anmeldt af Anders Albrechtslund

Kasper Lippert-Rasmussen (f.1964), som er lektor i filosofi på Københavns Universitet, har redigeret antologien Der må da være da være en grænse! Om holdninger til ny teknologi (2003). Bogen indeholder otte artikler forfattet af en række forskere ved Københavns Universitet (med undtagelse af Ph.d.-stipendiat Gert Balling fra IT-Universitetet i København) og er resultatet af en forespørgsel fra Københavns Universitets Koordineringsudvalg for Bioteknologi. De otte bidragydere, som tilsammen dækker et bredt forskningsfelt, blev stillet opgaven at skrive om temaet ”holdninger til ny teknologi” – dog med særlig fokus på bioteknologien. Ud af det er kommet en interessant og aktuel bog, som desværre favner så bredt, at den ud fra en helhedsbetragtning forekommer ujævn.

Lippert-Rasmussen indleder selv bogen med en artikel om Moralen som teknologiens nidkære grænsedrager (pp.11-38), som antologiens titel også relaterer til. Formålet med artiklen er at kritisere og afvise fire populære holdninger til – eller snarere mod – ny teknologi for derved at afdække en række mere alvorlige problemstillinger, som kræver etisk refleksion. Der skal med andre ord ryddes op i den offentlige debat omkring teknologien, eftersom den ofte bygger på skrøbelige argumenter, som skygger for tidens egentlige etiske udfordringer. De fire holdninger, som står for skud, er risikoindvendingen samt glidebane-, unaturligheds- og menneskesynsargumenterne. Kendetegnende for disse er, at de udspringer af en næsten dogmatisk forståelse af moralen som grænsedrager i forhold til ny teknologi. Holdningerne hviler imidlertid på argumenter, der ganske let kan skilles ad, og det viser Lippert-Rasmussen ganske godt. Det vises eksempelvis, at den kritiske holdning til ny teknologi tilsyneladende ikke gælder for allerede eksisterende teknologier, der tolereres uden de store indsigelser, selvom de afstedkommer etiske problemer: ”Vi fokuserer på mindre risici ved nye teknologier, men er blinde for selv langt større risici ved allerede eksisterende teknologier” (p.34). Lippert-Rasmussen ønsker at flytte opmærksomheden til de allerede eksisterende problemer for derved at skabe balance i den etiske opmærksomhed. Dermed erstattes den passive og grænsedragende moralfilosofi med en etik, som udogmatisk reflekterer over tidens problemer, og her nævnes de etiske aspekter ved muligheden for at genmodificere afgrøder med henblik på at afhjælpe sult og fattigdom i den tredje verden. Artiklen afsluttes derfor med ønsket om, at ny teknologi ikke altid mødes med skepsis, og at etikken nogle gange skal presse på for en gavnlig teknologisk udvikling.

Det er svært at være uenig med Lippert-Rasmussen, når han udstiller de fire naive holdninger til ny teknologi. Der er ingen tvivl om, at den offentlige debat om dette emne er præget af dogmatiske, konservative synspunkter, som må afmonteres for dermed at gøre denne vigtige diskussion mere lødig. Artiklen skal imidlertid kritiseres på to punkter: For det første må der stilles spørgsmålstegn ved den teknologiskepsis, som Lippert-Rasmussen kritiserer. Det er rigtigt, at der i dag næres en vis mistillid til ny teknologi, men det er en overdrivelse at karakterisere vor tid som teknologiskeptisk. Her forveksles den udbredte mistro til bioteknologien med en generel frygt for ny teknologi. For det andet beskæftiger artiklen sig alt for meget med de fire naive holdninger, som kan affærdiges på ganske få sider. Det ville frigøre plads til dels at diskutere skeptiske holdninger til ny teknologi, som er mere nuancerede, og dels at elaborere de etiske udfordringer, som anses for at være mere væsentlige.

Bogens næste to artikler beskæftiger sig også med etiske problemstillinger affødt af bioteknologien: Mickey Gjerris (f.1969), som er Ph.d.-stipendiat ved Det Teologiske Fakultet, skriver om bioetik og pluralisme (pp.39-68), og biolog Claus Emmeche (f.1956) fra Center for Naturfilosofi og Videnskabsteori ved Det Naturvidenskabelige Fakultet har bidraget med artiklen Berus Jer i bioteknologi! Om teknoskepsis, civilisation og krop (pp.69-90).

Gjerris’ artikel diskuterer vilkårene for bioetikken i et ”pluralistisk samfund”, det vil sige et samfund uden en universel etik, men artiklen giver også indtryk af at være et forsøg på at finde en plads til den kristne etik i vores sekulære tid. Udgangspunktet er den amerikanske bioetiker Tristram Engelhardts kritik af en moderne universel etik – en sådan findes ikke, da der i dag findes talrige etiske teorier, som indadtil er konsistente, men alligevel er vidt forskellige. Der må i stedet skabes en samfundsorden, hvor forskellige ”etiske fællesskaber”, som bygger på forskellige værdier, kan tage stilling til for eksempel ny bioteknologi. Engelhardt stiller blot det krav, at de etiske fællesskaber skal give plads til hinanden, men Gjerris vil gerne gå længere. Visse beslutninger angår nemlig alle og derfor er det nødvendigt med en række fælles spilleregler på tværs af de etiske fællesskaber og her fremhæves Løgstrups ’etiske fordringer’. Dermed fremstår Gjerris som splittet mellem diagnosen af den moderne tid som nødvendigvis etisk pluralistisk og ønsket om at fundere de etiske fællesskaber på universelle værdier.

