anmeldt af Dennis Meyhoff Brink

Metaforteori er blevet en varm kartoffel de senere år. Og det ikke så meget fordi poesien pludselig er kommet i kridthuset, som fordi metaforteorien byder sig til som en oplagt opfølge til "the linguistic turn." Metaforteorien følger så at sige den sproglige vending til dørs. For imod hvad navnet umiddelbart kunne give forestillinger om, så drejer metaforteori sig kun sjældent om kunstfærdigt udformede, litterære metaforer. Hovedsagligt beskæftiger denne teori sig derimod med de såkaldte 'døde' metaforer, hvilket er metaforer vi anvender hver dag, uden at tænke over, at de er metaforer.

En 'død' metafor er en metafor, man har glemt er en metafor. At sige at poesien er i kridthuset, at den sproglige vending følges til dørs, eller at metaforteorien er blevet en varm kartoffel er at anvende døde metaforer. Disse vendinger - som er historisk og kulturelt funderede metaforer! - falder ikke længere i øjnene, de vækker ikke forbavselse længere og antænder ikke nysgerrigheden. At noget kan være en varm kartoffel er indgået i dagligsproget, ligesom kridthuset, og det at følge noget til dørs. Det er blevet selvfølgelige dele af et sprog, der forekommer os naturligt.

Men de døde metaforer kan være langt mere skjulte end kridthuse, døre og varme kartofler, der jo trods alt endnu svagt registreres som metaforer. Eksempelvis har vi en lang række vendinger om det at diskutere, som alle henter deres terminologi fra krigssituationer. At diskutere forstås således metaforisk som en krig i vendinger som: "Han angreb hendes synspunkter", "hun forsvarede sig glimrende", "hvis I er uenige, så skyd løs". Og det gælder ikke kun for dansk, men for stort set alle vestlige sprog. På engelsk hedder det f.eks.: "Your claims are indefensible", "His criticisms were right on target", eller "Heshot down all of my arguments."

Denne overførsel af termer og forestillinger fra et område til et andet, er netop det, der udgør det metaforiske. Begrebet 'metafor' kommer af det græske Мεταφορα (metafora), der betyder at overføre eller transportere. Og det er i denne betydning at Anders Fogh Jensen anvender det.

Metaforernes allestedsnærværelse

Jensens bog om metaforteori Metaforens Magt handler om de døde metaforer og deres indvirkning på forståelsen. Og lad det være sagt med det samme: det er en gavmildt oplysende bog, der både vedkommer og udfordrer, hvadenten man er filosof eller bare almindeligt menneske. For i Anders Fogh Jensens hånd bliver metaforteorien til en skalpel, der skærer kulturen op, og åbner for en spiddende, dybtrammende kritik af den kultur, vi alle tilhører og lever i og med. Og det bedste af det hele er måske, at teorien aktualiseres og konkretiseres så bogen ikke blot omhandler Descartes' meditationer og Foucaults magtteori, men også avisoverskrifternes metaforer, anmelderes pointgivningssystemer og erhvervslivets opfindelse af human resource. Det er ganske enkelt en fremragende bog.

Som antydet betragter Jensen ikke metaforer som lutter omsvøb eller sprogblomster, der får noget, der ligesåvel kunne være blevet sagt direkte, til at lyde flot. Såvel ifølge Jensen som ifølge to af de koryfæer inden for feltet, som Jensen læner sig op af, nemlig de amerikanske kognitivister Lakoff og Johnson, må metaforer forstås langt mere fundamentalt - nemlig som iboende selve den måde vi forstår og udlægger verden på! Metaforer har altså i denne sammenhæng ikke så meget med poesi og billedsprog at gøre. De er derimod et grundlæggende træk ved vores måde at tænke på. Vi transporterer automatisk termer og forestillinger mellem vidt forskellige områder. Den generelle definition på metaforer - der hentes hos Lakoff og Johnson - lyder derfor også ganske enkelt: "The essence of metaphor is understanding and experiencing one kind of thing in terms of another." Diskussioner forstås som en krig, livet som en vej, kærlighed som galskab eller magi, ideer som mad eller mode etc., etc. Metaforerne er overalt, og har man først fået blik for de døde metaforer, bliver det et åbent spørgsmål, om der eksisterer et ikke-metaforisk sprog.

Magten

Når de døde metaforer er filosofisk interessante, er det fordi de ubemærket foretager et forarbejde for forståelsen; et forarbejde, der ofte forbliver ubevidst, fordi det ligger i selve sproget, og som derfor også virker desto mere, jo mindre vi registrerer det. Det, der arbejder uforstyrret i mørket, arbejder effektivt. Og det er netop dét metaforteorien forsøger at komme til undsætning ved at trænge ind i dagligsprogets glemte metaforik med lys og lygte. I Jensens udgave bruges metaforteorien - som hos mange andre metaforteoretikere - ikke så meget til at undersøge hvilken rolle dagligsprogets metaforer spiller i videnskabernes teoridannelser, som til at undersøge hvilken magt metaforerne udøver over vores filosofiske og kulturelle tænken og handlen.

Men magten må ikke forstås som en tvang. Besindigheden hører nemlig også til de dyder, der klæder denne bog. Og således forstås den magt, med hvilken metaforerne påvirker tænkningen, ikke sådan, at sproget tvinger os til at forstå, tænke eller handle på bestemte måder. Sprogets metaforiske forbindelser og associative bånd motiverer kun bestemte forestillingsmåder. De 'trækker' så at sige forståelse, tænkning og handlen i bestemte retninger - men kun med elastikker, ikke med jernkæder. Når det f.eks. ikke ligger lige for at forestille sig en diskussion som en dans, så er det fordi vores sprog - med dets historiske og kulturelt funderede metaforer - modarbejder en sådan forståelse og motiverer en opfattelse, der fremhæver diskussionens krigeriske sider. Men det betyder jo ikke, at det er umuligt at tænke diskussionen som en dans. De overleverede metaforer tvinger os ikke i stringent forstand. Vi er ikke spændt hjælpeløse efter sprogets vogn. For vi er selv noget andet, både mere og mindre, end kridthuse, døre og varme kartofler.

Publiceret 021001