Fra verden til navlen. Kunsten i funktion (Red: Simon Laumann Jørgensen, Thomas Haunstrup og Esben Dalsgaard), Forlaget Philosophia, 225 sider, 175 kr.
anmeldt af Karsten Holt
Variationer over temaet synes at være uendelige. Fra Bjørn Nørgaards famøse hesteslagtning til Per Kirkebys uendelige flader med de brede penselstrøg, fra Christian Lemmerz’ rådnende svinekroppe på Esbjerg kunstmuseum til Michael Kviums perverse overdrevent kropslige figurer i incestuøse situationer og endelig Ingvar Cronhammars næsten kultiske kolos Elia på den jyske hede ved Herning med sprudlende flammer og forhåbentlige lynnedslag til Olafur Eliassons monumentale sol (-skin) indendøre på Tate modern i London kaldet ’Vejrprojektet’. Fælles for alle ovennævnte eksempler er kun den prominente titel ’Kunst’. Egentlig identifikation eller lighed synes ikke at vise sig umiddelbart i sammenligningen af disse danske eksempler på moderne kunst. Men hvad er det kunstneren ønsker at udtrykke med sin kunst, hvilken rolle har kunsten i et samfund? Disse spørgsmål er om ikke så gamle som kunsten selv, så i det mindste på alder med filosofien.
En ny dansk antologi forsøger at besvare, eller i det mindste diskutere disse spørgsmål med henvisning til kunstens funktion. Hvad er kunstens funktion i vores såkaldte postmoderne oplevelsessamfund?
Diskussionen om kunstens rolle er som allerede nævnt nært knyttet til filosofien. Filosoffer som Platon, Aristoteles, Augustin, Descartes, Baumgarten, Kant, Schiller, Schelling, Hegel, Schopenhauer, Nietzsche, Kierkegaard, Heidegger, Adorno, Wittgenstein og Merleau-Ponty er alle filosoffer, som har diskuteret kunstens væsen og værdi. Og de fleste var tilmed uenige. Men kunsten har altid været af stor betydning for samfundet. Allerede Platon indså dette og konsekvensen blev at kunsten ansås som farlig, så farlig at digtere skulle underlægges streng censur i Platons utopiske stat. Aristoteles betragtede derimod kunsten ud fra en positiv synsvinkel, hvilket bl.a. resulterede i analysen af tragediens rensende effekt på samfundet, det såkaldte karthasis begreb. Eksemplet viser at både Platon og Aristoteles var uenige om kunstens værdi, men at de omvendt var enige i kunstens funktion, nemlig at kunsten influerer samfundet. Men hvilke andre funktioner kan kunsten udfylde?
Simon Laumann Jørgensen udpeger i sin udmærkede indledning til antologien 5 såkaldte etisk-politiske funktioner. Dette antyder naturligvis allerede en vis indsnævring af kunstens funktion, men antager dermed et synspunkt der antages som common knowledge, nemlig at kunsten påvirker beskueren og at kunsten dermed er værdiladet. Funktionerne er: 1) Den kritiske funktion, 2) den kartharsiske, mimetiske funktion, 3) den eksistentielt dialogiske funktion, 4) opøvelse af dømmekraften og 5) opøvelse af empatisk evne.
Men overser en sådan funktionalistisk analyse ikke kunstens autonome status? Det er først med Baumgarten og Kant at kunsten opnår autonomi. Baumgartens opvurdering af aisthesis, det som hører til sanserne, tildeler sanselig erkendelse en højere status end tidligere. Kants Kritik af dømmekraften introducerer geniet som den kreative ånd, der kan gengive det naturskønne og kunsten er dermed overgivet i geniets varetægt. Fra og med Kant ændres kunstens selvforståelse ligeledes på radikal vis. Fra antikken til rationalismen var kunstens funktion primært mimetisk, dvs. efterlignende. Efter Kant tildeles kunsten en opdragende funktion, hvilket eksemplificeres ved Schillers værk Menneskets æstetisk opdragelse. Fra Schopenhauer udvikler kunsten sig til at være et alternativ til fornuften og er som sådan modsætning til det rationelle og begrebslige, en emanciperende funktion. I det 20 årh. synes der at have været en general antifunktionel stemning, hvilket først resulterede i dadaistiske, surrealistiske og konstruktivistiske opgør med det ensidige værk-begreb og senere såkaldte dekonstruktivistiske forsøg på at genoptage avantgardens opløsningstendenser, en udvikling som også i dag viser sig i f.eks. installationskunsten og ikke mindst i internettets virtuelle virkelighed.
