstabet en stadig jagt på det nye. Man forsøger at overskride kedsomheden over livet og at udfylde tomrummet i verden og i én selv ved hjælp af det interessante. Denne samfundsdiagnose - der allerede findes hos romantikeren Fr. Schlegel - forlænges af Svendsen til nyere moderne fænomener som mode og kulturindustri, der ligeledes fortolkes som flugt fra kedsomheden. Under denne flugt kræver det moderne menneske stærkere og stærkere meningserstatninger, og disse tager så form af bestandigt nye, mere interessante og mere pikante pirringer. Og da vi så oven i hatten er udsat for en udpræget æstetiseret og teknoficeret tidsalder, hvor evnen til at 'mærke' realiteten aftager (!), ender hele miséren med udskejelser af kold sex, kynisk vold og hæmningsløs umoral, som i Crash eller American Psycho. Uha, uha.
Nuvel. Mens de indledende historiske bemærkninger om kedsomheden som et vedkommende moderne fænomen faktisk var meget interessante (et ord man næsten ikke tør bruge, man risikerer jo bare at blive anklaget for at lide af moralsk fordærv…), så er de efterfølgende diagnoser af den moderne bevidsthed desværre ofte fantastisk trivielle. Det er langt hen af vejen et fortyndet afkog af Frankfurterskolens (Benjamins og Adornos), et par forgængeres (Simmels) og et par arvtageres (Baudrillards) sociologiske teorier. Og det er ærgeligt. Havde Svendsen dog bare brugt sine mange interessante citater, og udviklet en teori om kedsomhed i stedet for! For hvad vil det egentlig sige at kede sig over livet, i modsætning til f.eks. at lide under meningstabet efter Guds død eller at ængstes over tilværelsens store Intethed?
Svendsen har mere ret, end han aner, når han - i forbindelse med Heideggers analyser af angst og kedsomhed - bemærker, at "kedsomheden synes … at være et langt mere tidstypisk fænomen end angst. Vi ængstes ikke så meget længere, men keder os desto mere." - Men hvorfor så ikke forsøge at indkredse kedsomheden? Inklusiv kedsomheden ved de ungdommeligt-højstemte spørgsmål om Den store Mening eller Den store Tomhed?
Paradoksalt nok er det faktisk slet ikke kedsomheden, der indkredses. Den bliver derimod en stadig mere uklar suppedas, der til forveksling ligner Heideggers begreb om angst - bare lidt mindre dramatisk og mere tungsindigt. Og det er da denne blaserte, sløvede angst (altså den "eksistentielle" kedsomhed) der nutildags forlanger nogle noget større chok end tidligere for at vågne. Og bingo - deraf kommer så udskejelserne i f.eks. Crash og Amercan Psyko. Hurra, hurra! Det lyder jo som en bonde på marken! Havde man spurgt en sådan om grunden til Chr. Lemmertz' berygtede grise på Esbjerg Kunstmuseum, for eksempel, se så havde han nok givet et svar, der gik meget i sammen retning.
Men denne "transgressionslogik" ikke desto mindre kernen i Svendsens diagnose af den moderne kedsomhed. Vi keder os over livet, fordi vi ikke længere tror - og fordi vi ikke kan holde kedsomhedens tomme tid ud, fylder vi den med det nye, interessante, pikante, groteske og grænseoverskridende. Og det er ikke bare forkasteligt, ifølge Svendsens moral, nej se, det er også umodent. Vi lever nemlig i dag i "en evig pubertet" (og hvor Svendsen skriver 'vi', skal vi naturligvis læse 'de andre' - ligesom han selv gør): "Vi nægter at acceptere, at vi efterhånden må forlade barndommens magiske verden, hvor så meget er nyt og spændende. Vi bliver hængende tilbage et sted mellem barndom og modenhed, i en evig pubertet, og puberteten er fuld af kedsomhed." Det er diagnosen. Og overlæge Svendsens klarsynede medicin lyder: "Eftersom barndommen er uigenkaldeligt tabt, er det nok mere løfterigt at stræbe efter modenhed." Hvilket består i "at acceptere, at der ikke gives andet end små øjeblikke, og at livet byder på megen kedsomhed mellem disse øjeblikke." Men fortvivl ikke over det, for overlægen har flere modne slutninger at docere: "Fraværet af den store Mening indebærer imidlertid ikke, at al anden mening i tilværelsen fordamper." Ja, magen til modenhed, skal man rigtignok lede længe efter...
Det er nok ikke det mindst imponerende (og forbavsende!) ved denne bog, at den - en bog, der taler i så rigtige vendinger om modenhed - kan have et så pubertært problem som Den store Menings fravær, som sit omdrejningspunkt. Og det endda til trods for at det jo egentlig skulle have drejet sig om Kedsomhedens filosofi. Men det viser sig - ak og ve! - at kedsomheden i et svuptag bliver ét med Meningsfraværet (tilmed eksplicit, s.159), og sådan ender fænomenet kedsomhed med at fordampe for de pubertære øjne, der snarere er rettede mod "Fraværet af den store Mening" end mod det kedsommelige ved den slags konstateringer.
At bogen har solgt godt i Norge er måske det bedste vidnesbyrd om kedsomhedens udbredelse. Ja, man fristes næsten til, med Kierkegaard, at "gaae ud fra den Grundsætning, at alle Mennesker ere kjedsommelige. Eller skulle der være Nogen, der vilde være kjedsommelige nok til at sige mig imod heri?"
Publiceret 030701