Kan du styre dit trip? – kunne man måske forestille sig en af de lidt ældre, slemme drenge spørge en ung og frisk Nietzsche-læser om. Det bør du gøre, for ellers tager du dig fucking latterlig ud og du får det pludselig super bad, fordi det ser ud som om himlen bliver hav, og flammer drypper ned og svømmer ind i dit øje. Hvis du tror, at du efter at have læst om Guds død af den grund er blevet fortrolig med Livets guder, så tager du fejl, bet’ knejt. Du kan ikke låse en nøgle op med en dør. Og det, du tror, du bader i, er ikke vand, du er ikke sprunget i havet, men i luften.
De gamle drenge
For at forblive på den sikre side, er altså det første man bør gøre: at slappe af. Læs lidt mere og få styr på din begejstring. Det har Preben Lilhav gjort, og det har han gjort ganske godt. Når forfatteren Nietzsche siger: ”Lad os hele tiden påny styrte os i Etna” svarer udgiveren og kommentatoren Lilhav: ’ne-ej, lad os lade være med det’. Lilhav kan godt lære dig en smule om hvordan du håndterer den stimulans, der går under navnet Nietzsche, men han kan ikke føre dig lige så langt ind i det bevægelige tankelandskab som Jørgen Hass gør i Illusionens filosofi. Hos Lilhav er det hele lige så redeligt, holdbart og ærligt opstillet og udført, som hos gamle stødere som Georg Brandes og Villy Sørensen. Men det bliver altså også en lille smule kedeligt og uskarpt i kanterne.
Lilhav har udgivet to tekstudvalg med klippe-klistre fra breve, dagbøger, værker, skitser, baggrundsdata etc. samt en slags sammenligning af fascistiske tendenser mellem Jung og Nietzsche. De to bøger med hidtil uudgivne Nietzsche-bidder er de mest spændende.
Som var han selv en afgudehammer slår Preben Lilhav i eget navn med kritisk følelse på Carl Gustav Jung og får en falsk tone til at klinge. Jeg véd ikke, hvor meget man ellers véd om Jung, men det kom da som en gedigen overraskelse for mig, at Lilhav med autoritet skriver sådan her:
”Det var intet tilfælde, at Jung havnede i selskab med nazisterne og bakkede Hitler op i hele den kritiske fase, hvor han skabte sig den position, det skulle koste hele verden så meget at fravriste ham igen!”
Jung var ikke bare nazist, men var det med nødvendighed og af stærk overbevisning. Det var Nietzsche ikke. Lilhav kalder ham for en hyperidealist.
Den midterste Nietzsche
Den Nietzsche, vi får adgang til i Lilhavs udpluk, er den unge og den helt unge. Pointen er simpel nok i sit udgangspunkt:
”den, der ikke kender den unge Nietzsches tankeverden, hvor denne store drøm [om et helt og usplittet, frit og uskyldigt menneskeliv] endnu besjælede alt, kender ikke – mener jeg – den egentlige Nietzsche.”
Uagtet at en gammeldaws biografisme blander sig med nogle principielle filologiske umuligheder, er det både en god opgave og en tilfredsstillende løsningsmetode Lilhav har stillet sig. I de blandede sentenser og meninger kan man virkelig få indtryk af hvor langt, der er fra den ene til den anden Nietzsche. Fra helt lille kristen purk (’lille pastor’ kaldte de ham derhjemme) til noget, der grangiveligt ligner en humanist, til Zarathustra og dynamit i sin selvbiografi, en lang vej er Nietzsche gået, og med Lilhavs bidrag kan vi nu se noget af det midterstykke, der ellers har været skjult for os uden det berygtede Nachlass stående i pomp og pragt hjemme på hylderne. Dog virker det umotiveret, at Lilhav vælger at spilde 100 sider på Tragediens fødsel og Historiens nytte, der begge er udgivet før og stadig til at få fat på. Det ville have været bedre at få enkelte hele tekster i stedet for flere halve.
