anmeldt af Torben Munksgaard, studerende i filosofi ved Odense Universitet

En del nyere videnskabsfilosofiske udgivelser har fokuseret på forholdet mellem biologi og kultur, blandt flere kan nævnes Terrence W. Deacons The Symbolic Species. The Co-Evolution of Language and Brain om den symbolske sprogbrugs oprindelse i neurofysiologien, Edward O. Wilsons Consilience – the Unity of Knowledge om biologiens grundlagsstatus i forhold til sociologi, psykologi og humaniora, Ian Stewart og Jack Cohens Figments of Reality om forholdet hjerne-sind-kultur (brain-mind-culture), samt eksempelvis juni/juli-nummeret (1999) af Journal of Consciousness Studies omhandlende forholdet mellem kunst og neurofysiologi. Og endelig nærværende titel som er forfattet af professor i filosofi ved Colorado State University, Holmes Rolston III. En bog med et ganske ambitiøst sigte som forsøgt dokumenteret i det følgende.

Genetiske værdier

Values and their origins in natural and human history lyder undertitlen på denne bog, og hermed indikeres værkets ambition om at redegøre for værdier, i dette tilfælde indenfor områderne videnskab, etik og religion, og disses oprindelse i såvel den naturlige som den kulturelle historiske udvikling. Denne redegørelse beror først og fremmest på en pædagogisk og overskuelig fremstilling af forskellige resultater og fortolkninger indenfor moderne genforskning [1]. Alt imens det biologiske grundlag udlægges tager forfatteren stilling til de forskellige holdninger, som forskningsresultaterne indenfor de empiriske videnskaber har tilvejebragt. Han påpeger manglerne ved den siden Dawkins [3] til live. Den udbredte opfattelse indenfor sociobiologien er den, at mennesket betragtet som et kulturelt væsen er fuldstændig determineret af genetiske forhold. Ligesom psykoanalysen udtaler sig om et ubevidst fundament for vore handlinger, mener sociobiologer (f.eks. M. Ruse, E.O. Wilson og C.J. Lumsden) at handlinger, som umiddelbart lader til at transcendere biologiske forhold og alene være kulturelt betingede og formålsrettede, alligevel kan reduceres til et mikrobiologisk fundament, som ud fra genetiske værdienheder har sin plads i en evolution, der er relativ til overlevelse.

Rolston opponerer imidlertid herimod. Trods hans tilslutning til en værdiorienteret molekylærbiologi, fastholder han et non-reduktionistisk synspunkt hvad kulturelle forhold angår: kulturel skabelse, udvikling og forandring er ikke betinget af genetisk kanalisering. Herom vidner det faktum, at der ikke har været ændringer i fællesmenneskelige egenskaber de sidste 30.000 år, at individet kan tilpasse sig kulturelle forandringer indenfor perioder på blot et par dekader, og at det menneskelige gen ikke indeholder informationer om hvorledes fænotypen skal begå sig i forhold til kulturelle anliggender, fordi sådanne handlingsmønstre sjældent er relative til overlevelse (indsigt i kvantemekanik er ikke betinget af ønsket om at overleve!). Istedet foreslår Rolston, at de menneskelige gener netop er indrettede således, at de har efterladt store muligheder for indlæring, erkendelse og bearbejdning af forandringer i omverdenen, at koevolutionen mellem gener og mentalitet beror på genetisk passivitet og kulturel dynamik og overlevering fra generation til generation. Det bevarende og korrigerende element ligger i kulturelle forhold, der ikke kan reduceres til genetiske styreprocesser.

Kritikken rettes derfor mod universelle forklaringsmodeller, som ganske vist har sin gyldighed indenfor fysik og kemi, men som ikke kan redegøre for biologiens historiske kontingens. Spørgsmålet er, om vi med henvisning til genetiske forhold mener at have forklaret alt, der er at sige om kulturelle omstændigheder – tilsyneladende virker en sådan forklaring utilfredsstillende. Der er simpelthen mere at sige om den sag. Rolston kalder det den genetiske fejlslutning ('the genetic fallacy', en specificering af Moores begreb om den naturalistiske fejlslutning) at forklare kulturelle forhold ud fra genetiske værdier. Vore gener har ikke udviklet sig i de små hundrede år, som vor etik har forandret eksempelvis vort syn på ligestilling mellem kvinder og mænd – skal vi forklare dette forhold og denne udvikling, må vi betragte kulturelle værdier som irreducible i forhold til genetiske værdier. Med udgangspunkt i dette synspunkt foretager Rolston en undersøgelse af hhv. videnskab, etik og religion – i forhold til disse tre kulturelle størrelser er genetiske forhold ikke at betragte som determinant, kun som antecedens.