Netop avantgardens destruktive virke er emnet i Mikkel Bolt Rasmussens artikel Kunst, æstetik og politik – stadigvæk. Kunsten betragtes som en kritisk funktion, som opponent til det etablerede samfund. Faren ved at opfatte kunst som kritik af det etablerede samfund består i at kunsten selv som opposition politiseres. Den politiske kunst som også Danmark havde sin del af i 70’erne er et tydeligt eksempel på at grænsen mellem kunst og agitation kan udviskes, hvilket ikke resulterer i god kunst, men dårlig demagogi. Som kritisk funktion skal kunsten dermed ikke opstille et utopisk alternativ og dermed selv blive totalitær, men derimod blot vise muligheden af ’det andet’.
Inspirationen for Mikkel Bolt Rasmussens artikel er bl.a. Adorno, som med begrebet om ’det non-identiske’ forsøger at tildele kunsten en politisk-kritisk funktion uden selv at være politisk. Kunsten skal dermed ikke vise et reelt alternativ til den politiske situation, men blot pege på muligheden af det andet, på det non-identiske. Den kritiske funktion består dermed i ikke at blive politisk, men det til trods vise alternativer.
I den aktuelle politiske debat, hvor der ikke synes at være alternativer til det kapitalistiske konsumorienterede system efter murens fald, finder Mikkel Bolt Rasmussen at behovet for en kritisk kunst er desto mere nødvendigt og M.B. Rasmussen mener også at kunne se en fornyet kritisk interesse på kunstscenen.
I Henrik Kaare Nielsens artikel Kunst og samfund er det kunstens dannende funktion, der er til diskussion. Han griber tilbage til Kants begreb om den æstetiske erfaring, som adskiller sig fra den praktiske og rene fornuft. Til trods for at den æstetiske erfaring er forskellig fra den praktiske, tilskriver Kant den æstetiske erfaring en dannelsesfunktion. Kunstens dialogiske karakter, som forudsættes af H.K.Nielsen, bevirker at den æstetiske erfaring kan fungere som katalysator for erfaring af selvet og samfundet, eller som det lyder i artiklen: ”Det afgørende kvalitetskriterium for den æstetiske erfaringsproces er med andre ord, om den konfronterer os med nye måder at opleve og reflektere os selv og verden på”(61). En sådan normativ kunst skal ifølge H.K.Nielsen tage ’kampen op’ med den moderne verdens tingsliggørelse og vareæstetikken som pakker alting ind i overflade.
Både Mikkel Bolt Rasmussen og Henrik Kaare Nielsen (og Ejvind Hansen der i sin artikel Kunstens abstraherende karakter søger en essentiel kvalitetsbestemmelse af kunst som abstraktion) tildeler kunsten en opbyggelig rolle i forholdet til den primære institution, samfundet. Kasper Nefer Olsen går i sin artikel Tractatus lustrico-aestheticus anderledes radikalt til værks.
K.N.Olsen tager sit udgangspunkt i en genlæsning af grækernes bestemmelse af mennesket, ikke som substans men som form, dvs. spændingsfelt mellem muligt og virkeliggjort. Fordi mennesket er bestemt ved form kan ”det være mere eller mindre deformt”, hedder det hos K.N.Olsen. En sådan deformitet kan ses og mennesket er derfor primært æstetisk og først sekundært etisk, m.a.o. en omvurdering af de tidligere nævnte artikler. ”Kunsten er ikke – oprindeligt – noget der kommer til som et æstetisk supplement til et i øvrigt uæstetisk liv; den er – oprindeligt – menneskelivet selv, kritisk reflekteret, men i det samme ’medie’ som dette”(73). Man aner i denne bestemmelse indflydelse af Schopenhauer og Nietzsches æstetiske filosofi. Kunstens status, liv og formene evne afspejler dermed menneskets selvsamme. Er kunsten uniform, hvilket K.N.Olsen synes at mene om den aktuelle kunst, er mennesket det også. Ikke fordi kunsten påvirker mennesket, men fordi kunsten afspejler menneskets form, eller aktuelt deform.