Emmeches bidrag er ligesom Lippert-Rasmussens artikel et opgør med vor tids fremherskende skepsis overfor ny bioteknologi. Emmeche kritiserer de mange bioetikere for i virkeligheden at være bioskeptikere, og det hævdes, at årsagen til den folkelige skepsis overfor bioteknologien skyldes de mislykkede forsøg på at få menneskelige hensyn og økonomiske interesser til at gå op i en højere enhed. Den bioteknologiske udvikling mistænkes for at være styret af dagsordener, som ikke er i menneskehedens interesse, og dermed udspringer den skeptiske holdning af politiske rødder snarere end for eksempel religiøse.

De næste to artikler flytter fokus fra etik til lovgivning og rådgivning i forbindelse med bioteknologi, og de er forfattet af henholdsvis Mette Hartlev (f.1958) og Lene Koch (f.1947). Hartlev, som er lektor ved Det Juridiske Fakultet, undersøger i artiklen Hvem styrer hvem? Om lovgivning og teknologi (pp.91-120) den lovgivningsmæssige tradition i forhold til bioteknologien. Hun konkluderer, at praksis blandt Folketingets partier hidtil har været at fristille medlemmer ud fra den overbevisning, at holdninger til bioteknologi er et privat anliggende. Det er imidlertid ikke tilstrækkeligt, og Hartlev opfordrer derfor politikerne til at finde deres ”normative ben” (sic!) og således udarbejde en politik på området. Koch, som er lektor på Institut for Folkesundhedsvidenskab, beskæftiger sig i artiklen Den nye genetik – mellem neutralitet og engagement (pp.121-140) med den genetiske rådgivning, som i mange år er blevet udført med forestillingen om individets autonomi og selvbestemmelse, og man har derfor tilstræbt neutralitet i rådgivningen. Koch problematiserer denne neutralitet og påviser, at patienten ikke er desinteresseret i rådgivningssituationen, ligesom rådgiverens viden må komme til udtryk som et handlingsimperativ. Når rådgivningen således alligevel sker ud fra styrende principper snarere end neutralitet, så opfordres politikerne til at gøre op med den berøringsfrygt i forhold til genetisk rådgivning, som det tyvende århundredes eugeniske tradition har efterladt.

Bent Foltmann (f.1925), som var professor ved Molekylærbiologisk Institut, har skrevet artiklen Kan en computer frygte døden? Om kunstig og biologisk bevidsthed (pp.171-198), der beskæftiger sig med livet og bevidstheden, og hvor muligheden for at fremstille disse kunstigt diskuteres. Livet er karakteriseret ved reproduktion og selvopholdelse, og bevidstheden muliggør tilpasning til omgivelserne. Disse kendetegn er eksklusive for livet og bevidstheden, og det skyldes ikke mindst, at vi ikke kender livets algoritme og bevidsthedens hemmeligheder, eller som Foltmann humoristisk og en smule gådefuldt udtrykker det: ”Vi kan ikke forklare, hvad bevidstheden er, men det er en urgammel erfaring, at den er opløselig i alkohol”. Konklusionen er derfor, at vor tids teknologi hverken er levende eller bevidst, men Foltmann holder en dør på klem for, at fremtidens teknologi måske kan blive det.

De resterende to bidrag til antologien er tillige dem, hvor det er sværest at få øje på motivet i forhold til bogens overordnede målsætning. Lektor Jens Hoff (f.1953) fra Institut for Statskundskab bidrager med Informationsteknologiens demokratiske potentialer; europæiske parlamentsmedlemmers holdninger til ny teknologi (pp.141-170), som er en redegørelse for en empirisk undersøgelse udført med spørgeskemaer og interviews. Gert Balling gør med Når teknofobi bliver til teknomediering: Metropolis under overfladen (pp.199-234) op med det, der fremstilles som en tradition for teknologipessimistiske fortolkninger af Fritz Langs mesterværk fra 1926. Jeg vil lade begge analyser stå uimodsagt.

Bogens otte bidrag er således meget forskellige; fra bioteknologisk etik over rådgivning og lovgivning om bioteknologi til spørgsmålet om kunstig bevidsthed og afslutningsvis en analyse af filmen Metropolis. Mit indtryk er, at denne bredde er antologiens svaghed, for det kan være svært at se bogen som en samlet bestræbelse, ligesom det vanskeliggør en komparativ dialog bidragene imellem. Og de steder, hvor sammenligninger er mulige, drages disse ikke. Eksempelvis ville det være interessant at få svar på, om det menneskesynsargument, som Lippert-Rasmussen afviser, svarer til de etiske fællesskaber, som Gjerris forsvarer. Ligeledes ville en diskussion af Emmeches syn på naturvidenskaben i forhold til Gjerris’ rollefordeling mellem teologien og naturvidenskaben være afklarende for læseren.

Antologiens initiativtagere skal imidlertid have ros for at bringe dette spændende emne på banen og dermed puste liv i den humanistisk-samfundsvidenskabelige diskussion af teknologien her i Danmark. Ligeledes skal bogens otte bidragydere roses for artiklerne, der på hver deres måde indeholder spændende og inspirerende tanker.

Publiceret 090803