Goethe og Platon
Udover at lade os andre se Nietzsche lidt i kortene, er det Lilhav selv vil først og fremmest at stille Nietzsche i en position under Goethe og Platon. Det er den egentlige dagsorden for udgivelserne. Det kan virke lidt som om Nietzsche faktisk er påskud for et forsvar for de to. Sikkert er det under alle omstændigheder, at det er meget fedt for en gangs skyld at høre om andre end de evindelige Wagner og Schopenhauer i forbindelse med Nietzsche, og at Lilhav har ret i det han siger. Både at Platon ikke ligefrem bliver repræsenteret nuanceret i Nietzsches værker. Og at den rolle, Goethe spiller for Nietzsche, er og bliver betydelig.
Kendetegnende for hans holdning er det, at Lilhav sætter den yngre Nietzsche skyhøjt over den ældre, hvilket man enten kan vurdere som sympatisk og velbegrundet ro eller en irriterende mangel på ambition. I Lilhavs klæder ender Nietzsche, fra mellemfasen, nærmest med at stå i bar røv som en anden humanist af den gamle skuffe, og det er ikke derfra hans enorme indflydelse på det tyvende århundrede stammer. Måske er det netop alle de punkter, hvor han adskiller sig fra Goethe og Platon, der gør ham til den filosof og digter, han er.
Ved, med eksemplarisk omtanke og klarhed, at gennemgå forholdet mellem Nietzsche og Platon og Goethe får Lilhav på en noget indirekte måde vist, hvordan Nietzsches egomani er udviklet ovenpå de felter, hvor i hans tidligere faser de store mestre stod. Nietzsche overtager altså selv den (første)plads, han tidligere havde fået Goethe stablet op på. Overmenneskebegrebet er hentet fra Platons tænkning: ”at forme sin personlighed til en enhed og helhed.” Nietzsche er altså ikke simpelthen ene og alene en ny begyndelse. Noget kommer andre steder fra, og mere end man måske umiddelbart skulle tro, hvis Zarathustra eller Ecce Homo er det eneste, man kender. Det kan måske være fint nok at påpege ind imellem, men hvis man mener, at man dermed sætter den senere Nietzsche på plads, har man ikke læst og forstået denne senere Nietzsche med særlig dyb vilje.
Incipit Jørgen Hass
Lilhav får ikke vist, hvordan denne udvikling måske er selve udviklingen i Nietzsches tænkning, eller reflekteret over, hvorfor den overhovedet finder sted. Fordi han intet aktivt begreb har om spil, strategi og maske, ser det for Lilhav tilfældigt og overflødigt ud at Nietzsches stil og stemme ændrer sig efter Den muntre videnskab. For andre læsere (især dem af poststrukturalistisk tilsnit, ingen nævnt, alle glemt) er dette selve den personlige sag, selve Nietzsche, ’Nietzsche’, Nietzsche.
Lilhavs Nietzsche standser – ligesom det materiale hans udgivelser er bygget af – ved 1882; Lilhav har projekteret et tredje og fjerde bind med Nietzsche-brokker, - dem har vi ventet på siden 2001. Man kan vel tillade sig at gætte på hvorfor? Lilhav mener ikke, at 80’er-teksterne er særlig meget værd, udover som psykologisk case i storhedsvanvid og hysteri? Nietzsches udvikling som filosof fremstilles som en ren gåen i hundene, et langt og pinagtigt tab af evner og indsigt.
Konklusionen er, at du er rigtig godt hjulpet ind i Nietzsches tryllekunster, hvis du sætter Lilhav op imod Jørgen Hass (der i parentes bemærket stadig er Danmarks forreste Nietzsche-læser). De to læsere er komplementære, Hass med sin gode vilje og fokus på 80’erne, Lilhav med en vis modvilje og fokus på det tidlige og især det midterste forfatterskab. Hass trækker i én retning og Lilhav i en anden. Et eller andet sted derimellem kan læserne så møde Nietzsche i et kritisk perspektiv, og det må den gamle rottefænger vel være godt tilfreds med.
Publiceret 010305