Det vil føre for vidt at kommentere alle artiklerne så omfattende som jeg har gjort det med de ovenstående. De tilbage blivende artikler skal dog ikke fritages for opmærksomhed, den vil blot ikke være så uddybende som de enkelte artikler fortjener, men i stedet overlade noget til den fremtidige læser.
Som allerede nævnt forsøger Ejvind Hansen sig i Kunstens abstraherende karakter med at påpege en essentiel egenskab ved kunst, nemlig et begreb om abstraktion som det at fjerne eller reducere. Dette viser sig eksemplarisk i billedets ramme, en afgrænsning af virkeligheden.
Ib Monrad Hansen, som selv er billedkunstner, diskuterer i De skjulte forbud et noget internt kunstproblem, som tager sit afsæt i avantgardens opgør med værket: ”Sat på spidsen skal det undersøges, hvorfor dansk kunstliv stadig domineres af de modernistiske billedforbud, og hvorfor postmodernismen, der har med åbenhed og ubunden æstetisk eksploration at gøre, aldrig rigtigt synes at være slået an herhjemme”(115).
Torben Kragh Grodal går som den eneste materialistisk til værks. I Realisme, abstraktion og synets evolutionshistorie forsøger han på baggrund af kognitionsforskningen at forklare den æstetiske erfarings særegenhed.
Forfatteren til Hvorfor jeg af og til savner et par rigtig mørke solbriller er billedkunstneren Ingvar Cronhammer. Artiklen er en nedskreven tale og er en kort raptus over æstetiseringen af det offentlige rum, med en opfordring til fordybelse og back to basic.
Peter Fuur Andersen griber i Kunst i praksis til den sene Wittgensteins sprogfilosofi. Denne anvendes til at afdække essentialistiske bestemmelser af kunst for i stedet at bestemme kunst som en praksis, der fungerer under de samme betingelser som sprogspil. Kunst defineres dermed af praktiske regler, og kunstner og kunstbruger følger i kraft af den kompetence man har i ’kunstspillet’. Kunstens udvikling følger i kraft af ændret praksis.
Slutteligt finder vi Inga R. Gammels Livskunst. Om æstetikkens rolle i selvopdragelsen. Ingas påstand er at selvopdragelse er et æstetisk projekt, der siden Platon har været bestemt af forestillingen om balance og helhed. At de æstetiske begreber balance og helhed er eksemplariske og dermed bestemmende for idealet om selvopdragelse, vises ved henvisning til alt fra Platons dialoger til jægersoldaten Carsten Mørchs fortælling om strabadserne i det amerikanske Ranger korps! Fra denne læser opfordres der hermed op til en revidering af idealet om selvopdragelse.
Fra verden til navlen er en bog som vitterligt kommer langt omkring, og tak for det. Bogen ligger i den grad op til diskussion om kunstens rolle og funktion. Her er ikke plads til rindalister og andre antiæsteter, som med dundertale advokerer for kunstens overflødighed, ligesom der heller ikke findes rablende lovprisninger om samfundets snarlige gennemæstetisering. Der gives til gengæld reflekterede og velovervejede tanker om den svært tilpasselige kunst, som stædigt forsøger at være sin egen. At alt ikke er idel idyl skulle ovenstående gerne have vist, men skulle det være glemt kommer slutteligt en opsang fra Kasper Nefer Olsen:
”Der er intet nyt under solen: kunsten har altid været asocial, og deri består også dens fremtid. Vi har set at mennesket kan drive det utroligt vidt i tilpasning, i ’frivilligt slaveri’, i deformation af hvad det kunne være; men kan det tilpasses 100%, som det forventes i dag, og som ’samtidskunstneren’ er dydsmønsteret på? Så forskellige forfattere som Moses og Sade er enige om at det kan det ikke. Skaberen i sin visdom har sørget for at der altid vil være en slange i paradis”(86).
Publiceret 220204