Videnskab, etik, religion

Kan videnskab naturaliseres? Allerede C.S. Peirce og sidenhen Karl Popper var opmærksomme på analogien mellem videnskab og biologisk evolution – i videnskabelig udvikling kan man med en darwinistisk sprogbrug tale om en naturlig udvælgelse af hypoteser, de bedst egnede hypoteser overlever. Men skyldes denne analogi, at videnskab er determineret af biologiske forhold? Rolston argumenterer herimod. Med fine eksempler fra videnskabshistorien viser han, hvorledes videnskabelig udvikling transcenderer biologisk do. i form af bevidste og til tider nøje planlagte forløb, i form af feedback processer som ikke har deres lige indenfor biologisk evolution, i form af et videnskabeligt samfund som har gjort kybernetisk overlevering muligt på tværs af individer og generationer, og endelig i form af det videnskabsteoretiske forløb som sammenknytter praksis og teori, observation og fortolkning i forhold til såvel sociale som videnskabelige systemer. Rolston mener ikke, at videnskab nødvendigvis er socialkonstrueret, men påpeger at faren for en socialkonstruktivisme netop er tilstede når f.eks. Dawkins anvender begreber fra en kulturel kontekst om biologiske forhold, heriblandt 'selvisk' og 'aggressiv'. En objektiv videnskab bør forholde sig deskriptiv til bestemte forhold indenfor en af kulturelle omstændigheder uafhængigt defineret sprogbrug. Det er en balancegang mellem to modpoler, mellem sociobiologi og socialkonstruktivisme. Eller rettere en transcendering over disse reduktionistiske modeller; videnskab er en transcenderende diciplin, som ikke finder begrundelse i kontingente forhold. For selv om videnskab har forbedret menneskets overlevelsesevne, er den hverken begrundet i eller fuldstændig motiveret af at overleve – den opretholdes først og fremmest af åndelige drivkræfter.

Kan man slutte fra 'er' til 'bør', dvs. finder etiske forskrifter begrundelse i objektive naturlige forhold? Denne problematik er analog til spørgsmålet om videnskabernes naturalisering. Men den synes dog en smule vanskeligere. Rolston redegør for etikkens oprindelse med udgangspunkt i dyrenes ikke-etiske verden, hvor grundlaget for socialiserede samlivsformer lægges. Den gensidighed, som rækker ud over slægtninge hos f.eks. chimpanser, er det første kim til en altruisme, selv om den stadig er ikke-etisk og primært formålstjenstligt for det enkelte individ. Men den stigende socialisering, som arten har gennemgået i udviklingen af homo sapiens, har bevirket, at den gensidighed, der hos eksempelvis aber er vindende for den enkelte, har transcenderet individuelle behov, og etikkens grundlag er hermed lagt. Dette skridt er naturligvis vanskeligt at redegøre for. Men som i tilfældet med videnskabens oprindelse har etikken sit udgangspunkt i biologiske forhold, men sin betingelse i kulturelle omstændigheder. Emergens med tilføjelser har resulteret i det kontroversielle 'bør', og disse tilføjelser er kun rimeligt forklaret som noget kulturelt irreducibelt, der er en del af den menneskelige civilisation. Etik bunder således i et komplekst tilhørsforhold til et bestemt samfund eller en bestemt kultur, der qua dette forhold eller denne binding begrunder de etiske forskrifters gyldighed. Men det betyder samtidigt at komplekse kulturer og samfundsforhold gør det umådeligt vanskeligt at formulere klare etiske retningslinier [4] .

Spørgsmålet om religiøse forholds oprindelse i biologien er ladt til sidst i bogen, og det forekommer at være det bedst behandlede og måske det vanskeligste at besvare. Et tilbageblik på den naturhistoriske evolution giver dog en rimelig begrundelse for, at mennesket på baggrund af en så utrolig udvikling har spurgt efter årsager bagom de videnskabelige. Med andre ord er den biologiens kompleksitet, som ligger til grund for skabelsen af mennesket, selv blevet til genstand for undersøgelsen af en mere grundliggende skabelsesproces: Gud har skabt den verden, herunder de biologiske forhold, hvoraf/hvori mennesket er opstået. Rolston bruger nu lang tid på at redegøre for hvorledes forskellige religiøse og etiske forhold er blevet genereret i kulturelt regi, og centrale begreber såsom synd, værdi, altruisme samt teleologi behandles i en diskussion mellem forskellige synspunkter. En interessant afslutning på værket, som har mange paralleller til blandt andre K.E. Løgstrups miljøetik [5]

