Anmeldelse

Simon Sjørup Simonsen: "Sundhedens filosofi", Klim 2000, 174 sider, kr. 185,00

Anmeldt af Caroline Schaffalitzky de Muckadell



Ideen er god. Det er tiltrængt med en up to date-introduktion til den filosofiske diskussion om sygdoms-, sundheds- og normalitetsbegreb set i lyset af forskellige videnskabsteoretiske overvejelser. På bagsideteksten loves en "dybere forståelse" pædagogisk tilrettelagt med rig eksemplificering "med bund i klinisk praksis". Alle tiders.

I indledningen præsenteres nogle af de vanskeligheder, den moderne sundhedsbranche står over for (ny teknologi flytter grænserne mellem sygt og sundt, mange forskellige faggrupper skal arbejde sammen osv.). Og læseren stilles i udsigt, at bogen vil give en helhedsanalyse, der kan bidrage til "hele vores viden om sygdom og sundhed" ved at diskutere forskellige videnskabsteorier, idet der fastholdes en forbindelse til det kliniske arbejde.

Kapitlerne 2-6 handler primært om det forfatteren kalder "den positivistiske filosofi", (det vil groft sagt sige et naturvidenskabeligt syn på sundhedsvidenskaben), mens kapitlerne 7-9 handler om humanistisk-hermeneutiske tilgange, og det sidste kapitel indeholder Simonsens bud på et udkast til en mere adækvat videnskabsteori ("økologisk videnskabsteori"), og der gives i tilgift "en ny, bæredygtig etik". Bogen er generelt letlæselig.

Efter min mening er bogens store svaghed imidlertid, at den ikke leverer det, den lover. I begyndelsen opstilles nogle diskussioner (fx. 'hvordan defineres sygdom?' og 'hvordan kan man vide om de videnskabelige teorier er korrekte?'). De bud, der gives i de første kapitler (dvs. den empiristiske naturvidenskabs), afvises - naturligvis. Problemet er, at der aldrig kommer noget andet i stedet. Og eksemplerne fra den kliniske praksis tørrer også ud: Kapitlerne 7, 8 og 9 (og tildels 10) kunne stå i enhver tilfældig bog om videnskabsteori, og de specielle medicinske problemer tabes af syne. Det sidste kapitel skuffer af samme grund. Det indeholder en del om formal-logik, marxistisk fremmedgørelsesanalyse (dog ikke af sundhedsbranchen) og andet vraggods. Og den lovede løsning på etikkens problemer viser sig at være et opkog af Hans Jonas' økologiske imperativ "..at man skal handle således, '[...] at der eksisterer en menneskehed'. ... det eneste kategoriske imperativ der er væsentligt." (s.153)

Det næste problem er, at bogen giver en meget karikeret fremstilling af det herskende videnskabsideal og sygdomsbegreb. En af de dominerende ideer i sundhedsbranchen, der diskuteres utilstrækkeligt er 'apparatfejlmodellen' (dvs. den opfattelse, at sygdom bedst beskrives som en defekt i det bio-kemiske system). Forfatteren giver ganske vist nogle af standardindvendingerne mod synspunktet, men han kommer aldrig rigtigt bag om det menneskesyn og erkendeideal, som apparatfejlmodellen udspringer af. I stedet bliver han stående ved vage formuleringer om, at man skal tage højde for kvalitative forhold, når det drejer sig om mennesket (s. 36), og at "Mange sygdomme har ingen, eller ingen påviselig, biologisk side" (s.36). Det sidste er jo blot en påstand (i øvrigt er der meget stor forskel på om det ikke er et biologisk forhold, eller det bare ikke kan vises at være det!), og det første argumenteres der slet ikke for. Ganske vist nævnes uddybende, at mennesket er i vekselvirkning med mange "..fysiske, biologiske, sociale, psykologiske eller eksistentielle" forhold. Men det siger jo intet om hvorvidt sygdomme kan defineres rent biologisk. Det siger allerhøjst, at sygdomme kan have komplekse årsager, og at mennesket har andre ting at interessere sig for end sygdom, hvilket ingen tilhænger af den bio-medicinske model med bare lidt omløb i hovedet vil benægte.

Men muligvis er hele problemet her, at det biologiske sygdomsbegrebs argumentationskraft undervurderes dramatisk og tillægges meget platte menneskesyn og urimelige konsekvenser. Fx. at dette sygdomsbegreb skulle medføre, at "..det er moralsk forkert at behandle mennesker, hvis man ikke med sikkerhed [underforstået: 100% sikkerhed, a.a.] kan bevise nytten af behandlingsmetoderne" (s.29), at patient-autonomi bliver uinteressant (s. 39), og at en uvirksom behandling kan "..fortsætte til patienten dør" (s.39).

Denne type argumentation er efter min mening snarere med til at grave grøfterne i sundhedsbranchen dybere, end til at vise en vej frem. Det kunne have været mere interessant, hvis der også var peget på fordele ved den gængse sygdomsopfattelse og/eller havde været inddraget alternative forslag til definitioner af, hvad sygdom er. Men det mærkelige er, at der faktisk slet ikke kommer nogen i hele resten af bogen. Der nævnes fx. hverken den klassiske opfattelse af, at sygdom hænger sammen med lidelser, eller nyere opfattelser som Uffe Juul Jensens (at sygdom og normalitet defineres gn. et samfunds praksis og kulturelle rammer) eller Dorte Ganniks (det "situationelle sygdomsbegreb). Der gives ingen udfoldede bud - heller ikke i bogens 'bløde' anden del. Måske ville en tematisk opbygning af bogen have været mere frugtbar, fordi den ville have tvunget Simonsen til at sammenligne forskellige teorier, og måske forhindret, at han tabte de centrale emner af syne undervejs.

Kritikken af det naturvidenskabelige erkendeideal i sundhedsvidenskabelig forskning er lidt mindre unuanceret, omend der også her optræder aparte påstande. Som fx. at det skulle være en indvending mod medicinsk forsknings lødighed, at den ikke kommer klodens fattige til gode. Dette er en kritik af anvendelsen af og emnet for forskningen og dens resultater - ikke af deres gyldighed. Den gennemgående svaghed ved bogens behandling af diskussionen om videnskabsidealet er, at der aldrig gives svar på, hvad man så kan gøre i stedet, hvis randomiserede forsøg, sandsynlighedsberegninger mv. er så impotente, som det hævdes.

Egentlig er bogen meget traditionelt opbygget med en 'naturvidenskabelig/videnskabsteoretisk' og en 'humanistisk' del - lige som fx lærebøgerne Medicinsk filosofi af Wulff et al. og Medicin og filosofi af Lynøe og Johansson. Men den har nogle ulemper, de andre nævnte ikke har. Ud over at humanisme-delen ikke handler om det samme som den første del, kan også peges på at evt. læsere er dårligt hjulpne, hvis de vil læse videre på egen hånd ud fra litteraturforslagene. Disse er ofte svært tilgængelige originalværker af fx. Kuhn, Heidegger, Marx o.a., hvor der med fordel kunne være henvist til mere brugbare, mindre tekster.

Der er mange flere større og mindre problemer ved bogen, men det vil føre for vidt at komme ind på mere her. Så jeg vil blot konkludere, at alt i alt er bogen ikke et godt alternativ til de lærebøger der allerede findes på markedet.

Publiceret 150101