Rolston udviser stor kompetence og indsigt i emnet, og hans angreb mod sociobiologien er velargumenteret og understøttet af mange eksempler. Dette kan til tider virke noget trættende, da de mange eksempler gentager mere end de uddyber. Og den megen snak frem og tilbage tilslører flere steder de forskellige begrebers eksakte anvendelse, så der opstår tvivl om hvorvidt forfatteren mener dette eller hint. På den ene side finder han begrebet om de blinde gener fejlagtigt, men i sin kritik af sociobiologien bruger han netop som argument, at generne er blinde og ikke kan benytte sig af rationel ræssonering som f.eks. videnskabsmanden kan. Det er klart at han søger en modificerende mellemvej – genetisk evolution er på den ene side undervurderet som kybernetisk proces, på den anden side overvurderet som kulturelt determinerende. Men bogens flydende sprog resulterer somme tider i udflydende begrebsanvendelser, der kan give anledning til misforståelser. Rolstons værdiobjektivisme har endvidere svært ved at redegøre for ondskab og negative impulser, især blandt artsfæller. Hvilken værdi-i-sig-selv har alle disse negative egenskaber, og hvor har de hjemme i udviklingen af videnskab, etik og religion? Det er muligt at Rolstons teori er resistent overfor inkorporationen af disse begreber, men under alle omstændigheder mangler vi en redegørelse i nærværende værk.

Og hvor han nogle steder fremhæver klassiske erkendelsesteoretiske problemstillinger såsom selvrelativerende argumenter i bl.a. sociobiologien, mangler han selv svar mod et sådant argument. I og med at han mener, at den genetiske evolution i en hvis forstand er betingende – nemlig som nødvendig, men ikke tilstrækkelig grund – for kulturelle forhold, savner f.eks. videnskabelig transcendens gyldighed. Dette er dog en omfattende diskussion som jo allerede ivrigt er blevet ført af Husserl [6] og andre videnskabskritikere, og måske det har sin berettigelse at udelade den her.

Valget er faldet på videnskab, etik og religion i diskussionen af kulturelle områders forhold til biologisk evolution. Altså er en redegørelse for æstetik og kunst udeladt, hvilket kan ærgre, idet netop disse områder synes at være særligt vanskelige at forklare på biologisk baggrund, og det kunne være interessant at se, hvorledes Rolston ville have relateret det skønne og især det skønne i kunst, litteratur og musik, til begrebet om overlevelse og formering. Men den diskussion må vi undvære her og udsætte til en anden gang. Ligesom en dybtgående diskussion af filosofiens opståen i denne verden må vente!

Noter:

1. Gregor Mendels (1822-84) og sidenhen bl.a. Hugo de Vries' (1848-1935) opdagelser fik deres tilføjelse i form af substantivet 'gen' i 1903 af den danske arvelighedsforsker Wilhelm Johannsen (1857-1927); ordet kommer af det græske gígnesthai der betyder fødes, frembringes. 2. Cf. Richard Dawkins: The Selfish Gene, Oxford University Press 1976, samt The Blind Watchmaker, W.W. Norton 1986.

3. Den på Jean-Baptiste Lamarck (1744-1829) baserede retning lamarckismen, antager at erhvervede egenskaber kan nedarves i modsætning til den traditionelle arvelighedslæres opfattelse af det genetiske materiale som værende stabilt i forhold til påvirkninger fra omgivelserne, og hvor  forandringer istedet sker på baggrund af mutationer.

4. Den danske biolog Claus Emmeche gør opmærksom på denne kompleksitet i forholdet mellem bioetik og samfund med en meget velvalgt henvisning til Peter Zinkernagels begreb om situationers uoverskuelighed – vi er ude af stand til at drage etiske konklusioner indenfor genteknologien fordi vi ingen anelse har om konsekvenserne (dette faktum burde måske eo ipso kunne danne grundlag for etisk prioritering....?), cf. Claus Emmeche: Biologisk beregning og genets metafysik, Philosophia 23 (1-2): 9-23, 1994.

5. F.eks. helhedsperspektivets irreducibilitet: "Hævder man, at der ikke er tilintetgørelse i universet, underkender man sammensatheden. Siger man for eksempel, at et økosystem ikke forsvinder, men forvandles til noget andet, når det tilsyneladende bliver til intet, så regner man ikke sammensatheden for nogen verdens ting. Og det til trods for at det er sammensatheden der udgør økosystemets virkelighed. Når sammensatheden opløses, bliver økosystemet vitterligt til intet." K.E. Løgstrup: Det uomtvistelige, Askov Højskoles forlag 1984, s.16. Dette er netop i opposition til sociobiologernes reduktionisme. Løgstrup er fortaler for hvad man kunne benævne en svag biocentrisk etik, dvs. en antropocentrisme der ikke betragter naturen som værdifri.

6. Se især E. Husserl: "Geometriens oprindelse" i D. Zahavi (red.): "Subjektivitet og livsverden i Husserls fænomenologi", Modtryk 1994, og f.eks.: E. Husserl: "Die Krisis des Europäischen Menschentums und die Philosophie" i Ges.Werke (Husserliana), bd.VI, Nijhoff 1962. Det er klart at Husserl ikke forholder sig til molekylærbiologiske omstændigheder, men istedet tager et fænomenologisk udgangspunkt. Men den idealiserende proces fra empiriske forhold til transcendentale størrelser er på nogle punkter analog til den overgang fra biologisk kontingens til videnskabelig nødvendighed, som Rolston diskuterer.

Publiceret 300999